Zur Rezeption des Jazz in der komponierten Musik

Abstract

Efter et overblik over de almene kulturelle, sociale, politiske og musikalske faktorer, som siden århundredskiftet – og forstærket efter 1. verdenskrig – har spillet en vigtig rolle såvel for accepten af som for modstanden imod det afro-amerikanske jazz-fænomen, forsøger artiklens hoveddel at rette blikket imod de kompositionsproblemer, der viser sig, når jazz og jazzlignende skal assimileres med det traditionelle europæiske musiksprog. Især tre spørgsmål melder sig i forbindelse med denne i snævrere forstand »kompositoriske reception«:

1. Hvilken satsteknisk praksis anvendes for at frembringe det komplekse jazzidiom, som endnu venter på en nærmere analytisk bestemmelse?

2. Hvilke receptionstyper udvikler sig, og hvordan kan de systematiseres?

3. Hvilke problemer kommer en kompositionsproces af denne art ud for i de tilfælde, hvor det drejer sig om at overføre fasttømrede modeller og prægnante stilarter eller om at overtage en funktionelt bestemt musiceren, som står fremmed overfor en europæisk opfattelse af værkbegrebet?

Som paradigma vælges blues-genren, hvis karakteristika gennemgås detailleret. Blandt de mangfoldige kilder, der kunne komme på tale (se værklisten), foretages en nærmere analyse af G. Gershwin's Prelude for Piano No. II (1926), en sats fra D. Milhaud's Creation du Monde (1923), Jean Wiener's »Blues« fra Sonatine Syncopée (1923), den midterste sats fra Strawinsky's Ebony Concerto (1945), B.A. Zimmermann's »Introduzione ... quasi Blues« fra musikken til hørespillet Die Befristeten (1967) og det første af W. Russo's Three Pieces for Bluesband and Symphony Orchestra op. 50 (1968).
På grund af fundamentale forskelle mellem kategorierne »komposition« og »improvisation« lader de sig ikke uden videre sammensmelte i den komponerede blues. Det frie spillerum, der er til rådighed for jazzmusikeren og hans musik, må erhverves af kompositionsmusikeren på bekostning af værkorganisationen. Skønt dette problem var til stede lige fra den tidligste kompositoriske jazzreception, er det først et værk som Russo's Three Pieces, der bliver sig dette klangligt bevidst.