TY - JOUR AU - Burchardt, Jørgen PY - 2020/01/13 Y2 - 2024/03/29 TI - ”INGEN BÅND, DER BINDER MIG…”: INDUSTRIENS UDFLYTNING OG MODERNISERING I HOVEDSTADSOMRÅDET I EFTERKRIGSÅRENE JF - Temp - tidsskrift for historie JA - Temp VL - 10 IS - 19 SE - Artikler DO - UR - https://tidsskrift.dk/temp/article/view/118081 SP - 102-124 AB - <p><strong>”Ingen bånd, der binder mig…”: Industriens udflytning og modernisering i Hovedstadsområdet i efterkrigsårene</strong></p><p><strong>Jørgen Burchardt</strong></p><p>&nbsp;</p><p>København var længe landets helt dominerende industriby med de vigtigste virksomheder, hvortil arbejderne kørte eller gik fra de ofte nærliggende boligkvarterer.</p><p>Byens stilling ændredes efter befrielsen, da omegnskommunerne voksede med stor hast. I midten af 1960’erne var deres industriareal større end hovedstadens, og efter få år var de vokset til op mod det tredobbelte.</p><p>Vejtransport blev billigere takket være lastbilers bedre teknik, og det gav mulighed for at drive virksomhed i omegnen. Her fik man mange fordele: fabriksbygningerne lå fjernt fra storbyens voksende trafikkaos, fra indeklemte grunde uden udvidelsesmuligheder og fra klager fra omgivende beboere. Omegnskommunerne tilbød billig jord med plads til udvidelse, rationel étplansbygning og parkeringspladser.</p><p>Inden opførelsen af omegnskommunernes store boligkvarterer i 1960’erne, kom arbejderne til fabrikkerne med offentlig transport og cykel. Først sent fik arbejderne motorkøretøjer.</p><p>Tidsånden var til planlægning og store politiske planer, men det var erhvervsledernes individuelle beslutninger, som primært styrede udviklingen.&nbsp; Offentlig planlægning var endnu ikke et aktivt redskab, men de resulterede ofte i gode lokale planløsninger med adskilte zoner for industri, boliger og natur.</p><p>Tyske Alfred Webers teori fra 1909 om industrilokalisering passede dårligt på omegnskommunernes vækst, hvilket universiteterne i øvrigt sent fik øjnene op for.</p> ER -