Nationaløkonomisk Tidsskrift 130 (1992): 551-559
Europæisk samarbejde i flere
hastigheder?
Anders Ølgaard,
Økonomisk Institut, Københavns Universitet
SUMMARY: In the light of the negative outcome of the Danish referendum on the treaty
of the European Union, a number of political and economic issues are discussed. It is
emphasized that the result is not just a Danish problem, because any Member State has
the right of veto; hence the problem relates to all Member Countries. In addition, a fu-
ture deepening of the economic cooperation of the present Member States by necessity
leads to substantial difficulties with respect to a widening, i.e. an increasing number of
Member States. On this background, the idea of a federal European Union is questioned,
and the concept of European cooperation »at different speeds« or »in different dimen-
sions« is preferred.
Efter det danske nej til traktaten om Den Europæiske Union ved folkeafstemningen
den 2. juni 1992 blev der som bekendt i slutningen af oktober opnået enighed om »et na-
tionalt kompromis« mellem alle Folketingets partier med undtagelse af Fremskridtspar-
tiet. Kompromis’et var udtryk for en balancegang: Det skulle adskille sig så meget fra
den tekst, man stemte om den 2. juni, at man meningsfyldt ville kunne lægge det ud til en
ny folkeafstemning, men samtidig ligne den oprindelige unionstekst så meget, at det ik-
ke ville skabe alt for store problemer for de øvrige medlemslande. Hermed foreligger en
meget kompliceret situation, såvel på EF-plan som i det hjemlige politiske liv. Nogle
aspekter heraf vil blive omtalt i det følgende.
Forbundsstat - statsforbund
Principielt kan et samarbejde som det, vi hidtil har kendt i EF, have som sit endemål at
skabe enten en forbundsstat eller et statsforbund. Forbundsstaten repræsenterer den fø-
derale løsning, Europas Forenede Stater svarende til USA. I en sådan konstruktion vil
Europa-par 1 amentet naturligvis spille en central rolle, evt. suppleret med yderligere et
lovgivende »kammer« med samme antal medlemmer fra hver medlemsstat, jfr. USA’s
Senat. Det er klart, at denne konstruktion som et naturligt element indebærer mulighed
for flertalsafgørelser i de anliggender, som er under forbundsstatens kompetence. Alle
medlemslande er underkastet de samme regelsæt, også med hensyn til centrale områder
inden for den økonomiske politik, og må følgelig gå »i samme takt«. En langsigtsmål-
sætning af denne type har ikke mindst EF-Kommissionen været fortaler for, og da især
552
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 1992. NR. 4
dens formand, Jacques Delors. Herhjemme er det næppe forkert at påstå, at tankegangen
ikke ligger Venstre og Centrumdemokraterne ljemt. Det gør den til gengæld for de øvri-
ge partier, og - efter foreliggende meningsmålinger - også den overvejende del af den
danske befolkning.
Den anden konstruktion, statsforbundet, blev af de Gaulle i begyndelsen af 1960’eme
betegnet som Fædrelandenes Europa. Man skulle samarbejde om, hvad man kunne blive
enige om, og lade resten ligge. På områder, som for det enkelte medlemsland var vitale,
blev vetoretten hermed et naturligt led i konstruktionen, sådan som det kom til udtryk i
EF ved det såkaldte Luxembourg-forlig i 1966. Det er endvidere klart, at Ministerrådet i
et sådant statsforbund vil have den centrale rolle. De fleste danske partier går som be-
kendt ind for ideen om et statsforbund. Når Poul Schlüter gentagne gange har frem-
hævet, at »Unionen er stendød«, må han hermed nødvendigvis sigte til forbundsstaten,
jfr. indledningen til det nationale kompromis, hvor det fremhæves, at det danske nej til
EF-Unionen den 2. juni var et nej til Eurpoas Forenede Stater, men ikke til EF-medlem-
skab.
Flere hastigheder?
Det er et naturligt element i et statsforbund, at samarbejdet mellem de forskellige sta-
ter kan ske i flere hastigheder - eller med en alternativ formulering: i flere rum. En stat
kan være med i valutasamarbejdet uden nødvendigvis at være fuldt medlem af valuta-
unionen. Nogle medlemmer kan deltage i et forsvarspolitisk samarbejde, mens andre
står udenfor - for at tage to eksempler hentet fra det danske nationale kompromis. Imid-
lertid forholder det sig sådan, at jo mere man identificerer sig med ideen om en for-
bundsstat - en føderal løsning - på længere sigt, jo mere afvisende må man principielt
stille sig til konstruktioner, der indebærer flere hastigheder. Det gælder først og frem-
mest Kommissionen, men det gælder også for et betydeligt antal af Det Europæiske
Råds medlemmer, dog med undtagelse af i hvert fald Storbritannien og Danmark.
Så længe antallet af samarbejdende stater er begrænset, og det samme gælder omfan-
get af de emner, samarbejdet omfatter, er det ikke så afgørende, om man på længere sigt
stræber mod en forbundsstat eller et statsforbund. Men jo flere medlemsstater det drejer
sig om, og jo flere emneområder samarbejdet omfatter, jo mere påtrængende bliver pro-
blemet.
Det er næppe forkert at karakterisere Maastricht-Traktaten (som den hedder på om-
slaget til Hvidbogen fra oktober 1992, det lyder jo også mere fredeligt end Traktat om
Den Europæiske Union, som faktisk er dens navn) som udtryk for et forsøg på at presse
samarbejdet i føderal retning og altså i videst muligt omfang undgå forskellige hastighe-
der.
Det sker ved at inddrage flere områder - udenrigspolitisk samarbejde og samarbejde
om retlige og indre anliggender - i traktatens emnekatalog (søjle 2 og 3), idet der dog her
EUROPÆISK SAMARBEJDE I FLERE HASTIGHEDER?
553
som hovedregel kræves enstemmighed, lige som Kommissionen har en mere tilbage-
trukket rolle i disse søjler. På en række andre områder, herunder de økonomiske, (søjle
1) kræves der derimod i fremtiden som hovedregel kun kvalificeret flertal. Specielt hvad
angår den tredie fase i Den Økonomiske og Monetære Union er reglerne dog noget mere
komplicerede, jff. nedenfor.
Traktaten om Den Europæiske Union indebærer et vigtigt skridt i retning af en mere
samordnet økonomisk politik i medlemslandene. En sådan samordning kan der gives go-
de argumenter for i retning af øget effektivitet og forbedret konkurrenceevne, forudsat at
de forskellige medlemslande befinder sig på nogenlunde samme udviklingsniveau. Om
det i dag gælder f.eks. Grækenland og Portugal i forhold til hovedparten af medlemslan-
dene er særdeles tvivlsomt. Ud fra dette synspunkt er problemerne mindre m.h.t. Sveri-
ge, Finland, Norge, Schweiz og Østrig, og det siges da også i Hvidbogen (p. 200), at »EF
ikke forestiller sig andet end helt og fuldt medlemskab for EFTA-landene«. Med andre
ord: hvis Danmark ender med at fa en særstilling på baggrund af en folkeafstemning
med positivt resultat i 1993, vil vi komme til at stå alene - med vor egen hastighed - og-
så efter at medlemsantallet er forøget med nogle af de hidtidige EFTA-lande. Her er der
altså bestemt ikke åbnet for et Europa i flere hastigheder - når man ser bort fra ØMUens
tredie fase, der som nævnt vil blive nærmere behandlet nedenfor.
Det næste problem opstår, den dag central- og østeuropæiske lande søger optagelse i
unionen. En udvikling i denne retning betegnes som ønskelig i teksten til det nationale
kompromis, hvor det siges, at målet er, at EF skal omfatte alle de europæiske demokrati-
er, samt at det europæiske samarbejde skal være mere åbent og fleksibelt, bl.a. med hen-
blik på de central- og østeuropæiske lande.
Imidlertid er det vanskeligt at forestille sig, at disse lande - Ungarn, Tjekkoslovakiet,
Polen samt evt. de baltiske lande - skulle kunne blive medlemmer af Unionen »helt og
fuldt« inden for en overskuelig fremtid. Unionstraktaten udbygger samarbejdet mellem
de nuværende medlemmer af EF »i dybden«. Dette forudsætter som nævnt, at medlems-
landene befinder sig på nogenlunde samme økonomiske niveau, og må derfor nødven-
digvis gøre det vanskeligere for evt. nye medlemslande, der i øjeblikket befinder sig på
et lavere udviklingstrin som f.eks. de nævnte central- og østeuropæiske lande, at blive
medlemmer af Unionen, i hvert fald hvis medlemskabet skal være »helt og fuldt«.
Ud fra disse betragtninger er der nødvendigvis en modsætning mellem en udvidelse
af samarbejdet i dybden (mellem de nuværende medlemslande) og i bredden (ved at ind-
drage nye medlemmer), med mindre man i højere grad åbner op for et Europa i flere ha-
stigheder. På den baggrund virker det noget overraskende, at det i Hvidbogen p. 32 uden
nærmere argumentation fastslås, at »modsætningerne imellem tilhængerne af uddyb-
ning og tilhængerne af udvidelse er ryddet af vejen. Der er enighed om, at uddybning og
udvidelse supplerer hinanden, og at de derfor skal behandles sammenhængende«. Rea-
liteten er imidlertid, at uddybningen i Unionstraktaten har fået en klar førsteprioritet,
554
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 1992. NR. 4
mens mulighederne for flere hastigheder i det europæiske samarbejde er tonet stærkt
ned. Endda så meget, at det under udarbejdelsen af det danske nationale kompromis blev
opgivet som uigennemførligt at udforme en bestemmelse om, at evt. fremtidige nye
medlemmer ville kunne indgå i samarbejdet med nedsat hastighed.
Befolkningernes holdning i medlemslandene
I tiden før den 2. juni var det almindeligt at fremhæve, at et evt. dansk nej ville rejse
problemer for Danmark, der ville placere sig selv på et sidespor, mens det europæiske
Unionstog ville fortsætte med uformindsket fart. At dette under alle omstændigheder var
en forkert bedømmelse viste sig allerede ved den omfattende internationale presse-
dækning, som folkeafstemningen gav anledning til, men fremgik også af de omfattende
kommentarer fra politikere og mediefolk i andre lande, som fulgte i afstemningens køl-
vand. Det var her et gennemgående element, at befolkningerne i de øvrige medlemslan-
de slet ikke var fortrolige med de problemer, Unionen giver anledning til - endsige hav-
de taget stilling til dem. Det skete så til gengæld efterfølgende i Frankrig, men med et
særdeles knebent ja - i modsætning til, hvad Unionsfortaleme havde forudset, da den
franske folkeafstemning blev annonceret umiddelbart efter det danske nej. Og samtidig
er der voksende tvivl om befolkningernes holdning i mange af de øvrige medlemslande,
også bortset fra Storbritannien.
Man kan spørge, om dette bør give anledning til bekymring. Har vi ikke et repræsen-
tativt demokrati? Uanset hvordan man ser på begrebet folkeafstemninger kan der imid-
lertid være grund til at understrege, at det forhold at der indføres vidtgående regelsæt hen
over hovedet på Unionslandenes befolkninger under alle omstændigheder må give an-
ledning til bekymring. Vil disse befolkninger efterleve de bestemmelser, som måtte blive
fastlagt af et Unionssamarbejde, som de ikke føler noget medansvar for? Uden at over-
dramatisere kan man jo blot studere andre stater, hvor befolkningen ikke nødvendigvis
forholdt sig, som den politiske ledelse ville have dem til. I forvejen er det som bekendt
gennem det sidste tiår bestemt ikke blevet»lettere at være dansker«, målt ved omfanget
af de love, bekendtgørelser, forordninger m.v., som vi skal efterleve, og Unionsmedlem-
skabet vil forøge den deraf følgende uoverskuelighed. Vil befolkningerne i unionslande-
ne alligevel fortsat efterleve disse bestemmelser, hvis baggrund de ofte vil være helt uvi-
dende om? For 50 år siden var der en livlig debat, her i landet anført af professor Alf
Ross, om hvorfor befolkningen egentlig overholder gældende ret. Det vil føre for vidt at
komme ind herpå, men det skal fremhæves, at jo mere vidtgående ambitionsniveauet er
for de fælles regelsæt både med hensyn til de emner og det antal lande, de vedrører, jo
større er risikoen for, at retsbevidstheden blandt medlemslandenes befolkninger går op i
sømmene. Også ud fra dette synspunkt må den føderale tankegang give anledning til be-
tænkeligheder.
EUROPÆISK SAMARBEJDE I FLERE HASTIGHEDER?
555
Unionstraktatens ikrafttræden - vetoret?
Når det her i landet var svært at fastholde politikernes troværdighed og autoritet over
tor befolkningen i forbindelse med folkeafstemningen den 2. juni, hang det sikkert ikke
mindst sammen med, at problemstillinger med udgangspunkt i udenrigspolitiske forhold
ikke just er noget, den danske befolkning er vant til at omgås. I 1972 blev debatten forud
for den første folkeafstemning i det væsentlige ført med udgangspunkt i spørgsmål om
økonomiske fordele og ulemper. I 1986 var debatten kortvarig, men fokuserede ikke
mindst på, at selv om vi måtte acceptere afgivelse af vetoret i spørgsmål, der vedrørte
gennemførelsen af det indre marked, så ville vi bevare vor vetoret i alle de centrale
spørgsmål, idet ændringer her kun kunne ske ved énstemmighed. Det siges da også i bå-
de Rom- og Unionstraktaten, at ændringer i traktaten træder i kraft, efter de er blevet rati-
ficeret af alle medlemsstaterne i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige be-
stemmelser.
Hvis man derfor mener, at Unionstraktaten bevæger sig for langt i føderal retning, er
det en nærliggende udvej fra dansk side at fastholde, at hvis Danmark ikke ratificerer,
foreligger der overhovedet ikke nogen retsgyldig Unionstraktat. Den politiske retfærdig-
gørelse af et sådant drastisk skridt skulle ikke mindst være, at der jo i givet fald ikke er
tale om sabotage fra et enkelt lille, isoleret land, men tværtimod om at bremse en føderal
udvikling, som ikke har nogen baggrund i en politisk debat, endsige stemmemæssig til-
slutning, i befolkningerne i de fleste af medlemslandene.
Hvad vil konsekvenserne være af, at man ffa dansk side undlader at ratificere Unions-
traktaten? Forud for folkeafstemningen den 2. juni blev det som ovenfor nævnt hævdet,
at Danmark i så fald ville placere sig på det bekendte sidespor, mens Unionstoget ville
køre videre. Men vil dette kunne lade sig gøre? Spørgsmålet er behandlet i bilag 11 til
Hvidbogen, der vedrører det folkeretlige spørgsmål om et eller flere medlemmers udtræ-
den af EF-samarbejdet.
Som ikke-jurist skal jeg afholde mig fra en alt for dybtgående analyse af problemet,
men der kan være grund til at drage en parallel til den nationale grundlovs bestemmelser
om frihedsrettigheder. De kan betragtes som det måske væsentligste element i en forfat-
ning, fordi de trækker grænser for, hvad flertal let kan bestemme. Der er mindretalsrettig-
heder, som flertallet ikke kan tilsidésætte.
Noget tilsvarende gælder vel vetoretten medlemslandene imellem, og det er ud fra det-
te synspunkt, man skal se kravet om, at alle medlemslande skal have ratificeret Unions-
traktaten før den træder i kraft.
Hertil kommer, at der er yderligere en form for mindretalsbeskyttelse i hvert fald ef-
ter dansk retsopfattelse - i forbindelse med medlemskabet af EF. Danmark vil (forment-
lig) ensidigt kunne udmelde sig ved en særlig lov, evt. efterfulgt af en folkeafstemning.
På denne baggrund argumenteres det noget overraskende i bilag 11, at hvis Danmark
kan udmelde sig ensidigt, så kan alle de andre medlemslande også gøre det samme en
556
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 1992. NR. 4
bloc, uden at Danmark kan forhindre det. Herefter kan de forhandle sig til rette om en ny
traktat, og Danmark er hermed efterladt på det berømte sidespor. At en sådan udvikling
er juridisk mulig, hvis Danmark er enig heri, er ubestrideligt, men hvis Danmark er u-
enig, forekommer der at være tale om en omgåelse af mindretalsbeskyttelse i form af en
realisering af præcis det modsatte: en gennemtrumfhing af flertallets synspunkter. På
denne baggrund kan de fleste af de syv løsningsskitser, som Hvidbogen konkluderer i, i
øvrigt ikke realiseres, hvis Danmark går imod. Det burde nok have været fremhævet -
eller i hvert fald nævnt - i Hvidbogens tekstafsnit. I bilaget begrænser man sig til at kon-
kludere, at holdbarheden af en konstruktion, hvorefter de øvrige medlemslande først ud-
melder sig en bloc og derefter forhandler en ny traktat uden om Danmark, er tvivlsom,
men at »argumentet ikke uden videre kan afvises«.
Delors har imidlertid gentagne gange fremhævet, at intet medlemsland kan have så
stor en vetoret, at det forhindrer de andre i at gå fremad. Hvis han skulle fa ret i dette
synspunkt til trods for det eksplicitte krav om, at alle medlemslande skal have ratificeret
Unionstraktaten, før den kan træde i kraft, kan man vanskeligt nå frem til anden konklu-
sion, end at EF-juraen i betænkelig grad har fjernet sig fra, hvad man må forvente af et
retssamfund.
Men hertil kommer naturligvis, at det er højst usikkert - for nu at sige det forsigtigt -
om de øvrige medlemslande ville kunne enes om en så kompliceret proces. Resultatet
ville med stor sandsynlighed blive, at det nyforhandlede Unionstog ville bestå af færre
end 11 lande.
Når det kan være værd at fremhæve disse forhold, er det for at understrege, at sålænge
Danmark ikke har ratificeret, har vi i virkeligheden en ganske stærk forhandlingsposi-
tion.
Flere hastigheder - ØMU samarbejdet
Den stærke ideologiske understregning af den føderale ide om en forbundsstat som
målsætningen på længere sigt kan undre, bl.a. fordi de europæiske lande - og også EF’s
medlemslande - hidtil har bevæget sig i flere hastigheder. Det gælder ikke blot over-
gangsordningerne for nye medlemmer, men også f. eks. det såkaldte Schengen-samar-
bejde, startet af fem af de oprindelige Seks med henblik på at afskaffe den indbyrdes
grænse- og paskontrol.
Men frem for alt gælder det for det valutariske samarbejde. EF’s medlemslande har
som bekendt været delt i tre grupper: De, hvis valuta befinder sig inden for det snævre
bånd med en udsvingsmargin på plus/minus to en kvart pct.; de, der mindre ambitiøst be-
finder sig inden for det brede bånd med en udsvingsmargin på plus/minus seks procent
og endelig dem, der slet ikke er med i fastkurssamarbejdet.
I traktaten om den Europæiske Union er der som bekendt ret detaljerede bestemmel-
ser om overgangen til valutasamarbejdets tredie fase, dvs. etableringen af en valutaunion
EUROPÆISK SAMARBEJDE I FLERE HASTIGHEDER?
557
med uigenkaldeligt fastlåste valutapariteter, hvad der bl.a. samtidig vil indebære en af-
skaffelse af de udsvingsmarginer, som man for tiden opererer med, jfr. ovenfor. Medlem-
skab af en sådan valutaunion forudsætter imidlertid, at hver af de deltagende medlems-
stater opfylder fire såkaldte konvergenskrav, nemlig m.h.t. prisstabilitet, saldoen på de
offentlige finanser, dokumenteret evne til at holde landets valutakurs inden for den
snævre udsvingsmargin samt endelig de langfristede rentesatser i det pågældende land.
Derimod indgår spørgsmål om ledighedens omfang m.v. som bekendt ikke blandt krite-
rierne.
Under alle omstændigheder vil tredie fase automatisk træde i kraft senest den 1. janu-
ar 1999. Men ud ffa de i det foregående anlagte synspunkter er det især værd at frem-
hæve, at man altså på det vel nok vigtigste punkt i Unionstraktatens bestemmelser for det
fremtidige økonomiske samarbejde har erkendt, at man er nødt til at operere med et sy-
stem med flere hastigheder. Man kan jo endda rejse det spørgsmål, om der i 1999 over-
hovedet vil være tilstrækkelig mange medlemslande, der opfylder de fire stipulerede
konvergenskrav. Er dette ikke tilfældet, må målsætningen om at danne en egentlig valu-
taunion i hvert fald betegnes som værende slået fejl.
De krav, etableringen af en valutaunion stiller til en koordinering af medlemslandenes
økonomiske politik, har i de senere år været livligt debatteret; dette spørgsmål skal ikke
analyseres nærmere her. Men det er uden videre klart, at en velfungerende valutaunion
forudsætter, at lønomkostninger og inflationstakt udvikler sig nogenlunde parallelt i alle
medlemslande. Skulle de i en lidt længere periode løbe foran i et bestemt medlemsland,
vil resultatet her vise sig i form af svigtende konkurrenceevne og øget ledighed.
Spørgsmålet er imidlertid, hvilke økonomisk-politiske instrumenter der vil stå til det
enkelte medlemslands rådighed i en valutaunion. Det følger pr. definition, at valutakurs-
instrumentet ikke kan anvendes, og i en troværdig valutaunion vil det samme gælde pen-
gepolitikken, herunder renteniveauet. De finanspolitiske muligheder for det enkelte
medlemsland er der en mindre grad af enighed om. Tendensen i debatten er gået i retning
af, at man skal koncentrere sig om strukturproblemerne.
Lidt provokerende kunne man måske påstå, at mange deltagere i de senere års interna-
tionale økonomiske debat betragter økonomisk politik som et onde snarere end som et
gode. Et onde, fordi mulighederne for, at der føres økonomisk politik, indebærer, at er-
hvervslivet må leve under en øget grad af usikkerhed samtidig med at der er betydelig ri-
siko for, at politikerne har et urealistisk højt ambitionsniveau m.h.t. at opnå de mål for
den økonomiske politik, som de stræber efter, med det resultat, at de - især på længere
sigt - anretter ulykker snarere end det modsatte. Om denne vurdering, der i sit funda-
ment er politisk, vil blive fastholdt, hvis ledigheden i Vesteuropa (med Vesttyskland som
en undtagelse) fortsætter med at være høj - og måske endda stigende, vil vise sig, men
man kan have sine tvivl.
558
NATIONALØKONOMISK TIDSSKRIFT 1992. NR. 4
Diskussionen om valutakursen som økonomisk-politisk instrument kan i det enkelte
land let få karakter af at vedrøre alternativet: faste valutakurser eller en evt. betydelig én-
gangsdevaluering. Hermed overser man den løsningsmulighed, som karakteriserede
EMS samarbejdet i den første halvdel af 1980’eme: relativt hyppige tilpasninger af cen-
tralkurserne for en række medlemslande under ét, men dels således at tilpasningerne for-
udsatte tilslutning fra alle deltagerlande, dels således, at de enkelte tilpasninger blev
kvantitativt begrænsede, hvad der i sig selv virkede dæmpende på de spekulative private
kapitalbevægelser, der jo som regel er et element i sådanne situationer. En sådan afdra-
matisering lettes endvidere af, at båndene for udsvingsmarginaleme ikke er alt for
snævre.
Ideen om en valutaunion er imidlertid baseret på det modsatte udgangspunkt. Spørgs-
målet bliver hermed bl.a., om hele projektet bliver troværdigt. Vil ambitionsniveauet i
praksis indebære, at evt. kurstilpasninger alligevel kommer, men at de kommer for sent
og dermed forårsager en betydelig uro. Da sterling blev devalueret i forhold til US-dollar
i november 1967, betød det begyndelsen til enden for Bretton Woods systemet med
faste, men justerbare kurser - med turbulens til følge i de følgende år. Vil ØMU-valuta-
unionen ikke også på et tidspunkt få sit 1967? Og kan man ikke med god grund hævde,
at den valutariske turbulens i eftersommeren 1992 var et resultat af, at EF’s medlemslan-
de havde været alt for ivrige efter at demonstrere, at valutaunionen er inden for række-
vidde, ikke blot ved at undlade mindre justeringer af centralkurserne, men også ved at li-
ren gik ind i det smalle bånd i 1990, og at sterling indgik i samarbejdet senere samme år.
Det var jo netop disse to valutaer, der blev centrale elementer i turbulensen i 1992, og
som til sidst begge måtte vende tilbage til et lavere ambitionsniveau. Ret beset er situa-
tionen ved slutningen af 1992 vel ikke så forskellig fra forholdene, før sterling og liren
øgede ambitionsniveauet i relation til EMS-samarbejdet, men jo altså desværre for-
gæves.
Konklusion
Skal man sammenfatte ovenstående betragtninger, kan udgangspunktet være, at lige
så problematisk det kan være, at man ikke sætter sig mål for sin politik, også internatio-
nalt, lige så risikabelt er det at ville nå for langt for hurtigt. Efter min mening er det en af
de mest tvivlsomme EF-teser, der formentlig har sit udspring i Kommissionens interesse
for, at dens ansatte skal kunne avancere, at det europæiske samarbejde vil falde fra hin-
anden, hvis det ikke fortsat intensiveres. Om dette udgangspunkt har bæreevne beror
bl.a. på, om de initiativer, man har taget i fortiden, faktisk er blevet omsat i praktisk poli-
tik og vel at mærke på en sådan måde, at man har fået konsistense regelsæt, der faktisk
efterleves af befolkningerne med en opfyldelse af de oprindelige målsætninger til følge.
Noget sådant har ikke altid været karakteristisk for det hidtidige EF-samarbejde; i
denne forbindelse kan man nævne mange andre eksempler end EF’s landbrugspolitik. På
EUROPÆISK SAMARBEJDE I FLERE HASTIGHEDER?
559
denne baggrund kan der være grund til i højere grad at omsætte de hidtidige målsætnin-
ger til praktisk politik snarere end bestandig at sætte sig nye mål - bl.a. med det resultat,
at troværdigheden af, at målsætningerne faktisk bliver realiseret, risikerer at tage skade.
Problemet er imidlertid, at EF jet-settet har mistet kontakten med befolkningen i med-
lemslandene. Ikke blot forstået på den måde, at man ikke har forklaret sig godt nok over
for befolkningerne, men også således at man har undladt at sikre sig, at der i befolknin-
gerne var forståelse for og tilslutning til de ambitiøse projekter. Kort sagt: sætter man ik-
ke det europæiske samarbejdes troværdighed på spil ved at gå for hurtigt frem?
Denne problemstilling kommer i fokus, når man samtidig interesserer sig for de poli-
tiske aspekter af det europæiske samarbejde. Det vil utvivlsomt i bedste fald vare mange
årtier, før Europa-parlamentet i medlemslandenes befolkninger vil kunne få en status
som Repræsentanternes Hus I USA. Allerede af denne grund kan der være grund til at
give de føderale tanker om en forbundsstat lav prioritet.
Det gælder især, i jo højere grad man ønsker at inddrage flere lande i det europæiske
samarbejde - og da især de central-og østeuropæiske. I så fald bliver det i hvert fald nød-
vendigt i højere grad at tage udgangspunkt i tanken om et Europa i flere hastigheder - el-
ler i flere rum.
Det er overvejelser af denne type, som traktaten om den Europæiske Union i alt for
høj grad har forsømt at beskæftige sig med. Hvis det derfor skulle ende med, at Danmark
ikke ratificerer traktaten, og den følgelig skal genforhandles, er ulykken måske ikke så
stor. Der vil i så fald være mulighed for at skabe et traktatmæssigt grundlag, der i højere
grad tager sit udgangspunkt i et Europa i flere hastigheder og/eller i flere rum. Skulle det
blive resultatet, har alle sindsbevægelserne ikke været forgæves.
Litteratur
Udenrigsministeriet. 1992. Hvidbogom Dan- Økonomiministeriet. 1991. Økonomisk og Mo-
mark og Maastricht-Traktaten. Oktober	netær	Union III. September 1991. Køben-
1992. København.	havn.
Økonomiministeriet. 1989. Økonomisk og Mo-	Økonomiministeriet. 1992. Økonomisk og Mo-
netær Union. November 1989. København.	netær	Union IV. Februar 1992. København.
Økonomiministeriet. 1991. Økonomisk og Mo-	(Indeholder bl.a. teksten til traktaten om
netær Union II. Januar 1991. København.	Den Europæiske Union).