DEN ENESTÅENDE ANDEN – relationstænkning i risiko for selvsving

Abstract

»Den nære relation« er gennem de seneste år sat i fokus med en serie af nye socialpolitiske tiltag: kontaktperson-, støtteperson- og mentorordninger inden for social-, sundheds- og undervisningssektorerne. I døgnforanstaltninger for børn og unge har kontakt- eller primærpædagogfunktionen fortsat en central placering. Den personlige/professionelle relation er dermed et centralt omdrejningspunkt eller medie i tidens socialpolitiske og –pædagogiske tænkning. En tænkning, hvis pointe er klar, men samtidig forekommer mig for snæver og letkøbt. Spækket med højstemte forventninger, men luftig af substans. Begrænsninger i rækkevidde, indre modsigelser og dilemmaer medtænkes sjældent. I det følgende vil jeg se disse ordninger som parallelle eksempler på nye tankefigurer, der kan betegnes ved »påtvungen autonomi« eller »intimiseret professionalisme«. Som konglomerater af svært forenelige, modsigelsesfulde elementer. Foranstaltet selvregulering og solidaritet i to-somhed.