Tydsklands økonomiske Udvikling i det 10de til 12te Aarhundrede. Dr. K. Th. v. Inama-Sternegg: Deutsche Wirthschaftsgeschichte 10. bis 12. Jahrhunderts. Lpzg. 1891. (518 S.)

Uvennævnte Bog, der er Eesultatet af mange Aars omfattende og grundige Studium, fremtræder tillige som anden Del af et stort og omfattende Værk, hvis første Del alt er udkommet for 12 Aar siden og omhandlede Tysklands Udvikling i Tiden indtil Karolingerperiodens Slutning. Den begynder derfor med Skildringen af Tilstanden paa dette Tidspunkt, der var højst forskellig i Rigets enkelte Dele. I Rhinegnene, fra Flodens Munding og op til Højfjældene, havde allerede en forholdsvistalrig sat sig fast og med den en ikke übetydelig materiel og aandelig Kultur. Ogsaa de tilgrænsende Distrikter af Lothringen, Østfranken og Alemannien kunne ved Paavisning af talrige Byer og Landsbyer med et virksomt økonomisk Liv karakteriseres som godt befolkede. Ligeledes kan idetmindste den Vest for Weser liggende Del af Sachsen, samt Donaugebeteti og, saa vidt Bjærgnaturen tillod det, den sydlige Del af det karantaniske Hertugdømme, Alpernes sydlige Skraaning, i det Væsentlige antages at have

været kultiveret. Men disse Landskaber omfattede dog store übebyggede og übeboede Strækninger. Vogeserne og Ardennerne, Hundsriick, Hochwald og Idarwald, Odenwald,Spessart, Thiiringerwald, Harzen og mangen anden Skovstrækning afbrød paa mange Punkter og paa længere Strækninger Bebyggelsens Sammenhæng. Og alt det Land, der laa Øst for disse Distrikter, den bajerske Østmark og den karantaniske Mark (Kårnthen), Landene Øst for Saale og Elben samt Østersølandene, for saa vidt de allerede stode under de tyske Kejseres Regimente, var ikke blot ved Begyndelsen af det 10de Aarh. svagt befolkede, men blev endog mere og mere øde paa Grund af Ungarernes uafladelige Indfaldog med Slaverne.

Det var da særlig disse vidt strakte Lande, som i det 10de_—12te Aarhundrede bleve Genstand for en forøget og en stærkt tiltagende Bebyggelse. Umiddelbart efter Slaget ved Lech (955) optoge de tyske Konger med stor Energi denne Opgave, som fornemmelig ved udtrakte Forleninger og Dotationer til Bispedømmer og Klostre, og her fuldbyrdedes i Løbet af nogle Aarhundreder en Kolonisation Former, som bleve typiske for hele Middelalderens Kolonisationer overhovedet og som i sig selv frembyde en betydelig Interesse, fordi de i saa høj Grad bleve bestemmende hele den følgende Tids økonomiske og sociale Ordning. De udgøre derfor en væsentlig Genstand de i det foreliggende Bind indeholdte Undersøgelser Studier, som dog ikke udelukkende begrænse sig hertil.

Efter i Bogens første Afsnit at have gjort nærmere
Rede for de forskellige Arter af Kolonisation, berører

Forf. i Afsnittets Slutning ganske kort Spørgsmaalet om Folkemængdens Tilvæxt i disse Aarhundreder. Han fremhæver, at der til det uafbrudte og omfattende Kolonisationsarbejde behøvedes »et temmelig betydeligt overflødigt Menneskemateriale«, naar ikke Resultatet deraf skulde blive en Affolkning af de tidligere bebyggedeEgne. dette sidste er der dog i det 10de og Ilte Aarhundrede ikke Tale; tværtimod vise endnu i det 12te Aarhundrede de frankiske og nedersachsiske Distriktersig mættede med Befolkning, at der ved Siden af de store Kolonisationer imod Øst gik en Opblomstringaf hvor netop da et nyt, ejendommeligtLiv ifærd med at danne sig. Ganske vist savnes desværre sikre Holdepunkter for en egentlig Beregning af Folkemængden ved Periodens Begyndelse og Slutning; men fra enkelte større Omraader — saaledessærlig Mosellandet — foreligger dog en fra gamle Dokumenter hentet topografisk Statistik, som viser, at Bebyggelsen ikke blot i det 9de, men i det 10de_—Ilte Aarhundrede er voxet overordentlig, idet der omtrent Aar 1200 nævnes næsten 4 Gange saa mange »Ortschaften« som ved Aar 900, medens derhosAntallet disses Navne i hele Perioden tiltager jævnt*).

I Bogens andet Afsnit omhandles udførlig »Stændernes og den sociale Organisations Omdannelse«. I Karolingertiden havde Tyskernes gamle Socialordning, der bestod i en Række Samfund af lige berettigede og selskabeligt saa vel som økonomisk lige betydende frie

---

*) For Aar 900 nævnes 250 »Ortschaften«, for Aar 1000 derimod og derefter stiger Antallet for hver 50 Aar til henholdsvis 470—590—810—990.

Mænd, veget Pladsen for en ny Ordning. Tidligere frembragte den temmelig ligelig fordelte Grundbesiddelsemedsimple og fælles Brug af de store Almindinger en stor Ensartethed i Livsformerne og forholdsvis ligelig Andel i den nationale Husholdningogdens og under disse Forhold maatte Personligheden langt mere end Besiddelse og Indkomst bestemme den Enkeltes Indflydelse og Betydning. Nu lagdes derimod Tyngdepunktet i den store Grundbesiddelse,somblev for alle de Befolkningskredse,dersaavel som økonomisk vare afhængigeafden. til organiserede den store Grundbesiddelse, hvad enten den var i Hænderne paa Adelige eller Gejstlige, sig til en Magt, der kappedes med Kongernes, og nedad til trykkede de stedse stærkere ikke blot paa de den direkte undergivne Grundbesiddere, men ogsaa paa de tidligere frie Grundejere.DissesBetydning Indflydelse svandt mere og mere, ikke blot fordi Andre voxede dem op over Hovedet,menogsaa deres tidligere Sammenhold og Organisation var bristet. Men medens saaledes Karolingertidenhavdetrykket tidligere saa betydningsfuldefrieBondestand og berøvet den dens Betydning,ogdenne fremdeles fortsattes i de følgende Aarhundreder. hvor yderligere Momenter i nedadgaaende Retning kom til de alt forud virkende, saaledes Bestræbelserne for at skabe en ordnet og sikret Retstilstand, der lagde en betydelig Magt i de retshaandhævendeMyndighedersHaand, netop overvejendetogesaf store Grundbesidderes Klasse, — saa betegne disse Aarhundreder paa den anden Side en betydelig Udvikling og Fremgang for de tidligere ufrie

Klasser, som ved at træde i de store Grundbesidderes Tjeneste, modtage Forpagtninger og Forleninger af dem og paa forskellig Maade knytte sig til dem, opnaaede en tidligere ukendt social Betydning. Den udførlige og grundige Paavisning af de Momenter, som i saa Henseendegjordesig og af den forskellige retlige Stilling, som hver enkelt Klasse af Grundbesiddere saa vel som af de ikke grundbesiddende Arbejdere indtog, udfylder største Delen af dette Afsnit.

Et særligt Afsnit, det tredje, er derimod helliget Fremstillingen af den økonomiske Stilling og Virksomhed,somtilfaldt enkelt Klasse af Grundbesiddere, støttet til en stor Mængde Detailler, uddragne af gamle Dokumenter og lignende Kilder. De her omhandlede Aarhundreder tilendebragte og gennemførte den Udvikling,somalt begyndt i Karolingertiden, og som i det Væsentlige gik ud paa istedenfor den tidligere ensartede,selvstændigeProduktion de ensartede og lige store Ejendomme at samle og forbinde disse til større Helheder, arbejdende sammen til et fælles Maal og efter en fælles Plan, som muliggjorde en større Leddeling af Virksomheden og dermed en rigere og fyldigere Produktion, der atter i sin Tid virkede tilbage paa Besiddelsesforholdene. Sparsomst ere Meddelelserne om Udviklingen af Kongernes Grundbesiddelser. Det karolingiske Kongegods var efterhaanden blevet betydeligforringetog paa forskellige Hænder; men hvad der saaledes var gaaet tabt, erstattedes i disse Aarhundreder rigeligt, dels ved de betydelige Familjegodser,somKongerne det sachsiske og det saliske Hus underlagde Kronen, dels ved Tilbagefordring af tidligere Krongodser, dels ved Inddragning af arveløst

Gods, Konfiskation af utro og oprørske Lensherrers Besiddelser,Inddragningaf Gods m. v., samt ikke mindst ved Hævdelse af Kronens Ret til øde og herreløst Land, hvorunder adskillige af de uhyre Skovstrækningerhenførtes.Paa anden Side benyttedes Adskilligt heraf til nye Forleninger og Dotationer, særligafKejserne I og II; det fremhæves saaledes, at medens der fra Konrad I.s og Henrik I.s Tid kun foreligger i Alt 36 Gave- og Forleningsbreve, hvorved 17 større og 30 mindre Godser bortgaves, foreligger der fra Otto I ikke mindre end 238, fra Otto II derhos 107 saadanne Dokumenter, hvorved 103 store og 825 mindre Godser bortskænkedes. Uagtet det langt overvejendeTalaf Gavebreve vare for Kirken, — hvad der dog maaske for en Del hidrører fra, at denne omhyggeligereharbevaret Dokumenter —, er det notorisk, at ogsaa den verdslige store Grundbesiddelse voxede stærkt baade i Antal og i Udstrækning. Ide erobrede og nybebyggede Landomraader erholdt en stor Del af de Familjer, der alt vare blevne store og mægtige i de gamle Stammelande, nye og udstrakte Besiddelser, hvorved Tyngdepunktet ofte blev forlagt fra hine til Eigets nye >Marker«, hvor de mægtige Markgrever fik deres Eesidens. Hvor talrige og vidtstrakte Besiddelser der kunde samles paa enkelte Slægters Haand, fremgaar tilstrækkeligt af en Række Exempler; det anføres saaledesbl.a., der berettes om Grever, som forenede 10_—15 Grevskaber paa én Haand, at Greverne af Luxemburg Aar 1140 vare i Besiddelse af mere end 35 Borge, at Grev Falkenstein i Bayern i 1180 raadede over 39 Herregaarde, henimod 450 afgiftspligtige og hørige Landsbyer (Orten) og henimod 100 enkelte

Gaarde, samt at Pfalzgreve Friedrich i sit Testamente
disponerede over 90 forskellige Godser, hvoraf de 64
tilfaldt Bispedømmer og Klostre.

Efter en Række Angivelser af, hvad der saaledes er bleven tildelt dels verdslige Fyrster, dels Kirken, fremhæver Forf. som Hovedresultat, at de tre store Magter i Riget, Kongen, de verdslige og de gejstlige Grundherrer, utvivlsomt i denne Periode betydeligt have udvidet og forøget deres Herredømme over Grund og Jord, men at tillige det indbyrdes Forhold imellem dem er bleven ikke uvæsentlig forandret. I de gamle Rigslande Kongens Grundbesiddelse for største Delen indskrumpet til et økonomisk lidet værdifuldt Lensherredømme til en ikke mere betydende Over- Ejendomsret til Kirkegodset, der begge stadig tabe i Betydning ved Lensafgifternes Emancipation og Investiturstriden, selv de udstrakte Erhvervelser i »Østmarkerne« lidt efter lidt ind under de samme Betingelser som Følge af Forleninger og Dotationer. Ogsaa Kirkegodset taber efterhaanden i økonomisk Betydning, der dels paahvilede det betydelige Byrder og det dels efterhaanden mere og mere bortforlenes eller overlades til verdslige Beneficier. Derimod er den verdslige store Grundbesiddelse voxet baade extensivt og intensivt, og i dette Tidsrum have Hertugerne og Rigsfyrsterne lagt Grundlaget til deres Magt, samtidig med, at den yngre Rigs- og Landadel har udviklet sig af de talrige »Ministeriales« og Fogeder, som Forvaltningen de store Len krævede.

Forf. gennemgaar nu udførligt de faktiske Besiddelsesforholdog
Former, hvorunder Grundejendommen
udnyttedes, Godsforvaltningen og de store Ejendommes

Drift m. v., og gaar derefter i det fjerde Afsnit over til at omhandle Jordudbyttets Produktion og Fordeling og i Forbindelse dermed Produktionens forskellige Art og Omfang. I de tre her omhandlede Aarhundreder staar saa temmelig ligelig i alle tyske Egne Havren øverst i Kornproduktionen; den anvendes ikke blot til Kreaturfoder, men ogsaa til menneskelig Føde og til Ølbrygning. Rug anvendes dog ogsaa til Brød samt til Melspiser, hvorimod Hvede fortrinsvis dyrkes som Luxuskorn paa de Gaarde, der direkte levere Korn til Stormændene,paa Borde »dieSemmel« var det udsøgte Brød. Byg dyrkes kun meget lidet og nærmest kun til Ølbrygning, hvortil iøvrigt ogsaa Hveden benyttes*). Ved Siden af disse Kornsorter dyrkedes — og vistnok overalt, skønt direkte Oplysninger i saa Henseende ikke foreligger — Bælgfrugter og Grøntsager, der fandt megen Anvendelse under de langvarige Fastetider. Endvidere dyrkedes paa de herskabelige Jorder Hør og Hamp, medens det kun er sandsynligt, men ikke lader sig godtgøre, at ogsaa Humle, Krap, Farve- og Olieplanterførst paa disse Jorder og efterhaandenfik ogsaa i det mindre Landbrug. Frugtavl synes ikke at være drevet i større Omfang; derimod fik Vinavlen hurtigt stor Betydning; men Uddannelsenaf egentlig selvstændig Vingaardsdrift var dog i denne Periode kun i sin første Begyndelse.

Derimod begyndte der temmelig tidlig at opstaa

---

*) I efternævnte Distrikter var Procentforholdet imellem de forskellige Kornalgifter: Havre Eug Hvede Byg Blandingskorn Eegensburg ... 70 15 8 - 7 Tegernssee 72 14 10 4 Osnabruck 79.₄ 17 3 0,₆

egne Kvægavls- eller Mejerigaarde. Thi i de herskabeligeKredse efter hele Datidens Levemaade et betydeligtKødforbrug og da der fra de dem underlagteBøndergaarde ydedes Afgifter af hine, men ordentligvis ikke af andre Kreaturer eller af Kvægavlsprodukter,maatte fornødne Forsyning tilvejebringes fra deres egne Ejendomme, og det tiltagende Herredømme, de tiltoge sig oveT betydelige Dele af Almindingerne, særlig i Bjærgegnene, gav dem da Lejlighed til at drive særlig Fædrift og Mejeridrift paa egne Gaarde. Men ellers optraadte Kvægavl og Mejeri kun som det naturligeAppendix Agerbrug og stod derfor ogsaa, da de kun vare beregnede paa at fyldestgøre Bøndernes eget Forbrug, vedblivende paa et lavt Standpunkt. I enkelte Retninger fandt endog Tilbagegang Sted; saaledes bevirkededen mere indskrænkede Adgang til Almindingeskoveneen af Svineholdet, ligesom Indskrænkningen af de fælles Græsgange førte til en Begrænsning af Faareholdet. Derimod fik Faareavlen paa de store Ejendomme et betydeligt Opsving, efterhaandensom af Ulden fik Fremgang og blev en egentlig industriel Bedrift, saa at Anlæg af særlige sSchæferier« blev ret almindelige.

I Bogens femte Afsnit omhandles de begyndende, selvstændige industrielle Virksomheder, som efterhaanden udvikledes i Landbrugsbedriften: Mølleriet, Bagningen, Brygningen, Vinavlen, Driften af Kalkovne og Tjæresyderiersamt af selvstændig Haandværksdriftpaa store Ejendomme, Smedning, Væveri m. m., og disses Udsondring fra Landbruget og Overgang til Bybedrift. Af de herhenhørende Meddelser kan fremhæves,at af Humle og dermed Adskillelsen

imellem bittert og sødt 01 først blev almindeligere i det Ilte Aarh., men at samtidig den tiltagende Brug af Vin i hele Distrikter fortrænger Ølbrygningen, som først atter naaede til en forbedret Drift, da den knyttedes til Stæderne og kom i Bybefolkningens Hænder. Endvidere fremhæves det mærkelige i, at der først saa sent fremkomen Textilindustri, uagtet allerede i Karolingertidenen og mangfoldig Beklædning med vævede Tøjer havde fundet Indgang ikke blot i de højere Stænder, men i hele Befolkningen, og i alt Fald i Herskabshusene baade Duge og Lagener hørte til det daglige Behov. Alt dette, baade uldne og linnede vævede Tøjer, vedblev imidlertid at være Husflidsprodukter; kun i Klostrene, særlig i Cistercienserklostrene, synes der at have været selvstændige Væverier.

Medens Tysklands økonomiske Virksomhed ved Indgangentil 10de Aarh. i alt Væsentligt var en Natural- Husholdning og -Omsætning og Pengeomsætninger saa vel som Pengemængde vare begrænsede til et Minimum, hørte ved Begyndelsen af det 13de Aarh. Besiddelse af Penge og Pengeomsætninger ikke mere til Sjældenhederneog den økonomiske Virksomhed havde dermed faaet et andet, mere kompliceret og storartet Præg. Blandt de forskellige Omstændigheder, som har fremkaldtdenne maa i første Linie nævnes selve den Forandring, som den store Grundbesiddelse med den hele dertil sig knyttende økonomiske Organisation efterhaandenmaatte i Samfundshusholdningen i dens Helhed, idet der først paa disse store Ejendomme fandt en Produktion Sted, som gik betydeligt ud over Besiddernes eget Forbrug og altsaa krævede en regelmæssigAfsætning Omsætning. Paavisningen heraf

er Genstand for Bogens sjette Afsnit, der tillige giver Oplysninger om Udviklingen af Veje og Transportvæsen samt Markedsforhold og navnlig en meget udførlig Fremstillingaf og Møntvæsenet med hvad dertil knytter sig, Prisforhold, Laane- og Kreditforhold m. m. At gaa nærmere ind paa disse langt rækkende Emner vilde føre os for vidt. Hvad her er antydet, vil være tilstrækkeligt til i Forbindelse med den foranstaaende korte Redegørelse for de foregaaende Afsnit at give en Forestilling om Værkets rige Indhold, som ganske vist paa mange Punkter omhandler saa specifike tyske Forhold,at kun i ringere Grad ville interessere danske Læsere, men som dog ved Siden heraf giver klare og fyldige Oplysninger om en Udvikling, der i sit hele Væsen næppe har været ejendommelig for Tyskland, og som derfor bidrager til at sprede Lys over den tilsvarende Udvikling i andre Lande og vel ikke mindst i Danmark. Men hvad enten det direkte Udbytte, som Læseren vil faa af Bogen, bliver større eller mindre, vil næppe Nogen kunne undlade at anerkende det grundige og flittige Studium, hvorom hver Side i Bogen giver Vidnesbyrdog dobbelt maa beundres hos en Forfatter, der staar i Spidsen for en stor og omfattende Virksomhedaf praktisk Natur.