Dynasty formation. The Danish Oldenburgs 1536–1699

Resumé

Dynastidannelse. De danske Oldenborgere 1536-1699
Det danske kongehus, Oldenborgerne, befandt sig i tidlig moderne tid som alle andre fyrstehuse i en proces af kontinuerlig dynastidannelse, hvor de søgte at konsolidere og udbygge deres position. De bevidste handlinger med dette formål kaldes dynastisikring. Hvem der tilhørte dynastiet, varierede efter tid og sammenhæng, og den proces, der afgjorde det, kaldes dynastisk inklusion og eksklusion. Internt kunne et dynasti være mere eller mindre stramt styret af et oftest mandligt overhoved, og dette kaldes graden af dynastisk centralisering. Disse begreber anvendes på tre felter: ægteskabsforbindelser, de kongelige familiemedlemmers position og interne dynastiske konflikter.
Ægteskaber er et af de vigtigste værktøjer til dynastisikring og udviser en klar kønsspecifik profil: Døtrene giftes bort til fremmede fyrster, den ældste søn skulle overtage tronen og de yngste sønner helst forblive ugifte for ikke at spalte dynastiet i sidelinjer (dynastisikring). De bortgiftede døtre dannede knudepunkter i et interdynastisk netværk, hvor råd, hjælp og information udveksledes. I den sammenhæng synes det at have været afgørende, at børnene fortsat kunne leve standsmæssigt. Illegitime (naturlige) kongebørn blev statusmæssigt placeret mellem de kongelige og den højadel, de blev giftet ind i.
Oldenborgerne brugte kun i begrænset grad deres legitime børn til at regere riget, så i den forstand var perioden præget af dynastisk centralisering. Derimod anvendtes både de illegitime sønner og de illegitime døtres mænd politisk, fordi de ikke indebar nogen risiko for dynastiske sidelinjer. Yngre sønner kunne afsættes som fyrstbiskopper i Det Tyske Rige, men oldenborgerne havde kun begrænset held med denne strategi. En anden mulighed var arvedelinger i Slesvig-Holsten. Denne mulighed blev udnyttet i 1500-tallet, men siden politisk umulig på grund af modstand fra det slesvig-holstenske ridderskab.
De interne konflikter i dynastiet viser et billede af splittelse snarere end koordination, og før 1660 har kongerne påfaldende svært ved at styre deres slægtninge. Under Christian 4. bliver de illegitime børn en del af dynastiet, og konflikterne øges. Frederik 3.s tronbestigelse 1648 markerer et vendepunkt, og opgøret med „svigersønnernes parti“ udtrykker en hårdhændet dynastisk eksklusion. Enevælden 1660 er et yderligere skridt i retning af dynastisk centralisering: Kongeloven fastslår kongens enevælde internt i familien, og det professionelle diplomati mindsker kongernes afhængighed af familiemedlemmer i udlandet.
De gottorpske og sønderborgske linjer begyndte gennem en slags frivillig eksklusion snart deres egen dynastidannelse, men i forbindelse med sagen om arveretten til grevskabet Oldenburg kom det til et regulært opgør, hvor afstanden øgedes mellem gottorperne og den kongelige linje, mens de sønderborgske linjer derimod knyttedes tættere til kongehuset som sidelinjer.
Over tid kan der i det oldenborgske hus iagttages en dynastisk centralisering, drevet frem af forskellige former for dynastisikring, inklusion og eksklusion. Denne proces indgik i et samspil med en statslig centralisering, og med enevældens indførelse mødtes de to linjer og støttede gensidigt hinanden.