Paul Lafargue: Die sozialistische Bewegung in Frankreich von 1876-90. I »Die Neue Zeit«, August 1890.

Den Stilling, Paul Lafargue, Karl Marx's Svigersøn, indtager i det franske marxistiske Parti, giver den Artikel, hvoraf vi nedenfor meddele et Udtog, en særlig Betydning; — men selvfølgelig ser han paa Forhold og Personer igennem sine Briller, hvis Glas ingenlunde ere klare eller ufarvede:

Den blodige Maj-Uge i 1871 var tilende, og Hr. Thiers mente at kunne berolige sine Venner med, at »Socialismen i Frankrig var død«, — og dog hengik der kun faa Aar, inden Socialismen atter gav Livstegn fra sig. Allerede da d«r i 1873 blev Tale om, at de franske Arbejdere skulde sende Delegerede til Verdensudstillingen i Wien, sporedes der socialistiske Kørelser i Frankrig, og den Arbejderkongres, der i 1876 afholdtes i Paris, kan trods det, Lafargue kalder dens »reaktionære Karakter«, i alt Fald betegnes som Udgangspunktet for en ny socialistisk Bevægelse i Frankrig.

Valgene i Januar 1871 havde fyldt det franske
Deputeretkammer med Monarkister, og »Bourgeois-

Eepublikanerne« frygtede Eepublikens snarlige Undergang. De søgte derfor Hjælp imod den monarkiske Eeaktion hos Arbejderne; de opfordrede Arbejderne til at samle sig om dem for at støtte Eepubliken, for at bekæmpe og overvinde disse Monarkister, der sagdes at ville forhindre enhver social Eeform. Mænd som Floquet og Lockroy, der dengangendnu ikke var blevne Ministre, talte om Eevolution og om Forbedringen af Arbejdernes Kaar; saadanne radikale Eepublikanere fik Arbejderkongressen i 1876 sat i Gang. Og den svarede til de Forventninger, der blev sat til den: der taltes paa den om Friheden og Selvhjælpen paa en saadan Maade, at Schulze-Delitzsch'es filantropiske Sjæl kun kunde have glædet sig derved.

Men i den Arbejderbevægelse, der begyndte paa denne Maade, rejste der sig snart en Mand, der bragte den bort fra de filantropiske Reformbestræbelser og tvang den over i den revolutionære Socialismes Spor. Denne Mand var Jules Guesde. Guesde var lige vendt tilbage til Frankrig, OATV. Vin« V,r,-,r^^ fnv.Tr.A4- -P™ „+ „„^J ~ „-I™ T!™.~,v.™l„ k)viu XJLLtJJ. UUiruv AVJ.-LCAVAU J.UJL Ct V UUUUiCIgC 16 AK -1- O>ilgOUlO" straf i Anledning af kommunevenlige Artikler i det af ham redigerede Blad. I Bladet »Les droits de l'homme« gav han sig nu til at angribe Pariser-Kongressens Forhandlingerog Beslutninger. I Italien og i Schweiz havde han. taget Del i Internationales Bedrifter, og dér indsuget sine første socialistiske Anskuelser. Begavet med et betydeligt polemisk Talent og med et Talertalent af første Eang blev han strax Situationens Mand: han er Stifteren af det ny socialistiske Parti i Frankrig. Hans propagandistiske Iver førte ham hen over hele Frankrig. Overalt hvor han kom hen, provocerede han Debatter om det sociale Spørgsmaal; overalt vandt han Tilhængere; han er den Propagandist, der har vundet de fleste Proselyter. I Paris samlede han endel Socialister om sig, i Begyndelsen navnlig Udlændinge, Italienere, Eussere, Tyskere. Det var en af de tyske, i Paris bosatte Socialister, der indviede ham i den Marx'ske Lære, der indtil da var ganske übekendt i Frankrig, skønt »Das Kapital« allerede da var oversat. Med disse udenlandskeSocialisters

landskeSocialistersHjælp og med Bistand af nogle unge Franskmænd stiftede han Bladet »Egalité«, — det første socialistiske Blad, der udkom i Frankrig efter 1849. De socialistiske Ideer, som dette Blad forkyndte, lod sig ikke forene med den filantropiske Passiar, hvori de radikale Storborgeres hele Socialisme bestod; de vakte Forfærdelse hos de Arbejdere, der hyldede de gamle Selvhjælpsbestræbelser.Disse Folk vovede vel ikke aabent at bryde med Guesde, men de begyndte en stille Opposition; de betegnedesig som de eneste sande Repræsentanter for de virkelige Arbejdere, for »de praktiske Folk«, der kun forlangtegennemførlige Eeformer, som ikke vilde omstyrte Samfundet eller krænke Andres Interesser, og Guesde og hans Venner (Deville, Massard, Labusquiére, Marrouck) betegnedes som »deklasserede Storborgere«, Folk med yderliggaaende,uigennemførlige Ideer, hvem Blusemændene med de barkede Næver gjorde vel iat vogte sig for. Saaledes mødte Guesde Modstand hos de Folk, der under de radikale Storborgeres Protektion havde afholdt den første Arbejderkongresi Frankrig, hos de Folk, som Brousse senere forstodat samle og at føre i Marken imod Guesde, Deville, Lafargue og den saakaldte videnskabelige Socialisme. Men foreløbigt skred Guesde sejrrigt frem, og allerede i Januar 1878 bragte det bismarckske Organ »Berliner Korrespondenz«Artikler om »det socialistiske Demokrati, der allerede «r bleven en Magt i Frankrig«; thi vel »havde i de sidste Aar den socialistiske Bevægelse i Paris maattet stryge Flaget, fordi Kommunens Nederlag havde omtrent kvalt •den, og fordi den stod under streng Kontrol; — men i de sidste Maaneder have Socialisterne aabenlyst taget fat paa Arbejdet igen.«

I Februar 1878 traadte den socialistiske Bevægelse, der hidtil havde holdt sig i det Skjulte, pludselig aabenlystfrem paa Kongressen i Lyon, som de Mænd, der havde foranstaltet Pariser-Kongressen, havde indkaldt. Kongressen i Lyon tegnede først til at blive blot en ny Udgave af Pariser-Kongressen. Man talte om Frihed og atter Frihed,

om Fagforeninger og Selvhjælpsassociationer og Banker osv.; — da fremtraadte Kollektivisterne, førte af Guesde, og bragte en Misklang ind i den harmoniske Frihedskoncert. To Pariser-Delegerede fremkom med et Forslag til en Eesolution, som rigtignok ikke blev vedtaget, men som dog samlede en Minoritet paa 20 Stemmer om sig. Eesolutionen lød saaledes: »I Betragtning af, at Arbejdernes økonomiske Emancipation først da vil være en fuldendt Kendsgerning, naar det fulde Arbejdsudbytte tilfalder Arbejderne; i Betragtningaf, at det, hvis dette Maal skal naas, er nødvendigt,at Arbejderne komme i Besiddelse af de til Produktionennødvendige Elementer, af Eaastofferne og Arbejdsredskaberne, — opfordrer Kongressen alle Arbejderforeningernetil at udgranske de praktiske Midler til at faa gennemført det Princip, hvorefter Jorden og Arbejdsredskaberneer Genstand for Almenbesiddelse.«

Til den kollektivistiske Debat havde Hovedinteressen knyttet sig paa Lyoner-Kongressen. Eegeringen mente at burde søge den kollektivistiske Bevægelse standset, og Pressesager, Bøder og Fængselsstraf regnede ned over Bladet »Egalité« og dets Mænd. Bladet maatte ophøre at udgaa, — men den kollektivistiske Bevægelse skred alligevelvidere frem, og medens den paa Kongressen i Lyon kun havde kunnet samle en Minoritet paa 20 Mand, var den allerede det næste Aar i Stand til fuldstændigt at beherske den ny Arbejderkongres, der da afholdtes i Marseille, Oktober1879. Her kuldkastedes de fra Pariser- og Lyoner- Kongresserne fattede Beslutninger, og der vedtoges en Bække kollektivistiske Resolutioner, af hvilke den moderatostelød saaledes: »Produktions- og Forbrugsforeninger kunne kun i meget ringe Grad forbedre et lille Antal Privilegeredes Kaar, og kunne paa ingen Maade virke mægtigt nok til at hidføre Proletariatets Emancipation. Men da denne Art Foreninger kan benyttes i Propagandaens Tjeneste til Udbredelsen af: kollektivistiske og revolutionære Ideer, hvis Formaal er at bringe Arbejdsredskaberne i ArbejdernesHænder, saa maa de ikke destomindre accepteres

af samme Grund som andre Arter af Foreninger, — kun i det Øjemed ved den livligste revolutionære Agitation saa hurtigt som muligt at naa til det sociale Spørgsmaals Løsning.«I andre af Eesolutionerne udtaltes de kollektivistiskeIdeer i tildels voldsomme Ord, blev, som Lafargue kalder det, »energisk betonede«. Hos en Del af KongressensDeltagere, navnlig hos de af Finance førte, saakaldtePositivister, mødte Eesolutionerne Modstand, — men Kongressens store Flertal accepterede dem gladelig. Lafargue bemærker: »Det var første Gang, at Ejendommens Nationalisering skreves paa det franske Proletariats Fane. Naar man husker paa, at endnu paa Internationales Kongresserudtalte de franske Delegeredes store Flertal, navnligde Delegerede fra Paris, sig altid for den individuelle Ejendom; naar man endvidere tager i Betragtning den store Forsagthed, som Kommunens Eevolutionære lagde for Dagen i økonomiske Spørgsmaal, — overraskedes man ved otte Aar efter Nederlaget i Paris og »den blodige Uge« paa Marseille-Kongressen at finde en Majoritet, der stemmer for Produktionsmidlernes Nationalisering.«

Efter Kongressen i Marseille begyndte Bladet »Egalité« igen at udkomme. Dertil sluttede sig snart endnu et Blad, »Bevue Socialiste«. Disse to Blade blev den marxske Socialismes Organer i Frankrig. I alt Fald af det førstnævnte blev P. Lafargue en Hovedmedarbejder; næsten alle dets theoretiske Artikler skyldes hans Pen. Det var imidlertid ikke blot et theoretisk Organ; det var ogsaa et energisk Kamporgan. En af de. første praktiske Opgaver, det satte sig, var at udvirke Kommunardernes Amnesti. Efter at dette Maal var naat, blev der taget fat paa Udarbejdelsen af et Program for det franske socialistiske Parti. Guesde begav sig til London for i Forening med Marx, Engels og Lafargue at redigere Programmet. Hos Engels fandt dette da Sted. Programmets Indledning, der dikteredes af Marx, lød saaledes:

»I Betragtning af

»at den produktive Klasses Emancipation er alle

menneskelige Væseners Emancipation uden Hensyn til Køn
eller Eace;

»at Producenterne ikke kunne være fri, naar de ikke
ere i Besiddelse af Produktionsmidlerne;

»at der gives to Former, under hvilke Produktionsmidlerne
kunne tilhøre dem:

»1. den individuelle Besiddelses Form, der imidlertid
aldrig har været en almindelig Kendsgerning, og som ved
den industrielle Udvikling trænges mere og mere bort;

»2. Fællesbesiddelsen, hvis materielle og intellektuelle
Elementer dannes ved selve det kapitalistiske Samfunds Udvikling

»i Betragtning af

»at Produktionsmidlernes Overgang til Fællesbesiddelse kun kan fremgaa af den revolutionære Virksomhed, der udfoldes af den som selvstændigt politisk Parti organiserede produktive Klasse, Proletariatet;

»at en saadan Organisation maa tilstræbes med alle
de Proletariatet til Eaadighed staaende midler, deriblandt
den almindelige Valgret;

»i Betragtning heraf have Frankrigs socialistiske Arbejdere, idet de som Formaalet for deres Bestræbelser i økonomisk Henseende opstille alle Produktionsmidlernes Tilbagevenden til Fællesbesiddelse, besluttet sig til at tage Del i Valgbevægelsen, som Organisations- og Kampmiddel, med følgende Minimumsprogram«.

Derefter følger først Programmets »politiske Del«, der bl. a. forlanger Statsgældens Afskaffelse, de staaende Hæres Afskaffelse, Folkets almindelige Bevæbning, Kvindens Ligestillelsemed Manden, Afskaffelse af Love mod Striker, Forsamlingerog Foreninger, specielt Internationale; Afskaffelse af »Arbejdsbogen, som stiller Arbejdsklassen paa samme Trin som offentlige Fruentimmer« etc. I Programmets derefter følgende »økonomiske Del« forlanges bl. a.: en Hviledag om Ugen; en otte-Timers-Arbejdsdag; Forbud mod i Industrien at benytte Børn under 14 Aar; Tilsyn med Lærlingene ved Arbejderorganisationerne; en Minimumsløn,der

løn,derhvert Aar, fastsættes efter de lokale Kornpriser ved en Kommission for Arbejdsstatistik; Forbud mod at benytte udenlandske Arbejdere til en Løn, der er lavere end den, som de franske Arbejdere faa; samme Lon til saadanne kvindelige Arbejdere som til mandlige Arbejdere, hvis Arbejdspræstationsevneer ens-, offenlig Omsorg for Oldinge og for Arbejdets Invalider; Arbejdsgivernes Erstatningspligt til tilskadekomneArbejdere; Afskaffelse af Fabrikmulkter; Arbejdernes Indflydelse paa Fastsættelsen af Fabriks- og Værkstedsreglementer;Afskaffelse af alle indirekte Skatter og Omformningaf alle direkte Skatter til en progressiv Skat paa al Indkomst paa over 3000 Francs; Afskaffelse af al Arv til Sidearvinger og Afskaffelse af al Arv i lige Linje, naar Arven overstiger 20,000 Francs etc. etc.

Guesde bragte det Program, hvis Indhold her er meddeltmedkun ringe Forkortelser, til Paris, og gav sig strax til at arbejde paa dets Antagelse, der imidlertid, som Lafargue forsikrer, ingenlunde var en let Sag. Anarkisternevarimod det, og betegnede højst foragteligt ProgrammetsTilhængeresom >Minimalister«, fordi de i Programmethavdeformuleret Partiets »Minimumsfordringer«, i Stedet for »Maximumsfordringerne«, der ene vilde kunne have tilfredsstillet Anarkisterne. Men de kollektivistiske Beslutninger og Londoner-Programmet, som Joffrin kaldte det for at vække den patriotiske Animositet, havde desudendetUheld at mishage de gamle Kommunarder fra 1871. Opstanden af 18. Marts var imidlertid, efter hvad Lafargue udvikler, aldeles ikke nogen socialistisk Bevægelse. Kommunen var blot en Smaaborger-Kegering, en Regering af revolutionære og romantiske Blanquister, støttet af nogle Arbejdere, der havde taget Del i Internationale; de politiske Forhold havde gjort Kommunen mulig, og dens Tilhængere bandlede væsenlig under Indflydelse af en ophidset Patriotisme;enübevidst Trang til sociale og politiske Eeformer følte de, men ingen socialistisk Tanke forenede Kommunens forskelligartede Elementer, som kun Nederlagene og Nødvendighedenafat forsvare sig holdt sammen. InternationalesGeneralraad,i

nationalesGeneralraad,ihvilket Marx og Engels var de ledende Aander, havde imidlertid taget Kommunen i Forsvar,efterat Versailles-Mændene havde splittet den. DervedfikKommunen en socialistisk Karakter, som den aldrig havde haft under sin korte Tilværelse. Kommunard-Flygtningenebegyndtenu virkelig at betragte sig som Ordførere for Socialismen, skønt de slet ikke havde nogen Forstand derpaa. Marseille-Kongressens kollektivistiske Beslutninger forbavsede dem: Fællesejendommen havde ikke noget at gøre med deres Lejligheds-Socialisme. Desuden ærgrede det dem at se ny Mænd optræde med ny Ideer. De betragtede det som en Uforskammethed, at Kollektivisterne vilde danne et socialistisk Parti, som de — Kommunens Mænd — ikke skulde lede. Bladet »Egalité« maatte da aabne en Kamp imod disse Kommunens Mænd, — til hvis Amnestering netop selve »Egalité« havde medvirket. Longuet, Proudhons Elev, der efter Mesterens Død var bleven Skolens Hoved og som havde opkastet sig til Forkæmper for de anti-kollektivistiske Ideer, blev fuldstændig slagen af Guesde i et Tale-Slag. Dette offenlige Møde, der afholdtes kort efter de ArnnesteredesHjemkomst,vakte overordenlig Opsigt: det slog koldt Vand i Blodet paa de hjemvendende Komrnunarder; de fik at se, at de var distancerede, og at de mest fremskredneArbejdereforlod dem for at følge de ny Socialister. Nogle af dem sluttede sig da til Gambetta, der i godt lønnede Stillinger gav dem Trøst for deres fejlslagne Forhaabninger.Andreaf dem gik over til Eadikalismen, idet de til Brug under Valgagitationerne tog deres socialistiske Fraserigdom med sig. Andre, som den romantiske Felix Pyat, angreb med Voldsomhed det ny Parti, og benyttede sig hertil af de forældede Fraser, der hentedes frem af det gamle romantiske Pulterkammer fra Trediverne. Nogle af Kommunens Mænd, som Dereure, Pottier, Bazin, sluttede sig med Begejstring til de ny Ideer. Blanquisterne, der ikke rigtig vidste, paa hvilket Ben de skulde staa, indtog en vis reserveret Holdning, indskrænkede sig til at samle Soldater og at organisere dem efter den Plan, de hemmeligeSelskaberfra

ligeSelskaberfraTiden før 1848 havde fulgt. Nogle Amnesterede, med Jourde og Charles Longuet i Spidsen, søgte under Titel af »den socialistisk-revolutionære Alliance« at skabe et Parti, som man vilde opstille imod det socialistiskeArbejderparti;— Forsøget mislykkedes, dog ikke uden at have ydet de Eadikale, som Clemenceau, visse Tjenester. Hvad der skete i 1880, havde allerede tidligereengangtildraget sig. Mændene fra 1848 troede, fordi de allerede havde tabt en Revolution, at kunne monopolisereforsig den republikanske Agitation, der opstod henimod Kejserdømmets Slutning: de var rasende paa BlanquisterneogInternationale-Mændene, fordi disse begyndte en Bevægelse, af hvilke de ikke forstod meget; de beskyldte dem for at være købte af Kejseren, ja endog af Paven. Man 'kaldte disse gamle Herrer »les vieilles barbes de 1848«; Kommunen af 1871 leverede nu ogsaa sine gamle Herrer, skønt de ikke havde den Undskyldning at være saa hvidhaarede som Garnier-Pagés og Ledru-Rollin og de andre fra 1848.

Kommunardernes Angreb bevirkede det modsatte af, hvad de tilsigtede: adskillige Personer, der i Kommunardernesaa farlige Konkurrenter, skyndte sig med at optræde som ivrige Talsmænd for de fremskredne Ideer. Kommunarderneblev betragtede som fælles Modstandere, og adskilligePersoner, der senere svigtede det kollektivistiske Program, saa sig foranledigede til foreløbig at stemme for det. Dette bidrog væsenlig til at skaffe Programmet den Majoritet, med hvilken det vedtoges paa Kongressen i Havre, November 1880. Denne Kongres fik ogsaa derved Betydning, at den gav Anledning til, at det regeringsvenlige Arbejderelement, der hidtil var gaat med ind under den socialistiske Form, nu blev udskilt. To Personer, Lyonnais og Barberet, stod i Spidsen for denne Minoritet. Disse Personer havde lejet Kongres-Salen, og idet de foregav at verificere Mandaterne, udelukkede de de dem übehagelige Delegerede: de udelukkede Delegerede blev, da de vilde protestere, i Ejendomsrettens Navn — Barberet og Lyonnais

havde, som bemærket, lejet Salen — satte paa Døren. Men Kongressens Majoritet trak sig derefter tilbage — og afholdten anden Kongres ien anden Sal. Barberet fik til Løn en Ansættelse i Indenrigsministeriet og Lyonnais et Valgmandat, — men den Bevægelse i Arbejderklassen, som de havde villet skabe, mislykkedes: de Kongresser, de senere arrangerede, mødtes med fuldstændig Ligegyldighed. Barberetisterne, som man kalder dem, existere endnu, men kun for at tynge paa Budgettet: de have faaet offenlige Bestillinger, og efter saaledes at have løst det sociale Spørgsmaal for sig personlig, beskæftige de sig ikke mere med det fra Almenhedens Standpunkt. Saaledes forsvandt en Del af de Personer, der havde fyldt Pariser-Kongressen i 1876; en anden Del gik op i den saakaldte Possibilisme.

Disse saakaldte Possibilister fik i Brousse deres Fører. Brousse havde en Tid været Guesdes Medarbejder, skilte sig derefter fra ham og blev Anarkist af den rødeste Farve, opgav atter Anarkismen og Dynamitismen og »udviklede« sig skridtvis henimod Regeringspartierne. Lafargue maler hans Portræt med de sorteste Farver, — men anerkender, at han som Intrigant har udfoldet stor Dygtighed. Brousses Hovedprincip var det, at komme efter sine Venners »Hemmeligheder«, om muligt selv at forlede dom til misligeSkridt, — og saa bagefter i et belejligt Øjeblik at benytte sig af sin Viden imod sine Venner. Allerede i 1878, da han endnu var i sin Anarkismes rødeste Dynamit- Periode, havde han paa Kongressen i Gent arbejdet imod Fællesejendomstanken, — »men ganske vist ere Anarkisternejo ikke andet end Forsvarere af den individuelle Ejendom,kun udstafferet med nogle revolutionære Fraser.« Nu gik han videre imod Kollektivisterne. Og paa Kongressen i St. Etienne, 1882, lykkedes det ham at faa det kollektivistiskeParti sprængt. Possibilisterne blev nu befriede for Forbindelsen med de kollektivistiske Socialister, og kunde, ligesom Barberetisterne, begynde deres Jagt efter Stillinger. Medens Marxisterne Guesde, Deville, Lafargue have arbejdet paa at faa Theorierne indpodede i Masserne, — have

Possibilisterne kun haft Tanken henvendt paa, hvilke Stillingerder var at erobre, og deres Blade, »Proletaire«, »Proletariat«, »Parti ouvrier«, have aldrig befattet sig med den theoretiske Socialisme. Og i deres rent praktiske Bestræbelserhave de haft Held med sig: ni Possibilister sad i det forrige parisiske Kommuneraad, en i Deputeretkamret.

Den tredje Fraktion, Blanquisterne, bryder sig heller ikke om Theorierne. Efter Amnestien samlede de sig hurtigt om deres gamle Chef, der lige havde forladt Fængslet, og efter hans Død, der kort derefter indtraadte, lededes de af Granger, en Organisator af første Eang, af Eudes — en Handlingens Mand, voldsom og altid rede til at handle uden at overveje Handlingens Udsigter og sandsynlige Farer, -_— og af den altid offervillige og ærlige Vaillant. Under disse tre Mænds Førerskab voxede det blanquistiske Parti hurtigt op i Paris. Paa Basis af deres gamle Taktik fra Tiden før 1848 organiserede de sig og gjorde sig rede til at handle, uden at befatte sig med theoretisk Propaganda. Theoretiske Spekulationer staar for Blanquisterne som noget overflødigt eller endog skadeligt; de ville være Soldater, som blindt lystrer Kommandoen. Af Instinkt Kommunister og af Temperament Revolutionsmænd have de i de senere Aar taget levende Del i Folkebevægelserne og have gjort fælles Sag med Kollektivisterne. I Paris er det, at de høre hjemme ; i Provinserne have de ikke kunnet vinde Fodfæste, i det Højeste med Undtagelse af Lyon og Departementet Cher, hvor Vaillants Indflydelse har gjort sig gældende. Heller ikke Possibilisterne have, trods mangt forgæves Forsøg,kunnet vinde Indpas i Provinserne. Derimod gør Kollektivisterne sig stærkt gældende i Provinserne. Blanquisterog Marxister have i Forening taget Del i alle de store politiske og økonomiske Bevægelser. I Forening forlangtede Tonkin-Krigens Ophør og Troppernes Hjemkaldelse; i Forening virkede de for de Arbejdsløse, for Grubearbejderne i Decazeville; i Forening hjalp de med til at styrte Grévy og hindre Ferrys Valg. En ganske modsat Holdning indtog

Possibilisterne. De var imod enhver Gade-Demonstration, imod enhver Bevægelse, der ikke havde en saakaldet parlamentariskKarakter, og ofte gjorde de fælles Sag med Opportunisterne, ja med Politiet.

Ved Siden af den socialistiske Bevægelse findes der en ren Arbejderbevægelse, der i de senere Aar har lagt stor Livskraft for Dagen. Denne Bevægelse aabenbarer sig navnlig gennem Fagforeningerne. I Forening med Fagforeningerne og Blanquisterne organiserede Marxisterne den internationale Arbejderkongres, der i 1889 afholdtes i Paris, og til hvilken alle socialistiske Partier i Evropa og Amerika havde sendt Delegerede, — Tyskland alene ikke mindre end 81.

Sluttelig omtaler Forf. den boulangistiske Bevægelse. De franske Eegeringer, opportunistiske og radikale, der havde hersket siden 1871, havde ikke formaaet at gennemføre blot en eneste virkelig betydelig Reform i den store Befolknings Interesse. Tværtimod blev de økonomiske Forhold stedse ugunstigere, — og under Trykket af alle de lidte Skuffelser begyndte da Proletariatets og Smaaborgernes store lidende Masser at skue ud efter en Frelser: ham troede de at finde i General Boulanger. Det egenlige socialistiske Parti, det kollektivistiske, vilde imidlertid hverken kaste sig i Armene paa Boulanger eller paa Ferry. Paa en Kongres i Paris i Anledning af Valgene den 27. Januar besluttede de at opstille socialistiske Kandidater saavel lige overfor Bourgeoisrepublikanernes Kandidat Jacques som ligeoverfor Boulanger. Possibilisterne arbejdede derimod af al Magt for Jacques.

Ved Valgene til Deputeretkamret d. 22. Septbr. fremtraadte en Spaltning i Blanquisternes Eækker: en Del, ledet af Granger, Breuillé m. fl., gik aabenlyst over til Boulangisterne. En anden Del, den største, hvis Valgkandidater var Vaillant og Chauvriére, bevarede Forbindelsen med Marxisterne.

Valgene i 1889 fik udelukkende deres Præg af Kampen
mellem Bourgeoisrepublikanerne og Boulangisterne. Det

syntes, som om Republikens Skæbne skulde afhænge af denne Kamps Udfald, og under disse Omstændigheder tabte Vælgerne i By og paa Land al Interesse for Socialismen. Alligevel befandt der sig mellem de valgte Deputerede sex af de Delegerede paa den internationale Arbejderkongres i Paris, der lige var afsluttet, nemlig Cluseret, Baudin, Lachize, Ferroul, Boyer og Thivrier. Disse sex, til hvem Repræsentanten for Lyon, Couturier, sluttede sig, dannede i Kamret en socialistisk Fraktion, der valgte Guesde til Sekretær. Den 19. Novbr. fejrede de parisiske Socialister denne Begivenhed ved et offenligt Møde. Partiets mest fremragende Medlemmer Vaillant, Guesde, Deville, opnaaede rigtignok ikke Sæde i Kamret, — men alligevel var Kollektivismen, Marxismen, nu for første Gang trængt ind i det franske Parlament. Dermed begynder — mener Lafargue — en ny Æra for den franske Socialisme.

A. P.-St.