JjLr. Kontorchef Emil Meyer har vist mig den Ære at gøre min Artikel om »Nationaløkonomiens Vilkaar i Danmark« (4de Hefte for 1891) til Genstand for en udførlig Behandling, ja har endog deri fundet Anledning en Karakteristik af min hele Forfatterpersonlighed mine samtlige Arbejder. Skønt det sidste Emne skulde synes i høj Grad at savne Interesse i Sammenligning med det saare vigtige Spørgsmaal om Økonomiens rette Methode, har dog Emil Meyer dvælet ved dette med øjensynlig Forkærlighed. Høflighedsvis jeg nu ganske vist gøre Gengæld, hvilket skulde have været mig saa meget kærere, som jeg da vilde have staaet overfor en langt taknemmeligere Opgave den. Meyer har haft. Navnlig vilde jeg være forskaanet for at skulle finde alle de bitre Sarkasmer faderlige Tugtens Ord, som det dog maaske har kostet Emil Meyer nogen Overvindelse at nedskrive. hvor gerne jeg end saaledes vilde anvende min Pen til at tegne et Billede af denne økonomiske

Forfatters sympathetiske Træk, saa vil jeg dog hellere resignere. Og Grunden dertil er simpelthen den, at jeg egentlig ikke indser, hvad saadanne Skildringer vedkomme Thi selv om min Skrivemaade skulde være nok saa forvorpen, og Hr. Emil M-eyers nok saa adstadig, saa vilde dette dog intet kunne rokke i Sandheden mine Udtalelser om Økonomiens Methode, hvis mine Argumenter ere bedre end Emil Meyers. Kun herom samler Interessen sig. Hvis jeg har Ret i min Kritik af Westergaards lille Bog og Emil Meyers Anmeldelse, saa hjælper det dem saare lidet, om deres Fremstilling har været nok saa »rolig« og min nok saa »Herman Bangsk«.

Om det sidste Punkt kun en lille parenthetisk Bemærkning. er ganske vist ikke nogen Beundrer af Herman Bangs Skrivemaade, men nærer ikke desto mindre saa megen Respekt for hans literære Talent, det vi efter min Mening skylde enkelte, endog fremragende Noveller, —¦ at jeg i Sandhed ikke vilde anse det for nogen Ulykke, hvis jeg virkelig havde lært noget af denne Forfatter. Kun i Nationaløkonomi forekommer mig unægtelig at være en ikke lidet ringere Læremester end selv Westergaard i sin »Indledning«.

Naar jeg igen lader høre fra mig i denne Sag, saa er det altsaa kun for at forsvare mit Standpunkt og ikke mig selv. Hr. Emil Meyer skal ogsaa i Fremtiden Lov til uanfægtet at øve sig paa min ringe Person i at skrive literære Karakteristiker, hvori han endnu synes at have noget tilbage, førend han »magter« den »rolige Fremstilling«, der foresvæver ham som et Ideal.

Hvilket Indtryk min forrige Artikel, om Nationaløkonomiens i Danmark, har frembragt hos Emil Meyer, vide vi nu. Men han er Part i Sagen, da netop hans Standpunkt er blevet angrebet, og Ingen vil lade sig skuffe af, at en af de Anklagede indtager Dommersædet og giver sig til at dømme imellem den anden Anklagede og mig. Paa alle Andre vover jeg endnu at haabe, at min Artikel, alle sine Mangler til Trods, har gjort ét usvigeligt Indtryk: nemlig at være baaren af Interesse for Sagen. Det har ikke været mig nogen Glæde at imødegaa Emil Meyer og Westergaard. Hvad jeg ønskede, og hvad jeg fremdeles er at komme til Bunds i, hvor — ikke hos hvem — Eetten ligger. Det er en saare kedelig Ting at maatte give sine Udtalelser om et videnskabeligt en personlig Adresse, navnlig naar Kredsen af de Mænd, der beskæftige sig med den paagældende er saa snæver som her i Danmark. ogsaa dette kan være nødvendigt. Selv M. indrømmer det, — kun maa der ikke skrives, som jeg har skrevet. Velan, om Stil og Skrivemaade skal jeg ikke disputere med Emil Meyer. Efter hans Mening fristes jeg stadig til at undervurdere mine Læseres Fatteevne, hvilket med andre Ord skal sige, at jeg skriver altfor tydeligt. Hans egen Udtryksmaade, udvikler selv S. 405, kræver derimod »tænksomme Læsere^. Og deri maa jeg give ham Eet. — Naar jeg bruger Ordet himmelraabende, giver dette E. M. Anledning til at tale om, at jeg benytter en »raabende« Form. Jeg indrømmer, at en saadan Vending ikke let vilde være falden mig i Pennen.

Enhver af os er derfor sikkert bedst tjent med at

bevare sine Stilejendommeligheder, — saa kunne vi se,
hvem der lettest finder Gehør.

Jeg vender mig derfor nu udelukkende til Sagen, som er denne: Have Emil Meyer eller Westergaard Eet med Hensyn til Økonomiens Methode, eller have de det ikke?

II.

Ligesom Emil Meyer skælner jeg mellem Sagens
reelle og dens formelle Side.

Hvad den første angaar, da begynder Meyer med et Forsøg paa at præcisere de egentlige Stridspunkter. Ifølge hans Paastand har jeg misforstaaet Hensigten med Westergaards »Indledning til Studiet af Nationaløkonomien«, naar jeg har betegnet denne Hensigtsom: lægge Videnskabens Begyndelsesgrunde til Rette, at udbrede økonomisk Kundskab og Forstaaelseaf Methode, — i det hele at give den dannede Almenhed Smag for den nationaløkonomiske Forskning.« Kun om Berettigelsen af at tillægge Westergaard den sidstnævnte Del af Opgaven antyderimidlertid en begrundet Tvivl. løvrigt tilsigterogsaa hans Mening den lille Bog at give sine Læsere »et Begreb om de forskellige Methoders indbyrdes Yærdi«, en Analyse af Økonomiens »vigtigste Grundbegreber« og en Udvikling af * nogle vigtige elementære økonomiske Love«, — altsaa ganske hvad jeg har angivet. Dette turde dog i hvert Fald være det mindre væsentlige. Thi hvad enten Westergaard har tænkt sig, at hans Bog skulde vinde den ene eller den anden Slags Læsere, saa ere disse lige daarligt

farne, hvis jeg har Ret i. at den givne Fremstilling er »misvisende«. Det turde mindst være en ligesaa betænkeligSag give de egentlig nationaløkonomiske Studerende et vaklende og upaalideligt »Grundlag«, som at give den dannede Almenhed Vansmag for den økonomiskeForskning. den Maade, hvorpaa unge Mennesker føres ind i Studiet, kan være ganske afgørendefor hele Udvikling, og Meyers Forsvarssvarsbemærkninger mig derfor snarest at skærpe Betydningen af mine Indsigelser, ikke mindst da det i fortrinlig Grad er Westergaards Opgave som Professorved Universitet at vejlede den studerendeUngdom økonomisk Forstaaelse. Vi kunne derforstrax over til selve Sagen: Westergaards Behandling af Økonomiens Methode, hvortil Meyer har sluttet sig med Pavker og Trompeter.

Hvad jeg i saa Henseende har hævdet, er med faa Ord dette, at W. i Skildringen af Nationaløkonomiens videnskabelige Fremgangsmaade har anvendt Begrebet Induktion og dets Forhold til Deduktionen paa en for mig uklar og forvirrende Maade, — og selv om EmilMeyer vil frakende mig Retten til at betegne mig som Fagmand, saa er der dog en ikke urimelig Formodning for, at hvad jeg ikke har kunnet forstaa, heller ikke vil have nogen særdeles stor Udsigt til at blive forstaaet af Fagets yngste Begyndere.

I Stedet for at forsvare det saaledes angrebne Punkt vælger Emil Meyer den ikke ganske ukendte, men ikke altid lige snedige Taktik at fastslaa med Fynd og Klem et helt andet Uenighedspunkt og forsvare med overlegen Bravour. »Da det«, siger Emil Meyer, >kun er Paastanden om Deduktionens

Nødvendighed, der er bleven angreben, skal jeg i det følgende kun holde mig til den« Uheldigvis for Emil Meyers lange Artikel er dette ikke rigtigt, men hvad han i sin farverige Stil vilde kalde »en Fordunkling af Sagens Kærne«. Med megen Styrke har jeg nemlig fremhævet, at den induktive Undersøgelse ikke er mulig uden Deduktion, og at ogsaa den realistiskhistoriske bruger og maa bruge Deduktionen, ikke alene ved Lovens Anvendelse til Forklaring af det virkelige Livs enkelte praktiske Spørgsmaal, men netop ogsaa som nødvendigt Led i den induktive Eftersøgelse af Aarsagerne (Loven).

I hele Meyers følgende Udvikling kommer det da ogsaa klart til Syne, at han i Virkeligheden gaar helt uden om det Hovedspørgsmaal, hvis klare Formulering og koncise Besvarelse for mig har været Hovedsagen. Tydeligst træder dette frem i hans Bemærkninger om det induktive Skema, gennem hvilke han forvilder sig ind i en hel anden Gade end den, hvori Kampen staar.

For at sprede Klarhed over de Begrebsbetegnelser, som der stadig spilles Bold med i denne Materie, forklarede udtrykkeligt, hvad jeg forstod ved induktiv Tænkning med nærmere Henvisning til Høffdings »Formel Logik«. Jeg havde i Overensstemmelse med den nævnte filosofiske Forfatter — ligesom med flere andre moderne Tænkere, hvorom nærmere nedenfor — paavist, hvorledes denne Methode »bestaar i en Deduktion, udfra hypothetiske Antagelser fører til givne Erfaringer«. Naar vi have indsamlet visse Erfaringer, som frembyde forskellige Begrebskombinationer (1), prøve vi at danne en almen Sætning (Lov) som logisk Udtryk for de foreliggende Erfaringer (2), og skride

derefter til ved Deduktion at udlede de særlige Konsekvenser denne foreløbig antagne Almensætning (3), for endelig at sammenligne disse dels med de Kendsgerninger, vi undersøge, dels med ny indvundne

Hertil bemærker Emil Meyer, at »man kan rejse Indvendinger imod, at dette Skema særlig skal betegnes som Mønster for induktiv Tænkning. Snarere vilde man vel kalde det et Skema for den Blanding af Induktion og Deduktion, som gør sig gældende i alle Videnskaber«.

Allerede i denne som endnu mere i de følgende Sætninger genfinder jeg den efter min Formening uklare Brug af Betegnelsen »induktiv Tænkning«, som jeg netop havde anholdt hos Westergaard i min Afhandling om »Nationaløkonomiens Vilkaar« (S. 329). Du Hovedinteressen det hele taget ligger paa dette Punkt, nødsages til først noget udførligere at gaa ind paa hele den induktive Methodes Væsen og Vilkaar.

III.

I den Aristoteliske Logik blev Induktionen opstillet overfor Syllogismen som en særlig Slutningsmaade, man førtes fra det Enkelte eller Særegne til det overordnede Almene. Induktionen bestaar herefter blot i en Sammenfatning af visse Specialregler til et almindeligere Udtryk. Naar vi med Bogstaverne S. og P. betegne henholdsvis Subjekts og Prædikatsbegrebet i Slutningssætningen. er den almindelige Form:

Formen er altsaa overensstemmende med den 3dje
Aristoteliske Figur:

idet M_x M2M₂ M 3M₃ osv. udgøre Mellembegrebet (M.). Denne Maade at slutte paa kunde imidlertid i Aristoteles' Logik, der bygger paa Begrebernes Omfang, ikke føre til den ved Induktionen tilstræbte almindelige Slutning, Subjekts- og Prædikatsbegrebet i Undersætningen kunde byttes om (tilstedte conversio pura), idet de altsaa fuldstændigt dækkede hinanden. I saa Fald forvandles nemlig, som det let vil ses, Slutningen den Aristoteliske Iste Figur:

som efter Aristoteles var G-rundformen for en fuldkommen Dette vil altsaa med andre Ord sige, at samtlige Enkelttilfælde maa have været Genstand en udtømmende Undersøgelse, forinden der kan drages en sikker Slutning om det Almene, som omfatter disse særegne Tilfælde. Herved fremkommer den saakaldte fuldstændige Induktionsslutning, der kan udtrykkes saaledes:

hvor altsaa Undersætningen ved Konversion kan bringes under den disjunktive Form: Ethvert S er enten M_t eller M2M₂ eller M₃. Naar f. Ex. baade Cirkel, Ellipse, Parabel og Hyperbel kunne udtrykkes ved Ligninger af 2den Grad, og ethvert Keglesnit enten maa være en Cirkel eller en Ellipse eller en Parabel eller en Hyperbel, kan man selvfølgelig med fuldkommen Sikkerhed slutte, at alle Keglesnit lade sig udtrykke ved Ligninger af 2den Grad.

Det vil imidlertid let ses, at denne fuldstændige Induktionsslutning kun betyder Indførelsen af en kollektiv at den er en Slags Abbreviationsmethode til Støtte for Hukommelsen og til Lettelse af en mere kombineret Tankevirksomhed.

Interessen samler sig derfor om den saakaldte ufuldstændige Induktionsslutning, hvor kun nogle af Enkelttilfældene have været Genstand for Undersøgelse, hvor altsaa i Undersætningen Subjektsog ikke kunne ombyttes. I Stedet for at kunne fastslaa en bestemt Eelation mellem Begreberne og P, altsaa enten et Identitets- eller et Subsumtionsforhold, maa man ved denne, den egentlige i Modsætning til analytiske og deduktive Slutninger, nøjes med paa Grundlag af Præmisserne at fastslaa, at der overhovedet bestaar et Forhold mellem disse to Begreber, saaledes at dette Forholds nærmere Bestemmelse bliver Genstand for en efterfølgende Prøve. Slutningen er med andre Ord

flertydig og peger derfor frem til en anden (deduktiv) som sit nødvendige Supplement, nemlig en saadan, der ud fra de forskellige Tydninger af Konklusionen om de derved vundne Følgesætninger stemme med de i Induktionen givne Præmisser. Naar man vil bevare Formen for den Aristoteliske Syllogisme, lader Induktionsslutningen sig med andre Ord forme som det Omvendte af en Deduktion, som en Omstilling den Aristoteliske »Iste Figur«. Udtrykkes denne paa sædvanlig Maade saaledes:

ser altsaa Induktionen, naar vi bruge de samme Bogstavbetegnelser,
sin simpleste Form saaledes ud:

Hvad der er Mellembegrebet i den induktive Slutning, Deduktionens Subjektsbegreb, og det ene af Præmissernes Prædikatsbegreb Deduktionens Mellembegreb. kan altsaa betragtes som

---

*) Vælge vi Bogstavbetegnelserne i Ind uktionsslutningen, formet som den Aristoteliske »3die Figur«, til Udgangspunkt, Formlen saaledes ud: Induktiv Deduktiv M-P S—P M—S M—S S-P M—P

det Omvendte af den i Deduktionen brugte Syllogisme, og det kan saaledes ved en Induktion siges at gælde om at finde de Præmisser, ud fra hvilke der kan deduceres. Flertydige eller Übestemte i Resultatet ved Induktionens elementære logiske Slutningsform indeholder sig selv et uafviseligt Krav paa en Videreførelse Undersøgelsen, hvorved Übestemtheden kan afløses af Bestemthed, Flertydigheden af Enstydighed, — og paa denne Maade opstaar med Nødvendighed den saakaldte induktive Methode. Saaledes som denne faktisk udøves og er bleven udøvet i Videnskaben, bestaar i, som allerede ovenfor antydet: hypothetisk fastslaa en enkelt af de i den simple Induktionsslutning Muligheder som gældende Lov og derefter ved Sammenligning mellem de herfra ved Deduktion uddragne specielle Følgesætninger og de alt givne, eventuelt ny indvundne, Erfaringer at prøve og definitivt godtgøre den foreløbig antagne (hypothetiske) Lovs virkelige Gyldighed.

I dette Resultat er jeg saa heldig at stemme overens en Avtoritet, som i alt Fald Emil Meyer ikke vil forkaste, nemlig selve den Forfatter, hvis Behandling Nationaløkonomien og dennes Methode har været bestemmende saavel for hans som for Westergaards I sin berømte »The Principles Science« paaviser Jevons med stor Klarhed og Udførlighed, hvorledes i Videnskabens Historie alle induktive Undersøgelser, som virkelig fortjene dette Navn, netop ere foregaaede paa den Maade, som jeg har skildret, altsaa ved hypothetisk Antecipation af Loven og efterfølgende Deduktion for at prøve de specielle Overensstemmelse med de iagt-

tagne Kendsgerninger. »All inductive reasoning is but the inverse application of deductive reasoning«. Ogsaa hos den tyske Logiker Sigwart træffe vi den samme Lære, som efter disse to Tænkere er gaaet over i de moderneste Fremstillinger af Logiken. Uden Tvivl gaar imidlertid Jevons for vidt, naar han heraf slutter, at Induktionen forudsætter Syllogismens Regler, »that all reasoning is founded on the principles of deduction«. hænger sammen med hele Jevons Fremstillingsmaade Logiken som en Identitets- og Indholdslogik udelukkende Benyttelse af det oprindelig fra Boole og Leibnitz stammende logiske Tegnsprog, hvilket ligesom frister ham til en umiddelbar Overførelse af Mathematikens * inverse operations«.

— I nøje Forbindelse med hele Opfattelsen af Induktionsmethodens Væsen staar Vurderingen af dens Betydning. Ifølge Aristoteles havde kun den fuldstændige Induktionsslutning stræng videnskabelig Gyldighed, og betegnende nok anfører Men ger udtrykkeligt i sine Angreb paa den realistisk-empiriske Retning indenfor Nationaløkonomien. Som vi have set, er imidlertid den fuldstændige Induktion kun en Slags Etiketteringsmethode, og som Følge deraf var det ogsaa ganske naturligt, at Francis Bacon som Induktionslogikens Grundlægger maatte rette hele sin Polemik imod denne Tilbageførelse af Induktionen til den almindelige (subsumerende) Syllogisme. Naar den induktive Methode skal være den Lygte, ved hvis forudkastede Menneskeheden finder Vej i Uvidenhedens Mørke til hidtil ukendte Sandheder, saa maa dens Opgave Væsen være en anden end den rene Klassifikation allerede givne Sandheder.

Til Trods herfor lykkedes det ikke for Bacon at føre Induktionen udover det døde Punkt og skabe dens praktisk mulige Former. Ifølge Bacon skulde man nemlig først som »positive Instanser« indregistrere alle de Tilfælde, i hvilke det Fænomen indtraf, der var Genstand for Undersøgelse, og under »negative Instanser« alle de med det foregaaende beslægtede Tilfælde, hvori det paagældende Fænomen manglede. For derefter at finde det tilsvarende Almenbegreb, skulde man endvidere samle de Tilfælde, hvori det undersøgte Fænomen indtræder i større eller mindre Grad, eller i hvilke det med andre Ord lader sig konstatere i en kvantitativ Differentiering. — Saaledes som det afgørende er blevet paavist, beherskes denne Bacons Methode i Virkeligheden uvilkaarligen af Fordringen om Induktionens til Trods for hans modsatte Forudsætninger, ligesom den snarere er at betegne som en Abstraktions- end som en Induktionsmethode.

Derimod har John Stuart Mill i sin berømte »System of Logic« fuldstændig brudt med denuvilkaarligeFordring Induktionens Fuldstændighed ved at bestemme Induktionen som den Tænkningsmaade, hvorvedvi at hvad der har vist sig at være sandt i enkelte Tilfælde ogsaa vil vise sig at være sandt i alle under de samme Betingelser indtrædende Tilfælde. Ifølge Mill bestaar den sande Induktion ikke i en Slutning fra det Enkelte til det Almene, men gaar i Virkeligheden fra det Enkelte til det Enkelte, idet vi stiltiende fastholde som tankenødvendig Forudsætning, at under lige Betingelser ville lige Virkninger indtræde. Denne Forudsætning bliver saaledes i Virkeligheden den almindelige Oversætning i enhver Induktionsslutning. saa

at denne aabenbarer sig. som en almindelig subsumerende
Syllogisme*).

Mod begge disse Opfattelser vender Jevons sin Kritik. Overfor Mill gør han gældende, at »a careful analysis of the conditions under whick such an inference appears to be made, shows that the process is really a general one, and that what is inferred of a particular might be inferred of all similar cases. Vi slutte i Virkeligheden ikke, at Mr. Gladstone maa dø ud fra den Omstændighed, at Mr. Smith & Mr. Johnson en Del andre Gentlemen, vi have kendt, ere døde. Men først, naar vi ud fra denne sidste Omstændighed, alle de Mennesker, vi overhovedet have Kendskab om, ere døde, have dannet den almindelige Lov, at alle Mennesker ere dødelige, at det til Begrebet Menneske hører: at være dødelig, kunne vi gennem en simpel Syllogisme slutte, at da Gladstone ogsaa er et Menneske, maa han ogsaa være dødelig. Skulde vi derimod skride fra Enkelttilfælde til Enkelttilfælde, kunde vi i hvert Fald intet slutte med Sikkerhed om Mr. Gladstone, før vi vare vis paa — hvad vi aldrig kunne blive, — at Mr. Gladstone er »exa ctly similar to other men«. 1 Stedet for Mills Lære sætter han derfor den ovenfor udviklede Definition af Induktionen som »an inverse operation, the inverse of Deduction«. — Overfor Francis Bacon godtgør han udførlig, hvorledes dennes Methode i Virkeligheden

---

*) Under lige Betingelser indtræde lige Virkninger. Under Betingelserne abc indtræder i alle iagttagne Tilfælde Fænomenet X. Altsaa indtræder under Betingelserne abc altid Fænomenet X. Jfr. Wundt: Logik. 11. Methodenlehre.

aldrig har været benyttet af Videnskabens store Mestre, og spøgende betegner han denne »blind accumulation of facts« som n process of digestion_¦<, »a kind of scientific —

— Endnu maa jeg her i Eorbigaaende bemærke overfor Emil Meyers Indvending mod, at dette Jevonske Skema særlig skal betegnes som Mønster for induktiv Tænkning, at det ganske vist i høj Grad ligner det, som Stuart Mill i sin »System of Logic« betegner som »The Concrete Deductive Method«. Men, som netop Jevons udvikler*), er denne saakaldte deduktive »no special method at all, but simply induction itself in its essential form.« Den gennemførte heraf vil findes i hans: »Principles of Science« (jfr. navnlig V Edition. S. 265 ff.), hvortil jeg ganske skal henholde mig. Overfor de Resultater, som denne Mønsterfremstilling af Videnskabens Methode kommen til, forslaar i Sandhed en henkastet Bemærkning af Emil Meyer saare lidet.

IV.

Til Trods for sin Paastand om Deduktionens o: den selvstændige, af Specialerfaringer og Specialiagttagelseruafhængige Nødvendighed, og til Trods for sine Indvendinger mod det af mig opstilledeSkema induktiv Tænkning, accepterer dog Emil Meyer dette og dermed Induktionen. Der ligger i Virkeligheden heri en Indrømmelse af det Berettigede

---

*) The Theory of Political Economy. 3. Edition. Pag. 17.

i min Indsigelse mod Westergaards Formulering af Nationaløkonomiens Opgave og den deri indeholdte Sideordning af Deduktion og Induktion, saaledes at der endog kun tildeles Induktionen en Slags supplerende Rolle. Kun hævder Emil Meyer — hvad han iog for sig kan have Ret i —, at den induktive Logiks almindeligeRegler undergaa ejendommelige Modifikationerindenfor forskellige Videnskaber og saaledesogsaa den økonomiske. Det af mig angivnealmindelige kan imidlertid, indrømmer han videre, med Held benyttes til at se, hvorledes Nationaløkonomienmaa naar den vil finde Love. Han formener i saa Henseende, om jeg forstaar ham ret, at de enkelte Led i dette Skema kunne forskyde sig mer eller mindre i Betydning indenfor de forskellige videnskabeligeUndersøgelser, i alt Fald i de fleste af dem vil altid »Skemaets 4de Led« o: den efterfølgende og afsluttende Virkeligheds-Verificering, der skal hæve Hypothesen til Lov, spille »en Hovedrolle«. »Anderledeser med de økonomiske Love«. For disses Vedkommende er »Verificeringen ikke alene vanskelig, men ofte umulig«, og Resultatet deraf »altid usikkert«. Og dette er da efter Meyer den ejendommelige Modifikation,som almindelige videnskabelige Regler maa undergaa indenfor den økonomiske Videnskabs særlige Ramme.

I den videre Forklaring heraf hedder det, at naar man har fastslaaet en økonomisk Lov, der siger, at visse Aarsager frembringe visse Virkninger, saa maa man derefter se, »hvor langt det virkelige Liv svarer til det Billede, man har dannet sig<?, og findes der da Uoverensstemmelser,»saa disse ikke i mindste Maade

at berøve Loven dens Gyldighed«. .»Ved den naturvidenskabeligeVerificering
det derimod selve Loven,
hvis Rigtighed skal prøves«.

Denne Forklaring er imidlertid lidet tilfredsstillende.Thi Meyer ikke har paavist andre Forskelligheder fra den almindelige induktive Methode end den, der ligger i det 4de Leds Usikkerhed eller Umulighed, saa er det ikke godt at se, hvorfor det udelukkende er ved de naturvidenskabelige Undersøgelser, at det er selve Loven, hvis Rigtighed der skal prøves. Man maa uvilkaarlig spørge, hvad det da er, hvis Rigtighed skal prøves ved de nationaløkonomiske Undersøgelser.Og Meyer maaske vil svare, at man ved den økonomiske Verificering blot skal se, »hvor langt det virkelige Liv svarer til det Billede, man har dannet sig«, saa er der kun ét af to muligt. Enten er dette kun en Omskrivning af, at Verifikationen skal gaa ud paa at bevise den foreløbig antagne Lovs Virkelighedsgyldighed,men saa Fald er dette ikke noget fra den naturvidenskabelige Undersøgelse Forskelligt, men netop ogsaa her Verificeringens eneste Maal. Eller ogsaa —, og her have vi sikkert Løsningen, — maa Hr. Meyer paa Forhaand tænke sig de økonomiske Hypotheser(Skemaets Led) som væsensforskellige fra alle andre videnskabelige Hypotheser. Men i saa Fald er det ikke blot Methodens 4de, men fuldt saa meget endog Methodens 2det Led, hvor Modificeringen indtræder, og Hr. Meyer gaar da ud fra, hvad han netop skulde bevise, nemlig, at en Forskellighed for dette, det 2det, Leds Vedkommende overhovedet er til Stede. Hvis de Hypotheser eller Love, hvad man nu vil kalde dem, som Nationaløkonomien arbejder med, af

en eller anden Grund nødvendigvis maa være forskellige i Art og Betydning fra alle andre Videnskabers Hypothesereller saa er det i sig selv at formode, at denne Modificering af Methodens 2det Led ogsaa faar Indflydelse paa 4de Led. Men hvad der rigtignok saa skulde være udviklet og forklaret fra Meyers Side, var netop denne Væsensforskel, medens Meyer udelukkendebeskæftiger med Methodens 4de Led, Verificeringen.

Meyer gaar med andre Ord udenom det Spørgsmaal, er Sagens Kærne: med hvad Ret paastaar man, at Hypotheserne eller »Lovene- i Nationaløkonomien og maa være af en hel anden Art end i andre Videnskaber?

Meyer har den Antydning af et Svar, at de økonomiske Gyldighed ikke afficeres af Uoverensstemmelser det virkelige Liv; disse »vise kun, at der er andre Aarsager i Virksomhed end de, hvis Virkninger har fastslaaet.«

Lad mig tilstaa, at det lille Ord »kun« strax fyldte mig med en glad Forbavselse. For Nationaløkonomen betyder en Uoverensstemmelse kun, at der er andre Aarsager i Virksomhed, og rokke ikke i mindste Maade ved hans Hypotheses Gyldighed. For videnskabelig Forskning gaar det ellers ikke saa let. I sin »The Principles of Science« udvikler Jevons i Kapitlet om »The use of hypothesis«, hvorledes »agreement with faet is the sole & sufficient test of a true hypothesis« og »a single absolute conflict between faet & hypothesis is fatal to the hypothesis; falsa in uno, falsa in omnibus«. Paa Forhaand turde derfor Formodningen være mod, at Nationaløkonomien skulde indtage en saa ejendommeligSærstilling,

ligSærstilling,og min Glæde varede saaledes kun kort. Thi nærmere Eftertanke sagde mig snart, at det ogsaa i andre videnskabelige Undersøgelser kan stille sig saa, at en Uoverensstemmelse ved nærmere Granskningkan sig at være blot tilsyneladende, fordi en hidtil upaaagtet Aarsag samtidig er i Virksomhed, hvorpaaUoverensstemmelsen netop bidrager til at henledeOpmærksomheden. omvendt frembyder den økonomiske Videnskabs Historie de mangfoldigste Exempler paa, hvorledes Uoverensstemmelser mellem de fundne »Love« og Livets übarmhjærtige Kendsgerninger har sat Forskningen i Bevægelse for at linde andre og bedre Forklaringer., Ja dette tør endog uden Overdrivelsesiges være en af de væsentligste historiske Grunde til hele den realistiske Skoles Opstaaen og Udvikling.—

Nu stemme Emil Meyers Bemærkninger om Ejendommelighederne ved Økonomiens Methode til en vis Grad—, men ogsaa kun til en vis Grad, — overens med det særlige Standpunkt, som Jevons indtager overfor dette Spørgsmaal i sin »Theory of Political Economy«. Først og fremmest maa jeg dog slaa fast, at Jevons udtrykkelig heri stiller en Billigelse af den induktive Methode i Spidsen for sine Udviklinger og formulerer Skemaet ganske, som jeg har gjort det. Ligeledes hævder han, at »the final agreement of our in_{fe rences} with å posteriori observationsratifies method.« But , udvikler han videre, »unfortunately this verification is often*) the least satisfactory part of the process, because the circumstanviesof

---

*) Udhævet af nærvær. Forfatter.

stanviesofa nation are infinitely complicated, and we seldom get two or more instances which are comparable.To the conditions of inductive inquiry we ought to be able to observe the effects of a cause coming singly into action, while all other causes remain unaltered«, og for denne Isolering stiller det saa højst complicerede Liv mange Hindringer i Vejen.

Jevons anser altsaa Verifikationen for en vanskeligteller gennemførlig Sag, fordi de forstyrrendeAarsager altid lade sig fjerne. Men ikke desto mindre anerkender han dog principielt den efterfølgende Erfaringsundersøgelse som den egentligePrøvesten de vundne Resultaters Gyldighed. Emil Meyer synes derimod nærmest at frafalde Kravet paa en saadan Virkeligheds-Verificering, fordi han anser den for »umulig« eller i alt Fald »altid usikker«. Men dermed forlader han da i Virkeligheden ogsaa den induktive Methodes Grundlag og nærmer sig Menger, der bestemt og principielt afviser en saadanVerificering dels overflødig, dels meningsløs. Menger stiller sig imidlertid i fuld Konsekvens hermedafvisende den økonomiske Theoris Benyttelseaf hvorimod Emil Meyer forsøgerat det Udseende af, at Westergaard og han ere i Stand til at hævde en »Mellemstilling«. Herhenhører hans Udtalelser om, at »Forudsætningernefor i sidste Instans maa skyldes lagttagelse af Kendsgerninger, ja, at den paa hvert Trin maa optage Forudsætninger, der enten hentes direkte fra Erfaringen eller i hvert Fald indirekte udspringe fra denne«. Destoværre er han bleven staaende ved denne Antydning, der i Forbindelse med hans efterfølgendefaktiske

følgendefaktiskeAkceptering af Induktionsskemaet kunde synes at pege i Retning af en virkelig Godkendelse af den induktive Methodes Anvendelse i Nationaløkonomien. Men i hans nærmere Udførelse af den økonomiske Videnskabs methodiske Fremgangsmaade viser det sig, som allerede ovenfor antydet, at han i Virkeligheden maa gaa ud fra en hel anden Opfattelse af HypothesernesKarakter, og Anvendelsesmaade end den, Induktionen forudsætter. For at komme til Bunds i denne Tvetydighed maa vi derfor et Par Øjeblikke dvæle ved dette Spørgsmaal om Hypothesens rette Brug og Betydning indenfor den økonomiske Videnskab. Det vil da vise sig, at man først gennem Besvarelsen heraf vil kunne naa frem til de bestemte Delingslinjer, der lade sig drage mellem de forskellige Retninger eller Skoler i methodisk Henseende.

V.

Det er længst blevet anerkendt i Naturvidenskaberne, Hypothesen vel er et uundværligt Led i den videnskabelige Forskning, men at denne nødvendige *anticipatio mentis« altid maa fremtræde som en Forudsætning, specielle Følgeslutninger ere tilgængelige og kunne bestaa for en Erfaringsprøve.

Ifølge den Opfattelse af Videnskaben, som er hævdet fra Stuart Mill, Cairnes og Jevons, kan den politiske Okonomi ganske vist nok betegnes som en induktiv Videnskab, men den deduktive Del af Undersøgelsenspiller alene den fuldstændig dominerende Rolle, men har forsaavidt ogsaa en særlig Karakter, som de Forudsætninger, man er nødsaget til at vælge,

falde udenfor selve Videnskabens Sfære: »The ultimate laws are known to us immediately by intuition, or, at any rate, they are furnished to us ready made by other mental or physical sciences. That every person will choose the greater apparent good, that human wants are more or less quickly satiated etc: are a few of the simple inductions on which we can proceed to reason deductively with great confidence«. (Jevons: Theory of political economy).

Disse »inductionsc have de nævnte Økonomer hentet fra deres Forgængere, den Adam Smiths ke Skole. Men medens dog de antydede psykologiske Forudsætninger for Mill og Jevons antage en mere hypothetisk Karakter, saa er der næppe nogen Tvivl om, at de egentlig for Adam Smiths Skole stode som virkelig erfaringspsykologiske Love. For hele den i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundredeherskende andsretning stod Selvinteressen i Virkeligheden som det erfaringsmæssigt virksomste Motiv. Naar man tillagde denne psykiske Faktor en saa dominerende Stilling i det menneskelige Sjæleliv, at man paa denne mente at kunne bygge den humane Ethik op, saa er det kun altfor let forklarligt, at man saa meget mere troede sig berettiget til heri at søge det bredest mulige (psykologiske) Erfaringsgrundlag for en Videnskab om økonomiske Forhold. Thi selv den populæreste lagttagelse og Opfattelse af Livet vil i Almindelighedgive Tænkere Ret i, at i Pengesager hører alt Venskab op, og at man der übetinget og altid er sig selv nærmest. Heller ikke skal det nægtes, at denne Forudsætning virkelig i en ikke ringe Udstrækning har empirisk Gyldighed, og netop derfor har ogsaa saa

meget af den klassiske Nationaløkonomi sin uomtvisteligevidenskabelige Lad mig endog indsk}*de den personlige Bemærkning, at mangfoldige moderne Forsøg paa at hovmesterere hine aandelige Giganter synes mig saare ynkelige, ligesom det ogsaa ofte viser sig, at hine Mænd ikke alene have vidst ligesaa meget og tænkt ligesaa meget over Sagen som deres smaa kritiske Efterfølgere, men endogsaa mere til. Saa langt, som den valgte Forudsætning rækker, kunne da ogsaa de herfra udledede Resultater særdeles vel bestaa en Virkelighedsprøve.

Anderledes forholder det sig imidlertid med flere andre Hypotheser, som de engelske Nationaløkonomer i Tilslutning til A. Smith have betjent sig af. Saaledes vil det strax ses, at den anden psykologiske Hovedforudsætning, at de enkelte Individer altid ere i Stand til med fuldkommen Sikkerhed at bedømme og afgøre i hvert enkelt Tilfælde, hvad der er mest stemmende deres Selvinteresser, er i højests Grad stridende selv med den elementæreste Erfaring. Det tør maaske endog uden Overdrivelse paastaas, at der er faa Omraader, hvor den menneskelige Kortsynethed Letsindighed hersker mer uindskrænket end paa den økonomiske, til Trods for, at vi alle ere kun altfor tilbøjelige til stedse at have vor egen pekuniære Fordel i Hovedet. Og gaa vi over til den anden Bække af hypothetiske Forudsætninger, nemlig dem, der an gaa de ydre Betingelser for Menneskets økonomiske Virksomhed, de samfundsmæssig givne Vilkaar for Produktion, og Fordeling, saa er Forholdet jo endogsaa dette, at de herom opstillede Hypotheser med fuld, klar Bevidsthed ere valgte i aaben Strid med det

faktisk Bestaaende og historisk Givne. Hypothesen er altsaa her et bevidst Postulat, den indeholder en ideal Fordring om, hvorledes det økonomiske Livs Forudsætninger rettelig bør indrettes, og ikke nogen Gisning om, hvorledes de ere indrettede, — og Hensigten med dens Opstillen er da heller ikke at tilstræbe en Forklaring af Virkeligheden, men at lægge Betingelserne saa gunstigt som muligt til Rette for en ren spekulativ Behandling af de økonomiske Problemer. —

Klarest og tydeligst fremtræder dette hos M eng er. Med rigtig Konsekvens har han udskilt de nævnte Hypotheser fra al empirisk Forskning og hævdet dem en selvstændig Betydning som en Slags Axiomer, der efter hans Mening nødvendigvis maa postuleres for derigennem at naa den ligeledes efter hans Mening nødvendige strænge og gennemførte Isolering af de økonomiske Fænomener. For ham er Selvinteressens Eneherredømme ingen erfaringspsykologisk Lov, intet Led i en induktiv Undersøgelse, men en Grundsætning, som er dannet ved en isolerende Abstraktion, for derigennem skabe Fundamentet for en saakaldet exakt økonomisk Videnskab.

Ifølge Menger er den theoretiske Videnskabs Formaalat og fastslaa Typerne for og de typiske Relationer mellem Enkeltfænomenerne. Han indrømmer, at den nærmest liggende Maade at løse denne Opgave paa er at ordne de iagttagne Kendsgerningerunder Kategorier (Typer) og gennem empirisk Undersøgelse fastslaa Regelmæssigheden i Fænomenernes Rækkefølge. Men denne Methode, som Menger benævner den realistisk-empiriske, fører efter hans Formening ikke til videnskabelig tilfredsstillendeResultater.

stillendeResultater.Det virkelige Liv frembyder ingen strænge Typer, og de typiske Relationer eller Love, der overhovedet lade sig vinde gennem lagttagelser, have intet andet Indhold end en faktisk Konstatering af visse reale Fænomeners regelmæssige eller stadige Rækkefølge.Man med andre Ord ikke til andet end til saakaldte empiriske Love, der kun bringe en faktiskbestaaende eller regelmæssig Sammenhæng mellem Fænomenerne til Bevidsthed, men der skabes ingen Garanti for, at denne Regelmæssighed er n ødvendig.

Ved Sider, af denne Forsknings-Methode opstiller Menger derfor en anden, som han benævner den »exakte*. Dennes Formaal er Fastsættelsen af virkelige Love o: saadanne Love, der ikke tilstede nogen Undtagelse, men udtale en uundgaaelig Nødvendighed.

Den Vej, som den sidste Methode maa slaa ind paa, er følgende: »sie sucht die einfachsten Elemente alles Realen zu ergrimden«. »Die exacte Wissenschaft untersucht wie aus den vorhin erwähnten. den einfachsten, Theile geradezu unempirischen Elementen der realen Welt in ihrer (gleichfalls unempirischen) Isolirung von allén sonstigen Einfliissen sich complicirtere Phänomene entwickeln«. Den exacte Nationaløkonomis Opgave bliver saaledes: »die Erforschung der urspriinglichen, elementarsten Factoren der menschlichen Wirthschaft«. Og derefter opstilles de ovenfor angivne Forudsætninger som ledende Axiomer, og det fremhæves klart og afgørende, at deres Karakter, som i alt Fald delvis, vilkaarlige Abstraktioner er ham klart bevidst. —

Naar han imidlertid sammenstiller dem med de

mathematiske Videnskabers Axiomer, for derigennemat en tilsvarende Exaethed for hele sin abstrakte Theoretisering, saa er dette i Virkeligheden ganske überettiget. Hvad selve Mathematikens Axiomer angaar, da ere disse netop for saa vidt i allerhøjeste Grad stemmende med Erfaringen, som de ere fremgaaede ved en Abstraheren fra denne helt tilbage til selve vore subjektive Erkendelsesformer, Rummets og Tidens Anskuelsesformer,uden overhovedet ingen Erfaring er mulig. Resultaterne af de mathematiske Undersøgelser kunne derfor aldrig stride med den empiriskeVirkelighed, og 2 ere altid 4, hvad enten det gælder Katte eller Æbler eller Stokke. Heller ikke i de mathematiske Naturvidenskaber træffe vi Abstraktioneraf Art som i den abstrakte Nationaløkonomi.Thi det vel er en Selvfølge, at f. Ex. den almindelige Mekaniks hypothetiske Antagelser ikke have noget Tilsvarende i den Virkelighed, hvorudfrade abstraherede, saa ere dog de herfra afledede Resultater stedse mer eller mindre tilnærmelsesvis gyldige for den virkelige Erfaring. For at naa Overensstemmelsemed behøves i det hele kun Tilføjelsenaf videre Specialforudsætninger, som forholdsvislet sig udfinde af selve Afvigelsernes Art og Grad, og for disse Tilføjelser ere endelig de samme Axiomer ligesaa gyldige som for de oprindelige Sætninger.Men den abstrakte Nationaløkonomi stiller det sig saaledes, at dens Resultater i mangfoldige Tilfældeikke savne en selv blot tilnærmelsesvis Overensstemmelse med Erfaringen, men endog ere i direkte og uløselig Modstrid med denne. Og denne Modstrid lader sig vel at mærke ikke overvinde paa

lignende Maade, som ovenfor er skildret for MekanikensVedkommende, ved Indførelsen af de specielle Forudsætninger. Thi i alt Fald er man indskrænkettil indføre de objektive Betingelser som f. Ex. de i det paagældende Samfund givne politiske Forhold, medens derimod de subjektive Forudsætsætninger— det psykologiske Postulat om Selvinteressens Eneherredømme — selvfølgelig maa forblivestaaende da ellers hele Theoriens Fundament med det selv samme vilde styrte sammen. Men netop disse psykologiske Forudsætninger ere, som vi have set, i alt Fald delvis stridende mod Erfaringen, ere med andre Ord Resultatet af en vilkaarligIsolering ikke af en videnskabelig Abstraktion*).

Den abstrakte nationaløkonomiske Theoris Forudsætningerkunne ikke sammenstilles med Mathematikens, Mekanikens eller Fysikens Axiomer. Mill og Jevons betragte dem da heller ikke saaledes, men som formaalstjenlige Hypotheser, som en Slags »inductions« (jfr. ovfr.) fra Erfaringen med en vis begrænset(relativ) og følgelig fastholdede Fordringen om, at Deduktionens Resultater indenfor en tilsvarende Begrænsning skulle stemme med det virkelige Livs Erfaringer. Menger opstillerderimod Sætninger som spekulative, med Føje og Forsæt fra al Erfaring løsrevne Axiomer, og følgelig har han fra sit Standpunkt Ret i at hævde — i Udtryk, som vilde forfærde og dybt krænke Em il Meyer, hvis de vare brugte om ham, —: »Den Prufstein fur die Biirgschaften der exacten Gesetze der Volkswirthschaft

---

*) Jfr. Wundt: Logik 11. Methodenlehre. Stuttgart, 1883.

in ihrer Congruenz mit den empirischen Gesetzen der letzteren suchen zu wollen, bedeutet die Verkennung der elementarsten Grundsätze wissenschaftlicher Methodik«. Naar man som Udgangspunkt vælger Grundsætninger, der ikke ere abstraherede fra Erfaringen, men paa tværs af Erfaringen, der med andre Ord ere abstrakte Udtryk ikke for det med Erfaringen Stemmende, men for det med Erfaringen Stridende, saa kan man heller ikke vælge Erfaringen som Prøvesten.

Det er nu et saare tragisk komisk Syn at se d'Hrr. Westergaard og Emil Meyer famle om mellem disse to Standpunkter for at finde en »Mellemstilling«, — begge med Førerstav i Haand som selvbestaltede Guider. Westergaard er aabenbart den, der er mindst modig ved sit Kald. Han har ikke M enger s geniale Dristighed til klart og aabent at stille Sagen paa Hovedet. Paa den ene Side vil han tilegne sig den Mengerske Methode, paa den anden Side ved en efterfølgendeInduktion for, at de Slutninger, man kommer til, komme til at passe bedre og bedre paa det virkelige Liv«. — Med Mey ers Førerforsøg gaar det ikke stort bedre. Han begynder med S. 407 at lade Forudsætningernefor Deduktioner skyldes Erfaringer, som han blandt andet ogsaa vil have hentet fra Erfaringspsykologienog og S. 409 akcepterer han Skemaet for den induktive Undersøgelse. Men allerede S. 410 opgiver han den af M ill og Je von s med rigtig Konsekvens fastholdte principielle Fordring paa en Virkeligheds-Verificeringfor at hævde de vundne Love en Gyldighed, som beror paa deres logiske Tilbageførelsetil og ikke paa deres Bekræftelse af Erfaringen, og sejler saaledes eo ipso ud af InduktionensFarvand

tionensFarvandog lige ind i den Mengerske Havn, -
for endelig Side 414 at vende tilbage til Induktionen.

Det er ved denne Faren rundt fra det ene til det
andet som en Flue i en Flaske, at Hr. Emil Meyer tror
at hævde sin og Westergaards »Mellemstilling;.

VI.

Begrebsforvirringen hos Em il Meyer krystalliserer sig paa en kuriøs Maade i et enkelt Ord, nemlig Ordet »Love«. Han akcepterer Induktionsskemaet for at se, hvorledes Nationaløkonomien arbejder, naar den vil linde Love, og betegner selv det 2det Led som »Opstillen Hypothese til foreløbig Forklaring og Aarsagsbestemmelse«. 2det Led betyder altsaa en Forudgriben (Antecipation) af Loven, og naar da de derfra afledede Følgeslutninger vise sig at svare til de oprindelige Erfaringer, og endelig ny Erfaringer frembyde de samme Kombinationer, »kan Loven fastslaas«.

Herefter er det ikke muligt at forstaa andet end, at Meyer ved Ordet »Lov« maa tænke paa de erfaringsmæssigtbegrundede, end endnu ikke bekræftede Hypotheser i induktive Enkeltundersøgelser, — hvormed da ogsaa stemmer, at han i det Følgende gør selve Bekræftelsen (Verifikationen) til Genstand for en Række særlige Bemærkninger og saaledes tilsyneladende farer fort indenfor de givne Rammer. Men alligevel maa Meyer ved Ordet »Love« mene noget helt andet, da han senere om disse Love siger, at man, efteråt have fastslaaet dem, maa »tage fat paa en anden Art Undersøgelser,der ud paa at se, hvor langt det virkelige Liv svarer til det Billede, man har dannet sig«. Denne

ligesom de følgende Bemærkninger lader sig fornuftigvis ikke forklare uden ved at gaa ud fra, at han ved Ordet »Love« her maa have tænkt paa de som Love eller dog abstrakte Regler formulerede Resultater af en længere Deduktionsrække ud fra de ovenfor nævnte hypothetiske Grundforudsætninger, som Menger gør et mislykket Forsøg paa at faa lavet til Axiomer. Hvis der her skal bevares nogensomhelst Lighed eller Overensstemmelse med den induktive Fremgangsmaade, saa maa altsaa Virkeligheds-Verificeringen ikke søges til Bekræftelse af disse Love, — thi de svare jo i Skemaetkun Følgeslutningerne af den oprindelige Hypothese,altsaa af Tankevirksomheden under 3 d i e Led, og skulle saaledes umiddelbart stemme med de oprindelig givne Erfaringer. Skulle vi blive indenfor Induktionsskemaets Rammer, saa er det altsaa ikke disse, der skulle verificeres ved en efterfølgende Erfaringsundersøgelse,men hine Forudsætninger (saasom Selvinteressen), hvis (hypothetiske) Opstillen maa svare til Skemaets 2det Led. Det er maaske dette, Emil Meyer kalder, at »Leddene forskyde sig«, men det er da en højst mærkelig Forskyden, thi herefter skulde man tro, at det efter Emil Meyers Mening var Nationaløkonomiens Opgave at undersøge selve disse Quasi-Axiomers — altsaa delvis ren psykologiskeBestemmelsers videnskabelige Gyldighed,medens tværtimod er hans Mening, at disse skulle tages som udefra givne Grundforudsætninger.

Hvor underligt det end kunde synes, saa er Grunden til al denne haabløse Forvirring næppe nogen anden end den, at Hr. Meyer har fattet en ulykkeligKærlighed det af mig opstillede Induktionsskema.

Med Vold og Magt vil han presse sine ren deduktive Undersøgelser ind i dette Skemas Rammer som i en anden Prokrustes' Seng. Han har imidlertid ganske overset, at det mest Karakteristiske ved Induktionen übetinget ligger i det Iste Led, Indsamlingen af Erfaringer. Det er det Ejendommelige for Induktionen,at søger at udlede sine »Love« fra iagttagneKendsgerninger, at dens Love kun have Betydningsom af disse. Emil Meyer springer imidlertid lige ind i 2det Led, maaske fristet af Ordet Hypothese, og hans »Love« ere derfor kun deducerede Slutninger ud fra en Forudsætning, der ikke er valgt paa Grundlag eller til Forklaring af en Erfaringsrække. Men naar defc Iste Led, det ene Fornødne, mangler, hvorfor da gøre sig Uro og Bekymringer med det 4de Led? —

Mulig er Emil Meyer blevet ført ind paa sin Benyttelse Induktionsskemaet derved, at Jevons, som vi ovenfor have set, opstiller dette som Nationaløkonomiens skønt iøvrigt hans egen Fremgangsmaade ved Dannelsen af sine Theorier er ganske deduktiv. Formodentlig har da Emil Meyer tænkt, at hvad Jevons kunde gøre, som dog maa antages at have Rede paa Methodiken, det maatte Emil Meyer sagtens kunne gøre bagefter. Men Forklaringen herpaa er simpelthen denne, at saavel Jevons som Mi 11 kun have forsøgt paa at opfatte den ganske Nationaløkonomi, hele den abstrakte økonomiske Theori med sin deduktivt opførte Lærebygning i sin Helhed, som Led i en almindelig induktiv Undersøgelse, hvori Grundforudsætningerne for Nationaløkonomien bleve en hypothetisk Antagelse af visse psykologiske Love. Hvor-

vidt Mill og Jevons have Eet i, at den af dem udviklede Methode, naar den sættes i Sammenhæng Erfaringspsykologien, ret beset vil vise sig at være induktiv, er et rent filosofisk Spørgsmaal, som hører hjemme i Erkendelsesteorien, Psykologien og Logiken, og hvormed vi Nationaløkonomer ikke behøve at beskæftige os. Saa snart vi derimod ere indenfor Nationaløkonomiens Omraade, betegner baade Mill og Jevons deres Methode som en ren deduktiv, Fordringen om Erfaringsbekræftelse af Resultaterne saaledes egentlig kun i Relation til de bagved liggende, under Psykologien henhørende Forudsætninger.

I bestemt Modsætning hertil staar den historiskkritiske med sin Induktion. Den mener ikke, at den økonomiske Videnskabs rette Felt er Spekulationen, søger i Erfaringen sin store Læremester. De Love, den søger at finde og fastslaa, ere derfor ingen abstrakte Billeder, Love for en Verden af Skygger, — men det er selve de Love, der forklare det virkelige økonomiske Liv, hvori vi daglig leve og færdes, og som er det historisk udviklede Resultat af Generationers Arbejde. Den prætenderer ikke for disse Love en exact Gyldighed i Mengersk Forstand, men den mener dog at kunne have Tillid til dem som Udtryk for den »Regelmæssighed det menneskelige Samfunds Livsytringer«, hvorom Westergaard taler i sit fortræffelige Værk: »Statistikens Theori«. Den betragter den økonomiske Videnskabs Opgave paa lignende Maade, som Westergaard Statistikens, nemlig dels at »danne et fotografisk Billede af den nærværende Tilstand_<~ — og.

kunne vi for Nationaløkonomien tilføje, de historisk forudgaaede Tilstande -¦¦¦ dels »at fastslaa de Betingelser, under hvilke Regelmæssigheden fremkommer«, hvilket ; atter er det samme som at komme paa Spor efter de virkende Aarsager«.

Denne videnskabelige Retning forkaster ingenlunde den abstrakte Theoris hypothetiske Spekulationer, ihvorvelden ikke gør noget Forsøg paa eller tænker sig Muligheden af, at disse kunne indtræde som Led i de mangfoldige forskellige Induktioner, som Studiet af de konkrete økonomiske Fænomener kræver, paa lignende Maade, som Emil Meyer synes at have tænkt sig. Ej heller kan den med Menger tillægge hine Spekulationer en selvstændig Betydning som dannende en særlig videnskabelig Disciplin, end sige selve den økonomiske Videnskab. Den betragter dem som en Række storartede Tankeexperiment er, en genial opfunden Isoleringsmethode paa et Omraade, hvor det direkte, i Begivenhederne indgribende Experimentifølge Natur er udelukket. Den tager derfor denne Spekulation i sin Tjeneste og lader dens Rolle blive: ved at bestemme de isolerede Virkninger af enkelte bestemte Faktorer indenfor det økonomiske Liv at forberede den induktive Analyse af de økonomiskeFænomener, Analyse selvfølgelig lettes ved. at man i Forvejen har Rede paa Virkningerne af de konstanteste og almindeligste Betingelser. I de ikke faa Tilfælde, hvor disse Betingelser besidde en tilnærmelsesvisVirkelighedsgyldighed, altsaa den abstrakte Theoris Resultater (Love) umiddelbart, eller give det vigtigste Bidrag, til Forklaring af de enkelte konkrete økonomiske Livsytringer. Hvor disse umiddelbart vise

bestemte Afvigelser eller endog staa i afgørende Strid med Theorierne, der vil den abstrakt isolerende SpekulationsBetydning den: ved for sig af Resultatet at udsondre de specielle Virkninger af de til Forudsætningfor liggende Aarsager at komme paa Spor efter de andre Betingelser, der ved deres samtidige Indflydelse paa de paagældende økonomiske Fænomener have krydset eller ændret disse Virkninger. De Undersøgelser, man derved ledes ind paa, føre til Efterforskningen af andre etniske og psykologiske Egenskaber,og uddybes den økonomiske Forstaaelse ved at føres tilbage ikke til Postulatet om en enkelt Drifts Eneherredømme, men til selve den videnskabeligeErfaringspsy

VII.

Til sine danske Disciple danner M eng er en velgørendeModsætning.I for Emil Meyers ophøjedeUtydelighedfinder her en ligefrem Aabenhed.ErWestergaard og vaklende, er Menger klar og modig. Unægtelig rækker han derfor ogsaa videre, — Sandheden er ligesom en Kvinde: den elsker, hvem der nærmer sig dristig og ligefrem. Han vil sikkert ikke opnaa at faa slettet Nationaløkonomien paa de induktive Videnskabers Liste eller rettere faa den historisk-statistiske Forskning paa Økonomiens Omraade underordnet en hypothetisk Spekulation. Det vil næppe heller lykkes ham at faa den sidste ophøjet i de exakte Videnskabers Række og givet Rang af den egentlige økonomiske Videnskab. Men han har utvivlsomt Ret, naar han med Styrke gør opmærksom paa, at den

realistiske Forskning, der støtter sig paa den induktive Methode, kun kan naa frem til empiriske Love. Dette gælder baade for den historiske og den statistiskeDelaf Undersøgelser, og er en Følge af Induktionens Væsen. En virkelig Form som speciel Kausallov naar en empirisk Lov først ved at tilbageføres til psykologisk Lov, hvoraf den altsaa bliver et specielt Tilfælde. De vundne Resultaterpegeligesom tilbage paa Psykologien, indenfor hvis Omraade deres kausale Tydning udelukkendeerat Man kan derfor paa en Maade ikke vurdere de klassiske Nationaløkonomer højt nok, thi netop ved at gribe tilbage i Psykologien have de strax givet Nationaløkonomien dens nødvendige videnskabelige Fundament. Deres Greb har imidlertid været for ensidigtogvilkaarligt, derfor blev hele Grundlaget for snævert. Det er ensidigt og vilkaarligt at ville bygge en Videnskab op paa en enkelt menneskelig Drift, fordi de økonomiske Fænomener ere et kompliceret Produkt af mangfoldige Faktorer. Emil Mey er s Bemærkninger om, at »det ikke er alle mulige Fænomener i Samfundslivet,Økonomiengiver af med at forklare«, hører til de Projektiler, som gaa fuldstændig ud over ModstandernesHoveder.Ingen mig bekendt, uenig med Emil Meyer i, at det i Nationaløkonomien udelukkende gælder om at undersøge og bestemme de økonomiske Fænomener, men disse ere ligesaa fuldt som alle andre sociale Fænomener Resultaterne af forskellige bevægende Kræfter, og man kan derfor ligesaa lidt forklare dem udaf en enkelt, som man kan forklare Solsystemet alene ud fra Centrifugalkraften. Og her skal man da lægge Mærke til, hvorledes flere af de bestemmende Momenter

objektivere sig som "Virkninger af bestaaende Institutioner,Love,Retsregler, og Skikke, der netop i højeste Grad ere egnede til at blive Genstand for en induktiv empirisk Undersøgelse. Ogsaa den herved, væsentlig ad historisk Yej, vundne Forstaaelse af de forskellige økonomiske Enkelttilstandes indbyrdes SammenhængogForhold det øvrige Samfundsliv viser vel tilbage til psykologiske Kausallove, men paa ingen Maade udelukkende til en enkelt.

I den økonomiske Videnskabs følgende Udviklingsfaser Opgaven derfor i det hele taget blive denne at udvide Horisonten og videnskabeligt at udbytte det rige Materiale, som baade Fortidens og Nutidens Erfaringer J)ette Hværv er det netop, som den historiske Skole og den moderne Statistik have optaget, da der saa at sige kun er arbejdet rationelt i et halvt Aarhundrede, synes det for tidligt at blive træt og for naivt at tro, at man allerede skulde kunne være færdig.

Da det menneskelige Samfund ogsaa som økonomiskSamfund en historisk tilbleven Organisme, vil en nærmere historisk Undersøgelse af de enkelte konkrete økonomiske Fænomener og Tilstande være i Stand til at paavise og forklare disse som fremgaaede af den forudgangne Samfundsudvikling. Der former sig saaledes den særlige Opgave at udsondre for Betragtningog de økonomiske Fænomener, forfølge disses Forhold, dels som Aarsager til, dels som Følger af hele Samfundets politiske, sociale, etniske og religiøse Udvikling. Ved saaledes at gennemføre en Undersøgelse af det økonomiske Liv i dets historisk fremadskridende Sammenhæng med hele det øvrige

Samfundsliv skabes der et positivt Grundlag for en systematisk Erkendelse af de nuværende økonomiske Fænomener og Tilstande, hvis Aarsager og hvis Indhold af Fremtidsmuligheder det i sidste Instans er NationaløkonomiensOpgave forklare og paavise.

Der aabner sig altsaa her en vid Mark for en ren induktiv Forskning. Hvor det gælder om at vinde en kausal Forstaaelse af givne økonomiske Kendsgerninger, dette som oftest være enstydig med en historisk Paavisning af deres Sammenhæng med forudgaaede Med andre Ord: medens den naturvidenskabelige Induktion fører til almene Love, fremgaar her som Resultatet af den enkelte Induktion, man vil, en Speciallov, der kun har Gyldighed for eller i det hele taget kun giver en Fortolkning de enkelte givne Kendsgerninger eller Hække af Kendsgerninger, som have været Genstand for Undersøgelsen, uden at tillade en abstrakt Formulering. Paa Grundlag af disse Speciallove vil det da være muligt at danne visse almindeligere økonomiske der beherske større sammenhængende Rækker af økonomiske Fænomener paa konstant Maade. og ved Hjælp af hvilke man vil kunne danne sig en Forestilling om den fremtidige økonomiske Udvikling i forskellige —

Til Slutningen skal jeg kun anføre et Par Exempler for at vise, hvorledes den induktive UndersøgelseiPraxis forme sig. Man vil f. Ex. undersøgeAarsagernetil Tilbagegang i Trafiken paa Königsberg. som indtraadte i Slutningen af 70erne og allerede i Begyndelsen af 80erne kom til Syne med forfærdende Tydelighed. Et Blik paa Kortet lader en

strax danne den Hypothese, at Königsbergs Betydning som Handelsby væsentlig maa bero paa dens Beliggenhedsomnaturlig for store Dele af det russiske Rige, idet nemlig dens preussiske Opland i sig selv ikke er stort. Men i saa Fald, slutter man deduktivt, maa Jernbaneforbindelserne med Rusland være af afgørende Vigtighed for Staden og dens vigtigste Omsætningsgrene maa omfatte russiske Varer. Man undersøger de faktiske Foihold nærmere og ser sin Hypothese bekræftet derved, at K.s Handel i 70ernevari Opkomst, og at denne netop daterer sig fra dens russiske Jernbaneforbindelsers Udvikling og Fuldstændiggørelse, ligesom dens Vare- og Skibslister netop i de samme Aaringer opvise forholdsvis overordentligstoreog stigende Mængder af Varer, kommende fra eller bestemte til Rusland. Man slutter da videre, at naar Königsberg senere er gaaet tilbage, saa maa dette skyldes Indtræden af Forandringer i de samme Aarsager, som tidligere have bevirket dens Fremgang. Opmærksomheden henledes saaledes i første Linje paa Jernbaneforbindelserne, og Forandringer i den russiske Jernbanepolitik sammen med den synkende Rubelkurs Indflydelse paa Jernbanetaxterne frembyde sig som de naturlige Hypotheser. Man forfølger gennem deduktive Slutninger deres Specialvirkninger, ser hvorledes disse særlig gøre sig gældende overfor Korn, hvorledes det bliver billigere og bekvemmere at lade dette gaa andre Veje end til Königsberg, beregner Fragter og Afstande, Omladningsomkostninger o. s. fr. En efterfølgende statistisk Undersøgelse viser da ogsaa, at det netop er Udførsel af russisk Korn, som aftager betydeligt, og man er saaledes virkelig naaet til en

Redegørelse for de Aarsager, som have fremkaldt Königsbergs Tilbagegang. En saadan Erkendelse vil dels have Betydning for Overvejelsen af hvilke Forholdsregler,derfra Side maa tages for at standse Tilbagegangen, dels for at afgive Materiale til Dannelsen af mere almindelige Regler om Betydningen af Forandringer i Trafiklinjerne.

Det andet Exempel, jeg skal nævne, har en særlig Interesse, fordi det her gælder om at lægge sine lagttagelser at de forstyrrende Aarsager saa vidt muligt fjærnes. Efter den tyske Toldforenings Dannelse der i Tyskland et uhyre økonomisk Opsving, der med kortvarige og lidet betydningsfulde Afbrydelser fortsattes i stedse stigende Progression op til Begyndelsen af 70erne, altsaa hele Foreningstiden igennem. Denne frodige økonomiske Udvikling er imidlertid Resultatet af mangfoldige Faktorers Samvirken, og mellem disse indtager Tysklands Toldenhed kun en enkelt Plads. I det samme Tidsrum falder Maskinteknikens Fremgang, saavel i Tyskland som den øvrige Verden, i det samme Tidsrum bedækkes Tyskland med et Næt af Jernbaner, Flodsejladsen udbedres, og Havne fyldes af Dampskibe, den almindelige og den tekniske Uddannelse breder sig mere og mere, Kapitalen drages frem, samles i Sparekasser og Banker og frugtbargøres i Produktion og Omsætning efter en større og større Maalestok, flere og flere økonomiske Skranker falde bort, en Frihandelsperiode til Slutning den tidligere Beskyttelse, Befolkningen voxer umaadeligt osv. osv.

— »Heller ikke er Tyskland alene gaaet frem i
denne Periode, men ogsaa andre Nationer. England er

i samme Tid blevet Verdens rigeste Land, og selv
mindre Lande som f. Ex. vort eget Fædreland har
været i stadig økonomisk Opkomst.

Uden videre at tage hele denne Periodes Opsving til Fordel for den tyske Toldforenings gunstige Indflydelse, sig derfor fornuftigvis ikke gøre. Blot et enkelt Exempel vil vise det absurde heri. Fra 1837 til 1861 steg Antallet af Tene til Bomuldsspinding i Toldforeningen med 1,490,000, nemlig fra 500,000 til 1,990,000, hvilket kunde synes at være et udmærket Bevis paa den Fremgang, som Toldforeningen har skabt. Men samtidigt steg Antallet i England fra 10 Mill. til 21 Mill., og i Nordamerika fra c. 1 Mill. til 10 Mill. Fra 1836—61 forøgedes Antallet af Tene i Foreningsstaten Preussen med c. 208.000, et Antal, som i sig selv synes betydeligt, men som ikke er større end, at det i England kunde opvises alene i — to Spinderier. England og Nordamerika har det altsaa udelukkende de ovennævnte Forhold, der have fremkaldt

Som man vil se, er Hypothesen om Toldforeningens gunstige Indflydelse forud given. Det gælder nu om at føre Beviset for, at denne Faktor alene, i og for sig, har været i Stand til at bevirke økonomisk Fremgang, og at den saaledes i det hele taget har spillet sin endog væsentlige Rolle i Rækken blandt de andre Faktorer. dette lader sig da gøre ved særlig at udsondre for Betragtning og Undersøgelse den første Periode efter Toldforeningens Dannelse (1834^—42), — hvad baade deduktive Slutninger og Erfarings-Undersøgelser bekræfte.

»I saa Henseende maa man først lægge Mærke til,
at de Forandringer, der indtraadte i Afsætnings- og

Produktionsforholdene som en umiddelbar Følge af Toldforbundets Oprettelse, naturligt maa kunne ventes at være tydeligere fremtrædende i de første Aaringer, medens senere alt i sin Tilbliven fra første Færd af ordner sig med Toldforeningens Tilstedeværelse som en given Forudsætning. Ligesom vi se, at i de Øjeblikke, der følge strax efter, at et nyt og tungt Lod er kastet i Vægtskaalen, vippes denne dybest ned, og Viseren giver et forholdsvis stærkt Udslag, saaledes kan man paa lignende Maade vente, at en saa ny og mægtig Faktorsom i den første Tid efter sin Indtræden maa gøre sig gældende med forholdsvis størst Magt, saa at dens Virkning ligesom lettere lader sig gribe og bestemmei Eenhed«.

> Langt væsentligere, ja afgørende er det dog, at de fleste af de Momenter, som senere hen i saa stort Omfangpaavirke i samme Retning som Toldforeningen,enten ikke eller i forholdsvis ringe Grad vare i Virksomhed i den første Periode. De store Fremskridt i Maskintekniken falde for Tysklands Vedkommendeenten for eller senere end dette Tidsomraade,Sparekassebevægelsen endnu ikke begyndt, de tyske Floder bleve snarest mere og mere forsømte, og endnu i Slutningen af 40erne klagedes der højt og lydeligt over deres slette Tilstand. Oder var da fuldstændigttilsandet, og Rhinen trængte til store Forbedringer, og først 1846 blev Uddybningen og Reguleringenaf paabegyndt. Den udenrigske Skibsfartvar hæmmet af den danske Sundtold og den hannoveranske Stadertold; i England var et udbredtBeskyttelsessystem i Flor, og Omsætningen med Udlandet stødte baade mod Øst, Syd og Vest paa

mægtige Toldskranker. Endelig var der — last not least — i denne første Foreningsperiode næsten ingen Jernbaner. I de første 5 Aar af dette 8-aarige Tidsrumvar næsten ingen andre Jernbaner i Tyskland end den knapt 3/₄ Mil lange Ludwigsbahn (mellem Niirnbergog og Berliner-Potsdamer Banen (3.₅ Mil). Endnu ved Slutningen af Aar 1839 var der i Preussen i det hele kun 7.₇₅ M. Jernbane færdig, og ide andre Foreningsstater var kun Linjen Leipzig- Dresden (15.₅ M.) bleven aabnet. Endelig i Løbet af de tvende sidste Aar kom der henholdsvis 29 og 41 Mil nye Jernbaner til. Disse gennemløb imidlertid kun ganske enkelte Strækningerhist her, uden indbyrdes Sammenhæng, og uden at tilvejebringe Forbindelse mellem Staterne indbyrdes, undtages Linjen Magdeburg - Leipzig- Dresden, og de økonomiske Virkninger af disse sidste Aars Jernbaneanlæg kunne først antages at have vist sig i den følgende Tid. I det første Aar af Toldforeningensanden (1842) var Forøgelsen endnu kun 16 Mil; først fra 1843 tog Bevægelsen Fart, i Sommeren d. A. aabnedes alene 54 Mil nye Jernbaner,og dette Aar begynde Bestræbelserne ret at gaa ud paa Dannelsen af et sammenhængende Jernbanenet.Det altsaa saa langt fra, at man kan paastaa,at i Told foreningens første Aaringer kunne have haft nogen væsentlig Andel i den økonomiskeFremgang, man tvært imod omvendt med langt større Berettigelse tør hævde, at netop Toldforeningens Dannelse med det deraf fremkaldte uhindrede Samkvemmellem tyske Stater har bidraget mægtigt til at fremskynde Tysklands Forsyning med Jernbaner.«

Angaaende den videre Udførelse af Methoden i sine Enkeltheder skal jeg her nøjes med at henvise til min Afhandling »Den tyske Toldforening og en nordisk Toldunion«.

VIII.

Med Hensyn til Sagens formelle Side da gaar Hr, Emil Meyer fuldstændig udenom mine Anker over Formen i "VVestergaards Bog. Min Paavisning af den underlige Uklarhed, som hviler over dette Skrifts Udtalelser om Forholdet mellem Deduktion og Induktion, Hr. Meyer ganske rolig ligge. Jeg kan derfor med at slaa fast, at Hr. Meyer ikke har dristet sig til at forsøge paa en »Udklaring« af Westergaard s Bemærkninger herom, ja end ikke har prøvet at imødegaa de Modbemærkninger, jeg Side 329—30 har fremsat i denne Anledning. Det eneste Forsøg, Hr. Meyer i det hele taget har gjort paa at forsvare Westergaards uklare Form, bestaar i, at han prøver paa at holde Skriftet helt udenfor menneskelig Bedømmelses Rammer. »Bogen«, siger han nemlig, »er hverken en Skolebog eller en Bog til Læsning alle eller endelig en færdig systematisk Lærebog«. naar man saa spørger, om hvad den da er, saa svarer Hr. Meyer med ædel Simpelhed: »kun hvad den kalder sig — en Indledning til Studiet«. Men just om Betydningen og Forstaaelsen af disse Ord er det, at Striden blandt andet drejer sig.

— Hvad dernæst Formen i Hr. Meyers Anmeldelseangaar,
ofrer M. flere Sider paa et Forsvar for
nogle, lad os sige mindre omhyggeligt formede Vendinger,

der havde indsneget sig i hans lille Anmeldelse. Jeg havde i min Artikel fremdraget disse som Exempler paa, hvor megen Skade et uagtsomt Valg af Udtryk i Gengivelsen af vanskelige Tankegange kan afstedkomme i en saadan Anmeldelse, der netop for at være en egentligRedegørelse et koncist Ordvalg, — og for at illustrere dette havde jeg i en spøgende Form draget nogle Konsekvenser af de uheldige Udtryk. Men Hr. Meyer er ikke til at spøge med. Med elskelig Alvor tager han sine Bemærkninger op paany og fordyber sig med en Iver og Grundighed, der i Sandhed var en bedre Sag værdig, i Undersøgelsen af disse sine Udtalelsers egentlige Mening.

Et Steds i sin Anmeldelse har Meyer saaledes skrevet, at Westergaards Partistandpunkt »übetinget er det, som har Fremtiden for sig«. Det har moret mig at harcellere lidet over dette selvfølgelig i sig selv ganske uvidenskabelige Udtryk. Men Meyer maa ogsaa være Alvorsmand paa sligt og svarer med krænket Værdighed, at »ingen tænksom Læser« i denne Sætning »vil finde andet eller mere end Udtalelsen af, at jeg (Meyer) ansaa for ganske utvivlsomt, at Standpunktet vilde arbejde sig frem til almindelig Anerkendelse«.

Der er i Ordet »tænksom Læser« en Bitterhedens polemiske Braad mod mig, som er al Ære værd, men iøvrigt er denne Forklaring noget skuffende. Fra den mest ophøjede Absoluthed dale vi ned til, — hvad Hr. Meyer selv i sin Beskedenhed anser for »ganske utvivlsomt«.Dette for meget om den berømte Hans og Hunden, hvilken Hund »übetinget« var noget af det mærkeligste i Verden, indtil Hans skulde passere hin kritiske Bro, hvor Overdrivelsen kunde blive skæbnesvangerfor

svangerforhans Sikkerhed, og hvor det da ogsaa viste
sig, at Hunden var en ganske almindelig Hund.

Naar jeg dernæst har skrevet, at jeg i min Ukyndighed ude at Stand til at begribe, at den deduktive Vej skulde være den eneste eller den nødvendige Vej til at iinde Aarsager, saa svarer Emil Meyer, at han ingenlunde har talt om at finde - Aarsager_*, men om at finde »Aarsagssammenhængen«. I Sandhed, en herlig Udvej! Formodentlig maa Finessen stikke deri, ae det med det Ord Sammenhæng i Nationaløkonomien gaar ligervis som det for Harlekin i Holbergs »De Usynlige« med Ordet »udpønsker« i Poesien: Det vil ikke meget sige udi solut Stil, men udi Nationaløkonomien det et kostbart Ord. Det saavel som mange andre Ord betyde intet, naar de ere alene, men naar man lægger det til »Aarsags er det af stor Betydelse. Hvis ikke slige Ord vare, forgik i en Hast to tredie Deler af den nationaløkonomiske Verden.

IX.

Der var saavist ingen Grund for Emil Meyer til saa udførlig at dokumentere den fuldstændige Uholdbarhedafden som han forherligede i sin lille kritikløse Kritik af Westergaards »Indlednings. Det er jo en ærlig Sag at rose sine gode Venner, og naar man i denne harmløse Beskæftigelse bliver grebet i at have vovet sig noget for langt frem, saa kan man saamænd nøjes med et godmodigt Smil som Svar. Han skulde have lært af W. at tie klogeligen stille og lade sin Tavshed og sine mange fortræffelige Arbejder tale til Undskyldning for det ene lille, mindre gode Værk.

I Stedet for er Emil Meyer bleven gnaven og har villet redde sig ud af Kniben ved at lave personlig Polemik. Uheldigvis ligger det Polemiske ligesaa lidt for hans Evner som det Methodologiske, — og hans øjensynlige Forstemthed har ikke gjort ham Sagen lettere. Sikkert vilde han ellers have vist større Kræsenhed i Valget af sin Angrebsmaade. Han vilde have undgaaet at lægge ind i mine Ord om Theoriens Forhold til Praxis, at en blot »tilsyneladende Uoverensstemmelse« skulde fælde Theorien. Han vilde have forskaanet Læserne og sig selv for den lange Imødegaaelse S. 422—23 af Paastande, jeg aldrig har fremført. Og fremfor alt vilde han rent ud have forsmaaet det Fif at lade som om min BetegnelseafW. »Danmarks eneste videnskabelige Statistiker« var udsprungen af en Lyst til par dépit at nægte, »at forskellige andre Forfattere herhjemme levere grundige og videnskabelige statistiske Arbejder«. Er dette et Forsøg paa at skaffe mig de nævnte Forfattere paa Halsen ved at understrege de paagældende Ord som en Fornærmelse mod dem, saa er det grundigt mislykket. OgsaaE. M. »véd jo meget godt«, at jeg med de citerede Ord udelukkende har sigtet til den strengt gennemførteBrugaf rent videnskabelig Methode i Ordets egentligste og snævreste Forstand. Naar E. M. betegner denne som »den mathematiske Methode«, for veden dertil knyttet Bemærkning om dette mig »fremmede Element- at gribe Lejligheden ved Haarene til at give mig en personlig Overhaling, saa opnaar han kun til Overflod at vise sin Vilderede i al Methodik. Den statistiskeMethodeer ren logisk Methode. er netop den induktive Methode i sin rationelleste Form, hvor den — paa Grund af Induktionsslutningens Flertydighed—netop

hed—netopforbinder sig med Sandsynlighedsberegningenellerrettere denne i sin Tjeneste. Men dette er noget helt andet end de i Mathematiken anvendte rent deduktive Methoder. Ogsaa herom skal jeg henviseE.M. Jevons (»The principles of science«), og desuden til Westergaards: »Statistikens Theori«. Lad mig tilføje, at der her er et Yærk fra W.s Haand. som E. ]\f. ved given Anledning trøstig kan rose uden at risikere det mindste.

Det havde været mig særdeles personlig tilfredsstillende, E. M. havde taget anderledes paa hele denne Sag. Det træffer sig nemlig hverken værre eller bedre end, at det er E. Meyers grundige og omsigtsfulde i Studiet, som mit nationaløkonomiske Standpunkt i første Række skyldes. Han burde da have forstaaet, at der netop er Troskab i dette at holde fast ved Standpunktet, selv efteråt Læreren har forladt det.