Ikke uden grund har forskningen beskæftiget sig en del med de sparsomme efterretninger, som de historiske kilder fra Danmarks ældre Middelalder giver os om rigsforsamlingerpå Isøre og en dertil knyttet lovgivning. Man undres over at »træffe en institution, der repræsentererhele riget, allerede i 11. årh., altsaa paa en tid, da man næppe kunde vente rigsenheden så højt uddannet som f. ex. i Valdemarernes tid, der dog ikke kender til nogen egentlig fast udformet rigsforsamlings-institution. Langt mere påfaldende er det dog at erfare af kildernes vidnesbyrd, at der på denne forsamling er blevet udstedtlove for hele riget. Ti hvis dette forholder sig rigtigt, står vi her overfor en højst besynderlig foregribelse af den historiske udvikling, idet lovgivningsmagten fra ældgammel tid var hos de enkelte „lande" og forblev hos dem længe efter Harald Héns tid, så at end ikke Valdemarerne med al deres magtfylde og udvikling af rigsenhedennåede til at udstede nogen rigslov. Først i løbet af 13. årh. arbejder en rigslovgivning sig langsomt frem, oprindelignøje knyttet til ændringer i Vederloven, og først

efterhaanden frigørende sig fra disse. Til denne historiskeudvikling af dansk rigslovgivning står unægtelig efterretningerne om Harald Héns rigslove i en besynderlig modsætning.

Den først fremhævede modsætning mellem efterretningerne om rigsforsamlinger allerede i 11. årh. og det faktiske forhold, at rigsforsamlinger som en mere varig institution først udvikledes i løbet af 13. årh., er imidlertid for en stor del ophævet ved dr. phil. Anna Hudes skarpsindige undersøgelser¹). Det godtgøres her, at de gamle Isøreting ikke kan kaldes nogen permanent institution, da de i reglen kun træder sammen til kongevalg, når dette på grund af flere kongsemners optræden gøres nødvendigt. Faktisk er mange kongevalg foregåede på landstingene, ja de islandske kilder fastslår ligefrem (ganske vist med urette) Viborg ting som det lovmæssige valgsted for Danmarks konger²). Af alt dette ses Isøretingets lidet stabile karakter, der passer bedre for 11. årh. end det præg af en fast statslig indretning, som man har villet give det.

Tilbage står da den nys omtalte modsætning mellem efterretningerne om Harald Héns rigslove og den faktiske historiske udvikling af dansk rigslovgivning. Vanskelighedenkan kun klares ved, at man på grundlag af kildernes ord søger at udfinde indholdet af Haralds love. Uheldigvis er nogle af de kildesteder, hvori lovene omtales,noget dunkle og vanskelige at fortolke, og det er da også meget langt fra, at der er nogen enighed mellemde

---

1) Danehoffet s. 11 ff.

2) Til de islandske kilder kan føjes den engelske historieskriver Radulfus Niger, der om Viborg siger: „übi solent reges elegi". Se tillæget til nærværende afhandling.

lemdeforskere, der hidtil har behandlet dette æmne. Det princip, som her skal følges, er at lægge særlig vægt dels på de ældste kilder, dels på de kildesteder, som giver tydelig og klar efterretning om lovene. Ud fra dette grundlag er det hensigten med nærværende afhandlingat føre problemets løsning et stykke videre frem.

Valdemartidens historieskrivere sætter Harald Héns lovgivning i nøje forbindelse med kongevalget efter Sven Estridsøns død. Denne tradition støttes på en måde indirekte af Ælnod, der vel ikke siger noget om Haralds eget valg, men tilføjer, at de Danske ved senere kongevalg „kræver Haralds love" af kongsæmnerne. Idet vi således går ud fra denne overleverings rigtighed, vil vi kaste et blik på situationen ved kongevalget, inden vi går over til at granske lovbestemmelsernes indhold.

Ifølge Sven Aggesøn og Sakse samledes efter Svens død en rigsforsamling ved Isøre1). Ledende på en sådan forsamling har utvivlsomt stormændene været, hvorved dog ikke bør forstås hirdmændene, men det folkeledende aristokrati, bondehøvdingene2). Det har nu åbenbart været ved disses støtte, at Harald er blevet taget til konge. Det fremgår nemlig med tydelighed af Ælnod (kap. 4), at der var en art valgkamp mellem Knud og Harald, og at Harald havde folkestemningen for sig og derfor toges til konge. Fieri samstemmer Sakse fuldstændig.Det må have været det konservative bondeparti,der satte Haralds valg igennem mod den stolte og heftige Knud, som man vel nok alt dengang har ventet

---

1) Knytl. neevner Viborg i henhold til den islandske teori om valgstedet.

2) Jfr. Erslev, Valdemarernes Storhedstid 217 ff. og prof. Steenstrup i Hist. Tidsskr. 6. R. IV. 687 f.

sig voldsomheder og overgreb af, fordi han ønskede store reformer i den bestående tingenes tilstand. Modsætningenmellem Harald og Knud er tillige modsætningen mellem de to åndsretninger, som fra denne tid til langt ind i 12. årh. brødes i Danmark: den konservative retning, der ikke ønskede ændringer i den gamle retstilstand og således også ved kongevalget holdt på den nedarvede skik at tage ældste kongesøn til konge^J); og den reformivrige,mere kirkevenlige retning, der ønskede at fremme en stærk kongemagt og i det hele udvikle rigsenheden²). Dommen over Harald Hén og hans kongegerning falder derfor såre forskelligt efter historieskrivernes partistandpunkt;kun Ælnod er ret upartisk, medens den konservativeretnings heftige talsmand, Roskildekrønikens forfatter,priser ham i høje toner som en herlig mand og retfærdig styrer, og Sakse lige modsat dadler ham for hans slaphed og karakteriserer ham som et hængehoved.

Det må da her fremhæves, at Haralds love absolut må have været i overensstemmelse med det konservative bonde- og stormandspartis ønske, som satte hans valg igennem; dette fremgår også med tydelighed af kilderne3), og det lyder ingenlunde utroværdigt, når Sakse lader Harald før valget ligefrem tilsige folket love efter dets eget ønske4).

Overhovedet fremgår det af kongevalgets karakter,
at situationen har noget ved sig, som kan minde om

---

1) Knyt!, har her det træffende udtryk: drogu f>eir f>at fram, sem forn løg voru, at enn elzti konungsson skyldi konungr veia.

2) Jfr. Ræder, Danm. under Sven Estr. og hans Sønner s. 298.

3) Ælnod: populi votis admoduro f'avere.

4) Saxo ed. P. E. Muller s. 570: impias se leges abrogaturum, hlandas placidasque pro eorum arbitrio laturum promittit.

senere tiders håndfæstninger1), hvilket i høj grad støttes af Ælriods ord om den rolle, Haralds love spillede ved senere kongevalg. Selv om man på ingen måde tør kalde Haralds love for en virkelig håndfæstning, må man dog vente, at de indeholder bestemmelser, der mutatis mutandis svarer til senere håndfæstninger.

Efter disse almindelige betragtninger går vi over til at granske selve kildestederne angående kong Haralds love. Vi begynder med de ældste kilder og tager først den eneste krønikeskriver for os, som priser kong Harald : Roskildekrønikens forfatter, der skrev c. 1140.

Krønikens kortfattede efterretning om Harald lyder i oversættelse: Harald, en ypperlig mand og såre retfærdig hersker, gav alle ret til at bruge skovene, som de mægtige havde tilegnet sig alene2).

Hvorvidt der nu i disse ord fremstilles en virkelig lov, eller en praktisk afhjælpning af misbrug, får stå hen; så meget er klart, at krøniken opfatter Harald som ophavsmandtil almuens ret til brug af almindingerne3). Det er åbenbart, at krøniken opfatter Harald som reformatoren,idet inden hans tid „de mægtige" havde tilegnetsig skovene. Ved dette i sig selv uklare udtryk kan nu umulig forstås stormændene, bondehøvdingene. da det just var disse, der satte Haralds valg igennem₄),

---

1) Jfr. Matzen, Danske Kongers Haandfæstn. s. 25; Holberg, Dansk Rigslovgivn. s. 115f.

2) .. . vir optimus, rector justissimus. Hic silvas, a solis potentibus obsessas, communes fieri jussit.

3) Om andre skove end almindingerne kan der ikke være tale, da kun disse ejedes af kongen, der gerne gav almuen brugsret til dem, f. ex. til oldensvin. Jfr. Steenstrup, Studier over Kong Valdemars Jordebog s. 34(> ff.

4) Stormændene kaldes i krøniken primates, optimates, meliores, men ikke potentes.

og det stemmer da ogsaa bedst med hele tankegangen i krøniken, når man antager meningen at være den, at Haralds lov hindrede eller afskaffede misbrug af kongemagten,så at man ved „de mægtige" må forstå kongernesfogeder eller vel endog kongerne selv¹). Må dette da fastslås som meningen af krønikens ord, bliver det et andet spørgsmål, om der er nogen grund til at tro på denne traditions rigtighed. Der er særlig grund til at fremhæve, at almuens brugsret til almindingerne formentlig beror på ældgammel sædvaneret og på forhåndmåtte antages for ældre end Harald Héns tid²); at vi ellers ikke ved det mindste om, at Harald Héns forgængerekrænkede den gamle sædvaneret; at vi derimod har en højst interessant tradition, der går ud på, at Haralds efterfølger Knud just krænkede denne gamle sædvaneret for at tvinge bønderne i Halland til at yde ham redskud³); og at denne fortælling passer særdeles godt med, hvad vi ellers ved om Knuds karakter. Der synes da at være gode skel for den antagelse, at Haralds virksomhed på dette punkt har indskrænket sig til at stadfæste den gamle retstilstand, og at dette er blevet fremhævet så meget stærkere, som den voldsomme Knud sandsynligvis har krænket denne.

Selv om denne antagelse er sandsynlig, er det dog
i følge sagens natur kun en hypotese, der trænger til
støtte fra anden kant, og desuden er det kun en enkelt

---

1) Jfr. Ræder, Danm. under Sven Estr. s. 299.

2) At Sven Aggesøn (SRD I 54) udleder brugsretten til skovene fra Sven Tjugeskægs tid, kan vel ikke gælde for historie, men er et vidnesbyrd om den høje ælde af denne gamle sædvaneret. Den tilsvarende tradition hos Sakse synes (næppe med rette) at tale ikke om brugs-, men om ejendomsret. Saxo s. 492.

3) Knytl. kap. 28.

af Haralds formentlige lovbestemmelser, som Roskildekrønikenoplyser os om. Vi vender derfor nu vort blik til den ældste kilde, Knud den helliges historieskriver Ælnod, der skrev mellem 1120 og 1124, og hvis udsagn åbenbart har en ganske særlig vægt. Ælnods ord lyder i oversættelse omtrent således:

Da Harald havde taget ved det fædrene kongedømme, lagde han vind på ganske at rette sig efter folkets ønsker, ikke just ved at udvælge for dem sådan lov og ret, som de vilde have, men derimod ved at fastsætte med sin kongelige myndighed til at overholdes af efterkommerne sådan lov og ret, som de alt havde valgt sig₁).

Meningen med dette sted, der frembyder forskellige
fortolkningsvanskeligheder, synes nu at være denne:

Efter at have fremhævet, at Harald ved sin lovgivninglodsig lede af hensynet til folkets ønsker, nævner Ælnod ligesom to måder, hvorpå dette kunde finde sted, af hvilke Harald dog ikke benyttede sig af den første („ikke just ved at ..."), men af den sidste („men derimodvedat ..."). De to fremgangsmaader, som modsætteshinanden,er disse: 1) at udvælge for folket sådan

---

1) Ordlyden hos jElnod er: Haroldus, patrium nactus imperium, populi votis admodura favere, eisque leges et jura, non tarn, quas vellent, eligere, immo quse vel quales elegissent, posteris reservandas regali studebat auctoritate decernere. Denne text har nu prof. Gertz sendret betydelig ved rettelser (H. Olrik, Danske helgeners levned s. 108). At reservandas ma rettes til servandas, er indlysende; men er de ovrige rettelser nodvendige ? At rette tarn til tantum og elegissent til elegisset, giver muiigvis bedre Latin; men da rettelserne fuldstasndig forandrer betydningen af texten, der i den garnle skikkelse er meget vel forstaelig, synes de raindre berettigede. Ved naervserende oversaettelse tages de to ved n^non tarn" og ,immo" indledede led som modsatte, idet immo ved en anakoluthi er indsat i steden for quam.

lov og ret, som de vilde have, hvilket må betyde: udstedenyelove i overensstemmelse med folkets ønsker; 2) at fastsætte til overholdelse af efterkommerne sådan lov og ret, som de alt havde valgt sig, hvilket må betyde:stadfæste bestående lov og ret i landet 1). Således forstået bliver da meningen med Ælnods ord, at Haralds love ikke indeholdt ny bestemmelser, men bestod i en højtidelig stadfæstelse af bestående love. Hvilke love det egentlig er, Harald stadfæster, siges ganske vist ikke udtrykkelig, men texten giver dog et fingerpeg ved det übestemte udtryk „lov og ret", som vanskelig lader sig anvende på nogle enkelte lovbestemmelser, men naturlig må opfattes som betegnende hele den bestående retstilstand²). Hermed stemmer ypperligt de ord, Ælnod tilføjer: Derfor kræver Danerne den dag i dag ved kongevalg de af ham fastslåede love [stadfæstede] af kongsæmnerne, og de lovpriser og hylder ham for de love, han har indrømmet dem, som fredens og den offentlige friheds fader a). Hvad kan nemlig passe bedre, end at man ved kongevalg kræver af kongerne, at de skal overholde lands lov og ret? Det er åbenbart et

---

1) Anderledes synes man ikke at kunne forstå textens modstillede led: eligere, quæ vellent — decernere, quæ elegissent, af hvilke det første må betyde: udstede love, som folket nu (ved kongevalget) udtalte ønsket om, det andet: fastslå love, der allerede tidligere var udstedte. Afgørende er her modsætningen mellem imperfectum (vellent) og plusquamperfectum (elegissent).

2) Det kan her fremhæves, at Ælnod om Knud den helliges love bruger ordet edictum, hvorimod ordet leges på to steder (kap. 1 og 23) just bruges om de bestående love.

3) Unde leges ab eo sancitas Dani usque in hodiernum ab electis et eligendis sibi regibus expetunt, eumque veluti pacis ae libertatis publicæ provisorem, pro concessis ab eo legibus, laude et favoribus extollunt. Mærkes kan også her udtrykket sancitas om lovene, „stadfæstede, højtidelig fastslåede".

både selvfølgeligt og naturligt kongeløfte, der dog ingenlundevaruden betydning. Med rette kan man her henvise til, at en af hovedbestemmelserne i de senere håndfæstninger netop var den, der krævede af kongen, at han skulde overholde lands lov og ret^]). Just dette, at man ikke kan tænke sig noget naturligere kongeløfte — forsåvidt et kongeløfte (håndfæstning) overhovedet kræves — end en simpel og ligefrem stadfæstelse af den gængse lov og ret, just dette må være os en grund til at holde fast på rigtigheden af det vundne resultat.

Ved granskning af de ældste kilders udsagn om Haralds love er vi da nåede til at fastslå, at den ældste og i enhver henseende vigtigste kilde ligefrem udtaler, at Haralds „lovgivning" bestod i stadfæstelse af den gamle retstilstand, medens den anden kildes noget uklare efterretning bedst forstås ud fra denne antagelse, samt at denne også stemmer bedst med den gentagne stadfæstelse af Haralds love ved senere kongevalg, som Ælnod beretter om. Vi går nu over til Valdemartidens krønikeskrivere for at granske deres efterretninger om Haralds love og se, om de kan forliges med den her fremsatte antagelse.

Vender vi os først til Sven Aggesøn, så lyder hans kortfattede efterretning således: Harald var den første, der anordnede og fremsatte love for Danerne på det nævnte sted for kongevalg (o: Isøretinget)2). Disse få ord kan ikke siges at kaste noget lys over lovenes indholdl);

---

1) Hdiaestn. 1282 §5, 1320 §27, 132*; §22, 1360 §1, 1376 §17.

2) Hie primus leges Danis in regiae electionis loco jam dicto praescripsit atque rogavit.

holdl);derimod stadfæster de med stor bestemthed de ældre kilders udsagn, at Haralds love galdt alle Daner, hele folket. Desuden er Sven Aggesøn og Sakse de eneste, der udtrykkelig nævner Isøre ting som stedet for Haralds lovgivning, som ovenfor nævnt, selv om også Ælnods ord gør det sandsynligt at sætte lovene i forbindelsemed kongevalget. Endelig siger Sven, at Harald var den første, der gav lovene på Isøreting, hvilket vel næppe betyder andet end, at Sven ikke har kendt nogen tradition om ældre lovgivning²), men dog i og for sig klinger sandsynligt og navnlig passer fortræffeligt med det foreløbige resultat, vi kom til ved undersøgelse af de ældre kilders efterretninger; at Harald var den første, der „gav love" ved kongevalg, følger ganske umiddelbart af Ælnods fremstilling. Forsåvidt som der i Svens ord ligger, at også senere konger havde givet love på Isøre, så passer jo også dette fortræffelig med Ælnods ord om de senere kongers stadfæstelser af kong Haralds love.

Således stemmer da også Sven Aggesøns ord godt med det resultat, de ældre kilders efterretninger førte os til, og, idet vi fastholder kildernes enighed om, at lovene gælder hele Danefolket, vender vi os til den kilde, der har de fyldigste efterretninger om kong Haralds love: Sakse.

Sakses ord er ikke lette at forstå og end mindre at
oversætte; deres tydelighed lider under hans alt for
store ordrigdom og tilbøjelighed til at sige det samme

---

1) Man kan nemlig næppe lægge nogen vægt på udtrykkene præscripsit atque rogavit, hvis mening ikke er særlig tydelig, og som næppe betyder andet end, at lovene skrev sig fra Harald Hén.

2) Om hele forståelsen af stedet hos Sven Aggesøn se de fortræffelige bemærkninger i Anna Hude, Danehoffet s. 15 f.

på 2—3 forskellige måder, og de kan endelig ikke siges at være særlig klare i tankegangen; de er da også blevet forståede på meget forskellig måde af de videnskabsmænd,som har behandlet æmnet. Vi vil dog forsøge at gengive hans ord på Dansk:

Harald holdt .råd i otte dage, og, opfordret til i gerning at udføre , hvad han i løfter havde fremsat, nemlig at lade sin kongelige højhed tjene folkets, gav han for det første ret til modbevis mod stævning og lod værnet gå frem for søgsmålet, idet han gav den anklagede klagerens ret, nemlig til at modbevise søgsmålet, medens loven tilforn forbød at vise et af vidner støttet søgsmål tilbage ved at føre værn i sagen. Denne ret, stadfæstet ved skik og brug, som den er, har vist sig ligeså uheldsvanger for gudsfrygt som nyttig for frihed. Ti selve muligheden for at føre værn i en sag, uden brug af våben eller vidner, blot støttet på edsbevis, har på grund af folks begær efter at få deres ønsker opfyldte plettet manges foretagender med mened, ja, fuldstændig gjort det af med bragen af tvekamp. Ti efterslægten har fundet det bedre at afgøre de retstrætter, de indlod sig på, ved sværgen end ved stål. Og forholdet er dog det, at det første er det farligste for gudsfrygt, det andet for liv og sikkerhed. Denne skik har Danerne vedholdende bevaret og holder endnu den dag i dag hårdnakket på den, ja, de vil hellere opgive ånden end slippe den, og vove liv og blod for dens overholdelse x).

---

1) Saxo ed. P. E. Muller s. 571 f.: Haraldus, habito in octo dies concilio, quod promissis complexus fuerat, rebus prosequi monitus, ut regia majestate popularem excoleret, inprimis adversum provocationem restipulandi jus edidit, prioresque defensionis partes quam accusationis instrumenta constituit. Reo siquidem actoris jus in refellenda accusatione concessit, quam antea, testium fide subnixam, defensionis prassidio repellere non licebat. Quod jus usurpatione firmatum, ut familiare libertati, ita religioni pestiferum evasit. Ipsa namque defendendi potestas, non armorum, non testium usu, sed sola sacramenti fide subnixa, multorum conatus votorum cupiditate perjurio polluit, sed et funditus singularium congressionum usum evertit. Posteris namque susceptas causarum controversias satius jurejurando visum est expedire quam ferro. Verum alterum religionis intuitu, alterum salutis respectu periculosius. Quern morem Dani pertinaciter retentum ad hoc usque tempus obstinate usurpant, adeo ut vita magis quam eo carere cupiant, salutemque suam pro ipsius observatione devoveant. Med hensyn til den omtvistede betydning fornemmelig af ordene arma og singulares congressiones ma jeg her nojes med at henvise til prof. Steenstrup i Tidsskr. f. Retsvidenskab IV, s. 116 ff., og Matzen, Bevisreglerne etc. s. 90, hvor de af dr. Ludv. Holberg bl. a. i Dansk Rigslovgivn. s. 100 ff. fremsatte fortolkninger er gendrevne. Jfr. ogsa delvis H. Olrik, Konge og praestest. I, s. 206. Ogsa pa flere andre punkter afviger min oversaettelse en del fra Holbergs i Kong Valdemars Lov s. 241 f., hvorimod den vsesentlig stemmer med dr. phil. Winkel-Horns oversasttelse af Sakse.

Af dette ikke særlig klare sted hos Sakse må vi da søge at udfinde meningen uden at påvirkes af nogen forudfattet mening om, at Sakses efterretning utvivlsomt må være rigtig. Særlig må det her fremhæves, at Sakses fra de øvrige kilders meget afvigende ord dog paa et punkt stemmer med dem: det fremgår ikke alene af Sakses forudgående skildring af situationen, men siges også udtrykkelig, at loven angår hele Danefolket^x); og dette gælder ikke blot lovene i almindelighed, men også den eneste enkelte lovbestemmelse af disse, som Sakse anfører 2).

---

1) ... ut regia majestate popularem excoleret ....

2) At Sakse har ment, at lovene indeholdt flere bestemmelser end den af ham anførte, ses af ordet inprimis. Til den enkelte af ham anførte lovbestemmelse sigter udtrykkelig slutnings- ordene: Quern morem Dani pertinaciter retentum ad hoc usque tempus obstinate usurpant. ... Jfr. Steenstrup, anf. st.; Rseder, Sven Estridson og hans Sonner s. 285 f.; A. D. Jorgensen i Arb. f. nord. Oldkyndh. 1876 s. 77.

Det er da ganske umuligt, ikke alene overfor de andre kilders enstemmige vidnesbyrd, men også overfor Sakses egne tydelige ord at fastholde den af afdøde overlærer Kinch *) og dr. Ludv. Holberg²) forfægtede antagelse, at den enkelte lovbestemmelse, Sakse anfører, kun må opfattes som en ændring i V"ederloven.

Den eneste støtte for denne påstand er i virkeligheden det argument, at Sakses ord og vendinger minder meget om ordlyden af nogle tilsvarende bestemmelser i hans Vederlovstext³). Meningen af de første sætninger hos Sakse er nemlig tydeligt denne: kong Harald gav ved processer den anklagede klagerens ret, idet han gav anklagede ret til at fri sig ved éd, medens det tidligere var lov, at anklagede var fældet ved vidners udsagn.

Denne lovbestemmelse er nu af de nævnte forfattere forstået som en ændring i Vederloven, fordi kun denne, ifølge Sakses text og de to andre optegnelser af den, har kendt en art vidnebevis, idet det var klagerens ret og pligt i større sager at støtte sin klage ved udsagn af to vidner 4). Ved denne teori undgår man tillige at antage,at Sakse virkelig har ment, at anklagerens ret til

---

1) Årb. f. nord. Oldkyndh. 1875 s. 290 ff.

2) Kong Valdemars Lov s. 100 ff. Til denne tolkning har prof. Matzen nærmest sluttet sig (Danske Kongers Haandfæstn. s. 12; Om Bevisreglerne etc. s. 52 ff.).

3) Præterea objecta defensionis præsidio repellere non licebat; siquidem testium criminatio neque alieno patrocinio neque propria cujusquam repulsione subrui poterat ... sed neque ei, si sponsione provocatus fuisset, restipulatione uti licuit. Saxo ed. Muller p. 529.

4) Jfr. det ovenfor citerede sted.

vidneførsel er en ældre institution end anklagedes ret til at fri sig ved éd, også for almindelig lov og rets vedkommende.Denne tanke må nemlig forkastes af indre grunde, da den vender op og ned på den naturlige historiske udvikling af bevisreglerne; anklagedes ret til at fri sig for søgsmålet ved ed må være af ældgammel oprindelse, måske ældre end alle andre afgørelsesmidler, og kan umulig stamme fra Harald Héns tid 1).

Imidlertid fremgår det aldeles tydeligt af texten, at det virkelig er Sakses mening, at den af provinslovene i talrige tilfælde hjemlede ret for anklagede til at fri sig ved tylvtered stammer fra Harald Hén, idet ordene „Denne skik o. s. v.", som ovenfor anført, nødvendigvis må opfattes om gængs lov og ret blandt Danerne²).

---

1) Jfr. Matzen, Bevisreglerne etc. s. 47 ff.

2) Saledes har da ogsa Kolderup-Rosenvinge opfattet Sakses ord (Nyt juridisk Archiv XIV, s. 23). dog uden at fremhaeve clet historisk umulige i beretningen; dette har derimod I. E. Larsen gjort (Saml. Ski*. I. 1. s. 533) og efter ham Stemann (Retshist. s. 204) og Sylow (Den materielle Bevistheoris Udvikl. s. 153), dog uden nojere redegorelse. Til denne fortolkning har ogsa Pappenheim sluttet sig (Krit. Vierteljahrschr. XXXII s. 66) efter at have taget sin tidligere theori om jernbyrds indforelse tilbage. Vederlovstheorien .svaskkes yderligere ved, at Sven Aggeson i sin Vederlovens historie ikke med et ord hentyder til Haralds formentlige lov, skont der nasvnes en del andre lovaendringer, der skyldes r^modernorum lenitas". Man har derfor antaget, at Haralds lov har vferet na?vnt i det af Sven Aggesons text ndfaldne stykke. hvorved man fores til deji ny hypotese, at loven kun gjaldt majestsetsforbrydelsessager. Men rigtigheden heraf kan vanskelig godtgores. Der er nseppe nogen grand til at antage, at det af Svens text udfaldne stykke har indeholdt andet end en vidtloftig fremstilling af processen i majestfetsforbrydelsessager, saledes som man kan laese den i Sakses text af Vederloven ved hans fremstilling af procesreglerne for storre sager (graviora); Saxo p. 528. iEndringer i den gamle Vederlov omtaler Sven nemlig gennemgaende i kapitlernes slutning, nar forst den gamle regel er fremstillet, og at han betragter den af ham givne fremstilling af proeesreglerne ved majestaetsforbrydelser (de eneste, som han henregner til sager") som den stadig gaeldende, ses deraf, at han overalt bruger praesensformer i verberne. Nogen virkelig grand til at antage, at Haralds formentlige aendring i Vederloven har va?ret omtalt i lakunen, er der da ikke.

Således er -der ikke andet for end at indrømme, at Sakse sandsynligvis har haft den forestilling, at vidnebevisetvar den gamle skik og brug hos folket, der blev fortrængt ved Haralds reform, og at dette er grunden til, at hans ord om Haralds reform delvis svarer til de citerede ord af hans Vederlovstext¹).

At Sakse har denne opfattelse, er nu ikke så uforståeligt,når man søger art trænge ind i hans tankegang. Sakse lægger ingenlunde skjul på sin mening om Haralds love og særlig deres bestemmelse om ret til at værne sig med ed; han fremsætter åbenlyst sin store misfornøjelsemed den, og man kan ikke undgå at lægge mærke til, at spørgsmålet har en vis aktuel interesse for ham, idet han af kirkelige grunde fælder en stærk fordømmelsesdomover édsbeviset, — en dom, som han ingenlunde var ene om, da der endog i pavebreve bruges meget stærke ord derom²). Men når Sakses personlige følelser på denne måde er med i spillet, kan der ikke siges at være noget forunderligt i, at han med sin stærke trang til at anse alt gammelt for godt og omvendt lade alt godt stamme fra oldtiden, også her har fremstillet den efter hans mening slette lov som det nye, der afløser den gode gamle tilstand 3). En prøve

---

1) Jfr. Ræder, Sven Estridsøn s. 285, og Steenstrup, anf. st.

2) Jfr. Holberg, Dansk Rigslovgivn. s. 113.

3) Et exempel på Sakses tilbøjelighed til at give retslige institutioner præg af ælde, er hans lovtradition om, at nævninger stammer fra Regner Lodbrogs tid — en i retshistorisk henseende selvfolgelig ret vaerdilos tradition, der viser hans trang til at fore sadanne institutioner tilbage til enkeltpersoner.

på denne Sakses tankegang findes just i de sætninger, som følger efter fremstillingen af, hvorledes Haralds lov erstattede vidnebevis med anklagedes ed. Her meddeler Sakse nemlig, at Haralds love også afskaffede tvekamp 1). Denne underretning tjener ganske vist ikke til ære for Sakses juridiske forstand, da han tidligere har meddelt ved omtalen af Poppos jernbyrd, at Danerne afskaffede tvekamp 2). Der er derfor på' forhånd ingen grund til at fæste lid til denne efterretning, så meget mindre som Sakse synes at have overdrevne forestillinger om tvekampensbetydning i fortiden³), sikkert foranlediget dertil ved sin sympati for det heltemæssige og oldtidsagtigeved dette afgørelsesmiddel. Således må man da med Matzen 4) antage, at Sakse kun har fået tvekampen med på dette sted af uvilje mod Haralds formentlig ny påfund, der fordærvede al god og gammel lov og ret⁵).

---

1) Ti således må ordene oversættes; jfr. ovenfor.

2) Saxo ed. Muller p. 499.

3) Matzen, Bevisreglerne etc. s. 90.

4) Matzen, anf. st.

5) I denne sammenhæng er der grund til at fremhæve den underlig løse og ugrammatikalske påhæftning af sætningen „sed et funditus etc.". Man kunde fristes til at antage, at den tilligemed de to følgende sætninger var senere tilføjet, foranlediget ved det lille „armorum", som, sandsynligvis af rent retoriske grunde, har indsneget sig foran testium. Sakses sympati for tvekampen fremgår især af sætningen „Verum alterum etc." Karakteristisk for Sakses tilbøjelighed til retoriske vendinger er, at han lige efter at have dadlet lovens slaphed taler om, at Harald tilsidesatte de af ham givne loves strenghed; legum severitas skal her danne en retorisk modsætning til Haralds sløvhed. — 1 hvert fald giver den slags efterretninger ikke nogen stærk tillid til Sakses juridiske ufejlbarlighed.

Idet vi altså tilsidesætter Sakses efterretning om tvekamp som uholdbar, bliver der tilbage hans hovedefterretning, at nemlig Haralds love indførte anklagedes ret til at fri sig ved (tylvter-) ed. Om Sakses efterretning gælder da noget tilsvarende som om Roskildekrønikens, at denne efterretning om, at Harald har indført en retstilstand, som faktisk må være meget ældre end hans tid, ret afgjort tyder hen på den anskuelses rigtighed, som vi vandt ved granskning af de ældre kilder, at nemlig Harald ikke har forandret bestående love, men tværtimod stadfæstet dem, så at man meget godt kunde beråbe sig på Haralds love f. ex. til forsvar for tylvterédsbeviset.

Man sporer i Sakses ord brydningen mellem to retninger i tiden, når man læser hans hvasse kritik af edsbeviset, der vel kan være gavnligt for frihed, men skadeligt for gudsfrygt ved at foranledige mened, og man sporer en vis afmægtig harme i hans ord om Danernes iver for at holde fast på denne dårlige skik. Man kan da efter Sakses ord ikke være i tvivl om, at alle forsøg på ændring heraf fra modsat (o: konservativ) side er blevne mødte med en henvisning til Haralds love, og det er et spørgsmål, om Sakse egentlig har vidst meget andet om disse end just dette, at forslag om ændringer i edsbeviset altid blev tilbageviste med, at edsbeviset var hjemlet, ved Haralds love. Dette kan man med tydelighed læse ud af Sakses personlige udgydelser, og det kan ikke nægtes, at det under disse omstændigheder ikke lå så fjernt for Sakse at antage Harald for den egentlige ophavsmand til denne lovbestemmelse; og denne ide måtte så nødvendigvis føre med sig, at de (gode) love anførtes, som afskaffedes ved Haralds (dårlige) lov.

Denne psykologiske forklaring af Sakses efterretninger, der går ud fra det lys, som hans ord kaster over hans personlige stilling til sagen, får imidlertid stå ved sit værd; så meget er vist, at den retslige institution, som Sakse tilskriver Harald Hén, ifølge sagens natur må være af langt ældre oprindelse, så at altså også Sakses efterretning trods sin dunkelhed og delvise urigtighed tyder på, at Haralds „lovgivning" har indskrænket sig til at stadfæste bestående lov og ret.

Vi har så kun tilbage at behandle en hidtil ret uænset kilde: den med Sakse omtrent samtidige engelske krønikeskriver Radulfus Niger. Om den almindelige værdi af denne kildes danske efterretninger må jeg henvise til min særlige undersøgelse desangaaende i tillæget til nærværende afhandling; jeg skal her blot bemærke, at Radulf gennemgående viser sig så vel underrettet om de danske kongers historie, at der aldeles ingen grund er til at tilsidesætte denne efterretning.

Radulfs ord lyder i oversættelse: Efter Sven blev Harald Danmarks konge; han stadfæstede den lov og ret, som en anden Harald havde fastsat1). Denne efterretning har nu i mere end én henseende interesse for os.

For det første er at mærke, at den fuldstændig stemmer overens med det tidligere fremsatte resultat, som vi fornemmelig vandt ved at støtte os til Ælnods ord. Der siges her udtrykkelig, at Harald stadfæstede ældre love, og der bruges om disse love ganske samme übestemteudtryk som hos Ælnod: lov og ret (leges et

---

1) In Dacia post Suein successit Haraldus. qui leges et jura, quæ alius Haraldus statuerat, confirmavit.

jura). Således svarer den engelske kilde ganske til Ælnods beretning og vinder derved betydelig troværdighed, så at man også nødes til at lægge en vis vægt paa den tilføjelse,som den har udover Ælnod: at det nemlig var en anden Haralds love, som Harald Hén stadfæstede.

Hermed sigter Radulf nødvendigvis til „Harald Blåtandslove",som han kender fra Adam af Bremen *) og omtaler således: Efter Orm (o: Gorm) herskede Harald, der fastsatte de love, som de nu har, for Danerne, Friserne og Nordalbingeme og bekræftede dem %2). Radulf opfatter således Harald Blåtand som ophavsmanden til Danernes love, og således må utvivlsomt også Adams ord, som Radulfs er en fri omformning af, forstås. Adam, der er den eneste primære kilde angående Harald Blåtands love, idet alle andre efterretninger er afledede fra hans, bruger følgende udtryk, der sikkert må opfattessomen gengivelse af Sven Estridsøns udtalelser 3): Afgjort er det, at han både for vort folk og for NordalbingerneogFrisernes folkefærd har fastsat lov og ret, som de den dag i dag for hans store navns skyld beflittersigpå

---

1) Radulfus Niger er den eneste engelske skribent, der har kendt og benyttet Adam af Bremens nordiske efterretninger; se ruin undersogelse i tillaegget.

2) . . . post Wrm [regnavit] Herioldus, qui leges, quas nunc habent, constituit Dan is et Frisonibus et Transalbianis et fumavit. Om betydningen af Transalbiani (— Nordalbingi) henvises til Pal.-Muller, Harald Blaatands Lovgivning s. 22 ff.

3) Om tolkningen af dette noget vanskelige sted se A. D. Jol'gensen: Nordiske kirkes grundlseggelse, tillaeget s. 51, der vaesentlig bekrsefter Pal.-Mullers opfattelse (Harald Blaatands Lovgivning). Som Sven Estridsons ord har ogsa, de fleste middelalderlige historieskrivere, der- har benyttet Adam, forstaet ordene; saledes Helmold, I 15; Radulfus Niger (se ovenfoi') samt de danske Mlder Scr. rer. Dan. I, s. 17. 67 (de to danske kilder er for ovrigt enslydende).

flittersigpåat overholdex). Vi genfinder her to træk, som vi kender fra Ælnods ord om Harald Héns love: dels det almindelige udtryk lov og ret²), dels betoningen af Danernes iver for at overholde lovene 3). Bægge disse omstændigheder tyder bestemt på, at Adam ved Haralds love ikke forstår enkelte lovbestemmelser, men den gældende lov og ret. At Sven Estridsøn, der åbenbart har haft en stærk trang til at forherlige Harald Blåtand — hvori Adam støtter ham ved sit forsøg på at omgive Haralds minde med helgenglorien — og som egentlig ikke kan siges at være velunderrettet om Haralds tidsalder — at han sætter Haralds, den første kristne konges, navn i forbindelse med den gældende lov og ret, kan egentlig ikke undre os, og der er heller intet i vejen for, at der forholdsvis hurtig blandt folket kan have uddannet sig den skik at kalde landets love efter den første kristne konge, under hvem kristendommen egentlig vandt den

---

1) Gertissimum vero est, eum tam nostro populo quam Transalbianis et Fresonum genti leges et jura constituisse, quæ adliuc pro auctoritate viri servare contendunt.

2) Pal.-Miiller gengiver også udtrykket leges et jura ved r_lov og ret" (Har. Blaatands Lovgivn. s. 56). Radulf har sandsynligvis ordene „leges et jura" just fra dette sted hos Adam.

3) Ordene „servare contendunt" kan meget vel med Falck (Schl. Hoist. Arch. IV s. 175—178) opfattes som en antydning af, at lovene vel sattes højt, men dog ikke var uanfægtede, uden at dette dog kan forsvare den teori, at Harald Blåtands love skulde have bestået i indførelse af jernbyrd som retsligt bevismiddel. Denne teori, som P. E. Muller (Gritisk Undersøgelse af Saxos syv sidste Bøger s. 29 f.) har opstillet, grunder sig overhovedet kun på en sammenstilling af Adams efterretning med de ord hos Sakse, i hvilke denne i anledning af Poppos jernbyrd (der henlægges til Sven Tjugeskægs kongetid) beretter, at fra den tid afskaffede de danske tvekamp og indførte jernbyrd. Men dette er et altfor skrøbeligt grundlag at bygge en sådan teori på, især da Sakses ords historiske rigtighed må anses for meget tvivlsom; jfr. Matzen, Bevisreglerne etc. s. 89 f.

afgørende sejr i landet; man kan her henvise til Norge,
hvor „St. Olafs lov" betegnede almindelig lov og ret i
landet:l).

Når Radulf altså sætter Harald Blåtands og Harald Héns love i forbindelse med hverandre, må det indrømmes, at sandsynligheden taler for denne beretnings rigtighed, og man kan sige, at der just ved denne efterretning falder et ejendommeligt lys over begrebet „kong Haralds love", der ifølge det her udviklede i 11. og 12. årh. må have betegnet gængs lov og ret i landet — enten man så med disse ord har tænkt på Harald Blåtand eller på Harald Hén.

Vi afslutter her vor granskning af kong Harald Héns love. Selvfølgelig er det indvundne resultat ikke noget historisk sikkert, men er — som følge af materialets ejendommeligebeskaffenhed— kun en hypotese ligesom de fra andre sider fremsatte antagelser om indholdet af kong Haralds love. Det skal dog her til slut fremhæves, at resultatet ikke er nået ved at bygge udelukkende på en enkelt kildes udsagn, men ved en ligelig behandling af samtlige kilder med bestemt fastholden af det ene punkt, som alle kilder er enige om: at lovene galdt alle Daner. Særlig vægt er der dog lagt på den ældste kildes udsagn, samt på den efterretning, der på en ejendommeligmådestemte

---

1) Middelalderens noksom kendte tilbøjelighed til at give lands lov og ret navn efter enkelte konger ses jo bl. a. af navnet „kong Valdemars love", der anvendtes om almindelig lands lov og ret; jfr. hdfstn. 1282 §5, 1320 §27 etc. Om betydningen af dette udtryk se bl. a. Matzens imødegåelse af Holberg (Danske Kongers Hdfstn., indledn. s. II); J. E. Larsen Saml. Skr. I. 1. s. 128; A. D. Jørgensen: i Aarb. 1876 s. 77f. Tilsvarende paralleller kan som bekendt . hentes fra Englands historie („kong Edvards love" m. m.).

ligmådestemtemed dette foruden at indeholde et nyt og ejendommeligt træk. Hvad Sakses ord angår, er det blevet godtgjort, at de, når man forstod dem på den naturlige og nødvendige måde, indeholdt historisk umulige efterretninger; men samtidig antydedes det, at man ved at søge at udrede Sakses personlige tankegang med en vis sandsynlighed kunde nå den rigtige kerne, der gemmer sig i hans ord, og som stemmer med det af de andre kilder indvundne resultat. Endelig maa det ikke mindst fremhæves, at resultatet stemmer ypperlig med den tidligereskildredesituation ved kongevalget, og at det ophæverdeni de indledende ord skildrede tilsyneladende modsætning mellem Harald Héns lovgivning og den faktiske udvikling af rigslovene i 13. årh., idet Harald Héns lovgivning indskrænkes til en stadfæstelse af beståendeloveog altsaa ikke kan kaldes nogen lovgivning (ændring i bestående retstilstande) i egentlig forstand — noget man heller ikke kunde vente udviklet i 11. årh.; endelig at resultatet stemmer særdeles godt med Isøreforsamlingensafdr. Anna Hude påviste lidet stabile karakter, idet den urimelige antagelse, at en sådan forsamlingskuldehave givet virkelige rigslove, bortfalder^x).

---

1) Resultatet stemmer væsentlig med en af den afdøde rigsarkivar A. D. Jørgensen uden nærmere begrundelse fremsat anskuelse. Han udtaler nemlig i Nord. kirkes grundlægg. s. 751, 770 (jfr. Aarb. 1876 s. 77): Om Haralds styrelse haves kun de vildledende efterretninger om hans lovgivning . . . Blandt de love, som senere tilskrives Harald Hén, det vil sige, den lovgivning, som senere konger måtte stadfæste ved deres udvælgelse, nævnes også den, at sagerne på thinge skulde afgøres ved tylvtered. Meningen hermed er ikke, at det var Harald Hén, der havde givet en sådan lov, men snarere at kong Knud havde tilsidesat den. Dog synes A. D. Jørgensen tilbøjelig til at mene, at Harald slet intet har haft med de efter ham benævnte love at skaffe, hvilket vanskelig kan fastholdes overfor kildernes, og ganske særlig Ælnods, beretning om Haralds „lovgivning". Men forsåvidt som det her antages, at denne kun består i en stadfæstelse af gængs lov og ret, og at det var dette sidste, man mente ved udtrykket „Haralds love", får den her hævdede anskuelse en betydelig lighed med A. D. Jørgensens mere i forbigående fremsatte antagelse.

Således får Haralds love ligesom Isøretinget sin naturlige plads i den historiske udvikling, og hertil svarer nu også, at Haralds love glider ligeså stille ud af historien som Isøretinget, under den stærke rets- og statslige udvikling på Valdemarernes tid. Først senere i Middelalderen, da man, ligesom på Svenssønnernes tid, atter følte trang til at sætte kravet om overholdelse af lands lov og ret op mod en stærk kongemagts formentlige overgreb, genoplivedesbegrebetunder et nyt navn, som på en for datiden naturlig måde henpegede på Danmarks storhedstid:kongValdemars