Thorvald Kornerup, cand. polit.: Sygekasse-Spørgsmaalets i Danmark siden 1861, med et Tillæg. Thaning og Appel. 84 Sider. Kbhavn. 1891.

Lovforslaget om anerkendte Sygekasser er under dets Behandling i Eigsdagen undergaaet en stor Mængde Ændringer, betinget af de forskellige Synspunkter, som have gjort sig gældende. Som Følge heraf er det til Slutning blevet vanskeligt at bevare Overblikket selv for dem, som have beskæftiget sig nærmere med den paagældende Sag. Det turde derfor være alt andet end overflødigt, naar Forf. af ovenfor nævnte Skrift har sat sig som Opgave, at forfølge Sygekassespørgsmaalets Udvikling fra Lavstvangens Ophør ved Udløbet af 1861 og indtil Dato. Han tilsigter hermed »at faa de sainmennltrede Traade pillede ud fra hverandre, og derigennem muligvis bidrage til en Løsning af den Knude, som Eigsdagsforhandlingerne have strammet saa fast, at der tilsyneladende kun er ringe Udsigt til en Forstaaelse«.

Samtidig med at holde Eevue over Hovedpunkterne i de stillede Forslag og Ændringsforslag, benytter Forf. Lejlighedentil kritisere det foreslaaede. Han fremkommer herunder med flere træffende Udtalelser, f. Ex. hvor han paaviser det farlige i de Bestemmelser, som skulle muliggøreOverflytning

gøreOverflytningfra en anerkendt Sygekasse til en anden. Men paa den anden Side er der rigtignok løbet Bemærkningerind, smage stærkt af Studereværelset. Man faar blandt andet gentagne Gange det Indtryk, at han er gaaet ud fra den mærkelige Forudsætning, at Bestyrelsen af Sygekasser vil savne ethvert Spor af bon sens. Imidlertider som sagt, endel godt i Kritiken, saa at man vil kunne have Udbytte af at gøre sig bekendt med den.

Forf. nøjes dog ikke med denne mere negative Virksomhed, giver ogsaa sit positive Bidrag. Han anviser — nemlig en efter hans Skøn mere »planmæssig« Ordning end den, som Regering og Eigsdag hidtil have benyttet som Grundlag, forført af den i 1885 nedsatte Kommission. Eette Vedkommende maa afgøre, om de ville betræde den saaledes anviste Vej. Dersom Pladsen tillod Anmelderen at sige sin Mening om den, vilde det ikke blive nogen Anbefaling, hvilket skyldes, at jeg ønsker Sygekasseinstitutionen langt mere frit, end K. tilsigter. Navnlig jeg det betænkeligt, at ville tvinge alle Sygekasser i de anerkendtes Eække, hvor logisk end en saadan Fremgangsmaade kan tage sig ud paa Papiret.

Et skal dog indrømmes, nemlig at Fattigloven af 1891 raaa influere væsenlig paa en eventuel Sygekasselov særlig paa den Del, som vedrører det Offenliges Medhjælp. Skønt Forf. ikke kommer nærmere ind herpaa, tør jeg maaske tilføje et Par Ord i den Anledning. Som bekendt, er det ved Fattigloven fastslaaaet, dels at Kommunerne skulle yde en Sygekasses Medlemmer, efterat Sygekassens Hjælp er ophørt, fortsat Kur, Pleje og Underhold i samme Varighedog som Kassen havde paataget sig (§ 63), dels at det Offenlige kan yde fri Læge og Befordring efter denne, uden at saadant betragtes som Fattighjælp (§ 44). Dersom nu den sidst nævnte Præstation blev obligatorisk overfor Medlemmer af anerkendte Sygekasser (o: Übemidlede), i Forbindelse med deres Hustruer og Børn, vilde disse Sygekasser have faaet en fyldig Støtte af det Offenlige, og Moderationen for Hospitalsophold kunde da overlades til fri

Overenskomst. Men i saa Tilfælde maatte rigtignok Embedslægerne,som disse Omstændigheder næppe kunde overkomme at paatage sig privat Praxis, have en betydelig Forhøjelse af Gagen, ligesom ogsaa deres Antal sandsynligvisi Løb maatte forøges. Udsigten hertil kan, vel at mærke, ikke virke afskrækkende, eftersom det samme muligvis turde blive nødvendigt, selv om der ingen Sygekasselovudkommer. vil da nemlig komme til at bero paa, om Fattiglovens § 44 benyttes i stort Omfang eller ikke. Sker det første, kan man selvfølgelig ikke vælte denne Byrde over paa Embedslægerne uden passende Vederlag,forsaavidt da ogsaa i Fremtiden ønsker disse Poster besatte.