INDLEDENDE BEMÆRKNINGER OM DET ONDE I PSYKOLOGIEN

Resumé

Temaet, det onde, har i de senere år haft en voldsom opblomstring, som det kan konstateres i mængden af bogudgivelser, kunstudstillinger, temaseminarer, debatindlæg m.m. En væsentlig del af forklaringen skal nok findes i bestemte træk i samfundsudviklingen. Mens den kolde krig resulterede i en temmelig statisk polaritet mellem indbyrdes komplementære fjendebilleder, hvor det nærmest var en dårlig kliché at kalde modparten for ond, har den nye verdensorden efter jerntæppet sat processer i skred, som uafladeligt minder os om, at det menneskelige potentiale for ondskab ikke findes så langt under overfladen, som nogle havde håbet. Borgerkrige, folkemord, international terrorisme og storstilede militære straffeaktioner har gjort det nødvendigt at kalkulere med det onde som en realistisk mulighed i en labil verden uden fælles normer og værdier.

Interessen for det onde er først blevet relanceret blandt filosoffer og teologer, der allerede havde en årtusindlang tradition at bygge videre på. Analytikere af kunst, litteratur og film er fulgt godt efter. Derimod kan man roligt konstatere, at psykologer – i hvert fald i Danmark – har forholdt sig tøvende, for selv om onde handlinger af den ovennævnte type altid er begået af menneskelige individer, føler psykologer næsten altid ubehag ved at tale om onde mennesker. En personlighedstypologi, der sondrer mellem de gode og de onde, ville selvsagt være uden chancer blandt fagpsykologer, og det er tilmed omstridt og langtfra stuerent at operere med aggressivitet som en grundmenneskelig egenskab.