NÅR BØRN OG UNGE SPILLER MEGET ONLINE - og voksne frygter afhængighed

Resumé

Når børn og unge spiller online rigtig mange timer og deres forældre eller andre voksne er bange for, at de er afhængige af onlinespil, hvad skal man da stille op? Skal man straks slå op i DSM-III R og checke, om børnene scorer på kriterierne for afhængighed? Skal man hive stikket ud eller sætte password på computeren? Nej, det skal man ikke, argumenterer jeg for i denne artikel. Man skal finde ud af, hvad man har med at gøre. Dette forslag er lige så ligefremt, som det er kompliceret. Det er det, denne artikel handler om. Jeg stiller spørgsmålet om, HVORDAN vi kan forstå børns og unges storforbrug onlinespil.

Der er altså tale om bidrag til en metode for forståelse af børn og unge, der spille meget. Artiklen anlægger en deskriptiv vinkel og tager ikke stilling til, om børns og unges storforbrug af onlinespil er problematisk, og for hvem det måtte være problematisk. Jeg taler om ’storforbrug’ frem for om ’afhængighed’. Ved at sætte en diagnosticerende betragtning ’uden for døren’ skaber jeg i denne artikel et rum for at se på den sammenhæng, som børn og unges storforbrug af onlinespil indgår i. Et rum, der åbner for at finde grunde til børns storforbrug af onlinespil i deres livssituation, og som kan danne baggrund for en eventuel forebyggelses- eller behandlingsstrategi, der inddrager andre perspektiver end individualpsykologiske eller biologiske.