Bible Burning in Reformation England

Resumé

Bibelafbrændinger i reformationstidens England I oktober 1526 blev et antal eksemplarer af William Tyndales oversættelse af Det Nye Testamente brændt under en prædiken i St. Paul’s Cathedral i London. Nu kom en tid med systematisk undertrykkelse af nye forsøg på at fremstille og sprede engelsksprogede versioner af Bibelen, der ellers ikke var udkommet siden slutningen af det 14. århundrede. Tyndales Nye Testamente fra 1526 samt efterfølgende oversættelser blev anset for kætteri under Henrik 8. Bestræbelserne på at dæmme op for udbredelsen af engelske bibler havde i sig selv kun beskeden effekt; dog havde de en betragtelig virkning på udformningen af den protestantiske opfattelse af Bibelen. I langt større grad end i noget andet protestantisk land medførte Reformationen en bibelbaseret religion, som mod slutningen af det 16. århundrede havde fortrængt næsten enhver anden form for gudsdyrkelse end læsning af Bibelen. I nærværende artikel argumenteres for, at udspringet til den proces, som førte til så stærk en ophøjelse af Bibelen, skal findes i den måde, ideerne om værdien og nytten af en Bibel på folkesproget blev konstrueret på – nemlig som en reaktion på og diskurs om afbrændingen af Tyndales bibeloversættelser. Den evangeliske bevægelse klarede sig gennem forfølgelser og bogbrændinger ved at opbygge stærke og levende forestillinger om Bibelen som en hellig bog: Guds sande og enestående ord, et symbol på tro og fromhed, og, i en tid med forfølgelser, også et symbol på håb. Opfattelsen af den engelske bibel og afbrændinger af samme udviklede sig gennem fire faser. Først var der straks-reaktionerne fra evangelisk orienterede skribenter. De, der støttede Tynsdales oversættelse, betonede dens guddommeligt-ophøjede værdi og fremstillede den som selve Den Hellige Skrift, Herrens budskab, Guds egne ord – i modsætning til modstanderne, som medgav, at Bibelen, når det kom til stykket, var menneskers værk. Derefter demonstreres, hvordan historier om bogkræmmere, som blev tvunget til at brænde forbudte bibler som led i bodsritualer, lod sig forvandle til farverige symboler på evangelisk offervilje for Bibelens skyld. Som tredje led vises, ved undersøgelse af beretninger om martyrer under forfølgelserne af protestanter i midten af det 16. århundrede, at sammenknytningen af henrettelse på bålet og afbrænding af bøger var et magtfuldt symbol på lidelse, fromhed og håb. I den protestantiske martyrhistorie manifesterede Bibelen som artefakt protestanternes tro og gudsdyrkelse – som mere og mere blev reduceret til netop bibelsk religion. Endelig udviklede protestantiske polemikere i deres kontroverser med katolikkerne under Elizabeth 1. den idé, at Romerkirken, katolikkerne, var at opfatte som vaneforbrydere for så vidt angår afbrænding af bibler. Dette blev et kendemærke for katolicismen; omvendt, naturligvis, var engelsk protestantismes særlige kendetegn dens kærlighed til og udlægning af den hellige skrift.