Nationaløkonomisk Forening. Diskussion om de sociale Lovforslag.

1 Foreningens Møde Torsdagen den 13. December holdt Læge Th. Sørensen (Hobro) det ovenfor S. 1 fg. aftrykte Foredrag om »de sociale Lovforslag«. Efter dette Foredrag udtalte

Direktør Ludvig Bramsen: Det var neppe muligt i en enkelt Aftentime i denne Forening at diskutere de af Indlederen udviklede Principer for de to betydningsfulde om Sygekasser og Ulykkesforsikring; heller ikke disses Enkeltheder vilde det være muligt tilbørligt drøfte. Han vilde derfor lade Ulykkesforsikrings-Forslaget ligge, det vilde heller ikke tage Skade ved en Opsættelse; derimod vilde han fremdrage Enkeltheder ved Sygekasse-Lovforslaget.

Det var noget ganske originalt for Danmark, at man vilde lægge Beslag paa offentlige Pengemidler som direkte Bidrag til Sygekasser. I Tyskland, hvor den socialistiske Lovgivning var videst fremskreden, havde man til Sygeforsikringen ikke foreslaaet og til Ulykkesforsikringenikke opnaa offentlige Midler, der synes at være forbeholdte Løsningen af den store Opgave:Alderdoms-og Statstilskudettil Sygekasser hørte imidlertid til de Principspørgsmaal, som Taleren ikke vilde indlade sig paa, men han berørte det, fordi det havde bevirket — hvad Taleren vilde fremhæve — at en »anerkendt« Sygekasse i Danmark vilde blive noget ganske andet, end en anerkendt Sygekasse var i andre Lande, hvor der fandtes Lovgivning om saadanne. Lovforslaget vilde

nemlig som Betingelse for, at en Sygekasse kunde blive »anerkendt», opstille, at den var oprettet for bestemte — übemidlede — Klasser af Befolkningen og erholdt Statstilskud. Dette var en Originalitet, som Statstilskudetikke Nødvendighed medførte. I Tysklandsog Lovgivning for registrerede og indskrevne frie Sygekasser (af 1876 og 1875) var der givet Adgang for enhver — i England enhver gensidig— til at blive anerkendt, hvis den opfylderde for dens Medlemmer betryggende Fordringer i Henseende til Organisation, Regnskabsaflæggelseog Igennem Anerkendelsen opnaaede de engelske og tyske Sygekasser først og fremmest korporative Rettigheder med den deraf følgende retslige Beskyttelse, men tillige Fordelen af at kunne bejle til offentlig Tillid, fordi de havde paataget sig at opfylde Lovens Fordringer. Anerkendelsen var altsaa i disse Lande Maalet, men her i Danmark skulde den være uopnaaeiig for de Sygekasser, der ikke specielt vare oprettede for de Klasser af Befolkningen, som Lovforslagetangav, for deres Sygekasser skulde Anerkendelsenkun et Middel til at opnaa Statstilskud. Det skulde dog synes rimeligt, naar man vilde fremskaffeen for gensidige Sygekasser, at der da aabnedes en Adgang for alle saadanne til at kunne erholde Prædikatet af »anerkendt«, især da baade Kommission og Regering havde udtalt, at der var Trang til en forbedretIndretning af de andre Sygekasser. At Statstilskudet forbeholdtes de Übemidledes særlige Kasser, var naturligt, naar man virkelig fandt det nødvendigtat Statstilskud allerede ved Sygeforsikringen, men Anerkendelsen burde ikke knyttes uopløseligt til Tilskudet; Tilskudet gjorde Loven til en Klasselov og dets Forbindelse med Anerkendelsen til to Gange at blive en Klasselov. Det vilde blive en Kuriositet, at i Danmark en »anerkendt« Sygekasse ophørte at være »anerkendt«, naar den som Medlem optog en Person, der ikke var übemidlet. At den derimod mistede sit Statstilskud eller Retten til det, var en anden Sag.

Den saa meget savnede Sygekasse-Statistik vilde derhos kun fremmes ved, at saa mange Kasser som muligt bleve »anerkendte«, og det var urimeligt at nægte en Sygekasse, der stod paa egne Ben og opfyldte

Lovens Fordringer, den Anerkendelse, som man tilstod
Kasser, der erholdt Statstilskud.

Taleren ankede dernæst over, at der i en anerkendt Sygekasse ikke maatte optages Medlemmer over 45^—55 Aar. Bestemmelsen var ikke truffen af Hensyn til iStatstilskudet, thi Kommissionen havde netop motiveret, at der turde sættes en saa høj Aldersgrænse som 55 Aar med, at der var Statstilskud. Naar man saa hen til, at f. Ex. hele den lOOaarige engelske Sygekasselovgivning skyldtes forkastelige Bestræbelser hos de yngre Sygekassemedlemmer for at exkludere de gamle Medlemmer, naar de bleve kostbare for Kasserne, vilde det være rimeligere at sætte en Grænse for det Omfang, i hvilket Optagelse kunde nægtes paa Grund af Alder, end det modsatte. Men der burde i det Hele ikke sættes nogen Aldersgrænse, thi Sygekasserne vare selv de bedste og de mest interesserede Vogtere i den Henseende; det Hele var jo desuden et rent Præmiespørgsmaal. var det stridende mod Lovens hele Formaal; dette var jo igennem Sygeforsikring at undgaa Fattighjælp, men Udelukkelse af de ældre Personer vilde netop fremkalde Trang til Fattighjælp hos disse, naar de bleve syge.

Lovforslaget udtaler, »at Ingen kan nægtes Optagelse i en anerkendt Sygekasse, naar han fyldestgør de ovenfor Betingelser«. 1 Henseende til Helbred indeholder Loven dog kun, at Personer, der lide af nogen betydeligere kronisk eller uhelbredelig Sygdom, ikke have Adgang til Optagelse. Da Ministeriet derhos har strøget Kommissionens Fordring om Lægeattest ved Optagelse, saa det næsten ud, som om de anerkendte Kasser skulde være forpligtede til at optage akut syge Personer, men det var da endnu mere paafaldende, at de skulde være afskaarne fra at optage ældre Personer, selv om disse vare raske og kraftige og betalte forhøjet Præmie. Efter Talerens Mening burde Statsbidraget sættes i Forbindelse med enOptagelsespligtog derved berøves sin socialistiske Smag; »Anerkendelsen« derimod — som anført — kun være knyttet til Kassernes Organisation, og Tilsynet.

At Personer, der bleve mere velstillede, o: ophørteat »übemidlede« efter Lovforslagets § 18 mistede deres Medlemsret, forekom Taleren meget stødende og uretfærdigt; der burde i det Højeste være

Tale om, at Statsbidraget for saadannes Vedkommende
bortfaldt.

Fordringen i § 7 om, at Ingen maa være Medlem flere anerkendte Sygekasser burde sikkert ombyttes en Bestemmelse om, at Ingen, der er Medlem af en anerkendt Sygekasse, o: en saadan, der erholder Tilskud af det Offentlige, maa være Medlem af nogen anden Sygekasse overhovedet. I modsat Fald blev nemlig Grundlaget for det hele Tilskud borttaget. Baade efter Kommissionens og efter Regeringens Motivering nemlig Tilskud et dermed, at Sygekasserne yde for lidt, begrundet paa, at mange Übemidlede ude af Stand til at betale saa høje Bidrag, at derved Mindste-Ydelsen efter Lovforslaget muliggøres for Kasserne. Forskelle:* skulde tilvejebringes gennem Tilskudet. Men er dette rigtigt, er det jo en Modsigelse, naar Lovforslaget forudsætter Muligheden af, at Vedkommende, der faar Statstilskudet, har Raad til desuden at være Medlem af en eller flere andre Sygekasser, ikke erholde Statstilskud og hvor han altsaa maa betale det Hele selv.

Taleren havde studset ved Bestemmelsen i § 8 om, at det i Vedtægten kunde paalægges Mestre osv. at tilbageholdeMedlemsbidragene Arbejdernes Løn. Det stod jo fast, at Indtrædelsen i en anerkendt Sygekasse efter Loven var en frivillig Sag. Men hvorledes det i en Forenings Vedtægter kunde paalægges den ene Kontrahent i Arbejdsforholdet at betale noget for den anden Kontrahent i Sygekasseforholdet, var Taleren uforstaaeligt. I Virkeligheden kunde Arbejdsgiverenjo vide, om Arbejderen var i en Sygekasse, end mindre, om han vedblev at være i den, thi Arbejderenvar berettiget til at udtræde, naar han vilde, ifølge Loven, da han frivilligt var indtraadt. Hvis det var Meningen, at en Sygekasse kunde holde sig til Arbejdsgiveren for Kassebidragene, var det en Bestemmelsehentet den tyske Tvangslovgivning eller fra vor egen tidligere Lavskasse-T vang; men nu drejede det sig jo netop om Arbejdernes frivillige Forsikring. Selv om det var praktisk gørligt paa den Maade at forpligte Arbejdsgiverne igennem Loven, maatte det forkastes, da det var en krænkende Umyndiggørelse for en Arbejder,ikke ville tillade ham at betale en Afgift selv, som han frivilligt havde paataget sig at udrede;

en ærekær Arbejder burde ikke finde sig deri og vilde neppe heller finde sig deri. Bestemmelsen henhørte ikke i Loven om Sygekasser; Forholdet angik kun den frie Arbejdskontrakt, i hvilken der naturligvis kunde træffes Overenskomst om, baade at Arbejderen skulde være i en — bestemt — Kasse og at Bidragene til den tilbageholdtes i Lønnen.

Var det Lovforslagets Mening, at Kassen kun kunde holde sig til Arbejdsgiveren, dersom Medlemmet undlod betale skyldigt Bidrag til Kassen, og var Talen altsaa om et Slags Beslaglæggelse af Arbejdsløn for überigtiget Sygekasse-Bidrag, var det naturligvis en anden Sag og der vilde da være mindre at indvende, men i saa Fald burde den paagældende Bestemmelse ømredigeres, nu stod der noget ganske andet.

Taleren fandt dernæst den i Forslagets § 14 fastsatte for Hævning af Bidrag — 6 Uger fra Indtrædelsen — for lang og unødvendig lang, dersom Vedkommende ved Indtrædelsen var — i alt Fald tilsyneladende rask. I disse 6 Uger kunde Familjen komme paa Fattigvæsenet, hvad den jo netop ikke skulde. I Tyskland kunde der kun i Vedtægten fastsættes Ventetid for forsikringspligtige Personer, forsaavidt var om Ydelser fra Kassen, der gik udover de i Loven bestemte Mindste-Ydelser.

Lovforslagets Stilling til Tyendets Forsikring var paafaldende. Kommissionen havde anbefalet, at Tyendet kun skulde betale halvt Kontingent mod — som foreslaaet i en senere Paragraf — til Gengæld kun at faa Understøttelse Kassen fra den Dag, da Husbondens Forsørgelsespligt Regeringen udtaler, at der ikke tilkommer Tyendet en saadan begunstiget Stilling, eftersom ofte forsikrede Tyendet af Hensyn til sin egen Interesse. Saaledes er den samme Motivering benyttet af Kommissionen for og af Regeringen imod Forslaget om halvt Kontingent for Tjenestetyende og det saa næsten ud som om Regeringen havde overset Kommissionens Indskrænkning i Kassernes Ydelser over for Tyendet. — Efter Regeringens Forslag vilde Resultatet vistnok blive, at Tyendet ikke sikrede sig for den Tid, der gik ud over Husbondens Forsørgelsespligt, fordi det vilde blive for dyrt; og at Husbonden skulde gøre det, var ikke sandsynligt.

I Forbigaaende vilde Taleren berøre, at Kommissionenhavde

sionenhavdeforeslaaet fri Befordring til Afhentelse af Læge eller Jordemoder, medens Lovforslaget havde begrænsetdette en Afstand af 1'/₂ Mil som Maximum. Det var imidlertid klart, at jo længere Hjælpen var fjernet fra den Syges Bolig, desto nødvendigere var Befordringenog Medlemmet var uden Skyld i, at Læge eller Jordemoder var fjernet mere end 1V₂ Mil, burde Hjælpen, som laa i den fri Befordring, ikke unddrages Medlemmet i saadanne Tilfælde, hvorfor Kommissionens Forslag burde opretholdes.

Taleren anførte derefter, at det havde været ham paafaldende, at uagtet der i andre Landes Sygekasselovgivning truffet saa detaillerede Normativ-Bestemmelser til at værne om Medlemmernes Rettigheder Spørgsmaal om Vedtægtsforandringer, Stemmegivning, fornøden Majoritet, saa havde alligevel Eegeringen strøget med Flid Kommissionens ikke talrige Bestemmelser om Generalforsamlinger i Sygekasserne, som der dog burde gives saa megen Selvstyrelse som muligt indenfor Lovens Indskrænkninger, der burde være saa faa som muligt.

Ogsaa den af Kommissionen foreslaaede 5-aarige Opgørelse af Kassernes Forpligtelser, som i England er betegnet som den engelske Sygekasselovs (1875) allervigtigste Bestemmelse, er forsvunden ved Regeringens i det Hele træffer Lovforslaget paa ingen Maade Foranstaltninger mod. at Staten kan komme til at »anerkende« og yde Tilskud til faktisk insolvente Kasser, hvilket vilde være en Kalamitet.

Som et Bidrag, som sikkert Alle vilde kunne bifalde, den gratis Levering af Formularer, Skemaer Registre vistnok betegnes; den engelske Lovgivning i denne Henseende ladet sig det være særdeles magtpaaliggende, at Hjælpekasse-Loven fremtræder en opdragende og raadgivende. Dersom ikke en ensartet og praktisk Bogføring tilvejebragtes for Kasserne, hverken Kasserne eller Inspektørerne kunne komme til Erkendelse af Stillingen. Imidlertid manglede de derhenhørende Bestemmelser i Loven.

I Anledning af Bestemmelsen i § 22 om, at et Uddrag af Inspektionens Beretning til Ministeren skulde offentliggøres paa en af Indenrigsministeren foreskreven Maade, vilde Taleren erindre om den ringe Tilfredshed, der var med Uddragene af Fabrik-Inspektionens for

Offentligheden tilgængelige aarlige Beretning. Inspektørenburde ganske frit i Henseende til sin Beretning;der ikke stryges noget i den og den burde forelægges Offentligheden i Bogform for en billig Pris; i saa Fald kunde den blive vigtig for alle Sygekasse- Bestyrelser. Den engelske chief-registrars Beretning om de registrerede Sygekasser forelagdes i sin Helhed for Parlamentet og beordredes af Underhuset trykket og publiceret. Den sidst udkomne Beretning var en Blaabogpaa Sider, der kostede 1 sh. 5 p.

Til disse Bemærkninger vilde Taleren her indskrænke han havde kun fremsat dem, fordi det var blevet sagt, at der skulde være en — om end ringe — Udsigt til, at Loven om Sygekasser allerede i denne Session kunde blive færdig fra Rigsdagen — bagefter vilde det jo være unyttigt at udtale sig.

Justitiarius Schlegel: Da jeg som Medlem af Landstinget allerede der har haft Lejlighed til at udtale mig om Lovforslagene og da jeg desuden har den Ære at være Medlem af det Udvalg, som Landstinget har nedsat om disse Forslag, vil jeg ikke her komme med en detailleret Kritik af Forslagene og jeg vil derfor ikke gaa ind paa de af den foregaaende Taler (Dir. Bramsen) gjorte Bemærkninger, men jeg vil kun henlede Opmærksomheden enkelte Punkter, hvorom det kunde interessere at høre praktiske Folks Mening.

Sygekasserne kunne kun hjælpe de Syge i en begrænsetTid Enhver, der har haft med Sygekassers Bestyrelse at gøre, vil vide, hvor pinligt det er. naar Tiden er udløben, at nægte Hjælp og derved lade Vedkommendestaa hjælpeløs, i Reglen kun henvist til Fattigvæsenet. Jeg synes, at det var ønskeligt, at det Offentlige, navnlig Kommunen, i saadanne Tilfælde traadte til og hjalp den, der efter Evne havde gjort alt, hvad han kunde, for at hjælpe sig selv. Men ikke blot Sygdom, ogsaa Alderen medfører Forringelse eller Tilintetgørelse af Erhvervsevnen og derfor staar Sygekassespørgsmaaletefter Mening i nær Forbindelse med Spørgsmaalet om Alderdomsforsørgelse. Jeg vilde derfor have anset det for heldigt, om Lovforslaget var gaaet ud paa, at der istedetfor Tilskud til Sygekasserne skulde af Statskassen gives f. Ex. 50 Kr. aarlig til hver, der havde været Medlem i over 10 Aar og var fyldt 60 Aar; Udgiften havde omtrent været den samme

som det foreslaaede Tilskud, og det havde været en stor
Opmuntring til at gaa ind i Sygekasserne, som derimod
iøvrigt turde kunne bære sig selv.

Ligeoverfor Lovforslaget om Ulykkesforsikring nærer jeg mange Betænkeligheder. Saa længe denne indskrænkes de farlige Erhverv, vil Udgiften vel ikke kunne mærkes meget, men mærkes vil den, idet i sidste Instans hele Samfundet, deriblandt Arbejderne selv, ville komme til at betale den gennem en forhøjet Pris paa Varerne; og bliver det ikke Følgen, saa bliver Følgen den, at Arbejdslønnen nedsættes, hvilket altsaa vil sige, at Arbejderen selv kommer til at betale den.

Men Forslaget indskrænker sig ikke til at omfatte den farlige Industri, men omfatter ogsaa Land- og Skovbrug, hvor Faren er forholdsvis mindre fremtrædende og snarere er den samme, som fremtræder i alle Livets Forhold. Naar man her kun giver Hjælp til dem, der arbejde hos andre, gør man Uret mod alle dem, der arbejde for sig selv og efter Lovforslaget intet skulle have. Det vil ikke kunne forstaas af Befolkningen og jeg tror heller ikke af almindelig sund Menneskeforstand, Forholdene ordnes saaledes, at f. Es. den Kusk, der i en andens Tjeneste kører en "Vogn og kommer til Skade ved at Hestene løbe løbsk, faar Erstatning, den Mand, der møder Hestene og kommer til Skade ved at stoppe dem, faar ingen Erstatning. Man maa efter min Mening, ialfald efterhaanden, nødvendigvis ind paa, at alle skulle have Hjælp og en midlertidig Adskillelse finder jeg som sagt uheldig, fordi den vil blive opfattet som en Uretfærdighed. Men dette vil blive en hel Omvæltning af Samfundet, hvis Berettigelse er tvivlsom og som i hvert Fald vil nødvendiggøre Skatter. Efter Forslaget, som det nu foreligger, kommer den enkelte selvstændige Arbejder til at yde Bidrag til Ulykkesforsikringen, men selv faar han intet; men det er übilligt mod ham; hans Stilling er allerede vanskelig nok i hans Kamp mod Storindustrien.

Kontorchef Rubin maatte overfor Justitiarius Schlegel minde om, at defc, som var Statens Anledning til at give et Tilskud til Sygekasserne, var Bestræbelsen for at faa saa stor en Del af den übemidlede Befolkningind Sygekasserne som muligt og samtidig sætte Kasserne i Stand til at yde deres Medlemmer en virksom

Hjælp. Men dette opnaaedes naturligvis ikke ved at give gamle Sygekassemedlemmer en Understøttelse, dervedvilde ikke faa et eneste Menneske mere ind i Kasserne: de, der ikke havde Eaad nu til at gaa ind, vilde ikke faa mere Eaad, og det store Flertal af dem, der var i Kasserne — og de gamle var jo Undtagelserne — vilde ikke derved kunne erholde større Bidrag af Kasserne end nu. Schlegels Forslag vedrørte Spørgsmaaletom Alderdomsforsørgelse, men det var altid rettest hellere at søge gennemført, hvad der laafor, end give Anvisning paa noget nyt, saa at ingen af Delene hlev til noget.

Det samme gjaldt Schlegels Bemærkninger om Ulykkesforsikringsloven. Det var de hyppige Ulykkestilfælde Bygningsarbejde, i Fabriker, i Mergelgrave Landbrugsmaskiner, paa Søen etc., der havde givet Anledning til Lovforslaget, og dettes Karakter var bestemt ved, at under vor Tids sociale Gæring vakte det altid særlig Misstemning, naar Arbejdsherren ikke tog sig af den forulykkede elier hans efterladte, enten fordi — hvad der hyppigst var Tilfældet — han ikke havde Eaad til at udrede store Understøttelsesbeløb, eller fordi han antog, den forulykkede selv var Skyld i Ulykken, eller fordi han mente det hele ikke kom ham ved, eller endelig af flere af disse Grunde i Forening. Med dette for Øje udarbejdede man et Lovforslag, omfattende de »farlige« Erhverv og sigtende paa Forholdet mellem Arbejdsgiver og Arbejder. Hermed vilde de allerfleste Ulykkestilfælde komme ind under Loven, og saaledes var uendelig meget opnaaet baade i almindelig human og særligt i social Henseende. At opgive dette, fordi der kunde paapeges forholdsvis sjældent forekommende Forhold, hvor Arbejdere ikke blev erstatningsberettigede, var saa meget mere urimeligt, som man, naar man først havde Forsikringsanstalten, kunde lette den übemidlede i Almindelighed Forsikring imod Ulykkestilfælde. Vejen var, først at løse den Del af Spørgsmaalet, der er brændende, og ikke — for desuden at opnaa noget andet forholdsvis uvæsentligere — lade Sagen forsumpe.

Det var dernæst en Misforstaaelse at tro, at det var Arbejderne selv, der tilsidst vilde komme til at betalePræmien. Understøttelse, den enkelte fik, kunde blive betydelig, men Præmierne fordelte paa alle

Arbejdsgiverne blev übetydelige — saa übetydelige, at det overfor Arbejdernes Sammenslutning og den herskende Opinion vilde blive umuligt at fradrage dem i Arbejdslønnenog overvælte dem paa Arbejderne. Men heller ikke indirekte, ved Varernes Fördyring, vilde de blive overvæltede. Thi selv om det skulde lykkes Arbejdsgiverneat Præmierne paa Produktets Pris, var det en statistisk og indlysende Erfaring, at jo mere Arbejdeog mindre Raastof, der var i en Vare, des mindre benyttede Arbejderne den, og vice versa. Man havde overfor forhøjet Arbejdsløn sagt det samme, at Arbejderen vilde komme til at betale Tillæget tilbage, naar han købte Varen; men ogsaa her fik Eeglen Anvendelse,at Produktioner, Arbejderen som Arbejder var mest interesseret i, deres Produkter fik han mindst af, dem og dermed den forhøjede Arbejdsløn betalte de velstillede Samfundsklasser.

Overfor Direktør Bramsen vilde Taleren bemærke, at en »anerkendt« Sygekasse selvfølgelig godt kunde afvise naar dette, imod al Sandsynlighed, ikke ønskedes. Opfyldte den iøvrigt Lovens Betingelser, vilde den naturligvis dog blive anerkendt. Spørgsmaalet om at anerkende ogsaa andre Sygekasser end Kasserne for übemidlede hang sammen med det hele Spørgsmaal om Statens Forhold til Foreninger, stiftede i xllmindelighed gensidig Sikring eller anden gensidig Nytte. Kommissionen havde i sin Betænkning antydet, at dette Spørgsmaal trængte til at tages op til Behandling, men havde ikke villet drage mere end nødvendigt ind under sine Undersøgelser og Forslag, særlig ikke da Statens Forhold til saadanne Foreninger var en Sag af delikat og vanskelig Art, eftersom der opkom Tvivlspunkter overfor den grundlovsmæssige Foreningsfrihed.

Hvad nu imidlertid de Kasser angik, som Lovforslagetomfatter, det erindres, at eftersom man altid vilde anse Anerkendelsen som en Art af Statsgarantifor Solvens — om den end ingenlunde direkte var det —, maatte der i selve Loven fastsættes visse Kavteler med Hensyn til Kassens Administration. Saa god Statistik og saa paalidelige Beregninger kunde aldrig erholdes, at man alene ad den Vej kunde sikre sig, derfor maatte der paa Forhaand nedlægges Forbud imod, at de af Staten anerkendte Kasser übegrænset optog gamle Medlemmer, hvad der var den sikre

Kuin, og at Kasserne iøvrigt traf Forholdsregler af aabenbar ødelæggende Karakter. Hvormeget heraf der skulde staa i Loven, kunde være et Spørgsmaal for sig, men i Eegeringslovforslaget var der i hvert Fald ikke for mange Kavteler, om end et og andet kunde være heldigere udtrykt. Hvad særligt de gamle Arbejdere angik, kunde man jo lade hengaa en Overgangstid, hvor de kunde indtræde (og saa maaske her give særlig Hjælp, hvis det var fornødent), men for Fremtiden vilde enhver vide, hvad han havde at rette sig efter, ligesomdet allerede nu var godkendt af Befolkningen selv, at vilde man sikre sig mod Sygdom, maatte man indtræde i Sygekasser, før man var gammel og graa.

Taleren vilde til Slutning takke Dr. Sørensen, fordi han som Læge havde udtalt et højst fornødent Ord om, at Lægerne ikke burde gribe for glubsk til, naar Sygekasselovenudkom. var der ingen Fare paa Færde, hvis man fulgte Kommissionsforslaget. Det dér foreslaaede Tilskud var fremkommet paa Grundlag af en Beregning, saa god som den kunde skaffes — og viste den sig fejlagtig, kunde jo en Tillægslov altid raade Bod derpaa —, hvor der ogsaa var taget Hensyn til en passende Forhøjelse af de nuværende Lægehonorarer. Men selvfølgelig, forlod man uden videre denne Basis og fulgte Eegeringsforslaget, der ganske i Almindelighed foreslog et Tilskud, ikke ansat paa Grundlag af positive Data, men efter en saa pervers Regel som den, at de, der havde mindst Raad til at betale Sygekassebidrag, ogsaa skulde have mindst Statstilskud — samtidig med at man dog krævede, at saadanne Kasser skulde have samme Forpligtelser som de andre Kasser, deriblandt ogsaa være udsatte for Lægernes Stormløb —, da var man inde paa en uheldig Bane. Efter Kommissionsforslagetvar beregnet saaledes, at der blev Raad til alle nødvendige Udgifter, og da Medlemmerne i Landkasserne o. 1., paa Grund af det ringere Beløb, der skulde udbetales dem i Arbejdserstatning (Sygedage), gav ringere Medlemsbidrag end Medlemmerne i Bykasserneo. vilde det af Kommissionen foreslaaede lige Tilskud til ethvert Medlem Landet over betyde et forholdsvis større Tilskud til de daarligere, et forholdsvismindre de bedre situerede Sygekassemedlemmer. Denne Ordning, den modsatte af Regeringsforslagets,

maatte sikkert fastholdes, for at Sygekasserne kunde faa
fornøden Gavn af Sagen.

løvrigt samstemmede Taleren fuldstændig med Lovforslagenes Grundlag og Rækkevidde, og vilde for sit Vedkommende haabe, at det maatte lykkes at erholde snarlige praktiske Resultater af dem.

Konferensraad Levy henvendte først nogle Bemærkninger Sørensen og forsvarede saaledes bl. a. Bestemmelsen den lange Tidsfrist, inden Understøttelsen gaves; det kunde nemlig tage længere Tid, inden Invaliditetens Beskaffenhed kunde konstateres. Af sin lange Erfaring (fra Burmeister & Wains Alderdoms- og Understøttelseskasse) kunde han paa det bestemteste modsige Schlegels Paastand, at Ulykkesforsikriogspræmien vilde blive afkortet i Arbejdslønnen, og det bl. a. af den Grund, at Arbejdsgiveren ikke kunde staa sig ved, at Arbejderen forlod ham og søgte Plads andetsteds formedeist saadan Lønningsafkortning. Han kritiserede derefter enkelte Bestemmelser i Ulykkesforsikringslovforslaget udtalte sig bl. a. imod Bestemmelsen om, at Forsikringen skulde indtræde, med mindre Ulykken var sket ved »grov Uagtsomhed« fra Arbejdernes Side. Man kunde dog ikke nægte, at desværre mange Ulykkestilfælde selvforskyldte; hvor mange hidrørte ikke fra en vel stærk Nydelse af spirituøse Drikke under Arbejdet; dette var dog mildest talt en Uagtsomhed, der endog kunde være farefuld for flere end den Paagældende Han ønskede derfor helst Ordet »grov« strøget i denne Bestemmelse.

Tal. omtalte den Anmeldelsespligt »inden 3 Dage«, som Lovens § 6 paalagde Arbejdsgiveren; men der var mange Tilfælde, hvor det vilde være umuligt for denne at gøre en saadan Anmeldelse. Han ansaa det for at være vanskeligt at faa oplyst, om en Arbejder, der var kommen til Skade, var kommen sig saaledes, at den ham tilsagte Understøttelse kunde nedsættes eller bortfalde, og Bestemmelsen herom i § 10 kunde derfor lige saa gærne udgaa. En enkelt lønnet Bestyrer, som §12 föreslåar, ansaa Taleren for at være aldeles utilstrækkelig;det være en Umulighed her for en enkelt at bedømme og overse alle Spørgsmaal og Anledninger til Ulykkestilfældene og Beskaffenheden af Invaliditet i hvert enkelt Tilfælde; han maatte nødvendig have et

Eaad ved sin Side, og denne raadgiveude Komite burde
vælges af Arbejderne og Arbejdsgiverne.

Direktør Bramsen vilde i Anledning af Kontorchef Rubins til ham rettede Bemærkninger svare, at Lovforslaget indeholdt noget om, at Sygekasser, der ikke ønskede at modtage den offentlige Understøttelse, alligevel kunde blive anerkendte; men selv om dette turde forudsættes som noget selvfølgeligt, angik det slet ikke den af Taleren fremsatte Anke, der gik ud paa at kun Sygekasser, der særligt vare oprettede for, og udelukkende optog Personer henhørende de »übemidlede«, nærmere specificerede, af Befolkningen, kunde opnaa »Anerkendelsen«. Rubins Udtalelse om, at Anerkendelsen blive opfattet som et Slags »Statsgaranti« — efter Talerens Mening forhaabentlig dog kun en kvalificeret Sikkerhed — viste allerbedst det uretfærdige i at nægte Anerkendelsen til saadanne andre, paa en Maade konkurrerende, Kasser, der frembød samme Sikkerhed at de underkastede sig samme Tilsyn og Kontrol. At den grundlovmæssige Foreningsret havde noget hermed at gøre, var Taleren uforstaaeligt, da Talen jo udelukkende var om en frivillig Underkastelse Lovens Bestemmelser, saa at alle Kasser eiter Loven havde Ret til at undlade at søge Anerkendelse, de burde ogsaa alle have Ret til at søge den.

Redaktør Aleksis Petersen-Studnitz bemærkede ligeoveriorJustitiarius at Ulykkesforsikringspræmien — selv naar alle Fag medtoges! — vilde være saa ringe, at den kom til at udgøre en komplet forsvindende Brøk af samtlige Produktionsomkostninger og kun en meget ringe Procent af Arbejdslønnen: Arbejderne vilde ikke komme til at føle den, og Samfundet som Helhed ejheller. — Ved at stryge Ordet »grov« foran »Uagtsomhed«vilde miste den største Del af sin Betydning.Bedre det være, som i andre Lande, at stryge baade »grov« og »Uagtsomhed«. Gennemgaaende var det danske Ulykkesforsikringsforslag knappere end de tyske og østrigske Love og det svenske Forslag. Hvorfor skulde de danske Arbejdere stilles slettere end andre Landes Arbejdere? Det Spørgsmaal havde hverken

Kommissionen eller Regeringen givet noget Svar paa. Taleren berørte Ønskeligheden af helt at løse Forbindelsen mellem Sygekasseloven og Ulykkesforsikringen: ordnede man Forholdet saaledes som foreslaaet af den svenske Komite slap man for den mislige lange Ventetid.

Læge Sørensen vilde i Betragtning af Tiden lade sig nøje med et Par korte Bemærkninger. Overfor Konferensraad Levy skulde han anføre, at hans (Talerens) tidligere Udtalelse ikke var gaaet ud paa, at Invaliditet altid lod sig konstatere 4 å 8 Uger efter Ulykkestilfældet, kun at dette oftest turde finde Sted. Det var sikkert en Misforstaaelse, naar Justitiarius Schlegel havde ment, at Faren for Ulykkestilfælde var i Land- og Skovbrug omtrent den samme, som fremtræder under alle Livets Forhold. let Land som vort udgjorde de i Landbruget indtrædende Ulykkestilfælde en væsenlig Del af det samlede Antal Ulykkestilfælde, hvormed en eventuel Forsikringsanstalt vilde faa at gøre. For at nævne et Exempel, faldt saaledes paa Land- og Skovbrug c. 2/₃ af de i Femaaret 3880_—84 udenfor København indtrufne Ulykkestilfælde under Arbejde, som øjeblikkelig eller næsten øjeblikkelig havde medført Døden — forsaavidt var om Haandværksarbejdere, industrielle Arbejdere, Daglejere og Tjenestetyende.

Dirigenten, Professor Falbe-Hansen, sluttede Diskussionen en Henvisning til Nødvendigheden af at saa vidtrækkende Lovforslag, der let kunde føre ind paa en socialistisk Skraaplan, blev underkastede en omhyggelig Han bragte sluttelig Talerne, særligt Indlederen, Sørensen, en Tak for deres Bidrag til Spørgsmaalets Belysning.