-Lo Love af 24. Juni 1891 betegne en Reform af den preussiske Skattelovgivning. Den ene reformerer Næringsskatten (Gewerbesteuer) og bringer denne til at staa i et passende Forhold til de forskellige Bedrifters Størrelse og Indtægt. Den anden indeholder en Forandring Indkomstskatten. Denne sidste Lov betyder ikke Gennemførelsen af store ny Principer. Den er i det væsentlige en Sammendragning af de tidligere Skatter: Klasseskatten og den klassificerede Indkomstskat en samlet Skat med en i høj Grad forbedret Ansættelsesmaade og ganske vist ogsaa med en større Retfærdighed i Skattens Fordeling. Noget af det, som mange særligt havde ventet sig af den, nemlig Grundog Ophævelse eller Overførelse til Kommunerne og Skattens Forandring til en Formueog er kun til Stede som usikre Fremtidsløfter.

Alligevel er der mange Enkeltheder i Loven, som
det har Betydning at dvæle ved, og som Helhed frembyderden

byderdenInteresse, fordi den er den nyeste Lov i sin Art, og man ved dens Udarbejdelse har kunnet tage under Overvejelse, hvorledes man skulde stille sig til adskillige Spørgsmaal, der under Indkomstskatdebatterne have staaet paa Dagsordenen i forskellige Lande og i disse ere blevne løste paa forskellig Maade. Og da nu mange af disse Spørgsmaal i den nye Lov ere blevne løste paa en Maade, der afviger fra den, hvorpaa vi herhjemme have ordnet disse Forhold, ville disse Enkelthedervære Interesse, naar Spørgsmaal et om Indkomstskater og skal debatteres i Danmark.

I

At Spørgsmaalet har Betydning i Øjeblikket, kan ikke nægtes. Først i Henseende til Københavns kommunale Hvis der vedblivende skal blive Spørgsmaal om Forhøjelse af Indkomstskatteprocenten, vil den nugældende Lov ikke i Længden kunne bruges. Dens Mangler, der allerede nu vistnok erkendes fra mange Sider, ville ved en Forhøjelse træde frem i et altfor skarpt Lys. Med Hensyn til Enkelthederne skal jeg her blot minde om, at f. Ex. en Forhøjelse af 5 Procent vil føre til, at en Familie med 800 Kroners Indtægt vil komme til at svare en saa urimelig høj Skat som 10 Kroner aarlig, og en Familie med 2400 Kroners Indtægt vil svare 120 Kroner.

Det er nu ganske vist blevet sagt, at en Forøgelse af Kommunens løbende Indtægter maaske slet ikke er nødvendig, og at meget af, hvad der føres under de løbende Udgifter, kunde henføres til de extraordinære, hvilket vel vil sige, at de kunde dækkes ved Laan. Men man maa betænke, at det for det første er Udgiftertil

giftertilSkolebygninger, Brolægning og andre Ting, der ikke give Kommunen en Øres Indtægt, saa at eventuelle Laans Forrentning og Afbetaling kun vil komme til at tynge saa meget desto stærkere paa FremtidensBudgetter. dernæst er det for Størstedelen ikke Udgifter, som ganske særlig komme frem i disse Aar; men de ville for en stor Del gentage sig i en ikke overskuelig Aarrække — med mindre man tvinges til at give tabt og standse den kommunale Udvikling paa mange Omraader. Det, der volder Misforholdet mellem Indtægt og Udgift, er for en stor Del de Forhold,som Scharling omtalte i sit Foredrag om Københavns Fremvæxt i Nationaløkonomisk Forening i 1890. Befolkningen er stegen, men dens gennemsnitligeVelstand langtfra stegen i samme Omfang. Den voxende Befolkning kræver øgede Udgifter paa alle Omraaderog nogle des mere, jo fattigere den er (Fattigvæsen,Alderdomsforsørgelse, men naar Befolkningen er fattigere, følger det af sig selv, at hverken Grundskatten eller Arealskatten eller den skattepligtige Indtægt — om de end absolut set ere voxede — have holdt Skridt med Befolkningens Væxt. Selvfølgelig kan der indføres Besparelser, og paa flere Punkter burde saadanne allerede være foretagne; men Besparelser alene kunne ikke strække til.

Nu er det vel muligt, ja sandsynligt, at man maaske vil foretrække andre Skatteobjekter, før man tyer til Forhøjelse af Indkomstskatten, men dermed er Diskussionenom Reform dog ikke afsluttet. Selv med en Skattetaxt af tre Procent er den meget langt fra at være fejlfri, og hertil kommer jo Spørgsmaalet om den interkommunale Beskatning, der sent eller tidligtvil

ligtvilkræve, at den personlige Skat i de forskellige
Kommuner ordnes efter et ensartet Princip.

Endvidere er det langtfra umuligt, at Spørgsmaalet om den direkte personlige Skat i en nær Fremtid vil dukke op for Statsfinansernes Vedkommende. For en Del Aar tilbage førtes der i Nationaløkonomisk Forening en Diskussion om det Spørgsmaal: Hvortil skal et eventueltOverskud Statsregnskabet benyttes? Hvis vi nu tog fat paa Diskussion om lignende Æmner, maatte det vel hedde: Hvorledes skal man dække et Underskudpaa Fra 1886_—1891 har der været en Nedgang i Kassebeholdningen af mellem 21 og 22 Millioner (fra 56,₈ til 35 Millioner) samtidig med at Statsgældens og Aktivmassens Nedgang omtrent opvejehinanden. disse Tal er det ingen Trøst, at Statsbanernes bogførte Værdi i samme Tidsrum er voxet med omtrent 16 Millioner,, da Indtægten af dette Aktiv trods nogen Opgang i de senere Aar dog ikke alene relativt, men absolut er langt lavere end i 1884 og tidligere Aar. Det er at haabe, at vi naa til en Reform,hvorved Jernbaners Indtægter komme til at staa i et noget rimeligere Forhold til deres Bekostning end nu, men der er næppe nogen, der er saa sangvinsk at tro, at vi ville naa til lignende Forhold som i Preussen,hvor Jernbanerne have været en væsentlig Støtte for finansielle Reformer, idet de ikke alene have forrentet den anvendte Kapital, men endogsaa givet Overskud udover Renten. — Granske vist har en stor Del af de Udgifter, der have forandret vort Statsregnskabs Fysiognomi, været af extraordinær Natur, men man maa huske, at de Reserver, som man kunde tage af, for en væsentlig Del vare fremkomne ved, at Statsmaskinerietsaa

maskinerietsaaat sige var gaaet i Staa, og endnu vente
mange Reformer, der ville forøge Udgifterne eller formindskeIndtægterne,
deres Gennemførelse.

Af en Indtægtsforøgelse gennem Forhøjelse af bestaaendeSkatter der ikke ventes meget. Hartkornskatternetænker nogen paa at forhøje. Alle ere enige om, at Hartkornet er en daarlig Basis for nye Skatter, naar det ikke drejer sig om übetydelige Beløb. Og hvad Tolden angaar, er en Forøgelse ikke let tænkelig.En er jo overhovedet ikke af de Ting, hvis Gennemførelse i en nær Fremtid man har Anledningtil vente. Dertil er Modsætningen mellem dem, der ønske den i frihandelsvenlig Retning, og dem, der ønske den i beskyttelsesvenlig Retning, altfor stor. Det eneste, man maaske vil kunne haabe paa Enighed om, er Nedsættelse eller Fritagelse for en Del Raastoffer og Forbrugsartikler, men af saadanne Nedsættelser kan man ikke vente sig en Indtægtsforøgelse, ialtfald ikke med Sikkerhed. Man kunde tænke sig en Forøgelse af Skatterne og Tolden paa Brændevin og Tobak. Vi have jo allerede faaet Ølskatten. Men ialtfald for mit personligeVedkommende jeg ikke godt tænke mig Mulighedenaf saadan Forøgelse af de daarligst situerede Klassers Beskatning, som ligger i Ølskattens Supplering med en Forhøjelse af Skatten paa Brændevin. I alt Fald maatte det da være under den Forudsætning, at en saadan Forhøjelse var et Led i en alvorligt ment og alvorligt gennemført Bestræbelse for at hæmme Drikningen. Men hvis en saadan Bestræbelse gennemføresmed Alvor, saa betyder det atter, at en Skatteforhøjelse ikke skal føre til forøget Indtægt. Tilbagestaar væsentlig følgende Alternativer: Forhøjelseaf

højelseafStempelafgiften, som altid er en vanskelig Skat at behandle, naar det drejer sig om en betydelig Indtægtsforøgelse, Forhøjelse af Bygningsafgiften og endelig den direkte personlige Skat. Det er Tel væsenligtom to sidste Alternativer, at en fremtidig Overvejelsevil til at dreje sig, og en væsenlig Hindring for Forhøjelse af Statens Bygningsafgift vil maaske komme til at ligge deri, at Kommunerne ville blive henviste til at tage stærkere fat paa dette Skatteobjekt.Derfor jeg, at en Diskussion om den direkte personlige Skat ogsaa har Betydning med Hensyn til Statens Finanser. Man kan nu ganske vist sige, at hvis man erkender Nødvendigheden af en Statsindkomstskat, behøver man ikke at bryde sit Hoved med Spørgsmaalet om, hvorledes den skal være indrettet. Man har jo Loven af 2. Juli 1870, der fastsætter Reglerne for Opkrævningaf og behøver blot at give en Lov, der bestemmer, at Skatten skal opkræves, og fastsætterProcenten. det vil næppe falde nogen Lovgivningsmagtind Revision at anvende en Lov, der har hvilet i over 20 Aar, særlig da Loven af 1870 kan gøres til Genstand for de fleste af de samme Indvendinger,som københavnske Indkomstskats Regler. Naar man ser bort fra, at den fulde Skat først indtræderved Indtægt af 4000 Kroner, og ikke som i København ved 2400, afviger Loven kun i mindre væsentlige Punkter — f. Ex. Beskatning af Udlændinge under visse Forhold — fra den københavnske Lov.

II.

Hovedtrækkene i den preussiske Reforms Forhistorie
ere følgende. Efteråt man i 1812 havde gjort et temmeligmislykketForsøg

ligmislykketForsøgmed en Formue- og Indkomstskat, indførte man i 1820 Klasseskatten: dog kom den kun til at gælde paa Landet og i Smaabyerne. I de fleste Byer paa 5 —6000 Indbyggere og derover og i alle store Byer foretrak man Male- og Slagteskatten. KlasseskattendelteBefolkningen 4 Hovedklasser efter ydre Kendemærker, og hver Hovedklasse deltes i 2—32^—3 Underklasser.Denlaveste Skat var 1 Thaier, den højestes 48 Thaier om Aaret, I Aarene 1847 og 1849 fremkom Regeringen med Forslag om Afløsning af Klasseskat, Slagte- og Maleskat og Indførelse af Indkomstskat. De blev dog ikke til noget. I Aaret 1851 udkom der endelig en Lov, der indførte en klassificeret Indkomstskat for Indtægter paa over 1000 Thaier, medens den bibeholdt Klasseskatten for de mindre Indtægter, dog i en væsentlig forandret Form, saaledes at ogsaa denne blev paalagt mere proportionalt med Indtægten. Slagte- og Maleskatten bibeholdtes, og hvor den opkrævedes, betaltes der ingen Klasseskat, og fradroges der 20 Thaier pro persona i Indkomstskatten. Ved den klassificerede Indkomstskat deltes Indtægterne i 30 Grupper (Stufen) med et stedse voxende MellemrumimellemGruppens og Overgrænse, idet dette Mellemrum var omtrent 20 Procent af Undergrænsen.Denførste gik saaledes fra 1000 til 1200 Thaier, den 29de fra 200,000 til 240,000. Skatten var i hver Gruppe 3 Procent af Undergrænsen, men kunde ikke stige over 7200 Thaier, idet alle Indtægter paa 240,000 Thaier og derover dannede den 30te Gruppe og betalte denne Skat. Klasseskatten ramte principmæssigalleIndtægter, de mindste, og heri laa en af dens svageste Sider. Afset fra det socialt uheldige

ved en saadan Beskatning, var den ogsaa i fiskal Henseendeuheldigpaa af de store Omkostninger ved Inkassation af de smaa Beløb. Nogle Steder maatte man foretage adskillige hundrede Udpantninger for et samlet Skattebeløb af 100 Thaier, og saa vare endda et Par hundrede af Udpantningerne helt frugtesløse. Herpaa raadede Skattereformen af 1873 tildels Bod — men kun tildels — idet den ophævede Klasseskatten for alle Indtægter under 140 Thaier. Ved den samme Lov ophævedes Male- og Slagteskatten, og samtidig reformeredesIndkomstskattennoget, man rykkede OverogUndergrænseni højere Grupper lidt tættere sammenogsamtidig det tidligere bestaaende Maximum for Skatten (7200 Thaier). Forskellen mellem Under- og Overgrænsen var dog endnu saa stor, at den f. Ex. i Grupperne over 240,000 Thaier udgjorde 20,000 Thaier. Saaledes som Beskatningen efter denne Keform stillede sig, vare dens almindelig anerkendte Hovedmangler:atden for langt ned, at Grupperne vare for store, og navnlig at Skatteansættelsen skete efter et altfor løst Skøn. Man havde fra den ældre Klasseskats Tider arvet og bibeholdt det Princip, at enhver nøje Indtrængen i de skattepligtiges personlige og pekuniære Forhold var de skatteansættende Myndigheder forbudt.

For en Ophævelse af de smaa Indtægters Overbebyrdelseskabte i 1879 og følgende Aar fuldbyrdede Forandring af det tyske Riges Finansforhold det fornødneGrundlag. store Forandring ere vi herhjemmevistnok til mest at betragte og bedømme fra et handelspolitisk Synspunkt, og dette er jo ganske naturligt, da dette baade er en overordentlig vigtig Side af Sagen, og navnlig den, der vedkommer Udlandet.Men

landet.Menden finansielle Side er jo ingenlunde uden Betydning, og den har navnlig spillet en Rolle for Systemets Skaber, Bismarck. Hvor ivrigt han end paa Sagens senere Stadier kastede sig i Breschen for Beskyttelsessystemet og behandlede Frihandelens Tilhængeremed største Bitterhed og Haan, og hvor varm en Tilhænger navnlig af den agrariske Beskyttelse han end efterhaanden blev, tilstod han dog ofte, at fra Begyndelsen havde i Grunden kun det finansielle Hensynværet ledende, og at han først var tyet til Forhøjelseaf beskyttende Toldsatser, efter at andre Forsøg paa at skaffe Riget Indtægter vare strandede paa Rigsdagens Modstand. Toldforandringen og hvad dermed stod i Forbindelse var for ham i væsentlig Grad et Middel til i finansiel Henseende at stille Riget paa egne Ben, at gøre det uafhængigt af Enkeltstaterne og derved at udrydde adskillige Spirer til Partikularisme.

Tidligere var Riget jo i Henseende til sine Indtægter en De] henvist til Matrikularbidragene, der lignedes paa Enkeltstaterne i Forhold til disses Indbyggerantal. og for sig er en saadan Fordelingsmaade irrationel, hvilket bl. a. den nuværende preussiske Finansminister i sin Tid har givet Udtryk ved at paapege det absurde i, at 100,000 Beboere af Thiiringerwald yde samme Bidrag som 100,000 Bremere. Men uheldigere endnu bliver det naturligvis, naar Enkeltstaterne tilvejebringe Beløbene ved Skatter, der forekomme Befolkningen trykkende. De ny Skattelove ophævede vel ikke Bestemmelsen om, at hvad der mangler i Rigets selvstændige Indtægter, skal tilvejebringes Matrikularbidrag, men ved Skatternes Forhøjelse Bestemmelsen om, at Forbrugsafgiften af

Brændevin og det Beløb, hvormed Toldafgifterne og Tobakskatten overstige 130 Millioner, skal overføres til Enkeltstaterne, skabtes ikke alene Muligheden for, at Overførsler og Ma,trikularbidrag kunne opveje hinanden, men ogsaa den store Forandring, at forsaavidt de første oversteg de sidste, blev det Riget, der ydede Bidrag til Enkeltstaterne og ikke omvendt. — Hvorledes det vil gaa i Fremtiden, ved man jo ikke; men fra 1883 til 1891 have Overførslerne været større end Matrikularbidragene. Lettelse for Enkeltstaternes Finanser dannede for Preussens Vedkommende i Forbindelse med Statsbanernes Overskud Grundlaget for en Række Reformer 1881_—83, hvis væsentligste Indhold var Ophævelse Skatten for Indtægter under 900 Mark og Nedsættelse af Skatten for alle klasseskatpligtige og de laveste Grupper af indkomstskatpligtige. Man kan i høj Grad tvivle om, at disse Lettelser i Virkeligheden vejede op mod den Byrde, som Forhøjelsen af de indirekte Skatter paalagde de skattepligtige, men herpaa kan der ikke gaaes nærmere ind ved denne Lejlighed, hvor kun Preussens og ikke det tyske Riges Beskatningsforhold behandles. Saa vidt var man altsaa naaet paa Reformernes Tilbage stod Tilvejebringelsen af en yderligere i de forskjellige Indtægters Behandling, Regler for Beskatningen og en bedre Ansættelse, satte en virkelig Undersøgelse af de skattepligtiges i Stedet for det løsere Skøn. Det er disse Ting, som Loven af 1891 søger at gennemføre.

III.

Den bedre Ansættelse er maaske Hovedformaalet.
Ansættelsen angaar, begynder man i de

mindste Kommuner. >-die Gremeinden«, hvor der foretages forberedende Arbejde af en »Voreinschätzungs- Commission« under Forsæde af Kommuneforstanderen. Medlemmerne ere valgte dels af Regeringen og dels af Kommunalforsamlingen. Derefter foretages den egentlige af en »Veranlagungs-Commission« i hver Kreds. Formanden er enten Landraaden eller en af Regeringen valgt Kommissær, og Medlemmerne vælges dels af Regeringen, dels af Kredsforsamlingen, Klager over Ansættelsen kunne saavel af den skattepligtige som af Kommissionens Formand indgives til en Berufungscommission«, nedsættes for hvert >Regierungsbezirk«< og hvis Formand er en af Finansministeren udnævnt Regeringskommissær, medens Medlemmerne vælges dels af Regeringen, dels af Distriktets Indbyggere. Man har altsaa paa ethvert af disse Trin fastsat en Samarbejden mellem Repræsentanter for Regeringen og for den lokale Befolkning. Sorn sidste Appelinstans vilde Regeringsforslaget en helt ny Domstol, en »Steuergerichtshof«, skønt dette Forslag tiltraadtes af det af andet Kammer nedsatte Udvalg, blev det dog forkastet, og Loven har i Stedet for den nye Domstol indsat den bestaaende Det er dog ikke alle Klager, der kunne appelleres til denne, men kun saadanne, der gaa ud paa, at »Ber af ungskommissionens« Afgørelse beror paa Ikkeanvendelse eller urigtig Anvendelse den bestaaende Ret, eller at Fremgangsmaaden af væsentlige Mangler. Systemet synes at være praktisk, men kræver jo ganske vist Anvendelsen af adskillige Menneskers Arbejdskraft. Dog dette er vel uundgaaeligt.

Det væsentligste Punkt i Ansættelsesmaaden er

imidlertid Selvangivelsen. Ja det er endogsaa en af de Ting i hele Loven, der have fremkaldt den livligsteDiskussion Pressen og blandt Publikum. Dette kunde synes mærkeligt. Selvangivelsen er jo ikke nogen ny Opfindelse. Den har længe været kendt ikke alene udenfor Tyskland, som f. Ex. her og i England, men ogsaa i adskillige tyske Stater. Men i Preussen er den ikke alene noget helt nyt, som man aldrig har haft før; den betegner ogsaa et afgørende Brud med de Principer, der have været fastholdte i de vexlende Skattelove. Alle som en have disse bestemt fastholdt, at ved Skatteansættelsenvar nøje Indtrængen i Skatteydernes Forhold udelukket, og ved Bestemmelserne om de Tilfælde,hvor skattepligtige kunde stævnes for Ligningskommissionernefor give nærmere Forklaring, gentogesReglen. lästige Eindringen« var forbudt. Selvangivelsen er nu netop et Led i Bestræbelserne for saa nøje som muligt, til Hvid og Skilling at komme til Bunds i, hvor stor den Skattepligtiges Indtægt er.

Selvangivelsen, der skal afgives i en mere specificeretForm herhjemme, er tvungen, saa langt som den overhovedet fordres. Som Regel er Pligten til Selvangivelsenemlig til dem, der allerede tidligerehave satte til en Indtægt af mindst 3000 Mark. Hvor man har Selvangivelse, kan man jo bevægesig meget store Spillerum imellem Frivillighedog Angivelsen kan være ganske frivillig,saa dens Ikkeafgivelse aldeles ikke medfører nogensomhelst Retsvirkning. Dette var Tilfældet ved den københavnske Indkomstskat i dens ældre Skikkelse efter Loven af 19. Februar 1861₅ ved Statsskatten efter Lov af 2. Juli 1870 og efter adskillige Skattelovforslag.

Man kan dernæst knytte mindre Retsvirkninger dertil, saaledes som f. Ex. den nugældende Lov af 1. April 1887, hvorefter Selvangivelsen er Betingelse for at opnaa de Lempelser i Skatten, som efter Lovens § 4 kunne indrømmes,og at kunne faa en foretagen Indtægtsansættelsenedsat, Nedsættelsen ikke er mere end V₈ af den paaankede Ansættelses Beløb. Vil man gaa videre endnu, kan man berøve den, der ikke har gjort Selvangivelse, enhver Ret til Klage over Ansættelsen, og man kan som sidste Led i Tvangen gøre Undladelsen af Angivelse efter Opfordring til en strafbar Handling, der medfører Bøde eller anden Straf. Saadanne Tvangsmidleraf ene eller anden Art ere allerede i Brug i flere tyske Stater: i nogle blot Tab af Indsigelsesret, i andre desuden Bøder. I det preussiske Regeringsforslagvar at de Angivelsespligtige, der undlod Angivelse, mistede enhver Indsigelsesret overfor Ansættelsenfor paagældende Aar, og denne Bestemmelseblev men man er ikke bleven staaende derved. Der er i Loven endvidere blevet indsat en Bestemmelseom, den, der ikke angiver, efter at han har faaet en fornyet Opfordring — som ogsaa kan udgaa,efter Ansættelsen har fundet Sted — skal betale et Tillæg af 25 Procent til Skatten. For vitterlig falske Angivelser er der naturligvis højere Bødestraffe. —Disse forskellige overordentlig betydelige Forandringer i Ansættelsessystemeter kommet til paa Grund af en almindelig Anerkendelse af, at den tidligere Ansættelse var yderst mangelfuld. Og Erkendelsen var ikke alene baseret paa et Skøn; man havde ganske prægnante Exempler at støtte sig til, saasom alt, hvad der var kommet frem i den berømte Bochum-Affære.

At Selvangivelsen er et uundværligt Led i en nogenlundenøjagtig til Indkomstskat, ville vistnok de fleste indrømme. Men jeg mener endvidere, at den tvungne Angivelse er at foretrække for den frivillige. Uden Tvang vil der let blive altfor mange, der ikke angive, og Sandsynligheden er for, at der blandt disse vil findes ikke faa af dem, som det netop er vanskeligt for Ligningsmændene at træffe korrekt paa egen Haand. Se vi paa Forholdene i København, saa er ganske vist i de senere Aar Tallet paa de Skattepligtige, der ikke have angivet sig, gaaet noget ned, men endnu i det sidste Aar, 1890, er Tallet dog over 10,000 udaf ca. 41,000 Skattepligtige. Loven af 1887 har egentlig ikke haft synderlig Virkning: Umiddelbart før den traadte i Kraft, udgjorde de Ikkeangivende c. 29 Procent, og nu udgøre de c. 25 Procent af samtlige Skattepligtige. Saa vidt mig bekendt, foreligger der ikke for Offentligheden nogen Opgørelse af, hvilke Klasser af Skattepligtige der have brugt Angivelse, og hvilke ikke; men efter alt, hvad man erfarer, er der stor Sandsynlighed for, at der blandt dem, der angive, findes mange, der have faste og let kendelige Indtægter, medens der blandt de Ikke-angivende findes mange af dem, hvis Angivelse egentlig er allernødvendigst, nemlig Forretningsfolk og andre, hvis Indtægter ere variable og vanskelige at taxere for udenforstaaende. Herfor taler ogsaa den ringe Forandring, der er indtraadt siden Loven af 1887, idet der i den sidste Klasse findes saa mange med betydeligeIndtægter, hvem l/_s mere eller mindre ikke spiller nogen afgørende Rolle. Men forsaavidt der virkeligskulde eftervises en saadan Forskel mellem de forskellige Klasser i Henseende til Angivelse, saa betyderdette

tyderdetteikke alene, at Skatten som Helhed sættes urigtigt, men ogsaa, at den sættes uretfærdigt, idet Folk med faste Indtægter bebyrdes stærkere end Folk med variable Indtægter og de mindre Skatteydere stærkereend større. Ved tvungen Selvangivelse vil man for en væsentlig Del undgaa dette, idet der jo er et stort Spring imellem at undlade Angivelsen, naar saadanUndladelse tilladt, og at indlevere en urigtig Anenvelsfi.

-1"«1'

Som et yderligere Middel til at kontrollere Indtægterne den samtidig foreslaaede Lov om Skat af Arv i Ascendens og Descendens og mellem gtefæller idet man ved Hjælp af den vilde faa Størrelsen af alle arvede Formuer fastslaaet og derved dels have et Hjælpemiddel ved Fastsættelsen af Arvingens og navnlig ogsaa en Kontrol overfor Arveladerens forudgaaende Selvangivelse.

IV.

Hvad selve Skatteobjektet, den skattepligtige Indtægt, angaar, er den preussiske Lov i mange Henseenderforskellig de danske Indkomstskatlove. De tyske nationaløkonomiske Teoretikere have beskæftiget sig meget med Spørgsmaalet om, hvad der skal forstaaes ved Ordet »Einkommen«, og Meningerne herom ere ret afvigende, men en vis Overensstemmelse i Anskuelserne har dog ført til, at man i de fleste tyske Indkomstskatlove— kun med Undtagelse af Hamborgs, Liibecksog — har opstillet en fra et Skattesynspunktneppe Forskel mellem Indtægt og Formueforøgelse. Ud fra dette Synspunkt hører f. Ex.

Lotterigevinster og navnlig den Formueforøgelse, der opstaarved Ting, som man har haft i sin Besiddelse, f. Eks. ogsaa Grundejendom, efterhaanden ere stegne i Værdi og derved bringe Gevinst, naar man sælger dem, ikke med til den skattepligtige Indtægt. Den preussiske Lov har i Principet optaget en saadan Adskillelse. I § 8 staar: »Ausserordentliche Einnahmen aus Erbschaften,Schenkungen, aus dem nicht zu Speculationszwecken unternommenen Yerkauf von Grundstiicken und ähnliche Erwerbungen gelten nicht als steuerpflichtiges Einkommen, sondern als Vermehrungdes etc. Man vil imidlertidse, der er gjort en væsentlig Indskrænkning i Principet derved, at naar Køb og Salg af Grundejendomer forretningsmæssigt eller paa Spekulation, saa skal Gevinsten regnes med. Afset fra. at det ofte kan være vanskeligt at finde Kriteriet for, at disse Momenter have været til Stede, vil Regelen om, at saadanne Gevinster altid medregnes, være at foretrække. Det, som en Indkomstskat kan og bør ramme, er nemlignetop det Beløb, hvormed Aaret har forbedret Status, og som altsaa vil kunne være forbrugt,uden man ved Aarets Udgang er daarligere situeret end ved dets Begyndelse, og det uden Hensyn til, om Kilden til Forøgelsen er en ordinær eller extraordinærGevinst.

Reglerne om Arv og Livsforsikring ere overensstemmende de danske og navnlig den sidste er der intet at indvende imod. I Virkeligheden er her nemlig ikke Tale om en Formueforøgelse, men om Udbetaling af et Beløb, som man har tilgode.

Behandlingen af Gaver er væsentlig forskellig fra,

hvad vi kende herhjemme. Her er jo Reglen den, at den, der modtager en Gave, betaler Skat af den, og at den, der giver den, ikke kan fradrage dens Beløb. I Virkeligheden betales der altsaa to Gange Skat af Gaver, hvad der, navnlig naar Giver og Modtager staa i nært Forhold til hinanden som f. Ex. Fader og Søn, kan føre til ret irrationelle Resultater. Man tænke f. Ex. paa det Tilfælde, at en Søn, der uddanner sig til en Virksomhed, af sin Fader faar en aarlig Understøttelse til Uddannelsen; saa skal baade Fader og Søn betale Skat af Beløbet. Ja, man kan gaa videre endnu. Efter den københavnske Indkomstskat er der neppe noget i Vejen for at lade en Søn betale Skat af det gratis Opholdi Faders Hus, uden at Faderen i sin Skat kan fradrage noget derfor. Jeg ved ikke, om de skatteansættendeMyndigheder fastholde dette Standpunkt;men have i alt Fald gjort det. Efter den preussiske Lov er der ikke alene ikke Tale om at beskatteOpholdet Forældres Hus, men man beskatter ikke Gaver to Gange. Bestemmelserne i Loven give ikke udtømmende Regler om Behandlingen, men Finansministerengav Forhandlingens Gang klar Besked om, hvorledes der vilde blive gaaet frem. En extraordinærGave, gives en Gang for alle, falder jo ind under Bestemmelser i § 8, men med Hensyn til mere varige Understøttelser vil man skælne imellem, om de ydes i Kraft af en almindelig Understøttelsespligt eller ifølge særlig Overenskomst. I sidste Tilfælde betaler Modtageren Skat deraf, men Giveren kan fradrage Beløbeti Indtægt. I første Tilfælde er Modtageren skattefri, men Giveren kan ikke fradrage Beløbet.

løvrigt indeholder Loven Regler om Indkomstens

Beregning, om, hvad der skal medtages og hvad der kan henregnes til Driftsudgifter etc, som i det hele maa siges at stemme med, hvad der rationelt maa forlangesi til en Indtægtsopgørelse. Den Periode,der lægges til Grund, er for faste Indtægters Vedkommende selve Skatteaaret (ikke som hos os det foregaaende Aar), for übestemte og variable Indtægter som Regel et treaarigt Gennemsnit.

Skatten er en ren Indkomstskat, d. v. s. den beskatter kun Indtægten, ikke Formuen, og den gør ingen Forskel paa, om Indtægterne skyldes personligt Arbejde eller Formue, saaledes som Tilfældet er i Italien og Schweiz og tildels i Baden. Fordringen om en saadanForskel ofte stillet af Nationaløkonomerne. Herhjemmehar haft en ivrig Forkæmper i K C. Frederiksen og er blandt andet tiltraadt af Falbe Hansen, ligesom den ogsaa er kommen frem i Form af Lovforslag — bl. a. i Frederiksens egne og i MonradsForslag Formue- og Indkomstskat, der i denne Rigsdagssession har været optaget af Berg og Hørup. Fordringen er berettiget og vil næppe i Længden kunne vises tilbage. Da den saa ofte er bleven debatteret, skal jeg her kun fremhæve et af de væsentligste Argumenter,nemlig overordentlige Forskel, der er mellemto med f. Ex. 4000 Kroners aarlig Indtægt,der den ene er Rente af en Kapital paa 100,000 Kroner, medens den hos den anden, som ingen Formue har, er Indtægten af hans personlige Arbejde f. Ex. som Læge eller Kunstner. Hvis de begge ere Familiefædre, kan den første bruge hele sin Indtægt og dog ved sin Død efterlade sine Børn en relativ Velstand,medens anden maa gøre betydelige Bespareiserblot

spareiserblotfor at efterlade dem det til Livets Opholdabsolut

Der har nu ogsaa i Preussen været nogle Tendenser til at gøre enkelte Indrømmelser overfor denne Fordring. Herhen høre for det første de mere eller mindre paalidelige angaaende Fremtiden. Som ovenfor berørt det Hensigten i Fremtiden at overføre samtlige Grund- og Bygningsskatter til Kommunerne, og det blev fra flere Sider udtalt, at naar dette skete, maatte man indføre en stærkere Beskatning af, hvad man i Tyskland kalder den funderede Indtægt — Indtægt af Formue. Dette er imidlertid Fremtidsmusik, saa meget mere som det er tvivlsomt, om vi overhovedet komme til at opleve den omtalte Overførsel af Ejendomsskatterne. Bestemmelser herom ere nemlig følgende. Gennemførelsen af Overførslen skal anvendes de Beløb, hvormed Indkomstskatten overskrider 80 Millioner i det første Aar, 83,200,000 Mark i det næste o. s. v., altsaa stadig med et aarligt Tillæg af 4 Procent. Overførslen skal ordnes ved særlig Lov, og indtil denne udkommer, opsamles Overskudene i en særlig Fond. Men hvis Loven ikke er kommen senest den 1. April 1894, skulle baade de aarlige Overskud og den opsamlede Fond benyttes til Nedsættelse af Indkomstskatten.

Større Betydning havde Regeringens Forslag om Arveskat, hvis væsenligste Bestemmelser imidlertid bleve forkastede af Landdagen, men som foruden den tidligere omtalte Hensigt: at øve Kontrol med Indtægtsansættelsen,tillige at ramme den funderede Indkomst. Forslaget var yderst beskedent. Efter den gældende Lovgivning er Arv i Ascendens, Descendens og

mellem Ægtefæller skattefri. Eegeringen foreslog nu en Skat af 72% i Descendens og mellem Ægtefæller og 1% i Ascendens. Herhjemme er Skatten i disse Tilfælde 1%? i andre Lande, f. Ex. i England og Frankrig, adskilligt højere. Alligevel var Modstanden stor. Hos nogle Medlemmer var Aarsagen til ForkastelsenHensigtsmæssighedshensyn, hos de fleste var Modstanden principiel. Der blev f. Ex. udtalt af en Taler, at Skatten stred mod den tyske Eetsbevidsthed,af anden, at den vilde sønderrive de helligste Familiebaand. Den sidste Ytring klinger lidt gaadefuldt, men Meningen synes efter Sammenhængen at være følgende: Naar en Fader i mange Aar har gjort falsk Selvangivelse, og Sønnen ved hans Død til Brug for Skatten skal opgive Arvens Størrelse, hvorved Bedragerietkommer en Dag, saa optræder Sønnen som Angiver mod Faderen, og Pieteten er krænket. Hvad Udtalelsen om den tyske Eetsbevidsthed angaar, saa hænger den vistnok sammen med Opfattelsen af Arveskattensom Forbrydelse mod Arverettens Hellighed. Nu er der vistnok ingen Anledning til at betragte Arveretten, især i dens nuværende übegrænsede Skikkelse,som ukrænkelig og evig Institution. De arveligeBettigheder, den franske Eevolution for 100 Aar siden afskaffede, stod sikkert for en tidligere Tids Eetsbevidsthed med det samme Skær af Hellighed, som mange nu tillægge Formuearven. Men ganske afset herfra er der overhovedet ingen Grund til at sætte Spørgsmaalet om Arverettens Ophævelse eller Indskrænkningi med en saa minimal Afgift.

Efter at Arveafgiften var faldet og Formueskatten
skudt ud i Fremtiden, frembyder Loven imidlertid et

Punkt, hvorved den, der paa G-rund af manglende Formuenødsages Besparelse af Hensyn til sine Efterladte,begunstiges, Regelen om, at foruden Bidragenetil og Invalideforsikringen, Pensionskasseretc. Livsforsikringspræmier, der ikke overstige600 kunne fradrages i den skattepligtige Indtægt. Den sidste Del af Bestemmelsen (Livsforsikringspræmier)var ikke foreslaaet af Regeringen.Den ind under Behandlingen, men til— traadtes af Finansministeren særligt med den Motivering, at en modsat Regel vilde indeholde en Begunstigelse for dem, der ordnede deres Livsforsikring ved et Kapitalindskud.

Megen Opmærksomhed har Bestemmelsen om Beskatningenaf Personer vakt. Blandt dem, der rammes af Skatten, nævner Loven: Aktieselskaber, Kommanditselskaber paa Aktier, »Berggewerkschaften«, »eingetragene Genossensehaften«. forsaavidt deres Forretningerstrække ud over Kredsen af deres Medlemmer,og Forbrugsforeninger med aaben Butik, forsaavidt de have Rettigheder som juridiske Personer. Bestemmelserne angaaende Aktieselskaberne og de dermedbeslægtede havde en meget vekslende Skæbne under Behandlingen. Regeringen foreslog at sætte Selskaberne i Skat for den Del af deres Indtægt, der oversteg 3% af Kapitalen. Udvalget sluttede sig til Regeringen, men forhøjede Afdraget til 3% %. Dette medførte imidlertid ingen virkelig Lettelse, fordi Udvalgetsamtidig Skatteprocenten for Indtægter paa over 100,000 Mark, hvilket jo rammer adskillige Aktieselskaber. Ved anden Behandling vedtoges en meget væsentlig Ændring, idet Afdraget faldt bort, men det til Gengæld bestemtes, at de, der bevisligt

havde ejet Aktier i skattepligtige Selskaber hele Aaret før Skatteaaret og hævet Dividende eller Renter af disse, fik den paa disse Indtægter faldende Del af Skatten godtgjort. Men ved tredje Behandling forkastedesdisse atter, og Lovens Regel er nu overensstemmende med Udvalgets Forslag. Selskaberne betale altsaa Skat af hele deres Indtægt ~ 372% a^ Kapitalen, og desuden betale Aktionærerne Skat af deres Udbytte. Af Beslutningerne ved anden Behandling har man kun bibeholdt en Bestemmelse om, at ved Kommunalbeskatningenbeskattes for den fulde Indtægt uden noget Fradrag, men dette er vistnok overensstemmende med, hvad der fandt Sted i Kommunernefør Tid.

Sammenligner man Loven med andre Landes Bestemmelser,kan navnlig nævnes, at i England, hvor Aktieselskaberne- betale Indkomstskat, godtgøres den fulde Skat Aktionærerne. Herhjemme kender den københavnskeSkattelov til Beskatning af Aktieselskaber. Nogle tidligere Skattelove ramte den Del af Indtægten, der ikke blev fordelt som Udbytte, ligesom det engelske System ogsaa har været i Anvendelse. Loven af 2. Juli 1870 beskatter den Del, der ikke fordeles som Udbytte til indenlandske Aktionærer, og vil altsaa nærmest ramme Udlændinge. Monrads Forslag ligner ganske det preussiske,kun Fradraget er 4%, og efter Boisens Forslagom interkommunale Beskatning betale Aktieselskabernefuld En Lempelse er kun given derved, at Skatteprocenten for Selskaberne er begrænset til 3 %. I de tyske Stater er der mange forskellige Regler. Exempelviskan at Kongeriget Sachs en beskatter Selskaberne fuldt ud, Baden fradrager 3% af Kapitalen,Hessen,

talen,Hessen,Sachsen-Weimar, Lippe og Brementage
hos Selskaberne, men fritage Aktionærerne.Nogle
Stater have ingen Skat paa Selskaber.

Med Hensyn til Bedømmelsen af det preussiske System, maa man se paa Motiverne. Blandt disse kan fremhæves, at man vil ramme Udlændinge, der have Penge i preussiske Selskaber, og forsaavidt er BestemmelseniOverenstemmelse en anden af Lovens Regler, nemlig den, at Udlændinge betale Skat af den Indtægt, som de have af Grundejendom eller NæringsdriftiPreussen. kan imidlertid være et stort Spørgsmaal, om der er Anledning til at beskatte fremmede—udover almindelige Næringsafgifter — fordi de anlægge Penge i indenlandske Foretagender, og navnlig om der er Anledning til at beskatte dem, naar de gøre deres Anlæg ved at købe Aktier, men lade dem gaa fri, naar det sker ved at købe Obligationer. Hertil kommer jo imidlertid, at man beskatter ogsaa de indenlandskeAktionærer,og kan under ingen Omstændighedernægte,at foreligger en virkelig Dobbeltbeskatning, ja, som der blev fremhævet under Behandlingen, endog mere end det. Naar nemlig et Aktieselskab, hvad der hyppigt er Tilfældet, ejer Aktier i et andet Selskab, bliver den samme Indtægt — hvis Reglerne strængt overholdes — beskattet tre Gange. En af Bestemmelsens Tilhængere fremhævede nu ganske vist, at Fremtidens Aktieejere ikke vilde komme til at betale Skatten, da den strax vilde bevirke en Kursnedgang,hvorvedde fik Papirerne saa meget billigere,somden Skat androg. Dette er nu dels ikke rigtigt. Skatten er i Forhold til de Svingninger,somAktieudbytter undergaa, for lille til

at give sig Udslag i Kursen. Ved et Udbytte af 6 °/0/₀ er den f. Ex. kun en promille af Nominalkapitalen. Ganske vist vilde den udgøre en større Del, hvis man ogsaa tog Hensyn til den kommunale Beskatning, men dette kan man i denne Sammenhæng ikke gøre, da Kommunernes Beskatning af Aktieselskaber existerede i Forvejen. Men hvis Manden havde Ret, vilde hans Betragtningindeholdeikke Forsvar for, men et Angreb paa Bestemmelsen, thi det kan dog ikke være Meningen med en Indkomstskat at berøve en enkelt tilfældig valgt Del af Borgerne en Del af deres Formue, hvilket vilde ske ved en Bestemmelse, der drev alle Aktiekurser ned. I det hele kan Bestemmelsen vanskeligt forsvares fra et almindeligt Retfærdighedsstandpunkt. Det er ikke let at se, hvorfor Aktieejere skal rammes stærkere end andre Kapitalister; hvorfor den, der har anlagt Penge i Aktier i et tysk Selskab, skal betale mere end den, der har købt rumænske Jernbaneobligationer. Man maa huske, at det drejer sig om en Indkomstskat og ikke om en Næringsskat. En saadan har Preussen ved Siden af, og den rammer ogsaa Aktieselskaberne. Trods alt dette kan man — som ogsaa C. Hage fremhævede under Folkethingets Forhandlinger — akceptere Skatten af Hensigtsmæssighedshensyn,derjo maa spille en stor Rolle i Skattespørgsmaal. Jeg vil i den Henseende særlig pege paa, at den jo ikke er overvældende stor, at den kun kan ramme Personer, der ere i Besiddelse af nogen Formue, og at den er let at paaligne. I sidstnævnte Henseende har den de fleste indirekte Skatters Fortrin, og paa den anden Side har den ikke de Mangler, der klæbe ved mange af disse, nemlig at de kunne ramme Personer uden Skatteævne, og at det

er saa vanskeligt, ja ofte umuligt at overse deres økonomiskeVirkning.

V.

Det sidste, men ikke uvæsentligste Punkt, der fortjener behandles, er Skatteskalaen. Man har ophævet store Mellemrum mellem Gruppernes Overog Man er dog ikke gaaet saa vidt som herhjemme, hvor Mellemrummene kun ere paa 200 Kroner helt igennem. Man begynder ved de mindste Indtægter med et Mellemrum af 150 Mark og stiger gradvis indtil 2000; men naar Indtægten er kommen op over 100,000 Mark, forhøjes Mellemrummet til 5000 Mark, hvorved det saa bliver staaende for alle højere Grupper. Et saa stort Mellemrum ved saa store Indtægter vistnok praktisk. Ikke alene vil det for de skatteansættende Myndigheder i de fleste Tilfælde være umuligt at bestemme Indtægten med større Nøjagtighed den angivne, men ogsaa for de Skattepligtige selv vil det ved saa store Indtægter ofte bero paa et Skøn, om de sætte dem 5000 Mark højere eller lavere. Store Købmænd og Næringsdrivende, der opgøre deres Balance — og Loven erklærer udtrykkeligt, at denne skal lægges til Grund for Indtægtsberegningen med saadanne Modifikationer, som muligt maatte følge af Lovens enkelte Bestemmelser — ville altid i denne have adskillige Poster, f. Ex. Afskrivninger, der maa afgøres ved Skøn, og hvor forskellige i og for sig lige berettigede paa alle Poster tilsammen let ville kunne frembyde en Difference af den omhandlede Størrelse.

Selve Skatten var i Regeringsforslaget sat til 3 %,

dog med en Degression, saaledes at den fulde Skat først indtraadte ved en Indtægt af 4500 Mark. I Udvalgets Indstilling, som paa dette Punkt blev vedtagen, og hvis Tarif alsaa er optagen i Loven, er Regeringens Forslag meget væsentlig ændret. Ikke alene er Degressionen videre udviklet, idet den fulde Skat først indtræder ved en Indtægt af 10,000 Mark. Men selve 3 pCt. Satsen bibeholdes endvidere kun, indtil man har naaet 30,000 Mark. Derefter stiger Skatten, indtil den ved en Indtægtaf 100,000 Mark har naaet en Højde af 4 °/₀, hvorved den saa bliver staaende. I Virkeligheden er Skatten altsaa bleven forandret til en progressiv Indkomstskat,om indenfor beskedne Grænser. Den danner herved en Modsætning ikke alene til den københavnskeIndkomstskat den danske Skat efter Loven af 1870, men ogsaa til de forskellige Skattelovsforslag,der foreligget til Behandling i denne Bigsdagssession.— københavnske Lov kender kun en Degression, og denne standser allerede ved en Indtægt af 2400 Kroner. Selv de, der ikke ere Tilhængere af progressiv Skat, ville vistnok indrømme, at denne Degressioner ringe, navnlig naar Skatteprocenten bliver nogenlunde høj.

Den preussiske Lovs Skala ser i de laveste Grupper
saaledes ud:

I Henseende til Lettelser for de smaa Indtægter er man imidlertid i den preussiske Lov gaaet videre end til det, der ligger i selve Degressionen. Det er en ret almindelig anerkendt Mangel ved vor Indkomstskat, at den i Modsætning til Skatten paa Formue og Lejlighed ikke tager noget Hensyn til et saa vigtigt Moment i Bestemmelsen af Skatteævnen som Familiens Størrelse. Ganske vist kan der i enkelte Tilfælde gives Lempelser af denne og andre G-runde, men de fremtræde altid som Undtagelser, som Begunstigelser, der ligge udenfor Lovens Hovedregel, og som kun ydes, naar særlige Hensyn tale derfor. Hertil kommer endvidere den Übehagelighed,at af Skattebogen kan ses, hvem der har erholdt saadan Begunstigelse. I den preussiske Lov er Hensynet til Familiens Størrelse optaget som fast og bestemt Lovregel for de mindre Skatteyderes Vedkommende.Reglen den, at hvor Indtægten ikke overstiger 3000 Mark, fradrages der for hvert Familiemedlemunder Aar, der ikke er Grenstand for selvstændigBeskatning, Mark med den Modifikation, at Tilstedeværelsen af 3 eller flere saadanne Medlemmer i hvert Fald skal medføre Nedsættelse i en lavere Gruppe. Disse Regler have en ret vidtrækkende Betydning. De medføre f. Ex., at Familier med 3 Børn slet ikke betaleSkat, deres Indtægt overstiger 1050 Mark, og saalænge den ikke overstiger 1200 Mark, bliver Skatten kun 6 Mark aarlig. Er der flere Børn, bliver Nedsættelsenjo større. Ved 8 Børn under 14 Aar

niaa Indtægten overstige 1450 Mark, for at Skatten kan
blive mere end 6 Mark.

Hvad angaar Progressionen, den relativt højere Beskatning af de store Indtægter, har dette Princip med Rette vundet mange Tilhængere, navnlig blandt Theoretikerne. Argumenter, hvormed det forsvares, kunne være forskellige efter det forskellige theoretiske Standpunkt, de bunde alle i en Anerkendelse af Statens og dens Institutioners sociale Natur. De bunde i en Betragtning af, at Staten i Henseende til sine Ydelser og Vederlaget for disse ikke staar som en privat Sælger, der tager samme Pris af alle uden Hensyn til deres Formueforhold. Overfor disse forskelligartede Formueforhold det Statens Opgave ikke alene ikke at uddybe men ogsaa at virke mildnende paa den, overalt hvor det kan gøres uden at borttage Grundvolden Samfundsordenen. Som et Led i denne sociale Bestræbelse indtager den progressive Skat en berettiget Plads, enten man nu nærmere motiverer den ved en Hensyntagen til, at Skatteævnen ved den stigende ikke alene voxer absolut, men ogsaa relativt thi Hensynet til Skatteævnen er i og for sig et socialt Hensyn — eller man i det enkelte benytter andre Motiveringer. Derfor danner Vedtagelsen af Skatteprogressionen, hvor beskeden den end er, en tiltalende til den bitre Modstand mod Arveskatten, derfor bør den ogsaa tages med paa Programmet kommende danske Skattelove.