Resumé

Selve det grundlæggende design gør det sandsynligt, at en lang række undersøgelser af økonomiske faktorers betydning for regeringers popularitet har en indbygget bias. Denne bias kan være med til at forklare, at man har haft så vanskeligt ved at demonstrere effekten af personlige økonomiske forhold oftest har fundet, at kun den samfundsøkonomiske situation spiller en rolle for regeringens popularitet. Ved hjælp af danske data fra KVR-regeringens tid vises, at udviklingen i danskernes personlige økonomiske forhold klart har påvirket sandsynligheden for tilslutning til regeringen.

Indledning

At økonomiske faktorer spiller en vigtig rolle for den folkelige tilslutning til såvel regerings- som oppositionspartier er ikke en opfattelse, der kun hævdes inden for politisk økonomi. For eksempel synes alle politiske kommentatorer at være enige om, at præsident Bush tabte valget i USA i november 1992 på grund af den amerikanske økonomis nedtur i løbet af året. Den økonomiske krise og massearbejdsløsheden efter 1929 blev allerede tidligt en af historikernes på nazisternes fremgang ved parlamentsvalgene i slutningen Weimarrepublikkens levetid. Økonomisk egeninteresse indtager en central placering i Lipsets sociologiske teorier om politiske konflikter og politisk (Lipset, 1960). Og selv i The American Voter, som lancerede den senere så umådelig indflydelsesrige psykologiske partiidentifikationsteori i vælgeradfærdsforskningen, der overvejelser om, at vælgerne belønner eller straffer regeringen for positive eller negative ændringer i deres husholdningers økonomiske situation (Campbell et a/., 1960: 240).

Ét er imidlertid at påstå, at der er et økonomisk element i regeringstilslutningen, andet er at få dette element præciseret og beregnet på en så systematisk at man kan have en vis tillid til resultatet. Hertil kræves (i) en begrebsafklaring og en operationalisering i form af (ii) en beregningsmodel, der anvender (iii) observerede data. Endelig er der så (iv) en statistisk beregningsopgave, ingenlunde behøver at være triviel.

Vor artikel har to formål. Det ene er at diskutere en række metodologiske problemer i forbindelse med beregningen af det økonomiske element i regeringstilslutningen. andet er at analysere det økonomiske element i den enkelte danskers tilslutning til regeringspartierne i KVR-regeringens levetid 1988-90. Vores analyse er altså på mikroplanet. Da vi ønsker at vise, at danske

vælgere reagerer anderledes end amerikanske, er det vigtigt at anvende en model, der tidligere er blevet estimeret på amerikanske data. Den model, vi anvender, stammer fra Markus (1988). Den er interessant af flere grunde. For det første er den et forsøg på at tage højde for en del af den metodologiske kritik, er blevet rejst mod andre mikrostudier. For det andet kortslutter den hele diskussionen om vælgernes informationsniveau. Endelig, for det tredje, er den en hybridmodel, der indeholder både økonomiske variable og en partiidentifikationsvariabel.

Makroanalyserne

Den systematiske udforskning af sammenhængen mellem udviklingen i de økonomiske faktorer og regeringens popularitet begyndte for ca. 25 år siden i grænseområdet mellem økonomi og statskundskab.² Artikler af Mueller (1970), Goodhart og Bhansali (1970) og Kramer (1971) blev banebrydende. De bygger alle på ansvarlighedshypotesen, nemlig at vælgerne holder regeringen for den økonomiske udvikling. I deres kølvand fulgte i første omgang en serie på ca. 20 artikler, skåret over samme læst som pionerernes. Hermed var en tradition for forskning i Valg- og Popularitetsfunktioner (kort: VP-Funktioner) etableret.

Et af de mest karakteristiske træk ved den forskningstradition, der blev skabt af de nævnte pionerer, er, at analysen af sammenhængen mellem økonomien tilslutningen til regeringen foregår på makroplanet. Den afhængige variabel er (udviklingen i) andelen, der støtter regeringen (i USA præsidenten) enten ved valg eller i meningsmålinger (prøvevalg). De centrale uafhængige variable er udviklingen i forskellige makroøkonomiske indikatorer: arbejdsløshed, reallønsudvikling, skattetryk, betalingsbalance, etc.

Et andet væsentligt træk er en direkte konsekvens af det første. Det er, at der er tale om diakrone analyser. Der arbejdes med tidsrækker og de dertil hørende specielle (økonometriske) analyseteknikker. Dertil kommer, at det først og fremmest er ændringerne over tid i nettotilslutningen til regeringen, der søges forklaret af ændringerne i en række makroøkonomiske variable.

Tidsrække-tilgangen har nogle åbenlyse fordele. Den første vedrører datatilgængelighed med visse indskrænkninger, datakvalitet. Oplysninger om valgresultater på landsplan er normalt let tilgængelige, også temmelig langt bagud i tid, og ekstremt pålidelige. I de fleste demokratiske lande foranstaltes endvidere løbende "prøvevalg", hvis nettoresultater offentliggøres og kan anvendes. Her kan datakvaliteten dog variere en del. Mange potentielt relevante tidsrækker frembringes rutinemæssigt som led i landenes officielle Definitions- og opgørelsesændringer kan i nogle tilfælde problemer. Til gengæld er disse serier oftest tilgængelige et godt stykke tilbage i tiden, og reliabiliteten er ofte høj, sådan at forstå at seriernes usikkerhed måleproblemer er veloplyste.

En anden betydelig fordel ved denne tilgang er, at den giver mulighed for at
bestemme kausalitetens retning entydigt. Hvis man finder en sammenhæng
mellem for eksempel faldende arbejdsløshed og stigende tilslutning til regerin-

gen, er det nok umiddelbart mest nærliggende at fortolke den faldende arbejdsløshed som årsag til regeringens voksende popularitet. En kausalitet i den modsatte retning kan imidlertid i princippet ikke på forhånd afvises: det kunne tænkes, at stigende tilslutning giver regeringen den politiske gennemslagskraft, skal til for at kunne gøre noget ved arbejdsløsheden, således at det er den stigende tilslutning til regeringen, der er årsag til, at arbejdsløsheden Da årsagen må komme før virkningen i tid, giver det diakrone design mulighed for empirisk at afgøre, hvad der er årsag, og hvad der er virkning. er ligefrem udviklet en hel familie af kausalitetstests.

Fra makro til mikro

De diakrone makrostudier har imidlertid også nogle problemer. En del af disse problemer udspringer grundlæggende af det samme forhold, nemlig makrostudiernes mikrofundament. Det er indlysende, at de sammenhænge mellem tilslutningen til regeringen og udviklingen i visse makroøkonomiske størrelser, der viser sig i makrostudierne, i sidste instans må afspejle individers reaktion på den økonomiske udvikling, altså en proces på mikroplanet. For virkeligt at vide, hvad der foregår, er den ideelle fordring, at man både har en velunderbygget makroteori og en velunderbygget mikroteori, samt at man kan få makroteorien fra en konsistent aggregering af mikroteorien. Der er naturligvis problemer, der skal løses, før man kan indfri den ideelle fordring, og der er lang vej igen.

- fy (j to Ét sådant problem vedrører informationsaspektet. Makrostudierne efter Kramer forbillede synes at forudsætte, at individerne har fuld information om udviklingen i de økonomiske variable, der indgår i modellerne. Ellers forsvinder for at analysere disse økonomiske variables samvariation med tilslutningen til regeringen. På den anden side viser resultater fra interview-undersøgelser, informationsniveauet på masseplanet om en række økonomiske ikke er ret højt. Makrostudiernes implicitte antagelse om et perfekt marked for økonomisk (og politisk) information virker derfor ikke ret plausibel.³

Det er dog et spørgsmål, hvor stort dette problem i praksis behøver at være. I anden sammenhæng (jf. Nannestad og Paldam, 1993b) har vi kunnet vise, at man kan opnå nogenlunde samme forklaringsstyrke i sin makroanalyse, hvis man opererer med trends (stigende, faldende, uændret) i stedet for med de aktuelle talværdier i de makroøkonomiske tidsrækker. Det betyder, at man ikke behøver at forudsætte, at individerne abonnerer på Danmarks Statistiks konjunkturstatistikker og konsulterer dem, før de sætter deres kryds eller svarer et interviewspørgsmål om holdningen til regeringen. Det er nok, at de har en fornemmelse af, hvordan udviklingstendensen er i for eksempel arbejdsløsheden, eller betalingsbalancen.

Et langt alvorligere problem i forbindelse med makroanalyserne er dog, at en stor del af individets reaktionsmønster går tabt ved aggregering til makroplanet. kan kun bruges til at vise, at visse mikromodeller er umulige, ikke til at vise hvilke, der er rigtige.

En central sondring på mikroplanet er mellem et egotropisk og et sociotropisk reaktionsmønster. Folk kan tænkes at stemme for regeringen, fordi de selv får et job (egotropisk), eller fordi de opfatter, at arbejdsløsheden i samfundet går ned (sociotropisk). En sammenhæng på makroplan mellem økonomiske variable tilslutningen til regeringen er forenelig med begge reaktionstyper på mikroplanet. Spørgsmålet om, hvorvidt individer reagerer egotropisk eller sociotropisk, lader sig således i princippet ikke besvare ud fra makroanalyser.

Dette betyder dog ikke, at resultater af makroanalyser ikke kan give nogle fingerpeg hvad der foregår på mikroplan. For eksempel er den koefficient til arbejdsløshedsvariablen, man typisk har fundet i makroanalyser, simpelthen for stor til, at sammenhængen mellem stigende arbejdsløshed og faldende tilslutning regeringen udelukkende kan skyldes, at de individer, der rammes af den stigende arbejdsløshed, unddrager regeringen deres støtte.⁴ Dette kunne tyde på, at i hvert fald en del af reaktionen på ændringer i arbejdsløsheden kan være sociotropisk.

Dertil kan lægges, at en sociotropisk reaktion forekommer mere plausibel i forbindelse med nogle økonomiske variable end med andre. Folk følger således godt med i arbejdsløshedens udvikling, så her er en sociotropisk reaktion en realistisk mulighed. Det er derimod mere sandsynligt, at reaktionen på reallønsudvikling skattetryk er egotropisk. Dertil kommer, at der er nogle variable, er ret ens på makro- og på mikroplanet. Det gælder for eksempel inflationen. I princippet afhænger den inflation, en familie udsættes for, af sammensætningen af netop dens forbrug. Gennemsnittet viser sig imidlertid at være ret robust over for den variation, der er i sammensætningen af de allerfleste forbrug. Endelig er der nogle variable, der kun findes som makrovariable, eksempel betalingsbalancen og statsgælden.

Mikroanalyserna og kontroversen om egotropiske contra sociotropiske individreaktioner

Umiddelbart ser det ud til, at pionererne temmelig ureflekteret er gået ud fra,
at de politiske reaktioner på den økonomiske udvikling måtte være egotropiske.
blev altså "straffet" for en ugunstig økonomisk udvikling af

dem, der blev ramt heraf. Ud fra en grundantagelse om, at individer optræder som rationelt egennyttemaksimerende aktører på både den økonomiske og den politiske scene, ville dette også være den mest nærliggende fortolkning. Den førnævnte manglende interesse for informationsproblemet er herefter let at forklare. Hvis man går ud fra, at individer reagerer på grundlag af deres personlige omstændigheder og oplevelser, forsvinder en god del af informationsproblemet simpelthen.⁵

Diskussionen om sociotropiske contra egotropiske reaktioner begyndte for alvor efter publiceringen af to artikler af Kinder og Kiewiet (1979; 1981). På grundlag af en tværsnitsanalyse på mikroplan konkluderede de, at der i USA ikke kan påvises nogen sammenhæng mellem udviklingen i de personlige økonomiske og tilslutningen til regeringen. De fandt derimod, at individernes opfattelse af den samfundsøkonomiske udvikling påvirkede deres tilslutning til regeringen.

Dette er så Kinder og Kiewiet resultatet: den egotropiske reaktion er fraværende svag. Den sociotropiske reaktion dominerer totalt på individplan. Dette har man sidenhen også fundet i andre analyser på amerikanske datasæt og for data fra Storbritannien, Tyskland og Frankrig.⁶

Til forklaring af deres resultat fremsætter Kinder og Kiewiet en kulturhypotese: amerikanske kultur er så individualistisk, at amerikanere giver sig selv skylden for deres egen succes eller fiasko. Regeringen kan kun have ansvaret for samfundets, ikke for den personlige økonomiske udvikling.

Kinder og Kiewiet resultatet kom naturligt nok til at afføde en del kontroverser. skyldes dels, at resultatet går imod den umiddelbare intuition hos mange. Dernæst skyldes kontroversen dog også, at resultatet nogle gange ses udlagt som udtryk for, at individerne i virkeligheden lader sig lede af altruistiske end af egoistiske hensyn i deres politiske stillingtagen,⁷ og at Kinder Kiewiet resultatet derved underminerer rational choice-teoriens grundlæggende om individernes rationelle egennyttemaksimering.⁸

Vi skal i det følgende argumentere for, at der er nogle alvorlige metodiske og designmæssige svagheder i studier af Kinder og Kiewiet typen. Dette blev allerede påpeget af Kramer (1983) i en meget radikal artikel. Mange citerer Kramer, men få tager hans kritik til efterretning. De ved, at man ikke bør synde; næsten alle gør det jo alligevel. En undtagelse er Markus (1988), der først gentager Kramers kritik i mere afdæmpet og pædagogisk form, og herefter en alternativ model, der tager hensyn til det centrale i kritikken.

Kinder og Kiewiet designet

Analyser af Kinder og Kiewiet typen opviser nogle grundlæggende fællestræk. Der er i alle tilfælde tale om tværsnitsanalyser (synkrone analyser) på grundlag af et interviewdatamateriale. Der anvendes nogle variable, der måler individernes af deres egen økonomiske situation, og en eller flere variable, der måler individernes vurdering af den samfundsøkonomiske situation. Man analyserer så sammenhængen mellem disse variable og individernes partipræference hjælp af en simpel model som anført i tabel 2.

Vi har, som anført, andetsteds reestimeret Kinder og Kiewiets model på danske Vi har også vist, hvad der sker, når man retter visse svagheder i modellen. har vi vist, at resultaterne overlever, om end afsvækket, når der korrigeres for den manglende dynamik som anført.

Hovedresultatet af vores reestimationer på danske tal er, at i Danmark er de egotropiske variable stærkere end de sociotropiske. Da vores undersøgelser er de eneste ud af en halv snes studier, der finder dette resultat, er det vigtigt af finde af, om det er robust. Skyldes forskellen i resultaterne blot subtile forskelle spørgsmål og modeller, eller er det faktisk sådan, at danske vælgere reagerer anderledes end amerikanske på økonomien?

Før vi vender os mod Markus' model, er der derfor grund til se nærmere på
tre hovedpunkter i Kramers kritik af Kinder og Kiewiet designet.

Kramers kritik I: Ansvarlighed og støj

Kramers første kritikpunkt er, at Kinder og Kiewiets items ikke er, som de skulle være efter ansvarlighedshypotesen (jf. tabel 1). Deter nemlig principielt kun de ændringer i de personlige økonomiske forhold, der skyldes regeringen, der bør have konsekvenser for tilslutningen. De normalt anvendte variable sondrer ikke mellem den totale ændring i individernes personlige økonomiske forhold og den del af en sådan ændring, regeringen kan gøres ansvarlig for. En del af variationen i disse variable skyldes således faktorer, der i den givne kontekst irrelevante. De anvendte data er derfor "forurenede" af støj. Efter vores opfattelse er Kramers synspunkt problematisk, og det af tre grunde:

For det første indeholder alle variable støj. Det er kun et problem, hvis signalet
helt, eller hvis støjen er så systematisk i forhold til modellens
variable, at den giver bias som senere diskuteret.

For det andet rammer hans indvending med lige så stor styrke makroanalyserne, hans egen pionerartikel fra 1971. I opgørelsen af de makroøkonomiske for eksempel arbejdsløsheden, sondres der jo heller ikke mellem den del, der skyldes regeringen, og den del, der skyldes andre faktorer som for eksempel den internationale konjunkturudvikling, eksogene chok, etc.).⁹ Også disse variable indeholder således støj. Det er ikke umiddelbart indlysende, hvorfor der skal stilles andre og strengere krav til variablene i en mikroanalyse end til variablene i en makroanalyse.

For det tredje synes Kramers kritik at nødvendiggøre helt urealistiske forudsætninger individernes informations- og vidensniveau. Hvis kritikken skal holde, er man nødt til at forudsætte, at individerne i det hele taget er i stand til at afgøre, om og i hvilket omfang ændringer i deres personlige økonomiske forhold skyldes regeringen eller ej.₁₀ Selv fagøkonomer har ofte svært ved at svare på et sådant spørgsmål!

Vi kan således på dette punkt ikke helt følge Kramer. Samtidig er der imidlertid grundlæggende rigtigt i det synspunkt, at individernes politiske reaktion på ændringer i deres økonomiske forhold forudsætter, at de på en eller anden måde anser regeringen for ansvarlig. Kramers løsning er at antage, at individerne sondrer mellem de ændringer i deres personlige økonomiske forhold, der skyldes regeringen, og de ændringer, der skyldes andre faktorer. Det forekommer os mere realistisk at gå ud fra, at der eksisterer forskelle mellem med hensyn til det omfang, de holder regeringen ansvarlig for udviklingen i deres personlige økonomiske omstændigheder. Det kan man belyse direkte ved passende spørgsmål, jf. vores to studier af Kinder og Kiewiet Det omfang, hvori individerne anser regeringen for ansvarlig, er så med til at bestemme sandsynligheden for, at et individ vil reagere på en negativ økonomisk udvikling ved at vende sig mod regeringen. Vi mener derfor at det er en afgørende indvending mod de sædvanligvis benyttede mål på udviklingen i individernes personlige økonomiske forhold, at de ikke sondrer den del, der skyldes regeringen, og den del, der kan henføres til andre faktorer.

Kramers kritik II: Tidsrække kontra tværsnit

Det er helt anderledes alvorligt, at Kinder og Kiewiets model er uden tidsdimension. er en ren tværsnitsmodel, medens teorien (ja, selve Kinder og Kiewiets ordvalg) kræver et tidsrækkeperspektiv. Tværsnitsanalyser refererer til ét bestemt punkt i tid (synkron analyse). Men på et hvilket som helst givet tidspunkt er den samfundsøkonomiske situation en konstant. Den økonomiske situation kan kun variere over tid. Sammenhængen mellem samfundsøkonomiske og tilslutningen til regeringen kan derfor principielt slet ikke indfanges ved en tværsnitsanalyse!

Den variation, der findes i de variable, der er blevet anvendt som datagrundlagfor af Kinder og Kiewiet modeller, er således udelukkende en variation over individer. Den hidrører fra en (sandsynligvis) lang række individrelaterede faktorer, men altså ikke fra den samfundsøkonomiske udvikling.For

ling.Forder er ingen udvikling, hvis man ikke ser på forskellige tidspunkter.

Vores tidligere anvendte modelvariant (jf. tabel 2) tager i et vist omfang højde
denne kritik; men det er klart, at heller ikke vores modelvariant er fuldt
ud dynamisk.

Kramers kritik III: Opfattet kontra faktisk udvikling

Det, der måles som sociotropiske variable i analyser af Kinder og Kiewiet
typen, er ikke den faktiske udvikling i samfundsøkonomien, men individers
opfattelse af den samfundsøkonomiske situation.

Denne sondring er ingenlunde pindehuggeri. Den uskyldigt udseende forskydning "den samfundsøkonomiske situation" til "opfattelsen af den samfundsøkonomiske som følger af selve Kinder og Kiewiet designet, medfører nogle alvorlige vanskeligheder med at vurdere den reelle styrke i samvariationen mellem den uafhængige variabel og holdningen til regeringen. Problemerne illustreres lettest ved at bruge variabelbetegnelserne fra tabel 2.

Den måde, hvorpå folk opfatter en (sociotropisk) makrovariabel, S_o, kan nemlig meget vel tænkes at afvige fra den sande variable S_a, på en systematisk måde. Vi antager her, at den sande udvikling er den, der måles i den officielle statistik. Vi skal nu estimere koefficienten, fi_o, til den opfattede sociotropiske variabel, S_o. Vi definerer forskellen mellem den sande og den opfattede makrovariabel som

Bias (skævheder) i estimatet af fso opstår, hvis afvigelsen A afhænger af en anden
variabel i modellen end SQ. Der er muligheder for to typer af bias:

Opfattelsesbias af type l fremkommer, hvis A afhænger af en egotropisk variabel Her opstår problemet, når ens egne erfaringer på området påvirker ens opfattelse af, hvordan det går for samfundet.¹¹ Resultatet bliver dels multikollinearitet, at signifikansen af begge koefficentestimater (a til Eog |3_O til S₀) bliver dårligere, og dels at estimatet af |3₀ tager en (tilfældig) del af estimatet a.

Opfattelsesbias af type 2 fremkommer, hvis A afhænger af regeringstilslutningen
it. Problemet opstår altså, hvis det gælder, at jo mere man, af andre
grunde, kan lide regeringen, jo bedre vælger man at tro, at S udvikler sig.

Desværre forekommer begge bias sandsynlige. Det er endog så uheldigt, at de begge bevirker, at den sociotropiske effekt, (5₀, bliver overvurderet. Bias l bevirker tilmed, at den egotropiske effekt, a, bliver undervurderet. Vi skal senere se, at de to bias potentielt kan forklare en ganske stor del af Kinder og Kiewiet resultatet.

Bias 2 skyldes altså, at kausaliteten mellem opfattelsen af den samfundsøkonomiskesituation holdningen til regeringen i princippet kan gå begge veje: (a) holdningen til regeringen kan være negativ, fordi individet opfatter den samfundsøkonomiske situation som dårlig, men (b) et individ kan også være tilbøjelig til at opfatte den samfundsøkonomiske situation som dårlig, fordi

individet har en negativ holdning til regeringen. Det er nok realistisk at regne med, at der i et konkret datamateriale findes individer af både type (a) og type (b). Det er imidlertid kun den del af samvariationen mellem opfattelsen af den økonomiske situation og holdningen til regeringen, der skyldes (a), som er relevant, når vi taler om sociotropiske over for egotropiske faktorers betydning for holdningen til regeringen. Den del af samvariationen, der skyldes (b), er irrelevant. For at få et reelt indtryk af styrken i samvariationen mellem opfattelsenaf økonomiske situation og holdningen til regeringen skulle den fundne samvariation således renses for den del, der skyldes (b). Det kan bare ikke lade sig gøre inden for rammerne af Kinder og Kiewiet designet.

Sammenfatning af Kramers kritik

Kinder og Kiewiet designet er baseret på en synkron analyse. Inden for rammerne en sådan analyse er den samfundsøkonomiske situation en konstant, ikke en variabel. Det, der måles i stedet, er variationen over individer i opfattelsen den samfundsøkonomiske situation. Den fundne sammenhæng mellem opfattelsen af den samfundsøkonomiske situation og holdningen til regeringen må mistænkes for at overvurdere sammenhængens styrke af tre grunde. For det første fordi en del af sammenhængen simpelthen er spuriøs, dvs. skyldes faktorer, påvirker både opfattelsen af den samfundsøkonomiske situation og holdningen til regeringen. For det andet fordi opfattelsen af den samfundsøkonomiske i en række tilfælde vil være en generalisering af den privatøkonomiske eller af forventninger om dens fremtidige udvikling. Det betyder, at noget af det, der fremtræder som en sociotropisk sammenhæng, i virkeligheden er egotropisk. For det tredje fordi en del af sammenhængen mellem af den samfundsøkonomiske situation og holdningen til regeringen være udtryk for, at holdningen til regeringen bestemmer opfattelsen af den samfundsøkonomiske situation i stedet for omvendt.

Som omtalt har vi forsøgt at tage højde for så meget af denne kritik, som vi kunne i vor afprøvelse af Kinder og Kiewiet modellen på danske data; men der er grænser for, hvor meget man kan modificere modellen og stadig få sammenlignelige Der er imidlertid et alternativ til Kinder og Kiewiet designet, som er foreslået og anvendt af Markus (1988).

Markus' alternative design

G.B. Markus' design adskiller sig på tre punkter fra Kinder og Kiewiets: (i) Markus baserer analysen på en række (identiske) stikprøvematerialer fra forskellige tidspunkter, dvs. en kombination af en synkron og en diakron analyse cross-sectional analysis). Det betyder, at man får to slags variation i variablen: variation over individer og variation over tid. Markus (1988) anvender stikprøver fra vælgerundersøgelser i forbindelse med de amerikanske fra 1956 til 1984.

(ii) Samtidig vælger han at måle den samfundsøkonomiske situation ved hjælp
af en objektiv indikator, nemlig ændringen i den disponible realindkomst per
capita (på årsbasis).

(iii) For det tredje anvender Markus en partiidentifikationsvariabel, der tager
højde for, at der er nogle, der stemmer på eller imod regeringen under alle
omstændigheder.

Bemærk, at (i) og (ii) tager højde for Kramers vigtigste kritikpunkter over
for Kinder og Kiewiets design. Det tredje punkt er nyt. Markus' model ser
derfor ud som angivet i tabel 3.

Hovedresultatet af Markus' analyse er, at både koefficienten a til den egotropiske AEy_it, og koefficienten B til den sociotropiske variabel, ASY_it, bliver klart signifikante. Markus finder ganske vist stadig, at den sociotropiske effekt, B, er større end den egotropiske, a; men forskellen er lille, og a er klart signifikant. Sandsynligheden for at støtte præsidentkandidaten fra det parti, der for tiden er ved magten, er 16.4 procentpoint (±4.3) højere blandt de vælgere, synes, at deres privatøkonomiske situation er forbedret, end den er blandt dem, der synes, at den er forværret.

Hvad angår partiidentifikationsparentesen (YJ + Y2'ldv{t + Ys'^-i) giver den
et betydeligt bidrag til modellens forklaringskraft, ganske som den gør det i
vores danske resultater, som rapporteres i tabellerne 4, 5 og 6.

I det følgende vil vi først foretage en replikation af Markus' analyse på danske Vores mål er at komme så nær til hans model som muligt. Vi håber, at læseren vil være enige med os i, at vi er meget nær. Herefter sammenligner vi vore resultater med hans. Vi vil dernæst sætte fokus på et væsentligt aspekt af såvel den privatøkonomiske som den samfundsøkonomiske situation, nemlig Her vil vi analysere sammenhængen mellem den personlige udviklingen i den generelle arbejdsløshedssituation i samfundet og holdningen til regeringen. Dette vil vi gøre dels ved hjælp af Markus' specifikation og dels ved hjælp af den fremgangsmåde, vi har anvendt i tidligere undersøgelser. Det, der er af interesse, er naturligvis, hvorvidt vi når frem til samme resultat uanset specifikation.

Replikation af Markus' analyse

Det datamateriale, vi baserer vores replikation på, er frembragt ill landsdækkende med 600 respondenter (herfra: vælgere) i hver. Undersøgelserne foretaget kvartalsvis i perioden 2. kvartal 1988 - 4. kvartal 1990.¹² De dækker således KVR-regeringens hele levetid. Det er naturligvis vigtigt, at den regering, hvis opbakning vi forklarer, er den samme. Med observationer fra 11 forskellige tidspunkter (mod Markus' otte) har vi nogenlunde omfang af dynamik. Men der er to forskelle:

Markus' otte dataset er adskilt fra hinanden med fire år, medens vores kun er tre måneder fra hinanden. Dynamikken i vore data er altså mere kortsigtet, end den er hos Markus. For det andet er Markus' interviews foretaget i forbindelse præsidentvalg, medens vores er normale løbende vælgerundersøgelser. kan have en vis betydning, men det er ikke klart, hvordan denne forskel har påvirket vores resultater.¹³

Vort datamateriale omfatter lix 600 = 6.600 respondenter. Som udgangspunkt der imidlertid et bortfald på 2.339 vælgere, der ikke oplyser, hvad de ville stemme, hvis der var valg i dag. Materialet reduceres yderligere, i skiftende i forbindelse med de enkelte analyser. Det er en følge af "listwise deletion" af vælgere med manglende værdi på en eller spørgsmål. Det er klart, at dette bortfald i mindst et tilfælde ikke er kvalitetsneutralt. I analysen af sammenhængen arbejdsløshed og tilslutningen til regeringen udgår alle de, der ikke er i arbejdsstyrken. Dette er først og fremmest pensionister. Vi skal, i forbindelse med de enkele analyser, vise, at dette bortfald er uden betydning for resultaterne.

Vor afhængige variabel er den binære variabel V_it, som er kodet l, hvis vælgeren at ville have stemt på jet af regeringspartierne, hvis der var valg i dag, og O, hvis vælgeren ville have stemt på et parti uden for regeringen. Dette er helt som hos Markus.

Som mål på ændringen ide personlige økonomiske forhold, AEyit, anvendes
spørgsmålet: "Hvordan har Deres husstands økonomi udviklet sig inden for de

sidste tre måneder?". Formuleringsmæssigt er dette meget tæt på spørgsmålsformuleringen Markus. Svarene er kodet på samme måde som hos ham. Som mål på den samfundsøkonomiske udvikling anvender vi, analogt med Markus, ændringen i den disponible realindkomst (i forhold til det foregående kvartal), ASY_t.¹⁴ Race er ikke nogen relevant variabel i dansk sammenhæng og udelades. Vi har heller ikke brug for en variabel til at angive, hvilket parti der har regeringsmagten, da der i hele perioden er tale om den samme regeringskonstellation.

Vort største problem er, at vi i vore data mangler en partiidentifikationsvariabel, svarer til Markus' IdVj_t-variabel. Denne variabel bruges hos Markus til at repræsentere en (psykologisk) langtidstendens til at støtte et bestemt parti. muligt surrogat for denne manglende variabel kunne være det sædvanlige recall spørgsmål: "Hvilket parti stemte De på ved sidste folketingsvalg?" Pålideligheden svarene herpå kan godt være temmelig problematisk, især da spørgsmålet optræder sammen med et spørgsmål om, hvilket parti man ville stemme på, hvis der var valg i dag.

Vi har i stedet valgt at konstruere og anvende et mål for den strukturelle partiidentifikation, Ids_it, forstået som en socio-strukturelt bestemt sandsynlighed at støtte eller ikke støtte et regeringsparti. De strukturelle variable, vi i denne forbindelse har anvendt, er alder, køn, uddannelse, indkomst og placering arbejdsmarkedet (selvstændig, privatansat, offentligt ansat, uden for arbejdsmarkedet).¹⁵

I modsætning til Markus, der formulerer sin model i lineære termer og
anvender OLS, har vi valgt at regne med, at modelrelationerne kan være ikkelineære,
anvender derfor en probit-formulering.

Som nævnt har man i den internationale litteratur hidtil gennemgående rapporteret,at økonomiske faktorer kun spiller en beskeden - om overhovedet nogen - rolle for tilslutningen til regeringen, medens sociotropiske økonomiske faktorer er mere betydningsfulde. Tabel 4 viser, at vore resultater er diametralt modsatte. Den privatøkonomiske faktor viser sig at have en signifikantindflydelse sandsynligheden for at støtte regeringen. Effekten af den

samfundsøkonomiske udvikling, her repræsenteret ved ændringen i den disponiblerealindkomst, ganske vist statistisk signifikant, men numerisk yderst beskeden. Ikke uventet viser den "strukturelle partiidentifikation" sig ligeledes at have en særdeles signifikant effekt på sandsynligheden for at støtte regeringspartierne.

Vore danske resultater adskiller sig fra Markus' amerikanske primært ved, at vi finder en meget beskeden effekt fra den sociotropiske variabel. Derimod er effekten af den egotropiske variabel stærk i de danske tal. Da vi arbejder med en ikke-lineær model, kan vi ikke direkte sammenligne den koefficientværdi, vi har fundet, med den tilsvarende hos Markus, men ved at regne lidt kan vi få nogle sammenlignelige størrelsesordener.

Markus finder, som nævnt, at vælgere, der oplever deres private økonomi som bedre end for et år siden, har en sandsynlighed for at støtte præsidentkandidaten fra det parti, der er ved magten, som er 16.4 procentpoint højere end sandsynligheden dem, der oplever deres økonomiske situation som forværret.

Vores regressionsresultat er et sandsynlighedsresultat. Vi må derfor betragte en hypotetisk gennemsnitsvælger.¹⁶ Vi kan nu beregne, at gennemsnitsvælgere, der synes, at deres privatøkonomiske situation er bedre, har en sandsynlighed for at stemme for regeringen, som er 27.7 procentpoint højere end gennemsnitsvælgere, synes, at deres privatøkonomi er blevet forringet. Vi finder således, at de privatøkonomiske forhold påvirker sandsynligheden for at støtte regeringen kraftigere i Danmark end i USA.

Umiddelbart kan dette måske forekomme noget overraskende; men det stemmer godt med Kinder og Kiewiets kulturhypotese. Ifølge denne betyder den grundlæggende individualistiske amerikanske kulturtradition som nævnt, at amerikanere kun i mindre grad vil være tilbøjelige til at søge årsagen til deres skæbne hos andre end dem selv. De vil derfor også kun i mindre være tilbøjelige til at holde regeringen ansvarlig, hvis deres økonomiske forringes, og til at "belønne" regeringen, hvis deres økonomiske forbedres. Hvis vi overfører denne tankegang på Danmark, bliver resultatet, at netop den stærke kollektivistiske orientering (plus det offentliges omfattende involvering i økonomien) gør det naturligt, at danskerne i højere grad end amerikanerne holder regeringen ansvarlig for udviklingen i deres private forhold.

I den bedste replikation, vi har kunnet lave af Markus' model, finder vi således andet resultat, end han gjorde: den egotropiske effekt er helt dominerende. vi stiller os tilfreds med dette resultat, er der imidlertid forskellige muligheder for at efterprøve resultatet, der bør forsøges.

Personlig arbejdsløshedserfaring og den samlede arbejdsløshed

Den manglende sociotropiske effekt kunne eventuelt søges forklaret ved, at vi har valgt en forkert indikator på den samfundsøkonomiske situation. Det kunne at vi ved det foretagne valg af indikator er kommet til primært at fokusere på aspekter af den samfundsøkonomiske situation, som ikke er "salient" forhold til vore vælgere.

En arbejdsløshedsvariant af Markus modellen

For at imødegå sådanne indvendinger skal vi gentage analysen ovenfor under anvendelse af det samme design. Denne gang vil vi imidlertid koncentrere os om et aspekt af såvel den privatøkonomiske som den samfundsøkonomiske situation, "saliency" er übestridelig, i hvert tilfælde bedømt efter den offentlige debat og ifølge andre items på vores spørgeskema. Dette aspekt er arbejdsløsheden. spørgsmål, vi i det følgende stiller, er således, hvilken indflydelse henholdsvis personlige arbejdsløsheds- eller beskæftigelsessitua-tion og udviklingen den totale arbejdsløshed har på tilslutningen til regeringen.

Den personlige arbejdsløshedessituation repræsenteres ved variablen Eu_it, som er kodet O, hvis vælgeren angiver, at intet medlem af husstanden i løbet af de sidste tre måneder har modtaget arbejdsløshedsdagpenge i 14 dage eller derover, og l, hvis dette har været tilfældet. Som udtryk for udviklingen i den samlede arbejdsløshed i forhold til forudgående kvartal, ASU_t, benyttes Danmarks opgørelse af arbejdsløshedsprocenten. Vi bruger her det sæsonrensede som er det mest brugte i den offentlige debat. Vor model bliver som anført i tabel 3 og 5.

Resultaterne fremgår af tabel 5. Som det ses, er billedet stort set uforandret: det er den personlige arbejdsløshedssituation, der signifikant påvirker sandsynligheden vælgerens tilslutning til regeringen, medens udviklingen i den samlede arbejdsløshed i Danmark ikke har nogen statistisk signifikant indvirkning. om koefficienten til ASU^ har det korrekte fortegn, er den numerisk lille.

Vi kan ikke direkte sammenligne størrelsen af koefficienten til den personlige arbejdsløshedssituation med størrelsen af koefficienten til de privatøkonomiske forhold i tabel 4. Foretager vi den samme gennemsnitsberegning som ovenfor, finder vi, at sandsynligheden for at støtte regeringen er 15.9 procentpoint højere vælgere, hvis husstand i de sidste tre måneder ikke har været berørt af arbejdsløshed, end blandt vælgere, der har oplevet arbejdsløshed inden for

de sidste tre måneder. Det er en del mindre end forskellen på 27.7 procentpoint vælgere, der føler, at deres husstands økonomi er blevet forringet, og vælgere, der føler, at den er blevet forbedret. Sandsynligheden for at støtte regeringen afhænger således i højere grad af, om vælgeren har oplevet en positiv negativ udvikling i husstandens økonomi, end den afhænger af, om vælgeren har oplevet arbejdsløshed i husstanden eller ej.

Alternativ: Fra sand arbejdsløshed til bekymring over arbejdsløsheden

Som nævnt ovenfor har vi i tidligere analyser anvendt et design, der på samme måde som Markus' design er baseret på tværsnitsdata fra flere tidspunkter (pooled cross-sectional analysis). I modsætning til Markus, og i lighed med Rinder og Kiewiet designet, har vi imidlertid anvendt variable, der måler vælgerens af den samfundsøkonomiske situation i stedet for variable, der måler den samfundsøkonomiske situation direkte. Der knytter sig en vis metodisk til spørgsmålet om, hvorvidt de to forskellige designs giver samme

Vi gentager derfor ovenstående analyse af sammenhængen mellem arbejdsløshed tilslutning til regeringen, idet vi denne gang erstatter ASU_t (ændringen i den samlede arbejdsløshed) med en variabel BU_it, der udtrykker vælgerens grad af bekymring over arbejdsløsheden som samfundsproblem. Denne variabel repræsenterer således en "social grievance" i ordets egentlige forstand. For at lette sammenligningen med Eu_it har vi dikotomiseret BU_it. Den er kodet l, hvis vælgeren angiver at nære stor eller nogen bekymring over arbejdsløsheden som samfundsproblem, og O ellers. Resultatet af denne analyse fremgår af tabel 6.

Igen finder vi det efterhånden velkendte billede: alle koefficienter er signifikante, koefficienten til den sociotropiske variabel BU_it (bekymring over arbejdsløsheden som samfundsproblem) er numerisk klart mindre end koefficienten den egotropiske variabel £%.

Et indtryk af, hvor kraftigt henholdsvis den egotropiske og den sociotropiske påvirker sandsynligheden for at støtte regeringen, kan vi få ved en beregning baseret på en hypotetisk vælger, der har en strukturelt bestemt sandsynlighed for at støtte regeringen, som svarer til gennemsnittet.

Hvis denne vælgers husstand har været ramt af arbejdsløshed i de sidste tre
måneder (Euit = 0), er sandsynligheden for at støtte regeringen 4.5 procentpointhøjere,

pointhøjere,hvis vælgeren ikke er bekymret over arbejdsløsheden som samfundsproblem,end vælgeren er det. Hvis vælgerens husstand ikke har været ramt af arbejdsløshed (Euj_t = 1), er sandsynligheden for at støtte regeringen6.9 højere, hvis han ikke er bekymret over arbejdsløshedensom end hvis han er bekymret.

Hvis vælgeren ikke er bekymret over arbejdsløsheden som samfundsproblem _it = 0), er sandsynligheden for at støtte regeringen 12.6 procentpoint højere, hvis vælgerens husholdning ikke har været berørt af arbejdsløshed, end hvis den har været det. Hvis vælgeren derimod er bekymret over arbejdsløsheden samfundsproblem (BU_it = 1), er sandsynligheden for støtte til regeringen procentpoint højere, hvis vælgerens husstand ikke har været berørt af arbejdsløshed, end hvis den har været det.

Beregningerne viser således, at sandsynligheden for, at en vælger støtter regeringen, påvirkes stærkere af husstandens egen arbejdsløshedssituation end af, hvorvidt vælgeren er bekymret eller ikke bekymret over arbejdsløsheden som samfundsproblem. Vi finder vedblivende, at det er den egotropiske faktor, der har den stærkeste indflydelse.

Som læseren så i afsnittet om Kramers Kritik 111, kan man opfatte forskellen mellem resultaterne i tabellerne 5 og 6 som et udtryk for de to potentielle opfattelses-bias, der er i Kinder og Kiewiet modellen. Det ses, at den numeriske størrelse af den egotropiske effekt a falder fra 0.473 til 0.457, medens den sociotropiske effekt 6 vokser fra 0.005 til 0.230. Den første type bias, der skyldes opfattelsen af samfundsudviklingen afhænger af de personlige erfaringer, altså ikke meget (i hvert tilfælde falder a ikke ret meget). Derimod det ud til, at den anden type bias er vigtig. Den tilknytning, vælgeren af andre grunde har til regeringen, farver altså i høj grad hans vurdering af den samfundsøkonomiske situation.

Konklusion

Forestillingen om, at det er vælgernes personlige økonomiske omstændigheder snarere end hensynet til den samfundsøkonomiske situation, der er med til at bestemme deres holdning til regering og opposition ("pocketbook voting"), er med en elegant formulering blevet kaldt "a nice theory facing resistant data". Noget kunne tyde på, at denne dom har været lidt forhastet, og at de vrangvillige i det mindste er blevet hjulpet godt på vej af den måde, hvorpå man traditionelt har tilrettelagt mikroanalyser af sammenhængen mellem økonomiske og politiske reaktioner.

Vores resultater på danske data er, at vi har påvist en klar sammenhæng mellem vælgerens personlige økonomiske forhold og sandsynligheden for at støtte regeringen. Dette gælder både, når der ses på udviklingen i husstandens økonomiske situation i almindelighed, og når der ses mere specifikt på dens arbejdsløshedssituation.

Vores resultater går imidlertid et skridt videre: Vi har vist, at vælgernes stilling
regeringen i den danske velfærdsstat er mere påvirket af den privatøkonomiske
af den samfundsøkonomiske udvikling.

Begge disse resultater er fundet at være så robuste, at man kan have nogen
tillid hertil. De går i hvert tilfælde igen, uanset hvilken af de to modeltilgange,
der findes i litteraturen, man anlægger. Med andre ord: Litteraturen viser, at det

økonomiske element i vælgernes politiske stillingtagen i det individualistiskt/liberale
USA fortrinsvis er sociotropisk. Vores resultat er, at det økonomiske element i vcelgernes
i den danske velfærdsstat fortrinsvis er egotropisk.

---

Noter

1. Denne artikel er en del af et større projekt, der er støttet af SSF og Aarhus Universitets Forskningsfond. data er indsamlet af IFKA. Vi håber, at artiklen kan læses uafhængigt af de øvrige papirer i projektet. Der er dog tre andre dele af projektet, vi har brug for at henvise til: (i) Vores oversigt over litteraturen VP-Funktioner (Nannestad og Paldam, 1993a), som vi har brugt til at reducere antallet af henvisninger ovenfor til et minimum, (ii) Vores (foreløbige) studie af, hvad folk ved om makroøkonomien og Paldam, 1991). (iii) Vores estimater af Kinder og Kiewiet modellen (Nannestad og Paldam, 1992 og 1993b).

2. Se Nannestad og Paldam (1993a) for en oversigt over litteraturen. Danske makroresultater findes i Paldam Schneider (1980).

3. For Danmarks vedkommende se Nannestad og Paldam (1991). Lignende resultater er (i væsentlig større stil) opnået i Sverige, jf. Jonung (1986; 1989).

4. Under forudsætning af, at forventninger er retrospektive, jf. Nannestad og Paldam (1992: 10). Argumentet oprindeligt fremført af Stigier (1973) i et forsøg på at vise, at den koefficient, Kramer (1971) havde fundet, ikke kunne passe.

5. Som yderligere indicium kan der henvises til Stigiers ovenfor nævnte kritik af Kramer (Stigier, 1973). Den bygger tydeligvis på den forudsætning, at reaktionen på arbejdsløshedsudviklingen kun kan være egotropisk - ellers ville der ikke være noget grundlag for at hævde, at Kramers resultat måtte være forkert.

6. For Danmarks vedkommende se Borre (1989). Den mest omfattende tværnationale analyse er Lewis- Beck(1988).

7. Det bør dog bemærkes, at Kinder og Kiewiet selv udtrykkeligt afviser en sådan fortolkning af deres resultater.

8. Se Lewin (1991) og dette nummer.

9. Der er dog visse undtagelser. For eksempel skelnede Forbundsbanken efter den første oliepriskrise mellem del af inflationen, der skyldtes råvareprisstigningerne, og resten.

10. Både Lewis-Beck (1988) og vi selv har brugt et Kramer-inspireret spørgsmål. Vi har spurgt, om "der har været ændringer i husholdningens økonomiske situation som følge af regeringens politik". Vi har så sammenholdt svarene med svar på et tilsvarende spørgsmål, om "der har været en ændring i husholdningens situation". Vi har ikke fundet, at der var nogen relevant forskel på svarene til de to spørgsmål.

11. I The American Voter argumenteres der for, at der er en sådan sammenhæng, jf. Campbell m.fl. (1960: 240).

12. Interviews blev gennemført af Institut for Konjunkturanalyse (IFKA), København, som telefoninterview.

13. Folk, der skal vælge, er i lang tid blevet bombarderet med information. Man kunne tænke sig, at dette havde gjort dem mere sociotropiske end folk, der pludselig bliver ringet op af en interviewer.

14. Kilden til denne variabel er Nationalbankens MONA-databank.

15. I tekniske termer har vi fittet en probitmodel med alder, køn, uddannelse, indkomst og placering på arbejdsmarkedet. De nævnte kategorielie variable er blevet repræsenteret ved en serie dummier. De fundne koefficientværdier er efterfølgende brugt til for hver respondent at beregne den strukturelt givne sandsynlighed for at støtte regeringen på grundlag af respondentens aktuelle værdier på de nævnte variable.

16. Denne gennemsnitsvæger har en strukturel sandsynlighed for at stemme på et regeringsparti svarende til gennemsnittet. Gennemsnitsvælgeren står endvidere i en situation, hvor ændringen i den disponible realløn følger genemsnittet hele perioden igennem.

Litteratur

Borre, Ole (1989). "Belønnes regeringen?", pp. 291-304 i Jørgen Elklit og Ole Tonsgaard (red.), To folketingsvalg,
Forlaget Politica.

Campbell, Angus D., Philip E. Converse, Warren E. Miller og Donald E. Stokes (1960). TheAmerican
Voter, New York: John Wiley og Sons.

Goodhart, C.A.E. og R.J. Bhansali (1970)."Political Economy", Political Studies, vol. 18, pp. 43-106.

Jonung, Lars (1986). "Uncertainty of Inflationary Perceptions and Expectations", Journal of Economic
Psychology, pp. 315-25.

Jonung, Lars (1989). Inflation och ekonomisk politik i Sverige, Lund: Universitetsforlaget Dialogos.

Kinder, Donald R. og D. Roderick Kiewiet (1979). "Economic Discontent and Political Behavior: The
Role of Personal Grievances and Collective Economic Judgements in Congressional Voting", American
Journal of Political Science, vol. 23, pp. 495-527.

Kinder, Donald R. og D. Roderick Kiewiet (1981). "Sociotropic Politics: The American Case", Britisk
Journal of Political Science, vol. ll,pp. 129-161.

Kramer, Gerald H. (1971). "Short-Term Fluctuations in U.S. Voting Behavior, 1896-1964", American Political
Review, vol. 65, pp. 131-143.

Kramer, Gerald H. (1983). "The Ecological Fallacy Revisited: Aggregate- versus Individual-level Findings
on Economics and Elections, and Sociotropic Voting", American Political Science Review, vol. 77, pp.
92-111.

Lewis-Beck, Michael S. (1988). Economics and Elections: The Major Western Democracies, Ann Arbor: Michigan
Press.

Lewin, Leif (1991). Self-Interest and Public Internt in Western Politics, Oxford: Oxford University Press.

Markus, Gregory B. (1988). "The Impact of Personal and National Economic Conditions on the Presidential
A Pooled Cross-Sectional Analysis", American Journal of Politica! Science, vol. 32, no. l, pp.
137-154.

Mueller, John E. (1970). "Presidential Popularity from Truman to Johnson", American Political Science
Review, vol. 64, pp. 18-34.

Nannestad, Peter og Martin Paldam (1991). "Knowledge about the Economy at the Mass Level. A Study of
Danish Data 1990/91", Memo 1991-11, Økonomisk Institut, Aarhus Universitet.

Nannestad, Peter og Martin Paldam (1992). "Economic Grievances and Government Support in a Small Welfare
Micro Theory and the Danish Case", Arbejdspapir, 1992.

Nannestad, Peter og Martin Paldam (1993a). "The VP-Function. A Survey of the Literature on Vote and
Popularity Functions after 25 Years", optaget i Public Choice, udkommer sommeren 1993.

Nannestad, Peter og Martin Paldam (1993b). "Mellem samfundssind og egeninteresse: Samfundsøkonomi,
privatøkonomi og mistillid til regeringens kompetence" kommer i Økonomi & Politik, 1993.

Paldam, Martin og Friedrich Schneider (1980). "The Macro-Economic Aspects of Government and Opposition
in Denmark 1957-78", Nationaløkonomisk tidsskrift, bind 118, nr. 2, pp. 149-170.

Stigier, George J. (1973). "General Economic Conditions and National Elections", American Economic
Review. Papers and Proceedings, vol. 63, pp. 160-164.