Nationaløkonomisk Forening.

1 Foreningens Møde Torsdagen d. 21. November holdt Distriktslæge, Dr. med. Ditleysen (Lyngby) det foran aftrykte Foredrag om Drikfældigheden, dens hygiejniske og socialt nedbrydende Virkninger i vort Samfund, — som Indledning til en Diskussion om de af Regeringen i indeværende Kigsdagssamling forelagte Lovforslag om Beskatning af bayersk 01, Forhøjelse af Brændevins afgiften m. v.

I Diskussionen deltog d'Herrer Professor Westergaard, Mundberg, Grosserer O. B. Muus, Prof. Dr. W. Scharling, Direktør Tvermoes, Dr. med. Chr. Jürgensen, Brygger Carl Jacobsen. Dr. med. Ørum og Dr. med. Storch.

Prof. Westergaard gjorde først nogle Bemærkningerom af statistiske Oplysninger om Alkoholsygdommen m. in. Han troede, at Lægerne, navnlig i et lille Land som Danmark, vilde kunne tilvejebringeet Materiale til Belysning af Virkningerne af de stærke Drikke. Det var ingenlunde al Statistik angaaende de stærke Drikke, som man kunde stole paa. Naar der saaledes ien Artikel i Berlingske Tidende for 16. Novbr. 1889 var blevet anført, at af Deliriumspatienterne vare de 95 pCt. Brændevinsdrikkere,4 bayersk Øldrikkere og 1 pCt. Vindrikkere,saa han sige, at han ikke troede et Ord deraf; den Slags Ting vare meget vanskelige at oplyse, og man maatte jo have at vide, hvilket Land Statistiken gjaldt, ligesom han savnede Oplysning om dem, der baade drak 01 og Brændevin. Han troede

lig-e saa lidt derpaa, som paa den engelske Statistiker Neisons Undersøgelser over den forskellige Virkning af 01 og Brændevin (Neison: Contributions to Vital Statistics 3. Udg. 1857 p. 218) eller paa de Undersøgelser,som Læger have foretaget for nyligt, hvoraf det skulde fremgaa, at den, der tillod sig en Snaps til Maden, levede en hel Del Aar længere end Totalafholdsmanden, medens denne atter levede længere end Drankeren. Disse Undersøgelser vare byggede paa ganske forsaldede Methoder (jfr. Ugeskr. for Læger Nr. 28^—29). Men der kunde indsamles brugbart Materiale, saaledes som Dr. Ørum havde vist ved sit lille Skrift om Brugen af spirituøse Drikke i Danmark.

Hvad Forbruget af stærke Drikke angik, havde man tidligere næret Tvivl om, hvorvidt Statistikens Oplysningervare Det var jo nok muligt, at man vilde have troet paa Tallene, hvis de havde tydet paa et lille Forbrug. Nu syntes man imidlertid at indse, at Statistiken dog maaske havde talt Sandhed, og naar der udtaltes nogen Tvivl, var det nærmest kun om, hvem der skulde bære Ansvaret; dette gik som en Kastebold mellem Brændevinsbrænderne o°" Br^_oderne. Nbrf det i den nævnte Artikel i Berlingske Tidende (jfr. en Rettelse i et senere Numer) havde været udtalt, at Forbruget af bayersk 01 i Danmark kun var 40 Liter pr. Individ, og saaledes en hel Del lavere end i Tyskland, saa kunde man dertil sige, at saadanne internationale Sammenligningerikke stor Betydning. Hvad gavnede det os, om Sydtyskerne vare mere drikfældige end vi, naar det var et Faktum, at de stærke Drikke i Danmarkmedførte stor Samfundsfare. løvrigt maatte det hævdes, at en Husmandsfamilie ikke vilde have Kaad til at give c. 40 Kr. ud om Aaret til bayersk 01, foruden hvad der medgik til Brændevin. Vel var Øllet i den nævnte Artikel blevet betegnet som et Næringsmiddel,men Betydningen heraf havde Dr. Sørensen oplyst os ved den Meddelelse, at de Kulhydrater, der fandtes i Øllet, kunde faas 14 Gange billigere, hvis man købte Rugbrød i Stedet for, det vilde altsaa sige, at man fik for en halv Øre Næringsværdi i en halv Bayer. Men dernæst maatte det erindres, at dette forbrug af 40 Liter ikke fordelte sig jævnt; i København var det 3 Gange saa stort, og det kom derved til at anrette saa meget desto større Skade. De stærke Drikke bære sig

ud som kloge Generaler, de kastede sig ikke med samme Styrke over hele Linien. De angreb særlig det Køn. som her maatte kaldes det svage, Mændene; var Familiefædreneførst drikfældige, saa fik de nok Bugt med Kvinder og Børn. De kastede sig over Byerne og fremkaldte der en Mængde Vanedrikkere: derfra gik saa Smitten ud over Landet. De kastede sig ogsaa over visse Klasser af Befolkningen, skønt man rigtignok ikke kunde frikende nogen Befolkningsklasse for Ansvar.

Det var derfor ønskeligt, at der kæmpedes energisk mod dette Onde, og Regeringen havde ved sine Forslag nm Skat paa 01 og Brændevin vist sin Vilje til at arbejdei Retning, og man maatte haabe, at disse Reformer kunde blive gennemførte: men det var vistnoknødvendigt, der samtidig arbejdedes paa, at Adgangentil stærke Drikke indskrænkedés, saaledes som man havde gjort i vore Nabolande, blandt andet ved Gøteborgsystemet. Regeringen vilde kunne udlette meget administrativt. Der var jo nu blevet sat en Stopper for den uheldige Udskænkning ved Avktioner: der maatte ogsaa kunne gøres meget for at modarbejde Smugkroerne; da der nu fandtes saa mange Afholdsmændrundt vilde Politiet altid kunne faa den fornødne Støtte i denne Retning. Der burde ogsaa gøres noget for, at Kroerne forbeholdtes de Rejsende alene, i Stedet for at Stedets Tjenestefolk og Markarbejderesøgte Paa Jernbanestationerne fandtes der ogsaa alt for mange Udskænkningssteder, og Taleren havde adskillige Gange set, at Byens Borgere sad der som Stamgæster. Men endvidere vilde det være nødvendigtat Udsalgsstedernes Antal og Udskænkning«ti I begge Retninger kunde vi lære meget af Sverige og Norge. Man havde vel paastaaet, at man ikke kunde gennemføre en saadan Foranstaltning,som at indskrænke Udskænkningstiden om Søndagen. Taleren maatte tilstaa, at han ikke forstod dette Argument: var det en retfærdig Forholdsregel, burde den ogsaa søges gennemført. Vi havde jo en straffelov, som blev overtraadt adskillige tusinde Gange om Aaret, men han havde aldrig hørt, at man af den Grund vilde ophæve Straffen for Tyveri. løvrigt var det ingenlunde Opfattelsen i Sverige og Norge, at disse Forbud ikke kunde overholdes. Efter de Oplysninger, han havde faaet fra Sverige, var det i det højeste de

bedre stillede Klasser, der ikke ret fandt sig deri, medens f. Ex. Landalmuen ingen Vanskeligheder gjorde. Naar man paastod, at man saa flere berusede i Sverige end her, saa hang dette vel sammen med, at den svenske Bonde, som til daglig Brug næsten ingen Adgang havde til stærke Drikke, saa meget desto lettere blev beruset, uaar han kom ind til Byen, og der fik sig et Glas, og noget lignende gjaldt de svenske Arbejdsfolk, vi fik hertil om Sommeren, og som her havde uindskrænket Adgang til de stærke Drikke. Taleren havde ogsaa for Norges Vedkommende i Sommeren 1887 søgt Oplysning om disse Forhold, og der var blevet stillet en Skrivelse desangaaende fra Politimesteren i Kristiania til hans Raadighed. Da denne Skrivelse i det Brev, hvormed den tilstilledes ham, var betegnet som en »officiel Erklæring«,tog ikke i Betænkning at oplæse et Brudstykke deraf. Det lød saaledes: »I Anledning af Deres Skrivelse af 10. ds. giver jeg mig den Ære at meddele, at der ikke her i Byen viser sig nogen Vanskelighedved overholde Bestemmelsen om, at Brændevin(eller blandet Drik som Punsch og desl.) I Vkn -m oo nt\ air_qqti Irao ai\ lor ooq! rrno 4Va TTI P\ Aff an T^a rcon før og til Kl. 8 Morgen Dagen efter en Helligdag. Det er en stor Sjældenhed, at en til Brændevinssalg og Udskænkning berettiget Person overføres eller endog mistænkes for at have gjort sig skyldig i Overtrædelse af det omhandlede Bud, og Overtrædelse af Brændevinslovgivningeni Punkt forekommer overhovedet yderst sjelden. Det maa bemærkes, at Kontrollen her i de senere Aar har været noget skærpet af Hensyn til Brændevinssamlagets Virksomhed, der antoges at ville friste til Overtrædelse af Brændevinslovgivningens Bestemmelser.Jeg derfor Grund til at tro, at Loven ikke med Politiets Vidende har været overtraadt i nogen nævneværdig Udstrækning. At det omhandlede Forbud her i Landet har existeret lige siden 1845, maa imidlertidselvfølgelig med som et væsentligt Moment«.

Journalist A. Mundiberg fandt ikke d'Hrr. Ditlevsensog Begrundelse af deres Ønsker om Gennemførelsen af 01- og Brændevinsskatten fyldestgørende.Navnlig havde indrømmet, at en maadeholden Nydelse af de paagældende Varer ikke var

skadelig, og da Arbejderne og Samfundets øvrige mere übemidlede Klasser ikke havde Raad til overdreven Nydelse og heller ikke gennemsnitlig gjorde sig skyldige i nogen saadan, var den forhøjede Skat overfor alle disse en Uretfærdighed. Den overdrevne Nydelse - Drikkeriet — skulde søges hæmmet ad andre Veje end gennem Lovgivningen. Arbejderne havde Ret til at fordre, at Adgangen til at kunne nyde spirituøse Drikke i saadant Maal, at det laa indenfor det gode og det sunde, ikke lukkedes for dem. saalænge den stod aaben for andre Klasser i Samfundet.

Grosserer Muus anførte, at den forhøjede Brændevinsskat
Island havde bevirket, at der paa denne 0
nu blev drukket mindre end før.

Frof. Westergaard bemærkede til Mundberg, at han (W.) jo netop ved en Indskrænkning af Værtshuslivet formindske Forbruget af de stærke Drikke, men ikke ved at ramme Forbruget i Hjemmet, som ikke vilde fordyres meget ved Ölskatten. Det var derfor, han ansaa det for nødvendigt, at der samtidigt med Skattelovene kom Love, der indskrænkede Adgangen disse saakaldte Næringsmidler, de spirituøse Drikke.

Mundberg bemærkede, at Grosserer Muus ved sin Udtalelse netop udtalte den Opfattelse, der var gældende i visse Kredse, at det altid kom an paa afc lukke de Fattige ude, medens man fandt det i sin Orden, at de andre Klasser blev indenfor. Til Professor Westergaard vilde Taleren sige, at Drikkeriet i Kroerne var langt mindre farligt end Drikkeriet i Hjemmene, og det sidste vilde ved en utilbørlig Indskrænkning af Kroerne tiltage i høj Grad. Vort Spiritusforbrug her i Landet var overhovedet ikke nær saa stort, som fra mange Sider opgivet, idet det kun androg ca. 15 Millioner Kroner aarligt. Da Professor Scharling var tilstede, vilde der nu være en Lejlighed til at gøre Indvending mod Talerens nævnte Beregning, dersom den antoges at være fejl.

Prof. Scharling vilde overfor Mundbergs statistiske
Opgørelse gøre opmærksom paa, at en saadan Opgørelse

kunde foretages fra forskellige Synspunkter. Naar man var kommen til langt større Tal end Mundberg, hidrørtedette fra, at man havde beregnet, hvor meget Forbruget af bayersk 01 og Brændevin kostede Forbrugerne. Han var iøvrigt i alt Væsentligt uenig med Mundberg. Det var en Selvfølge, at man maatte bedømme de foreliggende Lovforslag meget forskelligt, eftersom man gik ud fra, at der kun var Tale omen berettiget Nydelse, et Forbrug, der, som Mundberg havde sagt, var sundt og styrkende, eller — som de to første Talere — fra, at Forbruget af Alkohol i og for sig var skadeligt for de Paagældende. Men selv fra hint første Synspunkt maatte man erkende, at Forbruget for Manges Vedkommende var overdrevent og derved baade økonomisk, moralsk og socialt skadeligt; et saadantForbrug bekæmpes, og dertil vilde det foreslaaedeSkattepaalæg virke. Selv om Paalægetpaa halv Bayer kun blev 2 Øre — og det vilde sikkert blive større, naar selve Skatten opkrævedes af Producenterne med dette Beløb —, var det dog, selv om Prisen nu regnedes til 10 Øre, en Fordyrelse af 20 pCt. (kunde en halv Bayer nu, som det var blcven nævnt, faas til 7 å 8 Øre, blev det 25 å 30pCt); den, der altsaa nu anvendte saa stor en Del af sin Fortjeneste,som nogen Maade kunde undværes fra andet, nødvendigt, Forbrug, til 01, vilde følgelig dog faa 20 å30 pCt. mindre end nu. Og naar Mundberg gjorde gældende, at 2 Øre var for lidt til at øve nogen følelig Virkning, maatte det erindres, at Opgaven jo netop var den, paa den ene Side ikke at umuliggøre en maadeholden Nydelse, paa den anden Side at lægge et føleligt Tryk paa den, hvis Forbrug er umaadeholdent (indtil 15 å 20 halve Bayere om Dagen, som oplyst af Dr. Ørum). Det maatte derfor vistnok erkendes, at fra dette dobbelte Synspunkt vare Lovforslagets Satser nogenlunde vel trufne.

Taleren behøvede næppe at sige, at han havde Sympathi for de af Regeringen nu forelagte Beskatningslove(Toldloven Lovforslaget om 01- og Brændevinsskat); thi disse vare i det Væsentlige byggede netop paa de Principer, som i 1881 gjordes gældende af den saakaldte Børskomité, hvoraf han havde haft den Ære at være Medlem. En Jævnførelse af BørskomitéensBetænkning Lovforslagene vilde godtgøre

dette, om det end var en Selvfølge, at der paa enkelte Punkter var Divergenser (saaledes var The af Børskomitéenopfattet Luxusartikel, der godt kunde beskatteshøjere, Regeringen derimod nu som en almindeligForbrugsartikel, burde beskattes lavere for at træde istedenfor 01 og Brændevin). Naar særlig 01ogBrændevinsskatten var sat saa langt højere end dengang foreslaaet, var Grunden den, at Hensynet til at bekæmpe Drikfældighed nu var stillet stærkere i Forgrunden. Børskomitéen havde haft det samme Syn paa Ønskeligheden heraf, men ikke dengang dristet sig til at gaa saa vidt, som nu foreslaaet.

Direktør Tyermoes fremhævede, at 01 og Brændevin dog af alle erkendtes at være Luxusartikler, og Bestræbelserne gik jo nutildags netop i Retning af at føre Tolden fra Forbrugsartikler over paa Luxusartikler, en højere Beskatning af 01 og Brændevin maatte derfor indrømmes at være berettiget. Han protesterede mod Mundbergs Udtalelser om det stærke Drikkeri i de velhavende Klasser og mindede den nævnte Taler om det stærke Drikkeri, der f. Ex. fandt Sted paa Byggepladser.

Dr. med. Chr. Jürgensen imødegik Mundberg paa det hygiejniske Omraade. Det var givet, at selv en maadeholden Nydelse af Alkohol var skadelig. Der forelaa aldeles bestemte Erfaringer for, at Nydelsen af Alkohol var saa langt fra at understøtte Fordøjelsen, at den tværtimod svækkede den. I Anledning af en Udtalelse Tvermoes bemærkede han, at Kaffe og The ogsaa vare Luxusartikler, og ogsaa de vare, naar alt kom til alt, skadelige, men da de sammenlignelsesvis, — i Forhold til 01 og Brændevin — var nogenlunde uskyldige, kunde der forsaavidt maaske være Grund til ikke at beskatte dem højt. Man burde holde sig til Mælk og Vand, og burde belægge bayersk 01 og Brændevin særdeles høje Skatter; først naar en halv Bayer kom til at koste for Exempel 50 Øre, vilde Forbruget deraf væsentligt hæmmes.

Brygger Carl Jacobsen betegnede det som en
glædelig Kendsgerning, at man fra Norge havde Erfaring
for, at Drikfældighed virkelig ad Lovgivningens Vej

kunde modarbejdes med overordentligt Held. Men Spørgsmaalet blev saa nu: Hvorledes skulde Lovene være? Det var nemlig aldeles urigtigt, at man stadig nævnede Brændevin og bayersk 01 som sideordnede. Deliriumsstatistiken viste den uhyre Forskel, der var imellem dem. Forbruget af bayersk 01, knap 40 Potter aarlig pr. Individ, var endog ringere hos os end i de fleste andre Lande. Fejlen laa alene i den uheldige Fordeling af Nydelsen af bayersk 01; men derpaa bødede man ikke med den nu foreslaaede Skat. Det var besynderligt, at ingen Stemmer hævede sig imod Hvidtøllet, som der dog ingen Grund var til at favorisere. Lægerne havde i Koleraaaret ivret stærkt imod det, medens de dengang gærne tillod bayersk 01. Det var haabløst at tænke paa at afløse det bayerske 01 som Folkedrik med Hvidtøl. Exemplet fra andre Lande viste, hvorledes disse ufuldkomne lokale Ølsorter forsvandt af sig selv. — Lovforslaget var med Hensyn til Opkrævningsmaaden fortræffeligt, men rigtignok kun naar Skatten ogsaa omfattede Hvidtøl; thi det var den letteste Sag af Verden at omgaa Loven, naar 01 til2y₂ pCt. Alkohol var skattefrit. Af de offentlige Beretninger, af Regnskaberne fra Aktiebryggerier kunde Enhver se, at Bryggerierne som Helhed næppe vare i Stand til at afgive mere end én Krone i Skat af deres Overskud uden at ruineres, saa at altsaa alt, hvad der skulde betalesi derud over, vilde blive lagt paa Befolkningenselv.

Dr. med. Ørum indrømmede Jacobsen, at bayersk 01 ogsaa havde sine gode Sider. Ulykken var, at det ikke, som man havde haabet, havde fortrængt Brændevinen,men ved Siden af dette. Den Nedgang,der vist sig i Brændevinsforbruget, var mere end dækket af det bayerske 01, saaledes at dette havde bevirket en Stigning i Forbruget af Alkohol, og dertil kom, at Forbruget af bayersk 01 var i stadig og stærk Stigning. Med Hensyn til det bayerske Øls Indflydelsepaa da lød alle Beretningernepaa, Lægerne til deres Forbavselse ingen skadeligeVirkninger set, men derimod var der en sjælden Enstemmighed om, at det havde vist en meget sørgelig Indflydelse paa Befolkningens økonomiske Forhold.G-anske var Drikfældigheden aftaget her i

Landet, inen det var navnlig i de mere velhavende Klasser, og det bayerske 01 har især forarmet Arbejdsklassen— kunde det iagttages hos Tjenestefolkenepaa hvoraf mange ligefrem drak deres Løn op i bayersk 01, og deres daailige Beklædning viste, hvorledes det var gaaet tilbage for dem. Hovedvægtenmaatte lægges paa den skadelige Indvirkningpaa økonomiske Forhold, og foreløbigkunde bort fra Indflydelsen paa Helbredstilstanden, men man maatte dog erindre, at denne maaske senere kunde vise sig. Spørgsmaalet blev, om Skatten kunde ventes at ville formindske Misbruget af bayersk 01. Erfaringerne andre Steder fra talte bestemt herfor. Hvis Arbejderne blev tvungne til kun at nyde 1 Bayer, naar de ellers nyder to, vilde meget være vundet. Var Skatten saa høj, at Nydelsen af Øllet blev fuldstændig umuliggjort for Arbejderne, kunde man risikere, at de fra Øllet vilde vende sig til Brændevinen, hvorved ikke vilde være vundet meget. At henvise dem til Mælk og Vand nyttede intet, da de forlangte en Nydelse af deres Drikke. Opgaven for Bryggerne vilde være: Skaf et velsmagende, kun lidet alkoholrigt og billigt 01, altsaa det gamle Hvidtøl under en mere tiltalende Form.

Brygger Carl Jacobsen bemærkede angaaende Muligheden af at brygge et lettere, billigere og dog fyldigt og velsmagende 01, at man ved det saakaldte Pilsenerøl var ved Grænsen af, hvad der kunde gøres i denne Retning. Naar bayersk 01 ikke havde en vis Styrke, smagte det tyndt.

Journalist Mundberg benægtede, at de københavnske var fordrukne. Taleren inviterede hvem, der havde Lyst, til at komme op til Møderne i Forsamlingsbygningen i Rømersgade. De vilde der i Forsamlinger paa 1000 Mennesker i de allerfleste Tilfælde søge efter en eneste Arbejder, der var under Indflydelse af Spiritus.

Direktør Tyermoes bemærkede dertil, at fordi Folk ikke ved offentlige Møder mødte i øjensynligt beruset Tilstand, kunde de dog nok staa under Indflydelse af Spiritus.

Dr. Ditlersen pointerede, at der under Forhandlingerne var fremkommet Noget, som afkræftede hans Paastand om, at der fandtes en Nødstilstand, og hvis blot Lovgivningsmagten vilde støtte Bestræbelserne, skulde vi ogsaa nok faa Bugt med den.

Dr. med. Storch anbefalede at vende tilbage til
vort gamle Hvidtøl og bad de Tilstedeværende hver i
sin Kreds virke for en større Udbredelse deraf.

Forud for Foredraget og Diskussionen om Drikfældigheden
Foreningens aarlige Generalforsamling.

Kegnskabet for 1888 fremlagdes: Det udviser en samlet Indtægt af Kr. 8384.₈₇, og en samlet Udgift af Kr. 762 i,_n. Den største Del deraf falder imidlertid paa det nordiske nationaløkonomiske Møde i Juli 1888, der ialfc kostede Kr. 4546_;90 (nemlig til Avertissementer c. 600 Kr., til Porto c. 200 Kr., til Bogtrykker Kr. 1042,₈₈, til Festmiddagen 1568 Kr.? til Stenograferne Kr. 428,₅₂, til Sekretæren 600 Kr., Resten til Bureauets Medhjælp, til Skriverhjælp, til Leje af Borde og Stole og forskellige Smaaposter). Udgifterne ved det nordiske nationaløkonomiske Møde dækkedes dels ved Statens Bidrag (3000 Kr.), dels ved Indmeldelser i Nationaløkonomisk Forening og Løsning af Adgangskort til Mødet.

Paa Generalforsamlingen genvalgtes med Akklamation den afgaaende Bestyrelse: Professor Falbe-Hansen, Konferensraad, Nationalbankdirektør Levy, Grosserer Oscar B. Muus, Overpostmester Petersen og Prof., Dr. Will. Scharling.