Harald Westergaard: Indledning til Studiet af Nationaløkonomien. 1891. P. G. Philipsen. 88 S.

I en meget sammentrængt Form fremstilles NationaløkonomiensGrundbegreber den Basis, som er skabt af den mathematiske Skole og af de nyere østerrigske Nationaløkonomer.Det ikke Hensigten at levere noget nyt Bidragtil af noget økonomisk Problem, men at give den begyndende nationaløkonomiske Studerende et Grundlag, der skal fastholdes under hans senere Studium. Der gives en Fremstilling af det, der for de nævnte Skoler er Økonomiens Alfa og Omega: Læren om Grænsenytten, og en Paavisning af, hvorledes denne Lære kan danne Udgangspunktetfor af ethvert af Økonomiens Grundproblemer: Værdi, Jordrente, Kapital, Arbejde, Produktionog Fordeling. Forfatterens Partistandpunkt— man tør bruge dette Udtryk — er übetinget det, som har Fremtiden for sig. Det er det Standpunkt, som med al Anerkendelse af den historiskstatistiskeForsknings og Uundværlighed, hævder Nødvendigheden af den deduktive Vej til at finde Aarsagssammenhængenmellem

sammenhængenmellemFænomenerne, og som i Henseende til denne Undersogelsesmethode fordrer for Deduktionens Vedkommende Stringens og sejg Fastholden af det givne Udgangspunkt, og for Forudsætningernes Vedkommende en Indtrængen i Forholdene, der ikke bliver staaende ved Fænomenernes Overflade. Det er jo det karakteristiske ved Theorien om Grænsenytten, og det, der garanterer dens Holdbarhed, at den er i nøje Overensstemmelse med, hvad den moderne Psykologi og Fysiologi stræber at godtgøre for hele det menneskelige Følelses- og Sanselivs Vedkommende.

Bogen er paa Grund af sin Sammentrængthed ikke let læselig, og den Begynder, der vil benytte den, vil næppe kunne gøre det uden Vejledning af Lærer. Men er Formen end ikke letflydende, saa er den paa intet Punkt uklar. Kræver Læsningen end, at man altid maa holde sine Tanker stærkt sammen, saa har man til Gengæld den Tilfredsstillelse, Betragtningen af en logisk fejlfri Tankebygning En Smule mere Liv over Fremstillingen, en lidt rigeligere Brug af Exempler vilde dog ikke have skadet.

Ligesom Jevons er den af de moderne Theoriers Tilhængere,der haft den største Indflydelse paa Indholdet af Bogens vigtigste Afsnit, saaledes har Westergaard ogsaa sluttet sig nærmest til ham i Henseende til de for Fremstillingsformenbetydningsfulde om Brug eller Ikke brug af det mathematiske Tegnsprog, idet han har undgaaet de Yderpunkter, der betegnes af den østerrigske Skole paa den ene og af Walras og lians nærmeste Tilhængerepaa anden Side. Det kan ikke nægtes, at den førstnævnte Gruppe ved sin fuldstændige Given-Afkald paa at bruge Mathematiken og den grafiske Fremstilling tvinges til at beskrive med en trættende Bredde, der ofte er til Skade for Klarheden og den overbevisende Kraft — om end Westergaard sikkert overdriver de Mangler, der følge deraf. I Modsætning hertil benytter Walras Mathematikenpaa saadan Maade, at hans Skrifter ere ganske

utilgængelige for enhver, der ikke har helliget et større Afsnit af sit Liv til Studiet af den højere Mathematik. Westergaard har som Jevons valgt at give saameget af Formler og grafiske Fremstillinger, som absolut udfordres for at Sætningerne kunne fremstilles i Korthed og paa en saadan Maade, at der ikke bliver Tvivl om deres Almengyldighed,men mere, end at Fordringen til Læserens mathematiske Kundskaber indskrænker sig til det mest elementære. •