Meddelelser

Pædagogikkens egenart

2018-05-07

Pædagogik er vi vores samfund blevet til hyperpædagogisering forstået således, at snart alle områder i livet bliver omfattet af tiltag, der skal opdrage og aktivere os. Pædagogikken er blevet grænseløs og pædagogers udsagn om, at de tager sig af alt ’fra vugge til krukke’ bliver mere og mere aktuelt. Samtidig er der en trussel mod en egentlig pædagogik, fordi denne hyperpædagogisering ikke efterspørger pædagogikkens egenart, men kun redskaber til påvirkning. På den ene side er pædagogikken allestedsnærværende, på den anden side trues den med indre opløsning. Pædagogikken farer vild, hvis den ikke besinder sig på det teoretiske, fordi kun i den teoretiske pædagogik kan teori-praksis problematikken overhovedet reflekteres. Den empiriske forskning er vigtig, men den bliver til silotænkning, hvis de indsamlede data ikke reflekteres gennem pædagogisk teoretiske overvejelser. Den dominerende empiriske forskning inden for det pædagogiske område privilegerer en bestemt og begrænsende sociologisk indfaldsvinkel (jf. evidensparadigmet) som har vanskeligt ved at reflektere sine egne forudsætninger, og derfor fanges mellem revolution og praksisbekræftelse. En besindelse på pædagogikkens egenart fastholder spændingsforholdet mellem teori og praksis som netop en spænding mellem teoretisk og praktisk pædagogik.

 

Overordnede spørgsmål, som bidragyderne skal forholde sig til.

1.     Pædagogikkens egenart:

Hvordan bidraget placerer sig til spørgsmålet om pædagogikkens egenart?

2.     Teori-praksis-spørgsmålet.

På hvilken måde kan bidraget medvirke til at belyse pædagogikken som en disciplin i spændingsfeltet mellem teori og praksis. Teoretisk pædagogik er klemt mellem test (empiri og evidens) på den ene side og på den anden praksis-selvtilstrækkelighed overfor teoretisk ophøjethed

3.     Pædagogisk legitimitet.

a.     På hvilken måde kan pædagogikken som disciplin legitimere sig, hvis man tager kravet om videnskabelig autonomi – egenart alvorligt?

b.     Hvordan tænkes det teoretisk pædagogiske i relation til institution, magt og modernitet presset af ydelseskrav og krav til medborgerskab, etik, myndighed etc.?

4.     Pædagogikkens selvbegrænsning.

Hvornår slutter pædagogikken?  Kan man fejlagtigt tænke pædagogikken ind i områder som ikke ’burde’ være pædagogiske, dvs. bliver pædagogikken formynderisk og manipulatorisk og koloniserende, hvis den breder sig ud over sine grænser. Hvordan afgrænser pædagogik sig til andre områder, f.eks. institutioner, livsaldre, livssituationer og vilkår.

Deadline for artikler: 1. november 2018

Læs mere om Pædagogikkens egenart

Studier i pædagogisk filosofi er et elektronisk on-line, open access og peer-review'ed tidsskrift, der publicerer artikler inden for den pædagogisk filosofiske tradition i bred forstand. Artiklerne spænder fra klassiske filosofiske undersøgelser af fundamentale emner i relation til det pædagogiske felt til detaljerede og kritiske analyser af dannelse, uddannelse, læring, undervisning etc. i et filosofisk perspektiv.

Studier i pædagogisk filosofi sigter efter at fremme en levende og kritisk dialog mellem forskere på universiteter og læreranstalter fra hele Norden. Tidsskriftet repræsenterer ikke én filosofisk eller teoretisk skole eller tradition. Tværtimod er tidsskriftets mål at fremme udveksling og samarbejde mellem filosoffer, pædagogiske filosoffer og filosofisk orienterede forskere indenfor uddannelse og pædagogik i Norden. Tidsskriftet stræber derfor efter en bred nordisk spredning af artikelforfattere, fagfællebedømmere og redaktion.

Alle artikler publiceres på et af de skandinaviske sprog: dansk, norsk og svensk. I særlige tilfælde kan tidsskriftet bringe bidrag på andre sprog.