"Tråde unions are always in the news but this does not help
them to be understood". Således indleder I'J.E.J. McCarthy et samleværk
om fagforeninger, og lige så evident denne fastslåen er, lige
så vigtigt må det være, at forskningsinteressen i langt højere
grad end hidtil vender sig mod afhjælpning af dette "forståelsesproblem".orståelsespro-
. Ikke mindst i betragtning af fagforeningernes centrale konomisk-politiske
og også mediemæssige placering må forsømmelsen af
fagforeninger som forskningsobjekter forekomme meget uforståelig.
Den bestående arbejdsløshedsmasse, krisetendenserne og indkomstpolitiske
styringsforsøg aktualiserer imidlertid afgørende nødvendigheden
af at afklare problemerne omkring fagforeningernes eksistensgrundlag,
funktioner, ageren osv. Bidrag til en igangsættelse af en
forskningsintensivering omkring fagforeninger og arbejdsmarkedsforhold
i det hele taget må derfor hilses velkommen. Inden for det sidste
års tid er der da også udsendt bøger og fremlagt artikler, der

placerer sig herindenfor: lige fra f.eks. Stig Kuhlmanns nærmest teorifjendtlige
materialesamling om "Danske Arbejdsmarkedsforhold"
til kapitalsystematiske arbejder fra Redaktionskollektiv Gewerkschaf
ten. - Blandt publikationerne finder man også Ilja Wechselmanns
4)
bog "Klassekamp - kontrol" fra RUC's forlag. Bogen indeholder en
undersøgelse af det danske LO med speciel vægt lagt på interne forhold
ud fra diskussion af bureaukratiserings- og oligarkiproblemer
suppleret med overvejelser om "den socialdemokratiske fagforening"
og dennes ageren. Arbejdets opbygning kan måske på forhånd synes noget
"omvendt", men vigtigheden i at analysere LO's interne såvel

---

1) W.E.J. McCarthy: "Introduction" til McCarthy (ed.): Trade Unions, Penguin Books, 1972.

2) Stig Kuhlmann: Danske arbejdsmarkedsforhold, Arbejdsministeriet, København, 1974.

3) Redaktionskollektiv Gewerkschaften: "Betingelser for socialistisk fagforeningsarbejde, Kurasje nr. 11 (pp. 25-39) og nr. 12 (pp. .171-203), København, 1975. (rprindelig tryk.-¹- i tidsskriftet Probleme des Klassenkampfs, nr. 13, pp. 51-98, Berlin, 1974).

4) Ilja Wechselmann: Klassekamp - kontrol, RUC Boghandel & For! a-r Roskilde, 1975.

som eksterne relationer kan kun bifaldes; hvad der nærmere må ses
på, er den tilgangsform, som man konfronteres med, og hvad denne
konklusionsmæssigt leder i retning af. Her er en komparation med andre
tilgangsformer relevant, og ad denne vej kan man måske også håbe
på at kunne give begrundelse for eller afvise etiketten: "Et forsinket
lyn", som er blevet påhæftet Wechselmanns (W s) bog.

I

Der hersker vist udbredt enighed om, at fagforeningerne i de vestlige, kapitalistiske lande har været udsat for funktionsforandringer inden for de senere årtier, og denne funktionsforandring karakteriseres oftest som en funktionsudvidelse, idet fagforeningerne med ændringer i det samlede samfundssystem (statsinterventionisme etc.) ved siden af - og for flere teore^-M kpr-p> • -i stedet for - deres kamp- og beskyttelsesopgaver for arbejderne har fået tildelt

"offentlige" funktioner. Hvad der skiller forskerne er orimært bedøm 2) melsen af denne funktionsforandrings årsager og konsekvenser. Korperativismeideer og integrationsteser har her tilkæmpet sig en betydelig position. Mange har haft hast med at erklære ikke blot fagforeningerne, men hele arbejderklassen for integreret i det samfunds system, den selv er basis for og mod hvilket, arbejderne i fagforeninger søgte en kollektiv modstand. Integrations-teoretikerne støttede sig generelt til: 1) den økonomiske udvikling efter 1945 (økonomisk prosperitet i forbindelse med en ret friktionsfri social udviklinq) f 2) den teknolocriske udvikling (stadi

gende kvalifikationsstruktur etc.), og 3) den politiske udvikling
(vestlige demokratiers stabilisering, staten som åbenbar clearingscentral
for de sociale grupperingers interessesammenstød og påfølgende
konfliktreguleringer). Subjektive indstillings- og orienteringsmønstre
(konsumrettethed, mobilitetsønsker osv.) understøttede
kun teserne. - Såkaldte "kritiske" samfundsforskere synes ikke at
have haft noget omfattende arsenal af argumenter mod de empirisk
konstaterbare samfundsforandringer i form af øget social mobilitet,

---

1) Se "Leder" i Kurasje nr. 11, København 1975, p. 10.

2) Jvf. f.eks. Evelies Mayers analyse: Theorien zum Funktionswandel der Gewerkschaften, Johann W. Goethe-Universitat, Frankfurt a.M., 1970.

3) Se bl.a. Mark van de Vail: Labor Organizations, Cambridge, 1970.

1) Se "Leder" i Kurasje nr. 11, København 1975, p. 10.

2) Jvf. f.eks. Evelies Mayers analyse: Theorien zum Funktionswandel der Gewerkschaften, Johann W. Goethe-Universitat, Frankfurt a.M., 1970.

3) Se bl.a. Mark van de Vail: Labor Organizations, Cambridge, 1970.

stigende uddannelsesniveau, nivellering af sociale positioner etc.
og hvor "blodfattig" imødegåelsen af integrationsteserne ofte har
været, viser den stadige rekurrens til Popitz m.fl.'s undersøgelse
over lønarbejdernes bevidsthed, hvor det "dikotome samfundsbille-2)undsbille-
)
de" empirisk registreredes. Denne rent deskriptive kategori anvendtes
af mange som næsten eneste forsvarsvåben i striden om tilstedeværelsen
af systemtranscenderende bevidsthedselementer og adfærdspotentialer
blandt "de underpriviligerede" samfundsgrupper.

I forlængelse af integrationsdiskussionen genoptoges en pro-

blematisering af det repræsentationsteorem (dvs. antagelse om interesseidentitet
mellem fagforening og fagforeningsmedlemmer), som
fagforeningsinstitutionen bygger på. Fagforeningerne anklagedes for
organisatorisk selvstændiggørelse fra fagforeningsbasis, hvilket kædet
sammen med demokratiproblematikken noget überettiget (jvf. afsnit
11, note 20) fik til resultat, at Robert Michels1 oligarkilov

fik en fornyet aktualitet. "Fagforsteningen" blev et indbegreb for
opfattelserne af oligarkitilstande, benhård bureaukratisme og fornægtelse
af arbejderklassens "objektive interesser" i fagbevægelsens ikke-systemtranscenderende
aktioner. Problemet blev da videre at kæde
•udviklingen (eller manglen på samme) i klassekampen og arbejderbevidstheden
sammen med den fagforeningsmæssige selvstændiggørelse fra
4)
medlemsskaren. Det var typisk, at spørgsmålet om, hvor basisnær

fagforeningerne var, fik en besvarelse ud fra en ret subjektiverende
position. En konkret materiel-substantiel perspektivering kom sjældent

---

1) H. Popitz, H.P. Bahrdt, E. Jiires og H. Resting: Das Gesellschaftsbildts- des Arbeiters, Tubingen, 1957.

2) Kritikken må eksempelvis også gælde Vilhelm Borg, der på baggrund af en gennemgang af bl.a. Popitz m.fl.'s undersøgelse konkluderer, at resultaterne "modbeviser alle teorier og ideologier om, at arbejderklassen er ved at blive opløst, og at det borgerlige samfund er på vej til at blive et klasseløst samfund, hvor alle er medlem af middelklassen, og at arbejderne er ved at blive "integreret" i det kapitalistiske samfund. Det fremgår entydigt, at arbejderne betragter samfundet som opspaltet i et "Oben" og et "Unten", i "them" og "us" i dem som har magten, og dem som er magtesløse. Denne opspaltning i samfundet fremtræder som værende fastlagt og uovervindelig." (V. Borg: Industriarbejde og arbejderbevidsthed, Røde Hane, København, 1971, p. 48). - Jvf. også diskus sionen hos Frank Deppe: Das Bewusstsein der Arbeiter, Pahl-Rugenstein Verlag, Koln, 1971, pp. 11-71.

3) Robert Michels: Political Parties, Free Press, New York, 1962. (Oprindelig udgivet 1911) .

4) Jvf. f.eks, Lauritzen og Rasmussen: Derfor svigter LO, Sorte Fane, København, 1970.

1) H. Popitz, H.P. Bahrdt, E. Jiires og H. Resting: Das Gesellschaftsbildts- des Arbeiters, Tubingen, 1957.

2) Kritikken må eksempelvis også gælde Vilhelm Borg, der på baggrund af en gennemgang af bl.a. Popitz m.fl.'s undersøgelse konkluderer, at resultaterne "modbeviser alle teorier og ideologier om, at arbejderklassen er ved at blive opløst, og at det borgerlige samfund er på vej til at blive et klasseløst samfund, hvor alle er medlem af middelklassen, og at arbejderne er ved at blive "integreret" i det kapitalistiske samfund. Det fremgår entydigt, at arbejderne betragter samfundet som opspaltet i et "Oben" og et "Unten", i "them" og "us" i dem som har magten, og dem som er magtesløse. Denne opspaltning i samfundet fremtræder som værende fastlagt og uovervindelig." (V. Borg: Industriarbejde og arbejderbevidsthed, Røde Hane, København, 1971, p. 48). - Jvf. også diskus sionen hos Frank Deppe: Das Bewusstsein der Arbeiter, Pahl-Rugenstein Verlag, Koln, 1971, pp. 11-71.

3) Robert Michels: Political Parties, Free Press, New York, 1962. (Oprindelig udgivet 1911) .

4) Jvf. f.eks, Lauritzen og Rasmussen: Derfor svigter LO, Sorte Fane, København, 1970.

på tale.

Sådan var tendensen omkring 1970. Men man kan naturligvis
ikke stille sig tilfreds med en fordømmende beskrivelse af historiske
forhold. Inden for en historisk-materialistisk teoritradition
skabte den såkaldte "kapitallogiske skoles" arbejder et grundlag for
at løse op for problemet, idet man søgte et materielt begreb for den
fagforeningsmæssige "reformisme" - men man blev måske også stående
her: indtil nu har teoriudkastene været udpræget historieløst kon

ciperede, hvilket Redaktionskollektiv Gewerkschaftens (RG's) arbejder f.eks. også illustrerer. - RG understreger kraftigt udgangspunktet: fagforeninger er fremvokset af de konfliktfyldte forhold i den samfundsmæssige produktions- og reproduktionsproces og af klassemodsætningerne i deres historiske udviklingsforløb. Omend denne konstatering kan synes indlysende og banal, så er den dog vigtig, idet den viser hen til den grundliggende erkendelse, at som atomiseret varesælger kan lønarbejderen ikke tage konkurrencen med varekøberne op. Arbejderne er indbyrdes påtvunget et latent konkurrenceforhold al den stund, der ligger nødvendigheden i at opretholde livet og fastholde arbejdsevnen i salgbar stand. Kun gennem en organisatorisk sammenslutning af lønarbejderne får disse mulighed for at tage interessesammenstødene med kapitalen mere effektivt op, idot arbejdernes primære magtbase ligger i deres kvantitative styrke, der potenseres gennem den - principielle - indbyrdes konkurrenceeliminering i fagforeningsinstitutionen.

Herfra kan de grundliggende arbejdsopgaver også udsondres: fagforeningskampen drejer sig basalt om normering af betingelserne for salg og køb af arbejdskraften, hvilket er ækvivalent med en kamp mod sænkningen af lønnen under arbejdskraftens reproduktionsomkostninger. Set i dette perspektiv drejer det sig altså om samfundsmæssige eksistensbetingelser for lønmodtagernes optræden som arbejdskraftsælgere. tsælgere. Fagforeningernes magtposition i denne konfrontation er imidlertid delvis bestemt gennem de konkrete betingelser for kapitalakkumulation. I krisesituationer (med stor arbejdsløshed etc.) vil kapitalens forsøg på kompensering for de gennemsnitlig forringede forretningsmuligheder forstærke trykket på fagforeningerne.

---

1) Dette gælder dog ikke de allerseneste arbejder herfra (se "Kapitalistische Krise, Arbeitslosigkeit und Krise der Gewerkschaftspolitikts- in der Bundesrepublik", pp. 3-224 i Probleme des Klassenkampfs 19/20/21, Berlin, 1975), der derfor må relativere denne kritik.

1) Dette gælder dog ikke de allerseneste arbejder herfra (se "Kapitalistische Krise, Arbeitslosigkeit und Krise der Gewerkschaftspolitikts- in der Bundesrepublik", pp. 3-224 i Probleme des Klassenkampfs 19/20/21, Berlin, 1975), der derfor må relativere denne kritik.

(Profitforbedringen søges bl.a. virkeliggjort gennem lønsænkninasaktioner og krav om stigninger i arbejdsydelsen). Via de statslig initierede forsøg på at "sikre arbejdspladserne", "genskabe konkurrenceevnen", "genskabe erhvervslivets tillid til fremtiden" etc. må fagforeningerne i et vist omfang se sig underkastet kapitalens lovmæssigheder på den måde, at valoriseringsvanskelighedernes overvindelse delvis må accepteres som forudsætning for genskabelse af den fulde beskæftigelse osv. under de samfundsmæssigt givne forhold. - En konjunkturel forståelse må da indgå som fundamental forståelseshorisont, når man skal udsige noget om baggrunden for fagbevægelsens faktiske ageren i forskellige (beskæftigelses)situationer. Hos Ole Marquardt ligger der en sådan intention. Den indløses imidlertid på en utilfredsstillende måde. Marquardt bestemmer fagforeningerne ved at fastholde arbejderbevidstheden som feticheret "overflade"-bevidsthed: alt arbejde fremtræder som betalt, hvorfor "socialpartnerne" (lønarbejdere og kapitalister) anerkender hinanden som legitime parter i striden om fordeling af produktionsresultatet. Fagforeningerne gøres derfor til J'socialpartnerbevidsthedens" organisationer. - Proble-2) ) merne hos Marquardt er mange, men mest afgørende er her bortampu

'teringen af fordelings(bevidstheds)forholdenes sammenhæng med produktionsforholdene. Herved afskæres muligheden for at begrunde fagforeningsinstitutionen som hvilende på nødvendigheden af arbejdernes permanente lønkamp. Lønkampen er netop eksistensbetingelsen for lønarbejdernes handlen og tænken (som lønarbejdere) under kapitalismen. Her har RG's analyser en rimelig tilgangsform, omend deres noget historie-løst udkastede ansats tenderer til at indføre fagforeningsorganiseringen uden fundament i arbejdernes subjektive erfaringer på baggrund af korjunkturelle udviklinger og følgevirkninger.

Endvidere må man som et udgangspunkt fastslå, at lige så
lidt arbejderklassen er nogen homogen størrelse (-kapitalen selv

---

1) Ole Marquardt: Konjunkturforløb og klassebevidsthed, Den jyske historiker l, Historieteoretisk tidsskrift, Århus, 1974.

2) En kritisk gennemgang af de i Marquardts bog benyttede begreber, argumentaitonskæderne og politiske implikationer findes i Finn Dam Rasmussens "Anmeldelse af Ole Marquardt: Konjunkturforløb og Klassebevidsthed", pp. 102-121 i BIDRAG nr. l, Odense, 1975.

1) Ole Marquardt: Konjunkturforløb og klassebevidsthed, Den jyske historiker l, Historieteoretisk tidsskrift, Århus, 1974.

2) En kritisk gennemgang af de i Marquardts bog benyttede begreber, argumentaitonskæderne og politiske implikationer findes i Finn Dam Rasmussens "Anmeldelse af Ole Marquardt: Konjunkturforløb og Klassebevidsthed", pp. 102-121 i BIDRAG nr. l, Odense, 1975.

hvilket i den danske arbejderbevægelses historie mest tydeligt er kommet til udtryk i "gnidningerne" mellem faglærte og ufaglærte (metalforbundet og specialarbejderforbundet). Dette kan betragtes som fagforeningsinterne monopoldannelsesforsøg ved salget af arbejdskraften. - Fastlæggelsen af salgsbetingelserne for arbejdskraften må ske gennem indgåelse af aftaler med arbejdsgivernes sammenslutninger, og "kontrakt-dueligheden" fra fagforeningernes side er basis for "integrationen" i (løn)systemet, dvs. herigennem er fagforeningerne bestemt som arbejdernes interessevaretagelsesorgan i samfundet, hvilket med statens øgede betydning også implicerer en stigende statslig rettet interesseorientering og ageren. Dermed er signaleret af deninstans' eksistensvirke.

betydningen statslige og
Omend staten som sikrer af privatejendommen (over for alle
tre revenukildebesiddergrupper) er historisk forudsætning for kapitalistisk
økonomi, er staten dog ikke at sætte lig et "instrument
i kapitalistklassens hænder", en "ideel totalkapitalist" eller lignende
neo-marxistiske statsfastlæggelser; tværtimod sker der via
interessesammenstødene under statsligt regi retslige normeringer for
kapitalens profitforfølgelse ved anvendelse af den menneskelige arbejdskraft,
og staten kan altså som en instans, der står uden for
kapitalkredsløbet, tvinges til at gribe ind via konomisk-politiske
kampe. Anerkendelse af arbejdernes organisationer på den ene side
og arbejdernes tilkæmpede ligeberettigelse m.h.t. juridisk-politiske
rettigheder på den anden, er nok grundlaget for integrationsteser
(i og med konstateringen af kapital-lønarbejde-forholdets retslige
regulering), men disse forhold ændrer dog intet substantielt
ved de samfundsmæssige grundforhold, kapitalrelationen som historisk
given samkvemsform. Statslige styringsindgreb, der nok søger at modificere
antagonismen, ophæver lige så lidt denne strukturerende samfundsrelation
.

Sammenfattende kan altså fastholdes: fagforeningsorganiseringenagforeningsorganise- er sat af kapitalforholdet på den måde, at lønarbejderorganiseringen sker på basis af og dermed "affirmerende" det kapitalistiske samfunds reproduktionslogik. De samfundskonkrete betingelser for og selve den fagforeningsmæssige ageren kan der imidlertid ikke siges

---

1) Om denne statsbestemmelse og en simultan afvisning af kapitallogiske statsudlednings/-afledningsf_orsøg, se Peter Bundesen, Finn Dam Rasmussen og Henning Jørgensen: "Kritik af Dieter Lapples statsformsbestemmelse", i Kurasje nr. 11, op. 86-99, København, 1975.

1) Om denne statsbestemmelse og en simultan afvisning af kapitallogiske statsudlednings/-afledningsf_orsøg, se Peter Bundesen, Finn Dam Rasmussen og Henning Jørgensen: "Kritik af Dieter Lapples statsformsbestemmelse", i Kurasje nr. 11, op. 86-99, København, 1975.

noget alment om - her undgår man ikke den konkrete historiske
oparbejdning.

II

Hvilke samfundsreale forhold er da taget som udgangspunkt
for Wechselmanns behandling af det danske LO? - Svaret herpå er ikke
ligetil; W. søger vel nærmest et svargrundlag i del 111 i bogen
("socialdemokratismen"), medens del I og II (LO-analysen) er styret
af "problemstillingen" omkring afstanden mellem fagforeningsledelse
og medlemsmasse. Her forstås "problemstillingen" ikke som samfundsrealt
givet og dermed som et udgangspunkt for teoretisk reflektion,
men "problemstillingen" hos W. er et a priori opstillet problemkompleks,
der i det "tænkte" problem inkluderer en "tænkt" løsning.
Dette bliver delvis klart under begrundelsen for opdelingen af bo

gen: del annonceres til at være en "historisk-filosofisk diskussion
af bureaukratisering" (p. III). Dette skulle tjene
det formål at nå til en "operationel ramme for ana

lysen af LO i Danmark". Hvad denne "operationelle ramme" skulle udgøres af, og hvad den skulle anvendes til, erfarer man intet om. Dog angives en kritik af R. Michel ¹ kritikere at ville lede til en "referenceramme

for den empiriske undersøgelse" (p. IV).
Hvilken videnskabsopfattelse W. som "kritisk kri

tiker" vil lægge til grund for arbejdet ekspliciteres
ikke - men fremgangsmåden eller -måderne afslører

helt utvetydigt brud inden for og mellem forskellige
videnskabsteoretiske traditioner (jvf. nedenfor).

del II romhandler selve "den empiriske undersøgelse" (hvor W. med "empiri" forstår rå data). W. vil se på historiske data, der skulle a) sandsynliggøre "udvandingen af LO's målsætning" (p. IV) og b) kunne begrunde en faktisk magtcentralisering i LO's top. Endvidere skal overenskomstsituationen i 1956 og 1963 tages op for yderligere at give belæg for LO-ledelsens afgrunds dybe distance til medlemsskaren, og disse betragtninger føres videre ved diskussior af interne forhold i LO.

del III:er en såkaldt "aktualisering", hvor W. først vil referere
vesttyske bidrag til en fagforeningsteori for

derefter at drøfte begrebet "socialdemokratismen"

Indledningsvis forsikredes man om, at der går "en rød tråd
gennem hele besvarelsen - det er spørgsmålet om, hvad magt er" (p.
V). W. søger dog ikke et svar på spørgsmålet; han går ud fra Lord
Actons postulat om "magtens" effekter: al magt ødelægger (omend udgangspunktet
er implicit). Hele "besvarelsen" kommer til at blive
båret oppe af termer som "egeninteresse", "personlig vilje", "tvang"
"undertrykkelse", "herskere", "løgneri", "manipulation" osv.

Hvilken relevans kan en sådan analyse nu have? - W. har svaret
i formålet med bogen, som skulle være "at søge og finde informationer
frem og stille dem til rådighed for de befolkningslag, som
har dem behov i deres kamp for at befri sig selv" (p. IV). -W. har
lønarbejderklassen i tankerne - men det bliver langt snarere helt
andr^ samfundsgrupper, sum eventuelt kan bruge bogen som "kampvåben"
Det afslører "informationsfremlæggelsen"; lad os derfor se på indholdet
i bogen.

W. starter uden videre ud fra Webers bureaukratimodel med
at give Webers bégrebslige differentiering mellem magt og herredørme
en verbal karakteristik. Via beskrivelse af Webers tre legitime
herredømmetyper (karismatisk, traditionelt og legalt herredømme),
når W. til "det rationelle bureaukrati", der tilskrives en eksistens
nødvendighed p.g.a. behovet for at organisere den "udenfor menneskene
stående magt" (p. 9), (der dog ikke konkretiseres nærmere).
Man får dernæst at vide, at bureaukratiet er den adækvate organisationsform
under kapitalismen. Hvorfor? Jo, fordi bureaukratiet "er
matematisering og kvantificering. Det er akkuratessens, beregnelighedens
etc. virkelighed" (p. 19). Denne endog forkortede beskrivelse
af sider af bureaukratiets funktionsmåde, er der vel ingen, der
vil tage for en forklaring. Nærmest horribel bliver argumentationen •
eller manglen på samme - når bureaukratiet derefter gøres til "en
ka_p_it.alis_tisk samfundsformations effektive forsøg på at bestå" (p.
20). Skulle man tage W. alvorligt - hvad denne "anmeldelse" er et
forsøg på at sige, at man ikke skal -, var det bedste den socialistiske
arbejdende teoretiker kunne gøre i sit forsøg på at skaffe
"informationer" til lønarbejderklassen at kaste Marx i papirkurven

---

1) Det nærmeste man kommer en bestemmelse er anvendelsen af Sartres begreber om "gruppen" og "serien", og senere nogen snak om "fremmedgørelsesproblematikken" (p. 17).

1) Det nærmeste man kommer en bestemmelse er anvendelsen af Sartres begreber om "gruppen" og "serien", og senere nogen snak om "fremmedgørelsesproblematikken" (p. 17).

og i stedet læse Weber, og herudfra handle mod kapitalismens "best
ae Ise sgr und lag" .

W. forlader imidlertid bureaukratidiskussionen lige så

pludseligt, som han tog fat på den. I stedet starter han et kapitel
11, der hedder "Kritik" (man aner heller ikke efter læsning af hvad!)
med at fastslå, at der under kapitalismen sker en "spaltning af det
enkelte individ" (p. 23), hvilket skulle nødvendiggøre staten. Det
står dog i modsætning til hans senere udsagn om, at staten "er et
moment i et hvilket som helst klassedelt samfunds reproduktionsproces"
(p. 25). Og som sådan skulle staten være "et træk ved den herskende
klasse" (ibid.). Staten var altså ikke en "borgerlig stat",
men klassestat slet og ret - omend det var kapitalismens spaltning
af individerne, der nødvendiggjorde staten -, og her forfalder W. til
en plat instrumentalistisk statsopfattelse, der er lige så forfejlet
som udbredt (jvf. også STAMOKAP-teorierne og i mere embryonal form
2)
i korporativismeteorier) . - W. vil dog herefter gribe tilbage til

eksistensgrundlaget for staten: "Staten har som sit grundlag en vis
(?) mangel (?!) på bevidsthed (sic.1!.1) på rationalitet og på organisation
i det borgerlige samfund, som udgør dens forudsætning og
basis" (p. 27). Citatet unddrager sig simpelthen sammenhængende modargumentation.
Den fremførte tågesnak om "mangel på bevidsthed" føres
imidlertid konsekvent igennem, også over for bureaukratiet: dette
er nu "den fremtrædelsesform, som staten behøver til skabelsen
af forestillingen om dens rationalitet" (p. 28).

W. 's "selvplageri" afbrydes midlertidigt af et referat af

R. Michel's oligarkilov, hvor det bl.a. konkluderes, at med en organisationsudvikling
sker der en "bourgoisering af arbejderklassen"

---

1) Hvilket ud fra Ws tidligere subjektivistiske overaccentuering omkring Webers erkendelsesinteresse måtte forblive uforståelig; man fik nemlig at vide, at Weber "stillede sig eksplicit på det fremtrængende industriborgerskabs parti og betragtede hele^v sin videnskabelige produktion som et våben i hænderne på denne borgerklasse" (p. 3) .

2) I samme forbindelse kan følgende citat stilles til skue og beundring: "Den rationalitet, som man kan tale om i forbindelse med statens regulering af det samfundsmæssige liv, er (i vor tid) senkapitalismens behov for regulerende indgreb og støtte til en produktionsmåde, som behøver støtte og regulering, fordi den er ramt af den frie konkurrences tænkning gennem udviklingen af monopolkapitalen, der modsvares af en over nationerne stående super stat. (Hvilket i sin tendens er det samme som at sige; den korporative stat i det korporative samfund)", (p. 24).

1) Hvilket ud fra Ws tidligere subjektivistiske overaccentuering omkring Webers erkendelsesinteresse måtte forblive uforståelig; man fik nemlig at vide, at Weber "stillede sig eksplicit på det fremtrængende industriborgerskabs parti og betragtede hele^v sin videnskabelige produktion som et våben i hænderne på denne borgerklasse" (p. 3) .

2) I samme forbindelse kan følgende citat stilles til skue og beundring: "Den rationalitet, som man kan tale om i forbindelse med statens regulering af det samfundsmæssige liv, er (i vor tid) senkapitalismens behov for regulerende indgreb og støtte til en produktionsmåde, som behøver støtte og regulering, fordi den er ramt af den frie konkurrences tænkning gennem udviklingen af monopolkapitalen, der modsvares af en over nationerne stående super stat. (Hvilket i sin tendens er det samme som at sige; den korporative stat i det korporative samfund)", (p. 24).

(p. 51). Med udgangspunkt i dette referat vil W. med Henry Valen diskutere: 1) om oligarkiloven holder for en empirisk test, 2) under hvilke betingelser, den gælder, og 3) om oligarki er forenelig med 2) demokratiske principper. W. vil herefter gå over til analyse af bureaukratiet i LO ud fra nogle "hypoteser" hentet fra J.J. Linz's beskrivelse af elementer i oligarkimodellen, hvorved man skulle få "muligheden for at udvikle en analyse som bringer sammenhæng mellem hypoteserne indbyrdes, og som gør det muligt, at vi anvender dem på at specialfald (en case), hvorved der skal kunne ske en efterprøvning af empirisk karakter" (p. 68). Dette empirisk-analytiske testarbejde indskrænkes dog betydeligt, idet W. senere kun "illustrerer" hypoteserne. "Illustrationerne" hentes fra forhold omkring Forretningsudvalgets (FU's) status i LO.

En metodisk forbemærkning hos W. til den emniriske analyse
kan der være grund til at bide mærke i. Han skriver nemlig, at "Med
tilstrækkelig skæv selektion af materiale, eller med tilstrækkelig
skæv fortolkning heraf vil det være muligt at "bevise alt" (p. 91.
Med denne bevidsthed ville man forvente, at W. gik "redeligt" i gang
med (test)arbejdet, hvilket man dog ikke behøver at læse ret mange
af bogens afsnit for at blive overbevist om, slet ikke er tilfældet.
En sådan redeligheds-intention ligger ikke bag, tværtimod: det fremdragne
materiale (og hvilket!) tjener alene som illustration til W.'s
forrædertese, som underlag for en (moralsk) fordømmelse af LO"s ledelse.
Her søger W. ikke mindst at anvende arkivstudier til at bygge
sin tese på. Argumentationen bygges så op omkring påstanden, at
der i LO's ledelsestrin fra generalforsamling/kongres over repræsentantskab
til FU sker en forøgelse af den i forvejen uovervindelige
afstand til medlemsmassen. Dette skal en "organisationsstrukturel
4)
analyse" af FU også bevise: love (gældende fra 1949 til 67) granskes

---

1) H. Valen: "Om oligarkiets jernlov i nyere samfunnsforskning", Samtiden 5, 1966, pp. 282-300.

2) Det er det ikke hos Michels, hvis studie på baggrund af det rousseauske udgangspunkt m.h.t. demokratiforståelse med efterfølgende repræsentationsanalyse logisk set er uholdbar: organisation gøres pr. definition lig oligarki.

3) J.J. Linz: "Robert Michels", Int. Encl. of Soc. Se., vol. 10, 1968, p. 268 f.

4) En eksemplificering: af § 18 i 1949-lovene (= §34 i 58- og 63-lovene) fremgår de enkelte medlemsorganisationers pligt til at betale administrationsbidrag til LO. W. konstaterer derefter, at stigningstakten for disse har været "flere gange større" end den almin (Noten forts.) delige løn- og prisudvikling. Dette kunne der gives flere sandsynlige årsager til. W. har nærmest kun een: "Forklaring på dette fænomen skal søges bl.a. i de professionelles løn" (p. 101, note 1)

1) H. Valen: "Om oligarkiets jernlov i nyere samfunnsforskning", Samtiden 5, 1966, pp. 282-300.

2) Det er det ikke hos Michels, hvis studie på baggrund af det rousseauske udgangspunkt m.h.t. demokratiforståelse med efterfølgende repræsentationsanalyse logisk set er uholdbar: organisation gøres pr. definition lig oligarki.

3) J.J. Linz: "Robert Michels", Int. Encl. of Soc. Se., vol. 10, 1968, p. 268 f.

4) En eksemplificering: af § 18 i 1949-lovene (= §34 i 58- og 63-lovene) fremgår de enkelte medlemsorganisationers pligt til at betale administrationsbidrag til LO. W. konstaterer derefter, at stigningstakten for disse har været "flere gange større" end den almin (Noten forts.) delige løn- og prisudvikling. Dette kunne der gives flere sandsynlige årsager til. W. har nærmest kun een: "Forklaring på dette fænomen skal søges bl.a. i de professionelles løn" (p. 101, note 1)

samt hvorledes ændringer af disse er kommet i stand via nedsatte
lovudvalgs arbejde. Interessen er fikseret på, hvilke personer, der
foreslår medlemmer, hvilke der bliver valgt og hvilke kommissorier
lovudvalgene får. Det er "naturligvis" FU, der primært foreslår delegerede
til udvalgene, og det er også disse, som bliver valgt. M.h.t.
kommissorier afslører det tætte samarbejde mellem lovudvalg og FU,
at der også her er tale om grumme "manipulationer". Intern korrespondance
skal eksempelvis illustrere, hvorledes denne manipulative
arbejdsmåde er.

FU's interne lovudvalg har en udførende kraft i "kontoret", der faktisk skulle afgøre om indsendte ændringsforslag skal afvises" eller "omredigeres". En kvantitativ betragtning over udfaldet af lovændringsafstemninger viser igen FU' s centrale stilling. Videre trækkes Michel's tanker om målforskydning ind, idet der bl.a. hentes belæg herfor i interne "papirlapper" fra Eiler Jensen! Sådanne "papirlapper" tages faktisk af W. som indtægt for, at afstanden mellem ledernes og massernes interesser er vokset betydeligtl

Metodisk må fremgangsmåden også fremprovokere indvendinger;
f.eks. også når W. vil analysere forholdet, relationen mellem "ledere
og ledede" i konfliktsituationer (1956 og 1963) og finder her, at
dette forhold kan undersøges alene ud fra "de ledendes adfærd". Denne
adfærdsfocujserjLng påstås også at kunne bevise, at der sker en
forøgelse af afstanden mellem ledelsens og medlemmernes interesser
(der dog intetsteds ekspliciteres). Det er specifikt FU's handlemåde
"for og bag kulisserne" som giver W. "indsigter"/fordømmelsesholdepunkter"/fordømmelsesholde-
(- jvf. f.eks. bedømmelsen af FU' s anbefalelse af det i
1956 fremsatte mæglingsforslag: "Overfor medlemmerne i D.S.F. var
det løgnen i tusindfuld suggererende gengivelse, der skulle erstatte
sandheden" (p. 138). Selv indlæg på FU-møder skulle afsløre "bedre
end mange beviser" (11) , at der hersker ekstremt divergerende opfattelser
mellem medlemmerne og ledelsen.

Lederskabets aflønning, rekruttering m.m. søges nærmere undersøgt, og ikke så få "gammelkendte" indsigter ridses op. Endvidere bliver LO's programmatik - der i W's terminologi er blevet til LO's "ideologi" - analyseret i den hensigt at "levere juridisk og politisk

---

4) En eksemplificering: af § 18 i 1949-lovene (= §34 i 58- og 63-lovene) fremgår de enkelte medlemsorganisationers pligt til at betale administrationsbidrag til LO. W. konstaterer derefter, at stigningstakten for disse har været "flere gange større" end den almin (Noten forts.) delige løn- og prisudvikling. Dette kunne der gives flere sandsynlige årsager til. W. har nærmest kun een: "Forklaring på dette fænomen skal søges bl.a. i de professionelles løn" (p. 101, note 1)

4) En eksemplificering: af § 18 i 1949-lovene (= §34 i 58- og 63-lovene) fremgår de enkelte medlemsorganisationers pligt til at betale administrationsbidrag til LO. W. konstaterer derefter, at stigningstakten for disse har været "flere gange større" end den almin (Noten forts.) delige løn- og prisudvikling. Dette kunne der gives flere sandsynlige årsager til. W. har nærmest kun een: "Forklaring på dette fænomen skal søges bl.a. i de professionelles løn" (p. 101, note 1)

illustration til de hypoteser i R. Michels jernhårde oligarkilov"
(p. 204). - W's analyse af "tordenskjolds soldater" skulle i.h.t. ham
selv give den endelige baggrund for følgende konklusion:

"Vi viste, hvorledes også den eksplicitte ideologi-formulering og udformning var ledelsens monopol, således, at den enkeltes tankefrihed og evne til at stille sig kritisk til den politiske praksis, som han er undergivet, undermineres af en ledelse, der har andre interesser end han" (p. 225).

Med fastslåen af disse dæmoniske tilstande, er undersøgelsen af LO, der i alt væsentligt bygger på et fem år gammelt speciale, tilendebragt. W. vil derefter gå over til "aktualiseringen", hvor "den socialdemokratiske fagforenina" og dens handlemåde skal analyse res.

Hvor bogen indtil da har ladet arkivmateriale "fundere" udsagn
og fordømmelser, så kastes al empiri ni udp.pl igt- overbord, idet
W. søger at referere RG's bidrag til en fagforeningsteori. Hvad der
burde have været et udgangspunkt for en fagforeningsanalyse, skal
nu (fem år for sent) bibringe arbejderklassen en indsigt i, at fagforeningsinstitutionen
oreningsinstitutionen er nødvendiggjort af et funktionelt behov
for overvindelse af indbyrdes konkurrence og atomistiske kampformer.

De vesttyske analyseresultater betragter W. som "de politisk/ videnskabeligt adekvate" (p. 240) - ja, endog som "den korrekte videreførelse (sic!) af den analyse, jeg selv har forelagt" (p. 241) -, og at de følgelig ikke nødvendiggør fortrydelse af den anvendte metode eller tilbagekaldelse af tidligere konklusioner. Hvorledes W. i ramme alvor kan forlige disse kontrære videnskab-steoretiske

opfattelser, metodologiske spilleregler/obejktbindinger osv. må stå som en gåde. Det er faktisk brud på brud, vi præsenteres for. Intet har været mere centralt for de vesttyske fagforeningsbidrag end at vinde et materialistisk udgangspunkt for analysen af fagforeningernes forhold og funktion (at sikre arbejdskraftens værdi), hvorfra man sættes i stand til at opridse de samfundsreale forhold, der både sætter grænser for fagforenings"bureaukratiets" handlerum oc samtidig implicerer visse handlemåder. W. tillader sig endog den uhørte frækhed først at konkludere med RG's forskningsbidrag, at "Man kan altså ikke bestemme modsigelser mellem arbejder og et historisk dannet fagforeningsapparat simpelt med organisationssociologiske (bureaukratiske) eller moralske (klasseforræderi) argumenter" (p. 237), og dernæst betragte dette som en "korrekt videreførelse" af hans analyse. Hele LO-analysen var jo båret oppe af en forrædertese m.h.t.

fagforeningsapparatets og ledernes varetagelse af medlemmernes interesser.
Herved havnede W. uundgåeligt i en organisatorisk og endog
personel opløsning af problemet. Når klassekampens (og "socialdemokratismens")
udvikling nærmest interpreteres som værende resultat
af fagforeningsbureaukratiets selvstændiggørelse fra medlemsbasis,
har man helt elimineret muligheden for at fundere analysen i
det erklærede materialistiske udgangspunkt, den metodisk forsvarlige
griben an ved det konkret-historiske udviklingsstade for forholdet
mellem kapital og lønarbejde. W. "s anklage mod LO for forræderi
over for arbejderklassens interesser reduceres således til en (primi
tiv) historisk analogislutning (i stil med: "fagforeningerne har
forrådt arbejderklassen lige siden Septemberforliget" etc.).

III

Ikke fordømmelser, men teoretisk dechiffreringskraft over
for historisk-konkrete udviklinger, må være ledetråd for videnskabelige
anstrengelser, og her er en almen fagforeningsteori nødvendig,
men de historisk-specifikke samfundsbetingelser samtidig ikke-negligerbare.
Det har krisetendenserne her i 1974/75 også tydeligt demonstreret;
krisen må forstås på baggrund af dens historiske forudsætninger:
ikke mindst opnåelsen af "den fulde beskæftigelse" i begyndelsen
af 60'erne, hvorved grundlaget for en "succesrig" fagbevægelsespolitik
var lagt, og med socialdemokratiske regeringsdannelser
måtte indvundne positioner søges befæstet ved arbejdsmarkeds- og socialpolitiske
foranstaltninger. I den efterfølgende prosperitetsperiode
kunne fagbevægelsen mere og mere påtage sig en karakter af ydre-statslig
agent eller bærer af den statslige økonomiske politik.
Først afløsningen af den socialdemokratiske regering i 1968 med VKRregeringen
satte igen nogen distance mellem regeringspolitik og fagforeningspolitik,
oreningspolitik, men eftersom fagforeningernes forhandlingsfundament,orhandlingsfunda-
den fulde beskæftigelse, var nogenlunde sikret indtil slutningen
af VKR-perioden, gik fagbevægelsen kun verbalt og ikke realt over
til en oppositionel position over for den økonomiske politik.
Med begyndende krise begynder fagbevægelsens hidtidige magtbasis
imidlertid at smuldre, og det må da undersøges, hvorledes fagbevægelsesledelsen
så reagerer. Indkomstpolitiske "styrings"-forsøg er
uundgåelige, og disse går fundamentalt imod medlemsinteresserne. -
Fagbevægelsen synes således med indkomstpolitikkens indførelse at
blive sat i et dilemma: sanktionerer fagbevægelsen forsøget på denne

form for statslig regulering af lønindkomsterne, må presset fra
medlemsskaren efterhånden forventes at blive meget betydelig, eftersom
den indkomspolitiske kooperations resultater er en relativ forværring
af de lønarbejdendes eksistensvilkår. Omvendt er et afslag
til at deltage i de økonomisk-politiske beslutningsprocesser en udfordring
til åben konflikt med staten, thi den statslige indkomstpolitiks
"succes" er i høj grad afhængig af en positiv indstilling
fra fagbevægelsens side. Fagforeningerne er altså tvunget til at
indkalkulere de samfundsøkonomiske og beskæftigelsesmæssige virkninger
af en eventuel kooperations-uvillighed, og det må derfor være
en opgave for historisk-empiriske studier at klargøre, hvilken af de
to hoveddeterminanter for fagforeningernes praksis (kapitalvaloriseringsbetingelser
hhv. medlemsinteresser), der i forskellig beslutningssituationer
har været mest virksom. Den pol, der har den største
"tiltrækningskraft", vil forenklet udtrykt give fagforeningspolitikkenagforeningspo-
et konfliktorisk respektiv et kooperativt indhold.

Noget betydende tryk fra medlemsskaren over for fagforeningerne kan man dog ikke foreløbig konstatere (på trods af reallønsnedgange, betydelig arbejdsløshedsstyrke etc.) - snarere privatiserings og individualiseringstendenser over for krisens virkninger, hvilket også det udbyggede sociale sikringssystem kan siges at give materielle betingelser for. Udstødelse fra arbejdsmarkedet er ikke længere ensbetydende med næsten håbløs materiel forringelse af levevilkårene (og bevidsthedsmæssig konsekvens: klassemodsætningerne

synes ikke uforsonlige). - Reaktionen på krisens virkninger kan have
alvorlige følger for det fagforeningsmæssige aktionspotentiale,
både i direkte forstand i konfrontationen med arbejdsgiverne, og indirekte,
idet de arbejdsløshedsramte nemt interpreterer deres erfaringer
i lyset af et statsligt "sikrings"-standpunkt i stedet for
som aftvunget af kapital-lønarbejde-forholdet.

Nødvendigheden af at lade undersøgelser af fagforeninger
(og "interesseorganisationer" i det hele taget) tage udgangspunkt i
problemstillinger omkring strukturelt betingede interessekonflikters

---

1) I dette perspektiv er ikke mindst Bergmann/Jakobi og Muller-Jentshcs grundige analyse af kooperativ og konfliktpræget fagforeningspolitikagforeningspoli- i Vesttyskland frugtbar. (J. Bergmann/O. Jacobi/N. Muller Gewerkschaften in der Bundesrepublik - Gewerkschaftliche Lohnpolitik zwischen Mitgliederinteressen und okonomischen Systemzwangen, Europaische Verlagsanstalt, Frankfurt a.M. 1975).

1) I dette perspektiv er ikke mindst Bergmann/Jakobi og Muller-Jentshcs grundige analyse af kooperativ og konfliktpræget fagforeningspolitikagforeningspoli- i Vesttyskland frugtbar. (J. Bergmann/O. Jacobi/N. Muller Gewerkschaften in der Bundesrepublik - Gewerkschaftliche Lohnpolitik zwischen Mitgliederinteressen und okonomischen Systemzwangen, Europaische Verlagsanstalt, Frankfurt a.M. 1975).

transformation eller oversættelse i organisationsindgrænset beslutningstagen
og adfærd skulle således være tilstrækkeligt pointeret.
Herved kan studiet af fagforeninger, deres eksistensgrundlag og
funktionsudøvelse, støttes i et samfundsperspektiv, som er nødvendigt,
såfremt man hverken skal blive ståånde ved en blot organisationsteoretisk
betragtelsesmåde, en betragtelsesmåde, der oftest kapper forbindelsen
over til det socialstrukturelle modsætningsforhold, som
fagforeningerne er produkt af - eller som W. skal forfalde til forræderiteser.
Fagforeningernes "dobbelte" (RG) bestemmelse skal ikke
mindst klargøres historisk: både som organisator af modsætningen
mellem lønarbejde og kapital og som lønmodtagernes interessepræsentationsorgan
i samfundet. Det "samfundsmæssige perspektiv" er imidlertid
ikke reducerbart til en ren politøkonomisk synsvinkel, idet
de økonomiske grundforhold - begrebslig oversat i den marxske politøkonomiske
analyse - uomtvisteligt udgør konstituens for organisationspraksis,
, men enhver "empirisk" undersøgelse må bygge på indsigten
i statens (forandrede) betydning (med udgangspunkt i afklaringen
af staten som et kapitaleksternt, samfundsmæssigt system af sociale
relationer). Statens tildelte funktioner og de konkrete former
for interesseartikulation og konfliktregulering må teoretisk fordøjes,
for at de samfundskonkret-historiske betingelser, hvorunder
organisationerne på arbejdsmarkedet arbejder, kan identificeres. -
Bemærkninger i dette afsnit skal altså tages som en advarsel både
mod Wechselmanns forkortede analysetilgang og mod kapitalsystematiske
abstrakte fagforeningsanalyser, såfremt de forbliver alt for historisk
usoecifikke.

Sammenfattende m.h.t. W.'s bog kan siges, at den mangler så
at sige de mest basale kvalifikationer. W. kommer kun i de sidste
afsnit ind på fagforeningens eksistensgrundlag, men her konfronteres
man blot med et ukritisk referat af RG. Selv dette referat skulle
dog i tilstrækkeligt omfang have slået benene væk under Ws egen
analyse, men karakteristisk nok søger W. at syntetisere uforligelige
positioner. - Bogen igennem savner man ligeledes ethvert begreb om
fagforeningernes grundfunktioner (som udgangspunkt for at kunne bedømme,
hvordan funktionerne realt udfyldes og varetages). Den "konstaterede"
adfærd sættes blot over for en implicit funktionsbestemmelse:unktionsbestem-
omvæltningen af det kapitalistiske samfund. På denne måde
bliver analytisk impotens uundgåelig. Og i det hele taget fejrer
manglen på metodologisk refleksion store triumfer bogen igennem. -

K. forfalder sluttelig til en moraliserende "stor" - fornærmelse i
undersøgelsen af LO-interne forhold. Subjektivistiske accentueringer
kombineret med overfladisk omgang med Weber, Michels og Marx skal
fundere angrebene mod "fagforsteningen" og "klasseforræderiet". Ikke
sært, at angrebene forfejles. W."s "forsinkede lyn" kan vist kun
slå ned og gøre skade blandt den del af venstrefløjen, som han selv
ønsker at tilhøre, og forlagsmæssig må udgivelsen af Ws bog siges
at være alt andet end pionerarbejde.

Wechselmanns anklage mod det danske LO for selvstændiggørelse
fra medlemsbasis bliver således det samme som at holde dåb over
en "realitet" uden at kunne identificere barnet l

Januar 1976