KONTINUITET OG DISKONTINUITET I UDVIKLINGSPSYKOLOGIEN

Resumé

Blandt de store klassiske udviklingsteorier (f.eks. Freud, Erikson og Piaget) var der typisk konsensus om den tese, at udvikling indebar kvalitative spring. I dag har disse klassiske teorier væsentlig mindre vægt end tidligere, og i moderne udviklingspsykologiske grundbøger fremhæves ofte kontinuiteten (og ikke diskontinuiteten) som det fremherskende karakteristikum ved udvikling. I artiklen vil denne kritik af de klassiske stadieteorier kort blive præsenteret. Med eksempler fra den del af udviklingspsykologien, der beskæftiger sig med børns udvikling, vil der imidlertid i forlængelse heraf blive argumenteret for, at en forståelse af, at udvikling udelukkende skulle være en kontinuer proces, i nogle sammenhænge er decideret misvisende. Med henblik på at bibeholde muligheden for at tale om kvalitative spring i udviklingspsykologien, men samtidig undgå de problemer, der er forbundet med traditionelle stadieteorier, foreslås et nyt begreb, domænespecifikke vendepunkter.