3. ØKONOMISK UDVIKLING I INDIEN

 

Politica, Bind 5 (1972) 3-4

3. ØKONOMISK UDVIKLING I INDIEN

Sven Bislev

Side 65

3.1. Udvikling

3.1.1. Udviklingsbegrebet

Det, der foretages i nærværende afsnit, er en omdefinering af det gængse udviklingsbegreb (eller af nogle af dem, der findes), idet problemet flyttes inden for den historiske materialismes teori og forsøges defineret der.

Den dominerende anvendelse af udviklingsbegrebet er "ud
vikling = økonomisk vækst". Det er ikke forbavsende, al den
stund økonomisk vækst med sikkerhed gavner de dominerende
klasser, de som lever af at tilegne sig merværdi: er merværdien
konstant, og øges omfanget af de kapitalistiske produktionsprocesser,
øges mængden af merværdi; dette er det eneste
sikre, idet de forskellige fordelinger og anvendelser af
løn og merværdi varierer med de konkrete forhold.

Der kan laves megen teori om problemerne med økonomisk
vækst, både teorier der udelukkende opererer med gængse økonomiske
begreber (vækst som en funktion af investeringer) inden
for mårginå listisk teori og behavioral i sti sk ideologi
(noget med opsparingsvi lje og foretagerånd) - og teorier, der
bevæger sig uden for dette og analyserer i sociologiske og
psykologiske "hindringer" for vækst (således essentielt Myrdal
i Asian Drama). Kritikken af disse teorier kan tilsvarende
tage udgangspunkt i enten en immanent kritik af de opstillede
hypoteser om vækst (1), eller en kritik af det teoretiske felt
og de grundlæggende hypoteser (2).

En problemstilling, der tager højde for kritikken, må dels
have et adækvat begreb om økonomisk vækst, dels et begrebsfelt,
som er dækkende for den problematik, der frembydes af de
konkrete "underudviklede" lande. Vækst-begrebet må omfatte dels
en opfattelse af, hvad der er den essentielle dynamiske fak-

Side 66

tor i en økonomisk vækstproces, dels et begreb for strukturernes
sammenføjning, som kan redegøre for sammenhængen mellem
økonomi, politik, ideologi og teori. De "underudviklede" lande
må fattes i deres konkrete, internationale, historiske
situation.

En ud vi kl i ngsteori i moderne forstand (før 2. Verdenskrig
stod ordet udvikling ikke for andet end ord som "bevægelse",
"dynamik", "tendens" m.v.) er, selv om den ikke er
begrænset til at handle om økonomisk vækst, en meget mekanistisk
ting: i selve begrebet ligger en opfattelse af udviklingen
som en selvkørende proces, eller i hvert fald en proces
der foregår ved hjælp af nogle bestemte, afgrænsede mekanismer,
som kun kan udvikle sig i en bestemt retning. Det
er desuden en i deologi sk teori, i kraft af denne opfattelse
om en bestemt retning for udviklingen - en opfattelse som
fungerer tilslørende for en bevidsthed om de forskellige alternati

Vi kan derfor ikke lave nogen særlig "udviklingsteori": en sådan udgør ikke noget særligt teoretisk felt og kan derfor ikke konstrueres. I virkeligheden fungerer udviklingen (i gammeldags forstand) i "udviklingslandene" som i "i-landene": der er tale om en række processer på alle tre strukturog praksisniveauer, med dominansforhold, forskydninger, klassekamp, etc. - teoretisk er der ikke nogen fundamental forskel på at analysere den ene og den anden slags land. Det er m.h.t. det konkrete objekt, at vi finder en forskel: de såkaldte u-lande udviser en række konkrete, typiske karakteristika, m.h.t. den økonomiske struktur, politikken og ideologien. Vi kan betegne dem som samfundsformationer i den kapitalistiske verdens periferi, hvormed vi har knyttet an til den af Samir Ami n fremstillede toeri om akkumulation i ver-

densskala. Hermed har vi angivet nøgle-begreberne for en analyse af "u-landene": det drejer sig om, med udgangspunkt i teorien om nogle specifikke mekanismer i den internationale økonomi (imperial ismeteori) at udlede de økonomiske, politiske og ideologiske implikationer af disse mekanismer - som i det konkrete er helt centrale for samfundsudvik l inaen i de

Side 67

pågældende lande. Det er altså ikke "udviklingen", der er
noget karakteristisk for de pågældende lande (hurtig økonomisk
vækst er jo heller ikke, konkret set, noget karakteristisk
for dem, oftest tværtimod!), men den økonomiske afhængighed.
Tilsvarende er dennes specifikke mekanismer det eneste,
der kan konstituere disse samfundsformationer som et
særligt teoretisk objekt.

3.1.2. Imperialismeteori

Imperialismeteorierne handler om "sammenstød" mellem pro
duktionsmåder, mellem kapitalistiske og ikke-kapital isti ske
produktionsmåder. Relationerne mellem disse bygger på manifestationen
af nogle modsætninger inden for den kapitalistiske
produktionsmåde; når disse er udviklet til et vist niveau,
fører de til at der, som et led i den "almindelige" udvidelse
af den kapitalistiske produktionsmåde (opløsning af småproduktionen,
udvikling af produktivkræfterne, er de "almindelige"
former) opstår en tendens til, at kapitalen eksporteres
til områder med ikke-kapital istisk produktionsmåde. Denne ten
dens opstår samtidig med monopoliseringen og oprettelsen af
finanskapitalens økonomiske dominans, idet den ligesom disse
er udtryk for et forsøg på at modvirke profitratens faldende
tendens. Samtidig er den afhængig af monopoliseringen, etc.,
for sin udførelse (3).

Forudsætningerne for en profitabel eksport af kapital
til de pågældende områder er to: for det første skal der findesen
eller anden begyndelse til en kapitalistisk produktionsmåde
- ellers er der jo ikke brug for kapital. For det
andet skal i denne kapitalistiske produktion produktivkræfternesudviklingsgrad
være lav - hvilket er en forudsætning
for en høj profitrate. Den første betingelse opfyldes i kraft
af h andel skapital ismen, som har placeret en mængde cirkulationskapitali
områder med dominans af ikke-kapital i sti ske
produktionsmåder, og som har introduceret pengeøkonomi og
derved gjort økonomien udadvendt (alt dette ved hjælp af alle
nødvendige, ikke-økonomiske midler) i disse områder (4). Den

Side 68

anden betingelse kunne synes hurtigt at forsvinde, når vest-europæiskkapital
introduceres: de af denne indførte teknikkerer
meget produktive og kunne således tænkes at føre til
en hurtig nivellering af profitraten. Men den særlige form
for kapitalistisk udvikling, som finder sted her i kapitalismensperiferi,
gør at profitraten kan forblive høj, enten
på grund af monopolstilling i forbindelse med en råvare (olie,
kobber, guld m.v.) eller på grund af sameksistensen med ikkekapital
i sti ske produktionsmåder. Disse får nu en helt ny funktion,nemlig
den at levere billig arbejdskraft til de kapitalistiskeproduktionsprocesser
i samfundsformationen; billig
arbejdskraft er arbejdskraft, der ikke betales efter de reproduktionsomkostninger,der
ville gælde, hvis arbejderne var
integreret i den kapitalistiske økonomi (5).

Denne form for integration i den kapitalistiske produktionsmådes
system skaber for periferien (som altså er de områder,
hvor kapitalismen er opstået som følge af et "initiativ",
en "aggression" fra de udviklede kapitalistiske samfundsformationer)
en række særlige strukturelle karakteristika.
For det første er der en væsentlig ulighed i p rod uktivitet
mellem de økonomiske sektorer, mellem landbrug og
industri, eksport- og hjemmemarkedserhverv, sekundære og
tertiære sektorer. Denne ulighed skyldes, at de udviklede
landes (centerets) prisstruktur, dannet på baggrund af en hel
mængde udlignende mekanismer (for arbejdsløn, arbejdstid, profitrate,
etc.) gennem verdensmarkedet overføres til periferien,
hvor de teknologiske betingelser er anderledes, og hvor
de udlignende mekanismer mangler (6).

For det andet er der en manglende sammenhæng mellem de
økonomiske sektorer og regioner; vskst i en sektor/region behøver
ikke at føre til vækst i andre, udviklingsprocesserne
centreres om de allerede udviklede punkter og kommer ikke af
sig selv videre. Grunden er, at hver sektor, hver region,
hvert firma er separat integreret med udlandet i stedet for
med de 'andre tilsvarende enheder i den nationale økonomi.

For det tredie er økonomien domineret fra udlandet i flere
henseender: handel, finansiering og valuta er tre væsentlige
områder, hvor centerets dominans er tydelig. For handelen

Side 69

gælder, at mens landene i centeret handler mest med sig selv,
må periferiens lande hovedsagelig handle med centeret, en
handel som, da den for centeret er kvantitativt marginal,
foregår hovedsagelig på dettes betingelser. Centrets finansiering
af størstedelen af investeringerne i periferien -
bortset fra de offentlige investeringer i infrastruktur -
fører til dels en udenlandsk kontrol over de vigtigste potentielle
vækstcentre, dels en eksport af profitter, som
belaster betalingsbalancen og gør landet afhængig af udenlandsk
offentlig bistand. Denne gives ofte i låneform og er
således blot en udskydelse af tidspunktet for belastningen.

For det fjerde er der i periferien en forvridning iretning af produktion for eksport. Dette hænger sammen med centerets handelsmæssige og finansielle dominans, der skaber en større rentabilitet i eksportproduktionen end andre stede

For det femte en forvridning i retning af uproduktive,
"tertiære" sektorer, som skyldes konkurrencen fra de højt
produktive industrier i centeret (denne forhindrer produktive
investeringer for periferiens kapital), skjult arbejdsløshed
(som bevirker en opsvulmning af småhandel m.v.) og
de høje jordværdier (idet indkomsten fra jord anbringes i
likvid opsparing i stedet for produktive investeringer).

For det sjette en forvridning i retning af "lette" industrigrene og, sekundært, "let" teknik, d.v.s. i retning af industrier, der anvender relativt megen arbejdskraft pr. kapitalenhed, i små enheder.

De tre sidstnævntes s trukturel le karakteristika skal ses i sammenhæng med den ulige internationale specialisering, som pålægger periferien en rolle som leverandør af billig arbejds kraft til produktion for centeret.

3.1.3. Planlægning for udvikling

Kolonimagtens forsvinden ved opnåelsen af den konstitutionelleselvstændighed
for de tidligere kolonier betyder,
at et klassemæssigt tomrum opstår; det udfyldes kun delvis af

Side 70

den kapitalistklasse, som efterlades, og som får større spillerum,samt af kolonimagtens tilbageblevne økonomiske agenter Resten af tomrummet vil statens funktionærer søge at fylde ud ved at konstituere sig som klasse. Afhængigt af de konkrete omstændigheder m.h.t. administrationens, hærens, politiets, retsvæsenets m.v. opbygning og tradition, vil det være et eller flere af disse apparater, som før eller siden må fyldetomrummet op. Det vedbliver nemlig at eksistere, så længe en væsentlig del af økonomien er dirigeret fra udlandet. I lande med en stærk kapitalistklasse vil fænomenet blot slå igennem som en særlig autonomi for bureaukrati et, knyttet til nationalistiske, populistiske eller middelklasse-socialistiskeideologier.

Det er i denne sammenhæng af en særlig stilling for
bureaukratiet - der kan gå så langt som konstitueringen af en
statsmonopolkapital istisk dominans - at planlægningen skal
ses, for så vidt angår klassekampsfeltet. En anden sammenhæng
som knytter planlægningen (og statsmonopolkapital ismen) teoretisk
til de ligeledes benævnte fænomener i centeret, er
planlægningens sammenhæng med monopolkapital ismens økonomiske
struktur, som på grund af centerets dominans indføjes i
periferi ens samfunds format i one r.

Monopolkapital ismen hviler teknologisk på den "anden industrielle
revolution": det vældige spring fremad, som betinge
des af udviklingerne i kemisk industri, olieindustri/
transport, stålindustri, etc., i slutningen af det 19. rhundrede.
er blevet en produktivkraft uden sidestykke,
og produktionsanlæggenes størrelse og kompleksitet har
antaget enorme dimensioner. Det samme har, som følge af netop
disse forhold, konsekvenserne af økonomiske kriser, og de øko
nomiske konsekvenser af politiske konflikter. Samtidig med,
at krisernes konsekvenser er vokset, er der en øget mulighed
for kapitalisterne for selv at påvirke økonomiske forløb, og
for at planlægge produktionen. Denne påvirknings mulighed og
forudsigelighed skyldes kapitalens koncentration: enhedernes
voksende størrelse, kartel aftal er, indsigt i konkurrenternes
strategier, egne muligheder for at dirigere markedet, etc.

Side 71

Det næste trin i processen mod "orden" og forudsigelighed
er da at involvere staten som et middel til ordenens opretholdelse,
og som et organ til indsamling af information (7).

Monopol kapi tå li smen i periferien er naturligvis en særlig
form af denne økonomiske struktur. Ligeledes antager de
statsmonopolkapital i sti ske elementer en særlig karakter, betinget
af periferiens strukturelle karakteristika: "samspillet"
mellem den statslige kapital, der er anbragt i "tung"
industri og infrastruktur, den udenlandske kapital, der dominerer
den industrielle produktion, og landbrugskapitalismens
eksportprægede struktur, er vigtigst her.

Planlægningsstadiet, det (stats-)monopolistiske stadium,
udviser karakteristiske træk i spørgsmålet om statens legi -
ti mi tet: det drejer sig om en dominans af den udøvende magt
over den lovgivende magt. Denne dominans betyder, at den hegemoniske
klasse/fraktion har organiseret sin hegemoni i den
udøvende magt - som er et magtcentrum og et bestemt funktionsprincip
for statens strukturer. Hegemonien opnås bl.a.
gennem en ideologisk proces - og tilsvarende er der særlige
ideologiske processer forbundne med en dominans af den udøvende
magt: særlig en vækst i de karismatiske elementer i statens
legitimitet, og en direkte forbindelse inden for repræsentationsforestillingerne
mellem staten og de sociale klasser
(8).

Planlægningen er et vigtigt middel i monopolkapital ens/
statens ideologiske klassekamp mod de undertrykte klasser. I
betragtning af den ringe mulighed for en virkelig planlægning/
styring af økonomien, som altid gælder i en kapitalistisk
samfundsformation (cf. begrebet "anticipatory plans" (9))
synes det rimeligt at antage, at planlægningens hovedfunktion
er den ideologiske, idet den økonomiske funktion varetages
af den løbende økonomiske politik. Planlægningen har
ikke nogen fra denne signifikant forskellig funktion ud over
den ideologiske (- som allerede ligger i ordet "plan"). Dette
overflødiggør dog ikke et studium af, hvilken rolle planlægningsapparatet
spiller inden for statens økonomiske funkti
en.

Side 72

Den dominerende ideologi i det (stats-)monopolkapitali
sti ske samfund er den, ved hjælp af hvilken monopolkapitalen
indretter/legitimerer sin hegemoni i samfundsformationen,
en hegemoni, som for statens vedkommende er indrettet på den
udøvende magts plads. Svarende til dette (og til at monopoliseringen
indebærer en udvikling af vi denskaben som produktivkraft
og en højere grad af organisering i kapitalens økonomiske
praksis) kan man betegne den struktur af tanker,
forestillinger, vurderinger, m.v., som udgør monopolkapitalens
ideologi som "teknokrati sme" eller "s cientis me". Den
indeholder forskellige principper, som muliggør monopolkapitalens
hegemoni, d.v.s. dens identifikation med folket -
nationen, med almenvellet: en afpolitisering af væsentlige
objekter for klassekampen (som reduceres til problemer for
økonomisk-teknisk "videnskab"), en reduktion af filosofiskteoretiske
problemer ved hjælp af empirisme, "kvantitå visme"
til tekniske problemer, og en legitimering af kapitalkoncentrationen,
der kaldes "strukturrationalisering" og effektivisering.

Planlægningens konkrete ideologi er modificeret med elementer
af andre ideologier end den teknokratiske: magtfetischismen
(stats-"di ri gisme" , korporativ ideologi), individualismen
(diskussion om demokrati/pianlægning), populismen
(planlægning som "socialisme", velfærdsstat/social -reformisme)
Hver af disse underordnede ideologiske helheder har en egen
baggrund i en social klasses interesser, men dele af den føjes
ind i en helhed af dominerende kapitalistisk, ideologi (10)

3.2. DEN INDISKE ØKONOMI

Denne del af fremstillingen vil blive koncentreret om det
økonomiske niveau i den indiske samfundsformation efter uaf-

hængigheden. Det sker ud fra en antagelse om, at det er Indiens placering internationalt, som et led i den kapitalistiske periferi, som udgør den dominerende faktor for udviklingen af samfundsformationen - og at de vigtigste mekanismer i denne placering er økonomiske mekanismer. Fremstillingen

Side 73

koncentreres om konkrete forhold - men heraf følger ikke, at begrebsudviklingen bør standse her; i virkeligheden ligger der en række problematiske begrebsanvendelser i den konkrete beskrivelse, som det vil fremgå af det følgende.

3.2.1. Forholdet mellem de økonomiske sektorer

Sami r Ami n karakteriserer (jvf. ovf. 3.1.2.) forholdet
mellem de økonomiske sektorer som et forhold af manglende
sammenhæng og af store forskelle i produktivitet. Produkti vi -
teten kan man få et groft mål for ved at sammenholde antallet
af erhvervsaktive i f.eks. landbrug og industri med deres
andel af nationalindkomsten. Lige efter uafhængigheden
var industrien (ind. minedrift og småvirksomheder, hvilket
reducerer forskellen) knap 2\ gang så produktiv som landbruget
(11). Det samme var tilfældet i 1960-61 (12).Landbruget
er 1961-69 blevet 12% mere produktivt (13), industri
m.v. ligeså (14) - der er altså ikke nogen synlig tendens
til udligning af produktiviteten for sektorerne som helhed.
Ser man på de landbrug, som har gavn af den grønne revolutions
tekniske forbedringer, kan man nok der konstatere en
produktivitet, der vokser hurtigere end industrien m.v.'s
gennemsnit - men tilsvarende vil naturligvis gælde de mest
avancerede sektorer af industrien. Særlig signifikant er forskellen
i produktivitet mellem den gandhiansk inspirerede
småproduktion og de moderne storindustrier.

Den manglende sammenhæng er dels et spørgsmål om en vertikal
integration af produktionen, dels et spørgsmål om den
akkumulerede kapitals bevægelser mellem sektorerne. Verti kål
i ntegrati on afhænger af: råstofforekomster, teknologi, efterspørgsel/markedsstruktur
og ejerforhold. Indien besidder selv
de nødvendige råvarer til langt størstedelen af sin industrielle
produktion, og råvareproblemer har ikke været nogen hindring
for opbygningen af vertikalt integrerede produktionsgrene.
Den nødvendige tekniske viden har også været til stede
i form af relativt mange uddannede teknikere, og i form af
store virksomheder med en lang erfaring i mange forskellige

Side 74

produktioner. Men den indenlandske efterspørgsel har været et problem: der er i landbruget en så høj grad af selvforsyning og en så lav indtjening, at landbruget kun i ringe udstrækning har kunnet tjene som marked for industriens varer. På det sidste er der kommet gang i landbrugets kapitalisering, hvilket vil sige dets efterspørgsel efter kapitalgoder men netop samtidig er der åbnet udenlandsk kapital yderligere adgang til at levere disse kapitalgoder. Desuden er det endnu relativt små enklaver, der har del i denne udvikling. Industriens efterspørgsel efter forbrugsvarer fra landbruget er også relativ lille: arbejdernes lønniveau er lavt og deres antal i forhold til landbrugssektoren lille - og kapitalisterne retter i højere grad deres efterspørgsel i retning af luksusvarer, ofte med et højt importindhold. Dette forhold skærpes af den monopolistiske struktur, der koncentrerer profitten på færre hænder. Endvidere skærpes det af, at en temmelig stor del af industrien stadig er på udenlandske hænder - et forhold, der vil blive behandlet nærmere i næs te afs ni t.

Nogle vækstrater for industri og landbrug kan illustrere
forholdet ved at vise, at satsningen i udviklingspolitikken
på industrien ikke slår igennem på landbruget:
Vækst i produktionen (15) Landbrug Industri

1. Plan (1951/52-55/56) gnst. 4,1% p.a. 6,1% p.a. (51-55)
2. - (1956/57-60/61) - 3J% p.a. 8,0% p.a. (55-60)
3. - (1961/62-64/65) - 3,3% p.a. 10,8% p.a.
1961/62 2,2% p.a. 8,2% p.a.
1962/63 0,2% p.a. 9,6% p.a.
1963/64 3,4% p.a. 9,2% p.a.
1964/65 *8,1% p.a. 8,8% p.a.
1965/66 t 2,7% p.a. 5,3% p.a.
1966/67 0,7% p.a. 0,2% p.a.
1967/68 6,2% p.a. 0,5% p.a.
1968/69 8,4% p.a. 6,2% p.a.
1969 ? 7,1% p. a.
1970 ? 4,7% p.a.'

Side 75

Samtidig ses det, at tørken slår (forsinket) igennem
i industrien - at landbrugets efterspørgsel og især råvareleverancer
har betydning for industrien. Væksten i landbrugets
produktion kommer i gang samtidig med satsningen på den
grønne revolution - herved illustreres statens vigtige direkte,rolle
i kapitalakkumulationen, i dirigeringen af investeringerne:
den grønne revolution er nok en satsning på den
private sektor, men det er et initiativ i statsligt regi,
ikke nogen "autonom" udvikling inden for økonomien. En sammenhæng
mellem sektorerne m.h.t. akkumulation af kapital skul
le give sig udtryk i, at den sektor, der spiller den største
rolle for akkumulationen skulle investere i den anden og
dermed forøge den andens produktivitet - d.v.s. at industrikapitalen
skulle investere i landbruget. Det er netop, hvad
der ikke er sket, og det er det, der er baggrunden for, at
regeringen forsøger at tilføre landbruget kapital i den nye
udviklingsstrategi - ikke så meget ved at forøge landbrugets
andel i udviklingsudgifterne, som ved at koncentrere landbrugskapitalen.
Før den bevidste kapital iseringspol itik påbegyndtes,
skete formentlig mest akkumulering af kapital
i landbruget uden for pengeøkonomien - i form af landbrugernes
arbejde med at forbedre dyrkningsbetingelserne i lille
skala (16). Denne akkumulation kan ikke overføres til industrien
- i modsætning til den kapital, der skabes i f.eks.
plantageproduktionen. Den har til gengæld i høj grad været
udenlandsk ejet. Industrikapital en er hovedsagelig kommet
fra handelskapitalen - og handelskapitalen har været koncentreret
i nogle få fællesskaber, hvilket sammen med den lille
og usikre efterspørgsel og konkurrencen fra udlandet udgør
baggrunden for industrikapitalens tidlige koncentration (17).

3.2.2. Den udenlandske dominans

Virkningerne af den udenlandske dominans på det økonomiske niveau viser sig en lang række steder, og de mekanismer, hvorigennem dominansen virker, er flere; men udenrigshandel og udenlandske investeringer er to konkrete felter,

Side 76

hvorom man kan centrere beskrivelsen.

3.2.2.1. Udenrigshandelen som dominans-kanal har to hovedfunktioner:
den er udbytningsmekanisme (det ulige bytte)
og den er mekanisme for afhængighed, i kraft af importbehovet/nødvendigheden
af ligevægt på betalingsbalancen.

Det ulige bytte kan illustreres ved et simpelt eksempel:
antal, at en indisk arbejder ved 100 timers arbejde
fremstiller produkter til en værdi (= pris) af 100£. For
disse 100£ kan han i kraft af den højere arbejdsløn i Vesteuropa
kun indkøbe f.eks. engelske varer, til hvis fremstilx}

ling der er medgået måske 66 timer '. Dette bytte implicerer
altså en overførsel af værdi fra periferi til center -
eller anderledes udtrykt, er det en mekanisme til opretholdelse
af en lavere levestandard i periferien, hvor man skal
arbejde flere timer for det samme kvantum varer.

Det ulige bytte forudsætter en forskel i arbejdsløn, som
helt utvivlsomt er til stede mellem Indien og dets handelspartnere.
Det kan konstateres allerede ud fra nationalindkomst
en pr. capita, der f.eks. i 1970 var ca. 20 gange så høj i
Danmark som i Indien (18). USA og Vesteuropa (+ Sterlingområdet)
står stadigvæk for over 50% af Indiens eksport og
omtrent den samme andel af importen (19).

En vis form af det ulige bytte hviler på en forskel i



x) i eksemplet er antaget flg.: hvilket giver v c m p V = PMQ Indien o,l£ 0,5£ 0,4£ 0,4£ 1,0 £ 4 2/3 England 0,5- 0,5- 0,5- 0,5- 1,5 £ l 1/2 Hvor v = variabel kapital, c = konstant kapital, m = merværdi, p = profit, V = værdi, P = produktionspris, M =' merværdi rate, Q = profitrate.

Side 77

i arbejdsløn er her parallel med en forskel i produktivitet.
Det ulige bytte i snæver forstand opstår ved en handel med
varer, der fremstilles med lige stor produktivitet, men på
baggrund af en stor forskel i arbejdsløn. Dette gælder en
række af Indiens "ikke-traditionell e" eksportprodukter, der
kommer fra de "moderne" sektorer af indisk økonomi, over for
størstedelen af importen incl. det amerikanske korn, som
produceres på højt produktive landbrug. Gennem den indiske
eksport overføres altså værdi til det kapitalistiske center;omfanget
af overførslerne afhænger af sammensætning af
eksporten, forskel i arbejdsløn og profitrate etc. og vil
ikke blive forsøgt skønnet her. Ami n beregner for hele periferienen
overførsel på 8 mia. U.S.$ alene for periferienseksport
af varer fra de ultra-moderne sektorer: olie,
miner, moderne plantager. Hans forudsætninger er nogenlunde
de samme som i det ovenfor givne eksempel. Indiens eksport
af produkter fra moderne industri, miner og plantager var
1969/70 af størrelsesordenen l mia. $ (20). Hvis værdien var
gennemsnitlig 30% højere end prisen (som antaget af Ami n),
ville dette indebære en værdi overførsel på 300 mill. $ alene
for disse produkter, der udgør omkring halvdelen af den samledeeksport,
svarende til alle de i 4. Plan nævnte udgiftertil
elementær uddannelse i hele Indien (at de er med i
planen, vil sige at udgifterne går til udvidelse af uddannelsen)for

Det ulige bytte er således et begreb for økonomisk udbytning af periferien. Betal i ngsbalancen, som nu kort skal omtales, er bare et ord for et konkret mål på nogle årlige betalinger; men dens stilling er noget, som af specifikke årsager har høj prioritet i den kapitalistiske verden. Den specielle økonomiske struktur i periferien giver anledning til en stadig tendens til underskud på betalingsbalancen - og denne tendens bevirker en styrkelse af centerets domi-

nans.

Fra 1948 frem til slutningen af 1. planperiode (1956)
viste handelsbalancen et moderat underskud: | - l mia. Rs. ,
idet eksporten (X) lå omkring 4J - 6 mia. og importen (M)

Side 78

omkring 5J - 7. Under 2. Plan stagnerer X, mens M stiger, i
1962/63 er stillingen: X = 7 mia., M = 11 mia., underskuddet
godt 4. Op til -66, d.v.s. slutningen af 3. Plan, når X ikke
højere end ca. 8 mia., M vokser til 14 mia. og underskuddet
dermed til 6 mia., i.e. 75% af eksporten! En kraftig devalueringer
nu nødvendig, men devaluerer 36,5%, og importen
falder ca. 25%. En meget aktiv eksportpolitik får eksporten
til at stige i de følgende år, og handelsunderskuddet kommer
i 70/71 helt ned omkring J-l mia., i kraft af importreguleringerder
bl.a. ofte hæfter en klausul om eksportpligt på
importtilladelser. Devalueringen fik kun svage inflationsfremmendevirkninger,
bl.a. i kraft af, at der lagdes en
eksportafgift på de produkter, for hvilke der kun kunne påregnesen
lav priselasticitet (21).

I f.eks. 1969/70 opvejedes det lave handelsunderskud på
1,8 mia. Rs. (12% af X) af en rente-, afdrags- og profitbyrde
m.h.t. udenlandske lån og investeringer på 1,9 mia. Rs.
Det totale underskud ind. kapi tal pos terne blev på 6,4 mia.
Rs. Det opvejedes af en udenlandsk bistand (77% lån) på 7,8
mi a. Rs. (22).

Af dette eksempel ses udenrigshandelens funktion som dominansmekanisme: forsøget på at industrialisere Indien fører til et stort behov for at importere kapitalvarer, og derved en tendens til et stadig voksende underskud på betalingsbalancen. lancen.For at bekæmpe denne tendens må man devaluere, hvorved vedimporten falder og udviklingstakten nedsættes (mangel på kapital varer) - uden at eksporten af sig selv går frem (den internationale konkurrence): dertil kræves yderligere forbrug af den knappe bestand af industriel kapacitet, som havde været gavnligere anvendt i produktion for hjemmemarkedet (set ud fra et udvik l ingssy ns punkt). Forsøgene på at omgå denne onde cirkel består i at acceptere udenlandske investeringer eller udenlandske lån ("bistand") dels for ved kapital import at stoppe hullet i betalingsbalancen, dels for ved import af teknologi at accellerere udviklingstakten; de nødvendige betalinger til udlandet af renter, afdrag og profitter fører så til, at alle onder optræder samtidig: underskud på beta-

Side 79

l ingsbal ancen, skrappe importrestriktioner, forcering af eksportproduktionen, udenlandsk styring af økonomien, voksende gæld, voksende betalingsforpligtelser. Herved vokser behovet for yderligere lån og kreditter, d.v.s. afhængigheden af ud-1

3.2.2.2. Udenlandske investeringer må også studeres som dels
en mekanisme for udøvelsen af udenlandsk dominans over Indien,
en,dels en mekanisme for udbytning, d.v.s. overførsel af
økonomisk overskud til udlandet.

Begrebet økonomisk overskud (23) kan være nyttigt i en
analyse af udenlandske investeringer. Det fakti ske økonomiske
overskud består i forskellen mellem samfundets faktiske (aktuelle)
produktion og dets forbrug. Det inkluderer således kun
den del af merværdien, der akkumuleres, ikke statens uproduktive
udgifter og ikke kapitalisternes forbrug. Det potenti
elle økonomiske overskud er forskellen på, hvad der kunne
produceres under givne naturlige, teknologiske og ressourcemæssige
forhold, og det nødvendige forbrug. M.h.t. nødvendige
udgifter til statsvirksomhed og kapitalisternes forbrug
er det således mindre end merværdien - men større m.h.t. en

mulig produktionsudvidelse ved en omorganisering af produktionen.

Udenlandske nyinvesteringer i Indien har 1966/67-69/70
tilsammen udgjort 156 mi 11.$ (stigende tendens: -66/67
25,8 mill., -69/70 45,1) - men betalingerne til udenlandske
investorer har udgjort 1253 mi l l.s (steget fra 291 til 335
i nævnte år) (24). Og så er der kun tale om de betalinger
til udenlandske investorer, der sendes ud af landet. En stor
del af profitten af udenlandske investeringer bliver, reinvesteres
i Indien.

Udbytningen af Indien gennem udenlandske investeringer træder kvantitativt frem i de nævnte tal. Den byrde, de lægger på det indiske samfund, kan illustreres af, at summen af renter og profitter m.v. til udlandet for private kreditter i 1969/70 var 1/7, ca. 14% af summen af Indiens eksport (lægges amortiseringen på statslån til, får vi en samlet gælds-

Side 80

"byrde på 28%). Endvidere anvendes en stor del af de i Indien
opnåede profitter til udbetaling af løn til indere og udlændinge
med en "international levestandard", d.v.s. et forbrug
med en høj importkvote (den private sektor er siden begyndelsen
af 60'erne førende m.h.t. toplønninger). Der er altså
tale om, at en betydelig del af det økonomiske overskud, der
produceres i Indien, føres ud af landet - dels om, at potentielt
økonomisk overskud ikke realiseres på grund af kapitalisternes
luksusforbrug. At den udenlandske sektors andel
af det økonomiske overskud er betydelig, fremgår bl.a.
af, at dens gennemsnitlige profitrate er (eller, med forbehold
for tallenes alder, var) højere end indiske selskabers:
12,7% for udenlandsk kontrollerede selskaber mod 8,4 for indisk
kontrollerede i 1957/61. De udenlandske selskaber opererer
ofte i brancher, hvor der er en monopolistisk tillægsprofit
at hente - desuden har de en salgsmæssig fordel i
at lancere udenlandske produkter, de er ofte mere effektivt
drevne, og de har lettere adgang til lånekapital (25).

Dominans - funktionen er et begreb for de udenlandske
investeringer som et led i den mekanisme, hvorved centerets
bourgeoisi udøver dominans over samfundsformationerne i
periferien. Denne dominans består først og fremmest i dets
økonomiske magt: dets besiddelse af store mængder kapital, og
dets evne til at anvende denne kapital, d.v.s. dispositionen
over produktions- og organisations-teknik af høj effektivitet.
I mange brancher har centerets bourgeoisi (her: nogle
ganske få, store multinationale koncerner) et effektivt monopol
på visse teknikker - et monopol der kan bruges til effektivere
at udnytte den magt, der ligger i selve kapitalbesiddelsen.

En situationsbeskrivelse for 1961 (26) giver et indtryk
af den måde, hvorpå den økonomiske magt konkret udøves. De
samlede udenlandske investeringer havde kostet 5.800 mill. Rs
deres daværende værdi var på over 14 mia. Rs. (nettoimporten
af kapital 1948-61: 1,3 mia., rein vesterede profitter 1,8 mia
en værdistigning på allerede investeret kapital på små 4 mia.
altså: udlandsgælden øges med 440% af kapi tal i mporten '. ).

Side 81

Deres placering var: 38% i fremstillingsindustri (medicinalvarer, cigaretter og tobak, metal-, tekstil-, el- og gummiindustri), 18% i te, 26% i olie, rest 18%. Et nærmere studium af firmaer og brancher viser, at

(1) den type industri, der kontrolleres af udenlandsk kapital, er: ny, teknologisk kompleks, patent-beskyt tet, med store, ukontrol lerede profitmarginer. Mere i produktion af kapitalgoder end i forbrugsvarer, mere know-how end massive kapital in vesteringer, mere luksusvarer end masseforbrugsvarer.

(2) Et lille antal store, multinationale firmaer går
igen i flere brancher: Hindustan Lever, Burmah Oil,
ICI, Dunlop, Firestone, Swedish Match, Montecatini.

(3) Store udenlandske firmaer agerer ofte som konsulenter
og leverandører ved større statslige projekter.

(4) Hvor udenlandsk kapital har et monopol eller oligo-

pol, griber staten ind, med støtte til indisk kapital eller ved egen deltagelse - en politik der synes mindre markeret i senere år, og som i hvert fald ikke omtales særlig ivrigt i statslige publikationer (27).

(5) Udenlandsk kontrollerede firmaer har et meget stort
antal repræsentanter i statens økonomiske organer.

Den økonomiske magt udøves i et samarbejde mellem firmaer
og regeringer. Særlig USA og Verdensbanken har været ivrige
for at fremme den private kapitals sag i Indien, og den
statslige/internationale økonomiske bistand har her været et
effektivt pressionsmiddel (28). Der er her tale om, at den
økonomiske magt, som firmaerne besidder i deres hjemlande,
anvendes til udøvelse af politisk magt: til direkte tryk
på statslige organer, som derefter handler på firmaernes præmisser
(28a). Også den indiske stat er udsat for en politisk
magtudøvelse til fordel for de udenlandske investeringer -
den giver sig udslag i en meget konstant og meget intensiv
præference for vestlig, privat projektbistand frem for østlig,
selv hvor projekternes omfang og kvalitet derved nedsættes

Side 82

DIVL3779

Dominans funktionen udøves således dels ved kontrol over væsentlige dele af Indiens økonomiske overskud, dels ved en politisk magt, der fungerer gennem staternes økonomiske organer (bistandsorganer i USA - økonomiske råd og kommissioner i Indien). Men der er ikke nogen direkte politisk organisering af det udenlandske borgerskab i Indien, og den indiske stat har derfor muligheden for at handle i modstrid med udlændingenes økonomiske interesser, i højere grad end med den indiske storkapitals, hvilket den også har gjort. Denne særlige autonomi mindskes lidt af det omfang, hvori indiske firmaer er forbundet med udenlandske i form af associeringsaftaler socieringsaftalervedrørende kredit, finansiering, teknologi etc. og derfor har fælles interesser med den udenlandske kapital. I et vist omfang synes disse fælles interesser at vige til fordel for den indiske kapitals egne interesser - hvorved der kan opstå modsætninger mellem indisk kapital på den ene side og regeringen + udlandet på den anden

Side 84


NOTER TIL AFSNIT 3

(1) F.eks. Myrdals kritik af Rostow, i Asian Drama, 1847 ff.

(2) Franks kritik af den amerikanske skole

(3) Lenin, Kap. I-IV

(4) Amin, Ch. 11, Sect. I

(5) Ibid. , 75, 80, 101-02, 104-05

(6) Resten af dette afsnit er et referat af Amin, 297-335, 197-255

(7) Delilez, 14 f. (forord af Bettelheim), 44 f.

(8) Poulantzas, 336-66

(9) Bettelheim, 147

(10) Delilez, 39-45, diskuterer samme problem inden for en anden teori, men med bemærkelsesværdigt lignende resultater

(11 ) Bettelheim, 2 og 4

(12) Statistisk Årbog 1970 (Danmark), 500, Ec. Survey, 80

(13) Ec. Survey, 81

(14) 4. Plan, 429, Ec. Survey, 92

(15) 4. Plan, 117 f., 296, Ec. Survey, 14, 81, Bettelheim, 236

(16) Bettelheim, 277 f.

(17) Ibid. , 62

(18) Fra Statistisk Årbog og Ec. Survey

(19) Bettelheim, 305, 4. Plan, 97, 102

(20) Ec. Survey, 146 f.

(21) Ibid., 144 ff., 4. Plan, 94 f., 102, Bettelheim, 329

(22) Ec. Survey, 51 ff., 138 f.

(23) Baran, 22 f.

(24) Ec. Survey, 140 f.

(25) Kidron, 224 ff.

(26) Ibid., 185-237

(27) Den indiske regering giver så godt som ingen oplysninger om hverken udenlandsk kapitals rolle eller sit eget syn på denne rolle: Kidron, 185, 4. Plan og Ec. Survey, passim. For kilder til regeringens holdning, se Eldridge, n. 6 og 7, 255 f.

(28) Ki'dron, 162 ff. , 117 f., 237, Bettelheim, 312

(28a) Eldridge, 157

(29) Kidron, 163 samt forskellige eksempler, passim, se f.eks. referencer i foregående note

(30) Bettelheim, 312, Eldridge, 159

litteratur til afsnit 3

(Det understregede er de benyttede forkortelser)

Samir Amin , L' accumulation a l'echelle mondiale, Paris-Dakar
1970

Paul A. Baran, The Political Economy of Growth, New York 1957

Charles Bettelhei m, India Independent, London 1968

Jean-Pierre Delilez, La Planification dans les Pays d'Economie
1966

Capitaliste, Mouton
Survey 1970-71, Govt. of India Press, Delhi 1971

Economic
P.J. Eldri dge, The Politics of Foreign Aid in India, London
1969

Fourth (4_._) Five Year Plan, PC, Govt. of India, Delhi 1970

André Gunder Frank, Sociology of Development..., Stockholm 1969

Michael Ki dron, Foreign Investments in India, London 1965

V.I. Lenin, Imperialismen som Kapitalismens højeste Fase,
København 1946

Nicos Poulantzas, Politisk Makt och Sociala Klasser, Goteborg
1968

Refbacks (eksterne referencer)

  • Der er p.t. ingen refbacks.
Denne webside bruger cookies til at lave statistik over trafikken på siden. Ved at klikke videre accepterer du brugen af cookies.
OK


Hosted af Det Kongelige Bibliotek - Danmarks National Bibliotek og Københavns Universitets Bibliotek / Hosted by the Royal Library - National Library of Denmark and Copenhagen University Library