Den internationale Kongres i Antwerpen for Toldog i Avgust 1892.

1 Dagene fra 8. til 13. Avgust d. A. afholdtes der i Antwerpeu en Kongres for Told- og rbejderspørgsmaal, saa vel paa Grund af sin Oprindelse, som for hvad den ydede, har Krav paa en vis Opmærksomhed.

Kongressen blev oprindelig i Scene sat væsenligst som en Demonstration i Frihandelsretning. Intet Land har maaske lidt mere under den nyere protektionistiske Toldpolitik end Belgien, henvist som det er til at købe Levnetsmidler fra Udlandet til sin tætte Befolkning ved en livlig Udvexling af Industriprodukter og en omfattende — Antwerpen er et af Centrerne for Verdensomsætningen. ny Høj ning af Staternes Toldmure derfor her som et haardt Slag, der imidlertid ikke blev gengældt, thi Belgien har — fraset Kvægtolden bevaret sin relativt liberale Handelspolitik fra Begyndelsen af Treserne. Men under det stærke Pres fra Udlandets Side gjorde der sig her, som andetsteds, den Opfattelse gældende, at man burde søge Erstatning

for sit Tab i Udlandet ved i det mindste at lukke dette ude fra det belgiske Marked, og Protektionisterne, der navnlig havde deres Tilhængere mellem Landbruget og den mindre Industri, begyndte at hæve Hovedet med Krav om stærkere Beskyttelse. Mod denne Bevægelse satte det gamle liberale Parti den Paastand, at Svaret paa Udlandets Beskyttelse tværtimod skulde være en yderligere Bevægelse henimod Frihed. Belgien var og maatte efter sin økonomiske Beskaffenhed være henvist til at konkurrere paa det internationale Marked, som trods alle Toldmure og Hindringer stadigt vilde vedbliveat og det bedste Middel til at styTke sin Stilling her var at producere saa billigt som muligt, medens ethvert Skridt hen imod Beskyttelse og det dervedskabte Prisniveau vilde svække denne Evne. De Nationer, der havde indført høj Beskyttelse, vilde gøre sig selv uskikkede til dette internationale Kapløb, medens de vilde blive tilbage som Sejrherrer, der havde holdt Frihedens Fane højt. Denne Anskuelse fa'ndt Støtte hos store Interessekredse; først og fremmest Landets rige og mægtige Handelsstand, men ved Siden heraf hos en Del af de Storindustrielle, hvis Forretningerovervejende baserede paa Export, og som derfor vare mindre interesserede i et Beskyttelsessystem end i paa alle Punkter at bevare billige Produktionsbetingelser.Det fra disse Kredse og de dem nærstaaendeForeninger »Ligue nationale pour la liberté commerciale« og le »Cercle des anciens étudiants de l'institut supérieur de commerce«, at Ideen til Kongresseni udgik. Man vilde ikke vente med at optage Kampen mod den begyndende Protektionisme, men søge at kvæle denne i Fødselen ved et rask »coup

de main«. Som et dertil egnet Middel ansaas en stor international Kongres, og skønt man dertil stævnede Mænd af forskellig økonomisk Anskuelse og paa forskelligMaade, ved Bestemmelsen om, at der ikke maatte vedtages Resolutioner, søgte at tilkendegive,at ikke skulde have noget økonomisk Partistempel, haabede Kongressens Sammenkaldere at vinde Tilhængere ved i Debatten at vise Frihandelens absolutte Overlegenhed. For yderligere at forøge Interessenfor satte man ogsaa Arbejderspørgsmaaletpaa Program. Sjælen i hele dette Foretagendevar Strauss, Præsident i le »Cercles des anciens étudiants« og en übetinget Tilhænger af den liberaløkonomiske Lære. Kongressen fandt Tilslutning i saa godt som alle evropæiske Lande, paa Grund af Arbejderspørgsmaalets Inddragning under Debatten ogsaa hos Mænd, der ikke havde indtaget noget udpræget Standpunkt til Toldpolitiken.

Kongressens Forhandlingsgenstande vare delte i to Sektioner, henholdsvis for Told- og Arbejderlovgivning, hver omfattende en Kække af Underafdelinger; men hele Interessen koncentrerede sig i Virkelighen om de store brændende Principspørgsmaal: i Iste Sektion Frihandel Beskyttelse og Handelstraktater, i 2den Sektion Statens Stilling til voxne Arbejderes Arbejdstid og Opnaaelsen af en Arbejderstatistik.

Som Grundlag for Kongressens Forhandlinger og som Svar paa de stillede Spørgsmaal var der indkommeten paa i alt over 30 Afhandlinger, der dannede et værdifuldt Materiale til Belysning af ToldogArbejderspørgsmaalene de forskellige Lande. Ogsaa Danmark var mødt med tvende Bidrag: et væsenligst

paa Grundlag af en Artikel af Professor Scharling til »Schriften des Vereins fur Socialpolitik« udarbejdet Fremstilling af Danmarks Handelspolitik og en Afhandlingfra Ludvig Bramsens Haand om Arbejdets Regulering i Danmark og Norge. Ved IndenrigsministerietsVelvilje den for Danmark nedsatte Organisationskomité desuden overlevere Kongressen et Antal Exemplarer af den til Bcrlinorkongressen udarbejdedeOversigt Danmarks Arbejderlovgivning, hvortil var føjet en Oversættelse af Loven om Søndagshvilen.

Kongressen, der aabnedes den. 8 Avgust i »l'Athénée Royales« Lokaler i Overværelse af Konseilspræsident Bernaert, der havde overtaget Stillingen som Kongressens og Præsidenten for Provinsen samt Borgmesteren i Antwerpen, talte over 600 Deltagere. disse vare 2/3 Belgiere (hvoriblandt le Hardy Beaulieu, Couvreur, H. Denis) og Resten Udlændinge af alle Nationer, saaledes Franskmænd (Leon Say, Jules Simon og Sismondi), Englændere (Sir Albert Rollit og Thomas Farrer), Tyskere (Max Broemel), Østerrigere, Russere, Hollændere, Danske m. fl. Blandt Kongressens valgtes ogsaa to Danske, for iste Sektion Professor William Scharling, for 2den Direktør Bramsen.

Forhandlingerne om Toldspørgsmaalet vare, skønt Kongressen stod aaben for alle Anskuelser, dog stærkt prægede af deres Oprindelse og derfor noget ensidige i Frihandelsretning. Skulde jeg nævne noget for dem ejendommeligt, er det dette, at den moderne Beskyttelsespolitik angrebes fra et Forbrugerstandpunkt end ud af selve Produktionens Interesser. Talrige vare

her Beskyldningerne mod Protektionismen for den Skade, den har forvoldt. Fra Rusland lyder den Klage, at den protektionistiske Handelspolitik, som tager sit Udgangspunkt 1881, i høj Grad har hindret Statsindustriens Opkomst, idet de unge Lande netop — i Modsætning til hvad almindelig paastaas — lide mest under en Beskyttelse, de maa anskaffe hele deres Materiel fra Udlandet; saaledes koste Maskiner, væsenligst paa Grund af Tolden, 50 pCt. mere i Rusland end i England og Belgien. Samtidig fordyrer Beskyttelsen nogle af de første Produktionsfornødenheder som Kul, Jern, Bomuld og bevirker indirekte en Stigning i Fragterne. Og disse Tab have paa ingen Maade fremhjulpet de beskyttede Industrier.

Lignende Klager lyde fra Italien. Siden 1888, da den stærkt forøgede Beskyttelse er traadt i Kraft, lide Landets naturlige Produktioner under den og dens indirekte Følger (Kamptolden). Udførelsen af Vin er aftaget uhyre: fra 2956 Tusind Hektoliter gennemsnitlig i 1886—87 til 1372 i 1888—90; den videre Bearbejdelse af Landets Raastoffer, Silke og Hør, hvilken først og fremmest afhænger af billig Arbejdsløn, kan ikke trives under det højere Prisniveau; ogsaa Jernindustrien har maattet indskrænke sig. Intet Under, at den udenrigske er aftaget (fra 2473 Millioner Francs i 1884—87 til 2156 Millioner Francs i 1888—91), men selv den indenlandske Trafik er formindsket (fra 20,232 Francs pr. Kilometer Bane i 1887—88 til 19,093 Francs i 1889—90), paa en Tid, da Værdien af de pr. Jernbane Godsmængder er tiltaget i alle andre evropæiske Lande.

Beraza, Redaktør for det ansete og vidt udbredte

Blad »Liberal« i Madrid afgiver vægtige Vidnesbyrd mod Protektionismens Virkninger i Spanien. Den nylig indførte og meget stærkt beskyttende Tarif har frembragt største Forvirring i den økonomiske Verden. Det aftagende Forbrug har virket tilbage paa Produktionen, lider under et haardt Tryk. Særlig har Mølleindustrien undeTgaaet en Krise paa Grund af det dyre Korn. Udførselen er taget af, særlig af Vin, der træffes haardt af den franske Kamptold. Ogsaa den offentlige Moral lider under disse Forhold. Om det end ikke gaar saa galt til som under det ældre spanske Protektionssystem, hvor »Indførselen af hver Koli medførte Kamp mellem Tolderne og Importørerne«, og hvor man betragtede »alle Handlende som Smuglere, alle Toldbetjente som uærlige Folk«, er det dog et Tidernes Tegn, at Assuranceselskaber, som under det tidligere protektionistiske Regime mod en vis Godtgørelse indsmuglede Varer fra det ene Land til det andet, men som under Spaniens liberalere Toldpolitik havde indstillet Virksomhed, nu igen have rekonstrueret sig hinsides Grænsen og mod en Præmie af 25 til 50 pCt. af de toldpligtige Varers Værdi paatage sig at bringe disse frit mu i Spanien.

Ogsaa for Frankrigs Vedkommende har den protektionistiske medført en Forringelse af dets udenlandske Omsætning. Denne, der fra 3.9 Milliarder Francs i 1859 var steget til 8.5 i 1880, har i det følgende været gennemsnitlig c. 700 Millioner Frcs. mindre, særlig stærk har Tilbagegangen været siden den sidste stærkt protektionistiske Toldlovgivnings Ikrafttræden, Omsætningen fra Marts og April 1891 til de tilsvarende Maaneder i 1892, der befinde sig under

den nye Tarif, er aftaget med 145 Millioner Francs eller 20 pCt. Man gør imidlertid bedst i ikke at lægge for stærk Vægt paa de sidstnævnte Tal, da der under de første Maaneder af en ny Toldlov altid ville gøre sig extraordinære Forhold gældende. Frankrigs Tilbagevenden Protektionismen har dernæst skadet det meget i dets Handelsrelationer med Spanien, hvori den franske Kapital er engageret med c. 4 Milliarder Francs.

Noget anderledes lød Beretningen fra Tyskland. Max Broemel fremsatte som sin Anskuelse, at det var 4 Faktorer, der forenede sig om at tilvejebringe den protektionistiske Reaktion i Tyskland: Statens finanoielle Industrien, Agrarierne og Nationalitetsfølelsen. Samvirken førte saa meget lettere til et Resultat, som der paa denne Tid rejste sig en stærk Stemning for en Indgriben fra Statens Side i det økonomiske Loven var bragt i Stand ved en Handel mellem de Storindustrielle og Agrarierne, ved hvis Afslutning snarere skulde have troet sig hensat paa en Børs end i en parlamentarisk Forsamling. Rigets økonomiske Modstandskraft er gaaet frem under det protektionistiske System. Toldindtægterne ere tiltagne fra c. 100 til c. 370 Millioner M., hvoraf rigtignok 3/₄ ydes af Livs- og Produktionsfornødenheder, Produktionen af en Række Yigtige Artikler voxet stærkt, af Kul fra 40 til 80 Millioner Tons, af Støbevarer fra 2 til 4 Millioner Men dette Fremskridt skyldes ikke Beskyttelsen, derimod en Række andre Aarsager, saaledes den stærkt tiltagende Befolkning (der siden den økonomiske Reaktion er voxet med 10 Millioner Mennesker), uhyre tekniske Fremskridt, Nedgangen i Transportomkostninger, den mægtige nationale Sammen-

slutning, de militære Rustninger m. m. De Forventninger, man havde stillet til Protektionismen om en Tilvejebringelse af en gunstig Handelsbalance og en Forbedring af Arbejdernes Kaar ere derimod glippede; den har saaledes ikke kunnet forhindre de store Bjergværksstrejker.

Forsvaret for Beskyttelsen blev ført af Alglave, Hedaktør ved Pariserbladet »le Temps« og Porumbaru fra Rumænien. Alglave mente, at Frihandelsmændene skyldte Bevis for, at Beskyttelsen havde skadet de Lande, der havde bragt den til Anvendelse. Vare maaske de nordamerikanske Fristater gaaede tilbage siden 1860? Mac Kinleyloven maatte ses som en Beskyttelsesakt for Amerikanerne mod den billige Arbejdskraft Evropa og virkede indirekte som en Løftestang denne. Derfor var det Lovens Princip, at Tolden steg med det derpaa anvendte Arbejde, med det Trin af Forarbejdelse, der adskilte det fra det almindelige Samtidig var de første Livsfornødenheder frie. Arbejderne vare derfor ikke Modstandere af Mac Kinleybillen (?).

Interessante vare de Oplysninger, der bleve forelagteKongressen Mac Kinleybillens Virkninger. Mange havde sikkert ventet, at denne Lov med sine exorbitante Satser vilde reducere de nordamerikanske Fristaters Omsætning med Udlandet. Tværtimod erfarerman, den udenrigske Omsætning i de første 11 Maaneder efter 1. Oktbr. 1890, da Loven traadte i Kraft, er tiltaget med c. 74.8 Millioner $ ,mod den tilsvarendePeriode det foregaaende Aar, medens den gennemsnitlige Tilvæxt i de sidste 20 Aar kun beløber sig til 38.3 Millioner $. Udførelsen er tiltaget med

49.1, Indførselen med 25.7 Millioner $, men dette sidste Tal fremkommer ved, at Merbeløbet af indførte toldfri Varer andrager 112 Millioner $, medens derimod de beskyttede Varer udviser en Nedgang af 86.3 Millioner $. Ogsaa Porumbaru anbefaler en national Handelspolitik,der er bunden i sin Handlefrihed ved Handelstraktater med Udlandet.

En Mellemstilling indtages af dem, der mene, at Udviklingen i Frihandelsretning bør gaa gennem Handelstraktater.DetteStandpunkt saaledes af ØsterrigerenAlexanderMatlekovits en interessant AfhandlingomEvropas Forfatteren gør gældende,atder alle Tider i de fleste Lande vil existere mægtigere Interessekredse, der søge at hidkalde en Beskyttelse,navnligAgrarierne de Storindustrielle, og Staten vil paa Grund af finansielle Synspunkter være tilbøjelig til at støtte disse, der tillige ville forstaa at skabe sig en mægtig Forbundsfælle i Nationalitetsfølelsen. Til at besejre denne forenede Alliance ville de modstaaende Interesser ofte være for spredte og indirekte; man maa, for at bane Vejen for en friere Handelspolitik, kunne henvise til denne som Midlet til at opnaa mere haandgribeligeFordele,og frembyde Handelstraktaterne sig som et udmærket egnet Middel. Det er nemlig de færreste Nationer, der som England, Nordamerika og Kusland ere saa rige paa forskelligartede Produkter, at de kunne være sig selv nok; de fleste Lande ere tvungne til at udvexle deres Produkter med fremmede; men under en almindelig protektionistisk Toldpolitik vil man overalt løbe Panden mod høje Toldmure. Fordelen ved Handelstraktatsystemet er nu denne, at det tvinger Nationerne ind paa at følge en friere Hande]spolitik,

fordi denne er det eneste mulige Middel til at bryde den omgivende Toldring og skaffe den indenlandske Produktion et Afsætningsmarked i Udlandet. Forfatteren anser den tidligere brugelige Form om gensidig Behandlingsomden begunstigede Nation for heldig. Misstemningen mod denne Klausul kan føres tilbage til Frankfurterfredens Afslutning, hvor Frankrig blev tvungen til at lægge denne Basis til Grund for sine Handelsrelationer med Tyskland. Forfatteren søger at vise, hvorledes senere Forsøg paa at slaa ind paa en ny Handelspolitik, der samtidig skal sikre et Land den gunstigste Behandling fra Udlandets Side og bevare dets Handlefrihed udadtil, ere glippede. Dette gælder saaledesomKamptolden, første Gang blev indført i den østerrigske Tarif af 1878, der bestemte, at Varer fra Nationer, som behandle Østerrig-Ungarn ugunstigere end andre Stater, skulde betale en Tillægstold, Andre Lande, Tyskland, Frankrig, Schweiz og senest Amerika have fulgt Østerrigs Exempel, men de Toldkrige, som ere udbrudte paa Grund af den nævnte Bestemmelse, saaledes mellem Østerrig og Eumænien fra 1886 til 91 og mellem Frankrig og Italien fra 1. Marts 1888 til 1. Januar 1890 have ingenlunde ført til det forønskede Resultat.Forfatterentror ikke, at man vil naa vidt med det Princip, der er kommet til Verden med den franske Toldlov af I' 2. Januar 1892, og som bestaar i Fastsættelsen af en almindelig Tarif, men ved Siden heraf en Minimaltarif, der kommer til Anvendelse overforLande,som de franske Varer lige saa store Fordele og tilstede deres Indførsel mod de laveste Afgifter.Afvigelsenfra almindelige Handelstraktater er navnlig denne, at der af Hensyn til den nationale

Produktion her paa Forhaand er fastsat en Grænse, under hvilken Toldsatserne ikke maa gaa ned. Enhver Forhandling hviler imidlertid paa en gensidig Udvexling af Indrømmelser, idet man for at opnaa noget for sig selv maa kunne tilbyde Modparten de Begunstigelser, hvorpaa han sætter særlig Pris, og hvis en af de kontraherendeParterikke at gøre nogen Indsats, ville Forhandlingerne let løbe ud i Sandet og Modparten have større Interesse af at henvende sig til andre. Maalet for Forfatteren er imidlertid Frihed, og Handelstraktatpolitikenbørderfor følges saa længe, som man derigennem tør haabe at tvinge andre Nationer til at nedsætte deres Toldbeskyttelse, altsaa som Banebryder for Frihandelen. Viser Erfaringen, at Haabet om at vinde frem ad denne Vej maa opgives, er Tiden kommetforen og lige Behandling af alle Nationer.

Større Interesse end Tolddiskussionen frembøde Forhandlingernei 2den Afdeling, fordi denne omfattede Mænd af de forskelligste Anskuelser, lige fra de mest yderliggaaende Liberaløkonomer gennem alle Nuanceringer: af den kristelige sociale og den statssocialistiskeSkole fuldblods Socialister. Dette bidrog ikke alene til at give Forhandlingerne Aktualitet og Indhold, idet Modstanderne aftvang hinanden deres bedste Argumenter,men gav ogsaa Diskussionen mere Liv og Farve. Naar man hørte Socialisternes Fører v. d. Velde slynge sine Paastande og Argumenter ud mod Forsamlingenmed Varme, ja næsten Fanatisme, der i det mindste forekom os Nordboere temmelig fremmedartet, maatte man snarere tro sig hensat paa et Folkemøde, end til en videnskabelig Kongres, og det Bifald, der hilste Foredraget, gjaldt sikkert langt mere dette som

oratorisk Præstation end de Anskuelser, det gjorde gældende,og jeg her skal søge at gengive i en sammentrængtFremstilling, de dannede Forhandlingernes ene Pol.

Der gives blandt Socialisterne to forskellige Forestillingsrækker(derimidlertid kombineres) om Følgerneafog med Lovgivningens Fastsættelse af en 8 Timfirs Maximfilfirhpidsr'ao". Ræsonnementet er i Almindelighed følgende: Loven vil med ét Slag formindskedenu Personers Arbejdskvantitet og derved fremkalde en stærk Efterspørgsel efter ledige Arme. Derved ville ikke alene de talrige Arbejdere, der nu gaa ledige omkring, og som Samfundet maa underholde, kunne finde lønnet Beskæftigelse, men da det er denne Reservearmé af Arbejdere, der trykker Lønnen ned, vil denne trods, den kortere Arbejdstid, holde sig paa samme Punkt eller maaske endog stige. Saaledes spørger Quéker, Sekretær ved Arbejderbørsen i Bryssel, i en til Kongressen affattet Afhandling, »om det ikke er bedre, at 10 Mennesker kun arbejde i 8 Timer daglig, og hver da er i Stand til at forsørge sig selv, end at 8 Mennesker arbejde i 10 Timer og tvinges til at underholde de 2 andre, der ere fordømte Lil ufrivilligLediggang«.Fejlen dette Ræsonnement beror navnlig paa, at Efterspørgselen efter Arbejde betragtes som en fast Størrelse, der ikke paavirkes af de stigende Arbejdspriser, medens Arbejdsmarkedet netop er et meget modtageligt Barometer, som svinger stærkt paa Grund af langt mindre Aarsager. Y. d. Veldes Standpunkt til den 8 Timers Arbejdsdag er i Principet et andet. Han begynder med at henvise til, at i de Lande, hvor man ad Lovens Vej har indført en kortere Arbejdsdag,

har denne Forholdsregel efterhaanden vundet almindelig Sympathi. Den formindskede Arbejdskvantitet vil nemlig blive erstattet dels ved det kortere Arbejdes større Energi, dels og navnlig derved, at Arbejdsgiverne tvinges til at anskaffe bedre Arbejdsmateriel. I Modsætning til den som Værn for Arbejdsgiverne indførte Toldbeskyttelse, der overalt virker sløvende paa Produktionen, vil BeskyttelsenafArbejderne indeholde det stærkeste Motiv til at erstatte den udfaldne Arbejdskraft med mere fremskredne Arbejdsmetoder og bedre Maskiner. Selv med den samme Arbejdsstyrke vil en IndskrænkningafArbejdstiden ikke bevirke nogen FormindskelseafProduktionen. Bevis herpaa anfører v. d. Yelde, at den engelske Lov af 1850, der ved at forbyde Kvinder og unge Mennesker at arbejde over 10 Timer faktisk, om end ad indirekte Vej, har indført den 10 Timers Maximalarbejdsdag ogsaa for Mændene, ikke har medført nogen Indskrænkning i Produktionen. Maalet med Lovgivningens Indskriden bør derfor være at forøgeArbejdernesaandelige materielle Velvære, hvilket for Belgiens Vedkommende er i høj Grad nødvendigt, da 70,000*) Arbejdere have en effektiv Arbejdstid af 12 Timer og mere. Staten bør imidlertid først skride ind, naar den økonomiske Udvikling har naaet et temmelig fremskredet Standpunkt. Det vilde være lige saa meningsløst at regulere Arbejdet for den lille selvstændigeHaandværkereller som at fastsætte en 8 Timers Maximalarbejdsdag for Aandens Arbejdere eller leje Natvægtere til at slukke Herbert Spencers eller Albert Schäffles Lampe. Anderledes, naar Arbejdet er

---

*) Dette Tals Kigtighed blev fra aaden Side benægtet.

socialiseret, naar det, som Tilfældet er i Storindustrien, er baseret paa en gennemført Arbejdsdeling, hvor de talrige samarbejdende Personers Arbejde griber ind i hinanden som Hjul i et indviklet Maskineri; i disse Erhverv, som v. d. Velde anser for modne til at gaa over i det Offentliges Besiddelse, vil i Virkeligheden al Selvbestemmelse for den enkelte være udelukket og Spørgsmaalet kun være dette: om Arbejdsbetingelsernes Fastsættelse skal ske gennem Arbejdernes Fagorganisationer,gennemLovens eller ved den enkelteArbejdsgiversVilje. Arbejdernes Fagorganisationikkeer nok til at fremkalde en passende Formindskelse i Arbejdstiden, maa dette ske ad andre Veje. Under Hensyn til den internationale Konkurrence anbefaler v. d. Velde følgende System:

1) en ved Loven fastsat Maximalarbejdstid, der ikke
kan overskrides i nogen af de beskyttede Industrier,

2) en Ret for de ved Loven af 16. Avgust 1887 dannede »conseils de l'industrie et dutravail«, sammensatte Arbejdsgivere og Arbejdere, til at reducere Arbejdsdagen under den ved Loven fastsatte Grænse, saaledes at man saa vidt som muligt nærmede sig til det for'csttsdc Maal af 8 Timer.

En Indgriben af Statsmagten i Spørgsmaalet om voxne Arbejderes Arbejdstid fandt ogsaa andre Forsvarere, saaledes en avstralsk Dame, Fru Couvreur (der under Pseudonymet Tasma har et Navn somEomanforfatterinde). Fru Couvreur gav forskellige Oplysninger om de avstralske Arbejderes Forhold. Den 8 Timers Arbejdsdag var almindelig gennemførtfor paa nogle Steder ved Lov, paa andre ved fri Overenskomst mellem Arbejdsgiver og

Arbejdere*). Arbejdslønnen er høj, 10 til 15 Frcs. daglig, paa samme Tid som Livet ingenlunde er dyrt. Ganske vist har Tilstrømningen af Arbejdere til Byerne foraarsaget alvorlige Ulemper, som FruCouvreur imidlertid haaber ville vise sig forbigaaende. Politisk tilstræbe Arbejderne Gennemførelsen af Princippet »one man, one vote«, paa det sociale Omraade en tvungen Undervisningfor og en højere og teknisk Undervisning for dem, der ønske det, endelig en almindelig Gennemførelse ad Lovens Vej af den 8 Timers Maximalarbejdsdag.

En ung Advokat v. d. Put, hørende til det kristelige Parti i Belgien, stemmer overens med v. d. Velde deri, at Staten successive skal indskrænke Arbejdstiden voxne Arbejdere, fordi den frie Udvikling har vist sig ikke at magte Spørgsmaalet. Mange belgiske Arbejdere ere beskæftigde i 14 til 15 Timer daglig, og der gives Fabriker, hvor Arbejderne maa tilkøbe sig en Fridag hver 14. Dag med 24 Timers uafbrudt Arbejde. han mener —i Modsætning til v. d. Velde — at man bør søge at naa dette Maal ved at overbevise andre om dets Berettigelse, ikke ved voldsomme Midler eller Trusler.

V. d. Overbergh gav en Række Oplysninger om den schweiziske Lov af 23. Marts 1877, der indførte den 11 Timers Maximalarbejdsdag. Denne stødte i Begyndelsenpaa stærkeste Modstand fra alle Sider, endog fra Domstolene, der (efter Vidnesbyrd fra den bekendte Fabrikinspektør Schuler) viste sig meget partisk for Arbejdsgiverne. Efter en af Fabrikinspektørerne i 1879

---

*) I Victoria tiltvang Arbejderne sig allerede i 1856 den 8 Timers Arbejdsdag, som de aarlig højtideligbolde ved en stor Demonstration, er bleven Oprindelsen til Socialisternes 1. Maj.

udgiven Beretning blev Loven aabenlyst tilsidesat i V3 af de den tmderlagte Fabriker. Længe maatte Fabrikinspektørerneføre mod Domstolene, mod Arbejdsgiverne,ja mod mange Arbejdere, men efterhaanden have de forstaaet at vinde den en for en. I 1891 var Loven i Dr. Schulers Inspektorat ikke blevet overtraadt en eneste Gang, og Arbejdstiden har en Tendens til at synke til 10 Timer. De saakaldte accessoriske Arbejder, som ikke regnes med til de 11 Timer, ere aftagne, og til en Forlængelse af Arbejdstiden paa G-rund af supplerendeArbejder der nu Angivelse af alvorligeMotiver. af de tilstaaede Forlængelser ser saaledes ud: 1886 — 235, 1887 — 360, 1888 — 478, 1889 — 566, 1890 — 441, 1891 — 434.

I Modsætning til disse Talere var dog den overvejende paa Kongressen imod enhver Indvirkning Statsmagtens Side paa de voxne Arbejderes Arbejdstid og i Særdeleshed imod ad denne Yej at fremtvinge den 8 Timers Maximalarbejdsdag. Der manglede til en Begyndelse endog et almindelig udtalt Ønske fra Arbejdernes Side. I Massachusetts har man Exempler paa. at Arbejderne have gjort Strejke mod en 8 Timers Arbejdsdag. I Frankrig have af 46,500 Skemaer, vare udsendte for at lære Arbejderstandens Stilling til den 8 Timers Arbejdsdag at kende, kun 22,517 faaet Besvarelse, og Minoriteten af Vidnesbyrdene stillede sig gunstigt til samme.

Den ved Loven fastsatte Maximalarbejdsdag angribesførst fremmest for det Indgreb, den gør. i den personlige Frihed og for den besværlige og pinlige Kontrol,som vil medføre. Det er saaledes nærmest dette Synspunkt, som Direktør Bramsen lægger til

Grund for sine Udtalelser. Bramsen skelner mellem en saadan Indgriben fra Lovgivningsmagtens Side, der har til Formaal, i de gældende Fabriklovgivningers Aand, at beskytte Arbejderne mod Misbrag af deres fysiske Kræfter — den østerrigske og schweiziske Lov overskrider i Virkeligheden ikke dette Maal — og en Lov som den, Socialisterne ønske, der skal gives i særligt arbejderpolitiskØjemed, som indskrænker Arbejdstiden under den, som en stor Del Arbejdere faktisk ere beskæftigede og, individuelt taget, ønske at være det. Bramsen udtaler, at man kan diskutere i det uendelige, om en saadan Indskrænkning ad Lovens Vej er ønskelig uden at komme til et Resultat, men at det har ulige større Interesse at undersøge, om den er mulig og kommer her til en nægtende Besvarelse, fordi den paabyder Staten en uigennemførlig Kontrolpligt. Betegnende er i saa Henseende,at af den norske Arbejderkommissions Flertal,hvilket har stillet Forslag om Indførelsen i Norge af den 10 Timers Maximalarbejdsdag, have troet det nødvendigt at foreslaa en, af Arbejderne selv valgt Kontrolkomité, en Institution, som Arbejdsgiverne umuligtkunde Vilde allerede Indførelsen af en 10 Timers Maximalarbejdsdag, der kun fjerner sig 1j_{2—l2 —}1 Time fra det nu i talrige Tilfælde brugelige Arbejde, medføre en saadan Kontrol, hvilke Forholdsregler maatte da anses for tilstrækkelige til at sikre Gennemførelsen af højst 8 Timers dagligt Arbejde? Nej, den selvstændigeArbejderpolitik overlades til Arbejderorganisationerne,der beholde Kontrol med, at deres Medlemmerefterkomme Forpligtelser, som de frivilligt paatage sig, og Bramsen anser Organisationerne for stærke nok dertil.

Corra anfører mod Socialisternes Fordringer, at de intet Hensyn tage til den historiske Kontinuitet i Udviklingen.Derersaa mindre Grund til en voldsom Indgriben i Tingenes Gang, som vi utvivlsomt befinde os midt i en naturlig økonomisk Bevægelse henimod en Forbedring af Arbejdernes Kaar. I alle Lande er Lønnen højere og Arbejdstiden kortere, end den var for en Menneskealder tilbude. Ved Siden hernf gaar hele Samfundsudviklingen i demokratisk Eetuing. Hele den aandelige Produktion har antaget Former, der gøre den tilgængelig for Menigmand. Arbejderne have deres billige Aviser, deres Foreninger, Adgang til en videre teknisk Uddannelse, til offentlige Samlinger og Biblioteker, hvor det ypperste af Tidens aandelige Arbejdefindesforenet.Arbejderne derfor ikke saa ulykkelige, som v. d. Velde vil gøre dem til: »De virkelige ulykkelige ere de, som tro, hvad Førerne sige dem og bestandig skue misundelige opad til de bedre stillede« (Bellefroid). Men medens den frie Udvikling medfører, at disse Fremskridt gøres efterhaanden under Hensyn til, hvad der er den enkelte Nation muligt at yde uden at skade Produktionens Interesser, ville Social i-.j.„_ , „li. j„Aj.„ „„„i ,„ __i., j-, „i; . -o -1..j:-.. T\„ ,1 iolcxjub ttiu uoi'uo vuu. cu piuuaciig xtcvuiutiuu. JL»tuveu forrykkes Grundbetingelserne for en heldig økonomisk Udvikling, der altid maa foregaa ved en gradvis Væxt, ikke i pludselige Spring. Man vil en Beskyttelse for Arbejderne indenfor Storindustrien, derimod ikke for Haandværkerne, men vil ikke Følgen blive en unaturlig Tilstrømning til de store Fabrikker og dermed en NedgangiFabrikarbejdernesLøn? henviser Arbejdsgivernetilaterstatte ud faldne Arbejde ved AnskaffelsenafbedreMaskiner Materiel, men vil man

ikke derved give de store og kapitalkraftige Forretninger en yderligere Overvægt over deres smaa og mellemstore Kolleger og derved stede Mellemstanden i yderligere Nød ? Hovedsagen er dog, at Socialisternes Forudsigelser om Virkningerne af den 8 Timers Maximalarbejdsdag ikke ville gaa i Opfyldelse. Paa den ene Side vil det ikke være muligt at forøge Arbejdets Produktivitet i Forhold til det udfaldne Arbejde, fordi Produktionen under Indvirkning af den store Konkurrence allerede i Forvejen anspænder sine Kræfter efter Evne, og fordi Arbejdets mindre Mængde netop i den store Industri ikke tør antages erstattet ved dets større Energi, da Produktionens Udbytte her mere retter sig efter ForretningsmaskinerietsheleGang(i Tilfælde endog efter det Antal Slag, Maskinerne kunne gøre i Timen) end efter Bestræbelser fra den enkelte Arbejders Side. Men bliver Arbejdet mindre produktivt, vil et af to ske. Enten vil Arbejdslønnen blive den samme og da vil, idet Priserne paa Grund af den internationale Konkurrenceikkekunneforøges, Overskud forsvinde, Kapitalerne udvandre, Fabrikerne standse deres Virksomhed, og i Stedet for at arbejde i 8 Timer ville Arbejderne slet ikke kunne faa Arbejde, eller — og det er sandsynligere — ville Arbejdsgiverne søge at indskrænke deres Produktionsomkostninger ved en ReduktionafArbejdslønnen.Derfor det fuldstændigt konsekvent,naarenRække socialistiske Kongresser have forlangt, at Loven ikke alene skal fastsætte en Maximalarbejdsdag,menogsaaen en Tanke, der af visse amerikanske Arbejderforeninger er formuleret"i Sætningen: »Otte Timers Arbejde, ti Timers Løn«. En saadan Fordrings Gennemførelse ved Statens Tvang

Tilde ikke alene medføre et utaaleligt Indgreb i hele det økonomiske Liv, men simpelt hen vise sig uigennemførlig,ogdenRegering, vilde forsøge sig i denne Retning, vilde kun umuliggøre enhver Konkurrence med Udlandet og udtale en Dødsdom over Landets økonomiskeFremtid.DenHindring enhver stærk IndgribenfraStatensSide Erhversforholdenes Ordning, der ligger i Hensynet til ikke at stille et Land ugunstigt i dets Konkurrence med Udlandet, har naturligt henledet Tanken paa Gennemførligheden af en international Arbejderlovgivning,hvilketSpørgsmaalogsaa paa Kongressens Program, men fra saa godt som alle Sider fandt en nægtende Besvarelse. Hvilke Vanskeligheder vilde der ikke allerede rejse sig for Tilvejebringelsen af en fælles Aftale? Man maa jo erindre, at Landenes Produktionsevne er betinget af en Række indbyrdes afvigendeFaktorer,ogdet blot ydre som Natur, Produktrigdom, Klima, Kapital, men endog i første Række rent personlige: nationale Ejendommeligheder, Arbejdsgivernes og Arbejdernes gennemsnitlige Dygtighed m. m. Det oplystes exempelvis, at medens en engelsk Arbejder i Perioden 1885—87 gennemsnitlig fremstillede 410 Tons Kul, beløb Produktionen sig for en preussisk, fransk og belgisk henholdsvis kun til 352, 295 og 232 Tons. Ved en international Aftale maatte der tages Hensyn til alle disse Momenter, og der maatte, for ikke at forrykke Landenes relative Konkurrencedygtighed,indrømmasdeøkonomisk Samfund, der i Forvejen have maattet bøde paa deres Underlegenhed ved at byde deres Arbejdere mindre gode Betingelser, saaledes in casu en længere Arbejdstid, saa meget lempeligereVilkaarforStatens Hvorledes skulde

det allerede være muligt at samle alle disse forskellige Interesser under én Hat, da der fuldstændig savnes objektivtMaalforde Momenters Indflydelse paa Erhvervsevnen? Selv om man imidlertid per impossibilekomoverensom Aftaler, vilde der sikkert vise sig uoverstigelige Vanskeligheder for deres Haandhævdelse. Man kunde overlade denne til Nationernes egen gode Vilje; men dette vilde i Virkelighedenbetyde,atAftalen forblev et dødt Bogstav,ellermankunde Kontrollen dermed til en international Kommission, men ogsaa denne Udvej vilde vise sig umulig; thi ingen Nation vilde med sin gode Vilje linde sig i at se sine indre økonomiske Forhold undersøgte af en fremmed Kommission. Tilhængerneafdeninternationale henvisetil,atflere flere Omraader inddrages under de fælles Aftaler mellem Staterne, Kommunikationsmidlerne, Pengevæsenet, den materielle og immaterielle Ejendomsret;mendetdrejer i alle disse Tilfælde om Forhold,omhvilkeder træffes faste Aftaler, og hvor Anvendelsen af disse ikke frembyder Vanskeligheder, medens man for Arbejderlovgivningens Vedkommende maatte tage Hensyn til en Mangfoldighed af individuelle Momenter. Naar allerede nationale Love om Arbejdets Kegulering ere stødte paa store Vanskeligheder, vilde disse vise sig uoverstigelige for internationale Aftaler.

En stærk Indgriben af Statsmagten i voxne ArbejderesForhold betegne en historisk Cirkelbevægelse, idet Udgangspunktet for den økonomiske Frihed, der tager sin Begyndelse med den franske Revolution, netop var en Regulering fra oven, udøvet af Fagkorporationerne eller gennem Loven og Administrationen. Denne Udviklingbort

viklingbortfra Tvang er ikke vilkaarlig, men stemmer med de forandrede økonomiske Forhold. Hvor Produktionener og stabil, lade de Faktorer, der have Indflydelse paa den, sig let overse, og en Regulering fra oven er her berettiget og mulig. Men den moderne Produktions Vilkaar ere helt forskellige herfra. De Forhold, som her have Indflydelse paa Produktionen, ere saa talrige, at det ikke er muligt for Enkeltmand at have noget Overblik derover, og de skifte næsten fra Dag til Dag. Den Produktion, der vil holde sig oppe i denne internationale Malstrøm, maa være i Stand til hurtigt og energisk at indrette sig efter alle disse Forhold;men opnaas kun gennem fri Forhandling mellem Arbejdsgivere og Arbejdere, ikke ved et tungt arbejdende Lovgivningsapparat. Det kunde derfor være Statens Opgave at lette den Forhandling ved at fremme Dannelsen af Voldgiftsretter, derimod ikke at bringe sin Vilje ind i Forholdet mellem Arbejdsgiver og Arbejder. Den Forbedring i Arbejdernes Kaar, der er opnaaet i Lande som Østerrig og Schweiz, beviser intet; thi den er indtraadt midt under en almindelig Verdensbevægelse henimod en Indskrænkning i Arbejdstiden, og i det nævnte Faktum ser man derfor fra liberal Side kun et Udslag af den naturlige økonomiske Udvikling, ikke et Resultat af Lovgivningsmagtens Bestræbelser. Det bedste Bevis herfor søges deri, at Arbejdstidens Forkortelse har en Tendens til at overskride det fastslaaede Maal, idet den paa mange schweiziske Fabrikker nu ikke overstiger 10 Timer, et Faktum, som af Interventionisterne anses som en indirekte Følge af Loven, idet denne har virket endog ud over sit Maal.

Medens Stemningen for ved Statens Medvirkning

at søge tilvejebragt en kortere Arbejdstid for voxne Arbejdere saaledes var stærkt delt og i det hele ret kølig, stillede man sig gunstigt til Spørgsmaalet om Statens Medvirkning til Tilvejebringelsen af en Arbejderstatistik.Hervar et Omraade, hvor Tilhængere af de forskellige økonomiske Skoler kunde mødes paa neutraltGebet,fordi tjener til at oplyse dem alle«. Derimod divergerede Meningerne noget om, hvorledesSagenskulde an. De bestaaende arbejderstatistiskeBureauerkunne til to forskellige Typer. Paa den ene Side staar det schweiziske Arbejdersekretariat,udgaaetfra Kreds, idet det er stiftet af det schweiziske Arbejderforbund paa ForanledningafArbejderforeningen Staten træder først til i anden Række, idet den navnlig støtter Sekretariatetmeden Bevilling, der flere Gange er blevet forhøjet og fra 1890 andrager 20,000 Pres. I Modsætning hertil fremtræder de arbejderstatistiske BureaueriAmerika, of trade« i England og det senest i 1890 oprettede »offi.ee dutravail« i Frankrig alle som egenlige Statsinstitutioner. Det sidstnævnte arbejderstatistiskeBureauer for »at samle, ordne, og offentliggøre alle Oplysninger vedrørende Arbejdet, navnligomProduktionens og Udvikling, Arbejdets Organisation og Løn, dets Forhold til Kapitalen, Arbejdsvilkaarene,enSammenligning Arbejdets Stilling i Frankrig og Udlandet«. Bureauet er delt i to Sektioner,enfor en anden for sociale Studier. Ligesom de amerikanske Bureauer indskrænker det sig ikke til Udsendelse af Skemaer, men foretager UndersøgelserpaaStedet personlige Henvendelser eller ved faste Embedsmænd eller midlertidige Delegerede.

Bureauet disponerer aarlig over 140,000 Frcs., en Sum,
som imidlertid anses for utilstrækkelig.

Meningerne vare delte om, hvilket af de to anførte Systemer, der var det bedste. Fra den ene Side gjordes at man kun ved at lade Arbejdernes Organisation samle det statistiske Materiale kunde paaregne almindelig Medvirkning fra Arbejderne, der vista sio- mfip-fit, mistroiske overfor Statsinstitution er. et Argument, som turde have særlig Vægt for Belgiens Vedkommende, hvor de sociale Modsætninger ere større end noget andetsteds. Den overvejende Stemning var dog for, at Staten selv skulde oprette et arbejderstatistisk Bureau. Kun Staten dannede en tilstrækkelig bred og gennem Tiderne uforanderlig Basis for Tilvejebringelsen af en systematisk Statistik; kun den havde den fornødne Avtoritet og gennem sin Forbindelse med alle offentlige Myndigheders Magt til at skaffe langt bedre og fuldstændigere end nogen privatretlig Institution. Hovedsagen er deg, at man kun hos en Statsinstitution tør vente at finde den Überørthed af personlige Interesser den Upartiskhed, der er den væsenlige Betingelse Tilvejebringelse af en virkelig videnskabelig ci4.„i.:,.4.:i, „~ „ j„„- ur_„4-„„;„"!_„4-,-, T„ j„„„,i;„„ „„ T>~~-»V-.* J~l~~ ottiiiistiii, ijj.cu.ciis i.u.ciucnaici/3 jLiiuoaiiniiig ug jjcch ucjuci.se, naar det foretages af en fra de interesserede Parter udgaaet Avtoritet, let vil ske med det, maaske übevidste, Maal at tjene Partiets Interesse. Der vil jo desuden intet være i Vejen for — som ogsaa faktisk er sket, navnlig i Amerika — at Statens statistiske Bureauer kunne sætte sig i Forbindelse med saa vel Arbejdernes som Arbedsgivernes Organisation.

Det første Skridt til Tilvejebringelsen af en Arbejderstatistikbør
nationale Institutioner som grundlæggendeBlementer;

læggendeBlementer;men under Hensyn til den tiltagendeinternationale mellem Nationerne bør Maalet udstrækkes videre til Tilvejebringelsen af en international Statistik og en dertil skabt særlig Organisation.Som til at bane Vejen herfor anbefaler Hector Denis, Professor ved Bryssels Universitet, Afholdelsenaf Kongresser af Udsendinge fra Evropas og Amerikas arbejderstatistiske Bureauer, hvilke skulle paatrykke de nationale Undersøgelser den Enhed i Genstand og Methode, der er en nødvendig Betingelse for en virkelig værdifuld Sammenligning mellem de forskelligeLandes Et Generalsekretariat skulde offentliggøre Kongressernes Forhandlinger og Arbejder og vaage over, at deres Beslutninger bleve bragte til Udførelse.

En lille Episode, der indtraf henimod Slutningen af Forhandlingerne om Arbejderspørgsmaalet, havde en vis Interesse, fordi den viste den dybe nationale Modsætning,der den franske og flamske Befolkning i Belgien, og hvorledes Flamlænderne paa ethvert Punkt søge at understrege de to Nationers Ligeberettigelse. Der fandtes i Eeguiativet for Kongressen en Bestemmelseom, ingen maatte tale over 10 Minutter, et Maal, der imidlertid uden Protest fra Dirigentens Side var blevet overskredet af en Række Talere, endog ret betydeligt. Det var foruden fransk tilladt at tale tysk, engelsk og flamsk, men alle Talerne, ogsaa Udlændingene, havde hidtil talt fransk, da en ung Flamlænder optraadtepaa Modersmaal, skønt man vidste, at han talte meget godt fransk. Strauss, der var Dirigent, lod ham rolig tale i 10 Minutter, men fratog ham herefterOrdet. Flamlænderen — nu paa fransk —

protesterede imod, at man, tilmed i en Forhandling om Arbejderspørgsmaalet, haanede > Arbejdernes Sprog«, gjorde Strauss gældende, at det var en Uhøflighed mod en international Kongres — uden Nødvendighed — at tale et Sprog, som de allerfærreste forstod, tilmed da alle Udlændinge havde vist Kongressen den Opmærksomhed at tale fransk, og Flamlænderen blev tvungen til at forlade Talerstolen under den største Bevægelse i Forsamlingen.

Kongressen kunde efter sin Natur ikke medføre positive Eesultater i Øjeblikket, der var jo ikke her, som paa den internationale Kongres i Berlin, mødt Mænd med Myndighed til at give Tilsagn fra Kegeringernes Side. At Kongressens Afholdelse alligevel ikke har været forgæves, derfor borger den betydelige Samvirken af Kræfter til Told- og Arbejderspørgsmaalets Belysning, der her har fundet Sted. At ogsaa det snævrere Formaal, iulgte fra belgisk Side: ved Kongressens Sammenkaldelse at skabe en Støtte for den frie Handelspolitik, er kronet med Held, derpaa tyder den Velvilje der vistes Kongressen saavel fra Kongens som fra Avtoriteternes Side.