Spørgsmålet om, hvad der er og bør være aktørers motivation i politik - egeninteresser samfundshensyn - har altid været et grundspørgsmål i politisk teori. I de senere år er interessen blevet skærpet af en række modsatrettede strømninger inden for statskundskaben. Det gælder ikke mindst rational choice-teorien, spidsformulerer et interesseperspektiv, der nok har været dominerende politologien, men typisk med udgangspunkt i gruppeinteresser på makroplanet. Ud fra princippet om metodologisk individualisme tager rational choice-teorien derimod udgangspunkt i egeninteresser på mikroplanet. Det betyder for eksempel, at politikeres adfærd ikke forklares med gruppeinteresser eller ideologier, men derimod med interessen i genvalg. Også på vælgerplanet er der stor forskel mellem rational choice-teoriens og den traditionelle politologis på interesser¹, selv om sammenfaldene her er flere.

Interesseperspektivet har altid været i modstrid med klassisk-demokratiske idealer om, at politiske aktører bør kaste særinteresser til side, når de indtræder den politiske arena, og i stedet orientere sig mod det fælles bedste (Habermas, 1980; Svensson, 1979). Det var idealer, som industrisamfundets nye klasser gjorde til skamme, og tankegangen er fremstået som naiv (Pedersen, Men den har bevaret symbolsk betydning i det politiske sprog, hvor "særinteresser" må legitimeres som fællesinteresser (Elster, 1986). Idealet i de senere år fået en renæssance, blandt andet med teorien om kommunikativ (Habermas, 1981). Der er naturligvis tale om normative teorier, men ifølge Lewin (1988) beskriver de også, hvad aktørerne langt ad vejen gør.

Andre udfordringer kommer fra teorier, der i opposition til rational choiceapproachen traditionelle interesseperspektiver fremhæver værdiers og symbolers stigende betydning for aktørers adfærd - spændende fra nyinstitutionalisme la March og Olsen (1989) til vælgerforskningens stigende vægt på værdier og værdikonflikter (Inglehart, 1990).

Denne artikel fokuserer på spørgsmålet, om borgernes adfærd er bestemt af
særinteresser eller ej. De indbyrdes divergenser på begge sider inddrages kun,
hvor afklaringshensyn kræver det. Artiklen tager udgangspunkt i rational choice-teoriensaktørmodel.

Resumé

Man står både med et gyldigheds- og generalisationsproblem, hvis man ud fra studierne af økonomisk søger at slutte mere generelt om borgernes holdning til politik. Herudfra undersøges andre indikatorer for borgernes orientering til de økonomiske problemer, blandt andet vælgernes politiske dagsorden, hvorefter der foretages en mere strategisk test af egeninteressers betydning for borgernes stillingtagen til konkrete økonomiske indgreb og til skattepolitikken. Egeninteresser større betydning end ofte antaget i litteraturen om økonomisk vælgeradfærd - men langt mindre end forudsat i for eksempel diskussioner om de hyppige valgs betydning for det politiske styringsproblemer og - øjensynligt - blandt mange af det politiske systems aktører, ikke mindst når det gælder skattepolitikken, hvor der spores megen misforstået popularitetsjagt.

ce-teoriensaktørmodel.Den stammer fra økonomisk teori, hvor mikroteoriens homo oeconomicus er en velkendt variant. Aktørmodellen bygger på to simple antagelser (Nannestad, 1991; Dunleavy, 1991): Rationalitet og egoisme. Det er alene præmissen om egoisme, der skal diskuteres her, og artiklen begrænser sig til spørgsmålet om vælgernes/borgernes orientering til politik og samfund.

Denne problemstilling er dog ikke kun relevant for valgforskningen, men for forståelsen af hele det politiske system. For eksempel er diagnosen af borgerne central for diagnosen af det politiske systems styringsproblemer. Ikke så få teorier "demand overload"-typen står og falder med forestillingen om egoistiske (for eksempel Kærgaard, 1989). Hvis borgerne er kendetegnet ved offervilje frem for krævementalitet (Petersen, 1989), er det ganske andre forklaringer, er brug for.²

Systematiske undersøgelser af, om borgerne orienterer sig ud fra samfundshensyn tegnebogen, findes navnlig i litteraturen om økonomisk vælgeradfærd, imidlertid sjældent refererer til analoge problemstillinger på andre områder. Det giver både generaliseringsproblemer og problemer med at relatere til andre studier af vælgeradfærd. Uden støtte i andre typer af data kan resultaterne endda være svære at tolke (Kramer, 1983). Det lægger op til at angribe spørgsmålet om orienteringsmåden³ mere generelt. Nedenfor ses på andre indikatorer end de gængse for borgernes orientering i økonomiske spørgsmål, samt på holdninger til økonomiske indgreb og skattepolitik. Endelig modstridende iagttagelser om interesser og holdning til velfærdsstaten. skal vi dog diskutere nogle begrebsmæssige uklarheder.

Uklarheder i præmisser og fortolkninger

Vælgernes interesse og motivation

En første uklarhed består i, at økonomisk orienterede vælgere undertiden forveksles egoistiske vælgere (for eksempel Wolfe, 1986). En sondring mellem og motivation giver imidlertid fire kombinationsmuligheder - to rene og to blandede: Rational choice-teorien tager sigte på egoistiske vælgere, der interesserer sig for materielle spørgsmål (økonomi/fordelingspolitik) og motiveres af økonomisk egeninteresse. Modpolen er værdiorienterede vælgere, der er optaget af immaterielle, "altruistiske" værdier (for eksempel "postmaterialister"). tredje mulighed er forklædte egoister - værdiorienterede vælgere, der reelt motiveres af egeninteresser.⁴ Den fjerde type - ansvarlige vælgere - er økonomisk interesserede, men ud fra ønsket om at løse samfundets økonomiske problemer.

Mens én hovedstrømning i litteraturen har fremhævet vælgernes stigende værdiorientering, har studierne af økonomisk vælgeradfærd peget på økonomiens Men typisk med den tilføjelse, at vælgerne primært handler ud fra samfundsøkonomiske vurderinger (Kinder og Kieweit, 1981; Lewin, 1988). Begge strømninger fremhæver altså den sociotropiske orientering mod "det fælles bedste" og dermed en tilnærmelse til klassiske demokratiske idealforestillinger. Det har værdiorienterede vælgere ikke monopol på.

Forskellige slags rationalitet

En anden uklarhed består i en sammenblanding af egoisme og rationalitet. Igen er der fire kombinationsmuligheder - to rene typer og to blandede. Aktørerne i den rene rational choice-model er egoistiske og handler rationelt i forhold hertil - lidt som rationelle forbrugere (Nannestad, 1991). Heroverfor står den rene kulturmodel (Wildavsky, 1987): Mennesker er hverken egoistiske eller rationelle, men styres af identiteter, der definerer deres situationsopfattelser handlingstilbøjeligheder.

"Michigan-modellen", der længe dominerede valgforskningen, kom med sin ringe tro på vælgernes rationalitet og fokuseringen på overleverede eller tillærte specielt partiidentifikation, ret tæt på en ren kulturmodel (Campbell et a/., 1960). Ingleharts vælgermodel har også indslag herfra (Gaasholt, Vælgernes oplevelser af materiel velstand og fysisk sikkerhed i "the formative years" fungerer som prædispositioner resten aflivet.

Men der er to andre typer. Irrationelle forbrugere er motiveret af egeninteresser, handler ikke rationelt - de lader sig styre af signaler (reklamer o.l.), som de ikke er fuldt bevidste om. Issue voters og ideologiske vælgere er derimod rationelle, men ikke snævert egoistiske. Kritiske humanister har ofte yndet at se vælgerne som en slags "irrationelle forbrugere", mens empirisk forskning tværtimod understreget vælgernes (stigende) ideologiske konsistens.

Skellet mellem egoistiske vælgere og issue voters/ideologiske vælgere kan bortdefineres ved at definere "altruistiske" værdier som en præference på linje med alle andre.⁵ Men det, der derved vindes i anvendelighed, mistes i diskriminationsevne. er det rimeligt at fastholde, at rational choice-modellens handler rationelt i forhold til (snævert) egoistiske præferencer (Nannestad, 1991). Netop heri ligger teoriens styrke, jf. for eksempel diskussionen fangernes dilemma.

Det indebærer, at issue votinglideologisk partivalg normalt ikke kan ses som en
bekræftelse af rational choice-modellen (som hos Dunleavy og Husbands,

1985). Issue voters handler rationelt i forhold til givne,, men ikke nødvendigvis egoistiske, præferencer (jf. Nannestad, 1989). De er som udgangspunkt sociotropiske der følger deres overbevisning om, hvad der er godt for samfundet. "ansvarlige vælgere" ovenfor er netop et særtilfælde af issue voters, der stemmer ud fra økonomiske issues. Opbruddet i valgforskningen i 1970'erne (for eksempel Budge, Crewe og Farlie, 1976) bestod især i en påstand om, at vælgerne bevægede sig fra felt nummer 2 til felt nummer 4 i figur 2 ovenfor, ikke (kun) til felt nummer l.

Det har yderligere den konsekvens, at vælgere i mange henseender a priori må ka-rakteriseres som sociotropiske - nemlig når de tager stilling til issues (som for eksempel eller EF), hvor det er umuligt at identificere klare egeninteresser. 100 pct. egoistiske vælgere ville slet ikke kunne tage stilling til sådanne spørgsmål.

Egoisme, altruisme og sociotropisk orientering

I økonomisk teori er egoismens modstykke som regel altruisme. I politisk teori er modstykket derimod en sociotropisk orientering, der retter sig mod, hvad der er bedst for samfundet. En sociotropisk orientering kan være altruistisk, dvs. rettet mod at gøre godt for andre. Men den kan også bestå i at tage højde for, hvad der er kollektivt rationelt, for eksempel fordi samfundets vel i længden også tjener egeninteressen. Aktører kan med andre ord orientere sig mod egne interesser (snævert egoistisk), fælles interesser (sociotropisk) eller andres interesser (altruistisk).

Spørgsmålet i denne artikel er altså ikke, om borgerne er egoistiske eller
altruistiske, men alene om de er egoistiske i den ovennævnte snævre betydning
(som forudsat i de fleste anvendelser af rational choice-teori) eller ej.

En note om klasse- eller livsformsbestemt adfærd

Klassebestemt adfærd er et grænsetilfælde, som er vanskeligt at oversætte til aktørtermer. Vælgeranalyser har ofte set klassebestemt adfærd som ikke-rationel bestemt af Tdasseidentifikation - nøglevariablen i Michigan-skolens klasseforståelse. I et rational choice-perspektiv (Przeworski, 1985) står derimod kalkulerede egeninteresse for klassens medlemmer i centrum. En makrosociologisk approach ville måske betone den kollektive rationalitet. For eksempel var overvindelsen af fangernes dilemma kernen i klassiske marxistiske af klassebevidsthed (Vester, 1978).

Men i makrosociologien er udgangspunktet gruppen, ikke den enkelte aktør. Dermed inddrages også klassens kollektive erfaringer, der i form af normer og hele verdensbilleder overføres fra generation til generation. Klassebevidst adfærd også i at følge sådanne normer og handlingsanvisninger. Der er således om et langt bredere interessebegreb end rational choice-teoriens - og om en slags mellemform mellem (især) en sociotropisk og egoistisk orientering.

I klassemodellen ligger hovedvægten på interesser. I en anden mellemform,
livsformsmodellen, ligger hovedvægten på kulturelle forhold - på de normer og
opfattelser, der knytter sig til en given livsform (Goul Andersen, 1993a). Denne

model ligger således endnu fjernere fra rational choice-modellen end klassemodellen.

Bevidste og ubevidste handlinger; objektive og subjektive interesser

Det næste spørgsmål er, hvornår adfærd er interessebestemt i rational choiceteoriens Det strenge kriterium er, at aktører handler ud fra bevidst kalkuleret egennytte. Normalt anlægges dog et mildere kriterium. Teorien har aldrig hævdet at kunne forklare alt. Dens tiltrækningskraft består i, at den giver en enkel forklaring på det meste. Hovedkriteriet er derfor ikke, om aktørmodellen fuldt realistisk, men derimod om de hypoteser, der kan udledes, er frugtbare.

Det afgørende er ikke (som det ville være hos Weber), om aktørerne tænker bevidst egoistisk. Det afgørende er, at de handler, som om de gjorde det - at deduktionerne for egoistisk adfærd holder empirisk. Aktører, der i egen selvforståelse "sociotroper", kan godt være "übevidste egoister". Egeninteresser må typisk efterrationaliseres som fællesinteresser. For eksempel må et ønske om lavere marginalskat begrundes med skattens samfundsmæssige skadevirkninger. kommer også til at tro på efterrationaliseringerne - nogle aktører mere end andre.⁶

Kriteriet er altså, hvad aktørerne objektivt set gør, ikke hvad de tror, de gør. Nogle har derudfra afvist overhovedet at diskutere aktørforudsætningerne (Downs, 1957). Det er dog uacceptabelt. Kan man deducere korrekte implikationer fra forkerte præmisser (for eksempel at aktører handler egoistisk, men uden at tænke egoistisk), kræver det en forklaring - for eksempel at aktører forblændes af egne efterrationaliseringer. Men i så fald må aktørerne også af og til kunne forblændes af andres efterrationaliseringer. Efterrationaliseringerne have en relativ autonomi og en vis egendynamik. At se bort fra den mulighed fører let til en reduktionisme å la den, man netop har gjort op med i marxismen.

Behovet for empirisk viden

Derfor skal vi undersøge præmissen om egoisme nærmere. Forventningen er ikke, at antagelsen slet og ret er forkert, eller at borgerne alene er sociotropiske, altruistiske. Forventningen er, at der på mange områder er tale om en utilladelig forenkling. Utilladelig i den forstand, at den kan føre til fejldiagnoser - nok så vigtigt - til fejlbehandling i form af dårlige policies, irrationel 0.1.

At mennesket både har egoistiske og sociotropiske tilbøjeligheder, er ingen ny påstand. Mennesket er både en del af et fællesskab og et frit handlende individ 1983). Og for stærk dyrkelse af individualismen kan føre til længsel efter fællesskabet, mens det kan give individualistiske modreaktioner, hvis fællesskabet for store veksler på den enkeltes solidaritet (Hirschman, 1985).

Grundperspektivet her er dog sociologisk. Hvor økonomer (også "dissidenter"
Hirschman, 1985) ser den individrationelle kalkyle som grund-

læggende i al adfærd, ses den i sociologien som et kulturbestemt særtilfælde - som ét blandt mange svar på spørgsmålet: Hvem er jeg, og hvad skal jeg gøre? I nogle situationer og roller er denne adfærd tilladelig og naturlig, for eksempel markedet ("business is business"). I politik er den nærmest udtryk for et normbrud. Nok er politik også kamp og kompromis mellem særinteresser. Men normen om, at politik drejer sig om "det fælles bedste", består - og den gælder også for borgeren i vælgerrollen.⁷ Et af rational choice-teoriens klassiske problemer desuden, at det fremstår som et paradoks, at folk overhovedet stemmer valgene eller deltager i kollektive politiske handlinger. For en sociologisk nærmer det sig tværtimod normbrud, at nogle medlemmer af det politiske fællesskab ikke gør det.

For borgeren som privatperson gælder der andre normer. Som vælger tager fttøtt)borgeren ideelt set stilling til skattesystemet ud fra, hvad der tjener samfundet. privatperson indretter skatteborgeren sig derimod efter, hvad der tjener privatøkonomien.⁸ Den enkeltes handlingstilbøjelighed afhænger således af situationen og dermed rollen, og der gælder forskellige kalkyler i forskellige situationer.⁹ Sådanne situationer og roller er hverken statiske eller eksogent givne. De kan også påvirkes af politiske lederes interpellationer - for eksempel fremmaning af en krisebevidsthed, der både sænker (egoistiske) forventninger og anråber (stats)borgerens forpligtelser over for fællesskabet. Nogle fremstiller som "ulvetider", hvor enhver er sig selv nærmest. Men på det politiske plan er den modsatte reaktion faktisk lige så nærliggende (Petersen, 1989).

Begrænsningerne i undersøgelserne af "økonomisk vælgeradfærd"

Den mest systematiske viden om emnet har man fra undersøgelser af "økonomisk Stemmer vælgerne ud fra (vurderinger af) samfundsøkonomien privatøkonomien?¹⁰ Selv om samfundsøkonomiske vurderinger typisk som de vigtigste (Lewin, 1988) - og selv om man accepterer denne konklusion¹¹ - kan man dog ikke herudfra slutte, at vælgerne/borgerne orienterer mod "det fælles bedste". Der er nemlig store generalisationsproblemer.

For det første bygger undersøgelserne alene på økonomiske valens issues (jf. figur 3). Det er issues, hvor (næsten) alle er enige om standpunkterne - den politiske strid går navnlig på, hvem der er bedst til at opnå målet (Butler og Stokes, 1969). Mange økonomiske spørgsmål er valens issues. For eksempel er alle enige om, at arbejdsløshed og inflation skal bekæmpes.

Positions issues er issues, hvor der er uenighed om standpunkterne.¹² Sådanne issues har været dominerende i valgforskningen - for eksempel i diskussionen om "issue voting" og vælgerrationalitet. Heroverfor påpegede økonomer, at issue voting også kunne bestå i at vælge den regering, vælgerne fandt bedst til at løse de økonomiske problemer. Men selv om økonomiske valens issues er vigtige, er de ikke den eneste side af politik.

For det andet drejer undersøgelserne sig typisk om effekten på partivalget. Det er også vigtigt - holdninger og opfattelser uden handlingsmæssige konsekvenser ret uinteressante. Men vælgerholdninger kan også have adfærdsmæssig på mange andre måder (legitimitet, anticiperet reaktion, osv.).

Endelig bygger undersøgelserne ofte på svage operationaliseringer, der utilsigtet "favorisere" antagelsen om sociotropiske vælgere. Derfor er der ikke grundlag for at generalisere til, at vælgerne i bred almindelighed er orienteret mod det fælles bedste (Lewin, 1988). Analysen i det følgende udbygger og supplerer undersøgelserne af økonomisk vælgeradfærd, dels med andre indikatorer orienteringen til økonomiske spørgsmål, dels ved at inddrage andre typer af issues: Økonomiske indgreb, skattepolitik og velfærdsstat.

Vælgerne og samfundsøkonomien: S aliens, viden og offervilje

Saliens: Vælgernes politiske dagsorden

Det er en almindelig opfattelse i den politiske debat, at vælgere er optaget af de nære ting, mens nationaløkonomiske størrelser er "en by i Sibirien". Over for denne nærhedstese, der svarer til synet på vælgerne som egoistiske, står en ansvarlighedstese, ifølge hvilken vælgerne navnlig er optaget af samfundets problemer. svarer til det socotropiske billede af vælgerne.¹³

Billedet af vælgernes dagsorden afhænger lidt af spørgeteknikken (Goul Andersen, 1993b). Spontane svar på åbne spørgsmål (jf. tabel 1) viser, hvilke problemer, der opfattes som mest påtrængende. Siden 1975 har de nationaløkonomiske stået i centrum. Indtil 1984 nævnte mindst 80 pct. et økonomisk emne som vigtigste problem. I 1987 og 1990 lå tallet omkring 60 pct.

At nationaløkokonomien prioriteres højere end fordelingspolitikken, taler til fordel for ansvarlighedstesen. Et væsentligt stærkere indicium er dog, at det ikke er de nære problemer, vælgerne er mest optaget af. Skatter og inflation er de eneste emner, der berører alle i hverdagen. Men siden 1975 har disse emner været lavt prioriterede. Selv ved 1990-valget, der udløstes af et forslag om skattelettelser, nævnte kun seks pct. skatterne som vigtigste problem. Og ved valgene i 1987 og 1988 stod skatterne klart højere på mediernes dagsorden end på vælgernes (Siune, 1989) - stik imod, hvad man skulle forvente ud fra nærhedstesen.

Typisk har vælgerne set arbejdsløsheden som vigtigste problem. At den ikke påvirker regeringens popularitet (Paldam og Schneider, 1980, skyldes næppe mangel på solidaritet, men måske snarere manglende tiltro til muligheden for at løse problemet.¹⁴ Bekymringen for arbejdsløsheden taler umiddelbart til fordel ansvarlighedshypotesen, da kun et mindretal er berørt af ledighed.

Argumentet modificeres dog af, at de fleste har familie eller venner, der er
berørt, ligesom mange måske føler sit eget job truet.

Stærkest imod nærhedstesen taler dog bekymringen for betalingsbalancen, et rent kollektivt problem uden umiddelbar betydning for den enkelte. I 1987 og 1988 var betalingsbalancen vigtigste økonomiske problem på vælgernes dagsorden. I 1989 indtog betalingsbalancen en andenplads efter arbejdsløsheden Berlingske Tidende, 11.7.1989). Kriseundersøgelserne bekræftede billedet (Petersen m.f1.₃ 1989). Først i 1990, hvor underskuddet var vendt, aftog emnet i betydning.

Siden 1987 har økonomien været lidt lavere prioriteret. Det taler dog ikke übetinget mod ansvarlighedstesen. Den svagere krisebevidsthed i 1987 og 1990 kan være medvirkende (Petersen m.fl., 1991). Desuden udtrykte et af de nye emner, miljøet, også en sociotropisk orientering. 11988 var krisebevidstheden høj. Her var der dog specielle omstændigheder, dels problemerne regeringsdannelsen, dels successen med at gøre 1988-valget til en slags folkeafstemning om så fjernt et emne som sikkerhedspolitikken (Petersen, - hvorimod det ikke lykkedes at gøre 1990-valget til en folkeafstemning så nært et emne som skattepolitikken. Derfor taler heller ikke 1988valget ansvarlighedstesen.

Viden om økonomien

At betalingsbalancen kan bekymre vælgerne, strider mod nærhedstesen. Det er et fjernt emne og et rent kollektivt problem, som ingen har umiddelbar interessei ja nærmest har interesse i at glemme. Bekymringen for arbejdsløsheden er mere forståelig, men dog en anomali. Begge dele tyder også på, at vælgerne

enten er meget sofistikerede egoister - eller at de slet ikke orienterer sig egoistisk,men sociotopisk, i rollen som vælgere. Umiddelbart rejser analysendog spørgsmål: Hvad ved vælgerne om økonomien, og hvor dybt stikkerbekymringen?

Hvad vælgernes viden angår, er det klassiske argument, at vælgerne ikke ved ret meget, og at det heller ikke er nødvendigt. Ud fra antagelsen om, at vælgerne egoistiske - pocketbook-hypotesen - behøver de ikke viden for at handle rationelt: De kan se, hvordan det er gået med dem selv, og herudfra straffe eller belønne regeringen for dens gerninger (Fiorina, 1981). Oprindelig var det endda et hovedargument for, at "voters are not fools" (Key, 1966), sådan som Converse's (1964) elegante analyse af vælgernes (manglende) "belief system" ellers indicerede.

Bekymringen for samfundsøkonomien forudsætter dog en større viden. Det er også realistisk. Som påpeget af Kinder og Kieweit (1981) bombarderer medierne med budskaber om økonomien. Det kræver hverken viden eller indsigt at fornemme samfundsøkonomiens tilstand. At borgerne har stærke fornemmelser mere eller mindre kvalficerede - af økonomiens tilstand, bekræftes af forbrugertillidsundersøgelserne. Vurderingen af landets økonomi svinger markant - og langt mere end vurderingen af privatøkonomien, jf. figur 4.

I Kinder og Kieweits argument ligger også en implicit hypotese om, at vælgerne ekspertvurderinger, snarere end faktiske tal. Hypotesen kan ikke testes systematisk her. Det fremgår dog, at firsernes optimisme smuldrede allerede foråret 1986, dvs. før "kartoffelkuren", og at det positive stemningsskred ved årsskiftet 1990/91 faldt sammen med den overraskende melding om overskud betalingsbalancen (endnu i september havde vismændene forudsagt et underskud for hele året på knap 10 mia. kroner). Endelig ses det, at borgerne i overensstemmelsen med ekspertvurderingen af dansk økonomi som stærk havde positive vurderinger i 1990-92, trods høj og stigende arbejdsløshed.^{15 16}

Vælgernes viden rækker dog videre. En undersøgelse foretaget af Nannestad og Paldam (l 991 a), jf. også Goul Andersen, (1993b) viste god viden om arbejdsløshedens om underskuddene på statsbudgettet og betalingsbalancen, om omsvinget til et plus på betalingsbalancen i 1990 (kun få turde dog gætte på underskuddenes størrelse). Inflationen var derimod systematisk overvurderet. Det taler for ansvarlighedstesen: Inflationen mærker borgerne selv, men den har ikke været noget påtrængende samfundsproblem og ikke fået megen mediedækning.

På ét punkt kan borgerne ikke gennemskue de økonomiske informationer: De kan ikke kende forskel på statsunderskud og betalingsbalanceunderskud. I den nævnte undersøgelse viste det sig ved, at mange vurderede statsfinanserne som forbedrede efter årsskiftet 1990/91. En Vilstrup-måling (Politiken, 28.2. 1989) bekræfter sammenblandingen. De adspurgte fik oplyst, at statsgælden var omkring 400 mia. kroner og blev så spurgt om den statslige udlandsgælds andel heraf. Det typiske svar lå i omegnen af 75 pct. Det vidner om udbredt kendskab til den daværende udlandsgæld på ca. 300 mia. kroner og en lige så udbredt misforståelse om, at udlandsgælden er en del af statsgælden.

Alt i alt synes borgernes økonomiske viden ikke at bygge på privatøkonomiske som nærhedstesen forudsætter. Derimod kan det tænkes, at deres videnbearbejdning delvist bygger på sådanne erfaringer. Der foreligger ikke kvalitative undersøgelser af, hvordan borgerne tænker om samfundsøkonomien, det er sandsynligt, at analogislutninger til privatøkonomien spiller rolle.

Offervilje

Det sidste spørgsmål er, hvor langt bekymringen for samfundsøkonomien rækker om der også er offervilje i forhold til fællesskabets problemer. Det er der i hvert fald i nogen grad. Trods lavvækst og arbejdsløshed har der været høj og stigende tilfredshed med demokratiet (Eurobarometer, 1992). Frygten for "demand overload" og marxisters helt analoge forventninger om en legitimitetskrise Habermas, 1975, hvis faktuelle opfattelse af vælgerne altid har ligget nær rational choice-modellens!) viste sig lige übegrundede.

Offerviljen bekræftes også af andre data. Vælgerflertallet erklærer sig villige til at acceptere lavere levestandard og privatforbrug for at afhjælpe krisen (jf. tabel 2), navnlig i 1982 og 1988, hvor krisebevidstheden var størst - derimod er de ikke villige til at betale mere i skat.¹⁷1 1990 var der dog to ud af tre, der erklærede sig villige til at betale en procent ekstra i skat, hvis det kunne sikre tilbud om job eller uddannelse til alle unge.

De fleste har også accepteret, at der "i den nuværende økonomiske situation" er råd til lønstigninger eller skattelettelser, jf. tabel 3. Tallene fra 1986 viser, at der ikke er tale om rene reflekssvar. Da det gik "ufattelig godt", og krisebevidstheden svandt ind (Petersen m.fl., 1987), fandt flertallet, at der atter var råd til lønstigninger. Allerede i 1987 vendte billedet dog igen.₁₈ Det har ikke forhindret krav om højere løn, men der har været forståelse for en

stram indkomstpolitik - og at fagbevægelsens venstrefløj, langt mere end man kunne tro, har kæmpet med ryggen mod muren for til sidst at sygne hen. Endelig fremgår det nedenfor, at afdrag på statsgælden også prioriteres højere end skattelettelser.

Spørgsmålet er så, hvor reel offerviljen er. En indvending kunne være, at det er noget, man "skal" tilkendegive. Det forudsætter dog netop, at der eksisterer en slags medborgernorm om offervilje. Afvisningen af højere skatter viser også, at der kan svares nej til konkrete forslag. Men der er naturligvis forskel mellem uforpligtende tilkendegivelser og faktiske handlinger.

Er rækkevidden usikker, er der dog til gengæld ingen tvivl om, at offerviljen er til stede. Den giver også en nøgle til forståelsen af dansk politik siden begyndelsen 1980'erne (Petersen, 1989). Implikationen er, at der i situationer med høj krisebevidsthed er efterspørgsel på en politik, der stiller krav til borgerne hensyn til samfundets vel - at upopulære indgreb er populære, mens populære forslag å la ufinansierede skattelettelser eller offentlige udgifter ikke er det: Borgerne ønsker ikke kun interessevaretagelse - de ønsker også ledelse.

Sammenfatning

Vælgernes dagsorden, viden og offervilje levner ikke tvivl om den sociotropiske orientering i økonomiske spørgsmål. Dermed bekræftes og udbygges hovedtendensen litteraturen om økonomisk vælgeradfærd - vel at mærke på en anden type af data. Men for det første antyder resultaterne den vigtige nuance, at offerviljen afhænger af graden af krisebevidsthed - dvs. at den sociotropiske orientering kan være situationsbetinget (jf. Petersen, 1989). For det andet siger resultaterne ikke noget om, hvordan vælgerne tænker i andre typer af spørgsmål. for det tredje siger den erklærede offervilje ikke meget om, hvor langt den sociotropiske orientering rækker i forhold til den egoistiske.

I forlængelse af det sidste forbehold går vi i det følgende den modsatte vej og undersøger, hvor stor indflydelse egeninteresser har på borgernes holdninger, når det gælder konkrete økonomiske positions issues. Det bringer os bort fra det abstrakte uforpligtende, samtidig med, at der er udvalgt issues, hvor man på forhånd måtte forvente, at vælgerne i særlig høj grad ville orientere sig ud fra egeninteressen. Har egeninteresser ringe effekt på sådanne holdninger, er det et stærkt argument for, at vælgerne overvejende er sociotropisk orienteret.

Konkrete indgreb: Egeninteresser og samfundsøkonomi

Vi skal i dette afsnit se på egeninteressers betydning for vælgernes modtagelse af "kartoffelkuren" i 1986, "århundredets plan" i 1989 og KVR-regeringens "helhedsplan" i 1990. "Kartoffelkuren" var et "upopulært indgreb", der pålagde byrder. 1990-forslaget var nærmest det modsatte, mens "århundredets plan" faldt midt imellem. Analysen begrænses af manglende adgang til de to første datasæt, mens det sidste datasæt mangler en sammenfattende af KVR-planen. Ved at kombinere de forskellige oplysninger man dog "udfylde hullerne".

"Kartoffelkuren" oktober 1986

Kartoffelkuren blev dårligt modtaget af vælgerne. Ifølge en Gallup-måling
fandt kun 28 pct. indgrebet rigtigt, 51 pct. forkert (Nielsen, 1986). En samtidig
(pressemeddelelse af 22.10.1986) viste det samme.

Det kunne ses som en bekræftelse af, hvor svært det er at vinde tilslutning til upopulære indgreb blandt egoistiske vælgere. Det er dog forhastet. Kun 40 pct. af de adspurgte ventede selv at blive berørt af kartoffelkurens renteafgift. En alternativ kunne være manglende tiltro til, at indgrebet ville nytte: Nok mente 55 pct., at indgrebet ville mindske låntagningen til forbrug. Men kun 27 pct. mente, det ville forbedre betalingsbalancen. Det troede 58 pct. ikke på.¹⁹

Under alle omstændigheder var vælgernes syn på kuren ikke en simpel effekt af, om de selv blev berørt. 40 pct. af planens tilhængere forventede selv at skulle betale renteafgift. Blandt modstanderne var tallet 60 pct. Der er en sammenhæng, men den er ret svag. En del af sammenhængen er tilmed spuriøs. og SF-vælgere var nærmest pr. instinkt imod indgrebet, men samtidig de mest forgældede og dermed hårdest ramt af renteafgiften (47 pct. mod 34 pct. hos de borgerlige).²⁰

Forventningen om selv at skulle betale renteafgift har påvirket vælgernes syn, men synes ikke at være den afgørende forklaring på den negative modtagelse. tiltro til, at indgrebet ville hjælpe, og/eller en opfattelse af, at indgrebet var uretfærdigt, har formentlig været mere afgørende.

"Århundredets plan" i 1989

Spørgsmålsformuleringerne i undersøgelser af økonomisk vælgeradfærd har ikke været de bedste. Fuldt rationelle vælgere vil vurdere, hvorledes de forskellige politik vil påvirke økonomien. Dvs. deres vurderinger vil være fremadrettede (prospektivé)²¹ og fokusere på politikkens effekter på økonomien (dvs. vurderingerne vil være medierede). Men netop denne kombination - prospektive, vurderinger - er sjældent undersøgt, når det skulle afgøres, om vælgerne handlede egoistisk eller sociotropisk. Det skyldes især forventningen om, at det ville stille for store krav til vælgernes informationsniveau. det diskriminerer samtidig hypotesen om, at vælgerne er egoistiske.

I forbindelse med KVR-regeringens store økonomiske plan ("århundredets plan"), der blev fremlagt i maj 1989, var der mulighed for en mere "fair" test. Planen fik massiv medieomtale, og vælgerne havde ikke svært ved at tage stilling^

"Århundredets plan" var oprindelig ment som et offensivt fremstød over for vælgerne, der skulle "genskabe ånden fra 1982".²² En generel krisebevidsthed havde også gødet jorden for et indgreb: På et spørgsmål, om der var behov for et stort økonomisk indgreb nu, svarede 68 pct. ja og kun 22 pct. nej. Men til overraskelse for regeringen blev planen meget negativt modtaget. Kun 30 pct. syntes godt om planen, mens 56 pct. betragtede den som dårlig, jf. tabel 4.

Socialdemokrater og venstrefløjsvælgere var generelt afvisende. Svarene udtrykker dog ikke kun partiinstinkter. Dels fandt mange borgerlige vælgere planen dårlig, dels var der hos alle vælgere nuancer i vurderingen af planen, jf. tabel 5. Således vurderede et relativt flertal - herunder ikke så få socialdemokrater SF'ere - at planen ville gavne betalingsbalancen. Endnu flere - herunder borgerlige - mente til gengæld, planen ville skade beskæftigelsen. Den samlede samfundsøkonomiske vurdering faldt midt imellem. De fordelingspolitiske blev vurderet meget negativt, ligesom et flertal - måske lidt overraskende - mente, planen ville skade deres personlige økonomi.

Disse forskelle betyder, at der ikke er tale om rene efterrationaliseringer, og
at det giver mening at se holdningen til planen som en effekt af vurderingen af
de enkelte aspekter.23 Det er forudsætningen for at afgøre, om den negative

indstilling skyldtes vælgernes bekymring for privatøkonomien, for samfundsøkonomien,eller den sociale balance, dvs. for et egoistisk og to sociotropiske hensyn. Uden adgang til det originale datamateriale kan den isolerede effekt af de ovennævnte vurderinger ikke måles nøjagtigt. Som et groft, foreløbigt skøn må vi benytte bruttoeffekterne. I tabel 6 er vælgernes holdning til planen opdelt efter vurderingen af dens effekter, samt efter partivalg.

Blandt vælgere til venstre for midten var holdningen øjensynligt en simpel effekt af partivalget. Vurderingerne af planens effekter var nuancerede, men påvirkede næsten ikke holdningen til planen. Derfor er det kun blandt borgerlige der kan foretages en reel test.

Selv med alle forbehold for kontrolproblemer (herunder efterrationalisering af egeninteresser) synes samfundsøkonomiske og fordelingspolitiske hensyn at have været afgørende for de borgerlige vælgeres tvivlsomme opbakning. Hos borgerlige vælgere, der opfattede KVR-planen som gavnlig for samfundsøkonomien, et stort flertal tilhængere (en opinionsbalance på +49). Blandt de, der forventede en negativ effekt på samfundsøkonomien, gik flertallet imod (opinionsbalance på -58). Målt som effekt på opinionsbalancen er bruttoeffekten 107 pct.point. Øjensynligt vejede hensynet til betalingsbalancen tungest pct.point), noget mere end de forventede beskæftigelseseffekter pct.point). Også den fordelingspolitiske vurdering (82 pct.point) havde stor (brutto)effekt.²⁴

Men tabel 6 viser, at den privatøkonomiske vurdering også havde betydning. Bruttoeffekten på 55 pct.point er mindre end de øvrige. Men til gengæld må den ses som en ren kausaleffekt, hvis man antager, at de øvrige vurderinger kan være efterrationaliseringer af egeninteresser. De øvrige effekter indeholder et betydeligt spuriøst element (både via efterrationalisering og indbyrdes påvirkning). Det viser, at man ikke skal afskrive egeninteressers betydning for stillingtagen til konkrete indgreb. Operationaliseringen af rationel egoisme her er nemlig mere "fair" end de typiske i litteraturen om økonomisk vælgeradfærd. er også andre indicier for egeninteressens betydning. På grund af beskæringen af rentefradragsretten var parcelhusejerne mere truede af KVR-

planen end lejerne. Det kan forklare, at lejere så lige så positivt på planen som
ejere, selv om lejere stemmer længere til venstre.

Et hovedproblem er, at vi uden adgang til primærdata ikke kan udregne de isolerede effekter af de enkelte vurderinger og dermed sammenholde de egoistiske sociotropiske vurderingers betydning. Forskellen i effekter er så stor, at konklusionen om de sociotropiske vurderingers forrang dårligt kan væltes.²⁵ Hvis efterrationaliseringen er meget stærk, giver bruttoeffekterne dog et overdrevet af forskellen. Man kan få en antydning af problemets omfang via spørgsmålene om KVR-regeringens "helhedsplan" i valgundersøgelsen 1990.

"Helhedsløsningen" 1990

Valget i 1990 er i det hele taget en interessant case. Vælgerne viste ringe interesse den foreslåede skattelettelse, der endda fremstod som "gratis", da den især skulle finansieres ved lukning af skattehuller for erhvervslivet, ved privatisering statsforetagender samt en mindre øgning af statens underskud.

De privatøkonomiske forventninger var også ret positive, jf. tabel 7. Kun 10 pct. forventede en negativ effekt, 30 pct. en gevinst. Den samfundsøkonomiske var mere skeptisk. 1/4 mente, helhedsløsningen ville gøre skade, mens lige så mange forventede en gavnlig effekt. Andre vurderinger blev ikke målt, men valgresultatet og de skattepolitiske holdninger antyder, at såvel den fordelingspolitiske som den samlede vurdering har hældet i negativ retning.

Forklaringer på forslagets manglende appel undersøges i næste afsnit. Problemether
om egeninteresser efterrationaliseres som samfundsøkonomiske
vurderinger. Tabel 8 viser, at flertallet af vælgerne til venstre for midten anså

planen for samfundsskadelig, uanset personlige fordele. KVR-vælgere, der ventede privatøkonomiske fordele, fremhævede derimod stærkt den samfundsgavnligeeffekt. tyder på en vis efterrationalisering. Sammenhængen er dog kun moderat stærk. Kan vi overføre det på 1989-tallene, så betyder det, at kontrolproblemerne ikke kan ændre indtrykket af, at de sociotropiske vurderingervar udslaggivende for de borgerlige vælgeres manglende opbakning i 1989.

Men hvorfor var vælgerne ikke interesserede i de foreslåede skattelettelser i 1990? Skyldtes det egeninteresser - at for få ville nyde fordele? Eller skyldtes det samfundshensyn - bekymring for statsgæld mv.? En besvarelse af disse spørgsmål kræver en nærmere analyse af vælgernes skattepolitiske holdninger.

Skattepolitikken

1990-valget gav ualmindelig god lejlighed til at undersøge egeninteressers betydning for de skattepolitiske holdninger. Forslaget om afskaffelse af 6 pct. skatten fik stor mediedækning, og fordelingen af fordele og omkostninger var gennemskuelig. De umiddelbare omkostninger for borgerne var så små, at man kan se bort fra dem, og fordelene tilkom især grupperne med personlig indkomst over 155.100 kr. årligt (1991-tal).

Det er dog ikke givet, at borgerne kunne gennemskue fordelen. Folk kender deres trækprocent, men ikke nødvendigvis den marginale skatteprocent - skatten af den sidst tjente krone. Formentlig forveksles den ofte med trækprocenten. Manglende interessebevidsthed gør det i givet fald umuligt at efterprøve egoistiske sociotropiske faktorers betydning. Det må derfor undersøges først.

Bevidsthed om egeninteresser

Hvis vælgerne var interessebevidste, skulle næsten alle med en årsindkomst
over 200.000 kr. (brutto) se "helhedsløsningen" som en personlig fordel.

Gruppen 150-199.000 skulle være delt. Og hos dem, der tjente mindre end
150.000, skulle svaret være, at skattelettelsen var uden større betydning.

Resultaterne i tabel 9 svarer ret nøje til disse forventninger. En yderligere findeling (ikke vist) bekræfter endvidere, at indkomst er uden effekt hos alle grupper med indkomst under 150.000. Hos alle indkomstgrupper over 200.000 så et absolut flertal personlig fordel i forslaget, men her bliver vurderingen entydig med stigende indkomst (fra en opinionsbalance på +50 i gruppen 200-249.000 til +78 i gruppen over 400.000). Med en tredeling af indkomst som i tabel 9 er sammenhængen så stærk som gamma= .59 (hvorimod mellem egenindkomst og vurdering af samfundsøkonomiske kun er gamma= .13).

Også mange med lav egenindkomst var bevidste om, at de indirekte ville få
fordel af forslaget, hvis husstandsindkomsten var høj, jf. tabel 9.

Indkomst og skatteholdninger

Hvis holdningerne er interessebestemt, må vi altså ud fra vælgernes interessebevidsthed
en stærk sammenhæng mellem indkomst og skatteholdninger.

I valgundersøgelsen indgik spørgsmål om, hvad vælgerne ville foretrække, hvis der var råd til skattelettelser. Svarene er interessante. Vi har allerede set, at vælgerne ikke mente, der var råd til skattelettelser. Dernæst fremgår det af tabel 10, at et stort flertal ville foretrække afdrag på statsgælden frem for skattelettelser, der var råd. Selv om man tager højde for mulige overtalelseseffekter spørgsmålet, er resultatet svært at forklare ud fra simple egeninteresser.

Det er de øvrige resultater ikke nødvendigvis - til gengæld viser de markant afstand mellem befolkningens og "public policy-elitens" syn på skattepolitikken. skatten endelig sænkes, ville flertallet foretrække lavere moms frem for lavere indkomstskat, højere bundgrænse frem for lavere trækprocenter, og lavere proportionalskat (22 pct. skat) frem for lavere marginalskat (6 og 12 pct. skat). I alle tre tilfælde er elitevurderingerne de stik modsatte.²⁶

Efter valget var det vistnok en udbredt opfattelse, at udfaldet skyldtes de ca. 2/3 af befolkningen, der ikke ville nyde gavn af den lavere marginalskat. Men opfattelsen er forkert, jf. tabel 11. Skatteholdningerne var næsten ikke indkomstafhængige. det store flertal, der tjente mindre end 250.000 kroner årligt, var holdningerne slet ikke påvirket af indkomst. Vælgere med indkomst over 250.000 kr. var mindre afvisende over for lettelser af indkomst- og marginalskat. kun den lille gruppe (17 personer i stikprøven) med indkomst over 400.000 kroner delte de rådende elitevurderinger. Det betød til gengæld en markant afvigelse fra resten af befolkningen. Nu kunne det skyldes, at næsten alle med så høj indkomst stemmer borgerligt. Men holdningerne ligger vidt fra, hvad man skulle forvente ud fra partivalget. I samtlige partier foretrak vælgerflertallet nemlig lavere moms, højere bundgrænse, og lavere proportionalskat for lavere marginalskat.²⁷

Med så få svarpersoner skal resultatet tages med stort forbehold. Men tallene
tyder på, at "ondt i skatten" - simple egeninteresser - er en vigtig motivation,

når indkomsten overstiger 400.000 kr. årligt. Afvigelsen er så markant, at det næsten kunne være en medvirkende forklaring på "public policy-elitens" afvigendeholdninger skatteområdet.²⁸ Omvendt er der altså ingen forskel mellemlav og mellemindkomstgruppernes holdninger til skattepolitikken.

Antagelsen om, at det ikke skyldes manglende interessebevidsthed, bekræftes tabel 12: Det subjektive mål, oplevet fordel ved helhedsplanen, har mindre på holdningen til sænkning af marginalskatten end det objektive mål, indkomst.

Dernæst fremgår det, at den samfundsøkonomiske vurdering har væsentligt stærkere effekt på holdningen til marginalskattelettelser (gamma=.3B) end oplevet egeninteresse (gamma=.l4). Skattepolitiske holdninger synes, undtagen de bedststillede, mere bestemt af samfundshensyn end simple egeninteresser. det politiske liv synes man at have baseret sig på den modsatte opfattelse.

Nu skal resultaterne ikke overfortolkes. For det første gælder tilsyneladende et princip om "uimodståelige fristelser": Egeninteresser har betydning, når de er stærke nok (som for indkomstgruppen over 400.000). For det andet går balancepunktet mellem fordelene ved nedsættelse af proportional- og marginalskat ved en personlig indkomst på 155.100, men snarere ved godt 200.000 (i 1991-tal), hvis man skulle bruge hele provenuet fra 6 pct. skatten til skattelettelser. Og endelig følger det af princippet om stærke interesser, at billedet kan være et helt andet, hvis der skal fordeles nye byrder - så som fjernelse bestående fradrag.

Alligevel er det påfaldende, at rational choice-teorien har svært ved at forklare holdninger, der må forventes at høre til de mest interessebestemte alle. Interesser har betydning for et fåtal, men betragtninger over vælgernes umiddelbare interesser synes mere vild- end vejledende.

Situation, orientering og velfærdsstat: En hypotese

Sondringen mellem forskellige situationer med forskellig orientering kan
måske også være med til at forklare en række modstridende resultater fra
undersøgelser af befolkningens holdninger til velfærdsstaten.

På den ene side viser data fra landsdækkende vælgerundersøgelser ingen eller kun übetydelige interessebestemte forskelle i holdningen til velfærdsstaten,ja i holdningen til specifikke udgiftsområder (Goul Andersen, 1993a). For eksempel var der så godt som ingen målelige holdningsforskelle mellem offentligt og privat ansatte funktionærer, der ellers adskiller sig mere og mere i partivalg;²⁹ brugere af daginstitutioner og i folkeskolen havde stort set samme holdning til udgiftspolitikken som ikke-brugere; et overvældende

flertal i alle grupper ville bruge flere penge på de ældre og syge; og folkepensionistervar
aldersgruppe, der var mindst tilbøjelig til at kræve højere folkepension.

Til gengæld tager forskellen mellem brugere og ikke-brugere sig ganske anderledes ud, når man spørger om udgiftsholdninger inden for en enkelt kommune (Mouritzen og Winter, 1992). Her svarer forskellene ret nøje til, hvad man skulle forvente ud fra en egeninteressemodel.

De fundne resultater kan naturligvis være atypiske, men det er næppe sandsynligt. den udstrækning, resultaterne hver for sig er holdbare og lader sig generalisere, står man således med et interessant problem. Vi har ikke mulighed at efterprøve forklaringer her. Men igen er en nærliggende hypotese, at forskellen er situationsbestemt: Hvis situationen for eksempel er, at en konkret institution skal nedlægges eller beskæres, så må man regne med, at de berørte ansatte og brugere - selv de ivrigste fjender af den offentlige sektor - vil kæmpe imod. Er situationen derimod, at borgeren i rollen som statsborger skal tage stilling til samfundets problemer (og det er netop borgerens situation i vælgerrollen), gælder der en norm om, at denne stillingtagen må ske ud fra hensynet det fælles bedste. Selv om egeninteresser kan efterrationaliseres som fælles interesser, så sætter det dog store begrænsninger. Til gengæld kan der være store kultur- eller socialiseringsbestemte forskelle (eller kognitivt bestemte i opfattelsen af, hvad der tjener samfundet bedst.

I den udstrækning, normerne efterleves, må man forvente et kontinuum fra statsborgeren, der i sin egen selvforståelse tager stilling ud fra forholdsvis ideelle om at gavne fællesskabet, til brugere og offentligt ansatte i konkrete hvor alle forventes at forfølge deres helt snævre egeninteresse. Holdninger konkrete udgiftsområder i en kommune ligger i den forbindelse i en slags mellemposition, hvor både ideelle motiver og umiddelbare interesser kan spille ind.

Sammenfatning

Hypoteserne om egoistiske vs. sociotropiske vælgere - har kun i beskedent omfang været testet mod hinanden, undtagen i den snævre kontekst, som studier økonomisk vælgeradfærd udgør. Artiklen har forsøgt at relatere diskussionen andre undersøgelser af vælgerne, samt at udvide perspektivet, dels til andre typer af oplysninger om økonomien, dels til andre typer af problemer, hvor man måtte forvente, at egeninteresser spillede en særlig stor rolle.

Resultaterne bekræfter på mange måder antagelsen om, at borgerne først og
fremmest orienterer sig mod fællesskabets interesser og problemer:
- Siden midten af 1970'erne har samfundsøkonomiske problemer, herunder i
perioder så "fjerne" problemer som betalingsbalancen, gennemgående stået
øverst på vælgernes dagsorden.

- De store udsving i vurderingen af samfundsøkonomiens tilstand tyder på stor
opmærksomhed på de fælles økonomiske problemer - og muligvis på stor
påvirkning af ekspertvurderinger heraf.

- Der er mange tilkendegivelser af offervilje for at løse problemerne.

- En kritisk test på basis af holdninger til konkrete økonomiske indgreb og til skattepolitikken tyder på, at bredere samfundshensyn selv her spiller en klart større rolle end egeninteresser, hvilket i øvrigt også må formodes at være tilfældet, når det gælder borgernes stillingtagen til mange ikke-økonomiske spørgsmål.

Både i diagnoser af det politiske systems styringsproblemer og i politikeres appeller til vælgerne vurderes vælgerne/borgerne ofte som mere snævert egoistiske, de er. Omvendt viser holdningen til konkrete økonomiske indgreb, at valide operationaliseringer kan føre til en opvurdering af egoistiske faktorers betydning, sammenlignet med nogle studier af økonomisk vælgeradfærd.

Budskabet er heller ikke, at borgerne slet og ret handler sociotropisk, endsige Snarere er der måske tale om, at borgerne i overensstemmelse med gældende normer handler forskelligt i forskellige situationer - overvejende interessebestemt på markedet, eller i rollen som skatteborger, som social klient etc., ovejende sociotropisk i statsborgerrollen (herunder vælgerrollen). Med den tilføjelse, at politiske ledere i det sidstnævnte tilfælde har en vis kapacitet til at definere situationen, herunder fremmane en krisebevidsthed eller anråbe borgerens forpligtelser over for fællesskabet. Og - måske - med den tilføjelse, at de egoistiske motiver vejer tungere i konkrete situationer (for eksempel stillingtagen økonomiske indgreb) end i abstrakte og uforpligtende.

Anm.: Artiklens datagrundlag er en undersøgelse af ændringer i den politiske dagsorden, gennemført sammen
valgundersøgelsen 1990, finansieret af Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd. Tabel 4-6
om holdninger til "Planen", 1989, bygger på en IFO-undersøgelse finansieret af Det fri Aktuelt.

---

Noter

1. Således er der stor forskel i synet på, hvordan klasseinteresser påvirker adfærden. Et andet eksempel er, at det i traditionel politologi ses som "naturligt", at interesser organiseres kollektivt. For rational choice-teorien det netop noget, der må forklares, på grund af "free-rider"-problemet (Olson, 1965).

2. Aktørdiskussionen har også videre konsekvenser. Det er lidt af en "erhvervssygdom" i økonomi at tage rational choice-modellen for givet, og den indgår ret ureflekteret i diskussioner om incitamenter på mange policy områder. Det kan føre til problematiske diagnoser af policy problemer, hvis aktørernes handlemåde er en anden (jf. Goul Andersen 1993b). Som påpeget af Hirschman (1985) har den økonomiske "imperialisme", blandt andet via eksport af rational choice-teori, ikke kun afsløret problemer nabofagene, men også i økonomien selv. Økonomi er en kultur- eller adfærdsvidenskab, men svigter undertiden i prognoser og anbefalinger, fordi den har glemt, den er det, og derfor afskærer sig fra anden samfundsvidenskabelig adfærdsforståelse. Rational choice-teorien er én approach til at integrere økonomi og andre samfundsvidenskaber, men den har samtidig været mobiliserende for ideer om, at det må ske på et andet grundlag (Inglehart, 1990; Etzioni, 1988).

3. Diskussionen har rødder tilbage i Webers idealtyper af menneskelig handlen (målrationel, værdirationel, affektuel, traditionel), der er defineret ud fra, hvordan handlingen er meningsfuld for aktøren. Kulturforskningens udgangspunkt er aktørens identitetsspørgsmål: "Hvem er jeg, og hvad skal jeg gøre?" (Wildavsky, 1987). Marxismens parallel er Althussers (1971) tese om, at "ideologien interpellerer som subjekt" i dobbeltbetydningen undersåt og handlende individ. Althussers tese udtrykker en genopdagelse af rollebegrebet, hvis styrke er betoningen af, at der hører forskellige handlemåder til forskellige situationer. Svagheden et de statiske og navnlig passive konnotationer, som senere marxistiske/post-marxistiske ideologiteorier kun delvist har formået at sætte sig ud over (Trierborn, jf. også Laclau og Mouffe 1985).

---

3. Diskussionen har rødder tilbage i Webers idealtyper af menneskelig handlen (målrationel, værdirationel, affektuel, traditionel), der er defineret ud fra, hvordan handlingen er meningsfuld for aktøren. Kulturforskningens udgangspunkt er aktørens identitetsspørgsmål: "Hvem er jeg, og hvad skal jeg gøre?" (Wildavsky, 1987). Marxismens parallel er Althussers (1971) tese om, at "ideologien interpellerer som subjekt" i dobbeltbetydningen undersåt og handlende individ. Althussers tese udtrykker en genopdagelse af rollebegrebet, hvis styrke er betoningen af, at der hører forskellige handlemåder til forskellige situationer. Svagheden et de statiske og navnlig passive konnotationer, som senere marxistiske/post-marxistiske ideologiteorier kun delvist har formået at sætte sig ud over (Trierborn, jf. også Laclau og Mouffe 1985).

4. Et spørgsmål kunne være, om der indgår skjulte egeninteresser hos Ingleharts "postmaterialister", eller om de "nye mellemlags" venstredrejning er interesse- eller værdibestemt (Sørensen 1993: 823). Svensson Togeby (1986) talte om klassemobilisering, men præciserede ikke, om den havde rod i interesser eller værdier - eller om sådanne værdier er klassespecifikke.

5. Altruisme er en anomali, som økonomisk teori har svært ved at håndtere (og helst ville bortdefinere, for eksempel ved at forklare "altruistisk" adfærd med, at den tilfredsstiller et (egoistisk) behov for at gøre godt mod andre). I andre samfundsvidenskabelige discipliner forholder det sig næsten modsat. I socialpsykologien altruisme ofte knyttet til et højt personligt udviklingsstadie, selvværd, overskud 0.1. (Gaasholt, 1985; Jenssen, 1992), mens snæver egoisme bunder i manglende ressourcer eller manglende personlig udvikling.

6. Aktører på eliteplan må være i stand til bedre at gennemskue interesserne bag egne og andres argumenter aktører på masseplanet. I så henseende er det mindre betænkeligt at anvende rational choicemodellen eliteplan. Adfærdsstudier tyder dog på, at andre hensyn spiller ind (Jensen, 1993) - og på, at skabelse af fælles forståelse er andet og mere end et rent strategisk fænomen (Nielsen og Petersen, 1989).

7. Som på alle andre områder forekommer der naturligvis normbrud - for eksempel afhængig af egeninteressens og - hvad der nærmer sig det tautologiske - normens styrke.

8. Som privatpersoner er folk i højere grad sig selv nærmest: Selv om folk går ind for offentlige besparelser eller løntilbageholdenhed af hensyn til samfundsøkonomien, fører det sjældent til, at de siger nej til offentlige ydelser, accepterer nedlæggelse af deres egen skole, eller undlader at stille lønkrav. Og selv om folk går ind for høje offentlige udgifter og dermed skatter, kan de godt forsøge at unddrage sig betalingen, fradrag, sort arbejde 0.1. Der er tale om to forskellige roller - som allerede påpeget af Marx i sondringen mellem le citoyen og le bourgeois - og misforholdet mellem adfærden i de to roller skal være meget graverende, før nogen opfatter det som dobbeltmoral.

9. Herfra ligger vejen i øvrigt åben til et bredere perspektiv på politisk adfærd, der både undgår rational choice-teoriens "over-egoistiske" og sociologiens "over-socialiserede" alternativ. Et sådant perspektiv lægger vægt på adfærdens kognitive aspekter: Aktører kan lære af erfaringen, overbevises om økonomiske etc. Aktører (både på masse- og eliteplan) kan i øvrigt også fejllære af erfaringen (Larsen, 1985), hvilket for eksempel kan være en lige så vigtig årsag til uheldig politik, dårlig styring osv. som for eksempel politikeres kortsigtede genvalgsønsker. Selv hvor kalkuleret egennytte er eneste drivkraft, kan kognitive aspekter i øvrigt være en vigtig kilde til forklaring af aktørers adfærd, fordi det er usikkert, hvad der gavner egeninteressen. Finanssektorens tilpasningsstrategier til EF's Indre Marked, retrospektivt viste sig lidet profitable, kunne være et eksempel.

10. Økonomiske faktorers betydning er undersøgt både på individniveau og på aggregeret plan. For danske og norske undersøgelser på individniveau, se Jensen (1989), Borre (1989), samt Aardal, Valen og Listhaug samt for modstridende resultater Nannestad og Paldam (1991b). Lewis-Beck (1990) understøtter hovedlinjen, men tilføjer en række nuancer. Mens de ovennævnte (især) er baseret på interviewdata, bygger litteraturen om VP-funktioner (Vote and Popularity-funktioner) på aggregerede data, hvor det er sammenhængen mellem makroøkonomiske størrelser og regeringers eller partiers popularitet på aggregeret niveau, der undersøges. Se for en tidlig dansk undersøgelse Paldam og Schneider (1980) samt for oversigter blandt andet Paldam (1981; 1991); Nannestad og Paldam (1992).

11. Konklusionen kan anfægtes. Mens analyser af VP-funktioner indebærer en fare for en slags økologiske fejlslutninger med hensyn til motiverne på individniveau, indebærer interviewbaserede undersøgelser en endnu mere nærliggende fare for atomistiske fejlslutninger og fejltolkning af kausaliteten (Kramer, 1983). Et analogt eksempel er den veldokumenterede sammenhæng mellem EF-holdninger og politisk mistillid: Er det (på mikroplanet) mistilliden, der skaber unionsmodstandere eller unionsmodstanden, der skaber mistillid? Og er der (på makroplanet) overhovedet nogen sammenhæng mellem unionsmodstand spørgsmålets saliens) og politisk mistillid i samfundet? Svaret på det sidste er sandsynligvis jf. Goul Andersen (1992): Unionsmodstand forklarer, hvilke personer, der har mistillid (eller vice versa), men ikke mistillidens størrelse, eller omvendt.

12. Emner kan i øvrigt skifte plads - hvilket kan antyde grundlæggende politiske regimeskift. For eksempel er "fast kronekurs" ændret fra et positions issue til et valensissue, som alle partier - og næsten alle vælgere tilslutter sig (Goul Andersen, 1988: 22-23; Greens/Børsen, 18.2.1993).

13. Sondringen egoistisk/sociotropisk går på, hvad der motiverer (egeninteresser eller samfundsinteresser), mens sondringen nærhed/ansvarlighed går på, hvad vælgerne er optaget af (selvoplevede problemer eller samfundsproblemer). Disse sondringer er nærtbeslægtede, men ikke logisk sammenfaldende. I øvrigt skal det nævnes, at begreberne "nærhedstesen" og "ansvarlighedstesen" her er benyttet i en noget anden betydning end den typiske i litteraturen om økonomisk vælgeradfærd.

---

13. Sondringen egoistisk/sociotropisk går på, hvad der motiverer (egeninteresser eller samfundsinteresser), mens sondringen nærhed/ansvarlighed går på, hvad vælgerne er optaget af (selvoplevede problemer eller samfundsproblemer). Disse sondringer er nærtbeslægtede, men ikke logisk sammenfaldende. I øvrigt skal det nævnes, at begreberne "nærhedstesen" og "ansvarlighedstesen" her er benyttet i en noget anden betydning end den typiske i litteraturen om økonomisk vælgeradfærd.

14. Det kunne også skyldes, at vælgerne ikke er reelt bekymrede for arbejdsløsheden. Mere taler dog for, at borgerne har resigneret, "belært" af erfaringen. Ved 1990-valget mente 48 pct., at en socialdemokratisk ledet regering ville være bedst til at bekæmpe arbejdsløsheden, mens kun 16 pct. havde størst tiltro til en borgerlig regering. Men vælgerne har ingen illusioner om, at en socialdemokratisk regering ville være bedre. Ved Nyrup-regeringens tiltræden forventede kun 18 pct., at den nye regering ville være i stand til at "sænke arbejdsløsheden betydeligt". 76 pct. svarede nej. (Gallup/Berlingske Tidende, 24.1.1993).

15. Det kunne også tolkes som tegn på, at vælgerne alligevel lader hånt om beskæftigelsen. Men deter nok mere udtryk for den "erfaring", at forbedret beskæftigelse købt for "lånte penge" (statsgæld, udlandsgæld) kortsigtet og kan forværre problemerne på længere sigt.

16. I efteråret 1992 synes borgerne dog at have erkendt problemerne som følge af valutauroen tidligere end mange eksperter, jf. Økonomisk oversigt fra Økonomiministeriet, december 1992.

17. Der er ikke kun egoistiske, men også sociotropiske grunde til ikke at ville betale mere i skat: I 1990 var skattetrykket og den offentlige sektors størrelse vælgernes foretrukne forklaringer på landets økonomiske (Goul Andersen, 1991 a; jf. også Mouritzen, 1991: 532).

18. I øvrigt er arbejdsløse, stik imod rational choice-ræsonnementer i gængse policy analyser af arbejdsmarkedspolitikken, mere tilbøjelige til at gå ind for lønstigninger end beskæftigede lønmodtagere (opinionsbalancer 1991 på hhv. O og -19). Beskæftigede lønmodtagere er, som man måtte vente, lidt mere tilbøjelige til at gå ind for lønstigninger end selvstændige, pensionister mv. (opinionsbalancer i 1991 på hhv. -19 og -40), men forskellen er beskeden.

19. Svarene virker ulogiske, da lavere forbrug giver bedre betalingsbalance. Deter borgerne dog næppe uvidende jf. at den foretrukne kriseforklaring altid har været, at "vi levede over evne i 60'erne". Svarene snarere vælgernes manglende tiltro til, at indgrebet ville være tilstrækkeligt - belært af erfaringer indgreb, der ikke holdt, hvad de lovede.

20. Det har været en myte i offentligheden, at kartoffelkuren navnlig ramte de borgerlige kernevælgere. Både borgernes egen vurdering ovenfor og en undersøgelse i 1985 af borgernes rentefradrag (Klassesurvey, pegede ligeledes på, at vælgerne til venstre for midten var de mest forgældede - specielt SF'erne og VS'erne.

21. Det forudsætter dog, at man har et rimeligt grundlag for at anlægge prospektive vurderinger. Fiorina (1981) nævner, med Key (1966) som reference, at deter mere rationelt af vælgerne at anlægge retrospektive Vælgerne ved nemlig udmærket, at man ikke kan stole på politikeres gyldne løfter. Derfor bedømmer rationelle vælgere politikerne på, hvad de har gjort, ikke på, hvad de siger. Situationen er dog en anden, idet der netop lægges helt konkrete forslag frem - og desuden er det forslagene, partierne, der skal tages stilling til.

22. Planen var andet led i en totrinsraket, hvor den første del, Handlingsplan for a/bureaukratisering, kom i slutningen af 1988. Begge dele var indirekte udløst af Fremskridtspartiets fremgang i meningsmålingerne næsten 20 pct. i det tidlige efterår 1988), der (fejlagtigt, jf. Goul Andersen og Bjørklund, 1990) blev udlagt som et nyt skatteoprør og derfor førte til en styrkelse af højrefløjen i regeringspartierne. Planens blev i øvrigt udvidet under forberedelserne, og den fremstår nærmest som et samlekatalog over den policy-udvikling, der på det tidspunkt foregik i Finansministeriet.

23. For en uddybende begrundelse og efterprøvning af denne tolkning af kausalitetsretningen, se Goul Andersen (1993b).

24. Bag hele planen og markedsføringen af den lå øjensynligt en fejlvurdering af vælgernes egoisme og af borgerlige vælgeres ønske om skattelettelser. Ironisk nok viste en Gallup-undersøgelse af holdninger til planen, at kun 14 pct. af de borgerlige vælgere så lavere skatter som det vigtigste mål i den økonomiske politik - mod 19 pct. blandt socialdemokrater (Gallup/Berlingske Tidende, 11.7.1989). De borgerlige vælgere lagde større vægt på betalingsbalancen (18 pct.) - i modsætning til socialdemokraterne (12 pct.). Også valgundersøgelsen 1988 bekræfter, at betalingsbalancehensynet havde afgørende betydning for de borgerlige vælgeres politiske adfærd (Jensen, 1989), ligesom kriseundersøgelserne 1982-90 altid har vist, at borgerlige vælgere var mindre afvisende over for skatteforhøjelser end socialdemokrater - og generelt mere offervillige.

25. Med mindre man gør supplerende antagelser om omvendt kausalitet for nogle, men ikke alle, vurderinger, ikke forekommer velbegrundet.

26. Hvis præferencerne var transitive, ville det ikke efterlade mange vælgere, der delte opfattelserne på Christiansborg. Meningsmålinger i dagspressen tyder dog på, at præferencerne ikke er transitive - men bekræfter indtrykket af en kolossal forskel mellem holdninger på masse- og eliteplanet (jf. for eksempel Sonar Jyllands-Posten, 11.2.1991).

27. Helt nøjagtigt er der to små undtagelser: Flertallet af de radikale vælgere foretrækker lavere indkomst- skat frem for lavere moms (opinionsbalance: -20), og hos de Konservative er der ligevægt mellem den andel, der foretrækker lavere marginalskat og lavere proportionalskat.

---

27. Helt nøjagtigt er der to små undtagelser: Flertallet af de radikale vælgere foretrækker lavere indkomst- skat frem for lavere moms (opinionsbalance: -20), og hos de Konservative er der ligevægt mellem den andel, der foretrækker lavere marginalskat og lavere proportionalskat.

28. Når det gælder grupperne med indkomster mellem 250.000 og 399.000 kroner om året, svarer afvigelsen nogenlunde til, hvad man skulle forvente ud fra partivalget (det er omkring dette niveau, indkomsten begynder at få indflydelse på partivalget - ellers er der ikke nogen sammenhæng mellem indkomst og parti, jf. Goul Andersen, 1993b).

29. Det, der især adskiller offentligt og privat ansatte funktionærers syn på den offentlige sektor, er ikke grundholdninger eller konkrete udgiftsholdninger, men derimod synet på privatisering og privatiseringsgevinster, 0.1. Her er forskellene til gengæld iøjnefaldende (Goul Andersen, I øvrigt er der store variationer i velfærdsstatsholdninger, men de er kulturbestemte, ikke interessebestemte.

Litteratur

Aardal, Bernt, Henry Valen og Ola Listhaug (1989). "Økonomi og stemmegivning", pp. 141-57 i Aardal,
Bernt og Henry Valen, Velgere, parnier og politisk avstand, Oslo: Statistisk Sentralbyrå.

Althusser, Louis (1983). Ideologi og ideologiske statsapparater, Århus: GRUS arbejdstekster.

Borre, Ole (1989). "Belønnes regeringen?", pp. 291-304 i Elklit, Jørgen og Ole Tonsgaard (red.), To Folketingsvalg,
Forlaget Politica.

Budge, lån, Ivor Crewe og Dennis Farlie (eds.) (1976). Party Identification and Beyond, New York: Wiley.

Converse, Philip E. (1964). "The Nature of Belief Systems in Mass Publics", pp. 206-61 i Apter, David,
Ideology and Discontent, Glencoe, 111.: Free Press.

Downs, Anthony (1957). An Economic Theory of Democracy, New York: Harper og Row.

Dunleavy, Patrick og Christopher Husbands (1985). Britisk Democracy at the Crossroads. London: Allen og
Unwin.

Elster, Jon (1983). Sour Grapes. Studies in the Subversion of Rationality, Cambridge: Cambridge University
Press.

Elster, Jon (1986)."The market and the forum: three varieties of political theory.", pp. 103-32 i Elster, Jon
(ed.), The Foundations of Social Choice Theory, Cambridge/Oslo: Cambridge University Press/Universitetsforlaget.

Etzioni, Amitai (1988). The Moral Dimension. Toward a New Economics, New York: Free Press.

Fiorina, Morris (1981). Retrospective Voting in American National Elections, New Haven: Yale University
Press.

Gaasholt, Øystein (1985). "The Theoretical Underpinnings of the Study of Political Behavior: An Overview",
16. årgang, pp. 431-442.

Gallup/Berlingske Tidende.

Goul Andersen, Jørgen (1988). Veelgermosaik, Arbejdspapir, nr. 19, Center for Kulturforskning, Aarhus
Universitet.

Goul Andersen, Jørgen (1991). "Responsible Welfare State Support in Denmark", pp. 151-80 i Knudsen,
Tim (ed.), Valfare Administration In Denmark, Copenhagen: Ministry of Finance.

Goul Andersen, Jørgen (1992). "Årsager til mistillid", pp. 161-202 i Goul Andersen, Jørgen, Hans Jørgen
Nielsen, Niels Thomsen og Jorgen Westerståhl, Vi og vore politikere, København: Spektrum.

Goul Andersen, Jørgen (1993a). "Sources of Welfare State Support in Denmark: Self-Interest or Way of
Life?", i Uusitalo, Hannu et al. (eds.), Welfare Trends in the Scandinavian Countries, New York: M.E.
Sharpe.

Goul Andersen, Jørgen (1993b). "Økonomi, politik, subjektivitet", i Petersen, Eggert m.fl., Livskvalitet og
holdninger (under udg.).

Goul Andersen, Jørgen og Tor Bjørklund (1990). "Structural Changes and New Cleavages: The Progress
Parties in Denmark and Norway", Acta Sociologica, vol. 33, n0.3.

Greens/Børsen.

Habermas, Jiirgen (1975). Legimitetsproblemer i senkapitalismen, København: Fremad.

Jensen, Ralf Klitgaard (1989). Økonomisk vælgeradfærd - teori og praksis, Speciale, Institut for Statskundskab,
Aarhus Universitet.

Jensen, Torben (1993). Politik i praxis. Aspekter af danske folketingsmedlemmers politiske kultur og livsverden.
Ph.D afhandling. Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

Jenssen, Anders Todal (1992). Verdivalg. Ny Massepolitikk i Norge. Trondheim: Universitetet i Trondheim.

Kinder, Donald R. og D. Roderick Kieweit (1981). "Sociotropic Politics: The American Case", Britisk Journal
Political Science, vol. 11, pp. 129-161.

Kramer, Gerald H. (1983). "The Ecological Fallacy Revisited: Aggregate- versus Individual-level Findings
on Economics and Elections, and Sociotropic Voting", American Political Science Review, vol. 77, pp.
92-111.

Kærgaard, Niels (1989). "Partiernes krise og den økonomiske styring", Politica, 21. årgang, pp. 255-264.

Larsen, Boje (1985). Styringstænkningen. Er ledelse mulig?, København: Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck.

Lewis-Beck, Michael S. (1990). Economics and Elections. The Major Western Democracies, Ann Arbor: University
Michigan Press.

March, James G. og Johan P. Olsen (1989). Rediscovering Institutions. The Organizational Bases of Politics,
New York: Free Press.

Mouritzen, Poul Erik (1991). Den politiske cyklus, Århus: Forlaget Politica.

Mouritzen, Poul Erik og Søren Winter (1992). "Åre Voters Naive Egoists?", Paper prepared for ECPR Joint
Sessions of Workshops, Limerick. Arbejdspapir, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

Nannestad, Peter (1989). Reactive Voting in Danish General Elections 1971-1979, Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Nannestad, Peter (1991). "Rational choice-teori og studiet af økonomisk politik - en oversigt", Politica, 23.
årgang, pp. 418 -430.

Nannestad, Peter og Martin Paldam (l 991 a). Knowledge about the Economy at the Mass Level, Memo 1991-11,
Institut, Aarhus Universitet.

Nannestad, Peter og Martin Paldam (1991b). "Personal vs. Sociotropic Grievances and Anti-Government
Stance: The Danish Case". Paper presented at European Public Choice Society, Beaune. Arbejdspapir,
Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

Nannestad, Peter og Martin Paldam (1992). The VP-Function. A Survey ofthe Literature on Vote and Popularity
Memo 1992-3, Økonomisk Institut, Aarhus Universitet.

Nielsen, Hans Jørgen (1986). "Regeringens problem: Vælgernes opbakning", Berlingske Tidende, 19.10.

Nielsen og Petersen (1989). "Fra blandingsøkonomi til forhandlingsøkonomi. Mod et nyt paradigme?" pp.
171-226 i Kurt Klandi Klausen og Torben Hviid Nielsen (red.) Stat og marked. Fra Leviathan og usynlig
hånd til forhandlingsøkonomi. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Olson, Mancur (1965). The Logic of Collective Action, Cambridge, Mass: Harvard University Press.

Paldam, Martin (1981). "A Preliminary Survey of the Theories and Findings on Vote and Popularity
Functions", European Journal of Political Research, vol. 9, pp. 181-199.

Paldam, Martin (1991). "How Robust is the Vote Function?: A Study of Seventeen Nations over Four
Decades", pp. 9-31 i Norpoth, Helmuth et al. (eds.), Economics and Politics. The Calculus of Support,
Ann Arbor: University of Michigan Press.

Paldam, Martin og Friedrich Schneider (1980). "The Macroeconomic Aspects of Government and Opposition
in Denmark 1957-78", Nationaløkonomisk Tidsskrift, vol. 118, pp. 149-170.

Pedersen, Mogens N. (1989). "En kortfattet oversigt over det danske partisystems udvikling", Politica, 21.
årgang, pp. 265-278.

Petersen, Eggert m.fl. (1987). Danskernes tilværelse under krisen, Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Petersen, Nikolaj (1989). "Sikkerhedspolitikken og 1988-valget", pp. 305-27 i Elklit, Jørgen og Ole Tonsgaard
To folketingsvalg, Århus: Forlaget Politica.

Przeworski, Adam (1985). Capitalism and Social Democracy, Cambridge: Cambridge University Press.

Siune, Karen (1989). "Valgkampene og vælgerne", pp. 107-134 i Elklit, Jørgen og Ole Tonsgaard (red.), To
folketingsvalg, Århus: Forlaget Politica.

Sonar/Morgenavisen Jyllands-Posten.

Svensson, Palle og Lise Togeby (1986). Politisk opbrud?, Århus: Forlaget Politica

Vester, Michael (1978). Proletariatets opslåen som læreproces, Grenå: GMT.

Wildavsky, Aaron (1987). "Choosing Preferences by Constructing Institutions: A Cultural Theory of Preference
American Political Science Review, vol. 81, pp. 3-21.

Wolfe, Alan (1986). "Inauthentic Democracy: A Critique of Public Life in Modem Liberal Society", Studies
in Political Economy, vol. 21, pp. 57-81.

Økonomisk oversigt, København: Økonomiministeriet.