Spaniens kommunistiske Parti 1921-1978; Fra politisk sekt til eurokommunistisk masseparti

Side 52

1. Indledning

Spaniens kommunistiske Parti, PCE, står idag som et af

de mest selvstændige og demokratiske af de kommunistpartier, der overalt i verden blev dannet i kølvandet på den russiske revolution i 1917. PCE hører idag også med til den gruppe af kommunistpartier, der har fremført en til tider endda meget skarp kritik af "den virkeliggjorte socialisme" i Sovjetunionen og de øvrige østbloklande. Og blandt disse partier er PCE måske det parti, som er gået længst i kritikken af den østeuropæiske statssocialisme. Endelig hører PCE idag til den gruppe af kommunistpartier, som normalt går under betegnelsen "eurokommunistiske", og som udover kritikken af statssocialismen har det til fælles, at de alle definerer revolutionsproblemet som den demokratiske overgang til socialismen.

I kort form kan man altså fastslå, at det på det generel
le plan karakteristiske for de partier, man betegner som eurokommunistiske,
er 3 forhold:

1) Den kritiske holdning til den østeuropæiske socialismemodel
og de hidtidige forhold inden for den kommunistiske verdensbevægelse
;

2) Den demokratiske vej til socialismen (strategi) og etableringen
af et socialistisk samfund, der bygger på demokrati og pluralisme;
og

3) Et udtrykt ønske om en demokratisering af partistrukturerne.

I denne artikel vil jeg igennem en gennemgang af Det spån
ske Kommunistpartis historiske udvikling forsøge at afdække den

tids- og indholdsmæssige opkomst af specielt det første og tredie
af disse "eurokommunistiske elementer", deres karakteristika o<

rodfæstedhed i PCE. D.v.s. at det andet element: det programmatiske
indhold i PCE's nuværende strategiske overvejelser såvel

Side 53

som partiets aktuelle praksis stort set ikke behandles her. (For
en nøjere analyse af disse temaer kan jeg henvise til min artikel
"PCE og det socialistiske perspektiv" i Sydeuropa-Inforraation
nr. 16-20).

2. Fra nederlag til nederlag; PCE's udvikling 1921-1956

2.1. PCE's dannelse

Opkomsten af et kommunistisk parti i Spanien var - lige-

som i andre europæiske lande - et resultat af de kampe og modsætninger
inden for den etablerede arbejderbevægelse, som den
russiske revolution i 1917 delvist producerede, delvist aktualiserede
og skærpede. I Spanien forstærkede og til dels frembragte
den russiske revolutions gennemførelse en lang række voldsomme
klassesammenstød, som på arbejdersiden blev ledet af de traditionelle
spanske arbejderorganisationer, det socialistiske PSOE
og UGT og det anarkosyndikalistiske CNT. Den russiske revolution
fungerede således som en bekræftelse på og en vældig opmuntring
for den revolutionære kamplinie, som de spanske arbejdere
og deres organisationer fulgte i årene 1917-20, og hvis første
udslag var den fælles-ledede UGT-CNT-generalstrejke i august 1917
Dette betød, at begivenhederne i Rusland vandt en meget omfattende
genklang i alle dele af den spanske arbejderklasse, men det
betød ikke, at den russiske revolution satte de samme dybe spor
i den organiserede spanske arbejderbevægelse som i andre lande.
Overfor en militant og revolutionær anarkosyndikalistisk bevægelse
og overfor en socialistisk bevægelse, som - til forskel fra
de fleste andre europæiske socialistpartier - i denne periode
stod for en "maksimalistisk" politik, blev udviklingen af et
stærkt og dybt rodfæstet kommunistisk parti en meget langvarig
og vanskelig proces. Helt op til 1936 udgjorde PCE således en meget
lille minoritet inden for den spanske arbejderbevægelse.

Spaniens kommunistiske Parti blev dannet i noveonber 1921

1) PSOE, Spaniens socialistiske Arbejderparti, dannet i 1879. UGT, Arbejderforbundet, socialistisk fagbevægelse, dannet i 1888. CNT, Arbejdernes nationale Forbund, anarkosyndikalistisk fagbevægelse, stiftet i 1910.

Side 54

ved sammenlægningen af to små udspaltninger af Spaniens sociali-2 stiske Arbejderparti. Medlemstallet var på dette tidspunkt ca. 1200. Ide første ti år af PCE's eksistens gennemløb partiet størstedelen af de "børnesygdomme" (fraktionsstridigheder, venstresekterisme, udspaltninger osv.), som også prægede andre af de europæiske kommunistpartier i denne periode. Det karakteristiske for PCE's udvikling i 1920'erne blev derfor Kominterns evindelige indgriben i partiets interne forhold og følgelig Kominterns meget store indflydelse i partiet: PCE's manglende objektive muligheder for at slå igennem i den spanske arbejderklasse (p.g.a. PSOE/UGT's og CNT's eksistens) og de mange indre splittelser medførte et behov for en økonomisk, politisk og moralsk

støtte, hvilken partiet fandt hos Komintern. Dertil kom, at Den
kommunistiske Verdensbevægelses stigende centraliseringsgrad i
1920'erne og sammenhængende hermed de nationale sektioners (partiers)
gradvise "bolsjevisering" medførte en glidende af-nationalisering
og uselvstændiggørelse af de tilsluttede kommunistparti-4

er og herunder også PCE. Og endelig satte indførelsen af et militærdiktatur
i Spanien i 1923 PCE i en politisk og organisatorisk
situation, der fremmede partiets materielle og ideologiske
afhængighed af Komintern.

PCE's udvikling i illegalitetsårene 1923-30 foregik såle-

des under Kominterns totale overherredømme. Kominterns "Afdeling
for Spanien" valgte suverænt PCE' s ledelse, som det meste af tiden

2) I april 1920 havde ca. halvdelen af PSOE's ungdomsforbund meldt sig ud af moderpartiet i protest mod, at Socialistpartiet ikke ville indmelde sig i 3. Internationale (Komintern). Denne gruppe dannede et lille kommunistisk parti. Størstedelen af de pro-kommunistiske elementer i PSOE forblev dog i partiet, indtil dette i april 1921 definitivt afviste deltagelse i Komintern. Disse pro-kommunistiske elementer udspaltede sig derefter af PSOE og dannede deres eget selvstændige parti. Det var disse to udspaltede sektorer, der i november 1921 dannede PCE.

3) Jose Bullejos, La Comintern en Espana, Mexico, 1972, p. 27.

4) "Bolsjeviseringen" tog i realiteten sin begyndelse allerede i 1920 med Kominterns vedtagelse af "de 21 teser" (optagelsesbetingelser) og blev senere fulgt op, dels - som følge af de mange nederlag i de nationale opstande, f.eks. i Tyskland - af udviklingen af et social-psykologisk klima for de enkelte sektioners accept af Sovjet (og SUKP) som verdensrevolutionens absolutte kraftcentrum, dels af direkte organisatoriske stramninger i Kominterns struktur, bl.a. på 5. kongres i 1924. Se N.C. Sidenius, Kommunistisk Internationale 1919-1943, Den røde Kalender, København, 1977, pp. 163 ff.

3) Jose Bullejos, La Comintern en Espana, Mexico, 1972, p. 27.

Side 55

blev holdt i eksil i Paris, og bestemte også hovedtrækkene i partiets politik.⁵ Ved militærdiktaturets fald i 1930 var PCE redu ceret til en sekt uden indflydelse i arbejderklassen og i samfundet generelt. Ifølge egne opgivelser havde partiet på dette tidspunkt ca. 800 medlemmer.

2.2. PCE under Spaniens 2. Republik 1931-36

Oprettelsen af Spaniens 2. Republik i. 1931 gav Spaniens kommunistiske Parti mulighed for at fungere legalt, hvilket i sig selv medførte en vis løsrivelse fra Kominterns indflydelse over udformningen af partiets politik. Men Kominterns greb om PCE løsnedes under Republikken 1931-36 dog aldrig så meget, at partiet kunne betegnes som et selvstændigt parti. Dette kan illustreres igennem en analyse af partiets politiske grundlag i perioden.

PCE's strategiske grundlag for de første fire år af Republikkens
eksistens blev fastlagt på partiets 3. kongres i 1929
i Paris. På kongressen, hvor der kun deltog ganske få spanske
kommunister, blev der revolution, som stod på dagsordenen i Spanien
defineret som "en borgerlig-demokratisk revolution", ledet
af arbejderklassen og dennes organiserede fortrop, PCE: "Kun proletariatet
kan på konsekvent måde lede den arbejdende befolknings
øvrige lag frem mod den borgerlig-demokratiske revolutions endelige
sejr." Denne nye politik var kun på det formelle plan funderet
i en analyse af det spanske samfunds og klassernes udvikling.
I virkeligheden drejede det sig om, at PCE i 1929 - på Kominterns
foranledning - uformidlet overtog den strategi, som de
russiske bolsjevikker havde fremført i perioden 1905-1917. Komintern
paralleliserede nemlig situationen i Spanien i 1929 med den
almene situation i Rusland i årtierne før oktoberrevolutionen.
Man stirrede sig på denne måde blind på de overfladiske samfundsmæssige
ligheder imellem Spanien og Rusland såsom det tilbagestående
landbrug og borgerskabets despotiske politik og var dermed
ude af stand til at forstå det spanske samfunds - omend meget

5) José Bullejos, op.cit. , p. 61.

6) Joaquin Maurin, Revolucion y contrarevolution en Espana, Paris, 1966,p.279.

7) Fra kongresresolutionen, citeret efter Pilar G. Guzman, Historia del Partido Communista de Espana, Tiempo de Historia nr. 30, Madrid, 1977, p. 9.

5) José Bullejos, op.cit. , p. 61.

6) Joaquin Maurin, Revolucion y contrarevolution en Espana, Paris, 1966,p.279.

7) Fra kongresresolutionen, citeret efter Pilar G. Guzman, Historia del Partido Communista de Espana, Tiempo de Historia nr. 30, Madrid, 1977, p. 9.

5) José Bullejos, op.cit. , p. 61.

6) Joaquin Maurin, Revolucion y contrarevolution en Espana, Paris, 1966,p.279.

7) Fra kongresresolutionen, citeret efter Pilar G. Guzman, Historia del Partido Communista de Espana, Tiempo de Historia nr. 30, Madrid, 1977, p. 9.

Side 56

Q
tilbagestående - kapitalistiske karakter.

Introduktionen af Kominterns "klasse mod klasse-politik"

i PCE ændrede på ingen made denne overordnede analyse og strater
9
gi. Sammenhængen mellem den overordnede analyse/strategi og
den offensive "klasse mod klasse-politik" blev sikret med det

spanske militærdiktaturs og monarkis fald i henholdsvis 1930 og 1931. Med udråbeisen af 2. Republik den 14. april 1931 fik Spanien sin "februarrevolution". Og ligesom Lenin i april 1917 ud stak parolen "Al magt til sovjetterne" som det væsentligste indhold i bolsjevikkernes taktik overfor Kerensky-regeringen, udstak PCE få dage efter oprettelsen af 2. Republik og mens folkemasserne fejrede indførelsen af demokratiet parolerne "Ned med kapitalisternes, generalernes og præsternes borgerlige republik! For en republik af arbejder-, soldater og bondesovjetter!"

Der var altså tale om at PCE inden for Republikkens første par år i dobbelt forstand overførte politisk-taktiske elementer udviklet uden for den konkrete spanske klassekampssituation. På det teoretiske og strategiske plan overførtes den Lenin'ske revolutionsstrategi op til oktoberrevolutionen, og på det taktiske plan overførtes Kominterns almene skemaer for de kommunistiske partiers aktuelle kampmål ("klasse mod klasse"). Resultatet blev for PCE's vedkommende en sekterisk og usammenhængende politisk praksis, der førte til en lang række eklatante nederlag for partiet. Bl.a. isoleredes partiet totalt p.g.a. dets frontalangreb på Republikken.

8) For en analyse af den spanske kapitalismes udvikling fra 1800-1936 se min artikel Den spanske samfundsformation (1800-1936), Den Jyske Historiker nr. 8, Århus, 1976, pp. 12 -ff.

9) "Klasse mod klasse-politikken" fik sit teoretiske fundament på Kominterns 6. kongres i 1928. Kort fortalt fastlagde kongressen den globale situation som fundamental revolutionær, hvilket førte frem til fastlæggelsen af en offensiv strategi og taktik for de tilknyttede kommunistpartier. Hovedhjørnestenen i denne taktik blev spørgsmålet om at erobre arbejderklassens flertal. I denne taktik blev kampen mod Socialdemokratiet, der blev defineret som "borgerskabets og fascismens venstrefløj", bestemt som central.

10) Manuel Tunon de Lara, El Movimiento Obrero en la historia de Espana, Ma drid, 1972, p. 882. Den russiske februarrevolution var den omvæltning, der i 1917 styrtede zarismen og indførte et liberalt-borgerligt regime under ledelse af Kerensky.

11) Pilar G. Guzman, op.cit., p. 11.

8) For en analyse af den spanske kapitalismes udvikling fra 1800-1936 se min artikel Den spanske samfundsformation (1800-1936), Den Jyske Historiker nr. 8, Århus, 1976, pp. 12 -ff.

11) Pilar G. Guzman, op.cit., p. 11.

8) For en analyse af den spanske kapitalismes udvikling fra 1800-1936 se min artikel Den spanske samfundsformation (1800-1936), Den Jyske Historiker nr. 8, Århus, 1976, pp. 12 -ff.

11) Pilar G. Guzman, op.cit., p. 11.

Side 57

Kun i 1932 kom det til et enkeltstående brud på den manglende
sammenhæng mellem PCE's (sekteriske) politik og den reelle
samfundsmæssige udvikling. I august 1932 udbrød der en militæropstand
rettet mod Republikken og ledet af den reaktionære monarkist,
General Sanjurjo. PCE-lederne mobiliserede i strid med hidtidig
praksis til "revolutionært forsvar for Republikken" og brød
dermed med en årelang ultra-radikal politik, der ikke havde anerkendt
nogen form for forsvarskamp. Nu vedtog PCE i klar overensstemmelse
med den politik, som var udstukket og kanoniseret af
Komintern, en forsvarspolitik for den borgerlige republik, der
bl.a. indebar en uundgåelig taktisk alliance med "klasse mod klas
se-politikkens" primære fjende, "socialfascisterne" i Socialistpartiet.

PCE ledernes taktiske omslag udløste åben konflikt med
Komintern, der hurtigt greb ind for at genetablere kontrollen
over partiet. De ansvarlige ledere, deriblandt Generalsekretær
José Bullejos, "blev fjernet og erstattet af nye Komintern-loyale
folk, bl.a. Jose Diaz (ny generalsekretær) og Dolores Ibarruri
(senere kendt som "La Pasionaria"). Med Bullejos-sagens afslutning
skal man helt op til slutningen af 1960'erne før man atter
genfinder et manglende fodslag mellem PCE og Den kommunistiske
Verdensbevægelses kraftcentrum, SUKP. Men affæren demonstrerede
to karakteristika ved det spanske kommunistpartis udvikling i
30'erne: 1) PCE havde opnået en vis relativ selvstændighed, så
længe det holdt sig nøje inden for de politiske grænser, som var
bestemt af Komintern og 2) hvis partiet bevægede sig ud over
disse grænser var Kominterns indflydelse så stor, at de ansvarlige
meget let kunne afsættes.

De spanske kommunisters sekteriske politik fortsatte
indtil slutningen af 1934, hvor de første tegn på Folkefrontspolitikkensrontspo-
gennemslag inden for Den kommunistiske verdensbevægelse
slår igennem i PCE's politiske praksis. Partiet tilslutter
sig i efteråret 1934 de enhedsorganer som under navnet "Arbejderalliancerne"
var blevet opbygget siden december 1933 af en
lang række forskellige ideologiske sektorer inden for den spanske
arbejderbevægelse. Begivenhedsforløbet omkring PCE's opgivelse
af den tidligere sekterisme indicerer kraftigt, at det

Side 58

politiske omslag ikke var et resultat af en selvstændig PCE-beslutning.
Omslaget kom så hurtigt og pludseligt og uden nogen
form for bred partidebat eller analyse, at det ikke synes at være
historisk uhæderligt at slutte, at ændringen blev vedtaget som
en topbeslutning og sandsynligvis efter forhandlinger med Komin-12

tern. Nar Santiago Carrillo forsøger at fremstille PCE's
folkefrontspolitik som et genuint "produkt af den spanske virkelighed"
må dette betegnes som en sandhed med modifikationer, der
i bedste fald skyldtes, at Carrillo i 1934/35 ikke var medlem af
PCE og derfor ikke kunne følge partiets politiske omslag på tæt
hold.13

Med folkefrontspolitikkens globale gennemslag via Komin-

terns 7. Verdenskongres sommeren 1935 - og først da - blev PCE
en virkelig varm fortaler for denne politiske taktik. Den særlige
udformning, som PCE's folkefrontspolitik fik, byggede - ligesom
tilfældet var med de foregående års "klasse mod klasse-politik"-på
tesen om, at det strategiske delmål var gennemførelsen
af den borgerlig-demokratiske revolution. Inden for ganske få
år ledte nøjagtig den samme samfundsanalyse således frem til
vidt forskellige politiske praksiser, hvilket indicerer, at PCE's
konkrete politik og praksis var meget stærkt inspireret af forhold,
der lå udenfor den spanske virkelighed. At folkefrontspolitikken
så i langt højere grad end "klasse mod klasse-politikken"
svarede til denne virkeligheds krav, er ikke ensbetydende
med, at PCE i 1935 udviklede politiske linier på basis af egne
selvstændige vurderinger og analyser. Som tidligere var Kominterns
deltagelse i udarbejdelsen af PCE's konkrete politik stadigvæk
særdeles omfattende, hvilket også begivenhederne under
14
den spanske borgerkrig beviser.

I Spanien fik folkefrontspolitikken en særegen form, idet det allerede i begyndelsen af 1936 lykkedes at få dannet en bred folkefront med deltagelse af bl.a. en række småborgerlige partier, PSOE og PCE. Den spanske folkefront udarbejdede et

12) Santos Julia, La izquierda del PSOE (1935-1936), Madrid, 1977, p. 150.

13) Santiago Carrillo, Eurocomunismo y estado, Barcelona, 1977, p. 152.

14) Fernando Claudin, Krisen i den kommunistiske verdensbevægelse, Bind l, Århus, 1977, p. 209.

12) Santos Julia, La izquierda del PSOE (1935-1936), Madrid, 1977, p. 150.

13) Santiago Carrillo, Eurocomunismo y estado, Barcelona, 1977, p. 152.

14) Fernando Claudin, Krisen i den kommunistiske verdensbevægelse, Bind l, Århus, 1977, p. 209.

12) Santos Julia, La izquierda del PSOE (1935-1936), Madrid, 1977, p. 150.

13) Santiago Carrillo, Eurocomunismo y estado, Barcelona, 1977, p. 152.

14) Fernando Claudin, Krisen i den kommunistiske verdensbevægelse, Bind l, Århus, 1977, p. 209.

Side 59

program, som på grund af frontens valgsejr i februar 36 blev regeringsprogram. Dette betød,- at PCE' s folkefrontspolitik blev forlenet med et særdeles moderat og defensivt præg; det primære ifølge partiet var først at gennemføre det meget lidt vidtgående folkefrontsprogram, dernæst kunne man gå over til gennemførelsen af den borgerlig-demokratiske revolution.

2.3. PCE og den spanske borgerkrig

Det var denne yderst moderate holdning, der prægede PCE's praksis i foråret 36 og under hele borgerkrigen fra 1936 til 1939. PCE's dogmatiske fastholdelse af to skarpt adskilte faser i "den borgerlig-demokratiske revolution" (1. gennemførelse af det moderate folkefrontsprogram, 2. fuldførelsen af den borgerlig-demokratiske revolution), der igen var skarpt adskilt fra den socialistiske revolution, betød, at partiet igennem alle borgerkrigsårene førte en stadig kamp for at de sociale bevægelser og kampe ikke bevægede sig ud over denne faseopdeling. Resultatet blev, at PCE kom til at stå som den væsentligste modstander af den sociale omvæltningsproces, som blev gennemført af de spanske arbejdere i kølvandet på det militæroprør, som udløste borgerkrigen.

Den afgørende baggrund for denne politik var dog ikke

PCE' s overordnede analyse og strategi, men hensynet til Sovjets
udenrigspolitiske interesser, som i denne periode hovedsagelig
var rettet ind mod opnåelsen af alliancer med England og Frankrig
mod Nazi-Tysklands ekspansionsionsplaner. Sovjet var derfor ikke
interesseret i, at den sociale omvæltningsproces i Spanien nåede
et sådant omfang, at mulighederne for etableringen af disse alliancer
blev bragt i fare. PCE's borgerkrigspolitik var en refleks
af denne udenrigspolitiske strategi, selvom den selvfølgelig blev
præsenteret som en politik, der udsprang af en analyse af den
spanske virkelighed, og selvom sammenhængen med Sovjets udenrigspolitiske
interesser måske ikke var en bevidst erkendelse hos de
spanske kommunistledere.

Nok så interessant for denne artikels tema er sammenhængen
eller lighedspunkterne mellem folkefrontspolitikken og eurokommunisme.
F.eks. hævder Santiago Carillo i sin bog "Eurocomunisme y estado

15) Ibid., p. 202.

Side 60

at folkefrontspolitikken i kimform indeholdt eurokommunismen dvs.
den demokratiske vej til socialismen, opretholdelsen af flerpartisystemet,
parlamentarisme, oppositionsfrihed, ideologisk pluralisme
osv. Hvis man tager eurokommunismen alvorligt som et nybrud
inden for store dele af den kommunistiske verdensbevægelse,
og hvis man mener, at de elementer, som dette nybrud består af
også i praksis bliver efterlevet af de eurokommunistiske partier
(hvilket stadig er et åbent spørgsmål), må man nødvendigvis konkludere,
at det forholder sig direkte omvendt af, hvad Carrillo

påstår. De spanske kommunisters folkefrontspraksis er fuldstændig uforenelig med de principper, som er gældende for eurokommunismen. Under borgerkrigen forsvandt socialismen ud af PCE's strategi og praksis: partiet modarbejdede - også med væbnet magt helt entydigt enhver udvikling i retning af socialismen. Men ikke blot forsvandt socialismen, partiets praksis var også - og det

kan bevises - uforenelig med demokratiet, flerpartisystemet og
oppositionsfrihed. Beviserne er (her i stikordsform):

1. PCE's ledende rolle i den voldelige undertrykkelse af det
venstremarxistiske parti, POUM og af venstrefløjen indenfor
PSOE/UGT

2. PCE's udemokraitske praksis inden for regering, hær og central
administration, hvor partiet benyttede alle midler til at trænge
politiske modstandere væk fra magtpositioner

3. PCE's konstante og betingelsesløse forsøg på at slutte alliancer
med de moderate og borgerlige kræfter inden for den spanske
republik

4. PCE's forsøg på bl.a. ved hjælp af russisk pression at få
sammensmeltet PCE og PSOE i "et eneste arbejderparti"
5. PCE's konstante kampagne mod arbejderselvforvaltningen i industrierne
og inden for landbruget og mod det lokale basisdemokrati

På basis af disse punkter, som af pladshensyn desværre ikke kan udfoldes, kan man slutte, at PCE's borgerkrigspolitik i hvert fald ikke indeholdt kimene til en demokratisk overgang til socialismen, opretholdelsen af flerpartisystemet og oppositionsfriheden, udvidelsen af demokratiet på alle samfundets niveauer osv. Man må tværtimod betegne denne politik som den første historiske model for indførelsen af det såkaldte "folkedemokrati" som senere blev indført i de østeuropæiske lande, - en model som

Side 61

inden for nogle skindemokratiske rammer sikrer kommunistpartiet
den totale politiske, økonomiske og ideologiske magt."1""

2.4. Guerillakamp og reorganisering 1939-1956

Den første periode efter nederlaget i borgerkrigen blev viet til 3 afgørende opgaver: for det første den fortsatte væbnede kamp mod det franquistiske.diktatur, for det andet reorganiseringen af partiets interne og eksterne apparat og for det tredje forsøgene på at opnå en enhed mellem de besejrede demokratiske kræfter.

Den væbnede kamp tog form af guerilla-aktivitet, speci-

elt i Spaniens mest bjergrige regioner og provinser. PCE, som for
uden anarkosyndikalisterne var den eneste af de republikanske
kræfter, som havde været i stand til at opretholde en vis form
for organisationsapparat i selve Spanien, deltog aktivt i denne
guerilla-aktivitet, som især udspandt sig i årene 1944-48. Men
guerilla-kampen var dødsdømt på forhånd. Overfor Franco-regimets
enorme magtapparat og befolkningens generelle krigstræthed måtte
den væbnede modstandskamp nødvendigvis føre til en lang række
nederlag. Dette blev erkendt af PCE i 1948 - i øvrigt hjulpet
godt på vej af Stalin, der frarådede fortsat guerilla-kamp - hvor
efter partiet gradvist ophørte med væbnede aktioner.

M.h.t. reorganiseringen af PCE bestod arbejdet primært i tre hovedopgaver. For det første forsøget på at samle eksilkommunisterne i en fungerende organisation og at samle kontrollen med aktiviteterne i partiledelsen, for det andet at konsolidere og udvikle PCE's interne apparat og for det tredje at opretholde og udbygge forbindelsen og kommandostrukturen mellem eksilledelsen og de interne afdelinger. Alle tre opgaver blev først fuldendt i slutningen af 1940"erne. Specielt opstod der i de første år pro

16) Dette er tanker, som flere spanske historikere er inde på, se. bl.a. Carlos M. Rama, La crisis espanola del siglo XX, Madrid, 1976, p. 264 og Jorge Semprum, Del frentismo al eurocomunismo, El Vie jo Topo nr. 22, Madrid, 1978, pp. 37 ff.

17) Paul Preston, The anti-francoist opposition: The long march to unit; i Paul Preston, ed., Spain in Crisis, London, 1976, p. 135.

Side 62

sidste, som var vokset spontant frem og altså ikke indsat af PCE'
Politbureau, til en vis grad frigjorde sig fra eksilledelsens
centralistiske kommandostruktur. Denne begyndende opposition nåede
dog aldrig at manifestere sig åbent, idet det interne apparat
adskillige gange blev revet op af det franquistiske regime og
lederne henrettet. Først i 1945 - efter befrielsen af Frankrig -
lykkedes det igen at opbygge det interne apparat, som nu i højere
grad end tidligere blev dirigeret udefra, nemlig fra Paris,
hvor Santiago Carrillo havde installeret sig som leder af partiets
organisatoriske arbejde.

PCE forsøgte også i de første 3-4 år efter nederlaget

og specielt efter Nazi-Tysklands angreb på Sovjet i efteråret
1941 - at få oprettet en enhedsorganisation af alle de republikanske
eksilkræfter. Dette blev en ynkelig .fiasko, idet de gamle
modsætninger fra borgerkrigen stadig spillede en væsentlig
rolle. Specielt socialisterne og anarkosyndikalisterne ønskede
ikke at samarbejde med et parti, som man betragtede som Stalins
forlængede arm, og som man mente i højere grad havde varetaget
18
sovjetiske interesser end spanske under borgerkrigen.

I slutningen af 40'erne stod PCE således totalt isoleret

inden for den spanske eksilopposition, en isolation som blev stær'
kere efterhånden som "den kolde krig" udviklede sig. Partiets kom
petente organer befandt sig i Moskva og Prag og var stærkt domineret
af SUKP, som fuldstændigt finansierede partiets aktivite-19

ter. Dette afhængigheds- og underkastelsesforhold blev klart
demonstreret i perioden 1948-50, hvor PCE foretog en række eksklusioner
som en refleks af SUKP's konflikt med Det jugoslaviske
Kommunistparti, som førte en Moskva-uafhængig politik. PCE benyttede
bl.a. den sovjetisk-jugoslaviske konflikt til "at forklare"
partiets fiasko i guerillakampen mod Franco-regimet, som et resultat
af "de titoistiske banditters og forræderes" handlinger

18) Disse modsætninger var en refleks af de væbnede kampe, der i slutningen af borgerkrigen (marts 1939) var udbrudt mellem på den ene side socialister, anarkosyndikalister og republikanere og på den anden side kommunister. Disse kampe førte bl.a. til afsættelsen af den pro-kommunistiske Negrin-regering.

19) I perioden 1948-50 var alle ledende spanske kommunister p.g.a. "den kolde krig" blevet udvist af Frankrig.

Side 63

20 inden for det interne partiapparat. En væsentlig landvinding havde partiledelsen dog opnået på tærsklen til årti-skiftet: det var lykkedes at samle partiet, både de geografisk spredte eksilafdelinger og det interne apparat, og igennem såvel egne udrensninger som franquismens undertrykkelse havde man opnået, at kontrollen over hele partiet lå fast i ledelsens hænder. PCE's yderst centralistiske organisationsstruktur fra før 1939 var således genetableret i 1950.

Et af de væsentligste vendepunkter i det spanske kommunistpartis eksilhistorie kom med udløsningen i 1951 af de første store masseaktioner under Francos diktatur. Disse strejkekampe, der omfattede ca. 300.000 arbejdere, bekræftede PCE i, at strategien for omvæltningen af franquismen ikke længere kunne være forberedelsen af en væbnet opstand, men at denne strategis første skridt måtte gå igennem et sejt og langvarigt arbejde blandt de arbejdende masser og et forsøg på at organisere disse i nye demokratiske masseorganisationer. Denne erkendelses omslag i praksis blev lettet ved at Frankrig ligeledes i 1951 åbnede sine grænser til Spanien, således at den eksterne PCE-ledelses kommunikatiorv med de indre grupper blev væsentligt forbedret.

Resultatet af disse processer blev, at PCE's medlemmer aktivt begyndte at arbejde politisk inden for de store industribyers arbejdermasser. Man begyndte at opstille realistiske kampprogrammer og udbrede disse via partiets illegale presse. Og man begyndte også i det små at gennemføre et oppositionsarbejde inden for de vertikale syndikater. Denne nye politiske taktik, der forbandt det illegale organisations- og propagandaarbejde med - hvor det var muligt - legalt arbejde inden for de franquistiske institutioner, medførte at Det spanske Kommunistparti i slutningen af 50'erne og begyndelsen af 60'erne udviklede sig til den spanske arbejderbevægelses klart stærkeste og mest kampdygtige parti.

20) Guy Hermet, Los Comunistas en Espana, Paris, 1972, p. 50.

21) De vertikale syndikater var korporative sammenslutninger af arbejdsgivere og arbejdere inden for samme organisation.

20) Guy Hermet, Los Comunistas en Espana, Paris, 1972, p. 50.

21) De vertikale syndikater var korporative sammenslutninger af arbejdsgivere og arbejdere inden for samme organisation.

20) Guy Hermet, Los Comunistas en Espana, Paris, 1972, p. 50.

21) De vertikale syndikater var korporative sammenslutninger af arbejdsgivere og arbejdere inden for samme organisation.

Side 64

3. Fra politisk sekt til masseparti. Eurokommunismens gennembrud 1956-1978

3.1. PCE's nye politiske taktik

PCE's politisk-programmatiske justering til de nye kampvilkår
og kampformer blev gennemført på et Centralkomitémøde i august
1956, altså ca. 6 måneder efter SUKP's skelsættende 20. parti
kongres. Dette plenum, der samtidig indledte partiets af-stalinise
ringsproces, fastlagde en politisk generallinie for den anti-franquistiske
kamp. Denne nye politik blev kaldt "la reconciliacion
nacional" ("den nationale forsoning") og gik ud på, at partiet
skulle slutte alliancer med alle de grupperinger, som kunne tilslutte
sig ødelæggelsen af det franquistiske diktatur; den var
altså et forsøg på at opbygge en front, der skulle være bredere
end 30"ernes fol1 front og den republikanske eksilregering.

Den nye politik var på ingen måde udelukkende et resultat
af den indre spanske udvikling og af de erfaringer, som PCE
havde høstet siden opgivelsen af guerilla-kampen. Det er karakteristisk,
at "forsonings-politikken" brød tidsmæssig igennem
i kølvandet på SUKP's 20. partikongres og på den nyorientering
af Sovjets udenrigspolitik, der kan betegnes ved begreber som
"fredelig sameksistens" og "fredelig kappestrid". Teorien bag
Sovjets nye udenrigspolitik var troen på, at "den fredelige kappestrid"
mellem de to verdenssystemer nødvendigvis ville føre til
en afgørende forrykkelse af det globale styrkeforhold til den
socialistiske lejrs fordel og dermed muliggøre den fredelige overgang
til socialismen i de kapitalistiske lande. Hovedparolen for
de nationale kommunistpartier skulle derfor være "kampen for freden"
baseret på bredest mulige alliancer. PCE's "forsonings-politik"
var i høj grad inspireret af denne globale revolutionsstra

2?
tegi.

"Forsonings-politikken" viste sig de første mange år at hvile på et falsk grundlag. Det illusoriske bestod ikke i forsøget på at skabe en bred anti-franquistisk blok, men at denne blok af PCE blev defineret som omfattende den overvejende del af befolkningen,

22) Fernando Claudin, Eurokommunisme og socialisme, Århus, 1978, pp. 101 ff.

Side 65

altså en front der skulle være langt bredere end 30'ernes folkefronter. Politikken blev legitimeret med udarbejdelsen af en analyse af det franquistiske Spanien, der viste, at det franquistiske system politisk var bankerot og kun blev støttet af en lille gruppe fanatiske fascister. Denne analyse blev i begyndelsen af 60'erne et af hovedpunkterne i den politiske kamp, som udspillede sig i PCE's ledelse (se afsnit 3.2.).

PCE afprøvede den nye politik både i 1958 og i 1959. Den
5. maj 58 blev af partiet udråbt til "la Jornada de reconciliacion"
og den 18. juni 1959 løb "la huelga nacional pacifica" af
23
stablen. Begge blev af partiet defineret som en generalstrejke,
hvor alle arbejdere aktionerede sammen med størstedelen af
bønderne, de små og mellemstore virksomhedsejere, funktionærer,
intellektuelle og endda dele af militæret og politiet. På denne
måde skulle diktaturet bringes til fald. Begge kampdagene blev
eklatante fiaskoer. Udenlandske iagttagere berettede, at der kun
udløstes ganske få strejker og demonstrationer, og at det store
flertal af arbejdere reagerede fuldstændigt passivt på PCE's op-24

fordringer. Alligevel udrabte PCE-ledelsen kampdagene til store
successer, hvilket demonstrerede, at PCE stadig var et parti,
inden for hvilket partiledelsen altid havde ret, også selv om
virkeligheden viste noget andet.

3.2. Stalinistiske efterveer: eksklusionen af Claudin 1965

Det opgør med Stalin-tiden, som tog sin start på SUKP's
20. partikongres, og som en af PCE's nuværende ledere, Sanchez
Montero har karakteriseret som "et stalinistisk opgør med
25
Stalin", fik tilsyneladende kun den konsekvens for PCE, at
partiets yngre generation med folk som Santiago Carrillo, Fernando
Claudin, Santiago Alvarez og Simon Sanchez Montero i spidsen

kom til at spille en central rolle i partiets ledende organer.
De gamle ledere f.eks. Vicente Uribe og Antonio Mije, som havde

23) "La Jornada de reconciliacion": Forsoningsdagen. "La huelga nacional pacifica": Den fredelige nationale strejke

24) Guy Hermet, op.cit., p. 59.

25) Simon Sanchez Montero, Qué es el comunismo, Barcelona, 1976, p. 57.

23) "La Jornada de reconciliacion": Forsoningsdagen. "La huelga nacional pacifica": Den fredelige nationale strejke

24) Guy Hermet, op.cit., p. 59.

25) Simon Sanchez Montero, Qué es el comunismo, Barcelona, 1976, p. 57.

23) "La Jornada de reconciliacion": Forsoningsdagen. "La huelga nacional pacifica": Den fredelige nationale strejke

24) Guy Hermet, op.cit., p. 59.

25) Simon Sanchez Montero, Qué es el comunismo, Barcelona, 1976, p. 57.

Side 66

været ansvarlige for PCE's praksis under borgerkrigen og - på
det formelle plan - for partiets übetingede lydighed overfor
26
Stalin-regimet, blev mere eller mindre skubbet ud i mørket.
Men 1956-begivenhederne fik også andre og i begyndelsen mere
skjulte konsekvenser.

For det første udløstes der i PCE's Politbureau en række

diskussioner i kølvandet på Stalin-tiden og Ungarn-opstanden.
Bl.a. opstod igennem disse diskussioner de første reelle modsætninger
imellem partihierarkiets nr. l, Santiago Carrillo, som
bl.a. stillede sig tilfreds med Khrustjevs "hemmelige rapport",
og partihierarkiets nr. 2, Fernando Claudin, som var enig med
den italienske kommunist Togliatti i, at Stalin-problemet havde
27
rod i det sovjetiske systems modsætninger. For det andet
medførte 20. partikongres og afsløringen af Stalin-regimets forbrydelser
en nødvendig, omend foreløbig begrænset selvkritisk
reflektionsproces, som uundgåeligt også kom til at indbefatte
spørgsmålet om dominansforholdene inden for den kommunistiske
verdensbevægelse.

Stalin-opgøret i 1956 udløste således inden for PCE to

potentielle konfliktflader: 1) en intern konflikt i PCE's ledelse, hvis essens var spørgsmålet om partiets strategi og taktik, men som også mundede ud i spørgsmålet om partidemokratiet, 2) en ekstern konflikt mellem PCE og SUKP, der principielt drejede sig om dominansforholdene inden for den kommunistiske verdensbevægelse, men som senere udviklede sig til at omfatte flere aspekter, f.eks. spørgsmålet om det sovjetiske samfunds natur.

26) Et specielt kapitel i PCE's historie udgøres af den legendariske Dolores Ibarruri, "La Pasionaria". På trods af at hun ligesom Uribe og Mije hørte til den gamle kerne af stalinistiske partiledere, fortsatte hun også efter 1956 med at indtage en fremtrædende placering inden for Spaniens kommunistiske Parti. At hun ikke ligesom de andre gamle ledere blev fjernet fra ledelsesposterne må tilskrives det faktum, at PCE specielt i 30'erne, men også efter borgerkrigens afslutning, havde opbygget en så omfattende personkult omkring hende, at det ikke uden store konsekvenser for partiets image ville have været muligt at fjerne hende. I dag er hun reelt sat udenfor indflydelse, selvom hun indtager den ærefulde post som PCE's præsident.

27) Fernando Claudin, Las razones de una divergencia, "El Viejo Topo", 1978, pp. 28 ff.

Side 67

Det blev den interne konfliktflade, der først brød ud i lys lue. Stridighederne mellem Carrillo og Claudin havde udviklet sig igennem forskellige vurderinger af Stalin-problemet over forskellige vurderinger af PCE's "fredelige nationale generalstrejke" til spørgsmålet om partiets hele analyse og strategi. Konflikten brød ud i 1964, da Claudin på et Eksekutivkomitemøde i marts måned præsenterede en omfattende kritik af partiets politik siden 1956.

Claudins politiske kritik tog fat i to afgørende elementer i den analyse, der lå til grund for PCE"s "nationale forsoningspolitik": : 1. Analysen af Spaniens økonomiske udviklingstrin og 2. Analysen af franquismens politiske system.

Carrillo's og PCE's officielle position var, at Spanien
stadigvæk befandt sig på et slags semi-feudalt niveau, hvor der
eksisterede så mange barrierer og forhindringer for kapitalismens
udvikling, at det var muligt at alliere størstedelen af befolkningen
inklusive størstedelen af borgerskabet for en gennemførelse
af den borgerlig-demokratiske revolution, der en gang for
alle skulle gøre det af med "de feudale rester". Det umiddelbare
mål var således at eliminere franquismen på basis af "en national
forsoning" imellem alle fremskridtsvenlige kræfter. Dette var
ifølge Carrillo en absolut realistisk mulighed, eftersom det
franquistiske system - stadig ifølge Carrillo - befandt sig i en
yderst isoleret situation, hvor det overvejende folkeflertal

inklusive dele af hæren, kirken og det ikke-monopolistiske bor-2
8
gerskab havde vendt sig mod regimet.

Claudin fremførte i sin kritik af den officielle partianalyse,
at Spanien havde gennemført den borgerlige revolution
og havde udviklet sig til en moderne monopolistisk kapitalisme,
dvs. til et økonomisk udviklingstrin som teoretisk set stillede
den umiddelbare overgang til socialismen på dagsordenen. Han afviste
således, at det skulle være muligt at alliere sig med store
dele af det spanske borgerskab mod "de feudale kræfter". Samtidig
påpegede han, at der i Spanien i begyndelsen af 60'erne
på ingen måde eksisterede en revolutionær situation, der kunne
føre til brud med franquismen. Tværtimod var borgerskabet, der

28) Fernando Claudin, Dos concepciones de "la via espanola al socialisme" Horizonte espanol 1966 tomo 11, Paris, 1966, pp. 95 ff.

Side 68

helt og holdent sluttede op omkring det franquistiske regime, på vej til at konsolidere sine positioner igennem den forøgede økonomiske vækst. Til denne teoretiske og politiske kritik føjede Claudin en kritik af den manglende åbne diskussion og det mang lende interne demokrati inden for PCE.

Dette var i yderst kortfattet form hovedindholdet i konflikten
mellem Claudin og resten af PCE-ledelsen. I dag kan alle
se, at Claudin havde ret i sin analyse og i sin kritik af PCE's
manglende interne demokrati. Dette sidste kritikpunkts berettigelse
demonstreredes kun alt for tydeligt, da Claudin og hans
meningsfælle, eksekutivkomitemedlem Jorge Semprun blev ekskluderet
af PCE i foråret 1965. I den kamp, der førte op til eksklusionerne,
fremførte partiledelsen en voldsom kampagne imod
"defaitisterne" og "revisionisterne", der truede "partiets enhed"
og Claudin og Semprun fik ikke lov til at komme til orde i for-29

hold til de menige medlemmer.

Krisen omkring eksklusionerne var ikke specielt en krise,
fordi Claudin og Semprun blev verfet ud af partiet, men fordi
partiets udadvendte taktik, som havde lidt det ene nederlag
efter det andet, nu politisk blev problematiseret inden for
PCE's højeste organer. Ligegyldigt hvad Carillo og resten af
partiledelsen den gang mente om Claudins kritik, er der ingen
tvivl om, at hele affæren startede en periode af kritiske og
selvkritiske refleksioner inden for partiet - især i partiledelsen.
Og hen ad vejen gav denne proces plads for, at der kunne opstå
divergerende opfattelser, uden at disse nødvendigvis skulle
føre til eksklusioner. Claudins og Sempruns eneste "fejl" i
64-65 var, at de var for tidligt ude med en kritik og en kritikform,
som PCE p.g.a. den yderst langsommelige af-staliniseringsproces
endnu ikke var i stand til at rumme

3.3. PCE og den kommunistiske verdensbevægelse

Det spanske Kommunistpartis forhold til den kommunistiske
verdensbevægelse og dennes centrum, Sovjetunionen, var i hele

perioden 1920-1964 præget af absolut lydighed og ideologisk tilisning.
Bortset fra Bullejos-sagen i 1932 (se afsnit 2.2.) var

29) Paul Preston, op.cit., p. 148.

Side 69

der på intet tidspunkt opstået bare kim til konflikt med det
sovjetiske moderparti. PCE havde som parti fuldt ud accepteret
1956-kongressens personkults-forklaring på Stalin-tidens terror;
partiet havde billiget Sovjets nedslagtning af den ungarnske
folkeopstand i 1956; man havde i den begyndende sino-sovjetiske
konflikt taget fuldt parti for SUKP og havde i hårde ord fordømt
det kinesiske kommunistpartis politik; og man havde endelig lanceret
en ny national politik i 1956-1957, en politik som var i
fuldstændig samklang med Sovjets udenrigspolitiske kursændring.
Dertil kom den traditionelle økonomiske og politiske afhængighed
af Sovjet som følge af at partiet måtte fungere i eksil.

Det første tegn på et begyndende brud med denne loyalitet kom med Khrustjevs fald i 1964, hvor PCE i modstrid med hidtidig praksis beklagede et magtskifte i toppen af det sovjetiske magthierark'i og udtrykte håbet om, at Khrustjevs efterfølgere ville fortsætte dennes politik. Sagen var, at PCE i dets forsøg på

- i god tråd med SUKP - at bagatellisere Stalin-tidens forbrydelser
i meget udtalt grad fra 1956 havde fremhævet den nye sovjetiske
ledelse og herunder i særlig grad Khrustjevs person som
en garanti for udviklingen af et socialistisk demokrati i Sovjet.
Man havde støttet og fremhævet Khrustjev i en sådan grad, at man
nu i 1964 havde vanskeligt ved at forklare - og forstå - at denne
blev fjernet. Det psykologiske chok som følge af afsløringerne
af Stalin-terroren manifesterede sig således i 1964 i PCE's første
nonkonformistiske reaktion i forhold til den officielle sovjetiske
politik.

Den likvidation af Khrustjevs liberaliseringspolitik, der fulgte i kølvandet på hans fald udvidede mulighederne for udviklingen af nye brudflader mellem PCE og det sovjetiske parti. Disse muligheder blev også stærkt næret af, at PCE netop i midten af 60'erne var konsolideret som den spanske demokratiske oppositions største og mest rodfæstede parti. Modsætningen mellem en konstant ideologisk tilpasning til de nystalinistiske metoder, som de nye ledere i Kreml tog i brug, og PCE's forsøg på internt i Spanien at fremstå som et demokratisk parti blev med tiden for stor. Denne

30) Guy Hernet, op.cit., p. 74.

Side 70

uforenelighed manifesterede sig bl.a. i 1966, hvor partiet kritiserede
det sovjetiske regimes fængsling af to oppositionelle,
Sinyavski og Daniel. PCE kunne ikke i længden på den ene side
kæmpe mod Franco-regimets skueprocesser mod oppositionelle spanske
liberale, socialister og kommunister og på den anden side
forsvare eller stille sig neutral når "den virkeliggjorte socialisme"
benyttede de samme metoder mod dens egne oppositionelle.
I modsætning til PCF blev denne kritik ikke fremført af enkeltstående
intellektuelle inden for partiet, men af selve Generalsekretær
Carrillo, hvilket understreger med hvilket tempo PCE's
løsrivelsesproces fra den ideologiske tilpasning udviklede sig.
Den endelige brudflade opstod med Warszawa-pagt-landenes undertrykkelse
af "det tjekkoslovakiske forår" i august 1968.

PCE havde fulgt udviklingen af "det tjekkoslovakiske forår" med stor interesse, fordi dette i sin hovedtendens var gunstig for den alliancepolitik, der var kernen i PCE's anti-franquistiske strategi. For PCE udgjorde udviklingen under de tjekkoslovakiske reformkommunister et håndgribeligt bevis på at socialisme, frihed og demokrati var forenelige størrelser, et bevis som partiet ikke undlod offensivt at fremføre i sin presse. I maj 1968 hed det således i PCE's politisk-teoretiske tidsskrift "Nuestra Bandera", at de tjekkoslovakiske kommunisters socialismemodel "trods forskelle i formen har en stor lighed med den type socialistisk samfund, som der efter vores mening og ud fra de konkrete betingelser og erfaringer i Spanien må virkeliggøres her."

Den propagandamæssige offensiv, som PCE byggede op omkring "det tjekkoslovakiske forår", og som sigtede på at styrke "den nationale forsonings politik", og fremstillingen af PCE som et fundamentalt demokratisk parti, blev fremført inden for en

fortsat ramme af ideologisk tilpasning til Sovjetunionen, især
dennes udenrigspolitiske ambitioner. I en artikel i "Nuestra Bandera"
to måneder før invasionen i Tjekkoslovakiet understregede
Carrillo således, at Sovjet på basis af den fredelige sameksistens
32
aldrig ville blande sig i andre landes interne anliggender.

31) Citeret efter Fernando Claudin, Die Spaltung in der Kommunistischen Partei Spaniens, Kritik der Politischen Okonomie nr. 8/9/10, Vest-Berlin, 1976, p. 79.

32) Ibid.

31) Citeret efter Fernando Claudin, Die Spaltung in der Kommunistischen Partei Spaniens, Kritik der Politischen Okonomie nr. 8/9/10, Vest-Berlin, 1976, p. 79.

32) Ibid.

31) Citeret efter Fernando Claudin, Die Spaltung in der Kommunistischen Partei Spaniens, Kritik der Politischen Okonomie nr. 8/9/10, Vest-Berlin, 1976, p. 79.

32) Ibid.

Side 71

For PCE var der altså i sommeren 1968 et fuldstændigt sammenfald
imellem Sovjetsystemets udenrigspolitiske praksis og dets egne
demokratiske ambitioner.

Men dette sammenfald blev brudt temmelig brat i august
1968 med den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet. Det åbne
brud mellem to østeuropæiske stater og kommunistpartier tvang
PCE til - for overhovedet at bevare troværdigheden- at vælge side.
Og partiet valgte hurtigt side, idet dets fordømmelse af Warszawa-pagtens
overgreb kom i løbet af dagene efter den 21. august.

PCE' s begyndende løsrivelsesproces fra Sovjets overherredømme,
som Tjekkoslovakiet-affæren var et foreløbigt kulminations
punkt på, udviklede sig pludseligt og eksplosivt inden for en

forholdsvis kort årrække. Denne brudflade blev mere markant, end
det var tilfældet for det italienske søsterparti, som havde en
lang historisk tradition for en selvstændig politisk proces, og
for det franske kommunistparti, hvis alliancepolitiske overvejelser
ikke gik i retning af den PCE'ske opbygning af en demokratisk
anti-fascistisk front med "det demokratiske borgerskab". En
mulig forklaring herpå er, at den pludselige opkomst af en
skarp konflikt med Sovjet i tid faldt sammen med PCE's første

virkelige ekspansionsproces i befolkningens brede lag og herunder specielt blandt de aktive i de store, demokratiske masseorganisationer . Presset fra de mange nye medlemmer, hvis erfaringsverden var knyttet til den demokratiske praksis inden for Arbejderkommissionerne, studenterbevægelsen, beboerforeningerne osv., kombineret med partiets årelange propagandamæssige fremstilling af sig selv som et fundamentalt demokratisk parti, er den væsentligste forklaring på PCE's relativt hurtige omvending fra et

yderst Moskva-tro parti til et yderst Moskva-kritisk parti.

Den breche, der var åbnet i det tidligere så nære forhold

mellem PCE og SUKP p.g.a. Tjekkoslovakiet-invasionen, blev yderligere
udvidet som følge af en række begivenheder i årene efter

Side 72

Garcia og Augustin Gomez i spidsen og støttet af SUKP mod PCE's
fordømmelse af invasionen. Disse medlemmer blev i løbet af 1968
bragt til tavshed, først ved deres udelukkelse fra alle ledende
poster, dernæst ved deres eksklusion af partiet. Disse eksklusio
ner, som var langt mere omfattende end 1965-eksklusionerne, men
som ellers blev gennemført på samme udemokratiske måde, bremsede
dog ikke SUKP's forsøg på at vælte Carrillo og få indsat en
Moskva-loyal partiledelse. I 1970 brød fraktionskampene atter
ud i partiets ledende organer; denne gang blev den Carrillofjendtlige
og pro-sovjetiske strømning ledet af en af PCE's absolutte
topledere, eksekutivkomitemedlemmet Enrique Lister. Dette
forsøg på at vælte det Sovjet-kritiske flertal i PCE-ledelsen
strandede også, i efteråret 1970 blev Lister ligesom alle tidligere
Carrillo-modstandere ekskluderet.

Disse pro-sovjetiske fraktioners forsøg på at overtage
magten i PCE udvidede på afgørende måde brudfladerne mellem det
spanske parti og SUKP, så meget desto mere som SUKP - uden offecielt
at bryde med Carrillo - aktivt støttede disse fraktioner.
SUKP gik endda så vidt som til efter eksklusionen at yde Lister
en omfattende støtte i dennes forsøg på at danne et konkurreren-34

de spansk kommunistisk parti.

En yderligere torn i øjet på de spanske kommunister kom
i 1970, da Sovjet ophævede sin økonomiske og politiske blokade
af Franco-regimet og sluttede en handelstraktat med dette, i vrigt
uden at informere PCE derom forinden. Ligeledes i 1970 blev
PCE modarbejdet, da den polske regering ved at levere store mæng
der kul til Franco-Spanien i meget høj grad medvirkede til at
svække en omfattende minearbejderstrejke i Asturias-regionen,
som var (og er) en af PCE's stærke bastioner.

33) Det sovjetiske styre gav således tilladelse til at Garcia-Gomez-gruppen kunne lede og koordinere dens anti-Carrillo-kampagne fra Moskva.

34) Listers gruppe udgav få dage efter eksklusionen første nummer af en konkurrerende udgave af PCE's ugeavis "Mundo Obrero". I 1973 dannede Lister Spaniens kommunistiske Arbejderparti, PCOE, som stadig eksisterer, men hvis betydning og indflydelse er yderst begrænset.

35) Fernando Claudin, Die Spaltung in der Kommunistischen Partei Spaniens, op.cit. , pp. 85 ff.

33) Det sovjetiske styre gav således tilladelse til at Garcia-Gomez-gruppen kunne lede og koordinere dens anti-Carrillo-kampagne fra Moskva.

35) Fernando Claudin, Die Spaltung in der Kommunistischen Partei Spaniens, op.cit. , pp. 85 ff.

33) Det sovjetiske styre gav således tilladelse til at Garcia-Gomez-gruppen kunne lede og koordinere dens anti-Carrillo-kampagne fra Moskva.

35) Fernando Claudin, Die Spaltung in der Kommunistischen Partei Spaniens, op.cit. , pp. 85 ff.

Side 73

I løbet af 70'erne udviklede konflikten mellem PCE og
SUKP sig på basis af især ideologiske spørgsmål (interessesfæreproblemet,
sammenhængen mellem fredelig sameksistens og' global
status quo, polycentrismen osv.) og tilspidsedes i 1976-77. Her
nåede PCE-ledelsens kritik såvel af de manglende demokratiske
tilstande i Østeuropa som af Sovjets overherredømme - historisk
og aktuelt - over den kommunistiske verdensbevægelse et hidtidigt
højdepunkt. Betegnende for denne konflikts modningsgrad var bl.a.
Carrillos tale på kommunistpartiernes konference i Øst-Berlin i
1976, hvor han bl.a. gjorde op med de nationale kommunistpartiers
underordning under SUKP: "De lidelser, som vores partier
har været udsat for - og de som vi stadigvæk må bære -, den tid,
som vi har tilbragt i katakomberne, gjorde at der i vores rækker
opstod en forbindelse mellem den videnskabelige socialisme og en
slags of f ervillighedsmystik og prædestination. Vi blev til en
slags kirke med vores egne martyrer og profeter. I mange år var
Moskva, hvor vores drømme begyndte at blive til virkelighed,
vores Rom. Vi talte om den store, socialistiske Oktober-revolu

tion som var den vores juleaften. Det var vores barndom. I dag er
vi voksne ..."

Kulminationspunktet på konflikten mellem SUKP og PCE kom
i sommeren 1977 med det sovjetiske angreb på de spanske kommunister
i anledning af udsendelsen af Santiago Carrillos bog, "Eurocomunismo
y estado". I bogen går Carillo så vidt som til at sætte

spørgsmåltegn ved Sovjet-regimets socialistiske karakter, hvilket
som Claudin fremhæver - er en logisk konsekvens af den euro

kommunistiske tese om at socialisme ikke kan eksistere uden de-37 mokrati. Denne tilspidsning af konflikten har endnu ikke ført til noget endegyldigt brud mellem PCE og SUKP, i øjeblikket ligger skismaet "i dvale". Men det er givet, at PCE ikke - uden for alvor at miste troværdighed - kan foretage noget taktisk tilbagetog til en position af typen "Sovjet er et socialistisk land med visse deformationer". PCE er tvunget til - hvis partiet ønsker at udvikle sin nationale basis, ikke mindst vælgermæssigt - at

36) Citeret efter Lothar Maier, Spaniens Weg zur Demokratie, Meisenheim/Glan, 1977, p. 99.

37) Fernando Claudin, Eurokommunisme og socialisme, op.cit., p. 172.

36) Citeret efter Lothar Maier, Spaniens Weg zur Demokratie, Meisenheim/Glan, 1977, p. 99.

37) Fernando Claudin, Eurokommunisme og socialisme, op.cit., p. 172.

36) Citeret efter Lothar Maier, Spaniens Weg zur Demokratie, Meisenheim/Glan, 1977, p. 99.

37) Fernando Claudin, Eurokommunisme og socialisme, op.cit., p. 172.

Side 74

genoptage diskussionen om Sovjets og de østeuropæiske folkedemokratiers natur, om ikke andet så i forbindelse med den nødvendige revision af partiets historieskrivning, som presser sig mere og mere på. Hvornår og hvordan denne diskussion bliver taget op igen - og med hvilket resultat - afhænger i meget høj grad af i hvilket omfang, partiet er i stand til at gennemføre en demokratisering af partistrukturerne og beslutningsprocesserne, en demokratisering som kan muliggøre en bred, demokratisk medlemsdiskussion af partiets historiske underordning under SUKP og af årsagerne hertil.

3.4. PCE's 9. kongres: På vej til et demokratisk fungerende kommunistparti?

Den første virkelig afgørende prøvesten for PCE's eurokommunistiske linie blev partiets 9. kongres i april 1978. Det skulle her vise sig, om Spaniens kommunistiske Parti var i færd med at overvinde den måske væsentligste forhindring for at det nybrud, som eurokommunismen udgør på det abstrakte plan, kunne udfolde sig frit uden fortidens manipulationer og eksklusionstrusler. Denne forhindring er det karakteristikum, som alle kom munistpartier - eurokommunistiske som ikke-eurokommunistiske - i varierende grad har til fælles: det manglende partidemokrati Indtil 1977 havde PCE's ledere kunnet fungere videre på de gamle stalinistiske beslutningsprocesstrukturer ved at henvise til, at partiet var illegalt og derfor nødvendigvis måtte lægge mere vægt på de centralistiske aspekter end på de demokratiske. Men med legaliseringen af PCE i 1977 fangede bordet, og det skulle nu vise sig i praksis, om partiet var på vej til at overvinde den udemokratiske funktionsmåde. En vigtig strømpil herfor blev PCE's første kongres i frihed og legalitet siden 1932.

I vurderingen af PCE's 9. kongres er det ikke tilstrækkeligt blot at se på selve kongressens diskussioner og vedtagelser; man må også beskæftige sig med den diskussionsproces, der førte op til kongressen. Denne proces foregik - foruden i de lokale afdelinger - på regionale konferencer, som blev afholdt i månederne inden kongressen. De to væsentligste af disse blev konfe

Side 75

rencerne i Madrid og Asturias, fordi de begge demonstrerede, at
PCE' s demokratiseringsproces er i fuld gang og næppe kan bremses.

På Madrid-konferencen i marts 78 udspandt der sig en

fuldstændig fri og demokratisk debat om de 15 teser, som generalsekretær
Carrillo havde udarbejdet og forelagt partiet til vedtagelse
på 9. kongres. Den frie og demokratiske debat viste sig
først og fremmest ved, at kun ganske få af generalsekretærens
teser blev vedtaget i deres oprindelige form; langt de fleste
blev underkastet ændringer, der i visse tilfælde endda var særde•so

les substantielle. I skærende modsætning til denne demokratiske
fremgangsmåde stod valget af ledelse (provinskomite), hvor
den afgående ledelse præsenterede en på forhånd udarbejdet liste,
der i god stalinistisk tradition lige præcis indeholdt det antal
personer, som provinskomiteen skulle bestå af. Men også i
dette spørgsmål viste modstanden mod de udemokratiske fremgangsmåder
sig. De delegerede tvang ledelsen til at acceptere udarbejdelsen
af en suppleringsliste, og selvom kun ganske få fra
denne suppleringsliste blev valgt, demonstrerede begivenhedsforløbet
et begyndende oprør i partiets basis mod, at den frie
og demokratiske diskussionsproces ikke automatisk afspejler sig
39
i valgene til de ledende organer.

I Asturia, som er Carrillos hjemstavn, og hvor partiets

præsident, Dolores Ibarruri er valgt til parlamentsmedlem, blev konfrontationen mellem den gamle ledelse og dele af de delege-40 rede endnu hårdere. Den forretningsorden, der blev fulgt på konferencen, og som bl.a. bestod i et på forhånd sammensat dirigentkorps, der kun repræsenterede en af de eksisterende politiske tendenser, stod i skærende modsætning til den meget demokratiske diskussionsproces, der var gået forud i. de lokale afdelinger og i det lokale partiorgan. Modsætningen var så skærende, at 113 delegerede (ca. 25%) udvandrede fra konferencen i protest,

38) Fernando Lopez Agudin, Dos corrientes ante el IX Congreso, Triunfo nr. 791 Madrid, 1978, pp. 18 ff.

39) Ibid.

40) Dette var tilsyneladende forudset af PCE's øverste ledelse, idet hverken Carrillo eller "La Pasionaria", som ellers var selvskrevne til at deltage, ikke mødte op.

38) Fernando Lopez Agudin, Dos corrientes ante el IX Congreso, Triunfo nr. 791 Madrid, 1978, pp. 18 ff.

39) Ibid.

40) Dette var tilsyneladende forudset af PCE's øverste ledelse, idet hverken Carrillo eller "La Pasionaria", som ellers var selvskrevne til at deltage, ikke mødte op.

38) Fernando Lopez Agudin, Dos corrientes ante el IX Congreso, Triunfo nr. 791 Madrid, 1978, pp. 18 ff.

39) Ibid.

40) Dette var tilsyneladende forudset af PCE's øverste ledelse, idet hverken Carrillo eller "La Pasionaria", som ellers var selvskrevne til at deltage, ikke mødte op.

Side 76

41 vel og mærke uden at nogen af disse meldte sig ud af partiet. Dette var noget hidtidigt uhørt i et kommunistparti, hvor "hensynet til partiets enhed" ellers altid havde været i stand til at overbevise selv de mest kritiske medlemmer om ledelsens fortræffelighed.

Også i det store catalanske kommunistparti/ PSUC, som
formelt er uafhængigt af PCE, knagede det voldsomt i foråret 78.
I april i år skete der det historisk set helt usædvanlige for et
kommunistparti, at partiets øverste ledelse, eksekutivkomiteen,
trådte tilbage som følge af de interne modsætninger, der var
opstået p.g.a. det omstridte spørgsmål om opgivelsen af leninismen.
Sagen var, at PSUC på sin regionalkonference i marts i år
tog den yderst mærkværdige beslutning at tiltræde Carrillos forslag
til opgivelse af leninismen, men samtidig opretholdt definitionen
af PSUC som et leninistisk parti. Eksekutivkomiteens
afgang reflekterede denne modsigelse og den kendsgerning, at
det catalanske kommunistparti består af to omtrent lige store
42
politiske tendenser.

På denne baggrund blev PCE's 9. kongres lidt af en skuffelse.
Forventningerne om en fornyelse af sammensætningen af de
ledende organer og af procedurerne omkring valg blev ikke indfriet.
Men alligevel var der væsentlige fremskridt at spore i
forhold til tidligere kongresser. Debatten foregik frit og demokratisk,
og som noget hidtil fuldstændig uhørt inden for PCE
blev ikke en eneste af de af Carrillo foreslåede 15 teser vedtaget
enstemmigt. M.h.t. to af de vigtigste teser (tese 6 om
overgangen til socialismen og tese 15 om opgivelse af leninismen)
manifesterede der sig endda ganske betydelige mindretal imod ledelsens
forslag: tese 6; 65 pct. for, 28 pct. imod, 7 pct. blan-43

ke; tese 15; 77 pct. for, 20 pct. imod, 3 pct. blanke. Dertil

41) Fernando Lopez Agudin, Se recrudecen las polemicas, Triunfo nr. 793, Madrid, 1978, pp. 22 ff.

42) Manuel Campo Videl, "Lecturas no coincidentes" sobre el eurocomunismo, Triunfo nr. 794, Madrid 1978, pp. 23 ff. Krisen i PSUC er midlertidig blevet løst ved at eksekutivkomiteen er genindtrådt, men problemerne vedrørende fraktionsstridighederne fortsætter.

43) Nuestra Bandera, nr. 93, Madrid, 1978, p. 12.

41) Fernando Lopez Agudin, Se recrudecen las polemicas, Triunfo nr. 793, Madrid, 1978, pp. 22 ff.

43) Nuestra Bandera, nr. 93, Madrid, 1978, p. 12.

41) Fernando Lopez Agudin, Se recrudecen las polemicas, Triunfo nr. 793, Madrid, 1978, pp. 22 ff.

43) Nuestra Bandera, nr. 93, Madrid, 1978, p. 12.

Side 77

kom, at mange af de andre teser, der blev vedtaget med stort flertal, undergik adskillige ændringer i løbet af kongresdagene, dvs. før de blev vedtaget. Disse ændringer bestod først og fremmest i en mere objektiv og nuanceret vurdering af det politiske indhold i teserne, hvor de oprindelige forslag var meget partichauvinisti-44 ske og holdt i et triumferende sprog.

PCE's 9. kongres må - med Fernando Lopez Agudins ord

45 karakteriseres som "ét skridt fremad og to tilbage". Dette skal forstås på den måde, at kongressen udgjorde et absolut fremskridt i forhold til partiets tidligere kongresser: der er overhovedet ingen tvivl om, at kongressen var den hidtil mest demokratiske i PCE's snart 60-årige historie. Men i forhold til den omfattende demokratiske diskussionsproces i de lokale afdelinger og på de regionale konferencer, udgjorde 9. kongres et tilbageskridt. Til det negative hører også, at partiledelsens og herunder især generalsekretærens magt blev væsentligt styrket på kongressen.

M.h.t. de politiske modsætninger inden for PCE er det
endnu for tidligt at tale om ideologisk og politisk manifesterede
tendenser eller fraktioner, som det f.eks. er tilfældet inden
for PCI og PCF. Den modsætning, der manifesterede sig i de forskellige
forsamlinger op til og på selve kongressen, kan, indtil
den politiske diskussion og kamp har udviklet sig mere åbent og
klart, bedst betegnes som en modsætning mellem "fornyere" og
"kontinuitister". "Fornyerne", der i væsentlig grad består af yngre
, kritisk indstillede kommunister, ønsker et mere demokratisk
fungerende parti, og "kontinuitister", som i væsentlig grad består
af de gamle partiledere, der nok arbejder for en gradvis
demokratisering (det er jo bl.a. Carrillo, der igennem en lang
årrække har lagt grunden til en demokratisering af partiet) , men
hvis hovedmål er en fastholdelse af partiets kontinuitet og enhed.
9. kongres endte som en form for kompromis imellem disse to tendenser,
idet "fornyerne" fik stadfæstet en helt ny form for demokratisk
diskussions- og afstemningsprocedure inden for partiet
og endda fik ændret væsentlige dele af partiledelsens politiske

44) Fernando Lopez Agudin, Un paso adelante, dos pasos atras, Triunfo nr. 796, Madrid, 1978, pp. 34 ff.

45) Ibid.

44) Fernando Lopez Agudin, Un paso adelante, dos pasos atras, Triunfo nr. 796, Madrid, 1978, pp. 34 ff.

45) Ibid.

44) Fernando Lopez Agudin, Un paso adelante, dos pasos atras, Triunfo nr. 796, Madrid, 1978, pp. 34 ff.

45) Ibid.

Side 78

forslag, mens "kontinuitisterne" opretholdt kontrollen med partiets
ledende organer.

Denne skelnen mellem to grupper inden for PCE er også gyldig
m.h.t. kampen om den kontroversielle tese 15 om opgivelsen af
leninismen. Denne kamp udtrykte ikke i første række en uenighed
mellem "leninister" og "eurokommunister" baseret på klare politiske
modsætninger, men primært en strid om partidemokrati og
diskussionsstil inden for partiet. Modstanden mod partiledelsens
forslag til afskaffelsen af begrebet "marxistisk-leninistisk parti"
til fordel for betegnelsen "marxistisk, revolutionært og demokratisk
parti" i definitionen af PCE var ikke primært rettet mod
dette forslags rent politiske implikationer, men i langt højere
grad mod, at disse implikationer ikke var kendt og gennemdiskuteret
p.g.a. den hast, hvormed ændringen skulle presses igennem.

4. Konklusion: PCE på vej mod en ny type kommunistisk parti?

Når jeg i indledningen til denne artikel antyder, at jeg anser PCE for at være det "mest eurokommunistiske" af de eurokommunistiske partier, skyldes det, at partiet m.h.t. de elementer, der er karakteristiske for disse partier, synes at have udviklet sig mere konsekvent end "storesøstrene" i Italien og Frankrig. Dette gælder for kritikken af "den virkeliggjorte socialisme" og for den interne demokratiseringsproces.

Dette forhold kan have mange årsager, men den væsentligste

er sandsynligvis, at Spaniens kommunistiske Parti udviklede sig. fra politisk sekt til politisk masseparti med stor indflydelse i befolkningens arbejdende sektorer på et historisk tidspunkt, hvor på den ene side den internationale situation var præget af fremskredetheden i den kommunistiske verdensbevægelses opløsningsproces, og på den anden side den nationale situation (Spanien) var præget af en vældig opblomstring af demokratiske massebevægelser og (på det politisk-ideologiske plan) af en enorm positivering og opvurdering af de demokratiske frihedsrettigheder som uomgængelige

46) Også den mest "leninistiske" sektor af Spaniens kommunistiske Parti, det catalanske PSUC, har afskaffet det fundamentalt stalinistiske begreb "marxisme-leninisme". PSUC definerer sig idag som et "marxistisk og leninistisk parti".

Side 79

værdier i ethvert socialt system, også det socialistiske.
Det var dette sammenfald i midten af 60'erne af PCE' s gennemslag
som politisk masseparti og den fornyede interesse - internationalt
såvel som nationalt - for sammenhængen mellem socialisme og demokrati,
der medførte, at Spaniens kommunistiske Parti inden for
ganske få år var i stand til at udvikle sig fra et superstalinistisk
til et eurokommunistisk parti. Denne dynamik har inden for
PCE haft det særegne forløb, at de eurokommunistiske ideer indtil
1977 næsten udelukkende blev båret frem af en partiledelse, der
p.g.a. en yderst centraliseret organisationsstruktur, som kun delvist
skyldtes illegaliteten, besad en næsten total magt over partiets
indre liv. De menige PCE'eres demokratiske aspirationer blev
i illegalitetsperioden i væsentlig grad kanaliseret ud i de folkelige
bevægelser (arbejder-, studenter-, beboer-, kvindebevægelsen)
og kampe, mens PCE-ledelsen strukturelt set relativt uafhængigt
heraf udviklede partiets overordnede strategi og politik.
Efter at PCE i foråret 77 opnåede legalitet er den demokratiske
kamp også blevet ført ind i selve partiet og det med en pludselighed
og en kraft, som sandsynligvis vil medføre væsentlige ndringer
i partiets ledelsesstrukturer og beslutningsprocesser. PCE' s
9. kongres var et første skridt på vejen henimod en ny type kommunistisk
parti; om og hvornår de næste skridt bliver taget afhænger
ikke alene af den politiske kamp inden for partiet, men
i ligeså høj grad af de generelle politiske og sociale kampe i
det spanske samfund.

Politica, Bind 10 (1978 - 1979) 2

Spaniens kommunistiske Parti 1921-1978; Fra politisk sekt til eurokommunistisk masseparti

1. Indledning

2. Fra nederlag til nederlag; PCE's udvikling 1921-1956

2.1. PCE's dannelse

2.2. PCE under Spaniens 2. Republik 1931-36

2.3. PCE og den spanske borgerkrig

2.4. Guerillakamp og reorganisering 1939-1956

3. Fra politisk sekt til masseparti. Eurokommunismens gennembrud 1956-1978

3.1. PCE's nye politiske taktik

3.2. Stalinistiske efterveer: eksklusionen af Claudin 1965

3.3. PCE og den kommunistiske verdensbevægelse

3.4. PCE's 9. kongres: På vej til et demokratisk fungerende kommunistparti?

4. Konklusion: PCE på vej mod en ny type kommunistisk parti?