En Kreditforening for Afløsning af Tiende- og Arvefæsteafgifter.

i\-t TienclebjTden er ilde lidt er bekendt nok; den og Fæsteforholdet vare i sin Tid Bondevennernes bedste Agitationsmidler. Fæsteforholdet er forlængst ordnet; men Tienden staar tilbage, og er end Agitationen død hen, saa er det dog ikke tvivlsomt, at Ønsket om Afløsning Tienden endnu stedse er levende; den Tid vil derfor komme, da dette Ønske atter træder frem med Krav paa Opfyldelse, saa meget mere som det i sin Tid fra alle Sider, deriblandt ogsaa den daværende Eegerings, blev erkendt, at dette Ønske var fuldt berettiget, at en billig og retfærdig Afløsning af Tienden var i hele Samfundets saavelsom i de nærmest paagældende Parters (Tiendeejernes og Tiendeydernes) Interesse.

Oprindelig udgjorde Tienden som bekendt ligefrem Vxo af al Afgrøden. Som Følge heraf maatte Tienden være stor, naar Høsten var usædvanlig god, paa den anden Side blev Tiendeydelsen ogsaa forholdsvis formindsket,naar et enkelt Aar var særdeles ringe

eller helt mislykket. Men efteråt Tienden in natura nu er ombyttet med et i Forhold til Kapitelstaxten ansatVederlag, det kunne hænde, at den falder meget tungere paa Tiendeyderen, naar han rammes af Misvæxt,og vil dette trykke, naar Kapitelstaxten samtidigt bliver høj, hvilket jo ingenlunde er usandsynligt.Dette det Uheldige ved denne Afgift, at den kan, ja endog rimeligvis vil være forholdsvis større, naar Evnen til at betale den er forringet. Om ikke af anden Grund er det alene af denne Grund ønskeligt at lette Tiendens Afløsning, hvor saadant kan ske uden at træde berettigede Interesser for nær. Ja selv afset fra alt Andet er allerede det, at Afgiften er ilde lidt, Grund nok til at lette dens Afløsning. Der er ogsaa i Tidernes Løb gjort Forsøg derpaa.

Det seneste Forsøg ligger dog nu allerede en Snes Aar tilbage, det var et i 1871 af Folkethingsmændene Professor Frederiksen og Bureauchef Gad i Rigsdagen indbragt og af Førstnævnte i 1872 genoptaget Lovforslag. Gang standsedes dette ved en af Folkethingsudvalget Dagsorden, i hvilken Regeringen opfordredes til at forelægge et Lovforslag om Afløsning af Tienden. Anden Gang blev Forslaget taget tilbage, efteråt Indenrigsministeren havde lovet om end ikke at forelægge et saadant Lovforslag saa dog at samle de formentligt fornødne Oplysninger.

Siden den Tid har Sagen hvilet. Grunden hertil tør formentligt søges i Hensynet til alle de forskellige Vanskeligheder ved dens Løsning, som fremhævedes fra flere Sider under de ved ovennævnte Lovforslag i Rigsdagenforanledigede Det vil heller næppe kunne nægtes, at, om end mange af de fremhævede

Vanskeligheder ere rent theoretiske og ville vise sig saare übetydelige i Praxis, saa ere dog flere af dem af den Art, at det næppe vil være muligt paa Forhaand at finde en Løsning, saalænge der savnes enhver Erfaringmed til den Vej, ad hvilken de i det praktiske Liv lettest og rigtigst ville kunne løses. Dette gælder dog særligt kun om Kirketienden; for Præstetiendensog navnlig for Kongetiendens Vedkommende er der derimod næppe Tale om større Vanskeligheder. end at man i Praxis lettelig vil finde Udvej, naar først Forsøget gøres. Dertil kommer, at samtlige de fremhævedeVanskeligheder alt Fald væsentligt hidrørte derfra, at Forslaget gik ud paa at give hver af Parterne (Tiendeejer og Tiendeyder) en Eet til ensidigt at forlangeTienden ; hvorimod Vanskelighederne væsentligtville bort, naar Afløsningen bliver aldeles frivilligaltsaa af Overenskomst mellem Parterne. I dette Tilfælde bliver der nemlig afset fra Kirketienden kun en Vanskelighed tilbage, nemlig at skaffe Tiendeyderen lec Adgang til de til AfløsmngssummensBetaling Penge.

Men — kunde man spørge — er der nogen Rimelighedfor, Tiendeejer og Tiendeyder skulde kunne træffe Overenskomst om en Tiendeafløsning? Og, hvis saadant er muligt og rimeligt, hvorfor blive de da ikke allerede nu enige om den Sag? Dette sidste Spørgsmaaler simpelt at besvare: Der gives for det Første mangfoldige Exempler paa. at TieDdeyderne selv have afkøbt Tiendeejeren hans Ret, og saaledes paa en Maade have afløst den; og dernæst, naar saadant ikke sker endnu langt hyppigere, er det fordi Tiendeyderen som oftest savner de fornødne Penge til Betaling af

Afløsningsslimmen eller Købesummen. Endelig savnes
der Foranstaltninger sigtende til at lette saadanne Overenskomster.

Det er derfor rimeligt og sandsynligt, at der i stor Udstrækning vil blive truffet frivillige Overenskomster om Tiendens Afløsning, naar der 1) beskikkes sagkyndige Mænd til Mægling og Vejledning ved Parternes Forhandlinger,og der 2) aabnes let Adgang for Tiendeyderne til fornødne Laan til Afløsningssummens Betaling. Denne Formening støttes derpaa, at en fra Kreditors Side uopsigelig aarlig Ydelse ifølge Sagens Natur har en mindre Værdi end den Kapital, der til den til enhver Tid gældende Eentefod vilde give en til den aarlige Ydelse svarende Renteindtægt. Selv afset fra de særlige Ulemper, der ere forbundne med TiendeejerensRet med Opkrævningen i Smaabeløb forbundneBesvær, varierende Størrelse m. v.) vil han derfor i Reglen ansætte Tiendeydelsens kapitaliseredeVærdi et Beløb, der er mindre end den nævnte Kapital. Den Mulighed er ganske vist ikke udelukket, at Kornpriserne og altsaa Kapitelstaxterne fremtidigt kunne stige og Tiendeydelsen altsaa forhøjes, men den modsatte Mulighed er heller ikke udelukket. Og i hvert Fald er det ingenlunde givet, at KornprisernesStigen Falden vil svare til Falden og Stigen i Pengenes Værdi, saa at Hensynet til Kornprisernesmulige næppe vil have nogen væsentlig Indflydelse paa Værdsættelsen af Tienderetten i alt Fald ikke for en stor Del af Tiendeejernes Vedkommende. Det kan herved bemærkes, at ifølge Lov 14 April 1852 § 2 har man ved Bestemmelsen af Tiendevederlaget set bort fra den Forøgelse af Tiendeydelsen in natura, der

vilde være en utvivlsom Følge af det fremskridende Agerbrugs Udvikling. Men, er det saa, at en Tiendeejeranslaar Tienderets Værdi til mindre end den tilsvarende Kentekapital, saa ligger heri en Mulighed for, at Tiendeyderen kan afløse Tieudebyrden alene ved i en Aarrække (længere eller kortere) at betale den samme Tiendeydelse som ellers paahviler hans Ejendomtil Tid. Naar nemlig Afløsningssummen er mindre end den Kapital, der ifølge den ved Afløsningstidengældende vilde give en Rente svarende til Tiendeydelsen, saa er denne altsaa større end Renten af Afløsningssummen og vil altsaa ved fortsat uforandretBetaling en Amortisation af Afløsningssummen.Derfor den Mulighed lige for Haanden, at Tiendeejer og Tiendeyder maa kunne blive enige om Afløsningssummen, naar der er aabnet Sidstnævnte Adgangtil Betaling ved Hjælp af et Laan, der kan forrentes og amortiseres ved den uforhøjede aarligeTiendeydelse.

I det ovenfor nævnte Lovforslag om Tiende-Afløsninghavde ansat Afløsningssummen til et saadant Beløb i kongelige Obligationer, der vilde give en Rente svarende til Tiendeydelsens aarlige gennemsnitligeNettobeløb. gik altsaa herved ud fra, at Tiendeejeren ved Afløsningen skulde have den fulde Gennemsnits-Indtægt uden Hensyn til, at han ved at erholde en disponibel Kapital i Stedet for en uopsigelig Aarsydelse indvandt en Fordel. Som Følge deraf kunde Afløsningen for Tiendeyderens Vedkommende ikke ske uden forøget aariig Udgift. Afset fra de Vanskeligheder,Forslaget paa, fordi det tilsigtede Adgang til Afløsning efter ensidig Begæring af en af Parterne

med Statskassen som det Mellemled, der maatte bære de ved saadan Afløsning i alt Fald muligvis indtræffende Tab, var dette, som det fremgaar af Udvalgsflertallets Forslag, netop en Hovedanstødssten for Sagens Ordning paa den angivne Maade. Udvalgets Forslag gik nemlig ud paa, at Afløsningssummen kun skulde udgøre det 20 Dobbelte af Tiendeydelsens gennemsnitlige Nettobeløb,hvis betaltes i amortisable 4 pCt. rentebærende Obligationer, eller det 18 Dobbelte, hvis den betaltes kontant.

Naar der imidlertid saaledes som her kun tilsigtes Afløsning ifølge frivillig Overenskomst mellem Parterne, Tiendeejer og Tiendeyder, er der ingen Anledning til at komme ind paa en Undersøgelse af Afløsningssummens passende Størrelse, idet dennes Fastsættelse overlades til Parternes fri Overenskomst. Heller ikke de andre ovenfor oftere antydede Vanskeligheder, der under Forhandlingerneom Lovforslag fremhævedes som mer eller mindre uovervindelige, ville spille denne Rolle, naar der kun er Tale om frivillig Afløsning ved begge Parters Overenskomst. Alle disse Vanskeligheder havde nemlig Hensyn til de til Tienden knyttede Byrder og Forpligtelser. Den væsentligste er den Kirketienden paahvilende Forpligtelse til paagældende Kirkes Vedligeholdelseog Udvidelse. Det er klart, at, naar Tiendeejeren vil træffe frivillig Overenskomst med Tiendeyderen om Tiendens Afløsning, saa kan dette kun ske samtidigt med at hans Forhold til Kirken ordnes paa en for denne tilfredsstillende Maade, ligesomder maa tages fornødent Hensyn til alle de andre Tienden paahvilende Byrder. Dette kan ske enten derved, at Afløsningssummen eller en tilstrækkeligDel

ligDelaf den baandlægges til Sikkerhed for Opfyldelsen af de Tienden paahvilende Forpligtelser; eller med Hensyntil derved, at en Del af Afløsningssummeu afstaas til denne som en den fremtidigt tilhørende Kapital,af Udgifterne til Vedligeholdelse og eventuelUdvidelse afholdes. Selvfølgelig kan det da stille sig saaledes, at de Fordringer, som rejses fra Kirkens eller andre Berettigedes Side, ere saa store, at Tiendeejeren opgiver Tanken om Tiendens Afløsning, saa at ingen Overenskomst kommer istand med Tiendeejeren.Forholdet da ved det Gamle. At Forsøgetpaa frivillig Afløsning saaledes kan mislykkes, er imidlertid ingen Grand til ikke saa vidt muligt at lette og fremme frivillig Afløsning overhovedet; idet det dog uden al Tvivl i mange Tilfælde vil kunne lykkes at tilvejebringe Overenskomst mellem alle interesserede Parter. Og dertil kommer, at gennem de saaledes førte Forhandlinger, hvad enten en Ordning tilvejebringes eller ej, vil man indvinde en Erfaring og klar Indsigt i alle disse Forhold; en Erfaring og Indsigt, som man ellers rimeligvis aldrig vil opnaa. Og de oftnævnte Vanskeligheder, der hidtil have hindret Tiende-AfløsningensOrdning Lov, netop fordi man savnede Erfaring om deres rigtige og retfærdige Løsning, ville da ikke længere træde hindrende i Vejen, naar man har indvundet denne Erfaring. En saadan frivillig Afløsningsynes netop at være den rette Vej til Forberedelseaf af Alle for ønskelig anerkendte almindeligeAfløsning den ilde lidte Tiendebj^rde.

Hvad der udkræves for i størst muligt Omfang at
tilvejebringe saadanne frivillige Afløsninger af Tienden
er som alt bemærket 1) en sagkyndig Mægling og Vejledningsamt

ledningsamt2) en let Adgang for Tiendeyderne til
Laan af det til Afløsningssummens Betaling fornødne
Beløb.

I det ovennævnte Lovforslag var foreslaaet en for hvert enkelt Tilfælde dannet Tiende-Afløsnings-Kommission fremgaaet af Parternes Valg. Naar der kun er Tale om rent frivillige Overenskomster, og Kommissionen ingen afgørende Myndighed faar med Hensyn Parternes indbyrdes Mellemværende, er der ingen Grund til, at Parterne skal vælge Kommissionens Medlemmer, hvorved disse stadigt ville skifte; langt vigtigere er det, at Kommissionen er i Besiddelse af den størst mulige Sagkundskab, og dette opnaas knn derved, at dens Medlemmer ere faste, beskikkede af Regeringen. Derved opnaas ogsaa, at det vigtige Hverv, Tilsynet fra det Offentliges Side med Hensyn til dets Interesser ved Sikringen af de Tienden paahvilende Byrder og Forpligtelser, kan betros den samme Kommission, under Overøvrighedens Approbation af den med Tiendeejeren derom trufne Ordning.

Naar saadanne Tiende-Afløsnings-Kommissioner er beskikkede, hver for et passende Omraade, vil Fremgangsmaadenda den, at den Tiendeejer eller Tiendeyder, der ønsker Afløsning, henvender sig til Kommissionen med Begæring om den anden Parts Indkaldelsetil Møde for Kommissionen. Indkaldelse bør kun gives, hvis Kommissionen paa Grundlag af de den af Andrageren meddelte Oplysninger skønner, at der er rimelig Udsigt til Overenskomst. Da der kun er Tale om aldeles frivillig Overenskomst, vil den indkaldtePart kunne nægte at efterkomme Indkaldelsen,hvis er uvillig til at forhandle om den

ønskede Afløsning; han vil altsaa ikke være udsat for unødig Ulejlighed og Besvær. Saafremt Parterne møde. og altsaa ere villige til Forhandling, søger Kommissionenalle en definitiv Overenskomst fornødne Oplysningersamlede, Parterne kunne skaffe saadanne.Ere fornødne Oplysninger tilstede, og der ikke til Tienden er knyttet særlige Byrder, der kræve andre Foranstaltninger, kan den endelige Overenskomst allerede sluttes paa dette møde. I modsat Fald udsættesSagen Tilvejebringelse af de manglende Oplysningerm. t. Ex. Samtykke eller Overenskomst mellem Tiendeeieren osf dem, der have nrivatretlisre Krav paa ham i denne Egenskab. Navnlig ved Afløsningaf maa saadan Udsættelse, efteråt Parterne foreløbigt have forhandlet med hinanden, være nødvendig, for at Kommissionen ved Besigtigelse af Kirken kan blive istand til at tage Bestemmelse om Ordningen af Forholdet overfor den. Naar alle fornødneOplysninger v. saaledes ere bragt tilveje, indkaldeset Møde, hvor den endelige Overenskomst kan træffes og Bestemmelse tages om Ordningen af de Tienden paahvilende Byrder, eventuelt under Forbeholdaf Approbation. De Tienderne paahvilende Skatter bør kunne afløses efter en fast Norm t. Ex. ved Statsobligationer, der bære en til Skatten svarende Rente.

Naar den trufne Overenskomst og øvrige Ordning er endelig fastslaaet, bør Kommissionen derom udfærdige fornøden Beskrivelse. Udgifterne til Kommissionen bør ansættes saa lavt som muligt, men da de, naar Overenskomstikke istand, maa falde Andrageren til Last, er der ingen Grund til at befrygte, at Kommissionenvil

missionenvilblive bebyrdet med mange unyttige Forretninger.

Med Hensyn til let Adgang til Laan af den til Afløsningen fornødne Kapital, da indeholdt det ovennævnteLovforslag dertil sigtende Bestemmelser, men, da som foranført Tiendeyderens aarlige Præstation maatte forøges som Følge af Afløsningen, kunde Forslagetikke ud løse Opgaven; enten maatte nemligLaanet mindre end Afløsningssummen, hvilket forudsætter, at Tiendeyderen ad anden Vej tilskyder det Manglende, eller ogsaa maatte Laanet være større end den kapitaliserede Tiendebyrde, og da vilde Ejendommens Prioritetshavere kunne føle sig brøstholdne.Dette i Forbindelse med Lovforslagets Grundtanke, der vel ikke sigtede til en egentlig Tvangsafløsning men dog en Afløsning efter ensidig Begæring af en af Parterne, hvorfor Afløsningssummen maatte bestemmes saaledes, at den under alle Forholdskønnedes give fuld Erstatning. Naar Afløsningenderimod tænkes iværksat, hvor Tiendeejerenværdsætter Ret mindre end den tilsvarende Rentekapital, vil Laanet kunne omfatte den hele Afløsningssumuden overstige Beløbet af den kapitaliseredeTiendebyrde idet den afløsende Tiendeyder forpligter sig til i en vis bestemt Aarrækkeat Tiendeydelsen til Laangiveren, hvorved Laanet bliver amortiseret uden forøget aarlig Betaling. Dette kan aabenbart kun være en Fordel for Prioritetshaverne,naar fastholdes, at Kapitalen eller Restgældenunder Omstændigheder kan opsiges af Kreditor, navnlig heller ikke paa Grund af Restance med Betaling af forfaldne Ydelser. Da Laangiveren

bør bevare den Tiendeejeren tilkommende Udpantningsretog Sikkerhed foran alle Skatter, Afgifter og Prioriteter, vil saadan absolut Uopsigelighed ikke fordyre Laanet, i alt Fald ikke naar Laangiverener Kreditforening; det er derfor dette, der bør tilsigtes.

Medens fornævnte Lovforslag indskød Statskassen som Mellemmand mellem Tiendeejer og Tiendeyder, bør det nemlig være en Kreditforening, der saaledes træder hjælpende til ved at give Tiendeyderen et Laan svarende til hele Tiendeafløsningssummen, hvilket Laan forrentes og amortiseres ved den uforhøjede Tiendeydelses fortsatte Betaling i en vis bestemt Aarrække,hvis vil afhænge af Forholdet mellem Afløsningssummens og den til Tiendeydelsen svarende Rentekapitals Størrelse. Den eneste særlige Foranstaltning,som af dette Forhold vilde kræve, er den, at det maa tillades Tiendeyderen i Stedet for den vexlende Tiendeydelse efter Kapitelstaxt at substituere en uforanderlig aarlig eller halvaarlig Betaling svarende til Tiendeydelsens gennemsnitlige Beløb i en længere Aarrække. Ogsaa med Hensyn hertil vil den forannævnte Tiendekommissions Medhjælpvære Den eneste Betænkelighed, der skulde kunde rejses mod saadan Ombytning af en fast uforanderlig i Stedet for den vexlende Ydelse, skulde være Hensynet til Prioritetshaverne. Men, naar det fastholdes, at den faste Ydelse skal svare til den vexlende Ydelses Gennemsnitsbeløb, tør dog hin Betænkelighed være uden al Betydning, navnlig naar henses til den væsentlige Forbedring, Prioritetshaverne opnaa derved, at deres Pant efterhaanden frigøres for

den forud for dem prioriterede Tiendebyrde. Det vilde endog være fuldtud forsvarligt og berettiget, om det blev tilladt at ansætte den faste aarlige Ydelse til Forrentning og Amortisation af Tiendebyrden en forholdsvisÜbetydelighed end den vexlende TiendeydelsesGennemsnitsbeiøb, Ex. 1 eller 2 pCt. højere, blot det fastholdes, at Kreditforeningslaanets Kapitalbeløbikke overstige den til Tiendeydelsen svarende Eentekapital. Prioritetshavernes Krav gaar nemlig ikke videre, end at den forud for dem prioriterede Byrde ikke forøges, medens de ingen Ret have til at forbyde deres Debitor at paatage sig Forpligtelse til at amortisere denne Byrde. Det er saaledes vel draget i Tvivl, om en Pantedebitor overfor sine sekundære Prioritetshavere kan komme overens med Iste Prioritetshaverom eller fuldstændigt Ophørmed i dennes Obligation stipulerede Afdrag, men aldrig er det draget i Tvivl, at han kunde komme overens med Iste Prioritetshaver om Amortisationeller Amortisation af hans Prioritet.

Som bemærket, vil Afløsningslaanenes Amortisationstidafhænge Forholdet mellem deres og de til Tiendeydelsen svarende Eentekapitalers Størrelse; og, da Afløsningssummen er afhængig af fri Overenskomst, vil dette Forhold kunne være forskelligt i hvert enkelt Tilfælde. De nuværende Kreditforeningers hele Forretningsgangforudsætter Ensartethed imellem de forskellige Laan. Dertil kommer, at der ved Ordningenaf maa tages ejendommeligeved almindelige Kreditforeningslaan ukendte Hensyn. Det turde derfor næppe være til— raadeligt at følge den i fornævnte Lovforslag antydede

Vej, nemlig at bemyndige de alt existerende Kreditforeningertil give Tiendeafløsningslaan. Ikke blot er det derhos usikkert, om de ældre Kreditforeninger ville indlade sig paa det med Tiendeafløsningslaanene forbundne særlige Besvær; men det turde ogsaa af anden Grund være mere tilraadeligt at danne en særlig Kreditforening for Tiende-Afløsning. Det tør nemlig antages, at en saadan Kreditforenings Obligationer ville kunne opnaa en ikke lidet højere Kurs end de almindelige Kreditforeningers Obligationer; dels maa dette følge af den kvalificerede Sikkerhed, der vil være ejendommelig for en saadan Kreditforening, dels ville ifølge hele Forholdets naturlige Udvikling en meget stor Del af dens Obligationer strax fra første Færd komme paa faste Hænder som baandlagte til Sikkerhed for de Tienden paahvilende Byrder.

Sluttelig skal endnu bemærkes, at. hvis en Ordning den ovenfor angivne træffes til frivillig Afløsning Tiendebyrden, vilde det være naturligt at medinddrage en Afløsning af Arvefæsteafgifter og andre forud for al Prioritetsgæld hæftende Kealbyrder, idet de samme Betragtninger, der tale for en Tiende-Afløsning — om end maaske i noget mindre Grad

- tale for Afløsning af saadanne Byrder, uden at denne vil være forbunden med de Vanskeligheder, der, som bemærket, ere tilstede i alt Fald ved Kirketiendens Afløsning. Spørgsmaalet herom er imidlertid af sekundær Betydning, og det fremdrages her kun, fordi det er rimeligt, at, naar først den frivillige Tiende-Afløsning er ordnet, vil Ønsket om en tilsvarende Ordning for Arvefæsteafgifternes Afløsning næppe længe udeblive: og den Dag vil utvivlsomt komme, da Arvefæste-

afgifterne ville blive lagt for Had som en uretfærdig B}*rde, der kun paahviler nogle Ejendomme og endda disse i forskelligt Forhold. Grunden til, at Tiendebyrden Utilfredshed, maa nemlig uden al Tvivl søges deri, at den ikke kan afløses; derfor glemmes og overses det. at den for de nuværende Ydere i Virkeligheden kun er en fra begge Sider uopsigelig Prioritetsbehæftelse; den opfattes som en Skat, der paa ulige og derfor uretfærdig Maade paahviler nogle Ejendomme, tilmed en Skat til Private. De samme Grunde ville medføre den samme Uvilje mod Arvefæsteafgifterne, den ikke kendes overfor Bankhæftelserne, i sin Tid blev paalagt alle Ejendomme og ere afløselige.

Selvfølgelig vil foranstaaende Forslag, der kræver Overenskomst mellem Tiendeejer og Tiendeyder, ikke medføre Afløsning af alle Tiender, der vil altid findes Tiendeejere, der modsætte sig enhver billig Afløsning. Men Forslaget vilde, hvis det blev gennemført, uden al Tvivl medføre, at Tienden blev afløst paa en stor Mængde Ejendomme; og der vilde derved indvindes en saadan Erfaring og Sagkundskab, der vilde muliggøre af en billig og retfærdig Tvangsafløsning de Tiendeejere, der vare uvillige til mindelig Overenskomst. I hvert Fald vilde Tiendeyderne kunne have Fordel af Forslagets Gennemførelse.

Der turde derfor være god Grund til at tage Forslaget Overvejelse; dets Grundtanke er jo den at afløse Tiendebyrden mod fuldt Vederlag uden at det koster nogen af Parterne en eneste Øre.