1. Indledning

Opkomsten og udviklingen af det fænomen, der i det sidste par år er blevet kendt under betegnelsen "eurokommunismen", har for alvor profileret nogle problemstillinger, hvis behandling er af afgørende betydning for hele den internationale kommunistiske bevægelse og af speciel interesse for kommunistiske og socialistiske partier og bevægelser i de højtudviklede kapitalistiske lande.

De rejste problemstillinger er mangfoldige, bl.a. fordi de i stadig større udstrækning formuleres ud fra det enkelte lands og dermed det enkelte kommunistpartis særlige baggrund og forudsætninger; men i hovedsagen kan de sammenfattes under to hovedproblemområder : revolutions- og socialismeopfattelsen og internationalismeopfattelsen. Fælles for de to problemområder er, at eksplicit eller implicit står holdningen til Sovjetunionen og de sovjetkommunistiske erfaringer centralt. Ikke fordi holdningen til Sovjetunionen indtager den afgørende position i den eurokommunistiske teori og praksis, men fordi de sovjetiske erfaringer og det sovjetiske samfundssystem historisk har været fremstillet og opfattet som modellen for et socialistisk samfund. Udviklingen af en kommunistisk strategi for omformningen af de højtudviklede kapitalistiske lande indebærer derfor en eksplicit eller implicit stillingtagen til de grundlæggende sovjetiske erfaringer.

Inden for revolutions- og socialismeopfattelsen rejses især
følgende problemstillinger i og af det eurokommunistiske projekt.
Karakteren af overgangen til socialisme, specielt problemet om

fredelig vs. ikke-fredelig overgang, men også spørgsmålet om

---

1) I denne artikel omtales de østeuropæiske m.fl. lande og partier som socialistiske henholdsvis kommunistiske, fordi det er den almindelige sprogbrug, og udtrykker disse landes/partiers erklærede selvforståelse.

1) I denne artikel omtales de østeuropæiske m.fl. lande og partier som socialistiske henholdsvis kommunistiske, fordi det er den almindelige sprogbrug, og udtrykker disse landes/partiers erklærede selvforståelse.

lernet. Indholdet i det styre, der etableres gennem den samfunds
forandrende proces, især problemet om proletariatets diktatur
eller en mere pluralistisk og på bredere alliajncer baseret politisk-økonomisk
magt. Det kommunistiske partis rolle, struktur og
funktion iog efter 'revolutionen': spørgsmålet om partiets a
priori ledende rolle, den demokratiske centralisme, monopoliseringen
af magten hos ét parti, der internt fungerer monolitisk.
Spørgsmålet om Sovjetunionen kan. opfattes som model for opbygningen
af socialisme i andre lande, specielt i de vestueropæiske, og
i sammenhæng hermed, spørgsmålet om forskellige og selvstændige
veje til socialismen. Afledt heraf og snævert forbundet med overgangsprocessens
karakter står problemet om forholdet mellem socialisme
og demokrati. Og endelig rejses det fundamentale spørgsmål
om karakteren af det sovjetiske system - kan det betegnes som
socialistisk?

Inden for internationalismeopfattelsen stilles især problemet om den proletariske internationalisme, dvs. sammenhængen mellem den nødvendige internationale orientering og rodfæsteisen i og orienteringen mod løsningen af de nationale problemstillinger. Mere præcist dækker begrebet over en omfattende orientering mod og loyalitet over for den sovjetiske politik og ideologi. I snæver sammenhæng med denne problemstilling står forholdet mellem

de socialistiske lande og forholdet mellem de kommunistiske partier. Her tænkes specielt på spørgsmålet om verdensbevægelsens karakter af en samlende organisering eller en væsentlig mere løs kontaktstruktur. Den første form kan indebære, og har historisk betydet, anerkendelse af et ledende centrum, dvs. en politisk og ideologisk ledelse af verdensbevægelsen, mens den anden form kar betyde reducering af de afgørende fællesholdninger til en anerkendelse af Oktoberrevolutionens betydning som forudsætning for videre socialistiske gennembrud. - Endelig skal nævnes forholdet mellem de socialistiske og kapitalistiske lande, spørgsmålet om fredelig sameksistens. Denne problemstilling bliver ikke direkte aktualiseret af eurokommunismen, men den praktiserede fredelige sameksistens udgør en nødvendig betingelse for eurokommunisternes koncentration om den nationale politik under samtidig fastholdelse af placeringen inden for verdensbevægelsen.

Disse problemstillinger, som eurokommunismen har sat i fokus i de sidste års socialistiske debat, er imidlertid ikke oprindeligt rejst af eurokommunismen, men har rødder langt tilbage i den kommunistiske verdensbevægelse.

Allerede i Komintern-perioden 1919-1943 førtes der diskussioner om problemstillinger, der rimeligst kan placeres under de to hovedproblemområder, revolutions- og socialismeopfattelsen og internationalisme-opfattelsen. Af mange grunde, hvoraf her blot skal nævnes Oktoberrevolutionens internationale autoritet, blev diskussionerne ret hurtigt totalt præget af de ensidige sovjetiske problemer og erfaringer. Revolutions- og socialismeopfattelsen blev stort set en generalisering af de sovjetiske erfaringer, og internationalismeopfattelsen blev meget hurtigt bestemt af de sovjetiske opbygningsinteresser. Dette blev ideologisk formuleret

i teorien om opbygningen af socialisme i ét land og utvetydigt
formuleret af Stalin i 1927: "En internationalist er uden forbe
hold, uden tøven, uden at stille betingelser parat til at beskyt
2
te Sovjetunionen".

Når der i denne artikel fokuseres på eurokommunismens historiske
rødder, er det derfor velbegrundet ud fra både plads- og indholdsmæssige
hensyn at undlade en nærmere behandling af Kominternperioden
og i stedet koncentrere fremstillingen om udviklingen inden
for verdenskommunismen efter 1945. Tilspidset kan man nemlig
sige, at det først er erfaringerne fra modstandsbevægelsen mod
nazismen og opkomsten af folkedemokratierne og den heraf følgende
tendens til i forstærket grad at koncentrere sig om de nationale
problemer, der aktualiserer behovet og muligheden for en politiskideologisk
nytænkning.

Ud fra ovenstående bestemmelse af eurokommunismens væsentlige problemstillinger og ud fra den tidsmæssige afgrænsning er det artiklens formål at fremdrage de afgørende elementer i verdenskommunismens udvikling, der (mere eLler mindre direkte) peger frem mod eurokommunismen. Disse elementer behandles primært i

---

2) Citeret fra Niels Chr. Sidenius, Kommunistisk Internationale 1928-1935, Århus 1976, p. 14. For en videre diskussion af forholdet mellem Sovjetunionen/SUKP og Komintern kan der henvises til ibid., pp. 12-21; Nicos Poulantzas, Faschismus und Diktatur, Munchen 1973, pp. 237-49; og Fernando Claudin, Krisen i den kommunistiske verdensbevægelse, Bind l, Århus 1977.

2) Citeret fra Niels Chr. Sidenius, Kommunistisk Internationale 1928-1935, Århus 1976, p. 14. For en videre diskussion af forholdet mellem Sovjetunionen/SUKP og Komintern kan der henvises til ibid., pp. 12-21; Nicos Poulantzas, Faschismus und Diktatur, Munchen 1973, pp. 237-49; og Fernando Claudin, Krisen i den kommunistiske verdensbevægelse, Bind l, Århus 1977.

deres ideologiske udformning, især fordi det herved bliver lettere at foretage umiddelbare relateringer til eurokommunismen; men også fordi en anden tilgang ville inkludere meget omfattende realanalyser.

Sådanne fremadpegende elementer i den kommunistiske ideologi
kan imidlertid ikke betragtes isoleret, men må relateres til den
generelle udvikling i verdenskommunismen, og specielt til de sovjetiske
reaktioner på nyformuleringerne og deres konsekvenser.
Derfor behandler artiklen også de ideologiske udformninger af SU1s
reaktioner, således at det bliver muligt at se den historisk stedfundne
vekselvirkning mellem moskvakommunismen og nyformuleringsforsøgene.
Derved skulle det også blive muligt bedre at forstå
den ideologiske proces frem mod de eurokommunistiske formuleringer.

De nævnte problemstillinger har været rejst forholdsvis rent
teoretisk-ideologisk; men langt overvejende har de været fremtvunget
eller været en del af mere spektakulære begivenheder i den
verdenskommunistiske bevægelse. De er blevet rejst af ikke-regerende
kp1 er, men især er de blevet artikuleret ud fra forholdene
mellem/i de regerende KP'er, og her har både stormagtspolitiske
og nationalpolitiske aspekter og interesser indtaget en afgørende
plads. Det bør her præciseres, at artiklen kun inddrager disse
begivenheder og interesser i den forstand, at de fungerer som
"bærere" af den ideologiske udvikling, men ikke nærmere behandler
dem som selvstændige begivenheder og interesser. Eksempelvis betyder
dette, at hverken de grundlæggende interesser bag den sovjetiske
udenrigspolitik eller det national- og stormagtspolitiske
indhold bag polemikken mellem SU og Kina behandles.

Fremstillingen samler sig kronologisk om følgende væsentlige
begivenheder/ideologiske diskussioner i verdenskommunismens udvikling
efter 1945. 1) Kominformperioden, specielt opkomsten af den
jugoslaviske "reformkommunisme"; 2) SUKP's 20. Partikongres i
februar 1956 og dens konsekvenser; 3) perioden 1957-64, specielt
den "jugoslaviske revisionisme", polemikken mellem Moskva og Peking
og Togliattis Testamente; og 4) "foråret i Prag" 1968 og
"Breshnev-doktrinen".

2. Kominformperioden 1947-1956: opkomsten af den jugoslaviske "_Informkommuni_sMe"

I perioden omkring og umiddelbart efter 2. Verdenskrigs afslutning
dannedes i Østeuropa en række regimer, der af flere grunde var
klart venligtsindede over for SU (Sovjetunionen). Karakteristisk
for disse lande var, at de i alt væsentligt var befriet fra nazistisk
besættelse og undertrykkelse ved hjælp af Den røde Hær - den
eneste undtagelse var Jugoslavien, der i det store og hele havde
befriet sig selv gennem en omfattende og langvarig partisankrig.
Denne selvstændige befrielse havde ikke været uden problemer og
modsætninger i forholdet til SU, primært fordi den nationale befrielse
var knyttet sammen med en social forandring. Selv om
denne ikke i det væsentlige adskilte sig fra den sovjetiske model,
kom den alligevel SU på tværs, fordi den kunne true den
4
"store alliance" med især USA og England.

I denne periode frem til o. 1947 var forskellene mellem de steuropæiske
landes udvikling store, fordi de reelt havde mulighed
for at tage vide hensyn til nationale karakteristika. Derfor blev
de jugoslaviske selvstændighedstræk ikke så belastende for SU, at
bevarelsen af dens position i Østeuropa og af forholdet til vestmagterne
betingede direkte forholdsregler. Da den "store alliance"
imidlertid efterhånden blev afløst af den kolde krig, skete der
en stramning på to måder: (1) de østeuropæiske landes politik
og socialistiske opbygning blev søgt ensrettet efter den sovjetiske
model og mere direkte underlagt den aktuelle sovjetiske politiks
behov. Og (2) de væsentligste vesteuropæiske kommunistpartier,
PCF og PCI (Frankrigs og Italiens kommunistiske Parti),
blev yderligere indordnet under den sovjetiske udenrigspolitik -
og til begge formål blev Kommunistisk Informationsbureau anset
for egnet instrument.

---

3) Fernando Claudin, Krisen i den kommunistiske verdensbevægelse, Bind 2, Århus 1978, pp. 361-68.

4) Ibid., p. 364.

5) Zbigniew Brzezinski, The Soviet Bloc. Unity and Conflict, Cambridge, Massachusetts 1971, p. 59; Fernando Claudin, Krisen i den kommunistiske verdensbevægelse, Bind 2, op.cit., pp. 445-46.

3) Fernando Claudin, Krisen i den kommunistiske verdensbevægelse, Bind 2, Århus 1978, pp. 361-68.

4) Ibid., p. 364.

5) Zbigniew Brzezinski, The Soviet Bloc. Unity and Conflict, Cambridge, Massachusetts 1971, p. 59; Fernando Claudin, Krisen i den kommunistiske verdensbevægelse, Bind 2, op.cit., pp. 445-46.

2.1. Kominform og Jugoslavien

Kominform blev dannet i september 1947 med sæde i. Beograd. Formålet
var en nødvendig udveksling af erfaringer og en frivillig koordinering
af partiernes aktiviteter, der skulle foregå på grundlag
af gensidige overenskomster, og kun når den var nødvendig.
Dette fremtræder som en garanti for partiernes autonomi, men sammenholdt
med Shdanows positive omtale af Komintern, bemærkningerne
om det "unaturlige" i partiernes isolation og påpegningen af
partiernes fælles interesser og opgaver opstår en stærk skepsis
over karakteren af denne autonomi. Føjes hertil SU's faktiske
magtstilling i Østeuropa (bortset fra Jugoslavien) og den generelle
kommunistiske identificering af SU med socialismen, fremstår
klart billedet af et organ, der primært kunne tjene sovjetiske
politiske interesser. Således blev det også anvendt!

Dannelsen af Kominform udtrykte et brud med den foregående periode
og indledningen til en periode hyppigt karakteriseret som
Q
stalinisme. Dette placerede den jugoslaviske selvstændighed
som en potentiel ideologisk og politisk trussel mod den sovjeti-9

ske autoritet, jvf. f.eks. de jugoslaviske erfaringer fra partisankrisen
og planerne om dannelsen af en Balkan-Union. Fra slutningen
af marts 1948 aktualiseredes dette modsætningspotentiale
i en stadig skærpet polemik mellem SUKP og JKP (Jugoslaviens Kommunistiske
Parti) - en polemik, der i det store og hele var præget
af mange ikke direkte ideologisk betonede synspunkter (f.eks.
omkring de sovjetiske militærrådgiveres aktivitet i Jugoslavien),
men som alligevel flere steder pegede frem mod markering af ideologiske
forskelle. Således hedder det i et brev af 14. april fra
JKP's CK (Centrakomité) , at de jugoslaviske kommunister bestemt
ikke placerer SUKP's og det sovjetiske systems rolle i baggrunden,
"... men vi udvikler socialismen i vort land i noget forskellige
former". Og videre "... der er mange specifikke aspekter

---

6) Resolution über den Austausch von Erfahrungen und die Koordinierung der Tåtigkeit der auf der Konferenz ver_tretenen Kommunist!schen Parteien, i Boris Meissner, Das Ostpak t-Sy s tern. Dokumentensammlung, Frankfurt a.M. 1955, p. 99

7) Referat des Sekretårs des ZK der KPdSU(B) A.A. Shdanow über die internationale Lage, ibid., pp. 96-97.

8) Zbigniew Brzezinski, op.cit., p. 62

9) Richard Lowenthal, World Communism. The Disintegration of a Secular Faith New York 1966, p. 6.

6) Resolution über den Austausch von Erfahrungen und die Koordinierung der Tåtigkeit der auf der Konferenz ver_tretenen Kommunist!schen Parteien, i Boris Meissner, Das Ostpak t-Sy s tern. Dokumentensammlung, Frankfurt a.M. 1955, p. 99

7) Referat des Sekretårs des ZK der KPdSU(B) A.A. Shdanow über die internationale Lage, ibid., pp. 96-97.

8) Zbigniew Brzezinski, op.cit., p. 62

9) Richard Lowenthal, World Communism. The Disintegration of a Secular Faith New York 1966, p. 6.

6) Resolution über den Austausch von Erfahrungen und die Koordinierung der Tåtigkeit der auf der Konferenz ver_tretenen Kommunist!schen Parteien, i Boris Meissner, Das Ostpak t-Sy s tern. Dokumentensammlung, Frankfurt a.M. 1955, p. 99

7) Referat des Sekretårs des ZK der KPdSU(B) A.A. Shdanow über die internationale Lage, ibid., pp. 96-97.

8) Zbigniew Brzezinski, op.cit., p. 62

9) Richard Lowenthal, World Communism. The Disintegration of a Secular Faith New York 1966, p. 6.

ved den sociale transformation af Jugoslavien, der kan være til
nytte for den revolutionære udvikling i andre lande...".

Selv om samme brev fastholder den "broderlige loyalitet" til
SUKP, marxismen-leninismen og SU, var det ingen sag for SUKP
at gøre denne strid til et Kominform-anliggende og få de øvrige
partier med på en kras fordømmelse af JKP 28. juni 1948. Således
beskyldes JKP bl.a. for en uvenlig politik over for SUKP, for at
have en forkert partiopfattelse i form af en undervurdering af
partiets rolle, for manglende partidemokrati og for overtrædelse
af princippet om ligeberettigelse mellem Kominforms partier.
Kort sagt beskyldes partiet for en falsk linie i uden- og indenrigspolitiske
spørgsmål: for en afvigelse fra marxismen-leninis-12

men.

Indholdet i denne fordømmelse rejser især forholdet mellem nationalisme
(det enkelte lands egen vej til socialisme) og internationalisme,
dvs. ideologisk solidaritet med og anerkendelse af
"Sovjetunionens ledende rolle". SU1s vægtning af forholdet mellem
disse to principper fremgik med al ønskelig tydelighed af dens
fortsatte hårde fremfærd. I november 1949 blev ledelsen af JKP
stemplet som en "... fascistisk-nationalistisk klike, der er blevet
et redskab for den internationale imperialistiske reaktion...".
Sammenhængende hermed blev der foretaget udrensninger
af alle påståede "titoister" og af alle, der havde været fortalere
for en vis selvstændig national udvikling under fasthol-14

delse af Sovjetunionens internationale lederskab.

Historiens ironi træder imidlertid frem i denne udvikling:
o. 1948/49 kunne man ikke med rimelighed tale om en egentlig
selvstændig jugoslavisk socialisme ("reformkommunisme"); men de

---

10) Robert Bass et al. (eds.), The Soviet-Yugoslav Controversy, 1948-1958; A Documentary Record, New York 1959, p. 20.

11) Ibid., p. 22.

12) Resolution des Informationsburos über die Lage in der Kommunistischen Partei Jugoslawiens, i Boris Meissner, Das Ostpakt-System. Dokumentensammlung op.cit., pp. 99-102.

13) Resolution des Informationsburos über die Verteidigung des Friedens und Kampf gegen die Kriegstreiber, ibid., p. 106.

14) Svarer nærmest til begrebet "domesticism" hos Zbigniew Brzezinski, op.cit. p. 52. Blandt de mange udrensede må nævnes Gomulka.

10) Robert Bass et al. (eds.), The Soviet-Yugoslav Controversy, 1948-1958; A Documentary Record, New York 1959, p. 20.

11) Ibid., p. 22.

12) Resolution des Informationsburos über die Lage in der Kommunistischen Partei Jugoslawiens, i Boris Meissner, Das Ostpakt-System. Dokumentensammlung op.cit., pp. 99-102.

13) Resolution des Informationsburos über die Verteidigung des Friedens und Kampf gegen die Kriegstreiber, ibid., p. 106.

14) Svarer nærmest til begrebet "domesticism" hos Zbigniew Brzezinski, op.cit. p. 52. Blandt de mange udrensede må nævnes Gomulka.

10) Robert Bass et al. (eds.), The Soviet-Yugoslav Controversy, 1948-1958; A Documentary Record, New York 1959, p. 20.

11) Ibid., p. 22.

12) Resolution des Informationsburos über die Lage in der Kommunistischen Partei Jugoslawiens, i Boris Meissner, Das Ostpakt-System. Dokumentensammlung op.cit., pp. 99-102.

13) Resolution des Informationsburos über die Verteidigung des Friedens und Kampf gegen die Kriegstreiber, ibid., p. 106.

14) Svarer nærmest til begrebet "domesticism" hos Zbigniew Brzezinski, op.cit. p. 52. Blandt de mange udrensede må nævnes Gomulka.

økonomisk-politiske følger af udstødelsen af Kominform tvang ledelsen
af JKP til at tage de hidtidige doktriner op til fornyet
overvejelse. SU's brud med Jugoslavien markerede derfor ikke en
sejr, men snarere et dobbelt nederlag: dels var det første gang
et kommunistisk parti eksplicit og med held havde modsat sig SUKPdirektiver,
og dels betød udviklingen etableringen af et potentielt
socialistisk alternativ til SU. Sammen med KKP's (Kinas kommunistiske
Parti) selvstændige (men aldrig direkte SUKP-udfordrende)
og i 1949 sejrrige politik betød bruddet med Jugoslavien, at
den sovjetiske ideologiske dominans kun på overfladen stod urørlig
ved 50'ernes begyndelse.

2.2. Den jugoslaviske "reformkommunisme"

SU "s og folkedemokratiernes brud med Jugoslavien betød en akut omlægning af landets udenrigshandel i form af en økonomisk orientering mod Vesteuropa og USA. Som følge af den næsten totale iscla tion f_rå det øvrige Østeuropa udvikledes de socialistiske konceptioner i Jugoslavien i kimform, begyndende allerede i midten af 1948. Centralt står her i første omgang konceptioner, der direkte berører forholdene inden for verdensbevægelsen, nemlig (1) kravet om ligeberettigelse mellem verdensbevægelsens partier og afvisningen af et "ledende centrum", (2) kravet om de socialistiske landes økonomiske og politiske ligeberettigelse, og (3) retten til en selvstændig vej til socialisme, bestemt af det pågældende lands politiske, økonomiske og kulturelle traditioner og betini 15 gelser.

Den videre udfyldning af det sidste punkt fulgte i løbet af
en kort årrække, betinget af både de stadig ændrede økonomiske og
politiske betingelser og den interti, der lå i opgøret med og udviklingen
af en doktrin. I maj 1949 blev en skarp skillelinie
trukket mellem en bureaukratisk deformering af socialismen og udviklingen
af et socialistisk demokrati; og da en bureaukratisk
centralisme blev anset for den største fare for en socialistisk
udvikling, gennemførtes efterfølgende en indledende decentrali

---

15) Wolfgang Leonhard, Die Dreispaltung des Marxismus. Ursprung und Entwicklung des Sowjetmarxismus, Maioismus & Reformkommunismus, Dusseldorf 1970, p. 347.

16) De to første punkter kunne JKL kun påvirke minimalt p.g.a. eksklusionen af 'det gode selskab'.

15) Wolfgang Leonhard, Die Dreispaltung des Marxismus. Ursprung und Entwicklung des Sowjetmarxismus, Maioismus & Reformkommunismus, Dusseldorf 1970, p. 347.

16) De to første punkter kunne JKL kun påvirke minimalt p.g.a. eksklusionen af 'det gode selskab'.

15) Wolfgang Leonhard, Die Dreispaltung des Marxismus. Ursprung und Entwicklung des Sowjetmarxismus, Maioismus & Reformkommunismus, Dusseldorf 1970, p. 347.

16) De to første punkter kunne JKL kun påvirke minimalt p.g.a. eksklusionen af 'det gode selskab'.

sering og afbureaukratisering i den statslige økonomiske sektor.
I juni 1950 indledtes den afgørende forandring i form af indførelsen
af hemmeligt valgte arbejderråd/ der betegnede det første
skridt på vejen til en ændring af statsejendommen til samfundsmæssig
ejendom. Her ud fra indledtes et teoretisk opgør med den sovjetiske
parti- og statsteori, idet det understregedes, at den socialistiske
udvikling ville medføre både statens og partiets bortdøen.
Og endelig i nov. 1952 ændredes partiets navn fra JKP til
Forbundet af Kommunister / Jugoslaviens kommunisters Liga (JKL),
samtidig med at en organisatorisk decentralisering supplerede den
politiske fra juni 1951.17

Selv om der fra 1953 (hvor der i øvrigt indledtes en tilbagerulning
af den stalinistisk prægede kollektivisering) nok kan tales
om en stagnation i den jugoslaviske "reformkommunisme", og
l 8
selv om JKL ikke reelt mistede sine politisk ledende funktioner,
eksisterede der nu et ideologisk, principielt alternativ til den
sovjetiske forståelse af marxismen og socialismen. Dette alternativ
- delvis politisk realiseret - angik både socialismens indhold
i det enkelte land, forholdet mellem socialistiske lande og
kommunistiske partier, og de socialistiske landes forhold til den
øvrige verden (jvf. Jugoslaviens "aktive sameksistens"-politik
over for vesten og det meget positive forhold til dele af den 3.

verden).

Den jugoslaviske socialisme havde en vis tiltrækningskraft -
19
også i Østeuropa, men generelt må man sige, at dens gennemslag
i de moskvakommunistiske partier var ringe. Dette skyldtes i vid
udstrækning den kolde krigs styrkelse af den "lejr-mentalitet",
som SU og de kommunistiske partier havde udviklet i Mellemkrigstiden.
Denne opslutning bag en politisk-ideologisk og delvis militær
konfrontationslinie over «for den kapitalistiske verden betød,
at SUKP's position ideologisk i det store og hele fremtrådte uantastet
i verdensbevægelsen.

---

17) Wolfgang Leonhard, op.cit., pp. 348 ff.

18) Walter Laqueur and Leopold Labedz (eds.), Polycentrism. The New Factor in International Communism, New York 1962, pp. 51-53.

19) Wolfgang Leonhard, op.cit., p. 354.

17) Wolfgang Leonhard, op.cit., pp. 348 ff.

18) Walter Laqueur and Leopold Labedz (eds.), Polycentrism. The New Factor in International Communism, New York 1962, pp. 51-53.

19) Wolfgang Leonhard, op.cit., p. 354.

17) Wolfgang Leonhard, op.cit., pp. 348 ff.

18) Walter Laqueur and Leopold Labedz (eds.), Polycentrism. The New Factor in International Communism, New York 1962, pp. 51-53.

19) Wolfgang Leonhard, op.cit., p. 354.

2.3. SU's tilnærmelse til Jugoslavien

Med Stalins død i begyndelsen af 1953 og den efterfølgende "stille
afstalinisering" udvikledes efterhånden en åbning for de jugoslaviske
synspunkter og dermed i et videre forløb muligheden for
en ændring af de moskvakommunistiske konceptioner. Resultatet af
denne proces viste sig tydeligt i de erklæringer, der fremkom i
forbindelse med Khrushchevs pludselige besøg i Beograd i slutningen
af maj 1955. Allerede ved sin ankomst tog Khrushchev væsentlige
skridt: dels talte han om fredelig sameksistens som grundlaget
for SU "s relationer med andre lande, dels opfordrede han
til genoptagelse af de partimæssige relationer, idet begge par-21

tier karakteriseredes som marxistisk-leninistiske.

Af fælleserklæringen fra d. 2. juni fremgår imidlertid, at de jugoslaviske kommunister ikke ville købe en sådan partiforbindelse, og at SUKP måtte acceptere væsentlige jugoslaviske synspunkter. Først og fremmest anerkendelse af suverænitet, uafhængighed, integritet og lighed mellem de to stater og i deres forhold til andre stater, men også gensidig respekt for og ikke-indblanding i hinandens indre anliggender (hverken økonomiske, politiske eller ideologiske). Dette fordi "... spørgsmålet om intern organisering, eller forskelle i sociale systemer og forskellige former for socialistisk udvikling udelukkende er en sag for det pågældende 22 land". Endelig formuleredes det (jugoslaviske) synspunkt, at militærblokke øger den internationale spænding oa udbreder krigs, 23 faren.

Selv om SUKP således ikke anerkendte den jugoslaviske opfat-24

telse, at også de ideologiske blokke udgjorde en fare, og selv
25
om fortolkningerne af Beograd-deklarationen var forskellige,
var der taget afgørende skridt i opløsningen af den eksisterende

---

21) Statement by Soviet First Party Secretary Nikita S. Khrushchev on Arrival at Belgrade Airport, May 26, 1955, i Robert Bass et al. (eds.) , op.cit. , pp. 53-54.

22) Joint Soviet-Yugoslav Declaration, ibid., p. 57.

23) Ibid., p. 58. Dette erklæres umiddelbart efter Warszawa-Pagtens dannelse1.

24) Richard Lowenthal, op.cit., p. 15.

25) Ibid., p. 20. JKL mente, at også de eksisterende styrer i Østeuropa kunne udvikle en selvstændig vej til socialismen.

21) Statement by Soviet First Party Secretary Nikita S. Khrushchev on Arrival at Belgrade Airport, May 26, 1955, i Robert Bass et al. (eds.) , op.cit. , pp. 53-54.

22) Joint Soviet-Yugoslav Declaration, ibid., p. 57.

23) Ibid., p. 58. Dette erklæres umiddelbart efter Warszawa-Pagtens dannelse1.

24) Richard Lowenthal, op.cit., p. 15.

25) Ibid., p. 20. JKL mente, at også de eksisterende styrer i Østeuropa kunne udvikle en selvstændig vej til socialismen.

21) Statement by Soviet First Party Secretary Nikita S. Khrushchev on Arrival at Belgrade Airport, May 26, 1955, i Robert Bass et al. (eds.) , op.cit. , pp. 53-54.

22) Joint Soviet-Yugoslav Declaration, ibid., p. 57.

23) Ibid., p. 58. Dette erklæres umiddelbart efter Warszawa-Pagtens dannelse1.

24) Richard Lowenthal, op.cit., p. 15.

25) Ibid., p. 20. JKL mente, at også de eksisterende styrer i Østeuropa kunne udvikle en selvstændig vej til socialismen.

sovjetkommunistiske doktrin. De næste og måske mest afgørende
skridt blev taget i februar det følgende år.

3. SUKP's 20. Partikongres og dens konsekvenser

Der var flere årsager til, at SUKP's 20. Partikongres fik så vidtrækkende
konsekvenser: den indledte 'a f stramning1 kombineret med
krisen omkring afsløringen af Stalins forbrydelser, mange kommunistlederes
deltagelse i anti-Tito kampagnens forbrydelser, og
2 f\
kampen om arvefølgen i SU. Hertil må føjes, at initiativet til
den efterfølgende reorganisering af verdensbevægelsen ikke kun
kom fra kongressen, men også skyldtes KKP's voksende selvstændighed,
udviklingen i Ungarn og Polen, og den politisk-ideologiske
27
nyorientering i PCI. Alligevel kan man næppe overvurdere betydningen
af kongressen.

3.1. SUKP's 20. Partikongres, februar 1956

Allerede på kongressens åbne del var der rettet en vis kritik af
personkulten, men det egentlige gennembrud kom først ved kongressens
slutning i form af den såkaldte"hemmelige tale',' - Khrushchev
2 8
holdt for en kreds af de delegerede. I talen behandles bl.a.
Lenins kritik af Stalin og dennes brud med de leninske partinormer,
udrensningerne, Stalins forsyndelser ved krigens begyndelse og
som hærleder, forskellige affærer efter krigen, forholdet til
Jugoslavien og Stalins selvforherligelse. Først ved talens afslutning
tages der hul på de mere ømtålelige emner, effekterne af

personkulten og den nuværende ledelses placering.

Om det første emne hedder det, at den faktiske ledelse i Stalins
sidste år var en alvorlig hindring for den sovjetiske sociale
29
udvikling, men at politikken i Stalins selvforståelse var et

---

26) Walter Laqueur and Leopold Labedz (eds.)_f op.cit., p. 12. 27) Ibid., p. 28.

28) N.S. Khrushchev, On the Cult of Personality and its Consequences, i T.H. Rigby (ed.) , The Stalin Dictatorship, Sidney 1968, pp. 23 ff. (Den i juni 1956 af State Department offentliggjorte tale er aldrig bekræftet af SUKP og først modvilligt af flere vestlige kp'ere, f.eks. PCF. Om følgerne heraf kan der henvises til Information, d. 5., 6. og 8. marts 1977, København 1977).

29) Ibid., p. 78.

26) Walter Laqueur and Leopold Labedz (eds.)_f op.cit., p. 12. 27) Ibid., p. 28.

28) N.S. Khrushchev, On the Cult of Personality and its Consequences, i T.H. Rigby (ed.) , The Stalin Dictatorship, Sidney 1968, pp. 23 ff. (Den i juni 1956 af State Department offentliggjorte tale er aldrig bekræftet af SUKP og først modvilligt af flere vestlige kp'ere, f.eks. PCF. Om følgerne heraf kan der henvises til Information, d. 5., 6. og 8. marts 1977, København 1977).

29) Ibid., p. 78.

26) Walter Laqueur and Leopold Labedz (eds.)_f op.cit., p. 12. 27) Ibid., p. 28.

28) N.S. Khrushchev, On the Cult of Personality and its Consequences, i T.H. Rigby (ed.) , The Stalin Dictatorship, Sidney 1968, pp. 23 ff. (Den i juni 1956 af State Department offentliggjorte tale er aldrig bekræftet af SUKP og først modvilligt af flere vestlige kp'ere, f.eks. PCF. Om følgerne heraf kan der henvises til Information, d. 5., 6. og 8. marts 1977, København 1977).

29) Ibid., p. 78.

forsvar for arbejderklassens interesser og for socialismens og kommunismens sejr. Hvad angår det andet emne beskrives den afhængighed af og frygt for Stalin, som efterhånden udvikledes blandt de øvrige i ledelsen, men meget længere går analysen ikke Den hemmelige tale må således siges at indeholde klare begrænsninger: det er især tiden efter 1934, der behandles; de nuværende lederes ansvar omtales stort set ikke; kritikken rettes mod personen Stalin og ikke mod systemet; der lægges ikke op til en anden politik, der afgørende kunne forandre systemet - der var kort

32
sagt tale om en kontrolleret afstalinisering fra oven.

Når den "hemmelige tale" på trods af fraværet af en egentlig
analyse og systemomfattende kritik alligevel kunne få meget voldsomme
følger, skyldtes det (ud over det allerede nævnte) især to
forhold. For det første havde personen Stalin for mange kommunister
stået som garanten for socialismen i SU - hvorledes skulle
dette system vurderes efter afsløringerne af Stalin, og hvordan
skulle de nuværende ledere vurderes, når ikke engang Stalin stod
over for kritik? Og for det andet indeholdt den åbne del af kongressen
flere afgørende ændringer i den eksisterende sovjetmarxistiske
doktrin. Disse ændringer pegede i retning af udviklingen
i den jugoslaviske socialismekonception og blev senere hovedpunkter
i polemikken mellem KKP og SUKP.

Det første tema var spørgsmålet om fredelig sameksistens i forholdet
mellem stater med forskelligt socialt system, der nu klart
afvistes at være et taktisk element, og i stedet erklæret for
generallinien i SU's udenrigspolitik. Denne politik, der implicerer
kappestrid på det økonomiske område og fortsat ideologisk
kamp, var af afgørende betydning, fordi "... der er kun to veje:
enten fredel'ig sameksistens eller historiens mest ødelæggende
krig. En tredje mulighed findes ikke". Det andet tema var krig
eller fred under imperialismen. Hidtil havde det været en tese i

---

30) Ibid., p. 82.

31) Ibid., pp. 79 ff.

32) Wolfgang Leonhard, op.cit., p. 206.

33) Rechenschaftsbericht des Zentralkomitees der K.P.d.S.U. an den 20. Parteikongress, i Boris Meissner (Hrsg.) , Das Ende des Stalin-Mythos, Frankfurt a.M. 1956, pp. 106-O7 (citat p. 1O7)~

30) Ibid., p. 82.

31) Ibid., pp. 79 ff.

32) Wolfgang Leonhard, op.cit., p. 206.

33) Rechenschaftsbericht des Zentralkomitees der K.P.d.S.U. an den 20. Parteikongress, i Boris Meissner (Hrsg.) , Das Ende des Stalin-Mythos, Frankfurt a.M. 1956, pp. 106-O7 (citat p. 1O7)~

30) Ibid., p. 82.

31) Ibid., pp. 79 ff.

32) Wolfgang Leonhard, op.cit., p. 206.

33) Rechenschaftsbericht des Zentralkomitees der K.P.d.S.U. an den 20. Parteikongress, i Boris Meissner (Hrsg.) , Das Ende des Stalin-Mythos, Frankfurt a.M. 1956, pp. 106-O7 (citat p. 1O7)~

marxismen-leninismen, at krige var uundgåelige under imperialismen;
men i 1956, hvor imperialismen ikke længere var et verdenssystem,
og hvor de progressive og fredsvenlige kræfter var organiseret,
vurderedes situationen anderledes. Selv om det imperialistiske
økonomiske grundlag for krige fortsat eksisterede, var
34
kriges uundgåelighed ikke noget skæbnebestemt.

Det tredje tema - spørgsmålet om forskellige landes overgang til socialisme - blev rejst som konsekvens af de nævnte ændringer på den internationale arena. Ud over den sovjetiske form for socialistisk samfundsforandring nævntes også en folkedemokratisk, ligesom både den kinesiske og jugoslaviske opbygning af socialismen indeholdt nye og egenartede konkrete former. Og sandsynligvis ville fremtiden bringe en øget mangfoldighed af former, der ikke behøvede at hænge sammen med en borgerkrig (som jo var en del af den sovjetiske model). SUKP fastholdt, at der skulle ske en revolutionær omformning af det kapitalistiske samfund til et socialistisk; men borgerkrig og voldsanvendelse var slet ikke den eneste mulighed, og afhang for øvrigt mere af den udbyttende klasses vold end af arbejderklassen. Videre rejstes spørgsmålet om en

parlamentarisk overgang til socialisme, og herom siges, at i en
række kapitalistiske lande er det muligt for arbejderklassen
(sammen med andre sociale kræfter) at "... erobre et stabilt
flertal i parlamentet og forvandle det fra et organ for det borgerlige
demokrati til et instrument for den virkelige folkevilje.
I dette tilfælde kan denne i mange højtudviklede kapitalistiske
lande traditionelle indretning blive et organ for det virkelige
demokrati, for de arbejdendes demokrati". Dog betones, at det
under alle former for overgang til socialisme er en nødvendig og
afgørende forudsætning, at arbejderklassen med dens fortrop i
spidsen overtager den politiske ledelse - ellers er overgang til
socialisme umulig.

Relateres disse tre temaer og opgøret med stalinkulten til de
i Indledningen opstillede problemstillinger, er det for en umiddelbar

---

34) Ibid., pp. 107-08.

35) Ibid., pp. 108-O9 (citat p. 1O9).

36) Ibid., p. 109.

34) Ibid., pp. 107-08.

35) Ibid., pp. 108-O9 (citat p. 1O9).

36) Ibid., p. 109.

34) Ibid., pp. 107-08.

35) Ibid., pp. 108-O9 (citat p. 1O9).

36) Ibid., p. 109.

betragtning spørgsmålet om forskellige overgange til socialismen,
der fremtræder centralt,- fordi det falder sammen med
praktisk-politiske og ideologiske overvejelser hos de eurokommunistiske
tiske partier.

I en bredere idehistorisk relatering til eurokommunismen har de
andre temaer dog deres klare betydning. Dels var de med til at
begrunde tesen om forskellige overgange til socialismen (hvor
arbejderklassen og det kommunistiske partis ledende rolle er det
eneste virkeligt fremhævede), dels åbnede de for de enkelte kp'eres
fjernelse fra den i politisk-ideologisk forstand meget golde altomfattende
konfrontation med det borgerlige samfunds institutioner
og (delvis) politiske partier. Samtidig muliggjordes et mindre
helhjertet forsvar for den sovjetiske politik, hvilket igen på
længere sigt aktualiserede mere kritiske analyser af SU og SUKP.

3.2. Togliattis kritik, udviklingen i Polen og Ungarn og de sovjetiske reaktioner

I de vestlige kommunistpartier gav opgøret med persondyrkelsen anledning
til usikkerhed og forvirring både blandt medlemmer og ledere;
men opgøret styrkede også (i hvert fald for en periode)
selvstændige synspunkter på SU og verdensbevægelsen - specielt i
PCI. Mest kendt er interviewet med Togliatti fra d. 16. juni "9

spørgsmål angående stalinismen". Heri erklæres SU for socialistisk
og for den første store socialistiske model for arbejderklassens
erobring af magten og opbygning af socialismen. Videre
siges, at da de kapitalistiske klasser er forsvundet, eksisterer
der en social og politisk homogenitet, der overflødiggør et flerpartisystem,
idet den konfliktens dialektik, der fremmer samfundets
udvikling i stedet udtrykkes inden for hele systemet af
38
koordinerede organisationer. Men Togliatti taler også om nødvendige
modifikationer af systemet, specielt om en øget decentralisering,
der bedre kunne inddrage de brede massers initiativ
og således udvikle det demokratiske liv. Ligeledes peger han på
to uheldige konsekvenser af den manglende diskussion af vanskelighederne

---

37) Palmiro Togliatti: "9 Domande sullo Stalinisme", i Russian Institute Columbia University (ed.)/ The Anti-Stalin Campaign and International Commu' nism, New York 1956, pp. 97-139.

38) Ibid., pp. 100 og 109-10.

37) Palmiro Togliatti: "9 Domande sullo Stalinisme", i Russian Institute Columbia University (ed.)/ The Anti-Stalin Campaign and International Commu' nism, New York 1956, pp. 97-139.

38) Ibid., pp. 100 og 109-10.

37) Palmiro Togliatti: "9 Domande sullo Stalinisme", i Russian Institute Columbia University (ed.)/ The Anti-Stalin Campaign and International Commu' nism, New York 1956, pp. 97-139.

38) Ibid., pp. 100 og 109-10.

med at opbygge socialismen: for det første stagnerede
massernes aktivitet og for det andet blev alle vanskeligheder
og tilbageslag tilskrevet sabotage, kontrarevolutionære gruppers
aktivitet etc.

Togliatti kritiserer dog ikke mindst formen på opgøret med
Stalin: der er faktisk ikke tale om en marxistisk analyse, men
om en ensidig kritik af Stalins person, der hverken forklarer,
hvorfor eller hvordan persondyrkelsen kunne opstå og udvikles.
I stedet må der gennemføres en forklarende analyse af udviklingstrinene
i det sovjetiske samfund, således at Stalins personlige
fejl kan adskilles fra de elementer, der går ned til samfundets
rødder. "I dag er det vigtigt at svare korrekt ... på spørgsmålet
om, hvordan de fejl, der er fordømt i dag, var sammenflettet med
udviklingen af et socialistisk samfund, og om der ikke på et bestemt
tidspunkt af selve udviklingen af dette samfund indtrådte
visse forstyrrende elementer, fejl af en generel karakter, som
hele den socialistiske lejr må være på vagt imod ... men hvad
der må studeres grundigt og opklares er problemerne angående

sammenhængen mellem politisk demokrati og økonomisk demokrati,
problemet om det interne demokrati og ledelsesfunktionen i partiet
sammen med statens demokratiske funktion, og hvordan en fejl
på et af disse områder kan have følgevirkninger på hele system-40

et" (min understregning).

Afsluttende i interviewet kommer Togliatti ind på den 20. Partikongres¹ følger for den internationale kommunistiske bevægelse, der vil have fordel af det forstærkede behov for og ønske om en stadig større autonomi i vurderingerne. SUKP har skabt den første store model for opbygningen af et socialistisk samfund, men selv for de kommunistisk ledede lande kan og må den sovjetiske model ikke længere være obligatorisk, og for andre grupper af lande er forholdene igen anderledes. "Hele systemet bliver polycentrisk, og endog i selve den kommunistiske bevægelse kan vi ikke tale om en enkelt vejviser, men snarere om et fremskridt, som nås ved at følge veje, der ofte er forskellige" (min under

---

39) Ibid., pp. 110-11 og 121 ff

40) Ibid., pp. 118 ff. og 128 (citat).

39) Ibid., pp. 110-11 og 121 ff

40) Ibid., pp. 118 ff. og 128 (citat).

39) Ibid., pp. 110-11 og 121 ff

40) Ibid., pp. 118 ff. og 128 (citat).

41
stregning). Et fælles problem for partierne ser Togliatti dog
rejst af Stalin-kritikken, nemlig f aren i partierne for en bureaukratisk
degeneration, stivhed i det demokratiske liv, sammenbland
ing af en konstruktiv revolutionær kraft med ødelæggelse af den
42
revolutionære legalitet, som bestemt må undgås.

Godt en uge senere uddybede Togliatti nogle af disse synspunkter.
Her gentages, at den sovjetiske socialistiske erfaring
ikke kan gælde for de andre socialistiske lande og da slet ikke
4 3
for de lande, hvor KP'erne endnu er i opposition; men især markeres
polycentrismeopfattelsen stærkere. Til det polycentriske
system svarer nye relationer mellem de kommunistiske partier; det
enkelte parti må have fuld autonomi, og bilaterale relationer
mellem partierne skal sikre gensidig forståelse, tillid, samar

bejde og enhed. Svarende hertil skal den proletariske internationalismes
ånd styrkes i partiet og arbejderklassen, men indholdet
skal klart afspejle de aktuelle betingelser og ikke være
44
en gentagelse af fortidens formularer. Endelig uddybes spørgsmålet
om overgang til socialisme således, at flere partier kan
eksistere under socialismen, hvoraf nogle kan deltage i opbygningen,
ligesom tilskyndelsen til grundlæggende ændringer kan
komme fra forskellige partier - altså ikke kun fra kommunisterne.
Det er derfor forståeligt, at SU ikke - "specielt ikke på dette
område" - kan bruges som model, en bemærkning, der vel også gælder
udsagnet om partiernes forsvinden under opbygningen af socia-45

lisme.

Denne klare omend langtfra sammenhængende og udfoldede afvigelse
fra de hidtidige sovjetiske grundpositioner i marxismen-leninismen
fik ikke lov til at stå uantastet. Yderligere tilskyndet

---

41) Ibid., pp. 138-39 (citat p. 139)

42) Ibid., p. 139.

43) Palmiro Togliattis Report to the Central Committe of the Italian Communist Party, June 24, 1956. Ibid., pp. 214-15.

44) Ibid., pp. 215-16,

45) Ibid., pp. 235-36 (citat p. 236)

41) Ibid., pp. 138-39 (citat p. 139)

42) Ibid., p. 139.

43) Palmiro Togliattis Report to the Central Committe of the Italian Communist Party, June 24, 1956. Ibid., pp. 214-15.

44) Ibid., pp. 215-16,

45) Ibid., pp. 235-36 (citat p. 236)

41) Ibid., pp. 138-39 (citat p. 139)

42) Ibid., p. 139.

43) Palmiro Togliattis Report to the Central Committe of the Italian Communist Party, June 24, 1956. Ibid., pp. 214-15.

44) Ibid., pp. 215-16,

45) Ibid., pp. 235-36 (citat p. 236)

af personkulten, at kritikken af denne bygger på marxismen-leninismen
og derfor garanterer mod en gentagelse af fænomenet.
Endelig 'forklares' personkulten med henvisning til visse
objektive, historiske omstændigheder og træk i Stalins personlighed
- der kan således hverken tales om ændringer i det sociale
system eller om årsager heri til persondyrkelsen.

I resolutionen kritiseres Togliatti eksplicit for det synspunkt,
at det sovjetiske samfund indeholder visse former for de-47

generation, og implicit kritiseres han for opfattelsen af verdensbevægelsen:
nok har Komintern og Kominform standset aktiviteterne,
men det betyder ikke, at international solidaritet og
kontakter mellem revolutionære broderpartier på marxismen-leninismens
grund er overflødige. Under socialismens vækst og tydeliggørelsen
af forskellene i vejene til socialismen må de marxistiske
partier styrke deres ideologiske enhed og internationale broderlige
solidaritet. "De kommunistiske partier ... er forenet
af loyalitet til den videnskabelige ideologi marxismen-leninismen,
til den proletariske internationalismes ånd...". Ud fra de nationale
forhold samles de kommunistiske partier og styrker deres
gensidige bånd og samarbejde, idet en sådan enhed er nødvendig
48
p.g.a. den internationale reaktions sammenslutninger og blokke.
Endelig markeres entydigt, at arbejderklassen vil marchere mod
socialismen "... anført af den erfarne kommunistiske avantgarde..."
49

Denne sovjetiske tilrettevisning standsede stort set kritikken
i de vestlige kp'er, også i PCI, omend Togliattis accept af
den sovjetiske forklaring på persondyrkelsen var noget mindre uforbeholden
end f.eks. PCF's. Den udvikling, der var startet i
Polen og Ungarn efter SUKP's 20. Partikongres, kunne imidlertid

---

46) Resolution of the Central Committee of the Communist Party of the Soviet Union, June 30, 1956, ibid., pp. 279, 281 ff., 284 ff. og 293

47) Ibid., pp. 299-300.

48) Ibid., pp. 303-O4 (citat p. 304)

49) Ibid., p. 306.

50) Togliatti Statement on Soviet Party Resolution, ibid., pp. 307-O8; og Statement of the Central Committee of the French Communist Party, July 6, 1956, ibid., pp. 319-22.

46) Resolution of the Central Committee of the Communist Party of the Soviet Union, June 30, 1956, ibid., pp. 279, 281 ff., 284 ff. og 293

47) Ibid., pp. 299-300.

48) Ibid., pp. 303-O4 (citat p. 304)

49) Ibid., p. 306.

50) Togliatti Statement on Soviet Party Resolution, ibid., pp. 307-O8; og Statement of the Central Committee of the French Communist Party, July 6, 1956, ibid., pp. 319-22.

46) Resolution of the Central Committee of the Communist Party of the Soviet Union, June 30, 1956, ibid., pp. 279, 281 ff., 284 ff. og 293

47) Ibid., pp. 299-300.

48) Ibid., pp. 303-O4 (citat p. 304)

49) Ibid., p. 306.

50) Togliatti Statement on Soviet Party Resolution, ibid., pp. 307-O8; og Statement of the Central Committee of the French Communist Party, July 6, 1956, ibid., pp. 319-22.

ikke standses så let, men gav anledning til fortsat ideologisk
strid og efterhånden til poiitisk-miiitære konfrontationer.

Blandt polske marxister udvikledes synspunkter, der var kritiske over for forholdene inden for verdensbevægelsen p.g.a. udenlandske kommunisters underordning i forhold til SU. Også den sovjetiske partikonception blev kritiseret for sin monolitisme og gennemført hierarkiske funktionsmåde, ja, endog anvendelsen og doktrineringen af Lenins partimodel under de aktuelle omstændigheder blev kritiseret. Endelig blev der krævet en ny model for socialismen, der blandt andet inkluderede arbejderselvforvaltning - der rejstes kort sag krav om en omfattende reform af den gængse marxisme-leninisme. De ungarnske marxisters kritik gik på dogmatiseingen af marxismen, monopoliseringen af udlægningen af marxismen-leninismen og videre på spørgsmålet om uafhængighed, demokratisering af systemet, omfattende ændringer af planlægnings systemet inden for økonomien og udviklingen af et sandt demo.. 52 krati.

I første omgang søgte SUKP at markere grænserne for de politisk-ideologiske udviklingsmuligheder ved at udsende en erklæring d. 30. oktober, der mere generelt bestemte forholdet mellem de socialistiske lande. "Forenet af de fælles idealer om opbygningen af det socialistiske samfund og af den proletariske internationalismes principper kan landene i de socialistiske nationers store fællesskab kun opbygge deres gensidige relationer på principperne om fuldstændig ligeberettigelse, anerkendelse af territO' riel integritet, den statslige uafhængighed og suverænitet og den gensidige ikke-indblanding i indre anliggender. Dette udelukker på ingen måde et snævert broderligt samarbejde og gensidig hjælp mellem landene i det socialistiske fællesskab på det økonomiske, politiske og kulturelle område, ja dette er tværtimod en forudsætning" (min understregning).

På sin vis er der her tale om en sovjetisk indrømmelse af
folkedemokratiernes indre selvstændighed, og som sådan bekræftes

---

51) Wolfgang Leonhard, op.cit., pp. 359-64.

52) Ibid., pp. 364-70.

53) Erklårung der Regierung der UdSSR über die Grundlagen der Entwicklung und weiteren Festigung der Freundschaft und Zusammenarbeit zwischen der S.U. und den anderen sozialistischen Staaten, i Ost-Probleme, Bonn 1956, pp. 1630-31 (citat p. 163O).

51) Wolfgang Leonhard, op.cit., pp. 359-64.

52) Ibid., pp. 364-70.

53) Erklårung der Regierung der UdSSR über die Grundlagen der Entwicklung und weiteren Festigung der Freundschaft und Zusammenarbeit zwischen der S.U. und den anderen sozialistischen Staaten, i Ost-Probleme, Bonn 1956, pp. 1630-31 (citat p. 163O).

51) Wolfgang Leonhard, op.cit., pp. 359-64.

52) Ibid., pp. 364-70.

53) Erklårung der Regierung der UdSSR über die Grundlagen der Entwicklung und weiteren Festigung der Freundschaft und Zusammenarbeit zwischen der S.U. und den anderen sozialistischen Staaten, i Ost-Probleme, Bonn 1956, pp. 1630-31 (citat p. 163O).

den i Fælleserklæringen udarbejdet d. 18. november af repræsentan-54

ter for SU og Polen. Men som den anden invasion i Ungarn i begyndelsen
af november viste, var erklæringen også klart grænsesættende
og som sådan en advarsel om at løsrivelse fra fællesskabet
var utålelig.

Herefter fulgte en klar ideologisk stramning, hvor SUKP bl.a.
understregede troskaben til den socialistiske internationalisme som
den væsentligste forudsætning for socialismens opbygning. Denne
stramning havde især adresse til de jugoslaviske kommunister. JKL
havde nemlig forhold sig kritisk til bl.a. opgøret med personkulten;
men kættersk var i særlig grad den påstand, at den jugoslaviske socialisme
udgjorde en meget fremskreden og anvendelig socialistisk
model for de øvrige kp'er.

Den skærpede ideologiske kurs over for JKL og alle videreudviklinger og overfortolkninger af de ideologiske nyskabelser på SUKP's 20. Partikongres skyldtes således frygt for et ideologisk, politisk og i sidste ende militært frafald fra moskvakommunismen. En sådan udvikling ville imidlertid på flere måder også skade den anden store socialistiske stat, Kina, der kun vanskeligt kunne undvære de socialistiske landes solidaritet og hjælp. Det mest energiske forsøg på at bevare verdensbevægelsens ideologiske enhed ser vi derfor komme fra KKP.

3.3. KKP's ideologiske intervention

Allerede i april 1956 havde KKP markeret en vis kritik af opgøret
56
med Stalin, og 29. december kom den endelige sammenfatning og opstramning.
Denne må både ses som en delvis kritik af opgøret med

---

54) Gemeinsame Erklårung, i Ost-Probleme 1956, Bonn 1956, pp. 1728-30.

55) For denne ideologiske polemik kan der henvises til: Rede des Genossen M.A. Suslow auf der Festsitzung des Moskauer Sowjets am 6. November 1956, i Ost-Probleme 1956, Bonn 1956, pp. 1737; Rede des Genossen Tito in Pola, i Ost-Probleme 1956, Bonn 1956, pp. 1702-O8; Fur den weiteren Zusammenschluss der Kråfte des Sozialismus auf der Grundlage der marxistisch-leninistischen Principien, i Ost-Probleme 1956, Bonn 1956, pp. 1711-20.

56) Geschichtliche Erfahrungen viber die Diktatur des Proletariats. Zusammenfassung der Erorterungen auf der erweiterten Sitzung des Politischen Buros des Zentralkomitees der Kommunistischen Partei Chinas, i Ost-Probleme 1956, Bonn 1956, pp. 625-32.

54) Gemeinsame Erklårung, i Ost-Probleme 1956, Bonn 1956, pp. 1728-30.

55) For denne ideologiske polemik kan der henvises til: Rede des Genossen M.A. Suslow auf der Festsitzung des Moskauer Sowjets am 6. November 1956, i Ost-Probleme 1956, Bonn 1956, pp. 1737; Rede des Genossen Tito in Pola, i Ost-Probleme 1956, Bonn 1956, pp. 1702-O8; Fur den weiteren Zusammenschluss der Kråfte des Sozialismus auf der Grundlage der marxistisch-leninistischen Principien, i Ost-Probleme 1956, Bonn 1956, pp. 1711-20.

56) Geschichtliche Erfahrungen viber die Diktatur des Proletariats. Zusammenfassung der Erorterungen auf der erweiterten Sitzung des Politischen Buros des Zentralkomitees der Kommunistischen Partei Chinas, i Ost-Probleme 1956, Bonn 1956, pp. 625-32.

54) Gemeinsame Erklårung, i Ost-Probleme 1956, Bonn 1956, pp. 1728-30.

55) For denne ideologiske polemik kan der henvises til: Rede des Genossen M.A. Suslow auf der Festsitzung des Moskauer Sowjets am 6. November 1956, i Ost-Probleme 1956, Bonn 1956, pp. 1737; Rede des Genossen Tito in Pola, i Ost-Probleme 1956, Bonn 1956, pp. 1702-O8; Fur den weiteren Zusammenschluss der Kråfte des Sozialismus auf der Grundlage der marxistisch-leninistischen Principien, i Ost-Probleme 1956, Bonn 1956, pp. 1711-20.

56) Geschichtliche Erfahrungen viber die Diktatur des Proletariats. Zusammenfassung der Erorterungen auf der erweiterten Sitzung des Politischen Buros des Zentralkomitees der Kommunistischen Partei Chinas, i Ost-Probleme 1956, Bonn 1956, pp. 625-32.

Stalin og dele af SU's politik over for Kina, som en ideologisk
støtte til moskvakommunismen med SU/SUKP i spidsen, og som et forsøg
på selvstændigt at præge bevægelsens ideologiske indhold.

I artiklen behandles 4 problemområder: (1) vurderingen af Sovjetunionens
revolutionære grundlinie, (2) vurderingen af Stalins
fortjenester og fejl, (3) kampen mod dogmatisme og revisionisme,
og (4) proletariatets internationale solidaritet. Her skal om det
andet problemområde blot siges, at KKP vurderer Stalins fortjenec
o
ster højere end hans fejl. Med hensyn til SU's revolutionære grund
linie søger KKP at uddrage de grundlæggende erfaringer, der udgør
marxismens-leninismens almene sandhed og er alment anvendelig. Disse
er 1) nødvendigheden af et marxistisk-leninistisk parti, opbygget
demokratisk-centralistisk og i snæver forbindelse med masserne;
2) under partiets ledelse erobrer proletariatet og de arbejdende
masser den politiske magt gennem revolutionær kamp; 3) efter revolutionens
sejr etableres proletariatets diktatur og en skridtvis
kollektivisering indledes; 4) staten, ledet af proletariatet
og kommunistpartiet, leder folket i en planmæssig socialistisk udvikling;
og 5) proletarisk internationalisme. Denne grundlinie
er fælles; men på andre områder kan revolutionen og opbygningen
være forskellig, og i denne forstand er der tale om en egen og
59
selvstændig udviklingsvej.

Bestemmelsen af kampen mod dogmatisme og revisionisme indeholder en indirekte kritik af den sovjetvenlige fløj i KKP i begyndelsen af 30"erne og en kritik af dem, der kalder opgøret med Stalins fejltagelser for afstalinisering og dermed fremmer en revisionistisk linie. Men især leveres et übetinget forsvar for proletariatets diktatur. Afviger man fra dette grundlæggende marxistisk-leninistiske princip, er det ensbetydende med et begyndende forræderi mod marxismen-leninismen, fjernelse fra den proletariske revolutions sag og afstandtagen fra den nødvendige centralisme i det socialistiske demokrati og det proletariske partis ledende rolle i de socialistiske lande.

---

57) Weitere Bemerkungen über die historischen Erfahrungen der Diktatur des Proletariats, i Ost-Probleme 1957, Bonn 1957, pp. 130-39.

58) Ibid., p. 135.

59) Ibid., pp. 132.

60) Ibid., pp. 136-37.

57) Weitere Bemerkungen über die historischen Erfahrungen der Diktatur des Proletariats, i Ost-Probleme 1957, Bonn 1957, pp. 130-39.

58) Ibid., p. 135.

59) Ibid., pp. 132.

60) Ibid., pp. 136-37.

57) Weitere Bemerkungen über die historischen Erfahrungen der Diktatur des Proletariats, i Ost-Probleme 1957, Bonn 1957, pp. 130-39.

58) Ibid., p. 135.

59) Ibid., pp. 132.

60) Ibid., pp. 136-37.

Endelig behandles proletariatets internationale solidaritet.
De kommunistiske partier skal styrke den indbyrdes solidaritet
gennem ligeberettigelse og gennemførelsen af ægte og ikke blot
formale rådslagninger og således nå frem til fælles synspunkter
og handlinger. Den proletariske internationalisme må forbindes
med de enkelte folks patriotisme, og kp'erne må repræsentere deres
folks legitime nationale interesser - og det skal ske uden at
tilsidesætte mindre landes interesser. Heri ligger en god portion
kritik af SUKP og SU, men artiklens generelle formål var ikke
blot en sådan kritik og dermed markering af KKP's synspunkter,
men også en sikring af enheden med SU i spidsen. Derfor hedder
det også, at SU siden 1917 ubrydeligt har været centrum for den
internationale kommunistiske bevægelse "... fordi den er det første
sejrrige socialistiske land, det mægtigste land i den socialistiske
lejr, fordi den kan yde de andre socialistiske lande og folkene
i forskellige lande i den kapitalistiske verden en meget betydningsfuld
hjælp", og derfor må den internationale proletariske
fi 2
solidaritet med SU stadig styrkes.

Denne kinesiske artikel må tillæges stor betydning for verdenskommunismen.
For det første markerede den KKP's intervention i den
europæiske kommunistiske diskussion og dermed Kinas voksende betydning
inden for bevægelsen, også set i forhold til SU. For det andet
indeholder den et forsøg på en dækkende, men kinesisk inspireret,
fastlæggelse af det principielle indhold i marxismen-leninismen,

af bevægelsens ideologiske enhedsgrundlag. For det tredje indeholder den - på trods af den indirekte, men klare kritik af sider af SUKP's og SU's politik - en ret bred opbakning bag nogle sovjetiske standpunkter, specielt omkring proletariatets diktatur, den

proletariske internationalisme, og SU's lederrolle. Endelig faldt
den rent tidsmæssigt sammen med en kraftig neddæmpning af de mere
offensive, selvstændigt formulerede ideologiske synspunkter i
vestlige kpler (jvf. f.eks. at der ikke kom noget virkeligt gennembrud
på PCI"s kongres i december 1956) . Hermed indledtes en pe

---

61) Ibid., p. 138.

62) Ibid.

61) Ibid., p. 138.

62) Ibid.

61) Ibid., p. 138.

62) Ibid.

riode, hvor især den "jugoslaviske revisionisme" og forholdet
mellem SUKP og KKP stod på dagsordenen.

4. 1957-64: Den "jugoslaviske revisionisme, polemikken mellem SUKP og KKP og Togliattis Testamente

4.1. 1957-Deklarationen

Kulminationen på den ideologiske stramning kom på Novemberkonferencen
i 1957. De 12 regerende kp'ers Deklaration er blevet udlagt
ret forskelligt, lige fra et skridt i retning af polycentrisme
over en genskabelse af enheden på en ny basis til en gennemsættelse
af Moskvas udlægning af det fælles indhold i verdensbevægelsen.
Indledningsvis kan konstateres, at konferencen fastlagde

ni lovmæssigheder for den socialistiske revolution og opbygning,
hvoraf de vigtigste var: det kommunistske partis lederrolle i revolutionen
og etableringen af proletariatets diktatur, fælleseje
af de vigtigste produktionsmidler, gradvis socialistisk omformning
af landbruget, socialismen og kommunismen opbygges planøkonomisk,
socialismens erobringer forsvares mod ydre og indre an-64

slag, solidaritet mellem arbejderklasserne. Alene i disse principper
ligger en stramning i forhold til tidligere bestemmelser
af lovmæssigheder, men Deklarationen går endog længere.

De socialistiske lande siges at skulle basere deres gensidige
relationer på principperne om fuldstændig ligeberettigelse, respekt
for territorial integritet, statslig uafhængighed og suverænitet
og ikke-indblanding i hinandens indre anliggender, hvortil

kommer den gensidige, broderlige hjælp. Men samtidig pålægges alle
arbejdende at støtte SU og de socialistiske lande, og enheden og

sammenholdet skal styrkes som en garanti for hvert enkelt socialistisk
lands nationale uafhængighed og suverænitet. Når det så hedder,

---

63) Walter Laqueur and Leopold Labedz (eds.)/ op.cit., p. 32; Richard Lowenthal, op.cit., p. 39; Boris Meissner, Die "Breshnew-Doktrin", Koln 1969, p. 21.

64) Moskva-deklarationen, november 1957, i Den store Polemik Peking-Moskva, I, København 1975, pp. 129-30.

63) Walter Laqueur and Leopold Labedz (eds.)/ op.cit., p. 32; Richard Lowenthal, op.cit., p. 39; Boris Meissner, Die "Breshnew-Doktrin", Koln 1969, p. 21.

64) Moskva-deklarationen, november 1957, i Den store Polemik Peking-Moskva, I, København 1975, pp. 129-30.

63) Walter Laqueur and Leopold Labedz (eds.)/ op.cit., p. 32; Richard Lowenthal, op.cit., p. 39; Boris Meissner, Die "Breshnew-Doktrin", Koln 1969, p. 21.

64) Moskva-deklarationen, november 1957, i Den store Polemik Peking-Moskva, I, København 1975, pp. 129-30.

at opbygge socialismen, og for det andet er den sovjetiske udlægning
af marxismen-leninismen rådende inden for fællesskabet. Dette
sidste bekræftes bl.a. af, at beslutningerne på SUKP's 20. Kongres
tillægges historisk betydning for den internationale kommunistiske
bevægelse. Endelig kræves en forstærket kamp mod afvigelser inden
for bevægelsen, idet indsatsen fordeles således, at dogmatismen
skal fordømmes, mens den stærkeste kamp skal rettes mod højreopportunismen,
d.v.s. revisionismen, der udgør den aktuelle hoved,
66
fare.

4.2. Den "jugoslaviske revisionisme"

Den jugoslaviske tilknytning til den egentlige østblok havde nået
sit højdepunkt omkring midten af 1957, men især en militær integration
var stadig et stridspunkt. Efter Moskva-deklarationen forværredes
relationerne mellem Jugoslavien og østlandene hastigt,
og i foråret 1958 spillede JKL ud med et egentligt alternativ til
moskvakommunismen.

Programmet karakteriserer Stalin-perioden som en stalinistisk
udvikling, der klart indeholdt bureaukratiske tendenser og deformationer
ved udviklingen af det politiske system, ligesom det tager
afstand fra magtkoncentrationen og sammenvoksningen mellem
parti- og statsapparat. JKL bekender sig stærkt til princippet

om forskellige veje til socialismen - således kan forskellige sociale og politiske kræfter, f.eks. fagforeninger og socialdemokraske partier, være bærere af en socialistisk udvikling. Derfor kan det kommunistiske parti ikke have monopol på hverken revolutionen eller den socialistiske opbygning - noget sådant er både teoretisk forkert og skadeligt i praksis. I relation hertil står kra

vet om ligeberettigelse inden for den internationale arbejderbevægelse, dvs. at intet centrum kan foreskrive form og indhold i det internationale samarbejde, ligesom intet parti kan påberåbe sig en monopolstilling på det ideologiske område.

De forskellige økonomiske, politiske, demokratiske og kulturelle
forhold, der ligger bag de forskellige veje til socialisme,

---

65) Ibid., pp. 128-29 og 133-34.

66) Ibid., p. 130.

67) Hele fremstillingen af JKL's program bygger på Wolfgang Leonhard, op.cit., pp. 376-82.

65) Ibid., pp. 128-29 og 133-34.

66) Ibid., p. 130.

67) Hele fremstillingen af JKL's program bygger på Wolfgang Leonhard, op.cit., pp. 376-82.

65) Ibid., pp. 128-29 og 133-34.

66) Ibid., p. 130.

67) Hele fremstillingen af JKL's program bygger på Wolfgang Leonhard, op.cit., pp. 376-82.

medfører at det socialistiske systems former bliver forskellige. Den sovjetiske udgave af proletariatets diktatur er på ingen måde et nødvendigt trin, og under dette begreb forstås ikke en bestemt statsform eller en bestemt metode til organisering af det politiske system, men langt bredere forhold, der muliggør, at de arbejdende under mangfoldige former ændrer de samfundsmæssige forhold ud fra deres egne interesser. Her ud fra følger programmets afvisning af den sovjetiske tese om en socialistisk stat, der endog styrkes gennem den socialistiske udvikling, og i stedet erklæres, at statsapparatet ikke kan være det afgørende og kontinuerte element i udviklingen af de nye sociale relationer. Tværtimod må det socialistiske samfund i stigende grad gøres til et direkte demokrati, der støtter sig på mange former for selvforvaltning, og den statslige forvaltning skal gøres til et fagligt apparat underordnet de valgte samfundsorganisationer. Det socialistiske demokrati bygger således på vælgerforsamlinger, selvforvaltningsorganer og samfundsmæssige og politiske organisationer.

Som et led i denne omfattende afstandtagen fra den sovjetiske
opfattelse af socialisme ser JKL ikke statsejendom og økonomisk
planlægning som ufravigelige betingelser for socialismen. Statsliggørelsen
kan kun være et overgangsfænomen, hvorimod den socialistiske
økonomi er karakteriseret af arbejderselvforvaltning i
form af arbejderråd og lignende selvforvaltningsorganer for produ
centerne. En økonomisk planlægning skal indskrænke sig til visse
grundlæggende forhold i produktion og fordeling og kun indeholde
enkelte regulerende forholdsregler; og inden for disse rammer
skal skaberevnen og virksomhedernes frie initiativ kunne udfoldes
under markedsbetingelser.

Som allerede antydet indebærer disse ændringer en markant ideo
logisk afstandtagen fra den sovjetiske tese om det kommunistiske

ikke kan underordnes andre mål, fordi socialismens højeste mål netop er menneskets personlige lykke. Derfor er tanke- og trosfrihed og den personlige integritet garanteret allerede i den socialistiske fase.

Dette opgør med sovjetisk teori og ideologi involverer i sin konsekvens en ændret holdning til den marxistiske teori, der ikke forstås som en fastsat lære eller et system af dogmer, hvilket var tilfældet under Stalin. I stedet må marxismen ses som en teori om og af den samfundsmæssige proces, hvorfor programmet taler om en videreudvikling af marxismen, uden at JKL vil gøre sig til verste dommer på marxismens-leninismens område.

Reaktionerne på JKL's programudkast gentager mønstret fra efter
året 1956. SUKP leverer en neddæmpet, men fundamental kritik,
hvorimod KKP's angreb er meget voldsomt og bl.a. genopliver den
første Kominformresolutions angreb på JKP. Jugoslaverne mener, at
kritikken skyldes stalinistiske elementers fortsatte dominans i
68
østblokken -ogpå denne måde gled JKL atter ud ien marginal
position i forhold til verdensbevægelsen.

4.3. Polemikken mellem SUKP og KKP

Som nævnt kunne der o. 1956 iagttages visse forskelle mellem SUKP' og KPP's synspunkter, og den kinesiske intervention i udviklingen i Østeuropa i efteråret 1956 antydede, at SUKP's ideologiske og politiske dominans på længere sigt kunne anfægtes af den anden store socialistiske stat. Omkring November-konferencen i 1957 blev en klar uenighed fremlagt i spørgsmålet om den fredelige

overgang til socialisme, og i det næste par år udvikledes

---

68) For denne polemik kan der henvises til P. Fedoseev et al., On the Draft Program of the League of Communists of Yugoslavia, i Robert Bass et al. (eds.), op.cit., pp. 141-66; Der zeitgenossische Revisionismus muss verurteilt werden, i Ost-Probleme 1958, Bonn 1958, pp. 430-31; Speech of J.B. Tito at Labin, i Vaclav Benes et al., The Second Soviet-Yugoslav Dispute, Bloomington 1959, pp. 255-68.

69) Bredere havde JKL¹s program dog en vis gennemslagskraft, f.eks. i forbindelse med dannelsen af Socialistisk Folkeparti.

70) Jvf. det kinesiske indlæg, offentliggjort som tillæg l i Oprindelsen til og udviklingen i uoverensstemmelserne mellem SUKP's ledelse og os, i Den store Polemik Peking-Moskva, 111, København 1976, pp. 161-63.

68) For denne polemik kan der henvises til P. Fedoseev et al., On the Draft Program of the League of Communists of Yugoslavia, i Robert Bass et al. (eds.), op.cit., pp. 141-66; Der zeitgenossische Revisionismus muss verurteilt werden, i Ost-Probleme 1958, Bonn 1958, pp. 430-31; Speech of J.B. Tito at Labin, i Vaclav Benes et al., The Second Soviet-Yugoslav Dispute, Bloomington 1959, pp. 255-68.

69) Bredere havde JKL¹s program dog en vis gennemslagskraft, f.eks. i forbindelse med dannelsen af Socialistisk Folkeparti.

70) Jvf. det kinesiske indlæg, offentliggjort som tillæg l i Oprindelsen til og udviklingen i uoverensstemmelserne mellem SUKP's ledelse og os, i Den store Polemik Peking-Moskva, 111, København 1976, pp. 161-63.

68) For denne polemik kan der henvises til P. Fedoseev et al., On the Draft Program of the League of Communists of Yugoslavia, i Robert Bass et al. (eds.), op.cit., pp. 141-66; Der zeitgenossische Revisionismus muss verurteilt werden, i Ost-Probleme 1958, Bonn 1958, pp. 430-31; Speech of J.B. Tito at Labin, i Vaclav Benes et al., The Second Soviet-Yugoslav Dispute, Bloomington 1959, pp. 255-68.

69) Bredere havde JKL¹s program dog en vis gennemslagskraft, f.eks. i forbindelse med dannelsen af Socialistisk Folkeparti.

70) Jvf. det kinesiske indlæg, offentliggjort som tillæg l i Oprindelsen til og udviklingen i uoverensstemmelserne mellem SUKP's ledelse og os, i Den store Polemik Peking-Moskva, 111, København 1976, pp. 161-63.

karakter og spørgsmålet om krig og fred, men generelt fik de god næring fra mere politisk-militære uoverensstemmelser omkring bl.a Kinas forhold til Indien og Taiwan og SU's forsøgsvise praktisering af den fredelige sameksistens med USA.

Konflikten blev først placeret på det ideologiske plan i forbindelse
med Lenins 90-årsdag den 22. april 1960, hvor KKP udsend
te fire artikler, hvoraf "Laenge, leve Leninismen" er den vigtigste
I artiklen præciseres de kinesiske standpunkter på emnerne imperialismens
karakter, proletariatets diktatur, den moderne revisionisme
(Tito) og fredelig sameksistens, og hver eneste markering
er samtidig en indirekte kritik af SUKP's standpunkter.
SUKP svarede med at markere sine standpunkter, og via Bukarestmødet
i slutningen af juni nåedes frem til November-konferencen i
1960.

I modsætning til November-konferencen i 1957, hvor kun de regerende
kommunistpartier blev bekendt med de voksende uenigheder
mellem SUKP og KKP, var i 1960 hele 81 partier delagtige i udarbejdelsen
af erklæringen og fik herigennem kendskab til kontroverserne.
Her er der kun plads til at behandle de mest relevante
elementer, men generelt kan Erklæringen karakteriseres som et
konglomerat af især SUKP- og KKP-synspunkter, med SUKP's som
de dominerende.

I relation til de kommunistiske partiers politik i de kapitali stiske lande taler Erklæringen om en antimonopolistisk front, om kampen for demokratiet som en del af kampen for socialisme, om bredt samarbejde med de socialdemokratiske partier, om at proletariatets diktatur oprettes under en eller anden form med de marxistisk-leninistiske partier i spidsen, og om mulighederne for en fredelig - men også en ikke-fredelig - overgang til socialisme.

Videre erklæres persondyrkelsens skadelige følger for overvundet og kampen mod revisionismen (konkret JKL) for en hovedopgave, omend man også skal være opmærksom på faren for dogmatisme og sek terisme.

Endelig anser Erklæringen det for nødvendigt at styrke sammenholdet
på marxismen-leninismens og den proletariske internationa

---

71) Long Live Leninism, i G.F. Hudson et al., The Sino-Soviet Dispute, New York 1962, pp. 82-112.

71) Long Live Leninism, i G.F. Hudson et al., The Sino-Soviet Dispute, New York 1962, pp. 82-112.

71) Long Live Leninism, i G.F. Hudson et al., The Sino-Soviet Dispute, New York 1962, pp. 82-112.

lismes grund, idet dog partierne er uafhængige og ligeberettigede og bygger på de konkrete forhold i det enkelte land. Samtidig siges dog "... enstemmigt, at Sovjetunionens Kommunistiske Parti er den almindeligt anerkendte fortrop i den kommunistiske verdensbevægelse, den mest erfarne og hærdede del af den internationale kommunistiske bevægelse. Sovjetunionens erfaringer ... under opbygningen af socialismen og gennemførelsen af den alsidige opbygning af kommunismen har principiel betydning for hele den internationale kommunistiske bevægelse. SUKP's eksempel og broderlige solidaritet inspirerer alle kommunistiske partier i deres kamp for fred og socialisme og er et udtryk for anvendelse af den proletariske internationalismes principper i praksis. De historiske beslutninger fra SUKP's 20. Kongres har ikke alene stor betydning for SUKP og den kommunistiske opbygning i Sovjetunionen, men har også indledt en ny fase i den kommunistiske verdensbevægelse og bidraget til dens yderligere udvikling på marxismen-leninismens grund" (min understregning).

Til trods for denne svada - som SUKP formentlig ikke var übetinget lykkelig for, fordi den kunne give en ansvarlighed, der ikke var dækning for, og en uønsket begrænsning i udenrigspolitikken - og til trods for at SUKP's synspunkter dominerede i Erklæringen, var den kommunistiske verdensbevægelse på vej mod en alvorlig splittelse, hvis uundgåelige konsekvens måtte blive en indskrænkning af SUKP's ideologiske dominans. Spørgsmålet o. 1960 kunne kun være, om denne indskrænkning primært var af "kvantitativ" karakter (dvs. geografisk), eller om den også ville blive "kvalitativ", dvs. indskrænke moskvakommunismens dominans i de partier, der tog stilling for Moskva mod Peking.

Frem til begyndelsen af 1963 foregik polemikken stadig indirekte, med Albanien og Jugoslavien som skydeskive for Sovjetunionen henholdsvis Kina. Men med offentliggørelsen af KKP's "Generallinie forslag i midten af juni 1963 og SUKP's kommentar hertil en måned senere, suppleret med det følgende års omfattende offentliggørelse

---

72) Erklæring fra konferencen af repræsentanter for de kommunistiske partier, i Den store Polemik Peking-Moskva, I, København 1975, pp. 136-62 (citat p. 161).

73) Boris Meissner, Die "Breshnew-Doktrin", op.cit., p. 23.

72) Erklæring fra konferencen af repræsentanter for de kommunistiske partier, i Den store Polemik Peking-Moskva, I, København 1975, pp. 136-62 (citat p. 161).

73) Boris Meissner, Die "Breshnew-Doktrin", op.cit., p. 23.

72) Erklæring fra konferencen af repræsentanter for de kommunistiske partier, i Den store Polemik Peking-Moskva, I, København 1975, pp. 136-62 (citat p. 161).

73) Boris Meissner, Die "Breshnew-Doktrin", op.cit., p. 23.

74
af synspunkter på historiske og aktuelle emner, kan man endelig
(med Claudin) tale om det "østlige skisma".

Betydningen af polemikken mellem SUKP og KKP for opkomsten og
udviklingen af eurokommunismen lå mere på det indirekte end det
direkte plan. Denne vurdering gælder også November-konferencen
1960, idet den i forhold til perioden efter 1956 ikke indeholdt
nye fremadpegende synspunkter. Ingen af KKP"s hovedsynspunkter
slog hverken dengang ind i de mest selvstændige vestlige kplere
eller har i dag sammenhæng med eurokommunismen. Men betydningen
af selve KKP's udfordring af SUKP's ideologiske dominans kan næppe
overvurderes, fordi den betegnede både en svækkelse af den sovjetisk
bestemte ideologiske enhed, en tendentiel udvikling mod en
polycentrisme og en styrkelse af udviklingsmulighederne for de
mere selvstændige kp'er. Selv om f.eks. PCI støttede SUKP, var
det ikke udtryk for en egentlig tilslutning til de sovjetiske
synspunkter, men snarere udtryk for, at KKP's holdninger ville
være decideret ødelæggende for PCI (eller i bedste fald uanvendelige)
, hvis de slog igennem i verdensbevægelsen. Det er også værd
at lægge mærke til - og det understøtter synspunktet, at de selvstændighedssøgende
partier (og for den sags skyld også de steuropæiske)
havde en taktisk fordel af polemikken - at SUKP aldrig
har kunnet få tilslutning til at ekskludere KKP af verdensbevægelsen:
på trods af uenighed med KKP har mange partier fastholdt,
at der skulle være plads til modstridende synspunkter i
verdensbevægelsen.

Ud over polemikkens indirekte, men enorme betydning fortjener et enkelt emne at blive direkte fremdraget, nemlig spørgsmålet om flertalsbeslutninger i verdensbevægelsen. KKP's holdning var, at under de nuværende omstændigheder, hvor der ikke eksisterede et verdensparti af Kominterns type, kunne der ikke være tale om,

---

74) Et forslag vedrørende den internationale kommunistiske bevægelses generallinie og Åbent brev fra SUKP's Centralkomité til partiorganisationerne og alle kommunister i Sovjetunionen, i Den store Polemik Peking-Moskva, 111, op.cit., pp. 33-72 henholdsvis 73-120. - Vedrørende dokumenter til polemikken kan der generelt henvises til Den store Polemik Peking-Moskva, I-VI, København 1975-77 og John Gittings, Survey of the Sino-Soviet Dispute, London 1968.

75) En udmærket oversigt over uenighedens hovedpunkter findes i Zbigniew Brzezinski, op.cit., pp. 398-406.

74) Et forslag vedrørende den internationale kommunistiske bevægelses generallinie og Åbent brev fra SUKP's Centralkomité til partiorganisationerne og alle kommunister i Sovjetunionen, i Den store Polemik Peking-Moskva, 111, op.cit., pp. 33-72 henholdsvis 73-120. - Vedrørende dokumenter til polemikken kan der generelt henvises til Den store Polemik Peking-Moskva, I-VI, København 1975-77 og John Gittings, Survey of the Sino-Soviet Dispute, London 1968.

75) En udmærket oversigt over uenighedens hovedpunkter findes i Zbigniew Brzezinski, op.cit., pp. 398-406.

74) Et forslag vedrørende den internationale kommunistiske bevægelses generallinie og Åbent brev fra SUKP's Centralkomité til partiorganisationerne og alle kommunister i Sovjetunionen, i Den store Polemik Peking-Moskva, 111, op.cit., pp. 33-72 henholdsvis 73-120. - Vedrørende dokumenter til polemikken kan der generelt henvises til Den store Polemik Peking-Moskva, I-VI, København 1975-77 og John Gittings, Survey of the Sino-Soviet Dispute, London 1968.

75) En udmærket oversigt over uenighedens hovedpunkter findes i Zbigniew Brzezinski, op.cit., pp. 398-406.

at mindretallet skulle indordne sig under flertallet. Heroverfor mente SUKP, at KKP udøvede splittelsesvirksomhed ved at bryde den internationale kommunistiske disciplin, udviklet på grundlag af bevægelsens fælles interesser. Uagtet at disse synspunkter nok hang snævert sammen med den faktiske styrkefordeling i verdensbevægelsen, så er det i denne sammenhæng afgørende, at der gennem polemikken udvikledes en tradition for grundige forberedelser af konferencer og gennemførelse af ret omfattende kompromisser, ligesom det aldrig lykkedes SUKP at få en principiel accept af flertalsbeslutninger. Selv om der fra denne tradition er et stykke til det synspunkt, at fællesudtalelser ikke er nødvendige og i hvert fald kun kan vedrøre emner ,hvor der er konsensus mellem partierne, så gav denne del af polemikken mellem KKP og SUKP dog de senere eurokommunister et velegnet udgangspunkt.

4.4. Togliattis Testamente

Som behandlingen af følgerne af SUKP's 20. Partikongres i februar 1956 viste, gik PCI længst i nyformuleringen af det ideologiskpolitiske og organisatoriske indhold i verdensbevægelsen, uden at det dog kom til en egentlig programmatisk fiksering heraf. I de følgende 7-8 år beskæftigede verdensbevægelsen sig især med den "jugoslaviske revisionisme" og polemikken mellem KKP og SUKP, og bl.a. i relation til sidstnævnte spillede PCI atter ud, denne gang i form af det memorandum, der er blevet kendt som Togliattis Testamente.

Togliatti udarbejdede memorandummet som diskussionsoplæg til forhandlinger med de sovjetiske ledere,og det blev offentliggjort i begyndelsen af september samme år i PCl's teoretiske tidsskrift. Udover kort at behandle relationerne til befrielsesbevægelserne i de tidligere og nuværende kolonier, vurderer Togliatti polemikken mod KKP. Uden fuldstændig at afvise muligheden af en international konference (som SUKP ønskede indkaldt med henblik på en fordømmelse af de kinesiske standpunkter), udtrykkes der meget stor tvivl om

---

76) Se uddragene i John Gittings, op.cit., pp. 150-53.

77) Jvf. Berlinguer på Konferencen af Europas kommunistiske og arbejderpartier i Berlin 29.-30. juni 1976, i Europa-Archiv, Folge 17/1976, Frankfurt a._M. 1976, pp. D 443-44.

76) Se uddragene i John Gittings, op.cit., pp. 150-53.

77) Jvf. Berlinguer på Konferencen af Europas kommunistiske og arbejderpartier i Berlin 29.-30. juni 1976, i Europa-Archiv, Folge 17/1976, Frankfurt a._M. 1976, pp. D 443-44.

76) Se uddragene i John Gittings, op.cit., pp. 150-53.

77) Jvf. Berlinguer på Konferencen af Europas kommunistiske og arbejderpartier i Berlin 29.-30. juni 1976, i Europa-Archiv, Folge 17/1976, Frankfurt a._M. 1976, pp. D 443-44.

hensigtsmæssigheden heraf, og i det hele taget er Togliatti yderst
kritisk over for linien i den hidtidige kamp mod de kinesiske teser.
I stedet for den ofte meget propagandistiske kampagne skulle
kp*erne - via regionale konferencer - have beskæftiget sig med
konkrete problemstillinger, for herigennem at vise ufuldstændigheden
ved de kinesiske synspunkter. Og desuden fandt Togliatti det
nødvendigt at søge bevægelsens enhed bevaret med henblik på kampen
78
mod imperialismen - her måtte de .ideologiske divergenser vige.

Allerede i denne stillingtagen lå en vis kritik af SUKP, men memorandummet er dog specielt interessant i forhold til tre andre problemstillinger, der direkte kan relateres til eurokommunismen i dag. Det drejer sig for det første om forholdene inden for verdensb ensbe_vægelsen, hvor Togliatti uddyber sine synspunkter fra 1956. Uden at afvise, at en international konference kan bidrage til løsningen af de enkelte partiers politiske problemer, ser Togliatti dog løsningen som i det væsentlige det enkelte partis opgave, og meget almene og stive teser vil ofte vise sig at være en hæmsko. Derefter erklæres, at formerne og betingelserne for socialismens fremgang og sejr allerede i dag er helt anderledes end fortidens, og da der består store forskelle mellem de enkelte lande, må hvert parti kunne handle helt selvstændigt. Partiernes autonomi er ikke kun en indre nødvendighed i bevægelsen, men også en betingelse for en fortsat udvikling for kommunisterne under de nuværende forhold. Enhver centraliseret international organisering må derfor afvises, men selvfølgelig er PCI stadig tilhængere af bevægelsens enhed, "... men denne enhed må virkeliggøres i mangfoldigheden af konkrete politiske positioner, der modsvarer det enkelte lands situation og udviklingstrin". Faren for gensidig isolering må modvirkes af forskellige former for kontakter, erfaringsudveksling og diskussioner, der bl.a. indebærer, at grupper af partier mødes for at undersøge og diskutere de opgaver, der 79 stiller sig i forskellige dele af bevægelsen.

Det andet emne er spørgsmålet om staten i de kapitalistiske

---

78) Palmiro Togliatti, Memorandum über Fragen der internationalen Arbeiterbewegung und ihrer Einheit, i Palmiro Togliatti, Ausaewåhlte Schriften, Probleme sozialistischer Politik 6, Frankfurt a.M. 1967, pp. 210-15.

79) Ibid., pp. 220-21 og 211-12 (citat p. 221).

78) Palmiro Togliatti, Memorandum über Fragen der internationalen Arbeiterbewegung und ihrer Einheit, i Palmiro Togliatti, Ausaewåhlte Schriften, Probleme sozialistischer Politik 6, Frankfurt a.M. 1967, pp. 210-15.

79) Ibid., pp. 220-21 og 211-12 (citat p. 221).

78) Palmiro Togliatti, Memorandum über Fragen der internationalen Arbeiterbewegung und ihrer Einheit, i Palmiro Togliatti, Ausaewåhlte Schriften, Probleme sozialistischer Politik 6, Frankfurt a.M. 1967, pp. 210-15.

79) Ibid., pp. 220-21 og 211-12 (citat p. 221).

lande. Krisen i den kapitalistiske økonomi betegnes som meget dybt gående, og i den aktuelle statsmonopolistiske økonomi stilles specielt spørgsmålet om centraliseringen af den økonomiske ledelse, som i monopolernes interesse søges virkeliggjort gennem statens intervention. Arbejderklassen kan ikke forholde sig indifferent hertil, men må sammenkæde de umiddelbare krav og forslagene til reformering af den økonomiske struktur til en fælles plan, der kan opstilles som alternativ til den kapitalistiske planlægning. Dette er ikke socialisme, men et nyt kampmiddel for socialismen,

der er i stand til at give kampen for demokratiet et langt mere
konkret indhold end tidligere gennem sammenknytningen med det konomiske
og sociale livs virkelighed. Også i forholdet til de katolske
masser (hvor den gamle ateistiske propaganda ikke længere
er brugbar), og på det kulturelle område (hvor kommunisterne må
være forkæmpere for den intellektuelle frihed), skal kommunisterne
udnytte de langt større muligheder for en åben og frugtbar
dialog. Selv om man generelt kan gå ud fra positionerne på SUKP's
20. Partikongres, må de i dag videreudvikles. En fredelig overgang
til socialismen rejser således problematikken om demokratiet
i en borgerlig stat, om hvorledes grænserne for friheden og de
demokratiske institutioner kan udvides, og hvilke former for massernes
deltagelse i det økonomiske og politiske liv, der er mest
virksomme. "Således stilles spørgsmålet, om det er muligt for de
arbejdende klasser, inden for rammerne af en stat, der har bevaret
sin borgerlige karakter, at opnå magtpositioner, og om på lignende
måde en kamp indefra om en gradvis forandring af dens karakter
er tænkelig. I de lande, hvor den kommunistiske bevægelse er
blevet stærk, som hos os (og i Frankrig), er det hovedspørgsmålet,
der stiller sig i den politiske kamp i dag. Dette medfører naturligvis
en radikalisering af denne kamp/ og af denne radikalisering
80
afhænger de videre perspektiver" (min understregning).

Uden egentlig at tage afstand fra den traditionelle marxistiske
opfattelse af staten som instrument for den herskende klasse
tager Togliatti her hul på det problem, der rejser sig, når på
den ene side masserne næsten totalt er afskåret fra at gøre deres
indflydelse gældende i form af strukturreformer, og på den anden

---

80) Ibid., pp. 216-20 (citat p. 220).

80) Ibid., pp. 216-20 (citat p. 220).

80) Ibid., pp. 216-20 (citat p. 220).

side hverken de objektive eller subjektive forhold for en traditional omvæltning af det kapitalistiske system er til stede. Specielt dette tema må anses for yderst væsentligt for de eurokommuni _tiske partier og dermed for hele venstrefløjen i Vesteuropa.

Endelig er det tredje emne forholdene inden for den socialistiske
verden. Udgangspunktet er den forvirring, som mange føler ved
at se to store socialistiske lande i en skarp indbyrdes polemik,
og det fører over til en kritik .af de fleste beskrivelser af forholdene
i de socialistiske lande. Forholdene her er netop ikke
uden problemer, og derfor bør alle fremstillinger mere realistisk
også klarlægge de vanskeligheder, modsigelser og nye problemer,
der hele tiden opstår under socialismen. Socialismens sag ville
kunne styrkes, hvis hele problematikken omkring den økonomiske
og politiske opbygning af socialismen blev kendt i Vesten, og
hvis f.eks. lederne i de socialistiske lande ville deltage i åbne
debatter om aktuelle temaer.

Det største problem i både SU og de andre socialistiske lande
er overvindelsen af den indskrænkning af de demokratiske og personlige
friheder, som Stalin gennemførte. På dette område karakteriseres
det generelle billede af træghed og modstand mod tilbagevenden
til de leninistiske normer, der såvel i som uden for
partiet tillod en vidtgående frihed for forskellige holdninger,
også på det politiske område. De italienske kommunister kan ikke
forstå denne træghed, fordi "Vi går fortsat ud fra den opfattelse,
at socialismen er den statsform, hvor de arbejdende nyder den
største frihed og faktisk, på organiseret måde har del i ledelsen
af det samlede samfundsmæssige liv".

Endelig udtrykker Togliatti en vis uro over nogle centrifugale tendenser blandt de socialistiske lande, en genblomstrende natio nalisme. Men mon ikke denne uro i nogen grad er en taktisk indfaldsvinkel til det, der er den egentlige meddelelse til de sovjetiske ledere: at man også i den socialistiske lejr skal vogte sig for påtvungne ensretninger og erindre, at enheder i mangfoldigheden og det enkelte lands fulde autonomi skal virkeliggøres

81
og bevares.

---

81) Ibid., pp. 222-25 (citat p. 224) .

81) Ibid., pp. 222-25 (citat p. 224) .

81) Ibid., pp. 222-25 (citat p. 224) .

Som det fremgår, indeholder memorandummet megen indirekte kritik af SUKP; men det er værd at bemærke, at der på ingen måde lægges op til et brud. Snarere er der tale om et indlæg for bevarelse af verdensbevægelsens samling på et mangfoldighedens og for

skellenes grundlag under eksplicit henvisning til, at forholdene
og problemerne i de forskellige regioner ikke er ens og derfor
heller ikke kan behandles ud fra andre partiers forudsætninger.
Derfor kan man i en vis forstand tale om en 'verdensbevægelse på
et minimumsgrundlag1, hvor en væsentlig del af grundlaget udgøres
%
af selve viljen til at opretholde en gensidig kontakt og erfarings
udveksling.

På trods af at situationen i 1964 var væsentlig forskellig fra
den i juni 1956, fik Togliattis Testamente kun umiddelbar praktisk
betydning for PCI. Testamentets betydning som grundlag og bølgebryder
for en ideologisk nytænkning i dele af verdensbevægelsen
var derimod stor, omend det nok er en overdrivelse at kalde det

82
kimen til den senere eurokommunisme".

5. Tjekkoslovakiet 1968

I januar 1968 udmundede en voksende utilfredshed i befolkningen og kommunistpartiet i en magtforskydning i partiets ledelse til fordel for mere reformvenlige kræfter. Herigennem styrkedes den voksende politiske entusiasme yderligere, og i de efterfølgende måneder gennemlevede Tjekkoslovakiet forandringer og en offentlig debat, der kun kan sammenlignes med udviklingen i Polen og Ungarn i 1956 (uden at forløbene på nogen måde kan sidestilles). Centralt i denne proces står reformkommunisternes programmatiske hoveddokument, Aktionsprogrammet fra april.

5.1. Aktionsprogrammet

Aktionsprogrammet er meget omfattende og behandler bl.a. emnerne nationalitetspolitik, kulturpolitik, rehabiliteringerne og statssikkerhedstjenesten, men i centrum står de økonomiske og specielt de politiske forhold. - En stor del af utilfredsheden med den tidligere

---

82) Kaj Moltke, Eurokommunismen. Historiske forudsætninger, den aktuelle situation og fremtidsperspektivet, København 1977, p. 23.

82) Kaj Moltke, Eurokommunismen. Historiske forudsætninger, den aktuelle situation og fremtidsperspektivet, København 1977, p. 23.

82) Kaj Moltke, Eurokommunismen. Historiske forudsætninger, den aktuelle situation og fremtidsperspektivet, København 1977, p. 23.

politiske ledelse tillæges ineffektiviteten og utilstrækkelighederne inden for den økonomiske sektor, f.eks. for lille produktion, dårlig konkurrenceevne og teknisk-yidenskabelig tilbageståenhed. Derfor må der udvikles et "nyt økonomisk system", en demokratisering af økonomien/ der specielt skal sikre virksomhedernes selvstændighed og relative uafhængighed fra staten, forbrugernes ret til at bestemme forbrug og livsstil, retten til frit erhvervsvalg og endelig sikre retten og muligheden for forskellige grupper til at formulere og forsvare deres økonomiske interesser under fastlæggelsen af den økonomiske politik. Arbejderkollektivet, der mærker følgerne af en dårlig ledelse, skal have indflydelse på virksomhedens ledelse, men hele autoriteten og ansvaret hviler stadig på de ledende funktionærer.

Fagforeningernes funktion skal ændres, således at deres centrale opgave bliver at forsvare beskæftigelsen og de arbejdendes faglige interesser og på denne baggrund indgå i løsningen af de økonomiske problemer. Ud fra denne position vil de i øvrigt også være langt bedre egnede til at organisere de arbejdende for den socialistiske opbygning.

Hovedmålet i denne politik er forøgelse af den sociale rigdom, og da opgaver og ansvar falder både på virksomheder, lederorganer og specielt på regeringen, har de en fælles interesse i at bruge den voksende politiske aktivitet til en konsolidering af den nationale økonomi. Men beslutningsprocessen omkring den konomiske plan må ændres, således at der både udvikles en proces med gensidig modstilling og harmonisering af forskellige interesser (virksomheder, forbrugere, ansatte etc.) og en proces, der kombinerer de langsigtede mål med den aktuelle produktive aktivitet. Under alle omstændigheder skal forbrugeren beskyttes mod salgsmonopolerne. Udviklingen af den nationale plan og økonomiske politik skal underlægges en demokratisk kontrol af Nationalforsamlingen og en faglig kontrol af videnskabelige institutioner. Det øverste organ til udførelse af statens økonomiske politik er regeringen.

I udførelsen af politikken imødeses en fornyelse af markedets positive funktioner som en nødvendig mekanisme i den socialistiske økonomi og afprøvelse af den sociale nytte af virksomhedernes anvendelse af arbejde. Dette forstås ikke som et kapitalistisk, men

et socialistisk marked, hvorfor der også tales om en reguleret ud-8
3
nyttelse af markedet.

På det politiske område videreudvikles disse ændringer i statens funktionsmåde og partiets og statens forhold til masserne. En dybereliggende årsag til de urimelige og forældede forhold konomisk og socialt ses nemlig i deformeringen af det politiske system det socialistiske demokrati blev ikke udvidet i tide, og det re

volutionære diktatur forfaldt til bureaukratisme, der blev en
bremse for fremskridt på alle områder. Således skete der ikke en
udvikling af demokratiet inden for partiet, partiorganer overtog
statens funktioner, magtpositionerne blev i nogle sektorer mono-84

poliseret, og ansvarligheden og disciplinen blev stadig ringere.
Derfor formuleres nødvendigheden af et nyt politisk system, en ny
85
model for det socialistiske demokrati.

I den aktuelle situation gøres det til en forudsætning for den
socialistiske udvikling, at partiet fører en politik, der fuldt
retfærdiggør dets ledende rolle i samfundet, og den indledte demokratiserings
socialistiske karakter siges at bekræfte denne
rolle. Partiet udfylder sin ledende rolle ved mest selvopofrende
at tjene samfundets frie socialistiske udvikling og ikke ved blot
at regere; det kan ikke påtvinge samfundet sin autoritet, men må
hele tiden genvinde den gennem sin aktivitet.

Tidligere blev partiets ledende rolle opfattet som en monopolistisk
magtkoncentration hos partiorganerne. Dette kom til udtryk i
den falske opfattelse, at partiet var instrumentet for proletariatets

---

83) The Action Programme of the Communist Party of Czechoslovakia, i Dubcek's Blueprint for Freedom, London 1969, pp. 170-82.

84) Ibid., pp. 132-33.

85) Ibid., p. 141.

83) The Action Programme of the Communist Party of Czechoslovakia, i Dubcek's Blueprint for Freedom, London 1969, pp. 170-82.

84) Ibid., pp. 132-33.

85) Ibid., p. 141.

83) The Action Programme of the Communist Party of Czechoslovakia, i Dubcek's Blueprint for Freedom, London 1969, pp. 170-82.

84) Ibid., pp. 132-33.

85) Ibid., p. 141.

herfor gennem systematisk overtagelse og gennem kommunisternes
personlige eksempel".

Grundlaget for at partiet kan fungere aktivt er en ideologisk og organisatorisk enhed, der er baseret på et bredt partidemokrati. . Således kan en bureaukratisk centralisme bedst modvirkes gennem forøgelse af medlemmernes indflydelse og ved at styrke de demokratisk valgte organer under formuleringen af den politiske kurs. Alle medlemmer har både ret og pligt til at fremsætte kritik, komme med initiativer og gå mod partifunktionærerne, fordi modstillingen af synspunkter er udtryk for et mangesidigt ansvarligt forsøg på at finde den bedste løsning på problemer i samfund et. Partiet fastholder princippet om trufne beslutningers udførel se; men forinden skal beslutninger vedrørende alle vigtige spørgs mål være gennemdrøftet demokratisk i partiet, fordi "Partiet er klar over, at der ikke vil blive noget omfattende demokrati i det te samfund, hvis demokratiske principper ikke konsistent anvendes i selve partiets interne liv og arbejde, blandt kommunister" (min — - —— understregning).

Kommunistpartiet repræsenterer de mest fremskredne sider af
statens interesser, og dermed også samfundets virkelige perspektiver;
men det kan ikke repræsentere hele spektret af sociale interesser.
Partiet hverken kan eller skal indtage de sociale organisationers
plads, men sørge for at disses initiativ og politiske
ansvarlighed atter bringes til live. Det politiske udtryk for
samfundets mangesidede interesser er den Nationale Front, der udtrykker
enheden af samfundets forskellige grupper og interesser,
og partiet må hele tiden søge at vinde folkeflertallet for sin
politiske linie. Evt. må partiets resolutioner ændres, hvis de
Q O
ikke udtrykker hele samfundets behov og muligheder.

På trods af tidligere beslutninger siges en meget skadelig
centralisme at have overlevet i forholdet mellem stat, sociale

---

86) Ibid., pp. 143-44 (citat p. 144).

87) Ibid., 146-47 (citat. 147).

88) Ibid., p. 145.

86) Ibid., pp. 143-44 (citat p. 144).

87) Ibid., 146-47 (citat. 147).

88) Ibid., p. 145.

86) Ibid., pp. 143-44 (citat p. 144).

87) Ibid., 146-47 (citat. 147).

88) Ibid., p. 145.

af socialistiske sociale relationer, kombinerer et bredt demokrati med en videnskabelig, højt kvalificeret ledelse, styrker den sociale orden, stabiliserer de socialistiske relationer og opretholder den sociale disciplin. Det politiske systems basale struktur må samtidig tilvejebringe sikre garantier mod en tilbagevenden til de gamle metoder med subjektivisme og egenmægtighed" ⁸⁹

Det socialistiske demokrati må sikre bedre rammer for individu
elt og kollektivt initiativ på alle niveauer, og folk må have
bedre muligheder for at tænke selv og udtrykke deres meninger.
Blandt samfundets organer må der fastlægges en klar ansvarsfordeling,
og alle må have en uafhængig position. Partiorganers substi
tution af og ombytning med statslige, økonomiske og sociale organisationer
må standses helt; selvfølgelig er kommunisterne i disse
organer stadig bundet af partibeslutninger, men politikken,
ledelsesaktiviteterne og ansvarligheden i disse organer er uafhængige
af partiet som sådan.

Alle den Nationale Fronts partier og organisationer tager del
i dannelsen af den statslige politik. Kommunistpartiet betragter
den Nationale Front som en politisk platform, der ikke deler de

politiske partier op i regering og opposition. Dette medfører, at forskelle i synspunkter mellem den Nationale Fronts enkelte dele eller uenighed angående statens politik skal afgøres på grundlag af den Nationale Fronts fælles socialistiske opfattelse gennem politisk aftale mellem og samling af alle den Nationale Fronts enkelte dele.

Den politiske anvendelse af det marxistisk-leninistiske begreb om udviklingen af socialisme er en betingelse for den rette udvikling. Derfor vil partiet forsvare det som det ledende politiske princip overalt i samfundet ved gennem politisk arbejde at søge tilslutningen til det styrket.

De politiske partier og de frivillige sociale organisationer
kan ikke erstatte hinanden, og derfor må sådanne organisationer
direkte kunne påvirke den statslige politik. Den socialistiske
statsmagt kan nemlig ikke monopoliseres af hverken ét parti eller
en gruppe af partier; alle politiske organisationer må have ad

---

89) Ibid., pp. 148-5O (citat p. 15O).

89) Ibid., pp. 148-5O (citat p. 15O).

89) Ibid., pp. 148-5O (citat p. 15O).

gang til statsmagten, og kommunistpartiet vil med alle midler søge
at sikre former, hvorigennem alle arbejdendes direkte formulering
af interesser kan påvirke beslutningsprocessen. Hele organisationssystemet
og aktivitetsformerne må ændres, således at den
Nationale Front som helhed og dens enkelte dele kan få tillagt

Gennemførelsen af de forfatningsmæssige forsamlings- og forening s^r_ihe_der må sikres, og det folkelige initiativ kan kun virkeliggøres gennem et forfatningsmæssigt grundlag for ytringsfriheden og alle politiske og personlige rettigheder. Dog forstår partiet, at socialismens ideologiske fjender kan prøve at misbruge demokratiseringen, men borgerlig ideologi kan kun overvindes gennem en åben ideologisk kamp, som hele folket har indblik

90

i.

Valgsystemet baseres på den Nationale Fronts nye politiske rolle
og på de valgte organer, især nationalkomiteerne, der skal
fortsætte lokalforvaltningernes og den folkelige selvadministrations
progressive tradition. Forholdet mellem Nationalforsamling,
regering og parti bestemmes derigennem, at Nationalforsamlingen

også i praksis skal fungere som statsmagtens øverste organ, og
derfor skal partiets forhold til Nationalforsamlingen fastlægges
og princippet om regeringens ansvarlighed over for Nationalforsamlingen
udarbejdes i detailler. Inden for statsapparatet må

der ikke ske en overdreven koncentration af magten, hverken hos
organer eller enkeltpersoner. Dette gælder specielt indenrigsministeriet,
der afgørende må omstruktureres på grund af de skadelige
91
erfaringer med sikkerhedsorganerne.

På det udenrigspolitiske område er den grundlæggende orientering fortsat alliancen og samarbejdet med SU og de andre socialistiske stater på basis af gensidig respekt, styrkelse af suverænitet og lighed og international solidaritet. Tjekkoslovakiets in

ternationale rolle betyder en udbredelse af internationalismens
ånd i befolkningen; og landets øgede internationale aktivitet vil

---

90) Ibid., pp. 150-55.

91) Ibid., pp. 163-66.

90) Ibid., pp. 150-55.

91) Ibid., pp. 163-66.

90) Ibid., pp. 150-55.

91) Ibid., pp. 163-66.

specielt styrke venskabet, de gensidige konsultationer og udvekslingen
af erfaringer med de kommunistiske partier i SU, de socialistiske
lande og i hele verdensbevægelsen, hvis enhed de tjekko-92

slovakiske kommunister aktivt vil kæmpe for at bevare.

Et så omfattende og traditionsbrydende dokument som Aktionsprogrammet kan selvfølgelig ikke formuleres uden voldsomme brydninger og uden at indeholde uklarheder og modsigelser - specielt når det tages i betragtning, at det har haft flere målgrupper. Nationalt har det udover forskellige grupper inden for kommunistpartiet også været møntet på bredere grupper i befolkningen, og internationalt har det været rettet mod verdensbevægelsen, specielt

SU.

Formålet med Aktionsprogrammet har således ikke blot været at
profilere nogle udviklingsmål politisk, økonomisk osv., men også
at gøre det på en sådan måde, at de væsentligere målgrupper kunne
forstå og acceptere budskabet. Generelt kan man sige, at TKP
(Tjekkoslovakiets kommunistiske Parti) søgte at gennemføre klare
ændringer i et system, samtidig med at dette system blev fastholdt.
På den ene side betød dette, at både den mest reformven

lige fløj i TKP og befolkningen skulle kunne se disse ændringer og samtidig acceptere, at partiets rolle i samfundet stadig var ledende. Og på den anden side betød det, at især SU skulle kunne se Tjekkoslovakiets fortsatte placering i verdensbevægelsen og også delvis i en moskvakommunistisk tradition og samtidig acceptere, at den tjekkoslovakiske vej til socialismen indeholdt tydelige ændringer af det hidtidige system.

Derfor kan man f.eks. se en fremhævelse af partiets ledende
rolle som en forudsætning for den socialistiske udvikling, samtidig
med at denne rolle i højere grad end hidtil forstås som ideo
logisk (men langt fra udelukkende) og i hvert fald klart søges
organisatorisk adskilt fra statsapparatets og de sociale organisationers
politik og organisation. Det skal således være kommunisternes
ideologi og politik og ikke deres hidtidige magtmonopol,
der giver partiet en ledende rolle. Et andet eksempel kunne være
den erklærede fastholdelse af forholdet til de andre socialistiske
lande og SU (inklusive Comecon og Warszawa-Pagt) og styrkel

---

92) Ibid., pp. 207-09.

92) Ibid., pp. 207-09.

92) Ibid., pp. 207-09.

sen af den internationale bevægelses enhed, samtidig med at suverænitet og lighed i dette samarbejde ønskes yderligere respekteret og der hverken tales om "gensidig broderlig hjælp" eller "pro^ letarisk og socialistisk internationalisme".

Disse formuleringer må forstås som en art balancegang mellem
p.d.e.s. et internt pres p.g.a. en række sociale, økonomiske og
politiske urimeligheder og mangler og en ægte reformvilje inden
for selve partiet og p.d.a.s. nogle selvvalgte rammer for udviklingen
og et internationalt pres på disse rammer. Man kan derfor
nok foretage en ren ideologisk sammenligning af Aktionsprogrammet
93
med JKL's program fra 1958, men de bagvedliggende markante forskelle
i national og international kontekst må nødvendigvis inddrages
ved en dyberegående sammenligning mellem disse to ideologiske
helhedsopfattelser.

5.2. Udviklingen efter Aktionsprogrammet

Efter offentliggørelse af Aktionsprogrammet udfoldedes en meget
bred debat, der bl.a. drejede sig om det ønskelige i et flerparti
system under socialismen, den marxistiske doktrins status og sammenhængen
mellem producenternes selvforvaltning og det politiske
94
demokrati. Den totale udvikling i Tjekkoslovakiet medførte øget
kritik fra de andre østlande (minus Rumænien). Denne kritik afviste
TKP i det store og hele, omend med en vis tilbageholdenhed
95
og en lidt stærkere betoning af partiets ledende rolle.

Forsigtigheden blev opfattet som tilbageskridt og blev årsag
til fremkomsten af den manifestagtige artikel "2000 ord", der
fastholdt kommunisternes nødvendige deltagelse i den demokratiske
fornyelse, men også opfordrede til selvstændig masseaktivitet og
kritik af alle kompromitterede kommunister.

Alle ledende parti- og statsorganer tog straks afstand fra
dette manifests indhold, men alligevel optrappede SU sin indblanding
i Tjekkoslovakiets indre anliggender. I midten af juli holdt

---

93) Wolfgang Leonhard, op.cit. , p. 420.

94) Ibid., pp. 421-27.

95) Resolution über die gegenwårtige Situation und das weitere Vorgehen der Partei, i Ost-Probleme 1968, Bonn 1968, pp. 460-62.

96) Ludvik Vaculik, 2000 Worte, i Josef Skvorecky (Hrsg.), Nachrichten aus der CSSR, Frankfurt a.M. 1968, pp. 170-78.

93) Wolfgang Leonhard, op.cit. , p. 420.

94) Ibid., pp. 421-27.

95) Resolution über die gegenwårtige Situation und das weitere Vorgehen der Partei, i Ost-Probleme 1968, Bonn 1968, pp. 460-62.

96) Ludvik Vaculik, 2000 Worte, i Josef Skvorecky (Hrsg.), Nachrichten aus der CSSR, Frankfurt a.M. 1968, pp. 170-78.

93) Wolfgang Leonhard, op.cit. , p. 420.

94) Ibid., pp. 421-27.

95) Resolution über die gegenwårtige Situation und das weitere Vorgehen der Partei, i Ost-Probleme 1968, Bonn 1968, pp. 460-62.

96) Ludvik Vaculik, 2000 Worte, i Josef Skvorecky (Hrsg.), Nachrichten aus der CSSR, Frankfurt a.M. 1968, pp. 170-78.

de andre Østlande (stadig uden Rumænien) et møde i Warszawa, begrundet
i den dybeste uro over udviklingen i Tjekkoslovakiet.
Videre siges i det fælles brev til TKP's CK, at man naturligvis
ikke ønsker at blande sig i de indre anliggender, hverken m.h.t.
planlægning, ledelse eller struktur i den tjekkoslovakiske konomi
eller i ordningen af forholdet mellem tjekker og slovakker.
Men "Vi kan dog ikke være indforstået med, at fjendtlige kræfter
støder jeres land væk fra socialismens vej og fremkalder faren
for en løsrivelse af Tjekkoslovakiet fra det socialistiske fællesskab.
Det er ikke længere kun jeres anliggende. Det er fællesanliggender
for alle kommunistiske og arbejderpartier og for alle
stater, der er forenet gennem forbund, samarbejde og venskab"

(min understregning). Styrken i dette forbund siges at afhænge af
den socialistiske styrke i hvert enkelt broderland, og her fremhæves
specielt det kommunistiske partis ledende rolle i det politiske
og samfundsmæssige liv, fordi en underminering heraf vil likvidere
den socialistiske orden og dermed udgøre en fare for forbundet
og landenes fællesskab. Ligeledes fremhæves princippet om demokratisk
centralisme, med fremhævelse af begge sider i princippet,
fordi f.eks. en overdrivelse af demokratiet kan gøre partiet til en
97
diskussionsklub.

Manifestet "2000 Ord" erklæres direkte at være kontrarevolutionens
politisk-organisatoriske platform, og den nationale kontrarevolution
bliver angiveligt understøttet fra den internationale
reaktions centre, uden at den nødvendige indsats fra
parti og stat sættes ind. Endelig fremhæves atter betydningen
af de socialistiske staters og folks gensidige forpligtelser,
der også indebærer et historisk ansvar for, at de tilkæmpede re-98

volutionære resultater ikke går tabt.

De tjekkoslovakiske kommunister afviste disse bekymringer og

---

97) Gemeinsamer Brief der Fuhrer der kommunistischen Parteien der SU, Polens, der DDR, Ungarns und Bulgariens vom 15. Juli 1968 an das ZK der Kommuni stischen Partei der Tschechoslowakei, i Europa-Archiv, Folge 16/1968, Frankfurt a.M. 1968, pp. D 388-9O (citat p. D 389).

98) Ibid., pp. 390-92.

97) Gemeinsamer Brief der Fuhrer der kommunistischen Parteien der SU, Polens, der DDR, Ungarns und Bulgariens vom 15. Juli 1968 an das ZK der Kommuni stischen Partei der Tschechoslowakei, i Europa-Archiv, Folge 16/1968, Frankfurt a.M. 1968, pp. D 388-9O (citat p. D 389).

98) Ibid., pp. 390-92.

97) Gemeinsamer Brief der Fuhrer der kommunistischen Parteien der SU, Polens, der DDR, Ungarns und Bulgariens vom 15. Juli 1968 an das ZK der Kommuni stischen Partei der Tschechoslowakei, i Europa-Archiv, Folge 16/1968, Frankfurt a.M. 1968, pp. D 388-9O (citat p. D 389).

98) Ibid., pp. 390-92.

uafhængighed og suverænitet og gensidig ikke-indblanding i indre
99
anliaaender.

Efter denne 'provokation' styrkedes angrebene yderligere, men gennem konferencer omkring begyndelsen af august nåede man frem til en forståelse - det troede i hvert fald de tjekkoslovakiske kommunister. Specielt Fælleserklæringen fra 6-partimødet (altså inklusive det tjekkoslovakiske KP) i Bratislava den 3. august er betydningsfuld, fordi den sammenfatter landenes fælles ideologiske grundlag. Nok er der tale om brede vendinger, men der lades ikke 'tvivl tilbage om, at det langt overvejende er sovjetiske synspunkter, der her formuleres. Den eneste klare indrømmelse til tjekkoslovakkerne er formuleringen om hensyntagen til de nationale særtræk og betingelser. Ellers tales der kontant om den socialistiske opbygnings almene lovmæssigheder, partiets ledende rolle, urokkelig trofasthed over for marxismen-leninismen, opdragelse af masserne i socialismens og den proletariske internationalismes ånd, og om at partierne ikke vil tåle adskillelse af de socialistiske lande.

På det ideologiske plan burde dette have tilfredsstillet SUKP.
Men dels skete der ikke en tilpasning af forholdene i Tjekkoslovakiet
henimod denne Fælleserklærings indhold, og dels offentliggjordes
et udkast til en ny partistatut med henblik på den ekstraordinære
14. Partikongres, berammet til den 9. september. Selv
om det endelige udkast ikke var så vidtgående som den foreløbige
udgave - bl.a. fordi lederen af kommissionsarbejdet var Alois
Indra, der senere forsvarede den sovjetiske invasion - kunne det
endda være provokerende nok for SUKP, da det ikke ændrede afgørende
elementer i den nye indholdsbestemmelse af partiets rolle.

---

99) Stellungnahme des Pråsidiums des ZK der Kommunistischen Partei der Tschecho slovakei vom 18. Juli 1968 zum gemeinsamen Brief von funf kommunistischen und Arbeiterparteien, ibid., pp. D 393-400.

100) Jvf. Wolfgang Leonhard, op.cit., p. 432.

101) Gemeinsame Erklårung der kommunistischen und Arbeiter-Parteien der SU, Bulgariens, Ungarns, der DDR, Polens und der Tschechoslowakei nach ihrer Konferenz in Pressburg am 3. August 1968, i Europa-Archiv, Folge 16/1968, op.cit., pp. D 401-04, specielt p. D 402.

102) Dette programs foreløbige og endelige version findes i Jiri Pelikan (ed.), The Secret Vysocany Congress. Proceeding and Documents of the Extraordi nary Fourteenth Congress of the Communist Party of Czechoslovakia, 22. August 1968, London 1971, pp. 128-85. Programmet behandles endvidere i Wolfgang Leonhard, op.cit., pp. 432-34.

99) Stellungnahme des Pråsidiums des ZK der Kommunistischen Partei der Tschecho slovakei vom 18. Juli 1968 zum gemeinsamen Brief von funf kommunistischen und Arbeiterparteien, ibid., pp. D 393-400.

100) Jvf. Wolfgang Leonhard, op.cit., p. 432.

101) Gemeinsame Erklårung der kommunistischen und Arbeiter-Parteien der SU, Bulgariens, Ungarns, der DDR, Polens und der Tschechoslowakei nach ihrer Konferenz in Pressburg am 3. August 1968, i Europa-Archiv, Folge 16/1968, op.cit., pp. D 401-04, specielt p. D 402.

102) Dette programs foreløbige og endelige version findes i Jiri Pelikan (ed.), The Secret Vysocany Congress. Proceeding and Documents of the Extraordi nary Fourteenth Congress of the Communist Party of Czechoslovakia, 22. August 1968, London 1971, pp. 128-85. Programmet behandles endvidere i Wolfgang Leonhard, op.cit., pp. 432-34.

99) Stellungnahme des Pråsidiums des ZK der Kommunistischen Partei der Tschecho slovakei vom 18. Juli 1968 zum gemeinsamen Brief von funf kommunistischen und Arbeiterparteien, ibid., pp. D 393-400.

100) Jvf. Wolfgang Leonhard, op.cit., p. 432.

101) Gemeinsame Erklårung der kommunistischen und Arbeiter-Parteien der SU, Bulgariens, Ungarns, der DDR, Polens und der Tschechoslowakei nach ihrer Konferenz in Pressburg am 3. August 1968, i Europa-Archiv, Folge 16/1968, op.cit., pp. D 401-04, specielt p. D 402.

102) Dette programs foreløbige og endelige version findes i Jiri Pelikan (ed.), The Secret Vysocany Congress. Proceeding and Documents of the Extraordi nary Fourteenth Congress of the Communist Party of Czechoslovakia, 22. August 1968, London 1971, pp. 128-85. Programmet behandles endvidere i Wolfgang Leonhard, op.cit., pp. 432-34.

5.3. "Breshnev-doktrinen"

Som det turde være bekendt, fandt SUKP ikke dets forventninger

til ændringer i Tjekkoslovakiet indfriet, og natten mellem den 20.
og 21. august blev Tjekkoslovakiet invaderet. Begundelsen herfor
var, at parti- og statspersonligheder i Tjekkoslovakiet havde
bedt om hjælp, inklusive militærhjælp, til at imødegå de truende
kontrarevolutionære kræfter, der havde indgået en sammensværgelse
med udenlandske antisocial!stiske kræfter. Denne begrundelse
104
blev udfoldet dagen efter, men blev af den grund ikke mindre
problematisk, fordi den offentliggjorte henvendelse om hjælp ikke
var navngivet, og fordi det faktisk var meget vanskeligt at
påvise virkelige forberedelser til en væbnet kontrarevolution med
udenlandsk støtte.

Derfor udvikledes tesen om den stille kontratrevolution, der bl.a. kunne fremtræde gennem tale om demokratisk socialisme og forbedring af det eksisterende system, og herudfra formuleredes tesen om det forhold, der reelt stod i centrum: spørgsmålet om de socialistiske landes suverænitet og selvbestemmelsesret.

Allerede i tidligere erklæringer (jvf. noterne 97, 101 og 104) havde tesen fundet sin 'positive¹ formulering i form af udsagnet, at den grundlæggende udvikling af de revolutionære socialistiske resultater i det enkelte socialistiske lande var en fælles sag for hele det socialistiske fællesskab og hele den kommunistiske bevægelse.

---

103) Erklårung der sowjetischen Nachrichtenagentur TASS vom 21. August 1968 zum Einmarsch von Truppen der Sowjetunion/ Bulgariens, der DDR, Polens und Ungarns in die Tscheshoslowakei, i Europa-Archiv, Folge 18/1968, Frankfurt a._M., 1968, p. D 427.

104) Verteidigung des Sozialismus - hochste internationale Pflicht. Artikel des Zentralorgans der KPdSU "Prawda" vom 22. August 1968, ibid., pp. D 440-46.

105) Aufruf einer namentlich nicht gennanten Gruppe von Mitgliedern des ZK der KPC, der Regierung und der Nationalversammlung an die BevSlkerung der Tschechoslowakei vom 21. August 1968, ibid., pp. D 428-31.

106) Artikel von S. Kowaljow über "friedliche" und nichtfriedliche Konterrevolution vom 11. September 1968, i Boris Meissner, Die "Breshnew-Doktrin", op.cit., pp. 61-64.

103) Erklårung der sowjetischen Nachrichtenagentur TASS vom 21. August 1968 zum Einmarsch von Truppen der Sowjetunion/ Bulgariens, der DDR, Polens und Ungarns in die Tscheshoslowakei, i Europa-Archiv, Folge 18/1968, Frankfurt a._M., 1968, p. D 427.

104) Verteidigung des Sozialismus - hochste internationale Pflicht. Artikel des Zentralorgans der KPdSU "Prawda" vom 22. August 1968, ibid., pp. D 440-46.

105) Aufruf einer namentlich nicht gennanten Gruppe von Mitgliedern des ZK der KPC, der Regierung und der Nationalversammlung an die BevSlkerung der Tschechoslowakei vom 21. August 1968, ibid., pp. D 428-31.

106) Artikel von S. Kowaljow über "friedliche" und nichtfriedliche Konterrevolution vom 11. September 1968, i Boris Meissner, Die "Breshnew-Doktrin", op.cit., pp. 61-64.

103) Erklårung der sowjetischen Nachrichtenagentur TASS vom 21. August 1968 zum Einmarsch von Truppen der Sowjetunion/ Bulgariens, der DDR, Polens und Ungarns in die Tscheshoslowakei, i Europa-Archiv, Folge 18/1968, Frankfurt a._M., 1968, p. D 427.

104) Verteidigung des Sozialismus - hochste internationale Pflicht. Artikel des Zentralorgans der KPdSU "Prawda" vom 22. August 1968, ibid., pp. D 440-46.

105) Aufruf einer namentlich nicht gennanten Gruppe von Mitgliedern des ZK der KPC, der Regierung und der Nationalversammlung an die BevSlkerung der Tschechoslowakei vom 21. August 1968, ibid., pp. D 428-31.

106) Artikel von S. Kowaljow über "friedliche" und nichtfriedliche Konterrevolution vom 11. September 1968, i Boris Meissner, Die "Breshnew-Doktrin", op.cit., pp. 61-64.

fordi der i et klassesamfund ikke eksisterer en klasseløs ret.
Da anvendelsen af det formelle selvbestemmelsesprincip ikke ville
være selvbestemmelse for folkemasserne i Tjekkoslovakiet, men for
deres fjender, og da det samtidig ville medføre en svækkelse af
det socialistiske verdensysstem, måtte de socialistiske lande
gribe ind. Der bliver således tale om en indskrænket suveræni-1
/-\o
tet og selvbestemmelse for de socialistiske lande.

Her er det ikke meningen at komme nærmere ind på "Breshnevdoktrinens"
status, men en enkelt markering skal dog gøres. Det
forekommer ikke helt præcist at tale om en tilbagevenden til
Stalin-perlodens opfattelse af proletarisk-socialistisk internationalisme
og om en benægtelse af teorien om forskellige veje til
109
socialismen. For det første skal bemærkes, at selv om der sker
en vis stramning af praktiseringen af princippet om proletarisksocialistisk
internationalisme (fordi hele den socialistiske blok
nu erklæres ansvarlig for bevarelsen af socialismen i det enkelte
land), er det tvivlsomt, om ikke dette hele tiden har været princippets
indhold, når situationen tilspidsedes. Og for det andet
kan man næppe lige ud sige, at forskellige veje til socialismen
nu ikke længere er mulige. Det er korrekt, at der sker en yderligere
fremhævelse af de kommunistiske partiers og den socialistiske
opbygnings almene og fælles principper; men dette gælder i
langt højere grad den politiske end den økonomiske side af disse
principper.

Sammenfattende kan man derfor sige, at to forhold var afgørende for invasionen i Tjekkoslovakiet, hvorved de også blev de egent lige begrundelser for "Breshnev-doktrinen": for det første udviklingen i og omkring det tjekkoslovakiske kommunistparti og for

det andet forholdet til SU. M.h.t. det første skal fremhæves decentraliseringen

---

107) Souverånitet und internationale Pflichten der sozialistischen Lander. Artikel des Zentralorgans der KPdSU "Prawda" vom 26. September 1968, i Europa-Archiv, Folge 23/1968, Frankfurt a.M. 1968, pp. D 580-84.

108) Vedrørende denne Breshnev-doktrin kan der generelt henvises til Boris Meissner, Die "Breshnew-Doktrin", op.cit., og til Wolfgang Leonhard, op.cit., pp. 261-65.

109) Som hos Boris Meissner, Die "Breshnew-Doktrin", op.cit., p. 31.

110) Omend der er klare forskelle til Tjekkoslovakiet i 1968, kan der henvises til de sovjetiske invasioner i Ungarn i 1956.

107) Souverånitet und internationale Pflichten der sozialistischen Lander. Artikel des Zentralorgans der KPdSU "Prawda" vom 26. September 1968, i Europa-Archiv, Folge 23/1968, Frankfurt a.M. 1968, pp. D 580-84.

108) Vedrørende denne Breshnev-doktrin kan der generelt henvises til Boris Meissner, Die "Breshnew-Doktrin", op.cit., og til Wolfgang Leonhard, op.cit., pp. 261-65.

109) Som hos Boris Meissner, Die "Breshnew-Doktrin", op.cit., p. 31.

110) Omend der er klare forskelle til Tjekkoslovakiet i 1968, kan der henvises til de sovjetiske invasioner i Ungarn i 1956.

107) Souverånitet und internationale Pflichten der sozialistischen Lander. Artikel des Zentralorgans der KPdSU "Prawda" vom 26. September 1968, i Europa-Archiv, Folge 23/1968, Frankfurt a.M. 1968, pp. D 580-84.

108) Vedrørende denne Breshnev-doktrin kan der generelt henvises til Boris Meissner, Die "Breshnew-Doktrin", op.cit., og til Wolfgang Leonhard, op.cit., pp. 261-65.

109) Som hos Boris Meissner, Die "Breshnew-Doktrin", op.cit., p. 31.

110) Omend der er klare forskelle til Tjekkoslovakiet i 1968, kan der henvises til de sovjetiske invasioner i Ungarn i 1956.

og demokratiseringen i partiet, åbningen af en
bredere samfundsmæssig debat også uden for partiet, og endelig
den klare omdefinering af partiets ledende rolle: gennemførelsen
af den kommunistiske politik var ikke længere sikret på forhånd,
men krævede nu en bred ideologisk og politisk indsats i de organisationer
og statsorganer, der genvandt deres egentlige kompetence.
Den heri liggende 'fare1 for de andre socialistiske lande
var næppe en udvikling som den jugoslaviske, men bestod langt
snarere i realiseringen af en anden og noget afvigende form for
socialisme end den hidtil "virkeliggjorte".

Hvad angår det andet forhold, er der ikke tvivl om, at Kovaljov udtrykker en meget betydningsfuld ængstelse (omend der ikke var grund dertil i forbindelse med Tjekkoslovakiet), når han skriver: "En sådan "selvbestemmelse", hvis resultat havde været, at NATO's tropper ville være rykket frem til de sovjetiske grænser, og de socialistiske landes fællesskab ville være spaltet..." (min understregning). Det vil sige, at det andet forhold, der satte (og sætter) grænsen for suverænitet og selvbestemmelse i de socialistiske lande i Østeuropa, er den sovjetiske forståelse af egne sikkerhedsinteresser, hvilket nok i sidste ende indebærer bevarelse af den indflydelsessfære, der aftaltes i slutningen af 2. Verdenskrig, og som er befæstet lige siden.

Mange kommunistpartier tog afstand fra invasionen og dens begrundelse.
For nogle partier betød "foråret i Prag" og den sovjetiske
invasion styrkelse af/indledning til en udviling, der på
stadig flere områder medførte markering af selvstændighed i relation
til SUKP. Dette gjaldt specielt for de tre mest kendte eurokommunistiske
partier, PCE, PCI og PCF, men også for det (på
udenrigspolitikken område) autonomisøgende Rumænien.

Generelt kan man derfor sige, at på tværs af forskellige i tempo og indhold i udviklingen af eurokommunistiske partiers politiskideologiske positioner betyder udviklingen omkring Tjekkoslovakiet i 1968 et væsentligt "lift" for denne udvikling, således at disse partier meget afgørende er med til at gennemtvinge den ændring i

---

111) Souverånitet und internationale Pflichten der sozialistischen Lander. Artikel des Zentralorgans der KPdSU "Prawda" vom 26. September 1968, op.cit., p. D 581.

111) Souverånitet und internationale Pflichten der sozialistischen Lander. Artikel des Zentralorgans der KPdSU "Prawda" vom 26. September 1968, op.cit., p. D 581.

111) Souverånitet und internationale Pflichten der sozialistischen Lander. Artikel des Zentralorgans der KPdSU "Prawda" vom 26. September 1968, op.cit., p. D 581.

den verdenskommunistiske organisering og ideologi, der klart sætter
igennem efter 1968. Her skal kun henvises til den begyndende
ændring på verdenskonferencen i Moskva i juni 1969. Selve konferencens
afholdelse og den manglende behandling af udviklingen omkring
Tjekkoslovakiet kan nok i en vis forstand ses som en sejr
for SUKP. Men konferencen indeholdt også et nederlag derved, at
nogle partier for første gang officielt ikke sluttede op bag hoveddokumentet.
Det gjaldt således PCI, der kun erklærede sig
fuldt enig i dokumentets afsnit om kampen mod imperialismen, og
PCE, der underskrev med tydelige forbehold over for dokumentets
generelle indhold.

Denne selvstændige ideologiske profil blev yderligere skærpet
gennem udformningen af programmatiske dokumenter og erklæringer
i de efterfølgende år - en udvikling der udover sin egen inerti
bl.a. blev drevet frem at udfordringerne i "den franske maj"
1968, "det varme efterår" i Italien i 1969 og måske ikke mindst
af den økonomiske, politiske og sociale krise, der efterhånden
slog igennem i disse lande.

6. Sammenfatning

Den generelle udvikling i verdenskommunismen (og det vil historisk
-sige moskva-kommunismen) efter 1945 karakteriseres af ændring og
1 afstramning', i hvert fald i relation til væsentlige problemstillinger
og til en efterhånden ret markant gruppe af kommunist- og
arbejderpartier. Denne udvikling kan i en totalanalyse ikke adskilles
fra mere overordnede stormagtspolitiske problemstillinger
og en generel politisk-økonomisk udvikling i både øst og vest,
ligesom den har en ikke uvæsentlig generel baggrund i polemikken
mellem Peking og Moskva, idet udviklingen mod det "østlige skisma"
både splittede verdensbevægelsen politisk-ideologisk og svækkede
SUKP's muligheder for bevarelse af en - omend væsentlig indskrænket
- ideologisk dominans i den delvis loyale del af verdensbevægelsen.

Men denne udvikling er også i væsentlig grad fremmet gennem klare

---

112) Fernando Claudin, Eurokommunisme og socialisme, Århus 1978, p. 51. 113) Ibid., p. 109 og note 38, p. 194.

112) Fernando Claudin, Eurokommunisme og socialisme, Århus 1978, p. 51. 113) Ibid., p. 109 og note 38, p. 194.

ideologiske formuleringer. Her kan der specielt henvises til
Togliattis ideer i 1956 og 1964 og til de ideologiske udtryk af
"foråret i Prag". I denne forbindelse må det også fremhæves, at
SUKP afgørende har bidraget til ideologiske nyformuleringer og til
denne udvikling generelt. Jeg tænker her især på ændringerne i
forbindelse med SUKP's 20. Partikongres, men også på SUKP's relativt
defensive forsvar for egne tidligere ideologiske positioner
omkring Novemberkonferencen i 1960 og i de mere programmatiske
formuleringer i polemikken med KKP.

Med en enkelt væsentlig, omend ikke absolut, undtagelse omkring
opfattelsen af det sovjetiske systems karakter, kan man derfor sige,
at eurokommunismen på alle væsentlige ideologiske områder har haft
mere eller mindre udfoldede forløbere. Man kan ikke hævde, at disse
indgår som direkte led i en argumentationskæde for det eurokommunistiske
projekt. Men den generelle 'afstranmingsproces1 har skabt
et teoretisk-ideologisk klima, der klart har lettet eurokommunisternes
reformulering af nogle afgørende problemstillinger. Blandt
de ideologiske forløbere må to fremhæves som havende haft speciel
betydning for eurokommunismen, nemlig Togliattis formuleringer i
1956 og 1964 og "foråret i Prag" 1968. Togliattis formuleringer var
de hidtil mest udfoldede i de vestlige kommunistpartier og alene
derfor klart relevante, medens "foråret i Prag" også i konkret form
for alvor genrejste problemstillingerne om partiets rolle, forholdet
mellem stat og parti og forholdet mellem demokrati og socialisme.

På trods af disse forløbere ville det alligevel være forkert at betragte eurokommunismen som en blot og bar forlængelse af en generel tendens til ændring af og evt. afvigelse fra moskvakommunismen. . En sådan opfattelse ville være en undervurdering af eurokommunismens mere selvstændige nationale rødder, der i f.eks. Frankrig og Italien krystalliseres omkring overtagelsen af dele af den politiske magt også på nationalt plan. Og den ville derfor også være en undervurdering af den styrkelse af de ideologiske positioner, der ligger i selve det forhold, at de fremføres af de mest væsentlige kp'er i den vestlige verden under en økonomisk og delvis politisk krise.

Skal man vurdere eurokommunismen i forhold til dens tre måske
mest afgørende positioner, nemlig (1) kritikken af forholdene
inden for verdensbevægelsen og holdningen til den sovjetiske socialisme,

(2) påstanden om en snæver sammenhæng mellem socialisme
og demokrati og en demokratisk overgang til socialismen, og (3) c
demokratisering af partiernes interne struktur og funktionsmåde,
kan man konkludere følgende. Med undtagelse af specielt PCE's
meget kritiske holdning over for Sovjetunionen har eurokommunismen
på disse afgørende områder klare forløbere. Ja, man kan endog
delvis hævde, at disse på flere områder både i sit ideologiske
udtryk og i praksis har været mere fremskreden end eurokommunismen
er i dag.

Tilspidset kunne man måske sige, at den generelle ændring og
udvikling i moskvakommunismen og eurokomm unisterne s på flere områder
mangelfulde nyformuleringer (f.eks. socialismeopfattelsen,
der næppe endnu adskiller sig kvalitativt fra moskvakommunismens
programmatisk formulerede) bevirker, at eurokommunismens eneste
'originale' bidrag er den kritiske holdning til det sovjetiske system.
Selv om dette synspunkt kan have en del for sig, forekommer
det i dag for tidligt at afsige en så indsnævrende dom over den
eurokommunistiske teori og ideologi og udviklingsmulighederne heri.
Det er fortsat et åbent spørgsmål, om ikke den fortsatte udviklings
inerti vil tvinge eurokommunisterne til mere udviklede klarere formuleringer
af deres ideologiske principper og praktiske politik.