Tontiner i Danmark.

IV-ledens egenlige Livsforsikringer først sent vandt Indpas heri Landet, træffer man allerede næsten et Par Aarhnndreder Forsikringsforeninger, hvis Formaal var at yde Interessenterne en vis aarlig Renteindtægt af en indskudt Kapital.

I Aaret 1652 havde Frederik III.s bekendte GeneralpostdirektørPovl i Amsterdam truffet Italieneren Tonti og med ham drøftet en af denne udkastet Plan til en Art Eenteforsikring, der efter ham benævnedes Tontine. Grundtanken heri var, at der af et vist Antal Deltagere indskydes en Sum, hvoraf Eenten hvert Aar uddelestil til enhver Tid levende Interessenter, saaledes at Eenten for den enkelte voxer for hvert Dødsfald, der indtræffer, indtil den sidstlevende nyder hele Eenten af den samlede Indskudskapital. Da Interessenterne kunne være af meget forskellig Alder, maatte de, for at undgaa TJbillighed,deles Klasser, saa at kun Personer af omtrent ens Alder kom til at dele Eenter sammen, eller ogsaa maatte de ældre Interessenter strax faa en højere Rente end de yngre. Den sidste Ordning var den retfærdigste, naar Kapitalen — hvad i alt Fald oprindelig var Tilfældet — tilfaldt Tontinens Opretter. Senere brugtes ogsaa den Fremgangsmaade, at Kapitalen, naar Medlemsantallet var

svundet ind til et vist Minimum, deltes mellem de levende,
og i saa Fald var de to nævnte Fremgangsmaader lige anvendelige.

Samtidigt med at Tonti i 1653 fik Tilladelse til at oprette den første Tontine i Frankrig, lykkedes det Klingenberg at interessere Frederik 111. for en lignende Plan, og da der herved var en Mulighed for Staten til at erhverve en større Sum Penge paa en Gang, oprettedes der ved kgl. Brev af 1. Maj 1653 en af Staten garanteret Eenteanstalt, kaldet »Det frugtbringende Selskab«, hvori alle og enhver havde Adgang til at indtræde.

Meningen var, at der skulde tegnes ialt 16,000 Pladser (men en enkelt Person skulde kunne tegne sig for tiere Pladser) paa 100 Rigsdaler hver, fordelte i 8 Klasser efter 8 Aars Aldersforskel. Af den indskudte Kapital skulde der gives 5 pCt. i Rente; men efterhaanden som Medlemmerne i en Klasse uddøde, voxede Renten for de efterlevende, indtil den længstlevende i Klassen nød dennes fulde Renteindtægt, 10,000 Rdl. Selve Kapitalen (altsaa beregnet til 1,600,000 Rdl.) hjemfaldt til Kongen. Det Offenlige søgte paa allehaande Maader at lokke Publikum at entrere — bl. a. opstilledes en aldeles urimelig Beregning af den sandsynlige Afgang ved Dødsfald —, men kun Faa lod sig friste, og Planen strandede.

Derfor opgav dog Staten ikke Tanken om gennem Forsørgelsesvæsenetat sig større Pengemidler paa en Gang, og i Slutningen af samme Aarhundrede gjordes et nyt Forsøg, denne Gang med egenlige Livrenter, altsaa en fast og uforanderlig Renteindtægt af indskudte Kapitaler. Kort Tid efter Tontinernes Fremkomst var nemlig Sandsynlighedsberegningen,den mathematiske Basis for al Forsikring bleven grundlagt af Franskmændene Fermat og Pascal og Hollænderen Huyghens, og da den hollandske Statsmand og Mathematiker J. de Witt paa Grundlag hera i 1671 udgav en Afhandling om Livrentetheorien, førtes Ideen praktisk ud i Livet, og der opstod i flere Stater Regerings-Livrenteanstalter, der ligesom Tontinerneaabnede

tinerneaabnedeAdgang for Statskassen til strax at erhvervestørre og altsaa i Virkeligheden tilvejebragteStatslaan. Exempel efterfulgtes af den danske Regering, idet der fra 1690 til 1692 af den danske Kommissærog Aboe i Holland for Statens Regning afsluttedeset Statslaan paa ialt 856,914 holl. CourantGylden Form af endel Livrentekontrakter med Private, næsten udelukkende Hollændere.

Men heller ikke denne Gang var Regeringen heldig. Man foretog nemlig lige saa lidt her som ved Toutineplanen 1653 nogen rationel Beregning af Levesandsynligheden, byggede Planen paa et ganske løst Skøn, nden at man havde Øje for den Væsensforskel, der er paa en Tontine og en Livrenteanstalt, at hin kan bestaa, uden Hensyn til, om Dødeligheden bliver større eller mindre end beregnet, idet kun Rentens Stigning bliver influeret deraf, medens en Anstalt, der garanterer en bestemt fastsat Renteindtægt, staar og falder med, at den beregnede Dødelighed til eller ej. Her vilde man imidlertid yde alle Interessenter samme Renteindtægt uden Hensyn til Alder, hvilket naturligvis havde til Følge, at den væsentligste Tilgang bestod af yngre Personer, der uddøde meget langsommere paaregnet, — og desuden vilde man yde ikke mindre end 1272 P^t. aarlig paa Livstid af den indskudte Kapital, noget der nutildags neppe vilde kunne opnaas i Livrente før efter det 60. Aar. Meget snart viste det sig da, at Anstalten ikke kunde betale sig, og efter faa Aars Forløb saa Staten sig foranlediget til at betale de allerfleste tilbage.

Et nyt Forsøg paa et Statslaan ved Hjælp af en Tontine endnu inden Udgangen af det 17. Aarh. ved Forordn, af 17. Marts 1694: »om Kapitaler paa Liv-Rente at optage«. Planen lignede den første og Resultatet var det samme: paa Grund af utilstrækkelig Deltagelse maatte Planen opgives.

Bedre gik det senere hen. Ved Forordn. 13. Febr.
1747 oprettedes der en Tontine under Navn af et »Liv-

Eente-Societet«. Det bestod af 1000 Portioner paa 100 Edl. hver, fordelte i 5 Klasser med 20 Aars Aldersforskel. Garant var den danske General-Post-Cassa, hvis Direktører i Forbindelse med to af Interessenterne valgte Medlemmer ildgjorde Selskabets Bestyrelse. Indskudskapitalen, 100,000 Edl., tilfaldt Statskassen, for hvem den hele Plan var en kærkommen Form for et Statslaan. (Den sidste Interessent døde, saavidt vides, den 23. Okt. 1831.)

Da samtlige Pladser hurtigt tegnedes, og der stadigt meldte sig mange, som ikke kunde optages, oprettedes ved Forordn. 17. Avg. 1757 et nyt »Liv-Eente-Societet« af væsentlig lignende Art som det forrige, men beregnet paa en betydelig større Deltagelse. Beregningen slog dog ikke denne G-ang til, og Societetet blev ikke komplet. Blandt Interessenterne fandtes flere fyrstelige Personer. Indskudskapitalen Statskassen, der til Gengæld garanterede Eentebetalingen, hvortil Intraderne ved Københavns Toldkammer tjene til Sikkerhed. Den sidste Interessent døde den 21. Jan. 1840.

I Slutningen af Aarhundredet træffer man nogle ny Tontiner, der i Modsætning til de tidligere oprettedes af Private, men i flere af dem traadte Staten til som Garant mod at Kapitalerne indbetaltes i Statskassen, og disse Anstalter derfor i Virkeligheden nærmest at betragte som Statsinstituter.

Et af de tidligste Forsøg i denne Eetning var det saakaldte Høegholm:ske Participantskab, hvis Plan udarbejdedes Brygger L. K Stephansen. Selskabet skulle bestaa af 12,000 Portioner paa 10 Edl., fordelte i 4 Klasser efter 18 Aars Aldersforskel, og hver Klasse delt i 5 Afdelinger. Eenten var Sl^, 4, 5 og 6 pCt. for hver Klasse og forøgedes ved Dødsfald, saaledes at naar en Klasse helt uddøde, tilfaldt dens Eenter de andre Klasser, hvorhos den Længstlevende erholdt Friherskabet Høegholm i Calløe Amt, hvis aarlige Eevenu ansloges til 7000 Edl., og som den daværende Ejer, Generalmajor von Sehestedt, agtede at afhænde.

Planen approberedes af Kongen den 18. Feb. 1773_r men der gaves ikke Participantskabet Statsgaranti. Tilslutningen Publikum blev kun ringe — vel sagtens væsenlig paa Grund af den manglende Garanti — og Foretagendet derfor ikke gennemføres paa denne Basis. Men man forstod at hjælpe sig. De indsamlede Penge indskødes af Deltagerne i et nyt Selskab, »det private Liv-Rente-Selskab«, der fik baade kgi. Garanti og Bevilling under 13. Marts 1775, og hvori Stephansen som Løn for sin Umage ved Participantskabet udnævntes til Bogholder. Der kunde tegnes 30,000 Portioner paa 10 Edl., fordelte mellem 4 Klasser. Kenten var åI^, 333³/₄, 4 og 4}/₂ pCt. for de fire Klasser og stigende ved Dødsfald indenfor hver Klasse; ved den Længstlevendes Død i hver Klasse udbetaltes naar Vedkommende mindst havde haft 10 Portioner, Edl. i Iste, 30,000 Rdl. i 2den, 25,000 Rdl. i 3dje og 5,000 Edl. i 4de Klasse, medens de resterende 200,000 Edl., som Erstatning for Garantien tilfaldt Kasse. Uagtet Fristen for Indmeldelse, paa Grund af den træge Tilgang, efterhaanden forlængedes til Udgangen af 1780, var der da ialt kun indkommet 123,000 Edl., altsaa ikke engang Halvdelen af den paaregnede Sum, men Selskabet traadte dog dermed i Live, Den sidste Interessent døde den 18. Marts 1866.

Det saaledes anstillede Forsøg tydede ikke paa, at Staten havde stor Sandsynlighed for under denne Form at skaffe sig yderligere Subsidier, og da dette var den egenlige i dens Interesse overfor Tontinerne, falder det meget naturligt, at et Forslag fra Stephansen i 1782 og senere i 1790 om en større Udvidelse af Liv-Rente- Selskabets Kadrer blev allernaadigst afslaaet. Derimod skaffede Staten sig fremdeles Penge ved Salg af Livrenter til Private, — og noget senere tog den atter sin Tilflugt til Tontinerne.

Den 10. Marts 1792 konfirmeredes en Tontine til
Fordel for Overlevende iti Aar. Bestyrelsen varetoges af
Handelshuset Duntzfeld Meyer & Co. Indskudene, i Portionerå

tionerå100 Ed]., med paaløbne Benter ä 4 pCt. indsattes i Kongens Kasse og udbetaltes med Rente og Rentes Rente efter 10 Aars Forløb i kgl. Obligationer, der fordeltes mellem de til den Tid endnu levende Interessenter. Der indtegnede sig ialt 129 Personer med 152 Portioner, hvoraf bortfaldt ved Dødsfald 6 med 10 Portioner, og 6 Portioner anmeldtes ej ved Delingen.

Omtrent samtidigt hermed lykkedes det Stephansen at erholde kgl. Approbation paa et nyt Liv-Rente-Selskab, Tontinen af 28. Juli 1792. Der kunde tegnes 3000 Portioner 100 Rdl. Species, fordelte i 6 Klasser efter 12 Aars Aldersforskel, og hver Klasse bestod af to Afdelinger. Staten forrentede kun de indbetalte Kapitaler med 4 pCt., men denne Rente fordeltes saaledes, at de yngste Klasser fik 3l3^lj₂ pCt., de andre mere, indtil 6 pCt. Renten for den Enkelte steg som sædvanlig ved andre Interessenters Død, og selve Kapitalen skulde tilsidst deles efter et bestemt Forhold mellem de i de tre første Klasser Længstlevendes Arvinger. Tegningen sluttede først i 1799, og alt gik ikke ganske, som det burde, ligesom der fra Interessenternes var ikke ringe Misfornøjelse med Stephansens Administration og Bogføring; — en hel lille Piece-Literatur udkom. De tegnede Portioners Antal beløb sig til 2700, og Staten fik saaledes omtrent en Million Kroner indbetalt, ovenikøbet til 4 pCt. Rente.

Da de to første Klasser i Tontinen hurtigt blev komplette,udvidedes i disse betydeligt; men desuagtet var der mange, som ikke kunde optages. Stephansenindgav kort efter en Plan til en ny Tontine, der approberedes af Kongen 28. Juni 1800. Selskabet bestod af 6000 Portioner paa 100 Rdl. Species, fordelte i 5 Klasser efter 15 Aars Aldersforskel, og hver Klasse delt i to Afdelinger. I Modsætning til den forrige Tontine skulde hele Kapitalen, 600,000 Rdl. Sp., tilfalde Kongens Kasse, der til Gengæld sikrede Interessenterne større Renter end i hin, nemlig fra 414¹/₂ til 7 pCt., stigende ved Dødsfaldindenfor Klasse, hvorimod Klasserne ikke arvede

hverandre. Da Tilgangen kun var langsom, udvidedes Fristen til Udgangen af 1806, og først efter at Eenten for første Klasse var forhøjet til 43/4³/._t pCt., blev det fulde Portionsantal tegnet.

Medens Tontinen af 1792 opløstes i 1880, idet de tiloversblevne 12 Interessenter (deriblandt Prinsesse Caroline) enige om at dele Fonden, der efter Pengeomskrivningen 1813 beløb sig til ca. 728,000 Kr., bestaar af 1800 endnu. Vftd indeværende Aars Begyndelse levede der endnu i første Klasses første Afdeling i anden Afdeling 7 Interessenter med ialt 138 Portioner, — den ældste af de da levende Interessenter født i798, den yngste 1801.

Som en Særegenhed ved Tontiaerne af 1792 og 1800 kan mærkes, at man kollektivt kunde indtegne forskellige Personers Liv til Fordel for en enkelt Interessent eller Familie, der da oppebar Eenten, saalænge blot en af de Indtegnede levede (»associerede Portioner«). Dette benyttedes og i et enkelt Tilfælde var endog 70 indtegnede en Familie. Eentenydelsen kunde derved blive betydeligt forlænget, — naar der nemlig blot fandtes en enkelt sejlivet Person blandt de Indtegnede. Alle saaledes sammenhørende Deltagere maatte dog indtræde i den yngste Aldersklasse, og de holdtes i en særlig Afdeling, saa at Væxten af Eentenydelsen i denne blev meget langsommere i de andre.

De trykte Medlemsfortegnelser vise, at de danske Tontiner i ikke ringe Omfang benyttedes ogsaa af Udlændinge,og adskillige Personer var Medlemmer af flere Tontiner paa en G-ang. Oprindeligt var det navnlig Adelen og de højere Stænder, der meldte sig ind; senere kom ogsaa de lavere Klasser med, og Tontinen af 1800 blev saaledes benyttet af mange Borgere og Smaakaarsfolk.Fyrstelige holdt sig ingenlunde tilbage: i Liv-Rente-Selskabet af 1773 findes saaledes EnkedronningJuliane og fire tyske Prinsesser, i Tontinenaf

tinenaf1792 Frederik VI, hans Dronning og ArveprinsesseCaroline, i Tontinen af 1800 Caroline Amalie, Hertugen af Augustenborg, Prinsen af Noer, Pave Pius VII, Kronprins af Preussen Friedrich Wilhelmog Wilhelm, den senere tyske Kejser WilhelmI.

(Af Livsforsikringsanstaltens Festskrift.)