Mary Dau, Hansen og Ivanov. Afspændingen mellem Øst og Vest, København: Borgen, 1985, 310 s., 168,00kr.

Den første fejl i Hansen og Ivanov optræder på 2. side, hvor Mary Dau skriver: "Denne
bog er ikke tænkt som et bidrag til den videnskabelige debat om afspændingens

væsen". Det er den ikke desto mindre blevet. Sammenlignet med den videnskabelige litteratur om afspænding gør Mary Daus bog sig godt. Dermed er ikke sagt, at den skulle være uproblematisk eller have sagt det sidste ord om "afspændingens væsen". I dansk afspændings-litteratur har hun nærmere sagt de første!

Mary Dau har på orlov fra den danske udenrigstjeneste skrevet en fortrinlig bog om afspændingen. Ingen tvivl om, at den kommer til at leve op til hendes "håb, at den vil kunne interessere læsere uden for eksperternes kreds, som på den ene og den anden måde føler sig engageret i de tidens problemer, der tages op i de enkelte kapitler".

Disse kapitler handler om våbenkontrolforhandlingerne (kap. 111-V), om sikkerhedskonferencen og dens opfølgning (kap. VI-VII), og om øst-vest kontakter såvel bilateralt-politisk som kulturelt/videnskabeligt, økonomisk og folkeligt (kap. VIIIXI). Før dette findes en indledning om "baggrunden for afspændingen" (et rids over efterkrigstidens udvikling mellem supermagterne, i Europa og særligt omkring Tysklands-spørgsmålet) og to kapitler om afspænding og Østeuropa.

Hovedproblemet ved bogen er - firkantet sagt - at den kun omhandler afspændingens udstrækning, ikke dens intensitet. Der er 11 forskellige kapitler om afspændingen mellem Øst og Vest, men ikke en egentlig diskussion af, hvad det er, der gør alt dette til netop afspænding. Forfatteren giver en definition på afspænding (Seidenfadenrapportens) - men den udlægges eller operationaliseres ikke, hvilket ville være nødvendigt for at den kunne styre emnevalg og struktur. Det betyder for det første, at der ikke er argumenteret for at det, der her behandles, er afspændingen. For det andet - og mere væsentligt - får det konsekvenser for ræsonnementerne, for substansen.

Der savnes en diskussion af afspændings-processers logiske struktur; særligt af forholdet til andre begreber. Mary Dau taler ofte om afspændingens betingelser og begrænsninger. Men det nødvendiggør en diskussion af, hvad afspænding handler om, hvad den arbejder på, og hvad den netop ikke forsøger at ændre; hvad den lader urørt.

Netop i forbindelse med afspænding er dette vigtigt: efter min opfattelse er det netop afspændingens kerne, at den er "reformistisk" international politik. Den er ikke radikal, ikke system-ændrende. Den indeholder altid et mål af konservatisme. Den er en særegen kombination af forandring og status quo-accept. Det svære er at definere den specifikke formel for denne kombination. Derfor er det problematisk netop i en bog om afspænding at undlade en sådan mere begrebslogisk diskussion.

Og det har konsekvenser for bogen! For eksempel er det uklart, hvordan og hvorfor den kan munde ud i "de helt brede, folkelige kontakter" (s. 49). Altså, at kontakter mellem almindelige mennesker er en nødvendig del af afspændingen. Med placeringen sidst, med bogens titel og i flere formuleringer (s. 49, 278, 304f.) antydes, at "Hansen og Ivanov" er slutpunktet for Mary Daus ræsonnement! Er det afspænding? Kan disse processer det, som afspænding ifølge Mary Dau skal kunne (jfr. Seidenfaden-definitionen) ?

Disse kontakter er sikkert positive, de nedbryder mistillid og udrydder misforståelser - men Mary Daus definition af afspænding var ikke så psykologisk. Den gik mere på forholdet mellem staterne! Seidenfadens afspændings-definition lægger op til afspænding i den diplomatiske tradition. Mary Dau får ikke argumenteret for, at Hansen og Ivanov så kan tage fat, hvor staterne holder op. Er det ganske uproblematisk at

sammenføje disse to forskellige processer? Er det den samme afspænding, vi taler om i kapitel VI om Helsinki-forhandlingerne og i kapitel XI om "Hansen og Ivanov". Hvad er sammenhængen mellem strategisk rustningskontrol og sportssamkvem, mellem militærøvelser og gæsteforskere?

Når Mary Dau direkte behandler denne forbindelse, har hun kun to svage svar. Dels antydninger i retning af tillidsskabelse - en opfattelse hun andetsteds selv advarer mod overdreven tro på. Dels en - for snæver - kobling via menneskerettigheder; de direkte kontakter skal vise øst, hvad afspænding og frihed i virkeligheden er!

Afspændingens begrænsninger er for Mary Dau primært, at Sovjetunionen ikke vil lade "den" indbefatte det ideologiske område. Det må således være underforstået, at egentlig afspænding er den nuværende plus det ideologiske felt (for eksempel s. 58). Side 50-58 skrives som: hvis der var frihed i Øst, ville afspænding være lig med fred. Mary Dau styrke er hendes viden om Sovjetunionen og Østeuropa - og det giver en fare for at tegne et billede af Sovjetunionen som problemer (for eksempel s. 60ff. og 67). Dét er trods alt farligt - også for afspændingen!

Bogens centrale svaghed er og bliver, at analysen bliver flosset i kanten på grund af den manglende begrebsafklaring. Gennemgangen af den europæiske sikkerheds- og samarbejdskonference (CSCE) er fortrinlig. Ingen vil betvivle, vi her hører om afspændingen. Diplomatiets bearbejdning af det politiske forhold mellem øst og vest accepteres let som en central del af denne afspænding. Men når vi bevæger os længere ud i det militære henholdsvis det folkelige bliver sammenhængene uklare. Problemet er grænserne, forholdet mellem forskellige typer af afspændingsprocesser. Der er her reel fare for, at Mary Dau kommer til at bidrage til den afspændingsmetafysik, som hun så mange andre steder gør meget for at afvikle. Fordi afspænding er et så luftigt begreb, kan det let bruges til at tilsløre uholdbare ræsonnementer og afproblematisere politiske konflikter. Hvad Mary Dau sammenføjer under overskriften afspænding er muligvis afspænding - men hvordan og hvorfor elementerne hører sammen, det forbliver et mysterium.

Det er Mary Dau magtpåliggende at fastslå, at afspænding er en proces, og at man må forstå dens begrænsninger. Men denne kombination rejser spørgsmålet: hvilken slags begrænsninger, bør man fastslå for en proces? Er begrænsningerne absolutte eller dynamiske? Det taler til Mary Daus ære, at denne dobbelthed sættes i centrum - det lykkes hende dog langt fra at få tilfredsstillende greb om den. Det har ikke forhindret hende i at skrive en af de bedste og mest relevante indføringer i de centrale aspekter af vores samtidshistorie. Således er dette nærmere afspændingens historiebog end dens anatomibog. Det er efterkrigstidens historie - særligt de sidste 15 års historie - set fra et afspændingssynspunkt.

Bogens styrke er på et mellemniveau mellem teori og dokumentation. En struktureret gennemgang af afspændingens mange former - de konkrete aktiviteter med kritik og anvisning af uudnyttede muligheder. Mod slutningen bliver den nærmest en brugsbog - og en opsang til for eksempel danske partier for at forsømme kontakterne. Tidligere i bogen findes en række iagttagelser af den slags, der bevæger sig mellem almenviden og anekdoter i diplomatkredse og omegn; men som i den almene diskussion langt fra altid er kendt.

At mange "referater" er utilstrækkelige eller upræcise hører til den slags kritik, det
netop ikke vil være fair at fremføre over for en bog, som primært er en folkelig

indføring i samtidshistorien. Referaterne af de Gaulles vision i 1960erne (s. 24f.) og af, hvordan "polakkerne søgte at foregribe russiske reaktioner ved at militarisere jernbanerne, da spændingerne mellem Moskva og Warszawa var på sit højeste under Solidaritetsperioden forud for indførelsen af krigsretstilstanden" (s. 57), af "Rumæniens oprør" (s. 31) og af 1970ernes fornyelse af det østeuropæisk-sovjetiske net af venskabsaftaler (s. 76 ff.) er bedre og mere nuancerede end de fleste foreliggende.

Et af de få virkeligt kuriøse indslag i bogens opbygning er, at en meget stor del af bogens refleksion over de spørgsmål, jeg her har peget på, er placeret i et syv siders "Efterskrift" med uklart tema. Det er ikke en konklusion (selv om det starter med en opsummering, der i øvrigt får bogen til at lyde som en Dyvig-rapport II). Det er ikke betinget af sidste-øjebliks-begivenheder. Det virker snarest som, hvad Mary Dau tænkte efter af have skrevet - og læst - bogen. Med fordel kunne det være integreret i teksten - og dermed placeret længere fremme. For det er et godt "efterskrift".

Sammenfattende er det en indholdsrig og velstruktureret samtidshistoriebog for et bredere publikum. Og da afspænding er svært at få greb om, må man også spørge: er der - selv i egentlig akademisk form - gjort bedre forsøg på at indfange dette luftige begreb og fænomen?