Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund

Introduktion: Omsorg i forandring

2024-06-25T08:25:45+02:00

Introduktion

Omsorg i forandring – Omsorgens vilkår

Omsorg som kærlighed, arbejde og fag. Spor i skandinavisk omsorgsforskning relateret til sundhed og sygdom, 1980 – 2020

2023-08-30T09:04:20+02:00

Artiklen sætter fokus på, hvordan skandinavisk omsorgsforskning på forskellige måder har defineret og udforsket omsorg relateret til sundhed og sygdom. Afgrænsningen til Skandinavien og den historiske periode, 1980 – 2020, er begrundet i en samfundsmæssig og velfærdsstatslig udvikling, der danner afsæt for omsorgsforskning fra omkring 1980. Omsorg og omsorgsrelationer i sundhedsvæsenet er i perioden transformeret, så den/de kan være vanskelige at genfinde. Måske fordi omsorg og omsorgsrelationer nu er, italesættes og udforskes som noget andet. Teoretisk er vi inspireret af Ernst Blochs begreb om “spor” (Bloch 1985) og en forståelse af, at “omsorg” over tid er defineret og analyseret på måder, der i konkrete historiske perioder kan ses som henholdsvis u-samtidige og samtidige. Artiklen er koncentreret om tre teoretiske spor; et filosofisk, eksistentielt spor, et samfunds- og kulturteoretisk spor og et pædagogisk, professionsteoretisk spor. Sporene kan ses som traditioner, opstået og udviklet parallelt, men i tæt forbindelse med bestemte fag og discipliner og den samfundsmæssige udvikling. Vi finder, at alle forskerne har fokus på relationen mellem mennesker, og at omsorg inden for hvert spor overordnet forstås og udforskes primært som henholdsvis kærlighed, arbejde og fag. Mens kærlighed igennem hele perioden nok har været anset for et u-samtidigt begreb i forbindelse med professionelt omsorgsarbejde, så omhandler alle spor ulighed og magt som dimensioner i omsorgsrelationer og –praksis. Et perspektiv i videre teoretisk og empirisk forskning kan være at lade sporene inspirere hinanden i højere grad.

Omsorg i accelereret kræftudredning.

2023-07-24T14:26:25+02:00

Denne artikel tager sit afsæt i de forandringer i velfærdsstaten, der betyder at mere omsorgsarbejde flyttes over i familien med deraf følgende forventninger om, at pårørende yder omsorg for patienten i tilfælde af sygdom. Litteraturen belyser, at denne omsorg omfatter praktisk, emotionel og behandlingsmæssig støtte, men også at omsorgsrelationen kan være vanskelig. I artiklen viser jeg, hvordan ovennævnte forandringer og forventninger udfolder sig i accelererede kræftpakke-udredningsforløb ved at undersøge, hvordan omsorgsarbejde i form af pårørendeinddragelse forhandles i mødet mellem sundhedsprofessionelle og patienter.

Artiklen er baseret på et etnografisk feltstudie i udredningsdelen af tre kræftpakker, hvor jeg observerede og interviewede patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle. Feltstudiet fandt sted i almen praksis, på hospitaler og i patienters hjem. Kræftpakkerne beskriver standardiserede og accelererede forløb for bl.a. udredning og behandling.

I artiklen viser jeg, at der i kræftudredningsforløb er en implicit forståelse af omsorg, hvor pårørende udpeges som centrale for et vellykket forløb. Dette skaber forestillinger om og forventninger til patienters mobilisering af pårørende samt til disses bidrag. Forventninger som patienter forhandler ud fra deres egen opfattelse af forbundethed og i forhold til eksempelvis målene om hurtig og tidlig diagnostik i det danske sundhedsvæsen. Mens patienten har indflydelse på, hvilke pårørende der involveres, så viser jeg, at systemet har koloniseret omsorgsrelationen. Med accelererede forløb er således opstået et behov for at genforhandle, hvad det betyder at være pårørende i tilfælde af sygdom.

Rum til omsorgens sprog

2023-03-10T10:27:51+01:00

En stadig større andel af elever og medarbejdere i ældreplejen i Danmark har migrantbaggrund. Mangel på arbejdskraft har ført kommuner til aktivt at rekruttere til SOSU-uddannelserne og faglært arbejde i ældreplejen blandt herboende migranter. Litteraturen om migration og ældrepleje i en nordisk velfærdsstatssammenhæng fokuserer primært på konstruktioner af omsorgsarbejdernes ’andethed’, både i positiv og negativ forstand, og hvilken betydning dette har for dennes arbejdsvilkår og trivsel. Men hvilken betydning har flersprogetheden, herunder omsorgsarbejderes udfordringer med majoritetssproget, for omsorgsarbejdet og relationen til de plejekrævende ældre?

I denne artikel undersøger vi på baggrund af etnografisk datamateriale de relationelle og intersubjektive rum, der bliver til i mødet mellem SOSU-elever med migrantbaggrund og plejekrævende ældre på plejecentre og i hjemmeplejen i tre danske kommuner. Fokus er på potentielle skift i ‘omsorgshensyn’ (Law 2010) og hermed den ’produktive praksis’ (Buch 2018), der ligger i udfordringer og misforståelser i kommunikationen mellem eleven og den ældre. Ved at sætte sproglig kommunikation i forgrunden og samtidig undersøge omsorgens praksis og affekt i konkrete situationer viser vi, hvordan sproglige udfordringer og misforståelser udgør, hvad vi betegner, produktive ’sprækker’ i interaktionen mellem plejekrævende ældre og SOSU-elever med migrantbaggrund. Disse ’sprækker’ muliggør eller ligefrem fordrer, at både omsorgsarbejdere og ældre borgere indtager anderledes roller og positioner. Artiklen viser dermed, hvordan begge parter forhandler spændinger og tvetydighed i omsorgssituationen, og hvordan omsorgens produktive praksis ligger i de forskydninger, der sker i relationer og selvforståelse blandt både ældre og elever.

Ansvarshierarki i lægemiddelomsorgen på plejehjem

2023-05-04T15:01:58+02:00

Polyfarmaci—indtagelse af flere lægemidler samtidig—er et velkendt fænomen blandt ældre, som hovedsageligt er blevet undersøgt kvantitativt med henblik på at definere, hvor mange lægemidler der er for mange. I denne artikel ser vi ud over de numeriske definitioner af polyfarmaci for i stedet at udforske de konkrete praksisser, som lægemidlerne indgår i. Gennem etnografisk feltarbejde på to danske plejehjem undersøger vi, hvordan lægemidler får aktiv indflydelse på plejehjemsbeboeres hverdag og på den omsorg, som plejepersonalet yder. Inspireret af Science and Technology Studies (STS) analyserer vi, hvordan polyfarmaci udspiller sig og erfares i praksis ved at betragte lægemidler som en omsorgsteknologi. I det daglige arbejde med at administrere lægemidler sikrer retningslinjer for ’rationel farmakoterapi’, at den rigtige patient får den rigtige medicin til den rigtige tid. Vores empiriske fund viser imidlertid også, at arbejdet med sikker lægemiddelhåndtering begrænser plejepersonalets muligheder for at inddrage beboerne i deres egen behandling. Vi viser, hvordan det nødvendige fokus på korrekt og sikker lægemiddelhåndtering samtidig skaber et fragmenteret ansvarshierarki blandt plejepersonalet, som hverken inviterer til dialog mellem plejer og beboer eller mellem fagprofessionerne. Det betyder, at uautoriseret og ufaglært personale, som er tættest på beboerne, når lægemidler gives, står uden beføjelser til at handle selvstændigt og ikke involveres på tværs af autoriserede fagligheder. Vi konkluderer, at ansvarshierarkiet fragmenterer omsorgsarbejdet og udgrænser beboernes oplevelse af eget lægemiddelindtag.

The Changing Roles of GPS Tracking in Dementia Care

2023-10-13T15:03:07+02:00

Global Positioning System (GPS)-tracking is increasingly used to prevent and manage wandering in Danish dementia care. In this article, I follow the first-hand experiences of a woman using GPS-tracking to care for her husband with Alzheimer's at home and after he moves into a nursing home. In doing so, I trace how the GPS-tracker plays many different roles as it is used for different purposes. To conceptualise these changes, I draw on the idea of care arrangements (López Gómez, 2015; Thygesen & Moser, 2010), and understand GPS-tracking as being a part of ever-changing constellations of heterogeneous elements allowing for particular possibilities and restraints in care.

I show how GPS-tracking is a dynamic technology, able to change along with care arrangements. Making GPS-tracking change role does, however, also add tensions and new expectations, which means it not only is shaped by care arrangements but also shapes them. Based on this co-shaping, I argue that GPS-tracking is a 'sticky' technology that clings to the care arrangement. The idea of 'stickiness' is furthermore supported by the way GPS-tracking makes itself seem necessary as it articulates risks in particular ways. By drawing on Buch's notion of care as generative labour (2018), I point to how GPS-tracking produces new responsibilities, which require alert carers. In exploring these tensions and changing roles I aim to add nuance to the use of GPS-tracking and how this technology both can cause and indicate broader changes in dementia care.

Fra behandlingsrettet rationalitet til omsorgsrationalitet

2024-02-05T12:06:00+01:00

Et essay om hverdagslivets kreative omsorgspotentialer

2023-03-29T22:20:13+02:00

Siden 1990’erne hvor Joan Tronto skrev at ”kreative handlinger og kunst ikke er omsorg”, er der føjet store mængder af litteratur til feltet, der undersøger hvordan kunst og kreativitet kan bidrage med potentiale til omsorg. En stor del af disse perspektiver ser på de forskellige kunstformer som ’redskaber’, der kan bruges som interventioner i forbindelse med pleje og omsorg. Vi ønsker med dette essay at ændre blikretning og bidrage til eksplicitering, re-konfigurering og re-konceptualisering af de potentialer og mulighedsbetingelser, der kan fremme kreativitet i omsorgen, dér hvor den udfolder sig i hverdagslivet. Vi argumenterer for, at sundhedsprofessionelle med fordel kan stille skarpt på mikroperspektivet og de kreative praksisser der hele tiden finder sted i vores hverdagsliv, når vi eksempelvis bruger vores evner til at improvisere, være innovative og fleksible, og dermed skaber meningsfulde tilpasninger i hverdagen. Ved at nedtone fokus på individuelle psykologiske fænomener, og dreje det mod en relationel kontekst, det vil sige en mere nuanceret sociologisk-ontologisk og situeret åbenhed og forståelse af kreativitet, kan der findes nye verdenåbnende omsorgspotentialer. Vi argumenterer for, at der i dette relationelle ’mellemrum’ findes intense øjeblikke af resonans, der, hvis vi er opmærksomme, kan opdages og skabe fælles flowfyldte og meningsfulde situationer, og muligheder, der kan fremme inklusion af mennesker som aktive medskabere af deres livsverdener.