Harald Héns love. - e.tidsskrifter.dk

 

Historisk Tidsskrift, Bind 7. række, 2 (1899 - 1900) 1

Harald Héns love.

Af

Jørgen Olrik

Side 177

Ikke uden grund har forskningen beskæftiget sig en del med de sparsomme efterretninger, som de historiske kilder fra Danmarks ældre Middelalder giver os om rigsforsamlingerpå Isøre og en dertil knyttet lovgivning. Man undres over at »træffe en institution, der repræsentererhele riget, allerede i 11. årh., altsaa paa en tid, da man næppe kunde vente rigsenheden så højt uddannet som f. ex. i Valdemarernes tid, der dog ikke kender til nogen egentlig fast udformet rigsforsamlings-institution. Langt mere påfaldende er det dog at erfare af kildernes vidnesbyrd, at der på denne forsamling er blevet udstedtlove for hele riget. Ti hvis dette forholder sig rigtigt, står vi her overfor en højst besynderlig foregribelse af den historiske udvikling, idet lovgivningsmagten fra ældgammel tid var hos de enkelte „lande" og forblev hos dem længe efter Harald Héns tid, så at end ikke Valdemarerne med al deres magtfylde og udvikling af rigsenhedennåede til at udstede nogen rigslov. Først i løbet af 13. årh. arbejder en rigslovgivning sig langsomt frem, oprindelignøje knyttet til ændringer i Vederloven, og først

Side 178

efterhaanden frigørende sig fra disse. Til denne historiskeudvikling af dansk rigslovgivning står unægtelig efterretningerne om Harald Héns rigslove i en besynderlig modsætning.

Den først fremhævede modsætning mellem efterretningerne om rigsforsamlinger allerede i 11. årh. og det faktiske forhold, at rigsforsamlinger som en mere varig institution først udvikledes i løbet af 13. årh., er imidlertid for en stor del ophævet ved dr. phil. Anna Hudes skarpsindige undersøgelser1). Det godtgøres her, at de gamle Isøreting ikke kan kaldes nogen permanent institution, da de i reglen kun træder sammen til kongevalg, når dette på grund af flere kongsemners optræden gøres nødvendigt. Faktisk er mange kongevalg foregåede på landstingene, ja de islandske kilder fastslår ligefrem (ganske vist med urette) Viborg ting som det lovmæssige valgsted for Danmarks konger2). Af alt dette ses Isøretingets lidet stabile karakter, der passer bedre for 11. årh. end det præg af en fast statslig indretning, som man har villet give det.

Tilbage står da den nys omtalte modsætning mellem efterretningerne om Harald Héns rigslove og den faktiske historiske udvikling af dansk rigslovgivning. Vanskelighedenkan kun klares ved, at man på grundlag af kildernes ord søger at udfinde indholdet af Haralds love. Uheldigvis er nogle af de kildesteder, hvori lovene omtales,noget dunkle og vanskelige at fortolke, og det er da også meget langt fra, at der er nogen enighed mellemde



1) Danehoffet s. 11 ff.

2) Til de islandske kilder kan føjes den engelske historieskriver Radulfus Niger, der om Viborg siger: „übi solent reges elegi". Se tillæget til nærværende afhandling.

Side 179

lemdeforskere, der hidtil har behandlet dette æmne. Det princip, som her skal følges, er at lægge særlig vægt dels på de ældste kilder, dels på de kildesteder, som giver tydelig og klar efterretning om lovene. Ud fra dette grundlag er det hensigten med nærværende afhandlingat føre problemets løsning et stykke videre frem.

Valdemartidens historieskrivere sætter Harald Héns lovgivning i nøje forbindelse med kongevalget efter Sven Estridsøns død. Denne tradition støttes på en måde indirekte af Ælnod, der vel ikke siger noget om Haralds eget valg, men tilføjer, at de Danske ved senere kongevalg „kræver Haralds love" af kongsæmnerne. Idet vi således går ud fra denne overleverings rigtighed, vil vi kaste et blik på situationen ved kongevalget, inden vi går over til at granske lovbestemmelsernes indhold.

Ifølge Sven Aggesøn og Sakse samledes efter Svens død en rigsforsamling ved Isøre1). Ledende på en sådan forsamling har utvivlsomt stormændene været, hvorved dog ikke bør forstås hirdmændene, men det folkeledende aristokrati, bondehøvdingene2). Det har nu åbenbart været ved disses støtte, at Harald er blevet taget til konge. Det fremgår nemlig med tydelighed af Ælnod (kap. 4), at der var en art valgkamp mellem Knud og Harald, og at Harald havde folkestemningen for sig og derfor toges til konge. Fieri samstemmer Sakse fuldstændig.Det må have været det konservative bondeparti,der satte Haralds valg igennem mod den stolte og heftige Knud, som man vel nok alt dengang har ventet



1) Knytl. neevner Viborg i henhold til den islandske teori om valgstedet.

2) Jfr. Erslev, Valdemarernes Storhedstid 217 ff. og prof. Steenstrup i Hist. Tidsskr. 6. R. IV. 687 f.

Side 180

sig voldsomheder og overgreb af, fordi han ønskede store reformer i den bestående tingenes tilstand. Modsætningenmellem Harald og Knud er tillige modsætningen mellem de to åndsretninger, som fra denne tid til langt ind i 12. årh. brødes i Danmark: den konservative retning, der ikke ønskede ændringer i den gamle retstilstand og således også ved kongevalget holdt på den nedarvede skik at tage ældste kongesøn til kongeJ); og den reformivrige,mere kirkevenlige retning, der ønskede at fremme en stærk kongemagt og i det hele udvikle rigsenheden2). Dommen over Harald Hén og hans kongegerning falder derfor såre forskelligt efter historieskrivernes partistandpunkt;kun Ælnod er ret upartisk, medens den konservativeretnings heftige talsmand, Roskildekrønikens forfatter,priser ham i høje toner som en herlig mand og retfærdig styrer, og Sakse lige modsat dadler ham for hans slaphed og karakteriserer ham som et hængehoved.

Det må da her fremhæves, at Haralds love absolut må have været i overensstemmelse med det konservative bonde- og stormandspartis ønske, som satte hans valg igennem; dette fremgår også med tydelighed af kilderne3), og det lyder ingenlunde utroværdigt, når Sakse lader Harald før valget ligefrem tilsige folket love efter dets eget ønske4).

Overhovedet fremgår det af kongevalgets karakter,
at situationen har noget ved sig, som kan minde om



1) Knyt!, har her det træffende udtryk: drogu f>eir f>at fram, sem forn løg voru, at enn elzti konungsson skyldi konungr veia.

2) Jfr. Ræder, Danm. under Sven Estr. og hans Sønner s. 298.

3) Ælnod: populi votis admoduro f'avere.

4) Saxo ed. P. E. Muller s. 570: impias se leges abrogaturum, hlandas placidasque pro eorum arbitrio laturum promittit.

Side 181

senere tiders håndfæstninger1), hvilket i høj grad støttes af Ælriods ord om den rolle, Haralds love spillede ved senere kongevalg. Selv om man på ingen måde tør kalde Haralds love for en virkelig håndfæstning, må man dog vente, at de indeholder bestemmelser, der mutatis mutandis svarer til senere håndfæstninger.

Efter disse almindelige betragtninger går vi over til at granske selve kildestederne angående kong Haralds love. Vi begynder med de ældste kilder og tager først den eneste krønikeskriver for os, som priser kong Harald : Roskildekrønikens forfatter, der skrev c. 1140.

Krønikens kortfattede efterretning om Harald lyder i oversættelse: Harald, en ypperlig mand og såre retfærdig hersker, gav alle ret til at bruge skovene, som de mægtige havde tilegnet sig alene2).

Hvorvidt der nu i disse ord fremstilles en virkelig lov, eller en praktisk afhjælpning af misbrug, får stå hen; så meget er klart, at krøniken opfatter Harald som ophavsmandtil almuens ret til brug af almindingerne3). Det er åbenbart, at krøniken opfatter Harald som reformatoren,idet inden hans tid „de mægtige" havde tilegnetsig skovene. Ved dette i sig selv uklare udtryk kan nu umulig forstås stormændene, bondehøvdingene. da det just var disse, der satte Haralds valg igennem4),



1) Jfr. Matzen, Danske Kongers Haandfæstn. s. 25; Holberg, Dansk Rigslovgivn. s. 115f.

2) .. . vir optimus, rector justissimus. Hic silvas, a solis potentibus obsessas, communes fieri jussit.

3) Om andre skove end almindingerne kan der ikke være tale, da kun disse ejedes af kongen, der gerne gav almuen brugsret til dem, f. ex. til oldensvin. Jfr. Steenstrup, Studier over Kong Valdemars Jordebog s. 34(> ff.

4) Stormændene kaldes i krøniken primates, optimates, meliores, men ikke potentes.

Side 182

og det stemmer da ogsaa bedst med hele tankegangen i krøniken, når man antager meningen at være den, at Haralds lov hindrede eller afskaffede misbrug af kongemagten,så at man ved „de mægtige" må forstå kongernesfogeder eller vel endog kongerne selv1). Må dette da fastslås som meningen af krønikens ord, bliver det et andet spørgsmål, om der er nogen grund til at tro på denne traditions rigtighed. Der er særlig grund til at fremhæve, at almuens brugsret til almindingerne formentlig beror på ældgammel sædvaneret og på forhåndmåtte antages for ældre end Harald Héns tid2); at vi ellers ikke ved det mindste om, at Harald Héns forgængerekrænkede den gamle sædvaneret; at vi derimod har en højst interessant tradition, der går ud på, at Haralds efterfølger Knud just krænkede denne gamle sædvaneret for at tvinge bønderne i Halland til at yde ham redskud3); og at denne fortælling passer særdeles godt med, hvad vi ellers ved om Knuds karakter. Der synes da at være gode skel for den antagelse, at Haralds virksomhed på dette punkt har indskrænket sig til at stadfæste den gamle retstilstand, og at dette er blevet fremhævet så meget stærkere, som den voldsomme Knud sandsynligvis har krænket denne.

Selv om denne antagelse er sandsynlig, er det dog
i følge sagens natur kun en hypotese, der trænger til
støtte fra anden kant, og desuden er det kun en enkelt



1) Jfr. Ræder, Danm. under Sven Estr. s. 299.

2) At Sven Aggesøn (SRD I 54) udleder brugsretten til skovene fra Sven Tjugeskægs tid, kan vel ikke gælde for historie, men er et vidnesbyrd om den høje ælde af denne gamle sædvaneret. Den tilsvarende tradition hos Sakse synes (næppe med rette) at tale ikke om brugs-, men om ejendomsret. Saxo s. 492.

3) Knytl. kap. 28.

Side 183

af Haralds formentlige lovbestemmelser, som Roskildekrønikenoplyser os om. Vi vender derfor nu vort blik til den ældste kilde, Knud den helliges historieskriver Ælnod, der skrev mellem 1120 og 1124, og hvis udsagn åbenbart har en ganske særlig vægt. Ælnods ord lyder i oversættelse omtrent således:

Da Harald havde taget ved det fædrene kongedømme, lagde han vind på ganske at rette sig efter folkets ønsker, ikke just ved at udvælge for dem sådan lov og ret, som de vilde have, men derimod ved at fastsætte med sin kongelige myndighed til at overholdes af efterkommerne sådan lov og ret, som de alt havde valgt sig1).

Meningen med dette sted, der frembyder forskellige
fortolkningsvanskeligheder, synes nu at være denne:

Efter at have fremhævet, at Harald ved sin lovgivninglodsig lede af hensynet til folkets ønsker, nævner Ælnod ligesom to måder, hvorpå dette kunde finde sted, af hvilke Harald dog ikke benyttede sig af den første („ikke just ved at ..."), men af den sidste („men derimodvedat ..."). De to fremgangsmaader, som modsætteshinanden,er disse: 1) at udvælge for folket sådan



1) Ordlyden hos jElnod er: Haroldus, patrium nactus imperium, populi votis admodura favere, eisque leges et jura, non tarn, quas vellent, eligere, immo quse vel quales elegissent, posteris reservandas regali studebat auctoritate decernere. Denne text har nu prof. Gertz sendret betydelig ved rettelser (H. Olrik, Danske helgeners levned s. 108). At reservandas ma rettes til servandas, er indlysende; men er de ovrige rettelser nodvendige ? At rette tarn til tantum og elegissent til elegisset, giver muiigvis bedre Latin; men da rettelserne fuldstasndig forandrer betydningen af texten, der i den garnle skikkelse er meget vel forstaelig, synes de raindre berettigede. Ved naervserende oversaettelse tages de to ved nnon tarn" og ,immo" indledede led som modsatte, idet immo ved en anakoluthi er indsat i steden for quam.

Side 184

lov og ret, som de vilde have, hvilket må betyde: udstedenyelove i overensstemmelse med folkets ønsker; 2) at fastsætte til overholdelse af efterkommerne sådan lov og ret, som de alt havde valgt sig, hvilket må betyde:stadfæste bestående lov og ret i landet 1). Således forstået bliver da meningen med Ælnods ord, at Haralds love ikke indeholdt ny bestemmelser, men bestod i en højtidelig stadfæstelse af bestående love. Hvilke love det egentlig er, Harald stadfæster, siges ganske vist ikke udtrykkelig, men texten giver dog et fingerpeg ved det übestemte udtryk „lov og ret", som vanskelig lader sig anvende på nogle enkelte lovbestemmelser, men naturlig må opfattes som betegnende hele den bestående retstilstand2). Hermed stemmer ypperligt de ord, Ælnod tilføjer: Derfor kræver Danerne den dag i dag ved kongevalg de af ham fastslåede love [stadfæstede] af kongsæmnerne, og de lovpriser og hylder ham for de love, han har indrømmet dem, som fredens og den offentlige friheds fader a). Hvad kan nemlig passe bedre, end at man ved kongevalg kræver af kongerne, at de skal overholde lands lov og ret? Det er åbenbart et



1) Anderledes synes man ikke at kunne forstå textens modstillede led: eligere, quæ vellent — decernere, quæ elegissent, af hvilke det første må betyde: udstede love, som folket nu (ved kongevalget) udtalte ønsket om, det andet: fastslå love, der allerede tidligere var udstedte. Afgørende er her modsætningen mellem imperfectum (vellent) og plusquamperfectum (elegissent).

2) Det kan her fremhæves, at Ælnod om Knud den helliges love bruger ordet edictum, hvorimod ordet leges på to steder (kap. 1 og 23) just bruges om de bestående love.

3) Unde leges ab eo sancitas Dani usque in hodiernum ab electis et eligendis sibi regibus expetunt, eumque veluti pacis ae libertatis publicæ provisorem, pro concessis ab eo legibus, laude et favoribus extollunt. Mærkes kan også her udtrykket sancitas om lovene, „stadfæstede, højtidelig fastslåede".

Side 185

både selvfølgeligt og naturligt kongeløfte, der dog ingenlundevaruden betydning. Med rette kan man her henvise til, at en af hovedbestemmelserne i de senere håndfæstninger netop var den, der krævede af kongen, at han skulde overholde lands lov og ret]). Just dette, at man ikke kan tænke sig noget naturligere kongeløfte — forsåvidt et kongeløfte (håndfæstning) overhovedet kræves — end en simpel og ligefrem stadfæstelse af den gængse lov og ret, just dette må være os en grund til at holde fast på rigtigheden af det vundne resultat.

Ved granskning af de ældste kilders udsagn om Haralds love er vi da nåede til at fastslå, at den ældste og i enhver henseende vigtigste kilde ligefrem udtaler, at Haralds „lovgivning" bestod i stadfæstelse af den gamle retstilstand, medens den anden kildes noget uklare efterretning bedst forstås ud fra denne antagelse, samt at denne også stemmer bedst med den gentagne stadfæstelse af Haralds love ved senere kongevalg, som Ælnod beretter om. Vi går nu over til Valdemartidens krønikeskrivere for at granske deres efterretninger om Haralds love og se, om de kan forliges med den her fremsatte antagelse.

Vender vi os først til Sven Aggesøn, så lyder hans kortfattede efterretning således: Harald var den første, der anordnede og fremsatte love for Danerne på det nævnte sted for kongevalg (o: Isøretinget)2). Disse få ord kan ikke siges at kaste noget lys over lovenes indholdl);



1) Hdiaestn. 1282 §5, 1320 §27, 132*; §22, 1360 §1, 1376 §17.

2) Hie primus leges Danis in regiae electionis loco jam dicto praescripsit atque rogavit.

Side 186

holdl);derimod stadfæster de med stor bestemthed de ældre kilders udsagn, at Haralds love galdt alle Daner, hele folket. Desuden er Sven Aggesøn og Sakse de eneste, der udtrykkelig nævner Isøre ting som stedet for Haralds lovgivning, som ovenfor nævnt, selv om også Ælnods ord gør det sandsynligt at sætte lovene i forbindelsemed kongevalget. Endelig siger Sven, at Harald var den første, der gav lovene på Isøreting, hvilket vel næppe betyder andet end, at Sven ikke har kendt nogen tradition om ældre lovgivning2), men dog i og for sig klinger sandsynligt og navnlig passer fortræffeligt med det foreløbige resultat, vi kom til ved undersøgelse af de ældre kilders efterretninger; at Harald var den første, der „gav love" ved kongevalg, følger ganske umiddelbart af Ælnods fremstilling. Forsåvidt som der i Svens ord ligger, at også senere konger havde givet love på Isøre, så passer jo også dette fortræffelig med Ælnods ord om de senere kongers stadfæstelser af kong Haralds love.

Således stemmer da også Sven Aggesøns ord godt med det resultat, de ældre kilders efterretninger førte os til, og, idet vi fastholder kildernes enighed om, at lovene gælder hele Danefolket, vender vi os til den kilde, der har de fyldigste efterretninger om kong Haralds love: Sakse.

Sakses ord er ikke lette at forstå og end mindre at
oversætte; deres tydelighed lider under hans alt for
store ordrigdom og tilbøjelighed til at sige det samme



1) Man kan nemlig næppe lægge nogen vægt på udtrykkene præscripsit atque rogavit, hvis mening ikke er særlig tydelig, og som næppe betyder andet end, at lovene skrev sig fra Harald Hén.

2) Om hele forståelsen af stedet hos Sven Aggesøn se de fortræffelige bemærkninger i Anna Hude, Danehoffet s. 15 f.

Side 187

på 2—3 forskellige måder, og de kan endelig ikke siges at være særlig klare i tankegangen; de er da også blevet forståede på meget forskellig måde af de videnskabsmænd,som har behandlet æmnet. Vi vil dog forsøge at gengive hans ord på Dansk:

Harald holdt .råd i otte dage, og, opfordret til i gerning at udføre , hvad han i løfter havde fremsat, nemlig at lade sin kongelige højhed tjene folkets, gav han for det første ret til modbevis mod stævning og lod værnet gå frem for søgsmålet, idet han gav den anklagede klagerens ret, nemlig til at modbevise søgsmålet, medens loven tilforn forbød at vise et af vidner støttet søgsmål tilbage ved at føre værn i sagen. Denne ret, stadfæstet ved skik og brug, som den er, har vist sig ligeså uheldsvanger for gudsfrygt som nyttig for frihed. Ti selve muligheden for at føre værn i en sag, uden brug af våben eller vidner, blot støttet på edsbevis, har på grund af folks begær efter at få deres ønsker opfyldte plettet manges foretagender med mened, ja, fuldstændig gjort det af med bragen af tvekamp. Ti efterslægten har fundet det bedre at afgøre de retstrætter, de indlod sig på, ved sværgen end ved stål. Og forholdet er dog det, at det første er det farligste for gudsfrygt, det andet for liv og sikkerhed. Denne skik har Danerne vedholdende bevaret og holder endnu den dag i dag hårdnakket på den, ja, de vil hellere opgive ånden end slippe den, og vove liv og blod for dens overholdelse x).



1) Saxo ed. P. E. Muller s. 571 f.: Haraldus, habito in octo dies concilio, quod promissis complexus fuerat, rebus prosequi monitus, ut regia majestate popularem excoleret, inprimis adversum provocationem restipulandi jus edidit, prioresque defensionis partes quam accusationis instrumenta constituit. Reo siquidem actoris jus in refellenda accusatione concessit, quam antea, testium fide subnixam, defensionis prassidio repellere non licebat. Quod jus usurpatione firmatum, ut familiare libertati, ita religioni pestiferum evasit. Ipsa namque defendendi potestas, non armorum, non testium usu, sed sola sacramenti fide subnixa, multorum conatus votorum cupiditate perjurio polluit, sed et funditus singularium congressionum usum evertit. Posteris namque susceptas causarum controversias satius jurejurando visum est expedire quam ferro. Verum alterum religionis intuitu, alterum salutis respectu periculosius. Quern morem Dani pertinaciter retentum ad hoc usque tempus obstinate usurpant, adeo ut vita magis quam eo carere cupiant, salutemque suam pro ipsius observatione devoveant. Med hensyn til den omtvistede betydning fornemmelig af ordene arma og singulares congressiones ma jeg her nojes med at henvise til prof. Steenstrup i Tidsskr. f. Retsvidenskab IV, s. 116 ff., og Matzen, Bevisreglerne etc. s. 90, hvor de af dr. Ludv. Holberg bl. a. i Dansk Rigslovgivn. s. 100 ff. fremsatte fortolkninger er gendrevne. Jfr. ogsa delvis H. Olrik, Konge og praestest. I, s. 206. Ogsa pa flere andre punkter afviger min oversaettelse en del fra Holbergs i Kong Valdemars Lov s. 241 f., hvorimod den vsesentlig stemmer med dr. phil. Winkel-Horns oversasttelse af Sakse.

Side 188

Af dette ikke særlig klare sted hos Sakse må vi da søge at udfinde meningen uden at påvirkes af nogen forudfattet mening om, at Sakses efterretning utvivlsomt må være rigtig. Særlig må det her fremhæves, at Sakses fra de øvrige kilders meget afvigende ord dog paa et punkt stemmer med dem: det fremgår ikke alene af Sakses forudgående skildring af situationen, men siges også udtrykkelig, at loven angår hele Danefolketx); og dette gælder ikke blot lovene i almindelighed, men også den eneste enkelte lovbestemmelse af disse, som Sakse anfører 2).



1) ... ut regia majestate popularem excoleret ....

2) At Sakse har ment, at lovene indeholdt flere bestemmelser end den af ham anførte, ses af ordet inprimis. Til den enkelte af ham anførte lovbestemmelse sigter udtrykkelig slutnings- ordene: Quern morem Dani pertinaciter retentum ad hoc usque tempus obstinate usurpant. ... Jfr. Steenstrup, anf. st.; Rseder, Sven Estridson og hans Sonner s. 285 f.; A. D. Jorgensen i Arb. f. nord. Oldkyndh. 1876 s. 77.

Side 189

Det er da ganske umuligt, ikke alene overfor de andre kilders enstemmige vidnesbyrd, men også overfor Sakses egne tydelige ord at fastholde den af afdøde overlærer Kinch *) og dr. Ludv. Holberg2) forfægtede antagelse, at den enkelte lovbestemmelse, Sakse anfører, kun må opfattes som en ændring i V"ederloven.

Den eneste støtte for denne påstand er i virkeligheden det argument, at Sakses ord og vendinger minder meget om ordlyden af nogle tilsvarende bestemmelser i hans Vederlovstext3). Meningen af de første sætninger hos Sakse er nemlig tydeligt denne: kong Harald gav ved processer den anklagede klagerens ret, idet han gav anklagede ret til at fri sig ved éd, medens det tidligere var lov, at anklagede var fældet ved vidners udsagn.

Denne lovbestemmelse er nu af de nævnte forfattere forstået som en ændring i Vederloven, fordi kun denne, ifølge Sakses text og de to andre optegnelser af den, har kendt en art vidnebevis, idet det var klagerens ret og pligt i større sager at støtte sin klage ved udsagn af to vidner 4). Ved denne teori undgår man tillige at antage,at Sakse virkelig har ment, at anklagerens ret til



1) Årb. f. nord. Oldkyndh. 1875 s. 290 ff.

2) Kong Valdemars Lov s. 100 ff. Til denne tolkning har prof. Matzen nærmest sluttet sig (Danske Kongers Haandfæstn. s. 12; Om Bevisreglerne etc. s. 52 ff.).

3) Præterea objecta defensionis præsidio repellere non licebat; siquidem testium criminatio neque alieno patrocinio neque propria cujusquam repulsione subrui poterat ... sed neque ei, si sponsione provocatus fuisset, restipulatione uti licuit. Saxo ed. Muller p. 529.

4) Jfr. det ovenfor citerede sted.

Side 190

vidneførsel er en ældre institution end anklagedes ret til at fri sig ved éd, også for almindelig lov og rets vedkommende.Denne tanke må nemlig forkastes af indre grunde, da den vender op og ned på den naturlige historiske udvikling af bevisreglerne; anklagedes ret til at fri sig for søgsmålet ved ed må være af ældgammel oprindelse, måske ældre end alle andre afgørelsesmidler, og kan umulig stamme fra Harald Héns tid 1).

Imidlertid fremgår det aldeles tydeligt af texten, at det virkelig er Sakses mening, at den af provinslovene i talrige tilfælde hjemlede ret for anklagede til at fri sig ved tylvtered stammer fra Harald Hén, idet ordene „Denne skik o. s. v.", som ovenfor anført, nødvendigvis må opfattes om gængs lov og ret blandt Danerne2).



1) Jfr. Matzen, Bevisreglerne etc. s. 47 ff.

2) Saledes har da ogsa Kolderup-Rosenvinge opfattet Sakses ord (Nyt juridisk Archiv XIV, s. 23). dog uden at fremhaeve clet historisk umulige i beretningen; dette har derimod I. E. Larsen gjort (Saml. Ski*. I. 1. s. 533) og efter ham Stemann (Retshist. s. 204) og Sylow (Den materielle Bevistheoris Udvikl. s. 153), dog uden nojere redegorelse. Til denne fortolkning har ogsa Pappenheim sluttet sig (Krit. Vierteljahrschr. XXXII s. 66) efter at have taget sin tidligere theori om jernbyrds indforelse tilbage. Vederlovstheorien .svaskkes yderligere ved, at Sven Aggeson i sin Vederlovens historie ikke med et ord hentyder til Haralds formentlige lov, skont der nasvnes en del andre lovaendringer, der skyldes rmodernorum lenitas". Man har derfor antaget, at Haralds lov har vferet na?vnt i det af Sven Aggesons text ndfaldne stykke. hvorved man fores til deji ny hypotese, at loven kun gjaldt majestsetsforbrydelsessager. Men rigtigheden heraf kan vanskelig godtgores. Der er nseppe nogen grand til at antage, at det af Svens text udfaldne stykke har indeholdt andet end en vidtloftig fremstilling af processen i majestfetsforbrydelsessager, saledes som man kan laese den i Sakses text af Vederloven ved hans fremstilling af procesreglerne for storre sager (graviora); Saxo p. 528. iEndringer i den gamle Vederlov omtaler Sven nemlig gennemgaende i kapitlernes slutning, nar forst den gamle regel er fremstillet, og at han betragter den af ham givne fremstilling af proeesreglerne ved majestaetsforbrydelser (de eneste, som han henregner til sager") som den stadig gaeldende, ses deraf, at han overalt bruger praesensformer i verberne. Nogen virkelig grand til at antage, at Haralds formentlige aendring i Vederloven har va?ret omtalt i lakunen, er der da ikke.

Side 191

Således er -der ikke andet for end at indrømme, at Sakse sandsynligvis har haft den forestilling, at vidnebevisetvar den gamle skik og brug hos folket, der blev fortrængt ved Haralds reform, og at dette er grunden til, at hans ord om Haralds reform delvis svarer til de citerede ord af hans Vederlovstext1).

At Sakse har denne opfattelse, er nu ikke så uforståeligt,når man søger art trænge ind i hans tankegang. Sakse lægger ingenlunde skjul på sin mening om Haralds love og særlig deres bestemmelse om ret til at værne sig med ed; han fremsætter åbenlyst sin store misfornøjelsemed den, og man kan ikke undgå at lægge mærke til, at spørgsmålet har en vis aktuel interesse for ham, idet han af kirkelige grunde fælder en stærk fordømmelsesdomover édsbeviset, — en dom, som han ingenlunde var ene om, da der endog i pavebreve bruges meget stærke ord derom2). Men når Sakses personlige følelser på denne måde er med i spillet, kan der ikke siges at være noget forunderligt i, at han med sin stærke trang til at anse alt gammelt for godt og omvendt lade alt godt stamme fra oldtiden, også her har fremstillet den efter hans mening slette lov som det nye, der afløser den gode gamle tilstand 3). En prøve



1) Jfr. Ræder, Sven Estridsøn s. 285, og Steenstrup, anf. st.

2) Jfr. Holberg, Dansk Rigslovgivn. s. 113.

3) Et exempel på Sakses tilbøjelighed til at give retslige institutioner præg af ælde, er hans lovtradition om, at nævninger stammer fra Regner Lodbrogs tid — en i retshistorisk henseende selvfolgelig ret vaerdilos tradition, der viser hans trang til at fore sadanne institutioner tilbage til enkeltpersoner.

Side 192

på denne Sakses tankegang findes just i de sætninger, som følger efter fremstillingen af, hvorledes Haralds lov erstattede vidnebevis med anklagedes ed. Her meddeler Sakse nemlig, at Haralds love også afskaffede tvekamp 1). Denne underretning tjener ganske vist ikke til ære for Sakses juridiske forstand, da han tidligere har meddelt ved omtalen af Poppos jernbyrd, at Danerne afskaffede tvekamp 2). Der er derfor på' forhånd ingen grund til at fæste lid til denne efterretning, så meget mindre som Sakse synes at have overdrevne forestillinger om tvekampensbetydning i fortiden3), sikkert foranlediget dertil ved sin sympati for det heltemæssige og oldtidsagtigeved dette afgørelsesmiddel. Således må man da med Matzen 4) antage, at Sakse kun har fået tvekampen med på dette sted af uvilje mod Haralds formentlig ny påfund, der fordærvede al god og gammel lov og ret5).



1) Ti således må ordene oversættes; jfr. ovenfor.

2) Saxo ed. Muller p. 499.

3) Matzen, Bevisreglerne etc. s. 90.

4) Matzen, anf. st.

5) I denne sammenhæng er der grund til at fremhæve den underlig løse og ugrammatikalske påhæftning af sætningen „sed et funditus etc.". Man kunde fristes til at antage, at den tilligemed de to følgende sætninger var senere tilføjet, foranlediget ved det lille „armorum", som, sandsynligvis af rent retoriske grunde, har indsneget sig foran testium. Sakses sympati for tvekampen fremgår især af sætningen „Verum alterum etc." Karakteristisk for Sakses tilbøjelighed til retoriske vendinger er, at han lige efter at have dadlet lovens slaphed taler om, at Harald tilsidesatte de af ham givne loves strenghed; legum severitas skal her danne en retorisk modsætning til Haralds sløvhed. — 1 hvert fald giver den slags efterretninger ikke nogen stærk tillid til Sakses juridiske ufejlbarlighed.

Side 193

Idet vi altså tilsidesætter Sakses efterretning om tvekamp som uholdbar, bliver der tilbage hans hovedefterretning, at nemlig Haralds love indførte anklagedes ret til at fri sig ved (tylvter-) ed. Om Sakses efterretning gælder da noget tilsvarende som om Roskildekrønikens, at denne efterretning om, at Harald har indført en retstilstand, som faktisk må være meget ældre end hans tid, ret afgjort tyder hen på den anskuelses rigtighed, som vi vandt ved granskning af de ældre kilder, at nemlig Harald ikke har forandret bestående love, men tværtimod stadfæstet dem, så at man meget godt kunde beråbe sig på Haralds love f. ex. til forsvar for tylvterédsbeviset.

Man sporer i Sakses ord brydningen mellem to retninger i tiden, når man læser hans hvasse kritik af edsbeviset, der vel kan være gavnligt for frihed, men skadeligt for gudsfrygt ved at foranledige mened, og man sporer en vis afmægtig harme i hans ord om Danernes iver for at holde fast på denne dårlige skik. Man kan da efter Sakses ord ikke være i tvivl om, at alle forsøg på ændring heraf fra modsat (o: konservativ) side er blevne mødte med en henvisning til Haralds love, og det er et spørgsmål, om Sakse egentlig har vidst meget andet om disse end just dette, at forslag om ændringer i edsbeviset altid blev tilbageviste med, at edsbeviset var hjemlet, ved Haralds love. Dette kan man med tydelighed læse ud af Sakses personlige udgydelser, og det kan ikke nægtes, at det under disse omstændigheder ikke lå så fjernt for Sakse at antage Harald for den egentlige ophavsmand til denne lovbestemmelse; og denne ide måtte så nødvendigvis føre med sig, at de (gode) love anførtes, som afskaffedes ved Haralds (dårlige) lov.

Side 194

Denne psykologiske forklaring af Sakses efterretninger, der går ud fra det lys, som hans ord kaster over hans personlige stilling til sagen, får imidlertid stå ved sit værd; så meget er vist, at den retslige institution, som Sakse tilskriver Harald Hén, ifølge sagens natur må være af langt ældre oprindelse, så at altså også Sakses efterretning trods sin dunkelhed og delvise urigtighed tyder på, at Haralds „lovgivning" har indskrænket sig til at stadfæste bestående lov og ret.

Vi har så kun tilbage at behandle en hidtil ret uænset kilde: den med Sakse omtrent samtidige engelske krønikeskriver Radulfus Niger. Om den almindelige værdi af denne kildes danske efterretninger må jeg henvise til min særlige undersøgelse desangaaende i tillæget til nærværende afhandling; jeg skal her blot bemærke, at Radulf gennemgående viser sig så vel underrettet om de danske kongers historie, at der aldeles ingen grund er til at tilsidesætte denne efterretning.

Radulfs ord lyder i oversættelse: Efter Sven blev Harald Danmarks konge; han stadfæstede den lov og ret, som en anden Harald havde fastsat1). Denne efterretning har nu i mere end én henseende interesse for os.

For det første er at mærke, at den fuldstændig stemmer overens med det tidligere fremsatte resultat, som vi fornemmelig vandt ved at støtte os til Ælnods ord. Der siges her udtrykkelig, at Harald stadfæstede ældre love, og der bruges om disse love ganske samme übestemteudtryk som hos Ælnod: lov og ret (leges et



1) In Dacia post Suein successit Haraldus. qui leges et jura, quæ alius Haraldus statuerat, confirmavit.

Side 195

jura). Således svarer den engelske kilde ganske til Ælnods beretning og vinder derved betydelig troværdighed, så at man også nødes til at lægge en vis vægt paa den tilføjelse,som den har udover Ælnod: at det nemlig var en anden Haralds love, som Harald Hén stadfæstede.

Hermed sigter Radulf nødvendigvis til „Harald Blåtandslove",som han kender fra Adam af Bremen *) og omtaler således: Efter Orm (o: Gorm) herskede Harald, der fastsatte de love, som de nu har, for Danerne, Friserne og Nordalbingeme og bekræftede dem %2). Radulf opfatter således Harald Blåtand som ophavsmanden til Danernes love, og således må utvivlsomt også Adams ord, som Radulfs er en fri omformning af, forstås. Adam, der er den eneste primære kilde angående Harald Blåtands love, idet alle andre efterretninger er afledede fra hans, bruger følgende udtryk, der sikkert må opfattessomen gengivelse af Sven Estridsøns udtalelser 3): Afgjort er det, at han både for vort folk og for NordalbingerneogFrisernes folkefærd har fastsat lov og ret, som de den dag i dag for hans store navns skyld beflittersigpå



1) Radulfus Niger er den eneste engelske skribent, der har kendt og benyttet Adam af Bremens nordiske efterretninger; se ruin undersogelse i tillaegget.

2) . . . post Wrm [regnavit] Herioldus, qui leges, quas nunc habent, constituit Dan is et Frisonibus et Transalbianis et fumavit. Om betydningen af Transalbiani (— Nordalbingi) henvises til Pal.-Muller, Harald Blaatands Lovgivning s. 22 ff.

3) Om tolkningen af dette noget vanskelige sted se A. D. Jol'gensen: Nordiske kirkes grundlseggelse, tillaeget s. 51, der vaesentlig bekrsefter Pal.-Mullers opfattelse (Harald Blaatands Lovgivning). Som Sven Estridsons ord har ogsa, de fleste middelalderlige historieskrivere, der- har benyttet Adam, forstaet ordene; saledes Helmold, I 15; Radulfus Niger (se ovenfoi') samt de danske Mlder Scr. rer. Dan. I, s. 17. 67 (de to danske kilder er for ovrigt enslydende).

Side 196

flittersigpåat overholdex). Vi genfinder her to træk, som vi kender fra Ælnods ord om Harald Héns love: dels det almindelige udtryk lov og ret2), dels betoningen af Danernes iver for at overholde lovene 3). Bægge disse omstændigheder tyder bestemt på, at Adam ved Haralds love ikke forstår enkelte lovbestemmelser, men den gældende lov og ret. At Sven Estridsøn, der åbenbart har haft en stærk trang til at forherlige Harald Blåtand — hvori Adam støtter ham ved sit forsøg på at omgive Haralds minde med helgenglorien — og som egentlig ikke kan siges at være velunderrettet om Haralds tidsalder — at han sætter Haralds, den første kristne konges, navn i forbindelse med den gældende lov og ret, kan egentlig ikke undre os, og der er heller intet i vejen for, at der forholdsvis hurtig blandt folket kan have uddannet sig den skik at kalde landets love efter den første kristne konge, under hvem kristendommen egentlig vandt den



1) Gertissimum vero est, eum tam nostro populo quam Transalbianis et Fresonum genti leges et jura constituisse, quæ adliuc pro auctoritate viri servare contendunt.

2) Pal.-Miiller gengiver også udtrykket leges et jura ved rlov og ret" (Har. Blaatands Lovgivn. s. 56). Radulf har sandsynligvis ordene „leges et jura" just fra dette sted hos Adam.

3) Ordene „servare contendunt" kan meget vel med Falck (Schl. Hoist. Arch. IV s. 175—178) opfattes som en antydning af, at lovene vel sattes højt, men dog ikke var uanfægtede, uden at dette dog kan forsvare den teori, at Harald Blåtands love skulde have bestået i indførelse af jernbyrd som retsligt bevismiddel. Denne teori, som P. E. Muller (Gritisk Undersøgelse af Saxos syv sidste Bøger s. 29 f.) har opstillet, grunder sig overhovedet kun på en sammenstilling af Adams efterretning med de ord hos Sakse, i hvilke denne i anledning af Poppos jernbyrd (der henlægges til Sven Tjugeskægs kongetid) beretter, at fra den tid afskaffede de danske tvekamp og indførte jernbyrd. Men dette er et altfor skrøbeligt grundlag at bygge en sådan teori på, især da Sakses ords historiske rigtighed må anses for meget tvivlsom; jfr. Matzen, Bevisreglerne etc. s. 89 f.

Side 197

afgørende sejr i landet; man kan her henvise til Norge,
hvor „St. Olafs lov" betegnede almindelig lov og ret i
landet:l).

Når Radulf altså sætter Harald Blåtands og Harald Héns love i forbindelse med hverandre, må det indrømmes, at sandsynligheden taler for denne beretnings rigtighed, og man kan sige, at der just ved denne efterretning falder et ejendommeligt lys over begrebet „kong Haralds love", der ifølge det her udviklede i 11. og 12. årh. må have betegnet gængs lov og ret i landet — enten man så med disse ord har tænkt på Harald Blåtand eller på Harald Hén.

Vi afslutter her vor granskning af kong Harald Héns love. Selvfølgelig er det indvundne resultat ikke noget historisk sikkert, men er — som følge af materialets ejendommeligebeskaffenhed— kun en hypotese ligesom de fra andre sider fremsatte antagelser om indholdet af kong Haralds love. Det skal dog her til slut fremhæves, at resultatet ikke er nået ved at bygge udelukkende på en enkelt kildes udsagn, men ved en ligelig behandling af samtlige kilder med bestemt fastholden af det ene punkt, som alle kilder er enige om: at lovene galdt alle Daner. Særlig vægt er der dog lagt på den ældste kildes udsagn, samt på den efterretning, der på en ejendommeligmådestemte



1) Middelalderens noksom kendte tilbøjelighed til at give lands lov og ret navn efter enkelte konger ses jo bl. a. af navnet „kong Valdemars love", der anvendtes om almindelig lands lov og ret; jfr. hdfstn. 1282 §5, 1320 §27 etc. Om betydningen af dette udtryk se bl. a. Matzens imødegåelse af Holberg (Danske Kongers Hdfstn., indledn. s. II); J. E. Larsen Saml. Skr. I. 1. s. 128; A. D. Jørgensen: i Aarb. 1876 s. 77f. Tilsvarende paralleller kan som bekendt . hentes fra Englands historie („kong Edvards love" m. m.).

Side 198

ligmådestemtemed dette foruden at indeholde et nyt og ejendommeligt træk. Hvad Sakses ord angår, er det blevet godtgjort, at de, når man forstod dem på den naturlige og nødvendige måde, indeholdt historisk umulige efterretninger; men samtidig antydedes det, at man ved at søge at udrede Sakses personlige tankegang med en vis sandsynlighed kunde nå den rigtige kerne, der gemmer sig i hans ord, og som stemmer med det af de andre kilder indvundne resultat. Endelig maa det ikke mindst fremhæves, at resultatet stemmer ypperlig med den tidligereskildredesituation ved kongevalget, og at det ophæverdeni de indledende ord skildrede tilsyneladende modsætning mellem Harald Héns lovgivning og den faktiske udvikling af rigslovene i 13. årh., idet Harald Héns lovgivning indskrænkes til en stadfæstelse af beståendeloveog altsaa ikke kan kaldes nogen lovgivning (ændring i bestående retstilstande) i egentlig forstand — noget man heller ikke kunde vente udviklet i 11. årh.; endelig at resultatet stemmer særdeles godt med Isøreforsamlingensafdr. Anna Hude påviste lidet stabile karakter, idet den urimelige antagelse, at en sådan forsamlingskuldehave givet virkelige rigslove, bortfalderx).



1) Resultatet stemmer væsentlig med en af den afdøde rigsarkivar A. D. Jørgensen uden nærmere begrundelse fremsat anskuelse. Han udtaler nemlig i Nord. kirkes grundlægg. s. 751, 770 (jfr. Aarb. 1876 s. 77): Om Haralds styrelse haves kun de vildledende efterretninger om hans lovgivning . . . Blandt de love, som senere tilskrives Harald Hén, det vil sige, den lovgivning, som senere konger måtte stadfæste ved deres udvælgelse, nævnes også den, at sagerne på thinge skulde afgøres ved tylvtered. Meningen hermed er ikke, at det var Harald Hén, der havde givet en sådan lov, men snarere at kong Knud havde tilsidesat den. Dog synes A. D. Jørgensen tilbøjelig til at mene, at Harald slet intet har haft med de efter ham benævnte love at skaffe, hvilket vanskelig kan fastholdes overfor kildernes, og ganske særlig Ælnods, beretning om Haralds „lovgivning". Men forsåvidt som det her antages, at denne kun består i en stadfæstelse af gængs lov og ret, og at det var dette sidste, man mente ved udtrykket „Haralds love", får den her hævdede anskuelse en betydelig lighed med A. D. Jørgensens mere i forbigående fremsatte antagelse.

Side 199

Således får Haralds love ligesom Isøretinget sin naturlige plads i den historiske udvikling, og hertil svarer nu også, at Haralds love glider ligeså stille ud af historien som Isøretinget, under den stærke rets- og statslige udvikling på Valdemarernes tid. Først senere i Middelalderen, da man, ligesom på Svenssønnernes tid, atter følte trang til at sætte kravet om overholdelse af lands lov og ret op mod en stærk kongemagts formentlige overgreb, genoplivedesbegrebetunder et nyt navn, som på en for datiden naturlig måde henpegede på Danmarks storhedstid:kongValdemars

Tillæg: Radulfus Nigers danske efterretninger.

Medens den livlige forbindelse mellem England og Danmark i 11. årh. har affødt en ret hyppig omtale af Danmark og danske forhold i engelske kilder fra denne tid, er engelske efterretninger om Danmark fra 12. årh. ret sparsomme. Herfra danner dog en enkelt krønikeskriver fra århundredets slutning, Radulfus Niger, en undtagelse, der er så meget interessantere, som hans danske efterretninger er af en særlig ejendommelig karakter og gennemgående må kaldes særdeles gode.

Om Radulfs liv og personlighed ved vi ikke meget'). Han har forfattet to krøniker, af hvilke den ene, en verdenskrønike til 1194, er den betydeligste; det er i denne, at hans danske efterretninger findes2). Hans krøniker viser ham som lidenskabelig tilhænger af rkebispen Beckett i dennes strid med kong Henrik II; han fulgte ærkebispen i hans landflygtighed og udlod sig i hæftige angreb paa kongen; overhovedet står han übetinget på kirkens side i den store kamp med den verdslige magt, ikke mindst, kejsermagten. Hans liv og virksomhed falder i 2den halvdel af 12. årh.3).

Et sted kalder han sig magister; et andet sted i en af sine krøniker opregner han en del teologiske værker, han har forfattet. At han har været Gistercienser eller i al fald stået i nøje forbindelse med denne orden, må anses for givet. Han omtales ito breve fra Johannes af Salisbury fra år 1166; denne udtrykker i det ene sin glæde over hans flittige studier i Paris.

Radulfs verdenskrønike er naturligvis for største delen en kompilation af tilsvarende ældre arbejder. For den første og største del af værket ligger Hugo af Fleury til grund, for 9—11.9—11. årh. Sigebert af Gembloux (—1112),(1112), dog forøget med enkelte andre efterretninger; for tiden efter 1112 er Radulf væsentlig selvstændig. Dette gælder særlig for Spaniens, Syditaliens og Nordens vedkommende, fra hvilke lande Radulf bringer efterretninger, der ikke kan kaldes beslægtede med de lokale kilder, og som han derfor må have forskaffet sig ad anden (mere personlig) vej. Det er udelukkende hans nordiske, eller rettere væsentlig danske, efterretninger, vi her skal dvæle ved.

Det er for det første værd at fremhæve, at Radulf er den eneste engelske krønikeskriver fra Middelalderen, der har kendt og benyttet Adam af Bremen. Og vel at mærke er det kun Adam af Bremens nordiske efterretninger, han benytter, derimod ikke hans nordtyske og mere alménevropæiske efterretninger.

Dette forhold tyder nu afgjort på, at Radulf har haft gode forbindelser i Danmark. Hvis han havde kendt Adam af Bremens værk i hele dets udstrækning, tør man nemlig gå ud fra, at dette vilde have afsat spor i et værk af den art som hans krønike; da han nu kun benytter Adams nordiske efterretninger, kan

man med en vis sandsynlighed antage, at Radulfs kilde ikke er Adam af Bremen selv, men et af en dansk mand foretaget uddrag af dennes nordiske efterretninger; af sådanne uddrag findes adskillige fra 12. årh., idet den danske årbogslitteratur, da den drog tiden før Sven Estridsøn ind under sit område, i begyndelsen nøjedes med at skære Adams ord i stykker og fordele efterretningerneannalistisk 1). Et sådant uddrag af Adam må Radulf da antages at have skaffet sig og altså have haft en vis forbindelse med litterære kredse i Danmark2).

Om kongerne efter Sven Estridsøn har Radulf en række selvstændige efterretninger, anbragte på tre forskellige steder i hans krønike. De falder således i tre forskellige grupper af ulige størrelse: 1) fra Harald Hén til Erik Lam; 2) hovedstykket, om borgerkrigenes og Valdemar I.s tid; 3) en lille notits om Knud Valdemarsøns tronbestigelse. Da intet af afsnittene er særlig langt, oversættes de her i deres fulde udstrækning:

I. Efter Sven blev Harald konge i Danmark; han

stadfæstede den lov og ret, som en anden Harald havde
fastsat.

Efter ham fulgte hans broder Knud. Da denne havde udrustet en orlogsfærd mod England, gav hans broder Olaf, der jagede efter folkegunst, hæren hjemlov. Forbitret herover sendte hans broder ham som fange til grev Robert af Flandern. Til slut, da kongens fogeder for hårdt frem mod folket, rejste de sig imod ham, indtil han bukkede under for dem, en martyr i døden.

Olaf, hvem tronfølgen tilfaldt, var nu som fange i Flandern; og Nils, der efter ham var den første, opsatte at tage styret, eftersom: de havde sluttet den edelige pagt indbyrdes, at den a^ldste stadig skulde være konge efter formanden. Nils udfriede da nu sin broder af fangenskab, idet der lovedes løsepenge, og han selv blev tilbage som gidsel for ham. Da nu hans broder efter at have fået sin frihed igen nægtede at udløse ham, hjemsøgtes han hele sin livstid med hungers og sots plage.

Efter ham fulgte hans broder Erik, en god mand,
der på øen Cypern J) gik heden som en Guds bekender.

Efter ham fulgte Nils, han, der havde vist sin utaknemligebroder den velgerning at sætte ham i frihed. Nils' søn Magnus dræbte imidlertid Magnus2), søn af hans farbroder Erik; derfor stred en anden Erik mod Nils og fældede hans søn, og Nils selv blev derefter dræbt i byen Slesvig3) af borgerne der. Efter ham fulgte

Erik, der dræbtes på tinge af Plog x). Efter ham fulgte en
anden Erik, den anden Eriks dattersøn.

11. I Danmark fulgte efter Erik Knud, kåret ved fælles valg i Viborg2), hvor kongevalg plejer at finde sted. Men mod ham rejste Sven sig og vandt overhånd ved sin frænde Valdemars hjælp, så at Knud måtte drage til kejser Konrad for at søge hans hjælp. Kejseren tilbød ham nu hjælp på den betingelse, at han skulde modtage Danmarks krone af hans hånd. Men Knud afslog dette, vendte hjem igen og kaldte sin frænde Valdemar til at dele styret med sig. Straks efter forjog de i fællesskab Sven, der så vendte sig til kejseren og modtog kronen af ham. Men kejseren var dog ikke stærk nok til at genindsætte ham. Derimod fattede Knud og Valdemar, der elskede freden, medynk med denne fredsforstyrrer Sven, sluttede en fredspagt med ham og tog ham til medstyrer, idet de overlod ham tredjedelen af riget. Fordi nu det sted, hvor pagtensluttedes, var nærmest ved Knuds område, hvori der var mange kongelige herligheder 3), indbød Knud dem til at opholde sig en tid hos ham og nyde landets herligheder.Knud modtog altså de mange gæster med kongelig pragt og gavmild overflod og beværtede dem med troskyldigt og velvilligt sindelag; men imidlertid udpønsede den skændige Sven, der tragtede efter hele riget, hvordan han kunde dræbe sin vært og sin frænde, rigets fyrster. Han lagde da folk i baghold, rejste sig i natten mod dem, og dræbte sin vært og frænde, den

kristeligste kong Knud, i hans egen gård1), omtrent fjortende dagen efter fredslutningen. Valdemar blev hårdt såret, og undslap mcd nød og næppe; han flygtede til Knuds og sine venner, og da han havde fået sin vunde lægt og rejst en hær påny, angreb han den højst ugudeligeSven og fældede ham. Derefter herskede Valdemar alene, grusom og tapper, men god til at udbrede den kristne tro 2). Han tvang Ryboernes rige og konge til at tage ved kristendommen og lagde dem under sig. Han lagde også en fast borg ved udgangen af Danmark og spærrede adgangen således, at ingen tillands kunde slippe ind i Danmark uden gennem den. Denne borg fik Knuds søn Valdemar overdraget, udvalgt bisp til Slesvig.

111. I Danmark fulgte efter Valdemar hans søn
Knud, hvis hustru var en datter af Saksens hertug.

Om disse Radulfs efterretninger må det nu for
det første siges, at de for en udlænding er forbavsende
gode og historisk rigtige..

Om Radulfs ord om Harald Hén er talt ovenfor; følger vi derefter kongerækken ned i tiden, finder vi, at han om Knud den hellige er vel underrettet: han kenderhansplanom tog til England, der dog atter måtte opgive s3); han kender et så rigtigt og ejendommeligt træk

som det, at kongens fogeder for hårdt frem mod folket — noget, som ellers egentlig kun Ælnod giver rigtig besked om — og beretter sluttelig om hans martyrdød. Radulf kender fremdeles Oluf Hungers fangenskab i Flandern og véd, at Nils blev tilbage hos grev Robert som gidsel; han kender Eriks tilnavn og ved, at han døde på Cypern; han kender Magnus' drab af Knud Lavard og den påfølgende borgerkrig, og beretter fuldstændigrigtigtom Magnus' fald og om Nils' drab i Slesvig. Han ved, at Erik Emune dræbtes på tinge af Plog og efterfulgtes af Erik Lam; og der er særlig grund til at fremhæve, at slægtskabsforholdet mellem alle de hernævnte konger, der vel for en udlænding kunde tage sig noget indviklet ud, fremstilles fuldstændig korrekt. Om borgerkrigens tid giver Radulf en langt udførligere besked og viser sig også her gennemgående vel underrettet,omhan end af grunde, der nedenfor skal blive anførte, ikke altid holder sig nøje til den historiske sandhed; han kender Knuds valg på Viborg ting, hans kamp mod og fordrivelse ved Sven og Valdemar, og hans henvendelse til kejser Konrad; han véd, at Sven hyldede kejser Frederik som overherre, men blev fordrevetafKnud og Valdemar, og om de blodige begivenheder1157beretter han fuldstændig rigtigt og udtømmende1).Endelig fremhæver han hovedpunkterne i Valdemar I.s regering, som meget karakteristisk falder sammen med de af Sven Aggesøn fremhævede storværker,

nemlig Ryøs erobring og befæstelsen af Danmarks sydgrænsex).

Vi spørger dernæst, hvorfra Radulf kan have fået alle disse gode efterretninger. For det første følger det af det foregående, at Radulfs hjemmelsmand må have været en mand, der vidste god besked med de danske kongers historie i 12. årh. Herved behøver vi dog ikke at blive stående; vi kan med sikkerhed tilføje, at hjemmelsmanden må have haft afgjort sympati for Knud Magnussøn, næret et bittert had til Sven Grade og set med et vist køligt blik på Valdemar I.

Der er nemlig i afsnittet om borgerkrigen en så afgjorttendens til gunst for Knud, at den må falde enhver i øjnene. Radulf begynder med, at Knud vælges på Viborgting, det retmæssige sted for kongevalg2); mod denne retmæssige konge gør Sven oprør og vinder ved Valdemars hjælp så stor fremgang, at Knud må drage ud af landet og henvende sig til den tyske kejser om hjælp. I det følgende er det nu åbenbart hensigten at fremhæve den dybe modsætning mellem Knuds og Svens forhold til den tyske kejser. Knud henvender sig ganske vist til kejser Konrad om hjælp, men da denne kræver anerkendelse af hans overhøjhed som vederlag, nægter

den patriotiske Knud at tage mod hjælpen på denne betingelse. Den egennyttige Sven tager derimod glat væk riget til len af kejseren uden at tænke på sit fædrelandsselvstændighed. For yderligere at kaste en mørk skygge over Sven fremstilles nu sagen, som om han i 1152, da han drog til kejser Frederik, allerede var fordrevenfra Danmark og således søgte kejserens hjælp mod sit eget fædreland; og med en vis triumferende hån tilføjes, at kejseren med al sin magt dog ikke formåedeat genindsætte ham. Heraf følger nu, at den i og for sig rigtige efterretning om Knuds og Valdemars sammenslutning og Svens fordrivelse, er blevet henlagt til tiden før Svens færd til kejser Frederik. Disse efterretningerhos Radulf er således historisk urigtige; dog har de ingenlunde præg af at være uvidenheds fejl, men langt snarere tendentiøse forvanskninger, da efterretningernehver for sig er rigtige og røber, at Radulf eller hans hjemmelsmand er godt inde i Knuds personlige forhold, ■ så at egentlig kun efterretningernes rækkefølge er omdannet i tendentiøs retning1).

I samme stil berettes nu om begivenhederne 1157, gennemgående i god ovesensstemmelse med Sakse, der her måtte have væsentlig samme blik på begivenhedernes gang. Når Knud og Valdemar tager Sven til medkonge, sker det af pure medlidenhed; mordet i Roskilde skildres i fuld overensstemmelse med Sakse. Sven skildres, som rimeligt er, som den skændige skurk, der lumsk overfalder sin vært og frænde. Hovedvægten ligger på Knuds mord, og Knuds forgrundsstilling ses også af det lille træk, at Valdemar efter kongemordet siges at flygte til Knuds og sine venner. Efter beretningen om Valdemars sejr over Sven følger en kølig karakteristik af Valdemar, der for os har mest interesse derved, at den gentager det ord, som også Sven Aggesøn anbringer i sin karakteristik af ham: at han var grum; iøvrigt anerkendes hans tapperhed og heldige Venderkampe.

Vi kan imidlertid nå til at bestemme Radulfs hjemmelsmandendnu nærmere ved at betragte hans topografiske oplysninger. Han nævner kun to stednavne i Danmark, begge i Jylland; det er Viborg og Slesvig; derimod omtalerhan stederne, hvor fredspagten sluttedes, og hvor Knud myrdedes, i ganske almindelige, skønt fuldt ud rigtige, ord og vendinger l). Det er dog især Slesvig, han véd god besked om; han véd, at Nils blev dræbt af borgerne der i byen, og han kender Valdemars virksomhedfor at styrke Danmarks sydgrænse. Dette sidste må vække vor forbavselse; ti man skulde ikke tro, at

en Englænder kunde have synderlig interesse af Danevirkesbefæstning. De følgende ord giver imidlertid et afgørende vink om, hvor hans hjemmelsmand må søges: „Denne borg blev overdraget til Knuds søn Valdemar, udvalgt bisp til Slesvig" l).

For en udlænding, der skrev en ganske kort fremstilling af de danske kongers historie, kunde denne begivenhed, at Valdemar valgtes til bisp i Slesvig, umuligt tage sig ud som noget betydningsfuldt eller mindeværdigt , der fortjente at optegnes, hvis der ikke netop var personlige grunde tilstede, der talte derfor; skulde nogen bisp nævnes for sine bedrifters eller sit store navns skyld, måtte det vel være Eskil og Absalon; men Radulf nævner lige så lidt disse som nogen anden dansk bisp. Denne efterretning taler derfor afgørende for, atßadulfs hjemmelsmand er bisp Valdemar selv eller en til denne nøje knyttet mand.

Det er overflødigt at fremhæve, hvor godt denne antagelse stemmer med den stærke tendens til gunst for Knud Magnussøn og med den gode kendskab til Slesvig og Dannevirkes befæstning; vi skal blot pege på, at der herved falder et ejendommeligt lys over karakteristikken af Valdemar I, og dernæst godtgøre, at også visse ejendommelighederved de ældre kongers historie passer meget godt med den her fremsatte antagelse. Knuds fader Magnus lovprises vel ikke, men på den anden side berettes hans drab af Knud Lavard 2) ganske tørt, uden

et bebrejdende ord, hvilket danner en vis modsætning til de meget stærke udtryk, der bruges om Knud Magnussønsmord; men til gengæld indtager bedstefaderen, kong Nils, en ejendommelig stilling i Radulfs beretning. Nils fremstilles nemlig som den ædle kongesøn, der ofrede sig for Olaf og gik i fængsel for ham; det antydes, at han strengt taget meget godt kunde være blevet hjemme og have taget styret i stedet for Olaf; men for sin delmodighedfik kun skam til tak.

Denne historie er der lagt en sådan vægt på, at den gentages ved beretningen om Nils' tronbestigelse; ja Nils' martyrium svulmer op til sådanne dimensioner, at endog hungersnøden under Oluf Hunger, der dog ellers af kirkelige forfattere fremstilles som forskyldt af drabet af Knud den hellige, ligefrem påstås at være himlens straf for Olufs forurettelse af Nils. Denne forgudelse af Nils passer ikke i nogens mund bedre end i bisp Valdemars, for hvem det måtte være naturligt, at fremstille sine forfædre som den ædle forurettede gren af kongeslægten. — For Nils træder de andre Svenssønner mere tilbage i skyggen; dette gælder for så vidt også om Knud den hellige, der ikke omtales synderlig varmt1).

Endnu skal her fremhæves, at Radulf støtter Robert af Elys og Vilhelm af Malmesburys efterretninger om Sven Estridsøns tronfølgeorden; sønnerne, hedder det, havde sluttet den edelige aftale indbyrdes, at de skulde tage kongedømmet efter alder1).

Naturligvis vilde det have været ønskeligt, hvis man kunde have skaffet dette ved indre kritik vundne resultat en yderligere støtte ved at påvise en direkte ydre forbindelse mellem bisp Valdemar og Radulf. Der er allerede henpeget på, at den måde, hvorpå Radulf benytter Adam af Bremen, tyder på, at det er et dansk uddrag af Adam, han har haft for sig, og han har altså haft danske forbindelser. Men noget direkte bevis for en ydre forbindelse mellem dem lader sig næppe opdrive; man må nøjes med at henvise til, at de i al fald har haft en fælles interesse, Gistercienserordenen, og iøvrigt bemærke, at der på denne tid må have været nogen forbindelse mellem Danmark og England; således var jo Radulfs navne, kong Valdemars skriver, senere Ribebisp, Englænder af fødsel, og Lucas, Kristoffer Valdemarsøns skriver, var ligeledes Englænder.

Meget nyt bringer Radulfs danske efterretninger os ikke; deres værd beror hovedsagelig på deres ejendommelige syn på Danmarkshistorien, der efter det her påviste for en væsentlig del må antages at falde sammen med bisp Valdemars blik på Danmarks fortid.



1) Se R. Pauli i Nachr. v. d. kgl. Gesellsch. der Wissensch. zu Gottingen 1880 nr. 19. hvor alt, hvad der vides om Radulf og hans forfattervirksomhed, er samlet. — En artikel om Radulf i det engelske biogi'afiske lexikon bringer intet af betydning . og citerer end ikke Paulis nasvnte afliandling.

2) Udtog i Monum. Germ., Scriptores XXVII s. 327 fif. En fuldstændig textudgave (London 1851) har ikke stået til min rådighed, men de danske efterretninger er iøvrigt aftrykte fuldstændigt i udtoget i Mon. Germ.

3) Sættes til 1140—1200 og 1160—1210, henholdsvis i Nachr, 1880 og i indledningen til Mon. Germ.s text.



1) Jfr. A. D. Jørgensen, Bidrag t. Nord. Hist. s. 217 f. Benyttede på denne måde er Adams efterretninger f. ex. i Roskildekrøniken, den lille krønike Ser. rer. Dan. I s. 15—18, jfr. s. 66 — 68, Lundeårbogen m. m.

2) Et enkelt lille træk tyder også i denne retning. Radulf kalder kong Hårek (i 9. årh.) for Haralds broder, hvilket ikke støttes af Adam og kun beror på en sammenblanding af Adams „Horuch" (o: Rørek, Ad. I, 17) med kong Hårek (Ad. I, 27). Samme fejl genfinder vi imidlertid i danske uddrag af Adam, således i Roskildekrøniken (Ser. rer. Dan. I s. 374), Lundeårbogen (Ser. rer. Dan. I s. 229), jfr. Rydårbogen (Ser. rer. Dan. Is. 157). At Radulfs uddrag af Adam har samme fejl som de danske excerpter, må bestyrke tanken om en vis sammenhæng mellem Radulf og et med de nævnte beslægtet uddrag.



1) Håndskriftet, der gennemgående er tarveligt og hyppig forvansker navnene, har: Chirp.

2) Denne navnefejl (Magnus for Knud) skyldes uden tvivl en afskriver, der tankeløst er kommet til at gentage det lige i forvejen stående navn.

3) Håndskriftet: Selewic.



1) Håndskriftet: Floc.

2) Håndskriftet: Hybergis.

3) et in ea multæ essent regales deliciæ.



1) in conclavi. Dette udtryk betegner vel næppe andet end, at Knud dræbtes i et hus, „inden fire vasgge".

2) crudelis et fortis, propagator tamen bonus fidei christianæ.

3) Når efterretningerne om Olafs optræden overfor ledingshæren indeholder momenter, der strider mod den ældste kilde, Ælnod, og således antagelig er historisk urigtige, så er der dog ingen grund til at lægge Radulf denne fejl til last, da den deles af hele den senere historiske tradition på Valdemarstiden (Sven Aggesøn og Sakse). Jfr. herom H. Olrik i Hist. Tidsskr. 6. R. IV s. 277 ff.



1) Kun den uvæsentlige fejl findes, at han lader kongemordet gå for sig 14 dage efter fredspagten på Låland.



1) Jfr. Sven Aggesøn Ser. rer. Dan. I 63. Kun opførelsen af tårnet på Sprogø nævnes ikke; men dette må jo dog også afgjort anses for det mindste af de af Sven Aggesøn nævnte tre storværker.

2) Det er ret ejendommeligt, at Radulf eller rettere hans hjemmelsmand, der vil hævde Knuds retmæssighed til det yderste, opstiller samme dristige teori om det retmæssige valgsted, som kendes fra de islandske kilder. Dog må faktisk Viborg ting ved adskillige kongevalg have spillet den vigtigste rolle, og teorien om Viborg ting som rette valgsted viser i al fald Isøretingets ringe betydning. Jfr. A. Hude, Danehoffet, s. 25 f.



1) Med hensyn til efterretningen om Knuds afvisning af den tyske kejsers krav om overhøjhed har man dog ret til at stille sig noget tvivlende. I hvert fald danner Radulfs beretning ligefrem et modstykke til Sakse, der siger (P. E. Mullers udg. s. 692): Interea Canutus .. Fridericum ... auxilii imploratione sollicitat. promittens, se patriæ procurationem in ejus beneficio repositurum; hvorimod Sven ifølge Sakse kun nødtvungen tager Danmark til len af kejseren. Dog kunde man herimod betone, at heller ikke Sakse ser upartisk på sagen, idet han afgjort fremstiller sagen fra Valdemars synspunkt og derfor kun lidet sympatiserer med Knud, sålænge Valdemar står på Svens side, hvorimod han efter Valdemars brud med denne udslynger hårde beskyldninger mod Sven. Desuden kan man anføre to skrivelser til kejser Konrad henholdsvis fra Sven og Knud (Martene et Durand, Veterum script, coll. 11, nr. 31819), af hvilke Svens foraden at vaere skrevet i en mere Sogt pyntelig stil, tillige afgjort er den ydmygste og synes at hentyde til lenshylding, medens Knuds er mere lige ud og ikke taler om hylding.



1) Quia vero locus, uhi foedus firmatum est inter eos, vicinior erat dicioni Gnud. . . .



1) Quod castrum obtinuit filius Ganuti Waldemarus electus de Selewich. Udtrykket electus giver tillige et vink om tiden, da Radulf har fået sine danske efterretninger. Valdemar må nemlig ca. 1188 være bleven indviet til virkelig bisp.

2) Dennes hellighed nævnes ikke.



1) Overhovedet ma vel bisp Valdemar ifolge sine familietraditioner have haft et noget andet blik pa Knuds reformvirksomhed, end f. ex. Sakse. Omvendt ma. han have set med gunstigere ojne pa Harald Hen end Sakse gor. Forsavidt kunde man sige, at man pa forhand ma vente at finde en palideligere efterretning hos Radulf om Haralds love end hos Sakse, der er stserkt forud indtaget mod Harald Hen og derfor ikke giver nogen upartisk fremstilllng af hans love. Dette bekrtefter sig da ogsa, i virkeligheden, se undersogelsen om Haralds love. Men i hvert fald er det vist, at der ingen grund er til at antage, at bisp Valdemar og hans kres ikke skulde have vidst lige så god besked om fordums lovgivning som Absalon og Sakse og deres kres, så at efterretningerne i formel henseende må siges at være omtrent ligestillede, idet kun indre kriterier afgør, hvilken der skal have forrangen.



1) . . quoniam inter eos ex condicto juramenti convenerat ut major natu post aJium semper regnaret. Jfr. H. Olrik, Danske helgeners levned, s. 364.

Refbacks (eksterne referencer)

  • Der er p.t. ingen refbacks.
Denne webside bruger cookies til at lave statistik over trafikken på siden. Ved at klikke videre accepterer du brugen af cookies.
OK


Hosted af Det Kongelige Bibliotek - Danmarks National Bibliotek og Københavns Universitets Bibliotek / Hosted by the Royal Library - National Library of Denmark and Copenhagen University Library.