Om Skatteansættelsen og de Forhold, der staa i Forbindelse med samme.

-i-M aar samtlige i det Foregaaende omhandlede Betingelser for en Persons Skattepligt til Kommunen ere tilstede, udkræves endnu, for at Skattepligten kan træde i Kraft, at den Paagældende paa lovformelig Maade er ansat til Skat, thi er han forbigaaet ved Ligningen, kan der ikke rettelig afkræves ham noget Skattebidrag for vedkommende

Naar undtages Bestemmelsen i § 15 i Lov 19. Pebr. 1861, hvorefter Kongen bestemmer den Indkomstskat, Medlemmerne af Kongehuset skal udrede, maa Skatteansættelsen, for at være lovlig, foretages af de dertil Myndigheder under lagttagelse af de i Loven nærmere foreskrevne Regler for Skattelisternes Udfærdigelse og Offentliggørelse.

I. Ligningsmyndighederne.

Disse bestaa af 1) Ligningsmændene, 2) Ligningskommissionen
3) Overligningskommissionen.

1) Ligningsmændene. Ifølge § 1 i Lov 1. April 1887 er Staden med Hensyn til Ansættelsen af den skattepligtige Indtægt inddelt i Distrikter, hvis Antal for Tiden er bestemt til 25. For hvert af disse Distrikter er anordnet en særlig Kommission, bestaaende af 4 af Borgerrepræsentationen paa 4 Aar udvalgte Mænd af Distriktets Beboere. Ingen kan undslaa sig ved at modtage Valg som Ligningsmand, medmindre han har opnaaet en Alder af 60 Aar eller anfører en Fritagelsesgrund, som Borgerrepræsentantskabet finder antagelig. De kunne gjenvælges; dog skal den, der i mindst 4 Aar uafbrudt har været Ligningsmand, ikke være pligtig at modtage Valg paany før efter Udløbet af et ligesaa langt Tidsrum som det, hvori han har fungeret som Ligningsmand. De Valgte udtræde, naar de fraflytte Kommunen, samt ellers af Grunde, som Borgerrepræsentantskabet finder antagelige. Dør eller fratræder en Ligningsmand inden Udløbet af det Tidsrum, hvilket han er valgt, gælder det nye Valg for Resten af Valgperioden.

De for hvert Distrikt valgte Ligningsmænd sammentræde Forsæde af et af Ligningskommissionens Medlemmer og foretage Ansættelsen af de Skattepligtiges Indtægt paa Grundlag af de indkomne Selvangivelser og de iøvrigt foreliggende Oplysninger. Ligningsmændene ere derhos berettigede til at indrømme den i § 4 i Lov 1. April 1887 ommeldte Skattelempelse.

2) Ligningskommissionen bestaar af Borgmesterenog
for Magistratens 2den Afdeling,
henholdsvis som Formand og Viceformand, samt saamange

af Borgerrepræsentantskabet, indenfor dets egen Midte valgte Medlemmer, som Indenrigsministeren efter Indstillingfra maatte bestemme, hvorhos saavel Magistraten som Borgerrepræsentantskabetkan, det anses nødvendigt, vælge Suppleanter til at indtræde i de faste Medlemmers Sted, hvis Nogen af disse faar Forfald, jfr. § 7 i Lov 1. April 1887. Antallet af Kommissionens Medlemmer er for Tiden 5, hvorhos der af Magistraten er udnævnt 2 Suppleanter og af Borgerrepræsentantskabet 3. Hvert af LigningskommissionensMedlemmer f. T. som Formand for Ligningsmændene i 5 af Stadens Ligningsdistrikter, men foruden denne Deltagelse i selve Ligningsarbejdet bestaarKommissionens i at afgøre de over Ligningsmændenes Ansættelser indkomne Klager, hvorhosden Ansættelsen i de Tilfælde, hvor denne beror paa Afgørelsen af et Principspørgsmaal, hvilke Sager ifølge § 3 i Lov 1. April 1887 skulle henvises til Ligningskommissionen paa Forlangende af LigningsmændenesFormand. dette Tilfælde kan Ligningskommissionen som saadan ikke foretage nogen Skatteansættelse.

Naar Ligningskommissionen har afgjort de indkomne underrettes Klagerne om Resultatet af de trufne Afgørelser, der sker ved Stemmeflerhed saaledes, at Formandens Stemme i Tilfælde af Stemmelighed gør Udslaget. Ingen af Kommissionens Medlemmer kan deltage i Afgørelsen af en Klage over den for hans eget Vedkommende stedfundne Indtægtsansættelse.

3) Overligningskommissionen bestaar af 3 af Kongen paa 3 Aar udnævnte Mænd, hvoraf i Reglen den ene er juridisk uddannet og fungerer som Formand. Kommissionens Kendelser, der ere ledsagede af Præmisser, ere endelige og upaaankelige; Kommissionen er berettiget at lade Klagerne bekræfte de af dem afgivne Erklæringers Rigtighed med Ed.

Kommissionen afgør alle de Ansættelsen vedrørende Spørgsmaal, som indankes for den, men forsaavidt denne ikke beror paa faktiske Oplysninger, der lade sig efterregne, paa et umiddelbart Skøn af Ligningskommissionen, har det sit Forblivende ved dette Skøn, medmindre Klageren erklærer at ville meddele fuldstændige, Forholdene tillade det, dokumenterede om sine Indtægter, hvorved Overligningskommissionen i Stand ti] at danne sig en selvstændig Mening.

Overligningskommissionen kan ikke behandle en Klage, der ikke forinden har været forebragt Ligningskommissionen, iøvrigt §§ 19 og 20 i Lov 19. Februar

Ifølge § 10 i L. 19. Februar 1861, jfr. § 11 i L. 1. April 1887 ere alle offentlige Myndigheder, herunder indbefattet Bestyrelser for Banker, Assuranceselskaber. Kreditforeninger og desl., pligtige til at meddele Ligningsmyndighederne Oplysninger, der af disse maatte forlanges som fornødne til Opfyldelsen af deres Hverv, saasom Fortegnelser over Gager, over de paa Navn noterede Obligationer eller Aktier, tinglæste Panteobligationer, i Overformynderiet indsatte Kapitaler og desl. Forsaavidt Vedkommende vægrer sig ved at meddele de forlangte Oplysninger, afgør Indenrigsministeriet, han dertil er pligtig, og kan, om fornødent, ved Fastsættelsen af en Dagmulkt skaffe den givne Bestemmelse efterkommet.

I Henhold til den Indenrigsministeriet saaledes givne Bemyndigelse har Ministeriet, i Anledning af en fra en Bank og nogle Kreditforeninger fremsat Vægring ved at meddele Ligningskommissionen Fortegnelser over de paa Navn noterede Obligationer og Aktier, ved Skr. af 21. Febr. 1888 resolveret, at den ovennævnte Lovbestemmelseer

bestemmelseerat forstaa saaledes, at det ikke kan paalæggesDirektionen en Kreditforening- eller Bank at meddele en Fortegnelse over Ejerne af de i Foreningens eller Bankens Bøger noterede Obligationer eller Aktier, men kun en Meddelelse om hvilke Effekter, der maatte være noterede paa de af vedkommende Ligningsmyndig hed opgivne Personers Navne.

De Forretninger, der i Henhold til Lov 1. April 1887 ved Magistratens Foranstaltning skulle udføres med Hensyn til Tilvejebringelsen og Bearbejdelsen af Materialet til Ligningslisterne, Forkyndelsen af Ligningskommissionens m. v., ere underlagte Københavns der ligeledes afgiver den fornødne Sekretærhjælp for Ligningsmændene og Ligningskommissionen.

Samtlige Medlemmer af fornævnte Kommissioner, saavel som Enhver, der som Sekretær eller Medhjælper bistaar Ligningsmyndighederne ved Ligningsarbejderne eller Klagernes Behandling, ere forpligtede til ligeoverfor Uvedkommende at bevare übrødelig Tavshed med Hensyn de Oplysninger om Skatteydernes Forhold, som ved Varetagelsen af deres Hverv maatte komme til deres Kundskab, kfr. § 19 i L. 19. Febr. 1861, jfr. § 10 i L. 1. April 1887.

II. Om Selvangivelse af den skattepligtige Indtægt Virkningerne af saadan Angivelse.

Ifølge § 2 i L. 1. April 1887 skal der inden hvert Aars 15. Januar ved Magistratens Foranstaltning udsendesBlanketter Selvangivelse med Opfordring til inden Udgangen af Januar Maaned at tilbagesende dem i udfyldt Stand. Blanketterne indrettes efter en af Indenrigsministeren foreskreven Formular og underskrives af Anmelderen. De Selvangivelser, der indkomme efter den 31. Januar, kunne ikke fordres tagne i Betragtning; dog ere de af Stadens Beboere, der efter Lovgivningen ere forpligtede til at føre avtoriserede Handelsbøger, berettigedetil

rettigedetilat gøre Selvangivelse indtil Februar Maaneds
Udgang.

Det er en frivillig Sag, om Skatteyderne ville opgive Indtægter, eller overlade til Ligningsmændene at fastsætte disse efter et Skøn. Loven af 19. Febr. 1861 hviler dog paa Forudsætningen om. at Selvangivelse i Almindeliglied vil blive benyttet, da det i modsat Fald vilde være forbundet med store praktiske Vanskeligheder gennemføre Lovens Bestemmelser. Det har da ogsaa vist sig, at Størstedelen af Skatteyderne selvangive deres Indtægter, hvilket navnlig, efter at Loven af 1. April 1887 er traadt i Kraft, er bleven almindelig i en stedse stigende Grad. Dette kan formentlig tildels tilskrives Omstændighed, at der ved sidstnævnte Lov er indført Bestemmelsen om, at de Skatteydere, der ikke benytte Selvangivelse, ikke kunne fordre en foretagen nedsat, naar Nedsættelsen ikke andrager mere end \!_s af den antagne Indtægt, se § 6.

For at en Selvangivelse skal kunne betragtes som gyldig, maa den være indkommen i rette Tid; den maa derhos være tydelig udfyldt med det Beløb, som Indtægten har udgjort i det forløbne Kalenderaar. Er dette ikke sket. og det ikke af Selvangivelsen kan ses, hvad Indtægten har udgjort, eller den ikke er forsynet med Vedkommedes Underskrift,er forsaavidt ugyldig, som den paagældendeSkatteyder Krav har paa, at der tages Hensyn til den, kfr. O. L. K. Nr. 55/₁₈₆₉ S. 104. Som Exempler paa utydelig eller unøjagtig udfyldte Selvangivelsesblanketterkan naar Indtægtsrubriken er udfyldt med übestemte Udtalelser, saasom: »Utilstrækkeligttil leve af«, »Übestemt«, »Over 800 Kr.« eller >Under 1000 Kr.« Der maa angives et bestemt Beløb, som forøvrigt godt kan specificeres, naar dette blot sker paa en saadan Maade, at Hovedsummen kan udfindes. Heldigst er det dog, at Specifikationen, eller

andre Oplysninger om Indtægternes Beskaffenhed og
Kilder, gives paa et særligt Bi]ag, som vedlægges Selvangivelsen.

Men naar en Selvangivelse er nøjagtig udfyldt og indleveret i rette Tid, har vedkommende Skatteyder Krav paa, at den behandles ved Skatteansættelsen. Derimod kan han ikke forlange Selvangivelsen tagen til Følge uden nærmere Undersøgelse, thi det er netop Ligningsmændenes Opgave ikke alene at ansætte Skatteindtægten de Skatteydere, der ikke bruge Selvangivelse, men ogsaa at skønne over, hvorvidt de indkomne Selvangivelser, med de om den Paagældende iøvrigt foreliggende Oplysninger, kan tages til Følge eller bør forkastes. Bliver Selvangivelsen imidlertid forkastet, der gives Vedkommende særlig Underretning tilligemed Oplysning om, hvortil Ligningsmændene ansat hans Indtægt, og paa hvilken Maade han vil have at forholde sig, hvis han ønsker Ansættelsen prøvet af Ligningskommissionen, kfr. § 3 i L. 1. April 1887.

Som en særlig Virkning af, at Selvangivelse er benyttet rette Tid, kan endnu nævnes, at en Skatteyder kun i saa Fald kan indrømmes Nedsættelse i sin Skatteindtægt Grund af særlige Forhold, saasom talrig Familie at forsørge, Gæld eller andre lignende Byrder, naar han samtidig indgiver en paa Grunde støttet Begæring se § 4 i Lov 1. April 1887.

For falsk eller urigtig Selvangivelse foreskriverLoven Bødestraf. Herom hedder det i § 21 i Lov 19. Februar 1861: »Den, der til Skade for Kommunen mod bedre Vidende gør en urigtig Selvangivelseeller urigtige Oplysninger om sine Indtægter til Lignings- eller OverJigningkommissionen *), straffes med til Stadens Kasse at bøde den besvegne

---

*) Under Lignings- og Overligningskoinmissionen maa mi ogsaa medregnes Ligningsmændene, se § 11 i Lov 1. April 1887.

Indkomstskats Beløb 10 Gange; har lian tilbudt eller aflagt falsk Ed, anses han med den derfor bestemte Straf. Opdages Besvigelsen ved Behandlingen af dens Dødsbo, der har gjort sig skyldig deri, erlægges af Boet den besvegne Indkomstskat med dens dobbelte Beløb.«

Denne Strafbestemmelse anvendes uvægerlig i alle Tilfælde, hvor der opdages Besvigelser, hidført ved falske eller urigtige Selvangivelser eller urigtige Oplysninger, have været bestemmende ved Fastsættelsen af Skatteindtægten i de Tilfælde, hvor Paagældende har erholdt Nedsættelse i den af Ligningsmændene foretagne

Straffen rammer ikke alene dem, der forsætlig og med Overlæg har ført Ligningsmyndighederne bag Lyset og derved besveget Kommunen for Indkomstskat, men den maa utvivlsomt ogsaa komme til Anvendelse i saadanne Tilfælde, hvor den Paagældende ved Skødesløshed eller Ligegyldighed har opgivet urigtigt, naar det efter de foreliggende kan skønnes, at han har været eller burde være vidende om det urigtige i Selvangivelsen. Der kan selvfølgelig ved Bødens Fastsættelse være formildende tilstede, som tale for, at Straffen ikke anvendes i sin fulde Strenghed, i hvilken Henseende exempelvis kan nævnes det Tilfælde, at den Paagældende selv anmelder sin Forseelse og tilbyder at rette for sig i Mindelighed.

Viser det sig, at han har været i god Tro ved at opgive urigtigt, f. Ex. naar Selvangivelsen grunder sig paa en undskyldelig Misforstaaelse af Lovens Bestemmelser,og iøvrigt efter Omstændighederne kan skønnes, at det ikke har været hans Hensigt at unddragesig kan han dog ikke fri sig for ethvert Ansvar i Anledning af urigtig Selvangivelse, naar han derved har paaført Kommunen et Tab. God Tro frir vel for Straf, men ikke for Erstatning, og han er derfor formentlig pligtig at efterbetale den forlidet

erlagte Skat, eventuelt med Tillæg af Renter og Rentes
Rente.

Opdages Besvigelsen i den Paagældendes Dødsbo,
kræves uvægerlig af Boet den besvegne Indkomstskats
dobbelte Beløb.

I denne Henseende mærkes, at Skifteretten og excecutores testamenti ere pligtige til at meddele alle de Oplysninger, som de ere i Stand til at give om den Afdødes Indtægter og Formuesforhold, og som ere nødvendige at Ligningskommissionen kan opgøre sit Krav til Anmeldelse i Boet. En af den Kgl. Landsover samt Hof- og Stadsret under 4. September 186y til Justitsministeriet afgiven Erklæring om dette Spørgsmaal saaledes ud paa, at det efter Indholdet af § 21 i Slutningen er gjort saavel ordinære som extraordinære til Pligt, naar de ved Behandlingen af et Dødsbo, hvad enten dette sker proprio motu eller efter Henvendelse fra Ligningskommissionen, opdage Besvigelsen, da at give Ligningskommissionen Underretning for at denne kan gøre sit lovhjemlede Erstatningskrav gældende i Boet, samt at det følger af Forholdets Natur, at denne Fordring først gyldigen kan rejses, Daar Besvigelsen er opdaget, i hvis Følge Fordringen ikke kan anses prækluderet ved Proklamas Udløb i Boet, men maa, uanset om dette maatte være udløbet eller ikke, kunne gøres gældende til enhver Tid inden Boets Slutning.

III. Om Indtægtsansættelsen, Ligningslisterne deres Fremlæggelse.

Ansættelsen af den skattepligtige Indtægt foretages paa Grundlag af de indkomne Selvangivelser og de iøvrigtforeliggende af Ligningsmændene, der, for hvert Distrikts Vedkommende, affatte Listerne over de Skattepligtige med Angivelse af den for hver ansatte skattepligtige Indtægt. Listerne, ved hvis Affattelse Magistraten ved Skatteinspektoratet yder den fornødne

Medhjælp, affattes efter et af Indenrigsministeren fastsat Skema, der skal være indrettet saaledes, at det ikke kan ses, hvem der har brugt Selvangivelse, udenfor de Tilfælde,i der i Henhold til § 4 i Lov 1. April 1887 er indrømmet Nedsættelse i Skatteindtægten. Ansættelsenforegaar Møder, som det Medlem af Ligningskommissionen,der som Formand for vedkommende Ligningsmænd, berammer. Selvangivelserne prøves, antages eller forkastes, og for de Skatteydere, der ikke have benyttet Selvangivelse, eller hvis Selvangivelse er bleven forkastet, anslaas Indtægten. 1 Tilfælde af Meningsulighed afgøres Sagerne ved Stemmeflerhed saaledes, at Formandens Stemme gør Udslaget, hvor lige »Stemmer staa imod hinanden. Ved Ansættelsen af Skatteindtægten for Ligningsmændene selv eller den fungerende Formand, hvis denne bor i Distriktet, fratræder den, om hvis Ansættelse der er Tale. Forsaavidt Formanden finder, at en Ansættelse beror paa et Principspørgsmaal, skal han forlange Sagen henvist til Ligningskommissionen.

Da Skatteansættelsen saaledes sker distriktsvis, er der ikke fastsat noget nærmere bestemt Tidspunkt, paa hvilket de enkelte Distriktsligninger skulle foregaa, kun skal Ansættelsen af Skatteindtægten for samtlige Distrikters være tilendebragt inden Udgangen Maj Maaned, kfr. L. 1. April 1887 § 3. Forinden Ligningslisternes Fremlæggelse skal Enhver, hvis Selvangivelse ikke er bleven tagen tilfølge, underrettes med Oplysning om, hvorledes han er bleven ansat, og paa hvilken Maade han har at forholde sig, hvis han ønsker Ansættelsen prøvet af Ligningskommissionen.

Efterhaanden som Ansættelsen af Skatteindtægten i et Distrikt er tilendebragt, fremlægges Listerne, efter forudgaaet Bekendtgørelse i det eller de til offentlige Bekendtgørelser avtoriserede Blade, til almindeligt Eftersynpaa for Distriktets Beboere bekvemt Sted, som

Magistraten nærmere bestemmer, og ligge til Eftersyn i 14 Dage. Alle Distrikternes Lister trykkes samlede og kunne af enhver Skatteyder forlanges udleverede mod en fastsat lav Betaling, efterat det Fornødne herom er kundgjort i de avtoriserede Blade, kfr. § 5 i Lov 1/_i 1887.

Foranstaaende Regler gælde dog kun for den egentlige idet der med Hensyn til Ansættelsen af Tilflyttere følges modificerede Bestemmelser, se § 9 i nysnævnte Lov. Ved Afgørelsen af en Tilflytters Klage kommer det ham ikke til Skade, at han ikke har brugt Selvangivelse.

Ved Ansættelsen af de Skattepligtiges Indtægter afrundes disse til fulde Hundreder af Kroner, saaledes at Tallet 200 kan gaa op deri. Hvad Indtægten overstiger Beløb tages ikke i Betragtning. De Personer, Indtægter ikke antages at naa fulde 800 Kr., forbigaas ved Ansættelsen.

IV. Om Reglerne for indsigelser mod de skete Indtægtsansættelser.

Naar Indsigelser mod Skatteansættelserne skal kunne tages i Betragtning, niaa de ifg. § 6 i L. 1. April 1887 være indgivne skriftlig til Ligningskommissioneninden Dage efter Udløbet af det Tidsrum, i hvilket Listerne for det paagældende Distrikt skulle fremligge til almindeligt Eftersyn. Da Fristerne kunne være forskellige for de forskellige Ligningsdistrikter,alt de paagældende Lister blive før eller senere fremlagte, maa enhver Skatteyder saaledes selv mærke sig, til hvilket Ligningsdistrikt han henhører,hvorom er givet i den trykte Selvangivelsesblanket,samt Indsigelsesfristen udløber. I saa Henseende mærkes, at Mand tallene, der danne Grundlaget for Ligningslisterne, optages umiddelbart efter Oktober Flyttedag, og at de Skattepligtige derfor i Reglen vil være optagne paa Skattelisterne for det

Distrikt, i hvilket de have haft Bopæl den sidste OktoberFlyttedag
strax efter samme.

I Bekendtgørelserne om Listernes Fremlæggelse tindes angivet de Gader og Husnummere, der henhøre til hvert enkelt Ligningsdistrikt, og Bekendtgørelserne indeholde ogsaa Oplysning om, naar Indsigelsesfristen for hvert af de paagældende Distrikter udløber.

Indkommer en Indsigelse efter Udløbet af den lovbestemte Frist, vil den ikke blive tagen tilfølge, men Ansættelsen forbliver staaende ved Magt, selv om den efter de fremkomne Oplysninger maa antages at være for høj. Kun i Tilfælde, hvor Ligningskommissionen efter de foreliggende Omstændigheder kan skønne, at Klageren faktisk har været forhindret fra i rette Tid at forvisse sig om den for ham skete Ansættelse, kan Kommissionen under Overvejelse, hvorvidt der kan ses bort fra, at Indsigelsen er kommen for sent saaledes, at Klagen eventuelt gøres til Genstand for Behandling i Realiteten.

Enhver, der er ansat til skattepligtig Indtægt, kan forøvrigt klage ikke blot over sin egen Ansættelse, men ogsaa over enhver Andens, som han formener er for lav, saavelsom over, at Nogen er forbigaaet. Klager over Andenmands Ansættelse eller Forbigaaelse maa selvfølgelig være forsynede med Klagerens Underskrift og Adresse, og forinden saadan Klage afgøres, skal der gives den, der er Genstand for Klagen, Lejlighed til at udtalesig samme. Anonyme Klager have saaledes ikke Krav paa at komme i Betragtning. Gaar en Begæringfra Skatteyder ud paa Forhøjelse af hans egen Indtægt, tages denne Begæring uden videre Undersøgelsetil Begæring om Nedsættelse kan derimodikke i Betragtning, naar den Paagældende enten slet ikke eller ikke i rette Tid har brugt Selvangivelse,og ikke andrager mere end 1j_s af den antagne Indtægt, medmindre Ligningskommissionenfinder, han har anført fyldestgørende Grunde

for, at han ikke er fremkommen med Selvangivelsen
inden den foreskrevne Tid.

Ved Klager over for høj Ansættelse maa den Paagældende skriftlig eller mundtlig meddele Ligningsmyndighederne saadanne Oplysninger og Bevisligheder, kunne gøre det indlysende eller dog i høj Grad sandsynligt, at Ansættelsen er for høj. Vælger han skriftlig Redegørelse, maa han selvfølgelig, navnlig naar Ligningsmændene have forkastet hans Selvangivelse, give en fuldstændig og udtømmende Forklaring om sine Indtægter og Indtægtskilder, da han ikke kan vente, at Ligningskommissionen vil omstøde Ligningsmændenes Skøn, naar han ikke meddeler væsentlig andet eller mere, end hvad der fremgaar af Selvangivelsen. Han gør derfor rettest i at bilægge Klagen med et fuldstændigt nøjagtigt Regnskab, eller, hvis han ikke forstaar aflægge et saadant, da at meddele saadanne Oplysninger, at der derpaa kan bygges et Skøn over hans Indtægter, f. Ex. naar han er Handlende eller Næringsdrivende, en Angivelse af Omsætningens Størrelse og Driftsudgifterne ofte kunne give en Vejledning ved Bedømmelsen bans Klage.

Tror han sig ikke i Stand til ad skriftlig Vej at kunne gøre tilstrækkelig Rede for sig, staar det ham frit for, hvad dog udtrykkelig maa anføres i Klagen, at fremsætte Begæring om mundtlig at maatte meddele nærmere Oplysninger. Han vil da blive tilsagt til personligtMøde, kan for den Embedsmand, som af Ligningskommissionens Formand er bemyndiget til at modtage hans Forklaring, fremføre hvad han mener taler for, at hans Indsigelse bør tages til Følge. Han maa dog ved denne Lejlighed afgive en aabenhjertig Forklaring om sine Forhold og finde sig i at besvare de Spørgsmaal, der af Hensyn til Sagens Oplysningrettestil Vægrer han sig herved, eller er han forbeholden i sine Meddelelser, har han intet Krav paa, at hans Indsigelse bliver tagen til Følge; han har

Intet at beklage sig over i saa Henseende, da han i den Tavshedspligt, som Loven paabyder Enhver, der har med Ligningsarbejdet og Klagernes Behandling at gøre, er tilstrækkelig betrygget imod, at Noget af det han meddelervil til Uvedkommendes Kundskab, saa han kan ikke paaskyde, at Frygten herfor afholder ham fra en aaben Forklaring.

Naar en Skatteyder end ikke tilnærmelsesvis kender
Størrelsen af sin virkelige Indtægt og heller ikke kan
meddele saadanne Oplysninger, at Ligningskommissionen
derpaa kan danne sig et Skøn over denne, kan han
ikke vente Nedsættelse af den skete Ansættelse, naar
denne ikke er større, end at det ansatte Beløb kan
skønnes at medgaa til hans egne og Families Fornødenheder,
O. L. K. Nr. *76/1862, S. 47, og Nr.
18/ fy,/}
/1876 IDQ-

Det er kun selve Indtægtsansættelsen, der kan være Genstand for Nedsættelse i Henhold til derom fremsat Begæring fra vedkommende Skatteyder, derimod Skatteprocenten, medmindre en under Militæretaten ansat Person skulde være beskattet med mere end 2 pCt. af sine Tjenesteindtægter, thi i saa Fald er han berettiget til at forlange Nedsættelse i den beregnede Indkomstskat i Forhold hertil. Ligningsmændenes af Andragender om Nedsættelse i i Henhold til § 4 i L. 1. April 1887 kan ikke indankes for Ligningskommissionen, jfr. § 19 i L. 19. Febr. 1861.

Naar de indkomne Klager ere afgjorte af Ligningskommissionen, de Paagældende om Udfaldet, hvorved bemærkes, at samtlige Klager skulle være afgjorte Udgangen af Avgust Maaned, se § 8 i L. 1. April 1887.

Er Klageren utilfreds med Ligningskommissionens Afgørelse, kan han inden 14 Dage efter Forkyndelsen indgive en paa Grunde støttet Besværing til Overligningskommissionen,der tager hans Sag under Behandlingi med Reglerne i Lov 19. Febr. 1861 §§ 19 og 20, se iøvrigt hvad foran er bemærketunder

mærketunder»Overligningskommissionen«. IndkommerKlagen
Udløbet af den nysnævnte Frist,
vil den blive afvist som for sent indkommen.

Overligningskommissionen er berettiget til at antage lønnede Medhjælpere, der navnlig skulle staa den bi ved at gennemgaa de Aktstykker og Dokumenter, der skulle tjene til Oplysning ved Ansættelsen. Den, der ønsker mundtlig at give nærmere Oplysninger, maa ytre sig herom i selve Klagen; ønsker han at møde personlig selve Kommissionen, kan dette ikke nægtes ham, kfr. § 19 i L. 19. Febr. 1861.

V. Indkomstskattens Beregning.

Naar den skattepligtige Indtægt er fastsat for samtlige Vedkommende, bestemmer Kommunalbestyrelsen hvilken Procent Skatten skal beregnes. Procentens Størrelse vil afhænge af Kommunens Behov i det paagældende Aar, eftersom Indkomstskatten tjener til Dækning af de kommunale Udgifter, som ikke kunne afholdes af de løbende Indtægter, dog maa Indkomstskatten § 16 i L. 19. Febr. 1861 ikke sættes højere end 3 pCt. af den samlede Skatteindtægt. Først naar Procenten er fastsat, beregnes Skatten for hver enkelt Skatteyder i Forhold til den for ham ansatte skattepligtige saaledes, at der af Indtægter imellem 800 og 2400 Kr. kun beregnes Skat af en forholdsmæssig Del, der benævnes Skatteindtægt.

Ifg. § 11 i L. 19. Februar 1861 udgør Skatteindtægten
Indtægter imellem 800 og 2400 Kr.
følgende Beløb:

For Indtægter paa 2400 Kr. og derover bliver det
fulde Beløb Skatteindtægt.

VI. Skatteaaret.

I Modsætning til, hvad der efter den gældende Lovgivning fastsat for de øvrige Kommuner i Riget, hvor Skatteaaret falder sammen med Kalenderaaret, regnes Skatteaaret i København for Tiden fra 1. April til 31. Marts, og Indkomstskatten beregnes saaledes for dette Tidsrum, kfr. § 16 i L. 19. Februar 1861.

Grunden til denne Afvigelse fra Kalenderaaret er simpelthen den, at Skatten beregnes af Indtægterne for det foregaaende Kalenderaar, hvilket medfører, at Skatteyderne først maa have en Frist efter Aarets Udløb Opgørelse af Indtægterne og Selvangivelse af disse, og dernæst medgaar der en Tid til Forberedelserne til Indtægtsansættelsen, navnlig til Materialets Ordning saaledes, at selve Ligningen i Reglen ikke kan ventes paabegyndt før i Slutningen af Aarets første Kvartal. Da Ansættelsen af Skatteindtægten efter § 1 i Lov 1. April 1887 først kan forlanges tilendebragt inden Udgangen Maj Maaned og Ligningslisterne derhos skulle henligge til Eftersyn, samt Klagerne tildels behandles, vil det hele Ligningsarbejde først i Slutningen af Juni eller Begyndelsen af Juli Maaned være saa vidt fremmet, at Skattens Opkrævning kan paabegyndes; men det vilde da være for sent at opkræve Iste Kvartals hvis Skatteaaret faldt sammen med Kalenderaaret.

Disse Omstændigheder have saaledes nødvendiggjort
et særligt Skatteaar for København, som derhos er udtrykkelig
ved den ovenciterede Lovbestemmelse.

Det er utvivlsomt, at Skatteaaret for enhver KommunesVedkommende være fastsat ved Lov, og at det ligger udenfor de kommunale Myndigheders Kompetence selv at vælge dette, alene af den Grund, at selve Skattepligten er betinget af en Persons Ophold

i Kommunen i Skatteaaret. Tor Land- og Købstadkommunerneer derfor ogsaa ved de paagældendeSkattelove saaledes, at det falder sammen med Kalenderaaret, og da Skatten her er en Formue- og Lejlighedsskat, er denne Ordning naturlig. Land- og Købstadkommunallovene gælde imidlertid ikke for Handelspladserne, naar undtages §§ 21, 22 og 50 i L. 6. Juli 1867, men da der ved »Skatteaaret« i § 21 utvivlsomt sigtes til Kalenderaaret, hvor ikke andet er bestemt ved Lov, saaledes som for Københavns Vedkommende,er formentlig ikke lovmedholdeligt, naar andre Kommuner end Københavns benytte et fra Kalenderaaretafvigende

VII. Indkomstskattens Opkrævning.

Ifølge § 23 i Lov 19. Februar 1861 opkræves Indkomstskatten ved Slutningen af hvert Fjerdingaar, hvergang med en Fjerdedel, og inddrives paa samme Maade som tidligere Kommuneafgifter, nemlig ved Kongens Foged, kfr. iøvrigt Lov 29. Marts 1873 §§ 3—5. Opkrævningen foregaar ved Stadens Rodemestre i Løbet af det nærmest følgende Kvartal. Efter RodemestrenesInstrux Skattebilletterne i Reglen præsenteres paa Skatteydernes Bopæl indtil 3 Gange i Kvartalets Løb, dog kun forsaavidt Vedkommende bor paa Stadens Grund eller har anvist et Sted paa samme som Betalingssted. Denne Forpligtelse for Rodemestrene hviler dog kun paa en ren administrativ Bestemmelse, som Skatteyderne ikke have nogen Ret til at kræve opfyldt;de derfor ikke fri sig for Følgerne af, at Skatten ikke er betalt i rette Tid, fordi en Rodemester har forsømt at præsentere Billetten til Betaling indtil 3 Gange. En Rodemesters Forsømmelse i saa Henseendekan paatales ved Klage til Skatteinspektøren,der Rodemestrenes nærmeste Foresatte. Skatterestancer, der ikke ere berigtigede ved Udløbet af

det nærmest følgende Kvartal, blive ved Kongens Foged inddrevne ved Udpantning hos de Paagældende, hvorom dog forinden sker Bekendtgørelse i de til offentligeBekendtgørelser Blade.

Fraflytter en Skatteyder Kommunen uden forinden at berigtige de ham paahvilende Skatterestancer, blive disse affordrede ham eller inddrevne ved Fogden i den Jurisdiktion, han tilflytter. En Fraflytter kan dog ikke forinden sin Afrejse komme til at betale Skatten for det Kvartal, i hvilket han flytter, da denne endnu ikke er forfalden til Betaling og Skattebilletten derfor ikke er udfærdiget, men vil han fri sig for Beløbets Inddrivning Fogden, maa han ved Forfaldstid sende Rodemesteren Beløbet.

VIII. Skattepligtens og Skatteansættelsens Bortfalden.

Skatteligningen gælder for et Aar, regnet fra 1. April til 31. Marts (Skatteaaret), dog saaledes, at den bortfalder med Udgangen af det Kvartal, i hvilket den Paagældende enten dør eller fraflytter Kommunen, kfr. § 16 i Lov 19. Februar 1861.

Forsaavidt Fraflytning tinder Sted inden Forløbet af fulde 4 Maaneder af Skatteaaret, er Skattepligten ikke indtraadt, og der bliver derfor heller ikke Tale om dens Ophør; men da han i saa Fald ikke kan afkræves nogen Del af det ham paalignede Beløb, bortfalder Skatteansættelsen.

Dør han derimod inden Forløbet af 4 Maaneder af Skatteaaret, maa Skattepligten siges at være tilstede saaledes, at hans Bo bliver pligtig at udrede Skatten til Udgangen af det Kvartal, i hvilket han er død. Reglerneom 4 Maaneders Ophold i Kommunen til Begrundelseaf kunne formentlig ikke komme til Anvendelse i dette Tilfælde. En Viborg Overretsdom af 8. Marts 1880. U. f. R. 1880 p. 585, har vel antaget, at det

en Købstadbeboer, der var død i Januar 1878, paalignede Skattebidrag for Januar Kvartal 1878 ikke kunde paahvilehans men for Københavns Vedkommende har det altid Tæret anerkendt og fulgt som Regel. at Skatten paahviler Boet indtil Udgangen af det Kvartal, hvori Dødsfaldet er indtruffet, navnlig er Kommunens Paastand i saa Henseende godkendt af Skifteretten, og der er heller intet i Ordene i § 16 i L. 19. Februar 1861, der strider mod denne Opfattelse. Efterlader den Afdøde sin Hustru, maa denne, saatiemt hun forbliverhensiddende uskiftet 80, og saaledes overtager Boets Forpligtelser, udrede Skatten som Boets Repræsentant.

Den Omstændighed, at ugift Kvinde, der rettelig er ansat til Skat, i Skatteaarets Løb indgaar Ægteskab, kan ikke medføre Ophævelse af hendes Skattepligt, saa længe hun forbliver boende i Kommunen. Hendes Forpligtelse gaar derimod over paa Fællesboet, og Manden maa som dettes Repræsentant ogsaa hæfte for Hustruens Skattebidrag. Er Ægteskabet derimod indgaaet før Skatteaarets Begyndelse, og hun er ansat til Indkomstskat under Forudsætning af, at hun var ugift, forekommer det tvivlsomt, om Ansættelsens Gyldighed kan opretholdes. Man maa dog vistnok her betragte Ansættelsen som ugyldig paa Grund af, at de subjektive Betingelser for Skattepligten ikke have været tilstede. Kun i det Tilfælde, hvor Hustruen har benyttet som Ugift og ikke har underrettet Ligningsmyndighederne om det senere, men før Skatteaarets indgaaede Ægteskab, kan Ansættelsen mulig betragtes som gyldig; i hvert Fald maa Manden, hvis han har brugt Selvangivelse og ikke har medregnet Hustruens Indtægt, være pligtig at betale den hende paalignede Skat.

Statistiske Oplysninger om Indkomstskatten for Aarene 1862—1888.

'Nedenstaaende Tabeller ere udarbejdede paa Grundlag af det i
Stadens Regnskaber tilstedeværende Materiale.)

Det i hvert af de ovennævnte Regnskabsaar indgaaedeSkattebeløb noget forskelligt fra. hvad der er indkommet af Skatten for hvert af de tilsvarende Skatteaar.Da regnes fra 1. April til 31. Marts, er i Indtægten for 1863 indbefattet sidste Kvartal af

Indkomstskatten for 1862—63, men kun de 3 første Kvartaler af Skatten for Skatteaaret 1863_—64, og paa samme Maade forholder det sig for hvert af de efterfølgendeAar. de første Aar er tillige medtaget under Indtægten nogle Restancer fra den tidligere Nærings- og Hjælpeskat, hvilke Beløb dog ere forholdsvis smaa, og de spille derfor ikke nogen Rolle i Oversigten.

Under det indgaaede Beløb er ligeledes medtaget
Bøder for urigtig Selvangivelse, se nærmere herom
Tabel V.

Ad Tabel I. Denne udviser, at den antagne Indtægtforsamtlige i Aarene 1862—1888 er stegen fra ca. 41,000,000 Kr. til 101,180,000 Kr. eller med 141.₉ pCt. medens Skatteydernes Antal i samme Tidsrumervoxet 16,200 til 40,500, eller 150 pCt.

Skatteindtægten har derimod været Grenstand for en
noget mindre Tibæxt, nemlig fra 36,000,000 Kr. til

84,000,000 Kr. = 133.3 pCt, hvilket viser, at den
største Tilvæxt falder paa Skatteydere med en Indtægt
af imellem 800 og 2400 Kr.

Ad Tabel IL Det vil af denne Tabel ses, at Selvangivelsernes Antal i det første Aar. Indkomstskatlovenvirkede, overordentlig stort, idet 96.₇ pCt. af Skatteyderne have selvangivet deres Indtægt, men at Benyttelsen af Selvangivelse derefter Aar for Aar har været i Aftagen indtil Aaret 1876, da Antallet af de Skatteydere, der undlod at bruge Selvangivelse, kulmineredemed ₇ pCt. Alene i Aarene 1870—1876 ere Selvangivelserne aftagne med 11.₇ pCt. Men efter 1876 begyndte Antallet igen at stige og er, naar undtagesAaret og en mindre' Aftagen i 1886 og 1888, vedbleven hermed saaledes, at i de sidste Par Aar ikkun lidt over en Fjerdedel af Skatteyderne have undladtat Selvangivelse. Den stærke Aftagen af Selvangivelsernes Antal i Perioden 1863—1876 er besynderlig,men forklares ved den Omstændighed, at Lovens Bestemmelse om Retten til at selvangive sine Indtægter, oprindelig af Mange er bleven misforstaaet derhen, at Skatteyderne selv skulde sætte sig i Skat. Denne urigtige Opfattelse førte naturligvis til, at der i

de første Aar over en lav Sko benyttedes urigtige Selvangivelser,hvilket ved det store Antal forkastede Selvangivelser i 1863, det største Antal, der nogensindeer ven forkastet. Den Omstændighed, at Angivelsernegjordes Genstand for en omhyggelig Prøvelse, bevirkede imidlertid, at Skatteyderne efterhaanden fik Øje for, at de, naar de vilde benytte Selvangivelse, ikke alene havde Forpligtelse til at opgive rigtigt, men ogsaa ifaldt Bødeansvar ved urigtig Angivelse af Indtægten. Den første Bøde faldt i 1863, se Tabel V. Men med Skatteydernes bedre Forstaaelse af Loven svandt ogsaa Lysten til at bruge Selvangivelse, navnlig da de, ved at Jade sig ansætte efter et Skøn af Ligningskommissionenog derved blev for lav, ikke havde nogen Forpligtelse til at berigtige denne, medens de paa den anden Side kunde gøre Indsigelse mod en for høj Indtægtsansættelse.

Samtidig med Selvangivelsernes Aftagen har der utvivlsomt i stort Omfang forsætlig været benyttet falske eller urigtige Angivelser af Indtægten, navnlig i Perioden 1870^—76, i hvilken Konjunkturerne vare saa gode, at mange Skatteydere blandt den næringsdrivende Mellemklasse har samlet eller i hvert Fald lagt Grunden til deres Formue. Det er i hvert Fald ved den ide senere Aar nødvendiggjorte skarpere Kontrol med Selvangivelserneog hyppige Anholdelse af Skatteydere, der have brugt urigtig Angivelse af deres Indtægter, vist sig, at Størstedelen af falske eller vitterlig urigtige Angivelser falder i nævnte Periode, et Forhold, som iøvrigt bekræftes ved den Omstændighed, at det største Antal forkastedeSelvangivelser, ingen Indsigelser er fremkommen,falder Aarene 1873, 1875 og 1876, se Tabel 111. Dette er saa meget mere paafaldende, som Skatteprocentennetop disse Aar var forholdsvis lav, idet den varierede imellem 11/*I¹/* og 2 pCt., og man fristes derfor til at søge Motivet til de urigtige Selvangivelser

tildels i den Omstændighed, at Skatteyderne nødig vilde paradere i Skattebogen med deres virkelige Indtægter, og for at undgaa dette hellere søgte at føre Ligningsmyndighedernebag Grunden til, at SelvangivelsernesAntal 1876 har været i Stigning,ligger i den Omstændighed, at den stærke Bebyggelse paa Stadens Grund og Folkemængdenstilsvarende stillede store Krav til kommunale Foranstaltninger, til hvis Gennemførelse krævedes betydelige Summer, som for en Del maatte afholdes af Stadens løbende Indtægter, i hvis Følge man ikke alene maatte forhøje Skatteprocenten først til 2.₈ pCt. i 1878 og 1879 og siden 1880 til 3 pCt., men samtidig hermed maatte gaa noget strængere tilværks ved Ansættelsen af de Skattepligtiges Indtægt saaledes, at navnlig de Skatteydere, der ikke havde benyttet Selvangivelse, og om hvis økonomiske Forhold Ligningsmyndighedernekun liden eller ingen Besked, Aar for Aar maatte forhøjes, indtil man paa denne Maade havde ramt deres virkelige Indtægt, og de Paagældende derfor fandt det rettest selv at angive disse for at undgaafor Ansættelse og de med Reklamation forbundne Ulemper.

Ad Tabel IV. Denne Tabel udviser bl. A., hvorledesLandliggerforholdet udviklet sig siden Emanationenaf af 6. Juli 1867 til Skade for Københavns Kommune. Allerede i 1869 medførte Skattefordelingernepaa af Landophold i fremmede Kommuneret i Indkomstskatten af 22,141 Kr. eller ca. 3 pCt. af den paaregnede Skat. Dette Tab var i jævn Stigning,indtil i 1884 kulminerede med 124,118 Kr. eller 57₂ pCt. af den paaregnede Skat. Efter 1884 formindskedes Godtgørelsen til Landliggere, og var i 1887 naaet ned til 92,386 Kr. = 4.₂ pCt, i 1888 endog til 76,222 Kr. =3 pCt. Grunden til denne Nedgang maa søges i den Omstændighed, at Magistraten

i 1884 fik gennemført en anden Fordelingsmaade af Landliggeres Skattepligt imellem København og vedkommendeLandkommuner, Landkommunerne tidligere havde faaet fuldt Skattebidrag i Forhold til LandopholdetsVarighed, Skattepligten nu blev fordeltsaaledes, København fik en forholdsmæssig Andel af Skatten under Hensyn til, at de paagældendeSkatteydere Landopholdet bevarede deres Boliger heri Staden, og derhos jævnlig personlig vare tilstede her for at tilse deres Forretninger og saaledesmaatte under Landopholdet at have samtidig Bolig i begge Kommuner.

Den exceptionelle Nedgang i 1888 i Godtgørelsen til Landliggere, skyldes dog tildels Udstillingen. Tabet i Indkomstskat paa Grund af Dødsfald, Bortflytning fra Kommunen, Skatteyderes Insolvens m. v. udgjorde i 1869 4.₄ pCt. af den paaregnede Skat; i 1887 var Tabet 5.₂ pCt., altsaa en Forøgelse af 0.₈ pCt. Afgangen i 1888 er særlig stor i Forhold til de nærmest foregaaende Aar paa Grund af, at Nedsættelserne efter §6iL. 19/₂ 61 først ere foretagne i Løbet af Skatteaaret.

Afsluttende Bemærkninger.

I de 30 Aar, i hvilke Loven af 19. Februar 1861 har været gældende Norm for Paaligningen af den personlige i København, er der ved de enkelte Bestemmelsers Gennemførelse i Praxis efterhaanden Erfaringer, der paa forskellige og væsentlige Punkter have blottet Mangler ved Loven, ligesom ogsaa den stedfundne stærke Udvikling i denne Periode af Samfundsforholdene og Samfærdselsmidlerne tildels har forrykket de Forudsætninger, hvorpaa saavel den københavnske Skattelov som de øvrige Skattelove ere byggede.

Den personlige Skattepligt er saaledes absolut betinget fast Ophold eller Bolig i Kommunen uden Hensyn til, hvorfra Skatteyderen har sine Indtægter, eller hvor han driver Erhverv; men medens det i tidligere vistnok maatte betragtes som Regel, at en Person havde Bopæl i den Kommune, hvor "han drev Næring, havde Embede eller Bestilling, har den exceptionelle Udvidelse af Hovedstaden og nærmeste Omgivelser og den dermed følgende Udvikling af Samfærdselsmidlerne væsentlig forandret dette Forhold og medført en let og bekvem Adgang for Stadens Indvaanere til at tage Bolig udenfor Kommunen med Bibeholdelse af deres Erhvervsvirksomhed i København. De unddrage sig imidlertid herved Skattepligten til Københavns Kommune, de samtidig i væsentlig Grad drage Nytte af Staden, som endog i mange Tilfælde betinge deres økonomiske Stilling; det er indlysende, at dette Forhold allerede har haft og med de nu bestaaende Skattelove fremdeles vil faa til Følge, at den Indtægt, der tilfalder Kommunen igennem Indkomstskatten, betydelig forringes i samme Grad som Nabokommunerne lukrere herved.

Som allerede omtalt i de indledende Bemærkninger, var der under Forhandlingerne om Loven af 19. Febr. 1861 fra forskellige Sider Stemning for at inddrage Interessent- og Aktieselskaber samt juridiske Personer under den kommunale Skattepligt, uden at det dog lykkedes at faa dertil sigtende Bestemmelser optagne i Loven. I de forløbne Aar har imidlertid Samfundsforholdenes medført, at der i et Omfang, som man næppe da har tænkt sig, har dannet sig forskelligartede til Overtagelse af industrielle Anlæg og Handelsforetagender eller andre Næringsbrug; disse Selskaber have skabt en stærk Konkurrence med de private Forretninger og derhos i høj Grad lagt Beslag paa de kommunale Indretninger og Foranstaltninger, uden at yde noget direkte Skattebidrag til Kommunen.

Paa den anden Side maa det erkendes, at Tidsforholdenehave

forholdenehaveført det med sig, at de Fordringer, der stilles til Tilfredsstillelsen af Livets absolute Fornødenheder,ligeledes stegne saaledes, at Evnen til at udredeSkatten de mindre Indtægter ikke nu er tilstede i samme G-rad som ved Lovens Emanation.

Det er særlig paa de her nævnte Hovedpunkter, at der, i de siden 1861 forløbne Aar, hyppigt og med stigende Vægt har været stillet Krav om Reformer. Der skal nu i det Følgende gives en kortfattet Oversigt over det Væsentlige af, hvad der i saa Henseende er fremkommet.

Ifølge § 25 i Lov 19. Febr. 1861 skulde forskellige Bestemmelser i Loven, hvorunder § 11 (Skatteskalaen), underkastes en Eevision inden Udgangen af Aaret 1864. I Henhold hertil blev der i 1864 forelagt Rigsdagen et Lovforslag, der dog kun, efter Kommunalbestyrelsens forud indhentede Erklæring, søgtes gennemført nogle mindre væsentlige Ændringer sigtende til at lette Ligningskommissionens Arbejde, men dette Lovforslag blev ikke gennemført. Loven havde paa dette Tidspunkt kun virket i nogle faa Aar, og der var derfor endnu ikke indhøstet saadanne Erfaringer, at man allerede fandt Anledning til at fremkomme med Forslag til videregaaende

I 1867 optoges Sagen paany, idet Indenrigsministerietopfordrede til at tage Spørgsmaalet om den i § 25 i Lov af 19. Febr. 1861 befalede Revision af denne Lovs §§2, 3 og 11 under Overvejelse og fremkomme med Forslag til de Forandringeri der fra Kommunens Side maatte ønskes foretagne. Resultatet af Magistratens Overvejelseri Anledning foreligger i et Lovudkast med dertil knyttede Motiver, der findes i BorgerrepræsentationensForhandlinger 1867^—68, p. 172 — 210. Magistraten foreslog ved denne Lejlighed Skattepligtenudvidet, til at omfatte den Indtægt, der erhvervedesved

hvervedesvedNæring, Embede eller Ejendom i København,uden til, om Indtægtsnyderen havde Bopæl i København, dels til de saakaldte juridiske Personer, samt Afskaffelsen af den trykte Skattefortegnelse,foruden mindre Ændringer m. H. t. Fremgangsmaaden ved Skattens Ligning og SkatteydernesSelvangivelse, man overhovedet ved denne Lejlighed kom nærmere ind paa Bestemmelser om den mellemkommunale Beskatning. Borgerrepræsentationen fraraadede imidlertid at gennemføre sidstnævnte Bestemmelser,ligesom Forslaget om Beskatning af juridiske Personer, hvorimod man enedes om Forslaget til Beskatning af Indtægt hidrørende fra Næring eller Embede, oppebaaren af udenfor København boende Personer.Borgerrepræsentationen ligeledes en Forandring i Skalaen sigtende til at lempe Skatten paa de mindre Indtægter, udover hvad der er fastsat i Loven, medens Magistraten ikke kunde tiltræde dette Forslag, men holdt paa Bevarelsen af den oprindelige Skala. Lovforslaget sendtes Indenrigsministeriet ved Skr. af 21. Decbr. 1867 (se B. E. F. 1867—68, p. 347—350) med Anmodning om Sagens videre Fremme, men det blev ikke forelagt Kigsdagen, hvorimod et af Ministeriet ændret Lovforslag fremsattes i Rigsdagens ordinære Samlinger i 1867 og 1868, men naaede ikke i noget af Aarene udover Iste Behandling.

Ved Skr. af 16. April 1872 forelagde Indenrigsministerietpaany Spørgsmaalet om en Skattereform til nærmere Overvejelse, idet Ministerietvar paa, i Henhold til de under Rigsdagenssenest Samlinger førte Forhandlinger, at fremsætte Forslag til Lov om Paaligning af kommunalFormue og Lejlighedsskat udenfor København, hvorved bl. A. Spørgsmaalet om den mellemkommunale Beskatning skulde søges ordnet ved almindelige Regler, der i deres Hovedtræk maatte bygges paa det Grundlag, som er angivet i en af Folketinget den 29. Febr. 1871

vedtagen Dagsorden (Bigsdagstidenden 1871_—72, Till. B, p. 949 o. fl.) og hvori udtales Forventning om: at Regeringen i næste Rigsdagssamling vilde forelægge et Lovforslag om den kommunale Beskatning, omfattende alle Landets Kommuner, og gaaende ud fra den Grundsætning:at personlige Skatteydelses Størrelse bør være afhængig af Personernes Indtægt, Formue og Lejlighed, samt at- den Enkeltes Skattebidrag ikke alene kommer hans Opholdskommune tilgode, men ogsaa andre Kommuner, forsaavidt han der driver Næring, beklæder Embede eller har Indtægter af fast Ejendom eller igennem Tiender, samt at denne Beskatning overhovedetordnes at den kan danne Grundlaget for en Statsskat.

Da Gennemførelsen af disse Bestemmelser imidlertid nødvendiggøre tilsvarende Regler for den københavnske Skattelovgivning, og den i § 25 i Lov 19. Febr. 1861 paabudte Revision endnu ikke var fyldestgjort, fremsatte Ministeriet Begæring om, at Magistraten vilde foranledige, at saavel Spørgsmaalet om den mellemkommunale Beskatning, som iøvrigt de Forandringer, der maatte anses ønskelige i Loven af 19. Febr. 1861, toges under Overvejelse af Kommunalbestyrelsen, at der derefter tilstilledes Ministeriet Forslag til de Forandringer i Lovgivningen om den kommunale Beskatning i København, som den maatte finde Anledning til at anbefale.

Denne Sag gav nu Anledning til en meget omhyggeligog Behandling af samtlige de Forhold,der Krav paa at blive tagne i Betragtning ved en eventuel Skattereform, se B. R. F. 1872^—73, p. 255—298, 754—818 og 823-840. Resultatet af Forhandlingerne mellem Kommunalbestyrelsens 2 Afdelingerblev af et Lovforslag om Paaligningaf til Staden København, hvori de i 1867 fremsatte Forslag bleve optagne og tilknyttede yderligere Bestemmelser, sigtende til en fyldigere Reform.

Der var ved denne Lejlighed Spørgsmaal om at inddrageFormuen Skatteobjektet, men herfor var der dog ikke Stemning, idet Kommunalbestyrelsen udtaltesig Bibeholdelsen af den oppebaarne Indtægt alene.

løvrigt omfattede dette Lovforslag følgende Hoved
punkter:

1) Skattepligten skulde udvides til Aktieselskaber, Foreninger og unavngivne Interessentskaber, saavelsom Stiftelser (dog ikke milde og velgørende), Lehn og andre juridiske Personer, dog kun med Hensyn til den Indtægt, der ikke uddeltes til deri interesserede Personer, havde fast Ophold heri Landet: endvidere skulde Staten og Kommuner heri Landet, forsaavidt de maatte have Bedrift i København, være skattepligtige af Halvdelen af den derved indvundne Indtægt, ligesom Enhver, der uden at have Bopæl i København, men sammesteds drev Næring eller anden Bedrift, havde Embede eller Bestilling, ejede fast Ejendom, eller igennem Arvefæsteafgift eller Kanon havde faste Indtægter, skulde inddrages under Skattepligten med Halvdelen af deres fra Staden hidrørende Indtægt. Forsaavidt de sidstnævnte Personer havde Bolig i København, men kunde henføre deres Indtægter fra ovennævnte Kilder til anden Kommune, skulde de ligeledes kun svare Indkomstskat af Halvdelen af disse Indtægter til København.

2) Fordelingen af en Persons Skattepligt mellem flere Kommuner paa Grund af Ophold der, enten samtidigteller forskellige Tider af Skatteaaret, skulde ske i Forhold til Opholdets Varighed dog saaledes, at der for hele den Tid, han eller hans Husstand maatte opholde sig i København, skulde beregnes fuld Skat af hele den Indtægt, han maatte have dersteds fra Næring, Bestilling eller Ejendom, medens han skulde være fri for at skatte til København for den Tid, han opholdt sig i anden Kommune, af den Indtægt, han maatte

have fra lignende Kilder i Opholdskommunen, hvorimod den, der hverken havde skattepligtigt Ophold i Københavneller Kommune her i Riget, skulde betale Skat af sin fulde fra København hidrørende Indtægt.

3) Indtægter paa under 1000 Kr. skulde gaa fri for Skat, medens den Moderation paa de mindre Indtægter, nu ophører med 2400 Kr., var udvidet til Indtægter paa indtil 4000 Kr, saaledes at kun Indtægter dette Beløb og derover skulde beskattes fuldt ud.

Dette Lovforslag, der var affattet under Hensyn til, at der udarbejdedes et lignende for de øvrige Kom niuner, blev imidlertid ikke særligt forelagt Rigsdagen, idet Ministeriet fremsatte Forslag til Lov omfattende samtlige Landets Kommuner, altsaa ogsaa København, men dette naaede ikke længer end til Iste Behandling i Folketinget.

I den ordinære Rigsdagssamling 1882_—83 fremkom et privat Lovforslag om den personlige Kommuneskat m. v. (den saakaldte interkommunale Beskatning), hvilket blev vedtaget af Folketinget, men efterat være oversendt til Landstinget standsedes af dette Ting ved en motiveret Dagsorden, hvori Trangen til en kommunal Skattereform, særlig i interkommunal Henseende, anerkendtes, og Regeringen opfordredes til at forberede og fremme en saadan Reform.

I denne Anledning udsendte Ministeriet et Cirkulære,dateret Maj 1883, til samtlige Amtmænd om at foranledige Lovforslaget gjort til G-enstand for Overvejelseri forskellige Amtsraad og Kommunalbestyrelser,navnlig om den mellemkommunaleBeskatning, og unavngivneInteressentskabers, og andre juridiske Personers Inddragelse under den personlige Kommuneskat,samt Hartkornsskatternes Fixering, hvorhos Ivgærtes Oplysning om den Minimumsindtægt, der ved Paaligning af Formue- og Lejlighedsskatten hidtil var

bleven anset som Betingelse for Skatteevne, samt den Minimumsindtægt, der i de Kommuner, hvor en degressivSkala var anset som Betingelse for fuld Skattepligt.

Ved Skr. af s. D. anmodede Ministeriet ligeledes Magistraten, under Henvisning til Cirkulærets Indhold, om at foranledige Sagen taget under Overvejelse af Kommunalbestyrelsen og Betænkning derefter tilstillet Ministeriet.

I Cirkulæret udtaler Ministeriet, at det ofte nok har haft Lejlighed til at blive opmærksom paa de ved den bestaaende Ordning heftende Mangler og Ulemper og i 1872_—73 havde fremsat Forslag til Lov om en Eeform paa dette Omraade, men at Folketinget ikke havde fundet Anledning ;^til at lade det nyde Fremme. Det nu forelagte Lovforslag var imidlertid ikke af et saadant Indhold, at Regeringen kunde give det sin Tilslutning, gennemgribende Forandringer vare blevne foretagne i samme, hvorimod den var stemt til Gunst for den interkommunale Beskatning, og da Forslagets i saajHenseende vare holdte i nøje Overensstemmelse med det tidligere Regeringsforslag, var der Intet til Hinder for, at disse benyttedes som Grundlag for de kommunale Bestyrelsers Overvejelser.

Efterat Sagen havde været Genstand for Overvejelser i Magistraten, kom man her til det Resultat, at den forlangte Betænkning maatte indskrænke sig til Behandling Spørgsmaalet om Beskatning af Formuen ved Siden af Indtægten, samt om Fastsættelsen af Skalaen, medens man iøvrigt kun skulde indskrænke sig til at henlede Ministeriets Opmærksomhed paa de Bestemmelser Lovforslaget, der af principielle Grunde ikke burde gennemføres, eller som vare i Strid med Udkastets Grundtanke, eller ikke passede paa Københavnske Forhold, at Ministeriet derefter selv kunde tage Beslutning og hvorvidt de paaankede Bestemmelser skulde ændres.

Med Hensyn til de i Lovudkastet indeholdte Bestemmelser Ligningskommissionen og dens Sammensætning man snart paa det Rene med, at en Reform dette Omraade for Københavns Vedkommende ikke kunde blive tilfredsstillende ved en Ændring af de i Udkastet foreslaaede Bestemmelser, og at en Omordning var saa paatrængende nødvendig, at der burde søges gennemført særlige Lovbestemmelser for København, uanset hvilken Skæbne det foreliggende Lovudkast iøvrigt vilde faa. Som Følge heraf blev der udarbejdet et særligt Lovforslag om Fremgangsmaaden ved Paaligning af Indkomst-, eventuelt Formueskat i København. I Skr. af 9. Januar 1884 fremsatte Magistraten Betragtninger i Sagen, tilligemed de paa samme byggede Forslag, for Borgerrepræsentationen, se B. R. F. 1883—84, p. 1144—1213. Efterat Sagen havde været behandlet i et af Borgerrepræsentationen nedsat Udvalg, og dette havde afgivet sin Betænkning, blev denne Genstand for nærmere Forhandlinger, hvorom henvises til B. R. F. 1884—85, p. 679 — 707, 816_—857. Der viste sig at være nogen Uenighed imellem Kommunalbestyrelsens 2 Afdelinger om forskellige i Hovedlovforslaget, hvorom den til Indenrigsministeriet afgivne Betænkning kom til at bære Vidnesbyrd.

Borgerrepræsentationen kunde saaledes ikke tiltræde Forslaget om en særlig Beskatning af Formuen paa Grund af de praktiske Vanskeligheder, der formodedes at ville vise sig ved at komme til en rigtig Ansættelse af Formuenog retfærdig Beskatning af samme, medens Magistraten mente, at disse Vanskeligheder vare noget overvurderede. Angaaende Beskatning af Aktieselskaber og unavngivne Interessentskaber samt om Maaden, hvorpaaSkattefordelingen de forskellige Kommuner rettest burde iværksættes, var der ligeledes Divergens, ligesom ogsaa om Fastsættelsen af Skalaen, men iøvrigt var man enig om at bifalde Principet om en FormueogIndtægtsskat

ogIndtægtsskatfælles for hele Landet, ligesom ogsaa fuld Enighed var tilstede om at faa Forslaget til en forandret Paaligningsmaade for København ophøjet til Lov.

Det eneste Resultat, der hidtil er udgaaet af de i det Foregaaende omhandlede Reformforslag, er Loven af Iste April 1887, hvorved man fik gennemført en Omordning Hensyn til Ligningsarbejdet, og opnaaede Ret til at ansætte Tilflyttere til Indkomstskat for en Del af Skatteaaret, hvorimod det ved denne Lejlighed gentagne Forsøg paa at blive den trykte Skattefortegnelse kvit ikke lykkedes.

Endnu skal kun bemærkes Følgende: Den Omstændighed,at er baseret paa Skatteydernesfrivillige af deres Indtægter, har fra første Færd stemplet det i Loven af 19. Febr. 1861 givne Beskatningsprincip som et af de uheldigste, der vel kan tænkes anvendt for den kommunale Beskatning,idet selv aabner Skatteyderne en Udvej til helt eller tildels at unddrage sig Skatten, særlig af store og extraordinære Indkomster, nemlig ved at de Paagældendekan at bruge Selvangivelse og derved fordølge deres virkelige Indtægt for Ligningsmyndighederne;disse vel, hvor Skatten er en Formue- og Lejlighedsskat og forudsat noget Kendskab til den paagældendeSkatteyders komme til et nogenlunde rigtigt Skøn om hans Skatteevne, men herpaa kommer det jo slet ikke an. Ved et Skøn at fastsætte hans Indtægt for det foregaaende Aar, maa paa Forhaand betragtessom vanskeligt, for ikke at sige umuligt. Der er derfor i Virkeligheden ikke anden Udvejfor end at prøve sig frem ved Aar efter Aar at forhøje Ansættelsen for saadanne Skatteydere,der have benyttet Selvangivelse, indtil disse selv tilkendegive, at deres virkelige Indtægt er naaet. Men det ses let, at denne Methode ikke er tilfredsstillende. SaafremtIndkomstskatten svare til sit Navn og sin egentlige

Karakter, ses ikke rettere, end at Skattepligten burde være obligatorisk i Forhold til Skatteydernes fulde Indtægt saaledes, at de maatte være forpligtede til under Bødeansvar som for falsk Selvangivelse at berigtige en for lav Ansættelse,noget, finder Sted f. Ex. i Hamborg, hvor Indkomstskatsprincipet overhovedet er gennemført med al ønskelig Konsekvens. Noget udtrykkeligt Forslag om Indførelsen af tvungen Selvangivelse har ikke været fremsat under noget af de foran omtalte Reformforsøg, om det end undtagelsesvis er fremført under Forhandlingerneom Dets Gennemførelse ved Lov maatte imidlertid nødvendiggøre saadanne Bestemmelser, der hindrede Skatteyderne fra at unddrage sig Skatten af deres fulde Indtægter ved blot at fraflytte Kommunen,ligesom enhver Offentliggørelse om Skatteydernes Indtægtsforhold maatte afskaffes og forbydes,thi denne Offentliggørelse har sikkert for mange Skatteydere den Betydning, at de hellere undlade at bruge Selvangivelse og derved unddrage sig en Skat, som de iøvrigt gerne vilde betale, end udsætte sig for, at deres virkelige Indtægtsforhold gives til Pris for Offentligheden.

De af Landliggerforholdets Udvikling flydende Tab for København vilde næppe blive væsentlig formindskede ved Gennemførelsen af de foreslaaede Bestemmelser for den interkommunale Beskatning," der ikke indeholder særlige Regler for dette ejendommelige Forhold. Som Forholdet nu er, aabenbarer det imidlertid en af de største Urimeligheder ved den bestaaende Skattelovgivning,idet ligefrem nu sættes en Præmie paa Landopholdudenfor derved at Skatten i Landkommunernei holdes saa lav, at der ved Fordelingen af Skattepligten fremkommer en Fordel for Skatteyderne i Form af en offce ikke ringe Nedsættelse i Indkomstskatten,udover Beløb, der er betalt til Landkommunen. Da det tilmed er de største Skatteydere, som hovedsageligdrage af Landliggergodtgørelsen, bliver

Übilligheden saa meget større, naar henses til de mindre Skatteydere, der ikke have Raad til at ligge paa Landet og ofte have ondt ved at udrede Indkomstskatten, der vel maa siges at være særlig byrdefuld for de smaa Indtægter. Landliggerforholdet er af en saa exceptionel Natur — det maa nærmest siges at være en Luxus at ligge paa Landet — at de almindelige Fordelingsregler ikke passe her, og der vilde derfor formentlig intet Übilligt være i at paalægge Landliggere et mindre Skattebidrag til Landopboldskommunen, uden Eet til at kræve Nedsættelse, paa Grund heraf, i Skatten til Hovedopholds og Erhvervskommunen.