Dr. Paul Nathan: Die Wohnungsfrage und die Bestrebungen Berliner Baugenossenschaft. Berlin 1890. L. Simeon. 84 S.

Foruden at give en Fremstilling af et berlinsk ByggeselskabsUdvikling Resultater, polemiserer Forf. mod den tyske Statsmand Miquels Projekt, som gaar ud paa at skaffe Storstædernes übemidlede Befolkning bedre Boliger ad Lovgivningens Vej. Miquel anbefaler nemlig, at Lovgivningsmagtenskal Beboelsen af Lokaler, som overhovedet ikke egne sig til Opholdsted for Mennesker, og dernæst fastsætte et Minimum af Luftrum for hvert Menneske i en Lejlighed; han mener, at herved ville de Übemidlede opnaa bedre Boliger, uden at Huslejen i Længden vil stige. Eigtigheden af den sidst nævnte Opfattelsebenægter Boligerne ville vel nok blive bedre, men samtidig dyrere. Allerede nu er der af forskelligeGrunde Vanskeligheden ved at holde Orden i de af mange Smaakaarsfolk beboede Huse, Faren for at miste endel af Huslejen o. s. v. — mindre Tilbøjelighed til at anbringe Kapital i Huse med sraaa end med middelstoreog Lejligheder. Og en Forandring til det modsattekan allermindst ventes tilvejebragt derved, at Forrentningenaf blev mindre end tidligere, hvilket jo maatte ske, naar de smaa Lejligheders Gennemsnit tænkes større end forhen uden Stigning i Lejen. Men — siger Miquel — selv om højere Husleje skulde vise sig at være en uundgaaelig Konsekvens, ville de arbejdende Klasser lidt efter lidt erholde Erstatning i en Forhøjelse af Lønnen. Heller ikke denne Paastand vil Forf. tillægge übetinget Gyldighed, idet han i saa Henseende henviser til »Gnidningsmodstanden«.Med Par Lovparagraf er er man ikke istand

til at skyde de økonomiske Love tilside; dersom saadant var Tilfældet, behøvede Staten jo kun at dekretere, at Arbejderneskulde sig bedre, klæde sig bedre o. s. v. Om en Forhøjelse af Huslejen lidt efter lidt kan væltes over paa Arbejdsgiverne, er under alle Omstændigheder überegneligt. Men i Mellemtiden, indtil saadant muligvis sker, vil Arbejderen enten tvinges til at indskrænke en anden Udgiftspost, som taaler det, eller han maa søge Hjælp hos det Offenlige, dersom hans Budget paa intet Punkt taaler Indskrænkning.

Forf. foretrækker derfor den langsommere men sikre Vej, at der for en rimelig Eente stilles Kapital til Disposition Byggeselskaber, som derved kunne blive istand til at skaffe Übemidlede bedre Boliger til den almindelige Leje eller under denne, med eller uden Mulighed for Lejeren til at blive Selvejer. For Storstædernes Vedkommende maa disse Byggeselskaber jo søge ud til Byens Periferi, i Betragtning Grundenes Pris. Men der maa da tillige drages Omsorg for billige Kommunikationsmidler med Byens mere centrale Dele.

Anmelderen er tilbøjlig til at stille sig paa Forf.'s Side, omend nærmest af andre Motiver. Hvad er det nemlig, som i Storstædernes mere centrale Dele betinger den daarlige Luft i saa mange Übemidledes Boliger; er det udelukkende Lejlighedernes relative Overbefolkning? Svaret maa vistnok blive Nej! Paa Landet træffes ogsaa relativ Overbefolkning meget hyppig, men selv i saadanne Tilfælde vil man, idetmindste om Sommeren, ofte finde Luften god i Stuen af den simple Grund, at Dørens Aabninglader ren og frisk Luft strømme ind. Hvad nytter det derimod i en Storstads centralt beliggende Lejekaserner, om man aabner Vinduer, som vende ud til en brøndlignende Gaard med stagnerende uren Luft, eller om man aabner en Dør, som førerud til mere eller mindre stinkende Korridorer; her er der ringe Mulighed for at faa ren og frisk Luft ind om Sommeren. Ikke at tale om, at de brøndlignende Gaarde hindre Sollysets Adgang. Disse hygiejniske Mangler

ramme mange andre Beboere af Storstæderne end de Übemidlede,men ramme de sidste haardest, fordi disse paa Grund af deres Lejligheds Indsnævrethed mest trænge til et livligt Skifte med ren Luft.

Efter Anmelderens Skøn gælder det derfor i Storbyer først og fremmest om, at evakuere saa stor en Del af den übemidlede Befolkning, som muligt, ud til mere frit liggende Grunde og mindre Huse. Dette lader sig næppe realisere ad den Vej, som Miquel anbefaler, men kan derimod ske ved Byggeselskabers Hjælp. Først i anden Kække turde komme Spørgsmaalet om Boligens Eumfang. — I København man da ogsaa for længst slaaet ind paa at fremme denne Udflytning gennem det private Initiativ. Det vilde være ønskeligt, om man kraftig fortsatte i det betraadte Spor, og om alle de større Provinsbyer fulgte det af Hovedstaden Exempel.