TILKNYTNINGSFORSKNINGENS BIDRAG TIL FORSTÅELSEN AF PSYKOPATOLOGI HOS BØRN

Abstract

Med udgangspunkt i tilknytningsteorien har tilknytningsforskningen vist sammenhæng mellem utryg tilknytning i barndommen og udvikling af psykiske vanskeligheder senere i livet. Det er endvidere sandsynliggjort, at der finder en psykologisk intergenerationel overførsel sted i relationen mellem forældre og børn. Fra den nyere hjerneforskning ved man, at hjernens fysiologi påvirkes og præges af omsorgsmiljøet. Dette giver næring til en fornyet diskussion af samspillet mellem arv og miljø, der i en årrække primært har været præget af konstitutionelle forholds betydning.

I artiklen præsenteres to modeller for udvikling af psykopatologi. Den første er Developmental Psychopathology, som udgør en række principper til forståelsen af psykopatologi. Den anden model, der er en videreudvikling af tilknytningsteorien, foreslår, at tilknytning ses som den psykologiske udløser af (eller buffer mod) genetisk potentiale. Forfatteren argumenterer for, at relationsaspektet altid er betydningsfuldt i forståelsen af den konkrete fremtrædelsesform af psykopatologi i børne- og ungdomsårene uagtet konstitutionelle årsager.