III.*)

Inden Mobius skrev sin »Rousseaus Sygdoms-Historie«, havde andre Læger forsøgt sig i samme Eetning, omend kun paa en mindre indgaaende Maade, baade den i forrige Artikel nævnte L. A. Mercier og endnu andre, og efter at Mobius's Værk er udkommet, have atter flere Læger haft

---

*) I »Eousseau-Literatur II«, Nationaløk. Tidsskr. 1890 p. 384 fg., have vi, idet vi have ladet os føre paa Vildspor af Vapereau i Grand-Carterets Værk, bemærket: »Moderen døde ved Fødslen — siger Mobius, følgende Traditionen, skønt hun først skal være død nogle Maaneder efter.« Hun døde imidlertid i Virkeligheden d. 7. Juli 1712. Altsaa har Eousseau egenlig Eet paa dette Punkt. Derimod er hans Tidsangivelse for Mmc de Warens's Fødsel ikke nøjagtig: hun fødtes i 1699, var altsaa 13 Aar ældre end Eousseau. Men langt vigtigere Fejl i »les Confessions« og hos dem, dem, der følge disse, har F. Mugnier rettet i sit udmærkede Værk: .»Madame de Warens et J.-J. Eousseau. Etude historique et critique« (Paris, 1891, 443 S.). Mugnier har paapeget baade adskillige Fejl i det rent faktiske og desforuden i Opfattelserne. Mugniers Værk er af største Betydning for Eousseau-Forskningen; men de Fejl, han korrigerer, berøre for Størstedelen ikke, hvad vi have anført. Vi bemærke blot, at Livet hos Mmc de Warens i les Charmettes har været saa idyllisk som skildret af Eousseau, at Eousseaus Karakteristik i »Bekendelserne« af Wintzenried sandsynligvis er i høj Grad uretfærdig.

fat paa samme Emne. Saaledes har det til en vis Grad bekræftet sig, hvad Eousseau to Aar før sin Død forudsagde*):»Privatfolkenedø, de kollektive Lav dø ikke. De samme Lidenskaber ville dér holde sig, og deres brændende Had er altid lige virksomt. Naar alle mine private Fjender ville være døde, ville Lægerne og de Klerikaleendnuleve, skulde jeg kun have disse to Lav som Forfølgere, kan jeg være vis paa, at de ikke ville lade mit Minde efter min Død være mere i Fred, end de have ladet min Person være i Fred, medens jeg levede. Maaske ville Lægerne, hvem jeg virkeligt har fornærmet**), med Tiden kunne formildes; men de Klerikale, Kirkens Folk og Halv- Munke, hvem jeg holdt af, hvem jeg agtede, til hvem jeg havde fuld Tillid, og som jeg aldrig fornærmede, ville altid forblive uforsonlige.« Det sidste, om de Klerikale, har slaaet til. Hvad Lægerne angaar, saa have de ganske vist ikke ladet Rousseau hvile i Ro i Graven; men hvis de

---

*) Kéveries du pronaeneur solitaire. I.

**) Eousseau sigter bl. a. til forskellige Steder i »Emile«, hvor det f. Ex. hedder: »Et svagt Legeme svækker Sjælen; derfra hidrører Lægekunstens Magt, en for Menneskene mere ødelæggende end alle de Onder, den gør Paastand paa at helbrede. Jeg véd ikke, hvilken Sygdom Lægerne helbrede os; men jeg véd, at de skaffer os meget ødelæggende Fejhed, Frygtagtiglied, Eædsel for Døden ; hvis de læger Legemet, dræbor de Sjælen. Hvad nytter det, at de kan faa Lig til at gaa! Det, vi trænger til, er Mænd, og jeg ser ikke, at de skaber saadanne ... Af Lægens Fejl er der hundrede Gange mere at frygte, end der er at haabe af Lægekunstens Hjælp ... Lev i Overensstemmelse Naturen, vær taalmodig og jag Lægerne paa Døren! Du vil ikke undgaa Døden; men Du vil kun føle den én Gang, medens Lægerne hver Dag fremmaner den for din urolige Fantasi; deres løgnagtige Kunst berøver Dig Nydelsen af Livet uden at forlænge det . . . Fornuftige Mand! spil ikke i dette Lotteri, hvor altfor mange Chancer ere imod Dig!« Jfr. ogsaa »Revenes du promeneur solitaire« VII, forskellige og flere Steder i »les Confessions«.

nogensinde have været hara fjendtligt sindede, saa ere de i ethvert Fald med Tiden blevne fuldstændigt formildede; thi de fleste af de mange Læger, der i vor Tid have beskæftigetsigmed have været udprægede Rousseau- Venner.

Blandt disse Læger maa, næst Mobius, nævnes SindssygelægenDr.Chatelain.Hans gaar i samme Spor som Mobius's og supplerer det paa nogle Punkter. Han omtaler kort Rousseaus Barndom, siger rigtigt, at den Opdragelse, Rousseau fik, var »tout ce qu'il y a de plus incomplet, de plus décousu et de plus étrange«. Først Romanslugeriet og den øvrige Læsning sammen med Faderen, saa drivende om uden Tilsyn i Genf, saa paa Landet hos Præsten, saa Skriverdreng og Haandværkslærling,indenhanendnu naaet de sexten Aar; saa paa Vandring til fremmede Byer, saa Snyltegæst hos en fornem Dame, Lakaj, Kammertjener, Seminarist, Tolk for en falsk Arkimandrit, Kontorassistent, Musiklærer, Huslærer,GesandtskabssekretæriVenedig Og alt dette i Løbet af et ringe Spand af Aar. Det er rimeligt, at al denne Uro ikke har været gavnlig for en udpræget nervøs Natur. Den har ogsaa virket forstyrrende ind paa hans Karakter; man har de mest forskellige Skildringer af hans Karakter, og Forklaringen ligger i, at han var »l'homme des contrastes, l'inconséquence faite chair.« Paris's Erkebiskop,Mgr.deBeaumont, ikke Uret, da han skrev: »En Mand er fremstaaet, der taler Filosofiens Sprog, uden i Sandhed at være Filosof; en Aand udstyret med en Mængde Kundskaber, der ikke have oplyst den og som have udbredt Mørke hos andre; en Karakter, der hengiver sig til det Paradoxale i Anskuelser og Handlemaade, der forener Tarvelighed i Sæder med Bram i Tankegangen, der forener Iver for de gamle Maximer med rasende Lyst efter

---

*) Chatelain (ancien Médecin en Chef de la Haison de santé de Préfargier): La folie de J.-J. Eousseau. Paris, Fischbacher. 1890. (235 S.)

at indføre Nyt, der sværmer for det tilbagetrukne Livs Mørke og dog ønsker at kendes af Alle; — en Mand, som man har set rase mod Videnskaberne, som han selv dyrker, en Mand, der forkynder Evangeliets Fortræffelighed og samtidigtødelæggerdetsDogmer « Og Eousseau, der begyndtesomdetmest Menneske, slaar om og jages af uophørlige Forfølgelsesideer. Men man vil indvende:RousseauhavdeRet at beklage sig; man havde handlet uret imod ham; misundelige Medbejlere havde fortrædigetham;hans»Emile«, han havde udgivet med mægtige Personers, med Mmc de Luxembourgs og M. de Malesherbes's Assistance, blev strax efter sin Offenliggørelse proskriberet og han selv truet med Arrest; Raadet i Genf lod Bogen brænde ved Bødlen uden at have læst den; Forfatterenselvblevjaget Land til Land som et vildt Dyr; han blev stenet og hans Hus stormet, — og hvis han beklager sig over en saadan Fremfærd, følger deraf dog vel ikke, at han har mistet Forstanden. Dr. Chatelains Stilling ligeoverfor denne Indvending er omtrent som Mobius's; kun tør Chatelain ikke, saaledes som Mobius, benægte, at Rousseau lejlighedsvis havde Hallucinationer. Han indrømmer, at Rousseau havde Fjender. Han indrømmer,atderi for sig ikke er nog«t abnormt i, at Rousseau tror sig forfulgt. Men de Træk, Sindssygelægen hver Dag har Lejlighed til at observere hos de Personer, der lide af Forfølgelsesvanvid, hvadenten nu disse Personer virkeligt have været eller aldrig have været Genstand for Forfølgelse, genfindes hos Rousseau. Det er de samme Udtryk, der bestandigt kommer igen. Rousseau sætter, som andre Sindsforvirrede, alt i Forhold til sig; han ender med at betragte sig som et Centrum, om hvilket alt bevæger sig; han betragter sig selv som en »Undtagelse«; hans »Stilling er enestaaende«; hans »Tilfælde er uhørt«; hans »Exempel er uden Sidestykke, saalænge Verden existerer«; han er som den Gale, der troede sig død og paa Indvendingen,atDødeikke tale, svarede: »jeg véd nok, at de Døde ikke kan tale; men jeg er ikke som de

andre: jeg er en Dod, som kan tale.« Hundreder af Gange har Eousseau ladet tilsvarende Ytringer falde. Og Chatelain anfører saa meget, at han tror, at der ikke kan være Tvivl om Eousseaus i System bragte Forfølgelsesvanvid.OgsaaEousseausHandlinger om hans mentaleForfatning.Menbehøver at lægge synderlig Vægt paa saadanne Excentriceteter som den rousseauske Koncert i Lausanne eller paa andre Symptomer paa, at Eousseau end ikke i Ungdommen var i Besiddelse af fuld Sindsligevægt; men efterhaanden som han rykker frem i Alder, gør han sig oftere skyldig i Handlinger, der øjensynligthaveetpathologisk Ganske vist hører han blandt dem, der under deres Forfølgelsesvanvid forholde sig passive. Adskillige formentligt Forfulgte gribe, naar deres Taalmodighed er udtømt, til Voldsmidler, som de betragte som berettigede ligeoverfor deres Forfølgere. Andre undlade at hævne sig: de lide — ikke i Tavshed, tværtimod: de skrige højt, — men de gribe ikke til Eevolveren eller Dolken; Pennen er deres Vaaben; de bestorme Politiet, Domstolene, Myndighederne og andre med deres skriftlige Fremstillinger af deres Lidelser; de bruge Papir og Blæk imassevis. Og blandt dem hører Eousseau. Han beklager sig i Bøger, i Breve, i Skrivelse paa Skrivelse; han anraaberomEetfærdighed,— han søger ikke selv at skaffe sig den. For saa vidt forholder han sig passiv. Men som Handlinger, der vidne om hans Sindsforfatning, kan nævnes hans Forsøg paa at faa sine »Dialoger« overleveredetil»Forsynet«,hans paa Gaden af Bundskrivelsertildetfranske osv. Ogsaa hans Flakken om fra Sted til Sted, i en vis Periode af hans Liv, er pathologisk: som andre Forfulgte befinder han sig kun vel, hvor han ikke er. Hans Skrifter bære, indtil hans Flugt fra Frankrig, i høj Grad Præg af hans excentriske Temperament, hans Tilbøjelighed for det Extreme, det det Paradoxale, men heller ikke mere. Efter Flugten bliver det anderledes. Han kan fremdeles færdes i Verden, opføresigsomen Mand og holde sig i Tømme ligeoverforFremmede;menrører

overforFremmede;menrørerman ved hans »corde sensible«,saaløberhan Taler han om ligegyldige Ting eller rettere: om Ting, der ikke berøre ham personligt,saaerhan fornuftige Mand; kommer han til at berøre sine personlige Forhold, kan han ikke mere styre sig. Hans »Brev til Mgr. de Beaumont« (1762) og hans »Breve fra Bjerget« (1764) ere Mønstre paa Veltalenhed; men hans Forfølgelsesvanvid spores allerede i dem: hans Klager overskride alle fornuftige Grænser; han taler om sine uhørte Ulykker og paastaar, at man i Frankrig om Aftenen vilde snigmyrde ham paa Gaderne. Hans »Confessions«,hvisførsteDel 1766^—68, anden Del 1768_—70, ere af en saadan Beskaffenhed, at Måbius, der aldrig havde læst noget af Eousseau, før han læste »Bekendelserne«,efterathave dem udbrød: »denne Mand var sindssyg!« Men medens »Bekendelserne« dog kun ved deres Indhold, ikke ved deres Form, røbede deres Forfatters Sindssygdom, ere de derefter følgende »Dialoger« ogsaa ved deres Form et uforkasteligt Vidne om Sindsforvirringen: man mærker, hvorledes den Gale, med Sveden paa Panden, arbejder og arbejder for at finde de rette Udtryk; man ser ham fortabe sig i Detailler og løbe rundt i sin Tankegang som et vildt Dyr i et Bur. Endelig det sidste Skrift, »Drømmerierne« synes vel atter fornuftigere; men det er ikke, fordi Vanviddet skulde have fortaget sig; de falske Forestillinger ere der fremdeles; kun har den Syge vænnet sig til deres Selskab; Resignation, en relativ Ko har han vundet, i alt Fald tilsyneladende, og dette er i fuldkommen god Overensstemmelse med de lagttagelser, Lægen hver Dag kan gøre hos den Art Syge. Endelig dør han, men at Døden skulde være hidført ved Selvmord, det er i og for sig slet ikke rimeligt.

Og Vanviddets Aarsager?

Lægen Morin, en af Eousseaus ivrigste Forsvarere, der i 1851 offenliggjorde en, i medicinsk Henseende rigtignoksvag, i andre Henseender udmærket Bog: »Essai sur la vie et le caractére de J.-J. Eousseau«, tror, at det

Komplot, der efterstræbte Rousseau, blandt andre Forfølgelsesmidlerhar det, at udbrede i Publikum den Tro, at Rousseau var gal, og at den foregivne Galskab efterhaanden hos den ulykkelige, forfulgte Mand er gaat over til virkelig Galskab. Men Vanviddets Form staar slet ikke i noget nødvendigt Forhold til dets Aarsager: et Forfølgelsesvanvid behøver ikke at have sit Udspring i de Forfølgelser, den Vanvittige har været Genstand for. De fleste af dem, der lider af Forfølgelsesvanvid, have aldrig været forfulgte, og omvendt hjemfalder de Folk, der med Grund kunde klage over Forfølgelse, kun sjældent til Forfølgelsesvanvid.Forøvrigt ogsaa Rousseau af adskilligeVenner en Tid, da der endnu ikke kunde være Tale om Forfølgelser, som »un caractére impossible«, som en Mand, hos hvem det kommende Vanvid kunde forudsiges.

Andre søge Vanviddets Aarsag i Rousseaus Hovmod. Saaledes, i alt Fald tildels, Brune tiere**), og endnu mere Bougeault**). Chatelain kan ikke tiltræde denne Opfattelse. Samtidige var ingenlunde enige om at betragte ham som saa hovmodig. Man maa ogsaa tage Rousseaus store Aabenhjertighed i Betragtning: gode Egenskaber, adskillige kloge Folk tillægge sig selv, men uden at sige det højt, hævdede han for sig med en overdreven Naar han senere betragtede sig som det Centrum, hvorom Verden bevægede sig, var dette Hovmod ikke en Aarsag til, men en Følge af Vanviddet.

Nogle Læger, saaledes Kirurgen Lallemand og den tidligere nævnte L. A. Mercier finder Aarsagen til RousseausSindsforfatning hans legemlige Lidelser, i hans Svaghed i Kønsorganerne og hvad dertil hører. Om Dr. Roussel, der ogsaa kommer noget ind paa dette Omraade,

---

*) Revue des deux mondes. 1. Fevr. 1890.

**) Bougeault, »Etude sur l'état mental de J.-J. Rousseau«. Paris 1883. Bougeault, Ikke-Læge, skildrer Rousseau som rent ud gal, og vil bevise, at han døde ved Selvmord. Skriftet bringer intet nyt, og er i det hele übetydeligt.

nedenfor et Par Ord. Chatelain indrømmer den betydelige Indflydelse, saadanne Svagheder har paa Humøret og Karakteren: den Syge kan blive Hypokonder, Melankoliker, Selvmorder, — men der er derfra og til det fuldstændige systematiserede Forfølgelsesvanvid et stort Spring. Melankolikerenforbliver over sin Forfatning, og hvis han ved en frivillig Død søger at ende sine utaalelige Lidelser, saa er denne Forsyndelse imod den guddommelige Lov i og for sig ikke noget Tegn paa, at han har mistet Forstanden. Endelig er at bemærke, at Eousseaus legemlige Lidelser netop synes at være blevne mindre smertefulde paa det Tidspunkt, da Vanviddet brød løs.

Nej, man maa gaa længere tilbage, mener Chatelain, naar man vil finde Vanviddets G-rund. Chatelain støtter sig her navnlig til E. Bitter s Undersøgelser om Eousseaus Familieforhold. Chatelain mener som Ritter: »En retfærdigereVurdering denne Mands Karakter vil fremgaa af alle de Dokumenter, der ville give os Underretning om hans første Omgivelser og hans Slægts moralske Niveau. Der er huslige Arner, hvor man aander Uskyldens Luft. Det har ikke lidet at betyde, siger Sainte-Beuve, at være udgaaet af de Retfærdiges Race. Ulykkeligvis har vor Jean-Jacques et temmeligt plumret Udspring.« Chatelain formener at kunne sige om denne Familie, »frondeuse et bataillarde«, som den var, at dens moralske Niveau var lavt. Rousseaus Fader havde ikke blot med hin Officer den noksom bekendte Konflikt, som en Følge af hvilken han maatte forlade Genf; han modtog ogsaa offenlig Irettesættelserpaa af natlige Skandaler. Han virkede en Tid lang som Danselærer, — et i Genf paa den Tid meget lidet estimeret Erhverv. Moderen modtog som ung Pige, i 1695, Irettesættelse af Konsistoriet for at have tilladt en gift Mand. M. Vincent Sarrazin, en af Genfs »Store«, at aflægge hende hyppige Besøg, — i lige Maade for at have forklædt sig som Bondepige, i det Øjemed ukendt at kunne overvære nogle Gøgleres Forestillinger paa Place du Molard.

Ægteparrets førstefødte Son skejede, som bekendt, ud. Ogsaa Kousseaus Tanter modtog offenlig Advarsel, for offenligt at have spillet Kort paa en Sandag. Om en af sine Fastre, Theodora Eousseau, og om sin Morbroder Gabriel Bernard, Ingeniøren, fortæller Eousseau følgende: »Gabriel Bernard, min Moders Broder, blev forelsket i en af min Faders Søstre; men hun gik kun ind paa at ægte Broderen paa Betingelse af, at hendes Broder (Jean-^Jacques's Fader) ægtede Søsteren ... De to Bryllupper fandt Sted samme Dag . . . Efter et Aars Forløb fødtes et Barn hos begge Parter.« Men i Virkeligheden havde Gabriel Bernardægtet Rousseau fem Aar tidligere, i 1699, og deres Førstefødte fødtes allerede otte Dage efter Brylluppet.Paa af »anticipation scandaleuse« og fordi Frøken Eousseau »s'estoit éspousée avec la couronne« udtalteKonsistoriet alvorlig Irettesættelse, og Ægtefællerne fik foreløbig ikke Adgang til Herrens Bord.*)

Rousseau var saaledes udgaaet af en i moralsk Henseendetvivlsom Hans egen Karakter var sammensat af Modsætninger, Excentriciteter, en Blanding af fantastiske Indbildninger og sund Fornuft, Løgn og Sandhed, Stolthed og Selvforglemmelse, Lidenskab for alt Godt og Svaghed, naar det gjaldt at udføre det. Med andre Ord: Sindsligevægt manglede han fremfor alt. I fysisk Henseende var hans Forfatning i Bund og Grund nevropathisk. Det mindste lille Stød vilde faa ham til at tabe Ligevægten. Forfølgelserne var ikke Vanviddets Grund; de afgav kun en Anledning: de bragte hans Hjerne i Forvirring,fordi forefandt en modtagelig Jordbund. Havde han haft en Moder ved sin Vugge, havde han i sin "Ungdom haft det, som han lader sin Emil mangle, den moderlige Indflydelse og Skolekammerater, maaske var han saa sluppet bedre gennem Livet; det er umuligt at sige det, — men sikkert er det, at Sæden

---

*) Jfr. Mugnier, 1. c, ch. 11.

laa i hans Sjæl, skjult men levende, og at den kun
ventede paa Regnen for at spire.

Den ovennævnte Læge, Dr. J. Eoussel, har i Grand-Carterets Værk*) fremsat Anskuelser, der betydeligt afvige fra de ovenfor anførte. Han indrømmer, at Eousseau kom Vanvidet nær, men benægter, at lian var virkelig gal. Hans Hjerne havde ondt ved at bevare Ligevægten; hans Fantasi løb ofte løbsk med ham, — men derfra og til at betegne ham som helt sindsforvirret, er der dog en betydelig Afstand. Det er rigtigt, at hans Slægt paa forskellige Omraader skejede ud, og at han selv havde vagabonderet; men for at forklare de aandelige Kriser, han gennemgik, behøver man dog ikke at opsøge i ham Spor af en personlig Sygdom eller de nedarvede Affektioners medfødte Mærker. »Er der i vor Tid nogen, som føler sig tilstrækkelig sikker paa sin Sindsligevægt til at turde paastaa, han, naar han har haft Geni nok til at skabe et absolut epokegørende Værk, at han da, uden at oprøres, vil finde sig i, at der for dette Værks Skyld udstedes et Arrestdekret imod ham, eller at han maa gaa i Landflygtighed, saa derefter faa at vide, at selve dette Værk — hele hans Liv — tilintetgøres og brændes af Bødlen som et Skændselsværk? At finde sig i alt dette, smilende at finde sig i det, at sige Tak dertil, vilde være overmenneskeligt.« var ikke i Besiddelse af nogen overmenneskelig Natur; tværtimod hæftede der ved hans aandelig og legemlige Natur, som ved alt menneskeligt, store Ujævnheder og Ufuldstændigheder.

Medens Læserne ville kunne følge Dr. Eoussel til et
vist Punkt; medens de ville være tilbøjelige til at give

---

*) S. 144_—188. J. Koussel: J.-J. Rousseau, son etat pathologique, mort, ses enfants.

ham Eet i mangt og meget og navnlig ville finde meget træffende i hans Bemærkninger om Selvmords-Legenden, — saa tnrde de fleste ville sige Stop, hvor Roussel naar frem til Spørgsmaalet om Kousseaus Børn. Rousseau har ikke, udvikler Dr. Roussel, anbragt sine Børn i Hittebørnshospitalet,—ganske : fordi han ingen Børn havde; og han havde ingen Børn, — ganske simpelt: fordi han ikke kunde have Børn. Bevisførelsen herfor er af en saadan lægevidenskabelig Art, at den ikke her kan gengivesellerresumeres. hvorfor i Alverden har Rousseaudafortalt, han havde saa og saa mange Børn med Therese? Fordi han, da han gav sig til at skrive sit Livs Historie, Historien om en Mand, der skulde kunne tjene alle andre til Mønster, ikke kunde lade denne Mand være defekt paa det vigtigste Omraade: denne Mand maatte ikke være barnløs. Afmagt var fremfor alt noget, han ikke kunde være bekendt. Men hvis han, vil man indvende,endeligvilde sig Egenskaben af Fader, hvorforrejserhan den Anklage mod sig selv at have forladtsineBørn? lod han dem ikke dø ved Fødslen? »Ja, her tror jeg,« svarer Roussei, »at bemærke Sporet af en Tilbøjelighed til at overdrive, der grænser op til, hvad man nutildags kalder Højhedsvanvid.« Rousseau vilde for Efterverdenen præsentere sig som en Mand, der i alle Retninger var forskellig fra almindelige Dødelige. Han vilde vise sig som Stoikeren, men ikke som en Mand uden Hjærte, for han paastod jo at have handlet i sine Børns Interesse; han vilde bryde med alle den forfejlede SamfundsordensVildfarelser;sin og sin Ringeagt for alle Fordomme vilde han, mente han, ikke kunne vise paa nogen mere iøjnefaldende Maade end ved at opgive sine egne Børn; han vilde give et Exempel, og derfor erklærer han, at han koldt, umenneskeligt har skilt sig ved de Børn, der fødtes ham. Alle de skønne Talemaader, han senere nedskrev, alt det Samvittighedsnag, som han lægger for Dagen, ere Konsekvenser af detførste Praleri, og selve dette er den naturlige Følge af hans Trang til at skjule sin Afmagt

Da han engang var kommen ind paa denne Skraaplan, saa er Tallet af de forladte Børn ham naturligvis ligegyldigt; at leve med Samvittighedsnaget er ham ogsaa ligegyldigt, da dette er forstilt; at belaste sit Minde med denne Forbrydelseharheller noget at sige for ham, — naar blot det givne Exempel falder i Øjnene og naar man blot forstaar hans Standpunkt: »at handle som Borger, som et Medlem af Platos Republik.« Som en Mand, der var forud for sin Tid, og som var rede til ethvert Offer for at hævde sin Tro og omvende Verden, forkynder Rousseau. ved sit Exempel, at naar Forældrene ikke ere i Stand til at opdragederesBørn, Staten træde i deres Sted. »Men Eousseau kunde visselig ikke være uvidende om, at paa hans Tid var der næsten slet ikke sørget for at sikre de forladte Børns Liv og Opdragelse, og at for næsten alle Børn var det at overgive dem til Hittebørnshospitalet det samme som at dømme dem til Døden. Naar han altsaa siger: »Jeg vilde ønske at være bleven opfødt og opdraget, som de ere blevne det,« — saa er dette for mig et Bevis for, at disse Børn ere fødte af hans Tanke, ikke af hans Legeme, og at hans Aand har udstyret dem med en exceptionelLevedygtighed,der dem i Stand til at modstaa de utallige Farer, der vare opdyngede i hans Tids Hittebørnshospitaler. Hvis disse Børn havde været af Kød og Blod, skrøbelige som andre, hvorledes kunde deres Fader have trot, at de skulde have kunnet leve i disse Asyler, hvor Dødeligheden var saa enorm, hvor de smaa Væseners Liv eller Død betragtedes som noget saa ligegyldigt, at man ikke engang talte dem! I det mindste maatte han da have udtrykt nogen Usikkerhed om, hvorvidt Børnene virkelig var i Live, have tilføjet et »hvis de ere i Live.««

Dette er Dr. Eoussels Anskuelser, som han udvikler med en vis Skarpsindighed. Men naar han tilsidst gør en halv Indrømmelse af, at Børnene dog maaske nok kunde have været virkelige, kun ikke Rousseaus, men vel Thereses, om hvis Sterilitet der jo intet foreligger, —¦ saa ser det

næsten ud, som om han ikke selv var sikker paa sin Hypothese. I alt Fald faar han ikke mange Læsere til ar tro paa denne store Komedie, der skulde være bleven opførtpaa 18. Aarhundredes store Theater.

Medens Mobius og Chatelain og endnu flere af de i det foregaaende nævnte Læger paa den ene Side fastslaa, at Rousseaus Forfølgelsesvanvid ikke skyldtes de Forfølgelser,han været Genstand for, men paa den anden Side dog indrømme, at han virkelig havde været Genstand for Forfølgelser, og at disse kunne have, indenfor visse Grænser, virket med, — gaar Dr. Julius Hildebrand, hvis Skrift*) Mobius ikke synes at have kendt, et Skridt videre, og paastaar, at Rousseau, naar Hensyn tages til Tidsforholdene, hvilket Hensyn selvfølgelig maa tages, i Grunden ikke havde noget videre at beklage sig over. Sandt nok: hans »Eraile« blev opbrændt af Bødlen. Men det var, naar Hensyn tages til Tidsforholdene, slet ikke noget saa extraordinært. »Rousseau vidste, ligesaa godt som vi vide det, hvilken Medfart utallige hæderlige, tilmed ofte meget uskyldige, Forfattere i det daværende Frankrig maatte finde sig i, og at han i Sammenligning med dem slet ikke havde Grund til at beklage sig, men snarere kunde ønske sig til Lykke. Af Buckles meget omfattende Undersøgelser (i hans Civilisationens Historie) vide vi nemlig,at de paa Ludvig XIV.s Død følgende halvfjerdsindstyveAar blandt alle nogenlunde betydelige Skribenter af ti mindst ni en haard Medfart fra Regeringens Side, og at de fleste af dem endog kom i Fængsel. Blandt de Straffede findes Navnene paa næsten alle de Franskmænd,

---

*) Hiidebrand: J.-J. Kousseau vom Standpunkt des Psychiatrie. Beitrag zur Beurtheilung seines Characters. Wissenschaftliche Beilage zum Program des kgl. Gymnasiums zu Cleve 1884 (48 S. in 4to).

hvis Skrifter overlevede deres Tid. Buckle optæller, med N"avns og Aars Nævnelse, ni og fyrretyve Skribenter, som Justitsen tog under Behandling i Aarene 1715^—85. Derhosvar til, at de uskyldigste Skrifter forbødes eller opbrændtes, eller til at deres Forfattere kastedes i Fængsel, saa sælsomme og vilkaarlige, at Eousseau maa siges at være sluppen naadigt derfra. Imberts Oversættelse af Clarkes Breve om Spanien undertrykkedes i 1770, fordi Værket indeholdt Bemærkninger om Karl III.s Lidenskab for Jagten, — Bemærkninger, der maatte betragtes som krænkende for Ludvig XIV.s Minde, da denne Konge havde været en lidenskabelig Jæger. La Bletterie udstødtes af Akademiet, fordi han havde vovet at gøre gældende, at Kejser Julian trods sit Affald dog ikke havde manglet gode Egenskaber; osv., osv. ?0g Eousseau, der havde oplevet alle disse Vilkaarligheder og nøje maatte kende dem, Eousseau,som sine omvæltende Skrifter tilkastede et helt Aarhundrede Handsken, — han skulde særlig være forfulgt, fordi man 1762 brændte hans »Emile-, efter at man i det katholske Frankrig et Aar før endog havde kastet fremragendeJesuiter-Skrifter Baalet!« Hildebrand vil ikke blot ikke høre noget om, at Forfølgelser, Had og Miskendelse skulde kunne have bragt Eousseau ud af Ligevægten. Han gør gældende, at hvad der af haard Medfart vederfores Eousseau, det fik han af sine talrige og tildels mægtige Venner og Beundrere mere end erstattet: saa ofte en Dør lukkede sig for ham, formedelst hans egne Hensynsløsheder, aabnede ti andre sig. Ejheller havde Eousseau at kæmpe med daarlige økonomiske Forhold: Hildebrand søger at vise, at han snarere maa betragtes som ret velhavende.

Eousseaus Psychose betegner Hildebrand, i nøje Tilslutningtil ansete Alienister, saaledes : »Primare Verriicktheit mit Verfolgungswahn«. Eousseau var prædisponeretherfor: nevropatbisk Konstitution, forkert Opdragelse. Forøvrigt søger Hildebrand Bevismaterialet særligt i Eousseaus Breve. »Bekendelserne benytter han ikke; dem betragter han som hochst triibe fliessende

Qnelle der wahren Erkenntniss Eousseaus«. Det er, som sagt, Brevene han benytter. Han meddeler en udførlig, og nyttig, Oversigt over de Steder i Eousseaus talrige Breve, som her komme i Betragtning. Sporgsmaalet om Dodsmaaden indlader han sig ikke paa; kun lader han forstaa,at snarest holder paa Selvmords-Hypothesen.

Selvmords-Hypothesen, der ligefra 1778 og ned til 1890 har sat saa mange Penne i Bevægelse, støttes af nogle Forfattere ved Henvisning til Eousseaus — forøvrigt meget betingede — Udtalelser dels om Selvmords Berettigelse og for sig, dels om hans egen mulige Tilbøjelighed selv at ville frivilligt ende sit Liv. Andre Forfattere derimod til Eousseaus Udtalelser i Skrifter og Breve imod Selvmords Tilladelighed. Men hverken Udtalelserne eller Udtalelserne contra bevise nogetsomhelst hvorvidt Eousseau selv i det givne Øjeblik faktisk har begaat eller ikke begaat Selvmord: den, der i Almindelighed er imod Selvmord, kan dog selv gøre sig skyldig deri; den, der theoretisk holder paa Selvmord, behøver dog ikke selv at ende som Selvmorder. Vi lade derfor alle Eousseaus Udtalelser pro og contra ligge som intet afgørende med Hensyn til det faktiske Spørgsmaal, og indskrænke os til kortelig at nævne, hvad der af faktisk anføres som Støtte for den Antagelse, at Eousseau endte som Selvmorder.

De Læger og Kirurger, der den 3. Juli 1778, Dagen efter Eousseaus Død, obducerede hans Lig, attestere, at der i Panden befandtes »une legere déchirure«. Ogsaa fra anden Side berettes det, at Eousseaus Lig fremviste et Hul i Panden, hvoraf der var flydt Blod. Obducenterne udtale den Formening, at dette Saar skyldtes Eousseaus Fald mod Gulvet i det Øjeblik, da han ramtes af Døden. Men andre udtale andre Formeninger.

En Version gaar ud paa følgende: Mellem Kousseau og- hans Therese kom det undertiden til huslige Scener; hun var (eller rettere: skal have været) en forfalden Person, var (maaske) ejheller sin Ægtefælle tro, — og han gjorde hende Bebrejdelser i den Anledning den 2. Juli 1778. I sin Forbitrelse herover, og fuld som hun var, støder hun til ham, og han falder ;over imod Kaminen, slaar sig et Hul i Tindingen. —og dør. Saaledes skulde Therese, ganske vist uden at have villet det, have dræbt Eousseau *). Alt dette er udklækket af en sindrig Hjerne, — men har intet faktisk at støtte sig til.

Men dette var nu i alt Fald ikke: Selvmord. Den første Selvmords-Fortælling har følgende Udspring: Strax ved Efterretningen om Eousseaus Død iler hans Ven Corancez,ledsaget sin Svigerfader, Genferen Eomilly, til Ermenonville. Undervejs fortæller en gammel »maitre de poste«, Payen, dem, at Eousseau har dræbt sig ved et Pistolskud. Ankomne til Slottet, udtale de deres Beklagelse, men Hr. de Girardin, Slotsherren, erklærer, at Eousseau er død en naturlig Død, og tilbyder dem at vise dem EousseausLig. Tilbud afslaas — for ikke at saare »Følelserne«, — men lignende sarte Hensyn afholder ikke Coraneez fra senere at udsprede det Eygte, at Eousseau havde dræbt sig ved et Pistolskud. Alle de Personer, der have været hos ham i Dødsøjeblikket, eller som have set hans Lig — Therese, Girardin, alle de obducerende Læger**) — protesterer. Ingen har hørt Knaldet. Ingen har set noget til Pistolen, skønt man skulde tro, at et Vaaben, der var blevet berømt ved Eousseaus Død, ikke vilde have saa let ved at forsvinde, men vilde være blevet opbevaret af en eller anden som en sjelden Eelikvie. Men en Postmesterfra 4}^ Lieues fra Ermenonville, har strax efter Døden fortalt, at den skyldtes et Pistolskud,

---

*) Jfr. Dr. Roussel hos Grand-Carteret.

**) Ved det officielle Ligsyn og ved Obduktionen den 3. Juli var ikke mindre end elleve Personer tilstede.

og han har vel ikke selv opfundet det, og faktisk er det
i alt Fald, at Rousseans Lig fremviste en Blessure i
Panden.

Skyldtes Blessuren en Pistolkugle, saa turde det være en given Sag, at Lægerne med Bevidsthed have givet falsk Forklaring i deres Obduktions-Kapport. Om Blessurens Omfang kan man forøvrigt danne sig en Forestilling. Ganske vist har man ikke mere selve Eousseaus Cranium. Eousseau blev først jordet paa en lille 0, Poppeløen, i en Sø i Ermenonvilles Slotspark, den 4. Juli 1778, blev derefter Revolutionen med stor Pragt bisat i Panthéon, den 20. vendémiaire Aar 111 (1794), men fik kun i en Snes Aar Lov til at hvile der: i 1814 lod Reaktionen hans jordiske Levninger, sammen med Voltaires, hemmeligt fjerne fra Panthéon, — og fjerne som man fjerner Skarn. Forsvandt end paa denne lidet værdige Maade »corpus delicti«, saa er man dog endnu den Dag idag i Besiddelse af en Slags Erstatning.

Strax efter Rousseaus Død lod Girardin den berømte Billedhugger Houdon hidkalde, og han tog et G-ibsaftryk af Rousseaus Ansigt, hvorefter han har udført sin berømte Rousseau-Buste. Om Girardin har man ellers sagt, at han, som Rousseaus Vært, har ladet de Spor forsvinde, der kunde vidne om et Selvmord: han har ikke villet have, at man skulde vide, at Rousseau i hans Hjem havde dræbt sig; derfor har han ladet Pistolen forsvinde, derfor har han faat Lægerne og alle de andre Øjenvindner til at benægte Selvmordet. En Forhørsdommer, der har beskæftiget sig med denne Sag, bemærker nu herom*): Girardin, der siges at have Interesse i at skjule Selvmordet, lader Liget syne af flere Øvrighedspersoner og obducere ikke af én, men af et helt Kollegium af Læger og Kirurger, tilbyder Corancez at se Liget, ja lader Houdon tage et Aftryk af Ligets Hoved. »Enten maa de mange Aar, jeg har tilbragt med retslige Forhør have været lige saa mange spildte Aar for

---

*) St.-A. Berville, Du prétendu suicide de J.-J. Eousseau.

mig, eller denne Girardins Adfærd er uforklarlig, naar
man antager, at der foreligger et Selvmord, og at Girardin
har den Hensigt at skjule det.«

Af Houdon vil Corancez imidlertid have hørt, at »Hullet var saa dybt, at han (Houdon) var i Forlegenhed med at faa det tomme Rum fyldt.« Senere, i 1819, paastod aldrig at have sagt sligt, og at han ikke kunde have sagt saadant noget, da det vilde have været ligefrem umuligt for ham at være i Forlegenhed med at faa det tomme Eum fyldt. I nævnte Aar skrev Houdon til Petitain, en af Eousseaus Udgivere: »Jeg har tøvet med at tilskrive Dem, fordi jeg først vilde undersøge igen den Maske af Eousseau, jeg støbte over ham selv efter hans Død. Af denne ny Undersøgelse fremgaar det, at den Kontusion, der findes i Panden, vel kan være Følge af et voldsomt Slag, men ikke Virkningen af et Hul. Det kan nok være, at Huden har taget Skade; alligevel ser man fuldstændigt tydeligt bag Kontusionen Eynkernes ikke afbrudte Linjer.« Men om Houdon, der i 1819 var en meget gammel Mand, skønt han levede ni Aar endnu efter 1819, — siger man, at hans Vidnesbyrd fra 1819 intet har at sige: han »gik i Barndom«, kunde ikke engang selv skrive omtalte Brev, men kun underskrive det.

Adskillige Aar senere, i 1860, udtalte Houdons BarnebarnEdmond sig om samme Sag i et Brev til Bladet »le Monde illustre«*): »Jeg har i min Ungdom set den omtalte Gibsmaske i min Bedstefaders Atelier. Jeg har ofte hørt Tale om Eousseaus Dødsmaade, og jeg har altid hørt absolut benægte, at der forelaa et Selvmord. Min Bedstefader fandt paa det endnu næsten varme Lig kun en übetydelig Eift i Panden: man kan paa Masken endnu følge Eynkernes Linjer ... I 1822 solgtes Masken, ved hvilken der hæftede nogle Øjenhaar . . . Køberen, Hr. Gossuin, lod den lithografere, og jeg har fundet hos mig et Exemplar af dette, nu helt sjeldne Lithografi. Da De taler om den

---

*) Aftrykt bl. a. i Bervilles ovennævnte Skrift.

Interesse, det kunde have at offenliggøre en Tegning af denne Maske, har jeg herved den Fornøjelse at sende Dem Lithografiet.« »Le Monde illustre« meddelte ogsaa en Gengivelse heraf, der tilfulde bekræfter, hvad Duval og hans Bedstefader udtalte.

Masken gik senere over i Familien Raspails Besiddelse, da Grand-Carteret i 1883 foranstaltede en saakaldt Rousseau-Udstilling, blev ogsaa denne Maske fremvist. Albert Jansen skriver derom*): »Da Masken toges, var Ligets Øjne ikke lukkede, og af det venstre Øjelaag blev nogle sorte Haar hængende i Gibsen. Døende faldt Rousseau ned fra Stolen paa Gulvet og saarede derved sin Pande. Den højre Side fremviser endnu som Spor deraf nogen Hudafskrabning; der findes en større Rift, hvis yderste Rand næsten naar til Pandens Midte, og og en mindre Afskrabning længere henimod det højre Øre. Men begge Hudafskrabninger gaa saa lidet dybt, at vi bag dem uafbrudt kunne følge de parallelle Rynker.«

Det samme bekræftes af Dr. Roussel, der ligeledes har
undersøgt Masken.

Saaledes vil man da, da den omtalte Blessure i Panden i Virkeligheden er det eneste Faktiske, der kunde anføres til Støtte for Historien om Pistolskudet, handle forsigtigst i ikke at sætte nogen Lid til den.

Men foruden Pistolskuds-Historien er der en Forgiftelseshistorie.Allerede Juli 1778 rapporterer Grimm Rygter om, at Rousseau havde taget Gift. Og ti Aar senere, i 1788, pustede Mmc de Staél nyt Liv i disse Rygter. Hun havde hørt af forskellige Personer, der atter havde hørt det af andre, at Rousseau havde drukket en Kop Kaffe, som han havde kommet Gift i, og at han som en Følge deraf var død. Til Støtte for denne Antagelse haves kun Rygter, løse Rygter. Der er aldrig blevet ført noget, der ligner et Bevis, for, at Rousseau har taget Gift. Men

---

*) »Die Bildnisse Jean-Jacques Rousseaus«. i »Preuss. Jahrb.« 1883. t. 52.

ganske vist kan man heller ikke bevise, at han ikke har
forgivet sig.

Skønt Pistolskudet saaledes maa betegnes som usandsynligt, skønt Forgiftningen er aldeles übevist, har Eousseaus Biograf Musset-Pathay forfægtet den Opfattelse, at Eousseau først har taget Gift, og at han derefter, for at være dobbelt sikker paa Døden, eller for at forkorte Lidelserne, — har skudt sig en Kugle for Panden.

De fleste af de Forfattere, eller i det Mindste de fleste Læger, der i vor Tid have prøvet disse Selvmordshistorier lidt nøjere, stille sig tvivlende ligeoverfor dem. Nu og da optræder der dog endnu Forsvarere af dem. Blandt dem hører navnlig den tidligere citerede A. Bougeault, der særligt sig, hvad en Læge, Dr. Dubois, har udviklet »Bulletin de l'Academie de médicine«, t. XXXI, for adskillige Aar siden.

Dr. Dubois udtaler i sine »Recherches sur le genre de mort de J.-J. Eousseau«, at der ikke kan være nogen Tvivl om Selvmordet. Hans Afhandling er imidlertid ikke særligt overbevisende: den indeholder i den Karakteristik af Eousseaus Sindsforfatning, som den giver, adskilligt urigtigt: Eousseau karakteriseres som »Melankoliker«, og det siges, at Selvmordet for Melankolikerne er en ret sædvanlig Udgang af Livet; — men Eousseau var ikke »Melankoliker«; han led af Forfølgelsesvanvid, og Dr. Eoussel fremhæver, at de Personer, der lide af Forfølgelsesvanvid, vel oftere kunne søge at efterstræbe andres Liv, deres formentlige Forfølgeres, men at de kun forholdsvis sjeldent lægge Haand paa deres eget Liv. Eousseaus mentale Forfatning gør i og for sig slet ikke hans Selvmord særligt sandsynligt. Dr. Dubois's Afhandling indeholder ogsaa adskilligt rigtigt, — men dette rigtige beviser kun, at Ligsyns- og Obduktions- Erklæringerne i videnskabelig Henseende ere værdiløse; det beviser derimod ikke positivt Selvmordet.

Det officielle Ligsyn foretoges den 3. Juli 1778, omtrent24
efter at Døden var indtraadt, af to Kirurger
i et Par Øvrighedspersoners Overværelse. I det Aktstykke,

der opsattcs efter Ligsynet, omtales Døden som »surprenante«; Dødsaarsagen betegnes som »apoplexie séreuse<-; Saaret i Panden nævnes aldeles ikke; Kirurgerne afgive deres Erklæringermed vis Højtidelighed, »en leur arne et conscience«.

Nævnte Dags Eftermiddag, Kl. 6, noget over tredive Timer efter Dødens Indtræden, lod Girardin Liget obducere. Obduktionen foretoges af eller i Overværelse af fem Læger og Kirurger. I det i den Anledning opsatte Aktstykke siges det, at Obduktionen foretoges, fordi Eousseau selv havde udtalt Ønske om, at man vilde aabne hans Lig for om muligt at opdage Aarsagerne til de forskellige Lidelser og Besværligheder, han havde været plaget af ( - mere mistroiskeFolk, Dr. Dubois, mene, at Girardin lod foretageObduktionen, han »voulait donner le change' å l'opinion" og have et Dokument, — af tilsyneladende videnskabelig Værdi, men i Virkeligheden uden al officiel Betydning — hvormed han kunde imødegaa de udspredte Selvmordsrygter). Obducenterne nævne, hvad de have bemærketog de trods Undersøgelsen ikke have kunnet finde. De have observeret en dobbelt Brokskade og en übetydelig Eift i Panden, »foraarsaget« sige de — skønt de ikke af personlig Erfaring kunde vide noget derom —. »ved den Afdødes Fald mod Værelsets Gulv i det Øjeblik, han ramtes af Døden.« Forøvrigt have de ikke fundet ydre Tegn paa Sygdom. Aabningen af Brystet har heller ikke aabenbaret dem noget abnormt eller usundt. I Underlivet og i Urinvejene have de ligesaalidt — trods særlig opmærksom Søgen derefter — kunnet opdage noget sygt. I Maven have de kun fundet »den Kaffe med Mælk, som Hr. Eousseau, efter sin Sædvane, havde drukket til Frokost, henimodKl. 7, sammen med sin Kone« (^—en Sag, hvorom Obducenterne ligesaalidt som om Faldet mod Gulvet kunde vide noget af personlig Erfaring). Ved Aabningen af Hovedet have de opdaget en meget betydelig Mængde »sérosité« mellem Hjernesubstansen og de den dækkende Hinder. Aktstykket nævner de Smerter, Eousseau klagede over i den sidste Time før Døden, stikkende Fornemmelser

i Fodsaalen, derefter Kuldefornemmelser, særligt nedad Ryggen, fremdeles heftige Smerter i Brystet, endelig stærke Smerter i Hovedet), — men i Stedet for bestemt at konstatereDødsaarsagen, Obducenterne deres Erklæring med at opstille det Spørgsmaal, om man ikke »med megen Sandsynlighed« kan antage, at Døden skyldes Trykket af den omtalte »sérosité«.

At disse Aktstykker ere af liden Værdi, ere alle enige om. Den som sandsynlig angivne Dødsaarsag anerkender Videnskaben ikke mere. Den Omstændighed, at Ligsynsmændene »l'apoplexie séreuse« som Dødsaarsag, skønt de ikke havde obduceret Liget, og at Obducenterne, der først bagefter træde til, søge at gøre den paa Forhaand Dødsaarsag sandsynlig, kan nok gøre Sagen noget mistænkelig, ligesom der uimodsigeligt ogsaa er noget mistænkeligt deri, at de fremsætte som Fakta Ting, hvorom de personligt ikke kunne vide noget. Men dette berettiger dog ikke til at paastaa eller insinuere, at alle disse mange Mænd med Bevidsthed og for at behage den Mand, M. de Girårdin, der »betalte dem Honorar for Undersøgelsen«, have skjult den sande Dødsaarsag, og angivet »sandsynlig« en Dødsaarsag, som de vidste ikke var Dødsaarsagen*).

Dr. Dubois kan have Eet, naar han hævder: -hvad der konstateredes paa Liget, kan ikke forsones med Hypothesen om en »apoplexie séreuse« som Dødsaarsag«; — men dermedhar ikke bevist, at Døden skyldtes Selvmord. Dr. Dubois kan ogsaa have Eet, naar han siger, at de konstaterede Symptomer »ikke udelukke« Muligheden af en Forgiftning ved en vegetabilsk Substans**); — men »ikke

---

*) En af disse Mænd, Lægen Le Bégue de Presle, har noget senere, i 1778, bestemt erklæret: »Jeg har overbevist mig om ved den mest samvittighedsfulde Undersøgelse af alle de Omstændigheder, ledsagede, gik forud for og fulgte efter Døden, at denne var naturlig og ikke fremkaldt ved Selvmord.«

**) Dr. Dubois mener, at denne »vegetabilske Substans« har været Skarntyde. En anden Læge, Dr. Roussel, gør det i høj Grad usandsynligt, at det kunde have været Skarntyde. Dr. Roussel tror overhovedet ikke paa, at Rousseau har taget Gift; men har Rousseau forgivet sig ved at komme nogle af ham indsamlede giftige Plantedele i en Kop Kaffe, saa har han, i Betragtning af de lokale Forhold, og at dømme efter de formentlige Forgiftningssymptomer, snarere benyttet sig af Akonit.

udelukke Muligheden« er langtfra det samme som at »bevise
Virkeligheden«, og det var det, Dr. Dubois vilde.

For yderligere at bestyrke Troen paa Selvmordet, har man henvist til, at Øjenvidnet Therese og ligeledes Hr. de Girardin i deres Udtalelser imod Selvmordet dels have fremsat Urigtigheder, dels ere geraadede i indbyrdes Modsigelse. Men om end ogsaa dette maa indrømmes, saa bevises Selvmordet dog heller ikke derved. Desuden have Urigtighederne og Uoverensstemmelserne i det Hele kun en ringe Vægt.

I 1798, den 15. Juni (27 prairial Aar VI), skrev Therese et Brev til Corancez for at protestere mod de af ham udspredte Selvmordsrygter. »Rousseaus Død staar endnu og vil altid staa tydelig for min Erindring, saalænge jeg lever, og jeg kan skildre alle de dermed i Forbindelse staaende Omstændigheder.« Det er dog tvivlsomt, om den næsten 80aarige Kvinde, der aldrig i intellektuel Henseendehavde højt, og nu i flere Henseender var meget stærkt reduceret, havde en saa klar Erindring, og endnu mere tvivlsomt, om hun vilde være i Stand til at give en ordenlig Fremstilling af, hvad hun mente at huske. Videre hedder det i Brevet: »Den 3. Juli 1778, og ikke den 2. Juli, stod min Mand op paa sædvanlig Maade, og gik ikke ud ... Han nød ingen Frokost; han havde den foregaaende Dag dineret paa Ermenonville Slot; maaske fordi han havde spist for meget, følte han sig ikke vel.« Men Eousseau døde netop den 2. Juli; efter Girardins Skildring havde han netop spaseret en Tur, og Obducenterne fandt Kaffe med Mælk i hans Mave. Videre giver Therese en Skildring af hans Ildebefindende, der heller ikke helt stemmer med, hvad

---

**) Dr. Dubois mener, at denne »vegetabilske Substans« har været Skarntyde. En anden Læge, Dr. Roussel, gør det i høj Grad usandsynligt, at det kunde have været Skarntyde. Dr. Roussel tror overhovedet ikke paa, at Rousseau har taget Gift; men har Rousseau forgivet sig ved at komme nogle af ham indsamlede giftige Plantedele i en Kop Kaffe, saa har han, i Betragtning af de lokale Forhold, og at dømme efter de formentlige Forgiftningssymptomer, snarere benyttet sig af Akonit.

man ellers har hørt derom. »Han døde, holdende mine Hænder i sine, uden at sige et eneste Ord.« Og dette »uden at sige et eneste Ord« har man, men i Virkeligheden med Urette, trot stod i Strid med Girardins Beretning (hvis Kilde, hvis den ikke er Girardins Fantasi, maa have været Therese), efter hvilken Beretning Rousseau lige før sin Død skal have holdt en lille Tale til Therese, og bl. a. udtalt disse Ord, som Girardin lod indskrive paa sit Hus: »Se, hvor Himlen er klar, der er ikke en Sky; ser Du ikke, at Himlens Dør er aabnet for mig, og at Gud venter mig.«

Girardins Beretning findes i et langt »Brev til Sofie, Grevinde af ***«, dateret »Ermenonville, Juli 1778.« Brevet skildrer Rousseaus Liv i Ermenonville og hans Død dér. Stilen er sentimental i høj Grad, og Fremstillingen gør ikke helt igennem noget troværdigt Indtryk; tværtimod faar man det Indtryk, at Girardin har »arrangeret« vel meget, af den ene eller den anden Grund. Men selv om man altsaa kan have sine Tvivl om, at alt er gaaet til, saaledes som Girardin det, saa vilde det dog være for meget vovet, om man beskyldte ham for at have stillet sin Beretning i det Øjemed at dække over det virkelige, sande, ham bekendte Forhold.

A. P.-St.