Fritz Franzmeyer, Approaches to Industrial Policy within the EC and its Impact on European Integration. Aldershot: Gower, 1982, 167 s., 16,00 £.

I modsætning til mine forventninger på baggrund af titlen giver denne bog ikke en systematisk eller teoretisk fremstilling af de forskellige industripolitiske strategier i EF samt en vurdering af disses varierende betydning for integrationsbestræbelsen for EF. Bogens indhold beskrives faktisk bedre af originalens tyske titel »Industrielle Strukturprobleme und sektorale Strukturpolitik in der Europåischen Gemeinschaft«, med den tilføjelse, at dele af analysen ses ud fra integrationsbestræbelser EF.

På baggrund af en ret bred definition af begrebet industripolitik er størstedelen af bogen en tabelorienteret og til tider detailleret gennemgang af sektorale strukturproblemer de enkelte EF-lande. Således gøres der en del ud af udviklingen i forskellige indikatorer på landenes internationale konkurrencesituation, udviklingen international handel og i udenlandske kapitalbevægelser 0.1., hvilket munder

ud i en gruppering af landene ud fra deres strukturelle problemer. I den dårligste gruppe placeres Storbritannien, Irland og Italien, i mellemgruppen Belgien, Frankrig, og Danmark, mens Vesttyskland og Holland er de lande med den højeste produktivitet, mindst behov for investeringstilvækst og med færrest strukturelle problemer.

Givet disse forskelle i problemer redegør bogen for de nationale løsninger herpå. Strukturpolitikken placeres i konflikten mellem den mere kortsigtede bekæmpelse arbejdsløsheden og den mere langsigtede fremme af produktivitetsvæksten. er specielt afsnittet om den nationale støtte til virksomheder interessant, fordi det sammenfatter forskellige typer af oplysninger, og dels fordi det bestræber sig på at gruppere medlemslandenes politik. Her ud over behandler bogen forskellene i strukturpolitikken ud fra forskelle i landenes politisk-administrative (planlægning, myndighedernes indflydelse på investeringer, politik for virksomhedsstrukturen), hvor især de to sidste forhold bærer ved til forklaringen af variationerne i landenes politik.

Endelig er bogens sidste trediedel en gennemgang af EF's rolle i industripolitikken. nok lægges vægten her især på politikken i forhold til sektorer i tilbagegang (for eksempel stål, syntetiske fibre og skibsbygning), men også den mere fremadrettede industripolitik (over for a-kraft, flyindustri samt hele forsknings og teknologiaspektet ved industriel produktion) behandles. Undervejs er det ganske klart, at EF's væsentligste mål mere har været - og må være - at søge en harmonisering af de nationale aktiviteter end at gennemføre egentlige fællesskabsplaner.

På baggrund af påvisningen af ret forskellige problemniveauer i medlemslandene de heraf følgende markante forskelle i strukturpolitik, samt ikke mindst de bagvedliggende forskelle i nationale målsætninger, der også vedrører udviklingen af industripolitiske mål og midler, resulterer bogen i en anbefaling for EF's politik. stedet for at søge en egentlig integration gennemført, hvor den er mulig (for eksempel i forbindelse med bevarelse af eksisterende industristrukturer) skal Fællesskabet i hvert fald under de gældende økonomiske betingelser - snarere søge at kanalisere nationale midler til det fælles niveau gennem en harmoniserings- og koordineringspolitik.

Bogen samler bestemt en masse nyttige data, som den bearbejder rimeligt systematisk. Derimod giver den som nævnt ikke noget større bidrag til den teoretiske om industripolitikkens udviklingsbetingelser og forskellighed, selv om en del af bogens data kan bruges i et sådant arbejde. Jeg synes også, at spørgsmålet om EF-integration står lidt svagt, idet det vel ikke kan overraske, at de nationale strukturforskelle, forskelle i strukturpolitik, forskelle i nationale ambitioner osv. hæmmer en videregående EF-integration.

Som nævnt er bogen tabelorienteret, desværre på en problematisk måde. Det virker flere steder næsten som om tabellerne bare er hobet sammen, idet der sjældent er klare henvisninger til dem, ligesom de heller ikke behandles særligt udtømmende. Værre er det dog, at den prisværdige bestræbelse på at samle data for alle EF-lande resulterer i anvendelse af ikke helt homogene kilder, der specielt giver problemer, når - og det er reglen - tabellerne ikke er nærmere forklaret.

Et eksempel herpå kan være opstillingen p. 114 over støtte til redere og skibs-

bygning. Her fremgår det ikke umiddelbart, om tabellen både dækker selektiv støtte og skibsværfternes muligheder for at anvende mere generelle støtteordninger. her ud over er markeringerne for Danmark næppe helt rigtige (for eksempel hensyn til nationalisering og statsdeltagelse). Et afsluttende eksempel på vanskeligheden ved sådanne internationale opstillinger findes pp. 66 ff, hvor landenes rådgivende organer er sammenstillet. Det hedder herom: the most important (af rådgivende organer) rate the usually tripartite which as 'Economics and Social Council' ... play an important role in France ... Denmark and Luxemburg in the planning and decision making process at the economic level as a whole«. Hvem skulle nu have troet det?!