1. Indledning

Først i de allerseneste år har det franske kommunistiske parti udviklet positioner, som til en vis grad gør det berettiget at tale om en selvstændig, nationalt funderet linie. Samtidig og i sammenhæng hermed har partiet i lighed med de andre såkaldte eurokommunistiske partier i stigende grad frigjort sig fra underordningen under Sovjetunionens kommunistiske parti (SUKP) i den internationale kommunistiske bevægelse og i et vist omfang markeret en kritik af sider af den sovjetiske samfundstype. Dette er bemærkelsesværdigt for så vidt som PCF - i modsætning til PCI - indtil fornylig er blevet betragtet som et af de absolut mest Moskvatro partier i Vesteuropa.

Formålet med denne artikel er at belyse udviklingen og indholdet
i PCF's position i og forhold til den internationale kommunistiske
bevægelse på den ene side og partiets placering i^forhold
til den nationale virkelighed på den anden side og prøve at
vurdere, i hvilket omfang udformningen af partiets politik tager
udgangspunkt i den internationale henholdsvis nationale placering.
Mere konkret er formålet derfor at blotlægge, hvordan og på
hvilke områder PCF udvikler sig fra at være underlagt SUKP til

at fremtræde som et eurokonununistisk parti.

I det følgende vil jeg først - inden for artiklens begrænsede
rammer - se på PCF's linie frem til begyndelsen af 60"erne. Indtil
da er partiets politik i afgørende grad bestemt af dets internationale
placering (dvs. af dets tætte tilknytning til SUKP).
Dernæst følger et afsnit, hvor den relative frigørelse fra den
sovjetiske dominans undersøges, sådan som udviklingen er forløbet
frem til i dag. Afsnit 4 beskæftiger sig med udviklingen af
den nationale linie i samme periode; især med etableringen af
Venstreunionen og med ansatserne til en national strategi i
Champigny-manifestet fra 1968. Endelig er sidste afsnit viet til
en fremstilling og vurdering af PCF's positioner, som de kommer
til udtryk på den 22. kongres i 1976, og i forbindelse hermed

en vurdering af, i hvilket omfang disse eurokommunistiske positioner
er udtryk for en reel frigørelse fra SUKP's dominans og
dermed for en selvstændig linie.

2. PCF's historiske baggrund. Udviklingen frem til begyndelsen af 60'erne

For at få et grundlag for at vurdere partiets senere udvikling vil jeg her koncentrere mig om nogle træk af PCF's historiske bag grund og prøve at trække sammenhængen mellem det internationale og det nationale aspekt frem.

2.1. PCF's dannelse og bolchevisering

PCF blev dannet i 1920 ved en spaltning af det franske socialistparti, SFIO, som havde sine rødder i den socialistiske 2. interna tionale. Flertallet tilsluttede sig 3. Internationale, Komintern, på kongressen i Tours i december og blev den franske sektion af den Kommunistiske Internationale, SFIC (eller PCF).

j Tilslutningen skete på basis af de 21 betingelser, som var obligatoriske for medlemskab af Komintern. I 14. betingelse hed det bl.a.: "partierne skal uden betingelser støtte alle de sovjetiske republikker i deres kamp mod kontrarevolutionen". - En betingelse, som har været ret selvindlysende på den tid, da den nye sovjetstat kæmpede på liv og død for sin overlevelse. Komintern skulle være et redskab for den revolutionære kamp i verdensmålestok; men den stærkt centraliserede organisation med sæde i Moskva blev relativt hurtigt - i sin stalinistiske udgave først og fremmest et redskab for Sovjetunionens (SU's) politik. Dette forhold kunne ikke undgå at stille de enkelte nationale

sektioner af Komintern i et dilemma, når SU's nationale interesser ikke var identiske med klassekampens krav i de enkelte lande. Skulle man følge Kominterns beslutninger og SU' s interesser übetinget eller først og fremmest være et redskab for proletariatets kamp for kommunismen i sit eget land?

PCF bliver ret hurtigt - og temmelig entydigt - et parti, der
giver Komintern og dermed det übetingede forsvar for SU første

---

1) Citeret fra Jean Elleinstein, Le PC, Paris,l976, p. 28.

1) Citeret fra Jean Elleinstein, Le PC, Paris,l976, p. 28.

1) Citeret fra Jean Elleinstein, Le PC, Paris,l976, p. 28.

prioritet. De første år var partiet uden en klar ideologi, præget
af sine rødder i den franske socialistiske tradition, og omfattede
flere modsætningsfyldte tendenser; men fra omkring 1923-24
starter bolcheviseringen af partiet: det får sin siden da
stærkt centraliserede struktur, og det overtager efterhånden den
stalinistiske ideologi. I modsætning til PCI (som tæller en Gramsci
og en Togliatti) har den selvstændige marxistiske teoretiske
tradition - på ledelsesniveau - helt op til vore dage været svag
2
i PCF. I løbet af bolcheviseringsprocessen "renses"partiet ideologisk
gennem talrige eksklusioner og gennem udmeldelser. Medlemstallet
falder fra omkring 60.000 i 1924 til omkring 28.000 i
1933, som bliver partiets bundrekord.

Et udtryk for Komintern-liniens gennemslag er, at PCF accepterer
"klasse mod klasse"-taktikken, som indebærer kamp mod socialistpartiet,
der betragtes som objektivt varetagende borgerskabets
interesser. Det betyder bl.a., at PCF - efter lange og
svære diskussioner - afstår fra et valgsamarbejde med socialister
ne ved parlamentsvalget i 1928. Ved valget i 1932 lider partiet
4
et stort nederlag - under krisen og den truende fascisme.

2.2. Folkefronten

I 1934 - året efter Hitlers magtovertagelse og arbejderklassens
nederlag i Tyskland - indledes en vending i Kominterns taktik over
for de socialdemokratiske partier. Indtil da var taktikken "enhedsfront
fra neden", men bekæmpelse af partierne som "socialfascistiske"
. .Nu bliver disse partier (og efterhånden også alleandre
demokratiske partier) kplernes potentielle alliancepartnere
i en bred antifascistisk front. Generelt hænger denne vending i
de kommunistiske partier sammen med Kominterns nye kurs, der som

hovedelement har forsvaret for de borgerlige demokratier, der opfattes
som SU's potentielle allierede over for de fascistiske

---

2) Le communisme en France et en Italie, Tome I, Cahiers de la Fondation nationale des Sciences politiques no. 175, Paris, 1969, p. 92. (artikel af Jean Touchard, Introduction a I'ideologic du Parti communiste francais, pp. 83-lo6).

3) Annie Kriegel, Les communistes francais, Paris,l97o, p. 13.

4) Jacques Fauvet, Histoire du Parti communiste franyais 1920-1976, Paris, 1977, pp. 74 ff.

2) Le communisme en France et en Italie, Tome I, Cahiers de la Fondation nationale des Sciences politiques no. 175, Paris, 1969, p. 92. (artikel af Jean Touchard, Introduction a I'ideologic du Parti communiste francais, pp. 83-lo6).

3) Annie Kriegel, Les communistes francais, Paris,l97o, p. 13.

4) Jacques Fauvet, Histoire du Parti communiste franyais 1920-1976, Paris, 1977, pp. 74 ff.

2) Le communisme en France et en Italie, Tome I, Cahiers de la Fondation nationale des Sciences politiques no. 175, Paris, 1969, p. 92. (artikel af Jean Touchard, Introduction a I'ideologic du Parti communiste francais, pp. 83-lo6).

3) Annie Kriegel, Les communistes francais, Paris,l97o, p. 13.

4) Jacques Fauvet, Histoire du Parti communiste franyais 1920-1976, Paris, 1977, pp. 74 ff.

lande. En af forudsætningerne for kursændringen var den konkrete
udvikling i Frankrig, hvor en række specielle betingelser gjorde
sig gældende.

Den 6. februar 1934 udbryder en fascistisk terrorbølge, hvor

de fascistiske ligaer har magten i gaderne, og muligheden for et
højreorienteret statskup aktualiseres. Socialistpartiet opfordrer
PCF til samarbejde om at forsvare den demokratiske republik og
arbejderklassen. Kapitalens krise slår først nu for alvor igennem
i Frankrig. I overensstemmelse med Kominterns nye linie
bliver resultatet af denne udvikling, at PCF og SFIO den 27/7-1934
underskriver en enhedsaktionspagt, som skal mobilisere hele
den arbejdende befolkning mod de fascistiske organisationer og
krigsforberedelserne og til kamp for demokratiet. Den 10/1O gør
Maurice Thorez sig til talsmand for en udvidelse af den antifascistiske
front: "Vi foreslår en stor folkelig samling for
brød, for frihed og for fred. Lad os for enhver pris danne en
bred folkelig front for at slå fascismen". 1O måneder senere er
Folkefronten en realitet. Den omfatter foruden PCF og SFIO også
det store radikale parti. Folkefrontens fællesprogram forud for
valget i 1936 bliver et udpræget minimumsprogram, som ikke kan
skræmme de radikale mellemlag og småborgere.

PCF's umiddelbare perspektiv er altså defensivt og helt i
overensstemmelse med Komintern-linien: forsvaret for det franske
demokrati gennem de bredest mulige alliancer, og dermed en styrkelse
af det antifascistiske, Frankrig, som netop den 2/5-1935
havde sluttet en forsvarspagt med SU. (Thorez går så vidt som til
at anbefale en "fransk front", som skulle omfatte de ikke-fascistiske
dele af borgerskabet).

Ved parlamentsvalget den 3/5-1936 krones folkefrontsbestræbelserneolkefrontsbestræ- med en stor valgsejr for PCF og SFIO, mens de radikale taber mandater. En måned efter valget danner SFIO og det radikale parti sammen regering med PCF's støtte.

---

5) Ang. forløbet, der fører til Folkefrontens dannelse, og den senere udvikling kan henvises til: Ibid., pp. 121-230; og også til: Fernando Claudin, La crise du mouvement communiste, Paris,l972, pp. 224-38.

6) Reelt PCF¹ s leder. Sekretær for politbureauet i 1930, generalsekretær fra 1936 og til sin død i 1964.

7) J. Fauvet, op.cit., p. 142.

5) Ang. forløbet, der fører til Folkefrontens dannelse, og den senere udvikling kan henvises til: Ibid., pp. 121-230; og også til: Fernando Claudin, La crise du mouvement communiste, Paris,l972, pp. 224-38.

6) Reelt PCF¹ s leder. Sekretær for politbureauet i 1930, generalsekretær fra 1936 og til sin død i 1964.

7) J. Fauvet, op.cit., p. 142.

5) Ang. forløbet, der fører til Folkefrontens dannelse, og den senere udvikling kan henvises til: Ibid., pp. 121-230; og også til: Fernando Claudin, La crise du mouvement communiste, Paris,l972, pp. 224-38.

6) Reelt PCF¹ s leder. Sekretær for politbureauet i 1930, generalsekretær fra 1936 og til sin død i 1964.

7) J. Fauvet, op.cit., p. 142.

Samtidig med, at den antifascistiske front blev dannet, fandt
der bestræbelser sted, som førte til genforeningen inden for fagbevægelsen.
Nogen tid efter spaltningen af SFIO i Tours i 1920
var også fagbevægelsen blevet spaltet i CGT (den oprindelige) og
et revolutionært mindretal, CGTU. Men den 2/3-1936 genforenedes
de to organisationer i CGT, som tilmed erklærede sig partiuafhængig.
Det var en afgørende organisatorisk styrkelse af arbejderklassen.

Et par måneder efter denne begivenhed og en uge efter parlamentsvalget
den 3. maj starter den hidtil største strejkebevægelse
i Frankrig. Den omfatter for første gang i den franske arbejderbevægelses
historie fabriksbesættelsen som kampform, og
den opstår spontant, dvs. uden om organisationernes og partiernes
initiativ. Bevægelsen breder sig hurtigt; en måned efter dens
start er der 2 mill, strejkende. Årsagerne til dens styrke skal
uden tvivl søges i den økonomiske krises konsekvenser for proletariatet
og brede dele af befolkningen kombineret med det håb og
den bevidsthed, som valgsejren og den forudgående dynamik har
Q
skabt om øjeblikkelige og radikale ændringer af samfundet.

Man kan tale om en tendentielt revolutionær situation, og
Marceau Pivert, leder af SFIO1s venstrefløj, skriver da også den
q
27. maj: "Alt er muligt nu". Spørgsmålet er derfor, hvorledes
PCF handler i en situation, hvis udvikling afhænger af dets
holdning. Thorez erklærer den 11. juni: "Man må være parat til
at slutte en strejke! ... Der er i den nuværende situation ikke
tale om at tage magten. Enhver ved, at vort mål übetinget er dannelsen
af arbejdernes, bøndernes og soldaternes franske rådsrepublik.
Men det står ikke på dagsordenen i aften og heller ikke
i morgen tidlig ... Nej, alt er ikke muligt nu".

Bevægelsen ebber nu ud, og dens resultat begrænses til en god overenskomst (Matignon-overenskomsten). I stedet for at støtte og udvide tendenserne til selvstændig arbejderorganisering og -magt, artikulere arbejdernes krav og give bevægelsen en revolutionær

---

8) Ibid., p. 178.

9) Ibid., p. 180.

10) F. Claudin, La erise du mouvement communiste, op.cit., p. 231

11) J. Fauvet, op.cit., pp. 179-80.

8) Ibid., p. 178.

9) Ibid., p. 180.

10) F. Claudin, La erise du mouvement communiste, op.cit., p. 231

11) J. Fauvet, op.cit., pp. 179-80.

8) Ibid., p. 178.

9) Ibid., p. 180.

10) F. Claudin, La erise du mouvement communiste, op.cit., p. 231

11) J. Fauvet, op.cit., pp. 179-80.

kommunistisk orientering med radikale krav, kort: en offensiv
linie, der udtrykker bevægelsens reelle styrke og et reelt
alternativ til den 3. republik, i stedet for en sådan li-nie valgte
PCF en defensiv linie: at inddæmme og begrænse bevægelsen til
økonomiske og faglige krav, hvilket betød at sikre den borgerlige
republiks overlevelse. Det kommunistiske perspektiv var ikke aktuelt
for PCF og Komintern; "alt for Folkefronten, alt gennem
Folkefronten".

Konsekvensen blev på længere sigt, at styrkeforholdet ndredes i proletariatets disfavør, og PCF kunne ikke forhindre ikkeinterventionspolitikken i forhold til den spanske borgerkrig og heller ikke Folkefrontens langsomme nederlag. PCF havde gennem sin insisteren på det begrænsede antifascistiske, borgerligt demokratiske perspektiv atter været loyal over for Kominterns beslutninger og især SU"s interesser. SU så nødigt en borgerkrigsagtig udvikling i Frankrig, der kunne true den franske nations effektivitet og militære styrke over for fascismen.

12 2.3. Illegalitet og regeringsdeltagelse

Ved krigens begyndelse i 1939 står PCF stærkt med over 300.000
medlemmer, og med en position som proletariatets og antifascismens
übestridt mest konsekvente bannerfører. I den situation
kommer nyheden om den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt af 23/8-1939
(som følges op af en venskabspagt) som en fuldkommen overraskelse
for partiet. Nu står den franske sektion af Komintern
virkelig i et klart dilemma.

PCF ville have styrket sin position og givet udviklingen et
revolutionært indhold, hvis partiet havde valgt at tage entydigt
udgangspunkt i den franske klassekampssituation og som følge
heraf havde sat hele sin styrke ind på kampen mod fascismen, som
truede Frankrigs nationale selvstændighed, og forbundet dette
med kampen mod det anløbne franske bourgeoisi . Men dette havde
også betydet en vis afstandtagen fra SU's linie. I stedet vælger
PCF at slutte op om SU's politik ("for freden"), samtidig med at
det fastholder sin vilje til at bekæmpe den truende Hitler-fascisme.

---

12) Mht. dette afsnit vil jeg generelt henvise til: F. Claudin, La crise du mouvement communiste, op.cit., pp. 371-402.

12) Mht. dette afsnit vil jeg generelt henvise til: F. Claudin, La crise du mouvement communiste, op.cit., pp. 371-402.

12) Mht. dette afsnit vil jeg generelt henvise til: F. Claudin, La crise du mouvement communiste, op.cit., pp. 371-402.

Men denne position er ikke sammenhængende, og senere -
efter den tyske besættelse af Frankrig og oprettelsen af Vichystyret
- nægter man at tage parti i den imperialistiske krig, og
fremhæver i stedet det abstrakte socialistiske perspektiv og kampen
mod Vichy-kapitalisterne (men ikke mod besættelsesmagten).
Betingelsesløs tilslutning til SU's linie. I mellemtiden er PCF
blevet opløst, dets aktive bliver forfulgt og fængslet; og organiseringen
af den natiortele befrielseskamp bliver overladt til
de borgerlige nationalister, som f.eks. de Gaulle.

Først efter Hitlers angreb på SU den 22/6-1941 kaster PCF
sig helhjertet ind i modstandsbevægelsen. Men nu bliver kommunisterne
hurtigt den ledende kraft heri (i den væbnede bevægelse
på fransk territorium), takket være deres overlegne organisationsevne
og deres kampvilje. De får tilslutning fra store dele
af det franske folk. Men samtidig dropper partiet mere eller mindre
det socialistiske perspektiv for kampen og begrænser sig til
kampen for national befrielse og demokrati.

Efter at Molotov, SU¹s udenrigsminister, har mødt de Gaulle i London i august 1942 og erklæret sig indforstået med, at alle franskmænds såvel som alle franske koloniers kamp mod nazismen skal ledes af de Gaulle, tilslutter PCF sig London-komiteen under de Gaulles ledelse. Ved dannelsen den 27/5-1943 af modstandsbevægelsens nationale råd (CNR) accepterer og tilslutter PCF sig de Gaulles model for rådet, dvs. en union af modstandsbevægelsens forskellige organisationer og de politiske partier, skønt PCF reelt er det eneste parti, der spiller en rolle - og oven i købet en afgørende - i bevægelsen i Frankrig. Gennem denne ledelsesstruktur bliver perspektivet for kampen tendentielt en tilbagevenden til "la France éternelle", til det traditionelle borgerlige demokrati på basis af en restaureret kapitalisme.

Baggrunden for PCF's lave revolutionære profil skal uden

tvivl findes i den afgørende betydning, som SU (Stalin) tillagde den antifascistiske alliance med de vestlige borgerlige demokratier. Denne "store alliance" indebar et samarbejde med de nationale borgerskaber, og som en gestus over for disse blev Komintern opløst i maj 1943 (selv om partiernes afhængighed af SU reelt for blev uændret). Kommunistpartierne skulle nu begrænse perspektivet til sammen med borgerskabet at bekæmpe fascismen.

Kort efter opløsningen af Komintern bliver PCF's illegalitet
ophævet af den Franske Komité for den Nationale Befrielse (CFLN),
som er den eksterne befrielsesbevægelses hovedorgan med sæde i
Alger. Denne komité grupperer de reaktionære nationalistiske dele
af befrielsesbevægelsen, og den konstituterer sig som eksilregering.
I denne vælger PCF at indtræde. Forud var gået lange tov*

trækkerier med de Gaulle om en demokratisk og social platform for
CFLN, hvilket var foreslået af PCF. Men de Gaulle nægter enhver
forhåndsbetingelse, og da PCF indtræder med 2 ministre den 4/4-1944,
bliver det reelt atter på de Gaulles betingelser. Han udnævner
selv de to ministre.

Befrielsesprocessens sidste faser får i Frankrig karakter af en massiv national rejsning. Størstedelen af landet befries af modstandsbevægelsens væbnede styrker, og befrielseskomiteerne og de patriotiske militser får i processens forløb karakter af folkemagtsorganer. . PCF's indflydelse blandt masserne er enorm. Situationen rummede med andre ord muligheder for en socialistisk udvikling med basis i den eksisterende væbnede folkemagt og den nationale folkelige bevægelse, de Gaulle var sig dette perspektiv helt bevidst, og han beskriver i sine erindringer, hvorledes processen kunne være forløbet. Men, som F. Claudin ironisk bemærker, "desværre var de Gaulle ikke generalsekretær for PCF!".

Til sin glædelige overraskelse finder de Gaulle tværtimod i

PCF sin mest effektive forbundsfælle i kampen for genoprettelsen
af den franske stats autoritet. Efter sin hjemvenden fra SU, hvor
han havde opholdt sig siden 1939, erklærer Maurice Thorez hen mod
slutningen af 1944: "én stat I ét politi l én hær1.", og den 21. januar
1945 gør han sig til talsmand for opløsningen af de patrio-14

tiske militser.

I de tre år, som følger efter befrielsen, deltager PCF i

skiftende regeringer, først med de Gaulle og siden uden. Partiet er blevet det største i Frankrig, og det oplever en enorm medlems tilgang, der kulminerer i 1947 med op mod l million. I 1945 foreslår det SFIO en forening af de to partier, men på betingelser,

der reelt vil betyde det stalinistiske PCF's totale konsumering
af SFIO. Socialisterne afslår da også.

---

13) Ibid., p. 383. 14) Ibid., p. 385.

13) Ibid., p. 383. 14) Ibid., p. 385.

13) Ibid., p. 383. 14) Ibid., p. 385.

De regeringer, som PCF deltager i, er brede nationale samlingsregeringer omfattende PCF, SFIO og MRP, som efter partiets opfattelse sikrer "de bedste betingelser for autoritet og stabilitet". Thorez siger: "Det drejer sig om at genskabe Frankrigs storhed ... og de materielle betingelser for fransk uafhængighed". Den politiske og økonomiske linie, som PCF er fortaler for og som regeringsparti ansvarlig for, er stærkt medvirkende til at genskabe en funktionsdygtig kapitalistisk økonomi i Frankrig. CGT, som nu er tæt knyttet til PCF, opfordrer arbejderne til at danne "patriotiske produktionskomiteer", og folket skal rejse sig i en "kamp for produktionen" - slet og ret. Partiet gør sit bedste for at opretholde arbejdsfreden.

PCF påtager sig desuden - gennem en passivt accepterende/beklagende
holdning og under påberåbelse af den "ministerielle solidaritet"
- medansvar for den franske kolonipolitik, som i disse
år omfatter blodig undertrykkelse af nationale rejsninger i de
nordafrikanske kolonier (især i Algier) samt i 1946 begyndelsen
på den franske imperialismes krig mod det vietnamesiske folk. I
politikken over for det besejrede Tyskland er PCF tilhænger af en
meget hård - direkte nationalchauvinistisk - linie.

PCF's linie for Frankrigs storhed og nationale uafhængighed
i disse år skal forstås inden for rammerne af accepten af "den
store alliance" mellem SU og USA-Storbritannien, som indebar Europas
opdeling i en østlig og en vestlig interessesfære. De Moskvatro
kp'er i Vesteuropa måtte ikke bringe denne øst-vest forståelse
i fare, og skulle derfor begrænse deres aktivitet til
kampen for demokrati og sociale reformer og i det hele taget spil
le en positiv rolle inden for den nationale demokratiske legalitets
grænser. I denne reformistiske nationale ramme ser PCF med
sympati på de Gaulles forsøg på at styrke Frankrigs selvstændige
position over for USA og Storbritannien, bl.a. gennem den fransksovjetiske
pagt i 1944.

Perspektivet for PCF på langt sigt kan i denne situation være
en gradvis erobring af magten gennem fredelige, parlamentariske
og demokratiske midler. I et interview i Times den 17/11-1946 er

---

15) MRP - gaullistisk orienterede folkerepublikanere.

16) F. Claudin, La crise du mouvement communiste, op.cit., pp. 388-89.

15) MRP - gaullistisk orienterede folkerepublikanere.

16) F. Claudin, La crise du mouvement communiste, op.cit., pp. 388-89.

15) MRP - gaullistisk orienterede folkerepublikanere.

16) F. Claudin, La crise du mouvement communiste, op.cit., pp. 388-89.

klærer Thorez, at "demokratiets fremgang rundt omkring i verden
tillader at imødese andre veje mod socialismen end den som

de russiske kommunister har fulgt". I lyset af den store alliances
konsekvenser for PCF's nationale linie er der her næppe
tale om en egentlig selvstændig teori over for de stalinistiske
1 O
dogmer, selv om partiet flittigt refererer til denne udtalelse
om "en fransk demokratisk vej til socialismen", når det nu om
dage skal fremstille den aktuelle linies historiske rødder og
påvise eksistensen af selvstændige teoretiske ansatser på dette
tidspunkt. Udtalelsen synes snarere at være et udslag af opportunisme
en uge efter partiets største valgsejr nogensinde (28,6%
af de afgivne stemmer), og er slet ikke udtryk for selvstændige
positioner i samme omfang som Togliattis teori om en "italiensk
vej" fra 1944.

PCF's linie lider under alle omstændigheder totalt nederlag med Marshall-planens gennemslag i Vesteuropa og den kolde krigs begyndelse. Den 5/5-1947 bliver kommunisterne smidt ud af regeringen og går 15 års isolation imøde.

2.4. Sekterisme og isolation, 1947-62

På det møde mellem 9 kommunistpartier, hvor Kominform bliver dannet i september 1947, må PCF se sig udsat for en skarp kritik fra Jugoslaviens kommunistiske Parti for opportunisme under og efter krigen; for ikke at have sat sig i spidsen for folkerejsningen og kæmpet for socialisme. Men den kritik, der får betydning, kommer fra SUKP, som kritiserer PCF for ikke klart og tidligt nok at have forstået opkomsten af to fjendtlige lejre i verden og for som følge heraf at have gjort sig skyldig i en "regerings-opportunisme" selv efter at være blevet ekskluderet fra trepartiregeringen som følge af pres fra USA.

PCF med Thorez i spidsen foretager herefter en selvkritik og
stiller sig übetinget på de positioner, som Kominform havde vedtaget:
"to-lejr teorien" og uforsonlig kamp mod den amerikanske

---

17) Robert Verdier, PS / PC - une lutte pour l'entente, Paris,l976, pp. 153-55; se også: Le communisme en France et en Italie, op.cit., p. 93.

18) I årene omkring og umiddelbart efter krigens slutning var SUKP selv tilhænger af en fredelig strategi for overgang til socialismen i Vesteuropa. Jvf. Kai Moltke, Eurokommunismen, København, 1977, pp. 114-15.

17) Robert Verdier, PS / PC - une lutte pour l'entente, Paris,l976, pp. 153-55; se også: Le communisme en France et en Italie, op.cit., p. 93.

18) I årene omkring og umiddelbart efter krigens slutning var SUKP selv tilhænger af en fredelig strategi for overgang til socialismen i Vesteuropa. Jvf. Kai Moltke, Eurokommunismen, København, 1977, pp. 114-15.

17) Robert Verdier, PS / PC - une lutte pour l'entente, Paris,l976, pp. 153-55; se også: Le communisme en France et en Italie, op.cit., p. 93.

18) I årene omkring og umiddelbart efter krigens slutning var SUKP selv tilhænger af en fredelig strategi for overgang til socialismen i Vesteuropa. Jvf. Kai Moltke, Eurokommunismen, København, 1977, pp. 114-15.

imperialisme - og som følge heraf en hård linie over for socialisterne,
som "ved deres eftergivenhed letter den amerikanske
19
kapitalismes arbejde". Kommunisterne ser nu sig selv som de
eneste virkelige forsvarere for demokratiet og den nationale uafhængighed.
Denne vending i den internationale bevægelses og
PCF's positioner, som på flere punkter har fællestræk med Komintern-linien
før omslaget i 1934, markerer indledningen til en
lang "sekterisk" og "stalinistisk" periode, som i alt væsentligt
varer helt frem til 1962 - trods afstaliniseringen på SUKP's 20.
kongres i 19561 Dens væsentligste karakteristika er: 1. en total
og übetinget opslutning bag SUKP i alle væsentlige spørgsmål i
den internationale kommunistiske bevægelse, som i disse år begynder
at krakkelere; og 2. en isolering nationalt i den selvvalgte
rolle som "protestparti" og som det eneste parti, der udtrykker
proletariatets interesser i kampen for kommunisme.

Sammen med SUKP fordømmer PCF titoismen og engagerer sig i
en intens udrensningsproces: Etienne Fajon, medlem af politbureauet,
erklærer i 1950: "Vi må slå til uden tøven, offentligt
og med en grundig politisk forklaring, hver gang vi kan afsløre
en titoistisk agent eller en hvilken som helst anden agent i
2o
partiet". Mod slutningen af 1952 finder der en veritabel stalinproces
sted mod Marty og Tillon, begge medlemmer af politbureauet
og med en lang og gloriøs fortid i partiet og kommunistbevægelsen.
De bliver anklaget for konspiration mod Thorez og
for "antisovjetisk nationalisme" og meget andet. Marty bliver
udstødt af partiet, Tillon frataget alle tillidsfunktioner og
sendt tilbage til basis.

SUKP's 20. kongres i 1956 bliver ikke hos PCF - modsat ud-

viklingen i PCI - udgangspunkt for en begyndende kritisk holdning
til SU og grundlag for selvstændige teoretiske og strategiske ansatser.
PCF forsikrer sig selv om den begrænsede rækkevidde af
kritikken af stalinismen; det drejer sig for PCF ikke om en kri-21

tik af fundamentale aspekter af udviklingen i SU. Ikke om en
kritik af den sovjetiske vej til socialismen, som udformningen

---

19) Ang. Kominform og PCF, se Robert Verdier, op.cit., pp. 167-71.

20) F. Claudin, La crise du mouvement communiste, op.cit., p. 621.

21) J. Fauvet, op.cit., p. 468.

19) Ang. Kominform og PCF, se Robert Verdier, op.cit., pp. 167-71.

20) F. Claudin, La crise du mouvement communiste, op.cit., p. 621.

21) J. Fauvet, op.cit., p. 468.

19) Ang. Kominform og PCF, se Robert Verdier, op.cit., pp. 167-71.

20) F. Claudin, La crise du mouvement communiste, op.cit., p. 621.

21) J. Fauvet, op.cit., p. 468.

af "en italiensk vej" var indirekte udtryk for. PCF retter en kraftig kritik mod PCI. Og PCF forkaster Togliattis teser om "polycentrisme"; den proletariske internationalisme med SUKP i den ledende rolle fastholdes betingelsesløst. Dette understreger partiet ved samme år at bakke SUKP op ved at kritisere udviklingen i Polen og bifalde SU's intervention i Ungarn. Kommunistiske intellektuelle, som havde protesteret herimod, bliver irettesat offentligt, enkelte bliver ekskluderet fra partiet.

Endelig skal nævnes, at i udviklingen frem mod det sino-sov-

jetiske brud, som først i 60'erne uigenkaldeligt fører til den
internationale kommunistiske bevægelses spaltning, er PCF hele
22
tiden og betingelsesløst på SUKP's side. Partiet bekæmper også
interne prokinesiske tendenser med dogmatisk håndfasthed og
stor ildhu.

Med hensyn til dets placering i det franske samfund befinder partiet sig i sin mest isolerede position omkring den udvikling (Algierkrigen) , som bringer de Gaulle tilbage til magten i 1958, og som hermed fører til skabelsen af den 5. republik. PCF var

ikke i stand til at vurdere de Gaulles nationale position og op-23 bakning korrekt. Man havde tidligere kaldt de Gaulle fascist, mens han reelt kom til at repræsentere en folkelig national modvægt og sejr over den i Algier og også i Frankrig eksisterende fascisme. Partiet forsvarer nu pludselig den 4. republik, som det ikke havde kæmpet aktivt for siden dens konstituering (modsat PCI "s forhold til den italienske republik), og angriber de Gaulles 5. republik med dens stærke præsidentmagt og autoritære træk. (En position, som PCF siden har fastholdt, men man glemmer sit store medansvar for den udvikling, der førte til republikkens dannelse) .

Partiets skematik og ideologiske tillukkethed hindrer det i
disse år i at opnå tilslutning blandt intellektuelle og blandt de
nye sociale lag (mellemlagene), hvis hastige fremvækst er betinget
af den franske kapitalismes dynamiske udvikling under de
Gaulles ledelse. Der skabes efterhånden store nye grupper både

---

22) Ibid., pp. 494-96.

23) Ibid., pp. 483-89; se desuden Sydeuropainformation, nr. 16-20, Århus, 1977, pp. 60-63.

22) Ibid., pp. 494-96.

23) Ibid., pp. 483-89; se desuden Sydeuropainformation, nr. 16-20, Århus, 1977, pp. 60-63.

22) Ibid., pp. 494-96.

23) Ibid., pp. 483-89; se desuden Sydeuropainformation, nr. 16-20, Århus, 1977, pp. 60-63.

til højre og til venstre for partiet. - Mens PCF's medlemstal
falder, må partiet såvel ved folkeafstemningen om forfatningen
som ved parlamentsvalget i 1958 konstatere, at en stor del af de
traditionelle kommunistiske vælgere har støttet de Gaulle og
gaullisterne.

2.5. Status

Vi kan konkludere, at i begyndelsen af 60'erne er PCF vel nok
Vesteuropas mest stalinistiske, mest übetinget prosovj etiske,
mest dogmatiske og måske også mest isolerede parti (når det drejer
sig om større partier). SU er socialismens fædreland og SUKP
den internationale bevægelses retmæssige leder. Den sovjetiske
model for socialismens opbygning og den sovjetiske strategi for
socialismen er almengyldige. Dvs.: alliancer op til den (væbnede)
24
proletariske revolution er primært taktiske. Proletariatets
diktatur under kommunistpartiets absolutte ledelse og herredømme.
Fagforeninger og andre klasseorganisationer underlagt partiet.
Sovjetter som nye statsorganer, der ikke har en reelt selvforvaltende
og frigørende funktion, men som tværtimod formidler og
udfører partiets linie. (Man kunne tilføje: fravær af tendens
mod ophævelse af skellet mellem underordnede og ledende funktioner/mellem
fysisk og åndeligt arbejde; og fravær af reelle demokratiske
rettigheder; og endelig partiets hierarkiske struktur og
centralistiske funktionsmåde med fravær af partidemokrati).

En tendentiel frigørelse fra den frivillige underordning under SU og ukritiske overtagelse af sovjetisk ideologi er en forud sætning for, at PCF kan udvikle selvstændige positioner baseret på den franske klassekampssituations karakteristika og dermed få muligheden for at blive en progressiv kraft i kampen for kommunis me.

Først vil jeg se på denne frigørelse, dens omfang og begrænsning,
som den er forløbet i 60'erne og op til i dag; og dernæst
på den sideløbende udvikling i partiets nationale linie og positiener,

---

24) Den nye sovjetiske position, som indebærer muligheden for en fredelig, parlamentarisk overgang til socialismen i borgerlige demokratier i ly af den fredelige sameksistens, gør, at man må sætte parentes om "væbnet", der ellers er en fast bestanddel af den marxistisk-leninistiske (stalinistiske) dogmatik.

24) Den nye sovjetiske position, som indebærer muligheden for en fredelig, parlamentarisk overgang til socialismen i borgerlige demokratier i ly af den fredelige sameksistens, gør, at man må sætte parentes om "væbnet", der ellers er en fast bestanddel af den marxistisk-leninistiske (stalinistiske) dogmatik.

24) Den nye sovjetiske position, som indebærer muligheden for en fredelig, parlamentarisk overgang til socialismen i borgerlige demokratier i ly af den fredelige sameksistens, gør, at man må sætte parentes om "væbnet", der ellers er en fast bestanddel af den marxistisk-leninistiske (stalinistiske) dogmatik.

der fører over Venstreunionens dannelse frem til PCF's
22. kongres i februar 1976.

3. Udviklingen i forholdet til SU

Som det er fremgået, er PCF's historiske bånd til SUKP og SU meget
stærke, og udviklingen henimod et mere suverænt fransk parti
er følgelig langsom og forsigtig.

Da Khrustjev i oktober 1964 blev sendt ud i kulden, kom det
som en overraskelse for PCF. Man var tydeligvis bange for, at
SUKP's politiske linie nu skulle blive ændret radikalt; det havde
25
man erfaringer nok for. Men som et tegn på nye tider venter

man ikke passivt på retningslinier og forklaringer fra Moskva, men offentliggør et kommuniqué fra politbureauet, hvori man registrerer, at SUKP¹s ledelse har forpligtet sig på den politiske linie fra partiets 20., 21. og 22. kongresser og på erklæringerne fra de to verdenskongresser i 1957 og 1960. PCF ønsker uden tvivl den moderate afstalinisering (som Khrustjev stod for) og den internationale afspændingspolitik ("fredelige sameksistens") fortsat. Desuden ønsker politbureauet information om omstændighederne og de anvendte metoder omkring Khrustjevs fald(I), og man sender en delegation til Moskva for at blive underrettet. Denne vender tilbage beroliget og forsikret om den politiske linies kontinuitet. Men PCF's offentlige markering og aktive fremfærd over for SUKP udtrykker en ændring i forholdet mellem de to partier.

Denne ændring træder frem igen i 1965 i forbindelse med præsidentvalget, hvor PCF støtter Fran£ois Mitterrands kandidatur. Det sovjetiske nyhedsagentur, TASS, støtter i denne situation indirekte de Gaulle ved at erklære, at en del modstandere af den 5. republik (dvs. først og fremmest kommunister) uden tvivl vil

---

25) Det skal en passant nævnes, at der netop havde fundet et personskifte sted i partiets ledelse. Maurice Thorez, for hvem SU var det andet fædreland og som personificerede prosovjetismen, var død den 11. juli. Han blev efterfulgt på generalsekretærposten af Waldeck Rochet, som er leder i en periode, hvor partiet begynder at ændre signaler. Han må i 1969 opgive alle sine funktioner i partiet på grund af uhelbredelig sygdom, og ledelsesfunktionerne overtages da af Georges Marchais, som dog først på 20. kongres i december 1972 formelt bliver udnævnt til generalsekretær.

26) Se A. Laurens et T. Pfister, Les nouveaux communistes, Paris,l973, pp. 114-15.

25) Det skal en passant nævnes, at der netop havde fundet et personskifte sted i partiets ledelse. Maurice Thorez, for hvem SU var det andet fædreland og som personificerede prosovjetismen, var død den 11. juli. Han blev efterfulgt på generalsekretærposten af Waldeck Rochet, som er leder i en periode, hvor partiet begynder at ændre signaler. Han må i 1969 opgive alle sine funktioner i partiet på grund af uhelbredelig sygdom, og ledelsesfunktionerne overtages da af Georges Marchais, som dog først på 20. kongres i december 1972 formelt bliver udnævnt til generalsekretær.

26) Se A. Laurens et T. Pfister, Les nouveaux communistes, Paris,l973, pp. 114-15.

stemme på ham på grund af "visse positive og realistiske forholdsregler,
som den gaullistiske regering tager på det uden-27

rigspolitiske omrade". Der viser sig her en tydelig forskel
mellem PCF's linie og Moskvas præferencer. Men ulig tidligere
tiders underdanighed mander PCF sig nu op til at protestere imod
TASS-erklæringen over for de sovjetiske ledere, og man lægger
ikke skjul herpå i forhold til offentligheden.

PCF's frygt for, at lederskiftet i Moskva kunne være udtryk

for en nystalinistisk kurs (i PCF var en positiv holdning til afstaliniseringen
efterhånden slået igennem), viser sig som tiden
går at være begrundet. I stedet for en udvidelse af demokratiske
rettigheder og friheder (for så vidt som man kan tale om deres
eksistens i SU) synes der snarere at være tale om en "genopdukken
af det stalinistiske fænomen". "Undertrykkelse erstatter ofte
ideernes kamp, således deportationsdomme til forfattere, filosoffer,
kristne eller jøder, som i autoriteternes øjne har
gjort sig skyldige i kritik af det ene eller det andet aspekt af
det sovjetiske styres funktionsmåde; således internering på psy

28
kiatriske hospitaler af "modstandere"...". Et af tegnene på

nystalinismen er processen i 1966 mod forfatterne Siniavski og Daniel, som får deportationsstraffe for antisovjetisk virksomhed. I stedet for at ignorere disse domme vælger PCF for første gang (i lighed med PCE, mens PCI før havde kritiseret undertrykkelsen i SU) at protestere åbent mod dem (gennem Louis Aragon i PCF's avis L'Humanité) og markerer hermed en brudflade mellem sig og SU på dette område, som siden fra midten af 70"erne skulle blrve særdeles grundigt trukket op.

Men før vi når så langt, kommer i august 1968 SU¹s og fire andre Warszawapagt-landes invasion i Tjekkoslovakiet,en begivenhed som kræver en klar og åben stillingtagen fra de vesteuropæiske kp'ers side.

PCF var positivt indstillet over for Pragerforåret, over for
forsøget på at udfolde og konkretisere det socialistiske demokrati
. "Vi ønsker det tjekkiske kommunistparti ...og dets førstesekre

---

27) J. Fauvet, op.cit., p. 529.

28) J. Elleinstein, op.cit., pp. 32-33.

27) J. Fauvet, op.cit., p. 529.

28) J. Elleinstein, op.cit., pp. 32-33.

tær, kammerat Dubcek ... stor succes med udførelsen af deres program,
som sigter på udfoldelsen af socialismen", erklærer Waldeck
Rochet den 19/4-1968. Da forholdet mellem SUKP og TKP

forværres, udfolder PCF en stor "diplomatisk" aktivitet for at finde en fredelig løsning på krisen. Waldeck Rochet rejser frem og tilbage mellem Moskva og Prag i juli måned. Men forgæves, den 21. august finder invasionen sted.

I lighed med PCI og PCE tager PCF skarpt afstand fra SU's
handling. Politbureauet udtrykker straks "sin overraskelse og
sin fordømmelse", og heri ligger for første gang i PCF's historie
en entydig og væsentlig afstandtagen fra Moskvas hegemoni.
Men bruddet bliver ikke så tydeligt og så konsekvent som i PCI' s
og PCE's tilfælde, dertil er de historiske og ideologiske bånd
til SU for stærke. Efter at SUKP har påtvunget TKP en "normalisering"
af situationen erklærer PCF's politbureau med tilfredshed,
at det "betragter det som positivt, at Moskvaforhandlingerne
er endt med en overenskomst. Det (politbureauet) vurderer, at
iværksættelsen af denne overenskomst på den ene eller den anden

måde kan og skal åbne vejen til en tilbagevenden til en normal
situation i Tjekoslovakiet og i det socialistiske fællesskab".
Samtidig tager man afstand fra den antisovjetiske bølge som invasionen
har affødt i Frankrig. PCF's holdning til krisen i den
internationale bevægelse er altså først og fremmest præget af
forsigtighed og et ønske om at genetablere enheden i bevægelsen,
hvor SU tilkendes en afgørende rolle.

Denne holdning præger PCF's indlæg på den internationale konference
i Moskva i juni 1969, hvor partiet indtager en langt mindre
kritisk og selvstændig holdning end PCI og PCE. Man underskriver
slutdokumentet, som ikke eksplicit giver udtryk for muligheden
af flere forskellige former for socialisme, uden at formulere
udtrykkelige reservationer (som PCE). PCI nægter at underskrive.
Waldeck Rochet understreger i sit indlæg nødvendigheden
af at kæmpe for enheden i den kommunistiske bevægelse - i hvilken
SU spiller en afgørende rolle - på basis af marxismen-leninismen
og den proletariske internationalisme; men han præciserer dog

---

29) Cahiers du Communisme, 8-9, 1968, Paris, 1968, p. 22.

30) Ibid., p. 32.

29) Cahiers du Communisme, 8-9, 1968, Paris, 1968, p. 22.

30) Ibid., p. 32.

også nødvendigheden af uafhængighed og lighed og ikke-indblanding
i forholdet mellem partierne. Det sidste er måske især
rettet imod den såkaldte Bresjnev-doktrin om "begrænset suverænitet"
for lande og partier i forhold til den internationale bevægelse,
som blev fremsat på konferencen. PCF dementerer hårdnakket
eksistensen af en sådan doktrin, især for at forbedre forholdet
til de franske socialister, og opnår efter et møde med
SUKP's ledere i juli 1971 et fælles dementi.32

PCF's holdning i den tjekkiske krise gav i øvrigt anledning

til skarpe konfrontationer i ledelsen af partiet. I oktober 1968
træder Maurice Thorez' enke, Jeanette Thorez-Vermeersch - som

hører til de stærkt prosovjetiske "gammelkommunister" - ud af
såvel politbureau som centralkomité i protest mod fordømmelsen
af Sovjets invasion. Og i maj 1970 bliver Roger Garaudy, medlem
af politbureauet indtil januar samme år, ekskluderet fra
partiet. Han var en varm tilhænger af udviklingen i Tjekoslovakiet
før SU"s invasion og havde anklaget ledelsen omkring Georges
Marchais for at have udleveret et referat af samtalerne mellem
Waldeck Rochet og Dubcek den 9/7-1968 til den nye prosovjetiske
ledelse af TKP. Desuden havde han i forskellige bøger leveret en
radikal kritik af Sovjetsamfundet og med udgangspunkt i bl.a.
den sociale opstand i maj 1968 i Frankrig beskrevet en fransk
socialismemodel, som ligger tæt op ad den i dag - men ikke i
1968-7O - officielle i PCF. Han blev beskyldt for antisovjetisme
... 34
og revisionisme.

Det skal nævnes, at PCF i lighed med PCI og PCE i 1971 protesterer mod Leningradprocessen mod nogle jøder, som forsøgte at flygte fra SU, og i 1972 protesterer mod processerne og undertrykkelsen i Tjekkoslovakiet.

Men fra sin nye relativt mere selvstændige position forholder
partiet sig trods alt meget prosovjetisk helt frem til 1975
f.eks. gennem sin støtte til det yderst Moskvatro portugisiske

---

31) Cahiers du Communisme,7-8, 1969, Paris,l969, pp. 78 ff. (dette nr. indeholder konferencens dokumenter samt PCF's indlæg, m.v.)

32) A. Laurens et T. Pfister, op.cit. , p. 120

33) Ibid., p. 118.

34) En omtale af Garaudy's positioner og teorier findes i Kai Moltke, op.cit pp, 34-42.

31) Cahiers du Communisme,7-8, 1969, Paris,l969, pp. 78 ff. (dette nr. indeholder konferencens dokumenter samt PCF's indlæg, m.v.)

32) A. Laurens et T. Pfister, op.cit. , p. 120

33) Ibid., p. 118.

34) En omtale af Garaudy's positioner og teorier findes i Kai Moltke, op.cit pp, 34-42.

kommunistparti under udviklingen i 1974. - I parentes bemærket må partiet atter ved præsidentvalget i 1974 til sin fortrydelse se SU give en diskret støtte til dets hovedmodstander, Valéry Giscard d'Estaingl

Fra slutningen af 1975 tager PCF's markering af afstand over for SU til. Den 15/11-1975 underskriver man en fælleserklæring med PCI og tilslutter sig dermed på det programmatiske plan i alt væsentligt den selvstændige italienske linie. Dette bekræftes på partiets 22. kongres i februar 1976, hvor det stalinistisk ladede begreb om proletariatets diktatur forlades - det er reelt et delvist opgør med den officielle sovjetideologi - og en selvstændig fransk vej til socialismen med en stærk understregning af dens demokratiske aspekt defineres. På SUKP's 25. kongres, som finder sted kort tid efter, angriber Bresjnev skarpt PCF's nye positioner, som det deler med PCI og PCE. Der er tale om en åben konfrontation.

Endelig kommer den paneuropæiske kommunistkonference - som det efter flere års tovtrækkeri omsider lykkes at afholde i stberlin i juni 1976 - til at markere om ikke et brud så dog en tydelig konfrontation mellem de såkaldte eurokommunistiske partier og SU. I konferencens dokument understreges partiernes indbyrdes lighed, uafhængighed, ikke-indblandingen og det frie valg af egne veje til socialismen, altsammen eurokommunistiske princippunkter. Og stik imod den historisk hævdvundne accept af SU's interessers forrang understreger G. Marchais, specielt med henblik på SU's støtte til Giscard d'Estaing: "Vi tillader ikke noget som helst skridt, som - under navn af den fredelige sameksistens mellem staterne - skader nytten af den kamp, som vi fører mod storkapitalens magt, for demokrati og socialisme". Og

generelt bemærker han, at den fredelige sameksistens ikke kan
være identisk med en status quo-situation i de kapitalistiske
lande.

PCF's nyvundne selvstændighed manifesterer sig konkret i en
række spektakulære fordømmelser og protester over undertrykkelsen.

---

35) Fælleserklæringen findes på dansk i: Socialistisk Politik,nr. 3, Århus, 1976, pp. 48-49.

36) F. Claudin, L'eurocommunisme, Paris,l977, p. 57.

35) Fælleserklæringen findes på dansk i: Socialistisk Politik,nr. 3, Århus, 1976, pp. 48-49.

36) F. Claudin, L'eurocommunisme, Paris,l977, p. 57.

af frihedsrettighederne i SU og østlandene og en sideløbende understregning
af, at socialisme er ensbetydende med demokrati og
den størst mulige frihed. Disse positioner kommer til udtryk i
partibladet L'Humanité. - Man kan nævne: det til PCF knyttede
fagforbund CGT's protest over undertrykkelsen af arbejderklassen
i Polen i juni 1976; partiets engagement til fordel for systemkritikeren
Leonid Pliuchtj, som i 1977 kommer til Paris efter at
have været interneret på psykiatrisk hospital i SU; Pierre Juquin
(ck-medlem) deltagelse i oktober 1976 i et møde, hvor man kræver
frihed for politiske fanger i såvel SU som f.eks. Chile; PCF-deltagelsen
i debatten om en film ("Tilståelsen") som handler om stå
linprocesser; indrømmelsen (omsider!) i 1977 af de langvarige for
tielser omkring SUKP's 20. kongres i 1956; støtten til Charta-77
bevægelsen i Tjekoslovakiet; o.a.

I forhold til PCI fører PCF sig ret så demonstrativt frem i
en række af disse sager. Det skyldes formentlig bl.a., at de
eurokommunistiske positioner slår så relativt sent igennem i PCF,
og at partiet har behov for at markere sit nye ansigt over for
den franske offentlighed forud for kommunevalgene i 1977 og valget
til nationalforsamlingen i marts 1978.

Man kan konkluderende fastslå, at PCF i dag fremstår som mere uafhængigt af SUKP (eller SU) end nogensinde tidligere. Partiet har fremhævet sin ret til at fastlægge den politiske linie suverænt på basis af klassekampskonjunkturen i Frankrig, og det har på nogle punkter brudt med den sovjetiske ideologi. Det har også givet udtryk for en afstandtagen fra nogle centrale sider af den sovjetiske samfundstype; især det manglende demokrati, den manglende frihed.

På den anden side er der ikke tale om en kritisk analyse af sovjetsystemets væsenskendetegn eller om et tilbundsgående opgør med den sovjetiske samfundstype. Man betragter stadig SU som et i sin grundlæggende struktur socialistisk land. Organiseringen af produktionen betragtes som socialistisk i og med fraværet af privat ejendomsret til produktionsmidlerne. Derimod anses den politiske

---

37) En nærmere omtale af disse og andre begivenheder er at finde i: Kai Moltke, op.cit., pp. 66-85; se også: F. Claudin, L'eurocommunisme, op.cit. pp. 58 ff.

37) En nærmere omtale af disse og andre begivenheder er at finde i: Kai Moltke, op.cit., pp. 66-85; se også: F. Claudin, L'eurocommunisme, op.cit. pp. 58 ff.

overbygning ikke for at være socialistisk (manglende demokrati)
; men dette ses blot som en kæmpemæssig skønhedsplet,
som skulle kunne fjernes uden et grundlæggende brud med systemet.
Heri ligger en afgørende begrænsning i PCF's opfattelse og en
modsigelse, da man jo hævder, at socialisme er identisk med demokrati.
Opfattelsen bygger på en adskillelse mellem et samfunds
økonomiske sfære, som er den grundlæggende, og den politiske
sfære. En adskillelse, som er karakteristisk for kapitalismen,
men som netop skal ophæves progressivt i den socialistiske overgangsfase
til kommunismen.

PCF's frigørelse fra SU's hegemoni forbliver derfor ufuld-

stændig og uklar, for så vidt som partiet stadig refererer til SU som et socialistisk land, og derfor på forhånd har aiskåret sig fra et radikalt teoretisk nybrud. Man befinder sig i en modsigelsesfuld mellemposition.

4. Venstreunionen

Fra omkring 1962 begynder PCF at orientere sig i retning af fælles
fodslag med SFIO efter sit langvarige eksil. Som baggrund

herfor spiller den sovjetiske teori om den fredelige sameksistens
en rolle. I ly af denne fredelige sameksistens skal kommunistpartierne
forberede en fredelig og parlamentarisk overgang til
socialismen gennem den legale politiske aktivitet i de borgerlige
demokratier og inden for rammerne af en folkefrontsstrategi.
Dvs. inden for rammerne af en eller anden type union/fælles aktion
med de demokratiske kræfter og især med de øvrige venstregrupperinger.
Det er underforstået, at kommunistpartiet må være

den dominerende politiske kraft ved overgangen til socialismen, som også er overgangen til proletariatets diktatur (i den sovjetiske og østeuropæiske "råds"-udgave). Sammen med monopolkapitalismeteorien, som er kommunistpartiets strukturering af den kapitalistiske virkelighed, har vi her det strategiske udgangspunkt for PCF's venstreenhedsbestræbelser.

Hertil kommer, at den 5. republik i 1962 fik sin endelige form, efter at direkte valg af præsidenten var blevet godkendt ved en folkeafstemning. PCF måtte anerkende republikken som en etableret realitet, og hvis det franske venstre skulle gøre sig

håb om at erobre præsidentposten og/eller et flertal i forsamlingerne,
var et minimum af samarbejde uundgåeligt.

I modsætning til de to tidligere allianceperioder, nemlig under Folkefronten og ved krigens slutning, hvor alliancerne mellem de to partier var blevet sluttet på nogle få måneder, så skulle der nu gå en periode på ti år, før PCF og PS (socialistpartiet)

den 27. juni 1972 underskriver et fælles regeringsprogram. Og i modsætning til tidligere var der ikke på noget tidspunkt tale om en organisk enhed, en partisammenslutning; det udelukkede de historiske erfaringer.

Samlingsbestræbelserne lettes i det omfang PCF er villig til
at frigøre sig fra SUKP's dominans. Og tilsvarende lettes de i
det omfang socialisterne er villige til at rykke til venstre og
i praksis fjerne sig fra partiets solide klassesamarbejdstradition.
I sin bog fra 1973, "Den demokratiske udfordring", skriver
Georges Marchais om den "bitre erfaring med klassesamarbejdspolitikken,
som socialistpartiet førte gennem et halvt århundrede,
og det uanset hvilke valgløfter det gav ved den ene eller anden
O Q
lejlighed". Man kan tilføje, at PCF's politik ikke altid forekommer
at have været konsekvent revolutionær ... - Jeg skal kort
markere nogle punkter i udviklingen frem mod Venstreunionen i
1972.

Ved parlamentsvalget i 1962 finder der en første tilnærmelse

sted gennem et "teknisk" valgsamarbejde, som begge partier vinder
39
mandater ved. Efter valget siger Waldeck Rochet på et ck-møde:
"Vi gør ikke Frankrigs udtræden af Atlantpagten eller af Fælles-40

markedet til absolutte betingelser for vor fælles aktion".

---

38) Georges Marchais, Le défi démocratique, Paris,l973, p. 135.

39) Den 5. republiks valgsystem kan karakteriseres som majoritetsvalg i enkeltmandskredse - over to valgomgange (som regel to på hinanden følgende søndage). Får en kandidat første gang over 5o pct. af stemmerne, er hun valgt, og anden valgrunde bortfalder. Er det ikke tilfældet, kan der ved anden valgrunde kun stemmes på de to kandidater, der opnåede flest stemmer første gang. Som det ses, begunstiger systemet store partier, og det har derfor betydning, om f.eks. PCF og PS kan enes om at anbefale samme kandidat i anden omgang. - Og i så fald har disciplinen hos partiernes vælgere betydning. ("Fællesprogrammet" vil (ville) i øvrigt instituere et valgsystem, der sikrer proportional repræsentation, som f.eks. i Danmark) .

40) Robert Verdier, op.pit., p. 240.

38) Georges Marchais, Le défi démocratique, Paris,l973, p. 135.

39) Den 5. republiks valgsystem kan karakteriseres som majoritetsvalg i enkeltmandskredse - over to valgomgange (som regel to på hinanden følgende søndage). Får en kandidat første gang over 5o pct. af stemmerne, er hun valgt, og anden valgrunde bortfalder. Er det ikke tilfældet, kan der ved anden valgrunde kun stemmes på de to kandidater, der opnåede flest stemmer første gang. Som det ses, begunstiger systemet store partier, og det har derfor betydning, om f.eks. PCF og PS kan enes om at anbefale samme kandidat i anden omgang. - Og i så fald har disciplinen hos partiernes vælgere betydning. ("Fællesprogrammet" vil (ville) i øvrigt instituere et valgsystem, der sikrer proportional repræsentation, som f.eks. i Danmark) .

40) Robert Verdier, op.pit., p. 240.

I 1963 og 1964 foregår der en ideologisk debat mellem parti
a. berøres spørgsmålet om PCF' s holdning til etparti

systemet. Man erklærer, at det må ses som Stalins fejlagtige generalisering
af den russiske revolutions specielle omstændigheder;
men det fremgår, at man holder fast ved princippet om et forenet
41
arbejderpartis absolutte dominans under socialismen.

Ved præsidentvalget i december 1965 sker der en vigtig omgruppering
af republikkens politiske kræfter. PCF havde allerede
på sin 17. kongres i 1964 gjort sig til talsmand for en union af
demokratiske partier og organisationer på basis af et fællesprogram
og en fælles kandidat til præsidentvalget. Efter nogen tøven
orienterer SFIO sig mod venstre, og resultatet bliver en fælles
42
venstrekandidat - nemlig Fran9ois Mitterrand fra CIR - men

uden et fælles venstreprogram. Mitterrands kandidatur bakkes op
43 44
af FGDS, PCF og af PSU, og valgsamarbejdet bliver en succes.
I anden valgrunde får F. Mitterrand 45% af stemmerne.

Samlingen af venstrepartierne får sit første kontraktlige ud-

tryk i december 1966, da PCF og FGDS underskriver en overenskomst
med henblik på parlamentsvalget i marts 1967. Efter fremskridt
ved dette valg for begge grupperinger genoptages diskussionerne
om etableringen af et fælles program, som PCF konstant tilskynder
til. I februar 1968 præsenteres et nyt fælles dokument, en
45
minimumsplatform.

At samlingen af venstrepartierne og organisationerne kun befinder
sig på et forberedende stadium afsløres dog med al nskelig
tydelighed af begivenhederne i maj-juni 1968, hvor de franske

---

41) Om den ideologiske debat, se: Ibid., pp. 240-44.

42) Convention des institutions républicaines; en samling af republikanske og socialistiske, politiske "klubber"

43) Federation de la gauche démocrate et socialiste; Føderationen af det demokratiske og socialistiske venstre blev dannet i september 1965 forud for valget og grupperede det radikale parti, SFIO og CIR samt andre "klubber", og Mitterrand blev forbundets præsident. FGDS opløstes i sidste del af 1968 nogle måneder efter begivenhederne i maj samme år. (Først brød de radikale ud, dernæst forlod Mitterrand posten som præsident i november).

44) Parti socialiste unifié; venstresocialistisk parti dannet i 1960 af udbrydere fra PCF og SFIO, som især var i opposition til partiernes algierpolitik.

45) Om den fælles platform, se: J. Fauvet, op.cit., pp. 541-42.

41) Om den ideologiske debat, se: Ibid., pp. 240-44.

42) Convention des institutions républicaines; en samling af republikanske og socialistiske, politiske "klubber"

43) Federation de la gauche démocrate et socialiste; Føderationen af det demokratiske og socialistiske venstre blev dannet i september 1965 forud for valget og grupperede det radikale parti, SFIO og CIR samt andre "klubber", og Mitterrand blev forbundets præsident. FGDS opløstes i sidste del af 1968 nogle måneder efter begivenhederne i maj samme år. (Først brød de radikale ud, dernæst forlod Mitterrand posten som præsident i november).

44) Parti socialiste unifié; venstresocialistisk parti dannet i 1960 af udbrydere fra PCF og SFIO, som især var i opposition til partiernes algierpolitik.

45) Om den fælles platform, se: J. Fauvet, op.cit., pp. 541-42.

venstrepartier viser sig splittede, uforberedte og ude af stand
til i fællesskab at give den sociale bevægelse den organisatoriske
enhed og styrke og det politiske perspektiv, som var forudsætningerne
for at besejre gaullismen og tage et stort skridt
i retning af socialismen. Alle betydende partier (også PCF) accep
terede en parlamentarisk løsning på "krisen" inden for rammerne
af den 5. republiks legalitet, hvilket betød en stor tilbagegang
for PCF og FGDS og for venstrebevægelsen som helhed. - Det eneste
konkrete resultat for arbejderne blev en god overenskomst
(her er ligheden med juni 1936 klar). CGT gik styrket ud af kampene,
og PCF fremstillede resultatet af arbejdernes kampe som en
46
succes.

Ved præsidentvalget i juni 1969, der fulgte efter de Gaulles tilbagetræden, stod partierne stadig splittede, hvad der førte til en let valgsejr for gaullisterne, dvs. Georges Pompidou. Efter valget begynder det stærkt svækkede SFIO forsigtigt at genoptage dialogen med PCF, som hele tiden presser på for at opnå en venstre-alliance på basis af et fælles regeringsprogram. Der går imidlertid et par år, før partiet føler sig tilstrækkeligt organisatorisk og politisk styrket til at diskutere fællesprogram med PCF. Forud gik fusionen af CIR og SFIO til det socialistparti (PS), som eksisterer i dag. Dette skete midt i juni 1971 på kongressen i Epinay-sur-Seine, og ved samme lejlighed

blev Francois Mitterrand valgt til førstesekretær for partiet.

I PCF havde man umiddelbart efter de nedslående erfaringer i majjuni
1968 - korrekt - understreget nødvendigheden af en bred samling
af det politiske venstre som betingelse for at kunne bekæmpe
højreudviklingen effektivt. Denne linie fastholdes stædigt i de
næste år, og den udfoldes i det programmatiske manifest, "For et
47
avanceret demokrati, for et socialistisk Frankrigl", som bliver
vedtaget på et ck-møde i Champigny i december 1968, og som
PCF endnu i dag refererer til som værende en del af partiets
programmatiske grundlag. Dokumentet er udtryk for en ajourføring

---

46) Jvf. Cahiers du communisme, no. 8-9, 1968, op.cit., pp. 42-54.

47) "Pour une democratic avancée, pour une France socialists!" findes i: Cahiers du communisme, no. 1, 1969, Paris, 1969, pp. 120-42.

46) Jvf. Cahiers du communisme, no. 8-9, 1968, op.cit., pp. 42-54.

47) "Pour une democratic avancée, pour une France socialists!" findes i: Cahiers du communisme, no. 1, 1969, Paris, 1969, pp. 120-42.

af partiets positioner, men ikke for en egentlig kursændring på
væsentlige punkter.

Partiets traditionelt fjendtlige holdning "til de venstreradikale
grupperinger og tendenser - som i disse år er i stærk vækst -
og den totale mangel på en dialog med dem (modsat PCI) træder tydeligt
frem i manifestet. Man distancerer sig fra alle grupper
til venstre for partiet, som hævdes at "opfatte den socialistiske
revolution, overgangen fra kapitalisme til socialisme, som resultatet
af en voldelig opstand, der om nødvendigt bliver udført af
aktive minoriteter". Heroverfor stiller PCF "en helt anden orientering"
: "Arbejderklassen, flertallet af folket skal vindes for
en socialistisk transformation af samfundet. Det kan kun lade sig
gøre ved at overbevise dem om, at det er muligt straks at skille
sig af med den aktuelle antidemokratiske magt, og at en gennemgribende
ændring af de økonomiske og sociale strukturer er nødvendig".
(For at overbevise folket kan man så henvise til de
socialistiske lande, men man undervurderer dog ikke nødvendigheden
af massernes kampe). Det er væsentligt, at PCF klart sætter
et bevidst folkeflertal som en betingelse for overgangen til
socialisme. Samtidig nuancerer partiet sin "klasseanalyse". I
overensstemmelse med den udvikling i den kapitalistiske struktur,
som længe havde været undervejs, og i overensstemmelse med
kamperfaringerne fra maj, tildeles de nye, stærkt voksende mellemlag
(tekniske - og til dels ideologiske -) en vigtig rolle som
arbejderklassens allierede i kampen for socialismen. Disse mellemlag
udgør en afgørende del af PS's vælgerbasis og af de aktive
PS'ere.49

På basis af den brede folkelige (antimonopolistiske) alliance går PCF i Champigny-manifestet udtrykkeligt ind for en fransk vej til socialismen. Og man understreger, at PCF "resolut orienterer hele sin aktivitet i retning af at skabe gunstige betingelser for en fredelig overgang til socialismen ..." (min understregning).

Som noget nyt vier man et helt afsnit til at betone socialismens
demokratiske karakter og sikringen af alle frihedsrettighederne.
Væsenskendetegn ved socialismen er: det ved almindelige

---

48) Ibid., p. 129.

49) André Granou, Finansborgerskabet ved magten, Århus,l97B, pp. 201-O4

48) Ibid., p. 129.

49) André Granou, Finansborgerskabet ved magten, Århus,l97B, pp. 201-O4

valg fremkomne parlaments suverænitet, fagforeningernes uafhængighed, tanke-, tale-, forsamlings- og organisationsfrihed, såvel som faglige friheder og strejkeret, og endelig tros- og religionsfrihed. ° Man understreger, at "vejen til socialisme såvel som

Frankrigs demokratiske og nationale genfødsel ikke kan være et
enkelt partis værk" og betoner: "Ved overgangen til socialismen
og ved dens opbygning kan de bestående demokratiske partier og
organisationer, som bekender sig til socialismen og respekten for
det nye sociale regimes love, deltage fuldt ud i landets politiske
liv og nyde alle forfatningsmæssige rettigheder og friheder".

Det må bemærkes, at afhængigheden af den østeuropæiske (og
dermed sovjetiske) model endnu er tydelig. Partierne skal bekende
sig til socialismen og taget sammen med manifestets understregning
af PCF's dominerende rolle (og dets avant-garde position) under
proletariatets diktatur (socialismen) betyder det, at man må sætte
et stort spørgsmålstegn ved overgangssamfundets reelle demokratiske
karakter i denne PCF-version.

Af betydning for forståelsen af det strategiske perspektiv,

som PCF placerer sig i med Champigny-manifestet, og som siden da
er blevet fastholdt, er den særlige etape i overgangen, som i dokumentet
kaldes "une démocratie avancée", og som repræsenterer et
selvstændigt demokratisk delmål i kampen for socialisme: "Hovedmålet
i den aktuelle etape er og bliver udskiftningen af monopolernes
gaullistiske magt med et avanceret politisk og kono-52

misk demokrati, som åbner vejen til socialismen".

Det er indholdet af dette avancerede demokrati, som PCF vil
udmønte i et fælles regeringsprogram med PS og alle demokratiske
kræfter forenet i den bredest mulige alliance. Dets vigtigste
bestanddele er en nationalisering af alle banker og af visse nøglesektorer
af de store monopoliserede industrier kombineret med
en effektiv udvidelse af demokratiet - specielt en demokratisering
af "det økonomiske liv". Etableringen af det avancerede demokrati

- gennem stemmesedlen og de folkelige massers kampe - vil så skabe
"de bedste betingelser for, at majoriteten af vort folk erklærer

---

50) Cahiers du communisme no. l, 1969, op.cit., pp. 137-38.

51) Ibid., p. 136.

52) Ibid., p. 124.

50) Cahiers du communisme no. l, 1969, op.cit., pp. 137-38.

51) Ibid., p. 136.

52) Ibid., p. 124.

sig gunstigt stemt for den socialistiske transformation af
samfundet".

Der er altså tale om et særligt stadium, hvor hovedperspektivet er den antimonopolistiske og den demokratiske kamp, mens kampen for socialismen på dette trin er indirekte eller kun til stede som underforstået. Strategien implicerer en vis adskillelse af den demokratiske og den socialistiske kamp, omend ikke i så udpræget grad som under Folkefronten i SO'erne (hvor det socialistiske perspektiv praktisk talt var fraværende eller yderst abstrakt) og som i perioden 1944-47 (hvor hovedmålet var den selvstændige demokratiske nations genrejsning).

Champigny-manifestet, som også er blevet kaldt Waldeck Rochet's
politiske testamente, fremstiller den strategiske linie, som PCF
siden har fastholdt. Men - som før nævnt - skulle der gå nogle år
før PCF's stædige alliancebestræbelser (vital del af strategien)
fører til et resultat. Sidst i 1970 præsenterer PS og PCF en fælleserklæring,
som trækker de to partiers egne positioner samt
berøringsfladerne op. Den 9/10-1971 vedtager PCF's centralkomité
et "program for en demokratisk folkeunionsregering", som Georges
Marchais i et forord præsenterer som et forhandlingsoplæg til "et
veritabelt fælles regeringsprogram". Og endelig, den 27/6-1972
underskriver PS og PCF det fælles regeringsprogram. Kort efter
54
tilslutter mindretallet i det radikale parti sig programmet,
Venstreunionen er en realitet.

Med løsrivelsen af PS fra det centrumsorienterede klassesamarbejde
har PCF nået et vigtigt strategisk delmål. Men PCF' s ledelse
er sig fuldt bevidst, at "Unionen er en kamp". Det er

---

53) Changer de cap. Programme pour un gouvernement démocratique d'union populaire, Paris,l97l, p. 26.

54) Denne venstretendens i det radikale parti danner i 1973 MRG (Mouvement des radicaux de gauche), de venstreradikales bevægelse under Robert Fabres ledelse.

55) Der kan være grund til at gøre opmærksom på, at når jeg i det foregående har talt om "PCF" og "partiet", så dækker disse betegnelser i virkeligheden som oftest en ganske lille kærne af personer i den stærkt centraliserede organisations ledelse. Forholdet mellem partiets medlemmer og dets ledelse, hele spørgsmålet om partidemokratiet kommer jeg ikke nærmere ind på (se dog afsnit 5), men det er selvsagt meget centralt, når man skal vurdere det konkrete indhold af partiets socialismeopfattelse, af partiets forhold til massernes selvstændige organisering og kamp.

53) Changer de cap. Programme pour un gouvernement démocratique d'union populaire, Paris,l97l, p. 26.

54) Denne venstretendens i det radikale parti danner i 1973 MRG (Mouvement des radicaux de gauche), de venstreradikales bevægelse under Robert Fabres ledelse.

55) Der kan være grund til at gøre opmærksom på, at når jeg i det foregående har talt om "PCF" og "partiet", så dækker disse betegnelser i virkeligheden som oftest en ganske lille kærne af personer i den stærkt centraliserede organisations ledelse. Forholdet mellem partiets medlemmer og dets ledelse, hele spørgsmålet om partidemokratiet kommer jeg ikke nærmere ind på (se dog afsnit 5), men det er selvsagt meget centralt, når man skal vurdere det konkrete indhold af partiets socialismeopfattelse, af partiets forhold til massernes selvstændige organisering og kamp.

titlen på en bog, som partiet udsender i juli 1975, og i hvilken offentligheden (og partiets basis) for første gang får kendskab til den rapport, som Georges Marchais aflagde for centralkomiteen den 29/6-1972 for at redegøre for og anbefale fællesprogrammets ratifikation i partiet. (Af taktiske grunde hemmeligholdtes rapporten i 1972). Heri hedder det: "Det socialistiske parti repræsenterer den reformistiske socialdemokratiske strømning i sin organiserede form, sådan som historien har udformet den i vort land. Hinsides dens reelle vilje eller ej til at fremme sociale og demokratiske reformer, er (forbliver) dens permanente træk: frygten for at arbejderklassen og masserne sætter sig i bevægelse, betænkeligheden ved klassekamp over for storkapitalen, tendensen til et kompromis med denne og til klassesamarbejde". På baggrund heraf må PCF, samtidig med at det aktivt fremmer samarbejdet med PS, nødvendigvis sikre en "permanent bekræftelse af partiets egne positioner, af dets uafhængighed og sikre en styrkelse af dets indflydelse og af dets organisation". Altså: kun via et stærkt PCF kan Vestreunionen realisere intentionerne i fællesprogrammet, hvad der i PCF's fortolkning er ensbetydende med etableringen af et avanceret demokrati.

Konkrete uenigheder om fortolkningen af fællesprogrammet (uenigheder,
der udtrykker partiernes forskellige strategi og politiske
mål) kommer frem ved forskellige lejligheder op gennem
70'erne. Det gælder især formålet med og omfanget af nationaliseringerne;
EF-politikken (PCF forholder sig reserveret over for
den europæiske integration i modsætning til PCI); spørgsmålet om
forsvaret og Frankrigs placering i Atlantpagten; og forholdet melc
o
lem præsidentmagten og parlamentet/regeringen i den 5. republik.

I takt med, at styrkeforholdet i Venstreunionen forskydes til fordel for PS, bliver den politiske (og strategiske) uenighed mere og mere tungtvejende for PCF, som på den ene side har en klar interesse i at opretholde og styrke venstreenheden, men som på den

---

56) Etienne Fajon, L'union est un combat, Paris,l97s, p. 117. 57) Ibid., pp. 125-26.

58) En del af disse spørgsmål er fremstillet i A. Granou, op.cit., pp. 201-09.

56) Etienne Fajon, L'union est un combat, Paris,l97s, p. 117. 57) Ibid., pp. 125-26.

58) En del af disse spørgsmål er fremstillet i A. Granou, op.cit., pp. 201-09.

politik. PCF's dilemma tilspidses omkring forhandlingerne om reaktualiseringen af regeringsprogrammet forud for parlamentsvalget i marts 1978, hvor partiet må sikre sig afgørende politiske garantier som modvægt mod PS" voksende styrke. Resultatet bliver unionens (midlertidige?) sammenbrud den 22/9-1977 (jvf. den efterfølgende artikel).

Jeg skal ikke her komme nærmere ind på Venstreunionens konkrete
udvikling, men blot fastholde dens betydning som et afgørende
led i PCF's udformning af en selvstændig national vej til
socialismen, dens strategiske placering "i den demokratiske vej
til socialismen", som bliver kodificeret på den 22. kongres i
59
februar 1976. Denne kongres vil jeg her tilsidst koncentrere
mig om.

5. PCF's 22. kongres

Den 22. kongres' vedtagelser er blevet opfattet som en endegyldig programmatisk bekendelse til de eurokommunistiske positioner fra PCF's side og som en udtrykkelig udfoldelse af en specifik fransk vej til socialismen. Sådan opfatter partiet tydeligvis selv forholdet.

Jeg vil koncentrere mig om at fremstille tre centrale områder,

som involverer helheden af PCF's aktuelle positioner, nemlig: strategien, spørgsmålet om proletariatets diktatur, og socialismeopfattelsen. I hvilket omfang er der på disse områder tale om udformningen af selvstændige (nationale) positioner, som betegner en udvikling i forhold til partiets traditionelle positioner præget af navlestrengen til den internationale bevægelse (og SUKP i særdeleshed)? Desuden vil jeg kort berøre dele af den kritik, der er blevet formuleret af Etienne Balibar og af Louis Althusser.

5.1. Strategien

Som nævnt fik PCF's aktuelle strategi sin første udformning i
Champigny-manifestet. "Den demokratiske vej til socialismen", som

---

59) Det skal anføres, at PCF i dag kraftigt understreger, at "vi har ikke skiftet strategi. Unionen forbliver vor strategi". Det gælder om at gøre unionen "mere solid", fordi "det lykkedes socialisterne at slå den i stykker" i september 1977. - Jvf. udtalelser af Marchais, citeret i Le Monde, den 19/8-1978.

59) Det skal anføres, at PCF i dag kraftigt understreger, at "vi har ikke skiftet strategi. Unionen forbliver vor strategi". Det gælder om at gøre unionen "mere solid", fordi "det lykkedes socialisterne at slå den i stykker" i september 1977. - Jvf. udtalelser af Marchais, citeret i Le Monde, den 19/8-1978.

59) Det skal anføres, at PCF i dag kraftigt understreger, at "vi har ikke skiftet strategi. Unionen forbliver vor strategi". Det gælder om at gøre unionen "mere solid", fordi "det lykkedes socialisterne at slå den i stykker" i september 1977. - Jvf. udtalelser af Marchais, citeret i Le Monde, den 19/8-1978.

beskrives i Dokumentet fra den 22. kongres, fastholder de centrale træk. For at det skal lykkes "at bygge det nye samfund" kræves en "aktiv deltagelse fra et overvældende flertal" af befolkningen. Overgangens (og socialismens) ufravigelige demokratiske karakter betones, og dette kraftigere end i Champigny-manifestet. I Dokumentet hedder det således: "I hver etape af opbygningen af det nye samfund er betingelsen for fortsættelsen af de iværksatte forandringer befolkningens samtykke ved almindelige valg. Alle partier skal respektere valgets d0m.... Intet parti kan dominere staten eller identificere sig med den". Og staten skal være "demokratisk i sin opbygning og sin funktionsmåde". Partiet bekender sig således til et flerpartisystem indbefattende oppositionspartier (d.v.s. uden de tidligere reservationer) og til "alternance", demokratisk skiften mellem eventuelle forskellige majoriteter; principper, som Marchais allerede i 1973 havde fastslået.⁶²

PCF har nu udtrykkeligt placeret sig inden for rammerne af en
fredelig overgang til socialismen, som er en central forudsætning
for, at den demokratiske, parlamentarisk orienterede strategi kan
lykkes. I 1968 havde man udtrykt følgende reservation: "... hvis
de udbyttende klasser tager deres tilflugt til voldsanvendelse
mod folket, er arbejderklassen naturligvis nødt til at imødese
overgangen til socialismen gennem ikke-fredelige midler". I
1976 vurderer man, at de specielle betingelser, der gælder for
"vor epoke og vort land", skaber absolut gunstige betingelser for
64
en fredelig overgang.

---

60) Dette dokument: "Ce que veulent les communistes pour la France", findes i Cahiers du communisme,no 2-3, 1976, Paris,l976, pp. 361-86. I samme nummer findes Georges Marchais¹ rapport til kongressen, pp. 12-72, samt talrige indlæg fra delegerede om forskellige sider af partiets politik (pp. 76-343)

61) Ibid., pp. 376-77.

62) Marchais, op.cit., pp. 116-18 og p. 125.

63) Cahiers du communisme,_no l, 1969, op.cit., p. 121 (Champigny).

64) Med hensyn til erfaringerne fra den chilenske udvikling siger Marchais i sin rapport, at "disse begivenheder viser også, at reaktionen ikke kunne og ikke kan anvende vold under alle betingelser, men kun på basis af et politisk styrkeforhold, som forskydes til dens gunst", Cahiers du communisme,_no 2-3, 1976, op.cit., pp. 46-47; (min understregning). D.v.s. at man ser bort fra muligheden af militærkup og lignende i situationer, hvor borgerskaber kæm(noten forts, næste side) (note forts.) per på liv og død for sit klasseherredømme. Det forekommer at være en letsindig holdning, som i givet tilfælde kan føre til et katastrofalt nederlag for arbejderklassen. Chile-erfaringerne begrunder i øvrigt (og korrekt) for PCF som for PCI nødvendigheden af at mobilisere en stor majoritet af folket på et demokratisk grundlag.

60) Dette dokument: "Ce que veulent les communistes pour la France", findes i Cahiers du communisme,no 2-3, 1976, Paris,l976, pp. 361-86. I samme nummer findes Georges Marchais¹ rapport til kongressen, pp. 12-72, samt talrige indlæg fra delegerede om forskellige sider af partiets politik (pp. 76-343)

61) Ibid., pp. 376-77.

62) Marchais, op.cit., pp. 116-18 og p. 125.

63) Cahiers du communisme,_no l, 1969, op.cit., p. 121 (Champigny).

64) Med hensyn til erfaringerne fra den chilenske udvikling siger Marchais i sin rapport, at "disse begivenheder viser også, at reaktionen ikke kunne og ikke kan anvende vold under alle betingelser, men kun på basis af et politisk styrkeforhold, som forskydes til dens gunst", Cahiers du communisme,_no 2-3, 1976, op.cit., pp. 46-47; (min understregning). D.v.s. at man ser bort fra muligheden af militærkup og lignende i situationer, hvor borgerskaber kæm(noten forts, næste side) (note forts.) per på liv og død for sit klasseherredømme. Det forekommer at være en letsindig holdning, som i givet tilfælde kan føre til et katastrofalt nederlag for arbejderklassen. Chile-erfaringerne begrunder i øvrigt (og korrekt) for PCF som for PCI nødvendigheden af at mobilisere en stor majoritet af folket på et demokratisk grundlag.

60) Dette dokument: "Ce que veulent les communistes pour la France", findes i Cahiers du communisme,no 2-3, 1976, Paris,l976, pp. 361-86. I samme nummer findes Georges Marchais¹ rapport til kongressen, pp. 12-72, samt talrige indlæg fra delegerede om forskellige sider af partiets politik (pp. 76-343)

61) Ibid., pp. 376-77.

62) Marchais, op.cit., pp. 116-18 og p. 125.

63) Cahiers du communisme,_no l, 1969, op.cit., p. 121 (Champigny).

64) Med hensyn til erfaringerne fra den chilenske udvikling siger Marchais i sin rapport, at "disse begivenheder viser også, at reaktionen ikke kunne og ikke kan anvende vold under alle betingelser, men kun på basis af et politisk styrkeforhold, som forskydes til dens gunst", Cahiers du communisme,_no 2-3, 1976, op.cit., pp. 46-47; (min understregning). D.v.s. at man ser bort fra muligheden af militærkup og lignende i situationer, hvor borgerskaber kæm(noten forts, næste side) (note forts.) per på liv og død for sit klasseherredømme. Det forekommer at være en letsindig holdning, som i givet tilfælde kan føre til et katastrofalt nederlag for arbejderklassen. Chile-erfaringerne begrunder i øvrigt (og korrekt) for PCF som for PCI nødvendigheden af at mobilisere en stor majoritet af folket på et demokratisk grundlag.

22. kongres fastholder de to etaper i overgangen, som blev
udformet i Champigny: JL. Den demokratiske og antimonopolistiske
etape med avanceret demokrati (nationaliseringer af et vist omfang,
udvidelse af demokratiet). For at realisere dette første
led er de bredest mulige antimonopolistiske og demokratiske alliancer
nødvendige (Venstreunionen med dens regeringsprogram er
(var?) et skridt i denne retning). 2y Den socialistiske etape,
hvor "nationaliseringerne udstrækkes til alle de store kapitalistiske
grupper inden for produktion, handel og service". Overgangen
til socialismen bliver mulig, fordi det avancerede demokrati
har skabt en afgørende ændring i styrkeforholdet mellem
klasserne til fordel for de progressive kræfter og tilvejebragt
det nødvendige bevidste befolkningsflertal.

Der er ikke tale om et egentligt brud, en tydelig omvæltning
af magtforholdene i samfundet ved overgangen fra den antimonopolistiske
etape til den socialistiske, men om en stadig udvidelse
af det økonomiske grundlag for den folkelige magt og en progressiv
udvidelse af demokratiet. En glidende, tendentielt harmonisk
66
overgang.

PCF's aktuelle strategi - hvis væsentlige træk her er kort
sammenfattet - må siges at markere det foreløbige maksimum af
selvstændige ansatser fra partiets side på dette område. Det teoretiske
grundlag er ganske vist stadig den sovjetiske teori om
den fredelige sameksistens og teorien om statsmonopolkapitalismen,
men på denne basis har man defineret en eksplicit demokratisk
strategi, der forudsætter en übetinget kamp for et stadig mere
reelt demokrati, og som tilmed indeholder udtrykkelige garantier

---

64) Med hensyn til erfaringerne fra den chilenske udvikling siger Marchais i sin rapport, at "disse begivenheder viser også, at reaktionen ikke kunne og ikke kan anvende vold under alle betingelser, men kun på basis af et politisk styrkeforhold, som forskydes til dens gunst", Cahiers du communisme,_no 2-3, 1976, op.cit., pp. 46-47; (min understregning). D.v.s. at man ser bort fra muligheden af militærkup og lignende i situationer, hvor borgerskaber kæm(noten forts, næste side) (note forts.) per på liv og død for sit klasseherredømme. Det forekommer at være en letsindig holdning, som i givet tilfælde kan føre til et katastrofalt nederlag for arbejderklassen. Chile-erfaringerne begrunder i øvrigt (og korrekt) for PCF som for PCI nødvendigheden af at mobilisere en stor majoritet af folket på et demokratisk grundlag.

65) Ibid., p. 376.

66) Betingelserne for, at man kan tale om socialisme, fremstilles således i Dokumentet: "Uden dette sociale eje af de store produktions- og handelsmidler, uden denne politiske magt for (løn)arbejderne - blandt hvilke arbejderklassen er den afgørende kraft - er socialismen ikke opnået" , Ibid^ p. 377.

64) Med hensyn til erfaringerne fra den chilenske udvikling siger Marchais i sin rapport, at "disse begivenheder viser også, at reaktionen ikke kunne og ikke kan anvende vold under alle betingelser, men kun på basis af et politisk styrkeforhold, som forskydes til dens gunst", Cahiers du communisme,_no 2-3, 1976, op.cit., pp. 46-47; (min understregning). D.v.s. at man ser bort fra muligheden af militærkup og lignende i situationer, hvor borgerskaber kæm(noten forts, næste side) (note forts.) per på liv og død for sit klasseherredømme. Det forekommer at være en letsindig holdning, som i givet tilfælde kan føre til et katastrofalt nederlag for arbejderklassen. Chile-erfaringerne begrunder i øvrigt (og korrekt) for PCF som for PCI nødvendigheden af at mobilisere en stor majoritet af folket på et demokratisk grundlag.

65) Ibid., p. 376.

66) Betingelserne for, at man kan tale om socialisme, fremstilles således i Dokumentet: "Uden dette sociale eje af de store produktions- og handelsmidler, uden denne politiske magt for (løn)arbejderne - blandt hvilke arbejderklassen er den afgørende kraft - er socialismen ikke opnået" , Ibid^ p. 377.

64) Med hensyn til erfaringerne fra den chilenske udvikling siger Marchais i sin rapport, at "disse begivenheder viser også, at reaktionen ikke kunne og ikke kan anvende vold under alle betingelser, men kun på basis af et politisk styrkeforhold, som forskydes til dens gunst", Cahiers du communisme,_no 2-3, 1976, op.cit., pp. 46-47; (min understregning). D.v.s. at man ser bort fra muligheden af militærkup og lignende i situationer, hvor borgerskaber kæm(noten forts, næste side) (note forts.) per på liv og død for sit klasseherredømme. Det forekommer at være en letsindig holdning, som i givet tilfælde kan føre til et katastrofalt nederlag for arbejderklassen. Chile-erfaringerne begrunder i øvrigt (og korrekt) for PCF som for PCI nødvendigheden af at mobilisere en stor majoritet af folket på et demokratisk grundlag.

65) Ibid., p. 376.

66) Betingelserne for, at man kan tale om socialisme, fremstilles således i Dokumentet: "Uden dette sociale eje af de store produktions- og handelsmidler, uden denne politiske magt for (løn)arbejderne - blandt hvilke arbejderklassen er den afgørende kraft - er socialismen ikke opnået" , Ibid^ p. 377.

for alle individuelle og kollektive frihedsrettigheder. På det
programmatiske plan er der derfor virkelig tale om en specifik
fransk (- eller fælles eurokommunistisk) vej til socialismen, som
ikke leder tanken hen på de totalitære étpartistater i østblokken

Jeg vil lige antyde et par spørgsmål, som PCF's strategi kan give
anledning til at rejse.

Det første problem angår de sociale alliancer mellem forskellige
klasser og sociale lag, som strategien bygger på. I overensstemmelse
med stamokap-teorien indskrænkes klassefjenden til en
lille håndfuld monopolister og deres håndlangere (PCF taler om
600.000 personer tilhørende storbourgeoisiet). Over for denne beskedne
gruppe står så at sige hele den franske befolkning, som
har en objektiv interesse i at befri sig fra monopolkapitalisternes
udbytning. Det gælder blot om at overbevise bønderne, småborgerskabet,
alle kategorier af mellemlagene og selv mellemstore
kapitalister om, at det er i deres interesse at alliere sig med
arbejderne.

Jeg skal ikke komme ind på "klasseanalysens" grundlæggende
fejlagtighed, men blot konstatere dens alliancemæssige konsekvenser.
Disse er, at alliancerne ikke defineres ud fra arbejderklassens
standpunkt og interesser, ikke ud fra en socialistisk-kommunistisk
position, men ud fra en bred antimonopolistisk position,
der giver garantier til bønder og småborgere om deres interes-6
R
sers ukrænkelighed selv under socialismen. Denne tendens til
at harmonisere interesserne og opbygge alliancerne på grundlag
af et kompromis mellem de forskellige klasser - et kompromis, som
man vel at mærke forestiller sig er holdbart - betyder, at man ik

---

67) M.h.t. disse spørgsmål og andre problemer i PCF's aktuelle linie, vil jeg henvise til et par små bøger af Louis Althusser, marxistisk teoretiker og medlem af PCF. Disse indeholder en fremragende kritik af centrale sider af PCF's teori og praksis. Det drejer sig om: 22eme congres, Paris,l977; og Ce qui ne peut plus durer dans le parti communiste, Paris,l97B.

68) "Denne afgørende forandring (socialismen) ... respekterer desuden i vort land eksistensen af en økonomisk sektor funderet på den lille håndværks-, handels- og industrimæssige private ejendom og familielandbrugene, som tilsammen på en række områder tillader en bedre tilfredsstillelse af behovene", Cahiers du communisme,no 2-3, 1976, op.cit., p. 376.

67) M.h.t. disse spørgsmål og andre problemer i PCF's aktuelle linie, vil jeg henvise til et par små bøger af Louis Althusser, marxistisk teoretiker og medlem af PCF. Disse indeholder en fremragende kritik af centrale sider af PCF's teori og praksis. Det drejer sig om: 22eme congres, Paris,l977; og Ce qui ne peut plus durer dans le parti communiste, Paris,l97B.

68) "Denne afgørende forandring (socialismen) ... respekterer desuden i vort land eksistensen af en økonomisk sektor funderet på den lille håndværks-, handels- og industrimæssige private ejendom og familielandbrugene, som tilsammen på en række områder tillader en bedre tilfredsstillelse af behovene", Cahiers du communisme,no 2-3, 1976, op.cit., p. 376.

67) M.h.t. disse spørgsmål og andre problemer i PCF's aktuelle linie, vil jeg henvise til et par små bøger af Louis Althusser, marxistisk teoretiker og medlem af PCF. Disse indeholder en fremragende kritik af centrale sider af PCF's teori og praksis. Det drejer sig om: 22eme congres, Paris,l977; og Ce qui ne peut plus durer dans le parti communiste, Paris,l97B.

68) "Denne afgørende forandring (socialismen) ... respekterer desuden i vort land eksistensen af en økonomisk sektor funderet på den lille håndværks-, handels- og industrimæssige private ejendom og familielandbrugene, som tilsammen på en række områder tillader en bedre tilfredsstillelse af behovene", Cahiers du communisme,no 2-3, 1976, op.cit., p. 376.

ke tager udgangspunkt i de reelle modsætninger, men i stedet tildækker dem. Derved svækkes alliancernes stabilitet og styrke, og grundlaget lægges for senere modsætninger og kampe, som. man vil stå uforberedt overfor.

Det andet spørgsmål, strategien giver anledning til at rejse, er spørgsmålet om, hvilken plads massernes selvstændige initiativer og kampe har inden for dens rammer. "Den demokratiske vej til socialismen" lægger i PCF's udformning en afgørende vægt på den gradvise "legale" omformning af samfundet gennem det ved almindelige valg fremkomne parlamentariske flertals lovgivningsmæssige initiativer og regeringens aktivitet. Man prioriterer aktiviteten i statsapparatet højt. Denne tilgang indebærer tendentielt en underordning af massernes initiativ under de mål, som til enhver tid fastsættes på basis af den parlamentariske strategi. PCF's historie giver flere eksempler på en indordning af massernes kampe under en given overordnet prioritering fra partiets side. Og selve partiets funktionsmåde, forholdet mellem medlemmerne og par tiledelsen, er udtryk for den samme tendens til at udelukke "basis" fra det afgørende initiativ.

Den rolle, som PCF's strategi tildeler masserne, er selvsagt afgørende for karakteren af det samfund, som er strategiens konsekvens. Hvis det ikke lykkes at skabe en levende vekselvirkning mellem partiet og arbejdernes og de folkelige massers selvstændige initiativer, som er det progressive, frigørende element i kampen for et kommunistisk samfund, så vil PCF uvægerligt på et eller andet tidspunkt blive en hindring for realiseringen af dette samfund.

Dokumentet fra 22. kongres understreger ganske vist nødvendig
heden af massernes kampe; men der er en tendens til at forstå dem
inden for rammerne af det demokratiske parlamentariske perspektiv

Som noget nyt har 22. kongres indført parolen "Det franske
folks union". Den skal omfatte alle progressive grupper og lag,
alle "kvinder og mænd, som har interesse i forandringen". "Det

---

69) Ibid., p. 382.

69) Ibid., p. 382.

69) Ibid., p. 382.

ning til masserne, og frygte, at den blot er en taktisk bestemt
talemåde, der skal forøge partiets vælgeropbakning.

5.2. Spørgsmålet om proletariatets diktatur

Med nogen forsinkelse i forhold til PCI og PCE beslutter PCF's
22. kongres at "forlade" begrebet om proletariatets diktatur.
Reelt er det et udtryk for, at man ønsker at distancere sig fra
det teoretiske og praktiske indhold, som begrebet har fået gennem
SUKP's anvendelse af det. Det er en demonstration af PCF's voksende
selvstændige position i forhold til SUKP's intentioner i
retning af at spille en ledende rolle i den internationale kommunistiske
bevægelse og en afstandtagen fra det totalitære, stalinistiske
aspekt af den sovjetiske samfundstype. Så vidt, så godt.

Men af to forskellige grunde er opgøret modsigelsesfuldt. For
det første, fordi det ikke bliver præsenteret som et sådant opgør.
Det fremgår kun indirekte, og det svækker naturligvis kraften af
det. For det andet: selv om man udtrykkeligt havde sagt, at der
var tale om et opgør med den stalinistiske praksis og Sovjetsamfundets
udemokratiske karakter, så er det problematisk at ofre et
marxistisk begreb på dette opgørs alter. Som Althusser skriver:
"Man kan "forlade"proletariatets diktatur: man genfinder det så
72
snart man taler om staten og om socialismen".

I sin rapport til kongressen siger Marchais: "Hvis "proletariatets diktatur" ikke figurerer i dokumentforslaget som betegnelse på den politiske magt i det socialistiske Frankrig, som vi kæmper for, så er det fordi det ikke dækker virkeligheden i vores politik, virkeligheden i det, som vi foreslår landet". Han

---

70) Se: Louis Althusser, 22eme congres, op.cit., pp. 35-39.

71) Det er i øvrigt værd at bemærke, at denne beslutning blev truffet hen over hovedet på partiets medlemmer og praktisk talt uden en forudgående debat, samtidig med, at G. Marchais op til 22. kongres opfordrede til, at man i modsætning til traditionen i PCF måtte få en virkelig debat omkring kongres sens spørgsmål.

72) Louis Althusser, 22eme congres, op.cit., p. 33. I øvrige må henvises til Etienne Balibar, Sur la dictature du proletariat, Paris,1976. I denne bog udfoldes en fundamental kritik af den 22. kongres' beslutning om at opgive dette begreb. Balibar er ligesom Althusser medlem af PCF.

73) Cahiers du communisme, no 2-3, 1976, op.cit., p. 44.

70) Se: Louis Althusser, 22eme congres, op.cit., pp. 35-39.

71) Det er i øvrigt værd at bemærke, at denne beslutning blev truffet hen over hovedet på partiets medlemmer og praktisk talt uden en forudgående debat, samtidig med, at G. Marchais op til 22. kongres opfordrede til, at man i modsætning til traditionen i PCF måtte få en virkelig debat omkring kongres sens spørgsmål.

72) Louis Althusser, 22eme congres, op.cit., p. 33. I øvrige må henvises til Etienne Balibar, Sur la dictature du proletariat, Paris,1976. I denne bog udfoldes en fundamental kritik af den 22. kongres' beslutning om at opgive dette begreb. Balibar er ligesom Althusser medlem af PCF.

73) Cahiers du communisme, no 2-3, 1976, op.cit., p. 44.

70) Se: Louis Althusser, 22eme congres, op.cit., pp. 35-39.

71) Det er i øvrigt værd at bemærke, at denne beslutning blev truffet hen over hovedet på partiets medlemmer og praktisk talt uden en forudgående debat, samtidig med, at G. Marchais op til 22. kongres opfordrede til, at man i modsætning til traditionen i PCF måtte få en virkelig debat omkring kongres sens spørgsmål.

72) Louis Althusser, 22eme congres, op.cit., p. 33. I øvrige må henvises til Etienne Balibar, Sur la dictature du proletariat, Paris,1976. I denne bog udfoldes en fundamental kritik af den 22. kongres' beslutning om at opgive dette begreb. Balibar er ligesom Althusser medlem af PCF.

73) Cahiers du communisme, no 2-3, 1976, op.cit., p. 44.

fortsætter med at sige, at ordet "diktatur" automatisk får en til at tænke på fascistiske regimer (såsom Kitlers, Mussolinis, Salazars og Francos); men det fatale ord bringer ikke Stalin frem i Marchais associationsverden! - Ingen hentydning til Sovjet. Med hensyn til ordet "proletariatet", så er dette begreb for snævert for PCF. Det repræsenterer arbejderklassens kærne, men ikke den store folkemajoritet, som skal udøve magten under socialismen.

Over for proletariatets diktatur, for PCF udtryk for en mino-

ritets gribelse og udøvelse af magten gennem voldelige og udemokratiske
metoder, "en nødvendighed under betingelserne i Rusland
i 1917", stiller PCF nu den demokratiske vej til socialismen, som
er blevet mulig på grund af de aktuelle gunstige betingelser.
D.v.s. proletariatets diktatur modstilles en strategi, der bygger
på et folkeflertal og en fredelig demokratisk overgang. Men
denne modstilling er falsk, for så vidt som proletariatets diktatur
overhovedet ikke er en strategi for overgangen til socialismen.
Begrebet.udtrykker, at proletariatet som klasse besidder
statsmagten under den socialistiske overgang til kommunismen og
fra denne position konsekvent kæmper for det kommunistiske samfund
og mod enhver form for undertrykkelse og udbytning. Proletariatets
diktatur er identisk med socialismen, med den proletariske
statsmagt, og rummer ingen modsætning til "overvældende
folkeflertal", "fredelig overgang" og "demokratisk vej til socialismen".
Det indebærer den mest konsekvente form for demokrati,
den mest konsekvente kamp mod enhver form for klassediktatur og
statsmagt, d.v.s. det indebærer sin egen ophævelse. For en kommunist
er det derfor helt absurd at "opgive" begrebet. Det er en
integreret og vital del af den marxistiske teori.

Etienne Balibar, hvis bog (se note 72) er et forsøg på at genindsætte begrebet på dets centrale plads i kommunistisk teori og påvise dets vitale betydning for kommunistisk praksis, fremhæver, at det ikke for ham drejer sig om den rettroendes forsvar for et dogme. Det drejer sig derimod om, at PCF ved at give afkald på at anvende dette begreb giver afkald på muligheden for teoretisk klarhed og konsistens og dermed tendentielt åbner for en uafvendelig reformistisk praksis. Partiets sårbarhed over for den borgerlige ideologis permanente angreb øges. Over for en "opgivelse" af begrebet kan man stille et reelt og dybtgående teoretisk

og praktisk opgør med SU (SU er ikke socialistisk, stalinismen har intet med proletariatets diktatur at gøre) forbundet med en generobring af den revolutionære marxistiske teori som et kampmiddel for arbejderklassen til brug i dens konkrete kamp mod kapitalismen og for kommunismen.

5.3. PCF's socialismeopfattelse

Med degraderingen af proletariatets diktatur til en speciel "voie
74
de passage au socialisme", en specifik strategi (som forkastes
til fordel for en demokratisk ditto) forstærkes tendensen hos PCF
til en tydelig afsvækkelse af socialismens karakter af at være en
fase med klassekampe, store samfundsmæssige brydninger og modsætninger:
den fase, hvor proletariatet, fordi det har statsmagten,
er i stand til at føre en konsekvent kamp mod alle de kapitalistiske
udbytnings- og undertrykkelsesformer og for det radikale
kommunistiske mål. Hertil kommer, at det er yderst sjældent, at
PCF overhovedet benytter sig af termen "kommunisme". I stedet synes
partiet længe at have haft en tendens til at opfatte socialismen
som endemålet. Det gælder om at opbygge det socialistiske
samfund, og man synes at opfatte denne opbygning mest som en neutral
opgave, som det store befolkningsflertal giver sig i kast
med på basis af de givne nationale forudsætninger og under det
kommunistiske parties "ledende indflydelse". Man kan måske udtrykke
PCF' s opfattelse af socialismen som reduceringen af det
radikale kommunistiske mål til en art socialistisk velfærdssamfund
med alle demokratiske rettigheder samt frihedsrettighederne
omhyggeligt kodificeret i forfatningen.

Det manglende kommunistiske perspektiv kommer bl.a. til udtryk
som en tendens til: - at undervurdere dialektikken og modsætningsforholdet
mellem det proletariske (eller socialistiske) statsapparat
og massernes selvstændige kampe (som er erobringen af friheden
i praksis); -at erstatte opbygningen af et proletarisk
statsapparat med en demokratisering og decentralisering af det
borgerlige statsapparat; - ikke at placere sig i perspektivet om
statens overflødiggørelse/bortdøen; - at opfatte "demokratiseringen
af hele det nationale liv" som et mål i sig selv.

---

74) "Overgangsmåde (eller -vej) til socialismen" 75) Noten står på næste side.

74) "Overgangsmåde (eller -vej) til socialismen" 75) Noten står på næste side.

74) "Overgangsmåde (eller -vej) til socialismen" 75) Noten står på næste side.

Med til billedet af PCF's socialismeopfattelse hører, at den bygger på grundlæggende træk fra den sovjetiske socialismemodel. I SUKP-versionen er socialismens afgørende træk overgangen fra privatejendom til kollektiv eller statslig ejendom, mens de kommunistiske mål: lønarbejdets ophævelse, den kapitalistiske arbejdsdelings ophævelse, reduceringen af den nødvendige arbejdstid til et minimum, m.m. som er betingelserne for menneskets frie udfoldelse, fortaber sig i det fjerne. I stedet er produktivkræfternes udvikling og produktionens konstante forøgelse de overordnede mål. Denne manglende radikale ændring af økonomien og fraværet af en ophævelse af adskillelsen mellem politik og økonomi findes også i PCF's socialismeforståelse.

PCF henviser da også stadig til socialismens store resultater
i SU. Således siger Marchais på 22. kongres: "Det er socialismen,
som i Sovjetunionen har realiseret det enorme historiske
fremskridt, som konstitueres af fjernelsen af udbytningen af
mennesket; udformningen af en mægtig økonomi, som udvikler sig
uden krise, uden arbejdsløshed og uden galoperende prisstigninger;
en betragtelig fremgang i leveniveauet; arbejdernes adgang
til ansvar; virksomhedsdemokrati; lige chancer; udbredelse af
kulturen til hele samfundet".

Langt fra at have brudt med den sovjetiske socialismeopfattelse
er PCF stadig dybt præget af den. Det må dog også understreges,
at partiets distanceren sig fra det sovjetiske statsapparats
specielt totalitære og undertrykkende aspekt og fremhævelsen
heroverfor af det socialistiske demokrati trods alt er
væsentlige fremskridt. - Men afgjort ikke udtryk for noget brud
med den sovjetiske socialisme.

---

75) (fra forrige side) Det socialistiske demokrati er ikke et mål i sig selv. Dets mission er fuldført og det mister derfor sin eksistensberettigelse, når klassemodsætningerne er endeligt ophævet i og med realiseringen af det klasseløse kommunistiske samfund. Så længe klasserne stadig eksisterer, er det socialistiske demokrati (kampen for lighed) nødvendigt. - I øvrigt trænger problemet om demokratiets konkrete former under socialismen sig på. PCF udtaler sig ikke klart om forholdet mellem det repræsentative parlamentariske demokrati, som man går ind for, og formerne for direkte-/ basis-/ rådsdemokrati. Der er al mulig grund til at rejse dette spørgsmål som et åbent problem.

76) Cahiers du communisme,_no 2-3, 1976, op.cit., p. 63.

75) (fra forrige side) Det socialistiske demokrati er ikke et mål i sig selv. Dets mission er fuldført og det mister derfor sin eksistensberettigelse, når klassemodsætningerne er endeligt ophævet i og med realiseringen af det klasseløse kommunistiske samfund. Så længe klasserne stadig eksisterer, er det socialistiske demokrati (kampen for lighed) nødvendigt. - I øvrigt trænger problemet om demokratiets konkrete former under socialismen sig på. PCF udtaler sig ikke klart om forholdet mellem det repræsentative parlamentariske demokrati, som man går ind for, og formerne for direkte-/ basis-/ rådsdemokrati. Der er al mulig grund til at rejse dette spørgsmål som et åbent problem.

76) Cahiers du communisme,_no 2-3, 1976, op.cit., p. 63.

75) (fra forrige side) Det socialistiske demokrati er ikke et mål i sig selv. Dets mission er fuldført og det mister derfor sin eksistensberettigelse, når klassemodsætningerne er endeligt ophævet i og med realiseringen af det klasseløse kommunistiske samfund. Så længe klasserne stadig eksisterer, er det socialistiske demokrati (kampen for lighed) nødvendigt. - I øvrigt trænger problemet om demokratiets konkrete former under socialismen sig på. PCF udtaler sig ikke klart om forholdet mellem det repræsentative parlamentariske demokrati, som man går ind for, og formerne for direkte-/ basis-/ rådsdemokrati. Der er al mulig grund til at rejse dette spørgsmål som et åbent problem.

76) Cahiers du communisme,_no 2-3, 1976, op.cit., p. 63.

6. Konklusioner og perspektiver

Som det er fremgået, var PCF i meget lang tid tro mod sit udgangspunkt i den russiske revolution, sin rolle som den franske sektion af den Kommunistiske Internationale. Selv efter opløsningen af Komintern i 1943, efter Kominforms opløsning og efter, at den internationale kommunistiske bevægelse begyndte at gå op i fugerne, forblev PCF den trofaste forsvarer for SU.

Dette internationale udgangspunkt for partiets politiske linie
gav anledning til enorme kovendinger i den nationale politik,
når signalerne fra Moskva ændredes. Fra isolation under Kominterns
sekteriske periode til Folkefrontspolitikken; isolation og illegalitet
som følge af den tysk-sovjetiske ikke-angrebs- og venskabspagt;
kraftig ekspansion og indflydelse under krigen og umiddelbart
efter; isolation og sekterisme igen under den kolde krig.
PCF fulgte trofast i hælene på SUKP.

Afstaliniseringen og den fredelige sameksistenspolitik skabte
betingelserne for en ny åbning og for indledningen af en vis nationalt
funderet linie - i overensstemmelse med SUKP. Men i løbet
af 6O'erne begynder denne nationale linie at slå rødder, sådan at
PCF i stigende grad orienterer sig ud fra sin placering i den
franske virkelighed, dog ikke uden tøven og tilbageslag. Partiet
ønsker ikke nogen konfrontation med SUKP. Det viser udviklingen
i 1968 omkring Tjekoslovakiet tydeligt. - Manifesteringen af en
selvstændig status bliver dog en nødvendighed, når SU1s politik
kommer i et direkte modsætningsforhold til PCF's venstreenhedslinie,
som f.eks. ved de franske præsidentvalg, og partiets samarbejde
med det ikke-kommunistiske venstre er for en stor del
betinget af dets vilje til at demonstrere en autonom position i
forhold til SUKP og den internationale bevægelse.

Ikke før efter midten af 7O'erne kommer det for alvor til åbne konfrontationer mellem PCF og SUKP, samtidig med at partiet knytter sig tættere til PCI. Fra nu af markerer partiet på demonstrativ måde sin selvstændige position. Det gør alt for at fremstille sig som et demokratisk parti i franske farver. Men det bryder ikke sine solidariske forbindelser med SUKP; dette gør partiet selv grundigt opmærksom på. "Tværtimod søger vi at udvikle dem og med fasthed at bekæmpe antisovjetismen, den løgn og bagvaskelse som de socialistiske lande permanent er udsat for", siger G. Mårchais

på den 22. kongres. Og siden da har han også søgt at bekræfte
solidariteten med t>U, der blot også indbefatter en soli

darisk kritik.

PCF har altså frigjort sig fra SUKP's og SU's hegemoni i den forstand, at partiet hævder og praktiserer sin ret til at fastlægge sin politiske linie og sin strategi selvstændigt, kun på basis af den franske virkeligheds betingelser i videste betydning. Forholdet mellem de kommunistiske partier i den internationale kommunistiske bevægelse skal være kendetegnet ved "gensidig solidaritet" og indbyrdes uafhængighed og lighed.

Men denne frigørelse fra den internationale tvang, nyoriente-

ringen ud fra den franske klassekampssituation er selvsagt ikke
ensbetydende med et opgør med partiets historiske arvegods fra
den internationale bevægelse og SUKP. Og som det er fremgået af
artiklen, er der for PCF's vedkommende ikke tale om noget dybtgående
opgør med sovjetideologien. "Opgivelsen" af proletariatets
diktatur er et angreb på et sovjetisk dogme og på et aspekt af SU1 s
statsapparat (men som sådant et modsætningsfuldt skridt). Dette
skridt er den logiske pendant til forstærkelsen af PCF's demokratiske
positioner. PCF's übetingede bekendelse til demokratiske
fremgangsmåder, understregningen af socialismens demokratiske
indhold og følgelig opgivelsen af det kommunistiske partis tendentielle
monopol på magten under socialismen er partiets største
selvstændige ideologiske skridt til dato. Og samtidig det
skridt, der stiller det på linie med de øvrige eurokommunistiske
partier. Accentueringen af demokratiet sætter et selvstændigt
præg på PCF1s strategi og socialismeopfattelse; men både strategi
og socialismeopfattelse er derudover afgørende bestemt af partiets
traditionelle tilknytning til SUKP.

En fortsat udvikling af selvstændige teoretiske og strategiske
positioner er derfor med nødvendighed forbundet med en substantiel
uddybelse af kritikken af den sovjetiske samfundstype
og af opgøret med sovjetideologien. PCF's kritik af den sovjetiske
samfundstype har - som jeg har argumenteret for - ikke en
fundamental karakter. Partiet må åbent erkende, at SU ikke er socialistisk
for at kunne tage et afgørende kvalitativt skridt fremad.

---

77) Ibid., p. 63.

77) Ibid., p. 63.

En udvikling af kritikken af SU og SUKP-ideologien vil samtidig
være en kritik af PCF's egen historie; og en sådan kritisk
selvfremstilling må naturligvis etableres sideløbende med en eventuel
kritik af SU. Foreløbig har PCF kun taget nogle beskedne
skridt i den retning, især omkring partiets rolle og holdning
ved SUKP's 20. kongres.78

PCF er ikke et revolutionært parti, men det er efter min mening
endnu for tidligt at stemple det som et i bund og grund reformistisk
parti.

Skal det udvikle sig mod venstre, er det ud over det nævnte

ufravigelige opgør med Sovjet nødvendigt, at det beviser sit de-79

mokratiske sindelag i praksis. D.v.s.: en kritik og en reform
af partiets interne organisation og dets funktionsmåde, som kan
skabe betingelserne for en demokratisk debat, en afgørende ndring
af forholdet ledelse-medlemmer og en åbning ud mod samfundet.
Det sidste vil sige: en ny holdning til masserne, således
at partiet reelt støtter massernes selvstændige initiativer på
deres egne betingelser og indgår i en åben dialog med dem. (En
dialog er også stærkt tiltrængt i forhold til venstregrupperne -
"l'extreme gauche")

På basis af en konkret analyse af klassekampssituationen må
PCF endvidere redefinere sin alliancestrategi, sådan at den tager
udgangspunkt i de reelle modsætninger - både i basis og mellem
partierne. Det er betingelsen for at skabe en holdbar og stærk
alliance, der omsider kan ændre styrkeforholdet til fordel for
de folkelige masser og arbejderne.

Hvis PCF er i stand til at orientere sin praksis efter disse retningslinier, vil det udvikle sig til et revolutionært masseparti. Men som situationen tegner sig i øjeblikket, synes chancerne herfor ikke de allerstørste. Det vil kræve et kraftigt pres fra partiets basis og også udefra og sikkert udskiftning af den aktuelle lederklike, som efter valget i marts 1978 har vist sig meget utilbøjelig til at indgå i en åben debat om PCF's presserende problemer.

---

78) Se: Kai Moltke, op.cit., pp. 73-79.

79) Angående nogle af disse punkter, se: Louis Althusser, Ce qui ne peut plus durer dans le parti communiste, op.cit., pp. 122-24.

78) Se: Kai Moltke, op.cit., pp. 73-79.

79) Angående nogle af disse punkter, se: Louis Althusser, Ce qui ne peut plus durer dans le parti communiste, op.cit., pp. 122-24.