Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund

Fra bindegal til uanbringelig

2021-05-26T22:09:45+02:00

Artiklens ærinde er at undersøge, hvordan tvang overfor mennesker, der blev vur- deret som behandlingskrævende eller for farlige og for voldsomme for det omgivende samfund, historisk er blevet afgrænset og forstået, og med hvilken legitimitet det har været muligt at udøve tvang. Med psykiatriens fødsel i anden halvdel af 1800-tallet flyttede en række af disse regulerende praksisser ind i et institutionaliseret hospitals- regi. Artiklen demonstrerer, at regulering og definering af legitim magtudøvelse over- for mennesker med en afvigende psykisk adfærd også fandt sted i samfundet før 1850. Der identificeres to modsatrettede tendenser. Reguleringen af og mulighederne for at an- vende tvang i behandlingspsykiatrien er blevet præciseret og begrænset i løbet af det 20. og især det 21. århundrede, og der er kommet øget fokus på retssikkerhed og den enkeltes selvbestemmelse. I forlængelse heraf er der formuleret politiske mål og iværksat en række udviklingsprojekter med henblik på at reducere anvendelsen af tvang i psykiatrien. På den anden side har der vist sig at være betydelig politisk villighed i forhold til at tillade og måske endda øge tvang og indgribende foranstaltninger i forhold til en gruppe af borgere udpeget som farlige, kaotiske, vanskelige eller ligefrem uanbringelige. Dermed har vi fået en ny og udvidet kategori af bindegale, over for hvem det, ikke mindst i kraft af en stigmatiserende og generaliserende udgrænsning, kommer til at fremstå som legitimt og nødvendigt at gribe ind med mere tvang. Dette tegner et paradoksalt mønster af politisk vilje til mindre tvang for de fleste, men mere tvang for de få.

Reform eller stabilitet?

2021-05-26T22:11:39+02:00

Artiklens formål er at identificere, analysere og diskutere udviklingen af velfærdsrationa- lerne i de nationale politikker, der i perioden 2009-2019 er offentliggjort som politiske bud på at styre og forandre det psykiatriske område i Danmark. I lyset af Bacchis tilgang til analyse af politiske velfærdsrationaler undersøges de tre elementer, som tilsammen kon- stituerer rationalerne i politikkerne i perioden: 1) De generiske måder hvorpå målgrup- pen beskrives i perioden, 2) de politiske redskaber der foreslås til at forandre og håndtere målgruppen i perioden og 3) de begrundelser der bruges i politikkerne til at legitimere indsatserne gennem perioden. Målgruppen repræsenteres som risikable, syge, sårbare, om- kostningsfulde og i særlige tilfælde farlige og komplekse. Repræsentationen danner grund- lag for en betoning af civilsamfundets ansvar, frivillighed recovery og forebyggelse, mens fremstillingen af de farlige og komplekse lægger op til øget brug af tvang. Velfærdsrationa- lerne i perioden afspejler, at majoriteten af målgruppen frivilligt forventes at påtage sig rollen som risikabel, sårbar og psykisk syg og deltage i de beskrevne tiltag for ikke at belaste velfærdsstaten. Trods en politisk ambition om en omfattende reform af det psykiatriske område, der imødekommer udfordringer som stigmatisering, umyndiggørelse og ulighed i sundhed, reflekterer politikkerne i stigende grad, at staten er villig til at fratage hele eller dele af ikke-frivilligt-deltagende og farlige personers selvbestemmelse igennem perioden. Derved repræsenterer politikkernes velfærdsrationaler ikke et bud på en radikal ændring af psykiatriens struktur, organisering og funktion. I stedet har de sidste ti års velfærdspolitik- ker stabiliseret paradigmet i det eksisterende system, snarere end at radikalt reformere det.

Bivirkninger ved en psyko- social psykiatri-kritik

2021-05-26T22:13:00+02:00

Selvom en stærk strømning, med afsæt i bl.a. psykologi, sociologi og antropologi, diskuterer og udfordrer psykiatriens vidensgrundlag og dens praksisser, lykkes det sjældent at etablere en frugtbar dialog mellem kritikerne og psykiatrien, som leder til forandring. Med andre ord fører kritikken ofte til polarisering og ikke til konstruktiv udvikling. Der er forskellige måder at forstå dette på. Enten har den psykosociale kritik ikke noget meningsfuldt eller konstruktivt at bidrage med til klinisk praksis, hvorfor den med rette bliver afvist. Eller også sker der et sammenbrud i dialogen, som i det mindste delvist kan forebygges. Vi foku- serer på den sidste mulighed. Med afsæt i eksempler taget fra to af forfatternes egne tekster diskuterer vi disse forsøg på kritik af psykiatrien. Som alternativ diskuteres, med inddra- gelse af en biopsykosocial model, hvordan fremtidens tværfaglige dialog kan udspilles mere konstruktivt. Med afsæt i fire personlige artikler om at ændre perspektiv på et vigtigt aspekt af psykiatrien, foreslås afslutningsvis hvilke dyder, der kan hjælpe en positiv udvikling mod en rigere psykiatrisk praksis på vej - et mål som deles af mange blandt såvel psykiatriens praktikere som dens kritikere.

Brugerinddragelse i psykiatrien

2021-05-26T22:14:02+02:00

Med paradigmet om brugerinddragelse forventes borgere i dag at påtage sig et ansvar for at styre, mestre og overvåge deres egen sundhed. Brugerinddragelse lægger derfor op til mere grundlæggende forandringer i relationen mellem borger og professionel, og udfor- drer eksisterende videns- og ansvarshierarkier. I denne artikel undersøger vi hvordan de professionelle i psykiatrien oversætter idéer om brugerinddragelse til praksis, og hvordan deres professionelle ansvar, viden og relationsarbejde samtidig forandres og sættes under pres. Artiklen er baseret på narrative interviews med professionelle i en større institution i den regionale distriktspsykiatri. Vi demonstrerer hvordan spændinger imellem forskel- lige forståelser af recovery, og deres praktiske fortolkninger hos henholdsvis professionelle og borgerne, former den måde brugerinddragelse bliver til på. Vi viser desuden, hvordan mestring af brugerinddragelse med vægt på brugerens viden og autonomi, fører til prakti- sering af ’tilbageholdt faglighed’. En tilgang til det psykiatriske arbejde, der skal opmuntre borgeren til at indtage positionen som ansvarlig og rationelt målrettet handlende aktør i eget liv. Dette er dog ikke uproblematisk; vi viser hvordan borgernes perspektiver og mål indgår i brugerinddragelsens forhandlingsrum, og hvordan de fagprofessionelles viden og vurdering og borgerens mål ofte kommer i konflikt. Vi peger således på hvordan balancer imellem risiko og ansvar i sundhedspraksis spilles ud på nye måder. I et arbejde hvor etab- lering af langvarige relationer til borgerne opfattes som centralt for at kunne lykkes med behandling, spiller emotionelt arbejde en vigtig rolle i at forhandle borgernes personlige mål, at opnå professionelle mål, samt som en del af at etablere et meningsfuldt arbejde. Vi diskuterer afslutningsvis hvordan spændinger i den brugerinddragende praksis har impli- kationer for det emotionelle arbejde.

Brugerstyrede Indlæggelser

2021-05-26T22:15:22+02:00

Brugerinddragelse er veletableret som ideal i psykiatrien og der er store forhåbninger til, at øget brugerinddragelse og inddragelse af brugeres hverdagsliv, vil føre til recovery. I denne artikel analyserer vi brugerinddragelse i praksis og viser hvordan en forestilling om ”gam- mel psykiatri” kontra ”ny psykiatri” former hvad brugerinddragelse bliver til i det konkrete møde mellem patienter og professionelle Artiklen bygger på et etnografisk feltstudie vi gen- nemførte i 2016 af initiativet Brugerstyrede Indlæggelser (BSI). Vi undersøger hvad BSI gør ved relationen mellem brugere og professionelle, hvor vi især spørger hvilke dilemmaer og paradokser der opstår i positioneringen af brugerne, når man i en hospitalspsykiatrisk kontekst iværksætter en model som giver adgang til at indlægge og udskrive sig selv? For- målet er at indfange de dynamikker som driver eller modgår en forandring mod ”ny psy- kiatri”. Analysen viser en række ambivalenser og dobbeltheder i brugernes positioneringer. Brugerne skal på den ene side udleve drømmen om den ”nye psykiatri”, samtidig som at brugerne har været afhængig af hjælp og en del af psykiatrien længe inden man begyndte aktivt at tale om ”ny psykiatri” med selvansvar, brugerinddragelse, håb og recovery som pejlemærker. Resultatet er en form for ”space-in-between”, hvor personerne risikerer at havne i en position som ikke-ordinære, ikke-ordentlige eller ikke-synlige patienter. Artiklen diskuterer således til sidst hvilke ressourcer og liv, brugerinddragelse kræver – og hvem der egentlig får stemme når ”ny psykiatri” formuleres?

Fællesskabets betydning i selvansvarliggørelsens tidsalder

2021-05-26T22:17:57+02:00

Denne artikel tager udgangspunkt i recovery-tilgangens implicitte fordring om selvansvar ift. psykisk lidelse og problematiserer måden, hvorpå dette individualiseres som en del af arbejdet med recovery. Med afsæt i kulturhistorisk virksomhedsteori og økologisk psykologi søger artiklen at udforske og diskutere, hvordan det individuelle og kollektive ansvar er intimt forbundet, og hvad dette betyder i en socialpsykiatrisk praksissammenhæng. Det empiriske materiale udgøres af deltagerobservationer fra det japanske socialpsykiatriske tilbud, Bethel House, hvor man arbejder ud fra et motto om ”by myself, with others”. Her er arbejdet til dels centreret omkring ’tohjisha kenkyu’, en udforskende tilgang til psykiske vanskeligheder, og til dels et stærkt praksisfællesskab med fokus på fælles produktion af bl.a. jordbær og kombu. Artiklen påpeger nødvendigheden af en tydeligere prioritering af meningsfulde sociale fællesskaber i det socialpsykiatriske recovery-arbejde og et blik for betydningen af noget (meningsfuldt) at forpligte sig på – ellers risikerer fordringen om selv- ansvar at blive et tiltag, der fastlåser mennesker yderligere i deres tilværelser.

A proverbial double-edged sword

2021-05-26T22:19:03+02:00

The notion of family and carer involvement appears throughout European mental health policy and guidelines. However, it has been noted that carer involvement policy may derive from a responsibilization agenda rather than from evidence that it genuinely supports re- covery. We review qualitative research on family life with depression from the perspective of people with depression. Studies were included if they elicited accounts from adults with a professional diagnosis of depression. Nineteen studies were included which incorporated the experiences of 493 adults with depression. A metasynthesis of findings from these stu- dies is discussed within three themes: family issues and depression interact; family support as a double-edged sword; benefits and limitations of psychosocial interventions. Findings reveal a complex inter-relationship between family roles, relationship dynamics, gender, culture and attitudes towards depression. Family involvement in primary care and medical settings can be a double-edged sword and the perceived benefit may depend on the extent to which family perspectives on treatment fit with the depressed person’s understanding of their depression as medical or psychosocial. Psychosocial interventions for individual cli- ents have several limitations in terms of improving family relationships while family-based group interventions may be more beneficial, depending on the engagement of the family and the partner in particular. The review findings emphasise the complexity of family life with depression indicating that the requirement for ‘carer involvement’ as simplified in cur- rent policies and guidelines is naïve policy at best and that family or couple psychosocial interventions may often be more appropriate.

Psykisk Sundhedsarbejde og Politik

2021-05-28T16:47:32+02:00

Psykisk Sundhedsarbejde og Politik