Lujo Brentano: Die klassische Nationalökonomie. Vortrag gehalten beim Antritt des Lebramts an der Universität Wien am 17. April 1888. Leipzig, Verlag v. Duncker & Humblot. 1888. (32 S.) (1 M.)

Den »klassiske Nationaløkonomi« er den nationaløkonomiské fra det 18. Aarhundredesog det 19. Aarhundredes første Halvdel. Den kaldes »klassisk« ikke blot af sine Tilhængere, men ogsaa af sine Modstandere. Og den kaldes da ogsaa, siger Brentano i sin Tiltrædelsesforelæsning Universitetet i Wien. meget passende »klassisk«, forsaavidt den har visse Ejendommeligheder tilfælles klassiske Eetninger paa andre Omraader.

Der er f. Ex. den klassiske Billedhuggerkunst. Det karakteristiske for den er, at den overser de individuelle Træk til Gunst for det alment Menneskelige. Fra Virkeligheden den nogle Træk; men andre udelader den. Saaledes skaber den et abstrakt Menneske, et Ideal, som Virkeligheden aldrig eller sjeldent ligner. Billedværkerne af den klassiske Retning mangler de Folder og Rynker, hvori den Enkeltes individuelle Aand netop ofte kommer tilsyne. Om mange Statuer gælder det derfor, at man kun ved Hjælp af visse konventionelle Attributter kan gætte sig til

hvad der menes med dem. Tager man Spaden fra Figuren og giver denne istedetfor en Pengepung i Haanden, saa bliver denne Abstraktion pludselig til en »Købmand«, medens den før forestillede en »Bonde«. — Paa samme Maade — siger Brentano — har den klassiske Nationaløkonomi et idealt, abstrakt Menneske, der er frit for alle Stillingens, Klassens, Nationalitetens, og Kulturtrinets Særegenheder. Heller ikke den gør Forskel paa Bonde og Købmand; den skelner ikke mellem den udannede Proletars det forfinede Kulturmenneskes Instinkter; den kender ikke noget til Race-, Religions-, Tids-Forskelligheder. kender kun to Drivfjedre, der behersker Menneskenes Handlinger. Den ene er Erhvervsdriften. Den hersker overalt, hvor ikke den anden, endnu stærkere, Drift, Kønsdriften, kommer i Konflikt med den. Alle Mennesker, Filosofen ligesaa godt som Kuldrageren, er i samme Grad begavede og beherskes i samme Grad af Tørsten efter Rigdom.

Dette er den almindelige Karakteristik, Brentano giver af den klassiske Nationaløkonomi. Han søger at støtte den ved en speciel Betragtning af den klassiske Nationaløkonomis og Jordrentetheori.

Vil man søge at retfærdiggøre den nævnte nationaløkonomiske ved at sige, at dens Deduktioner vel ikke førte til Sætninger, der ligefrem stod i Samklang med Virkeligheden, men dog til hypothetisk rigtige Sætninger, saa svarer 8., at dens Hypotheser slet ikke er til nogen Nytte. Den gaar ikke blot ud fra, at den økonomiske Egoisme er den Kraft, der altid maa herske, hvor Kønsdriften overvinder den; men den overser, at den økonomiske Egoisme dog i ethvert Fald under forskellige Tidsforhold og Stedsforhold maa være af meget forskellig Art, og den omtaler slet ikke, hvilke andre Motiver, der dog altid maa virke ved Siden ad den økonomiske Egoisme, hvorledes de maa influere paa denne Drivkrafts Virkninger.

Efter at have læst Brentanos Karakteristik af den

klassiske Nationaløkonomi vil mangen en maaske spørge, horledes.; det da gik til, at denne Retning har talt ikke lutter Taaber, men ogsaa adskillige fremragende Tænkere blandt sine Repræsentanter!

Det., Brentano vil have, er: først og fremmest historiske Redegørelser for den økonomiske Udvikling, nøjagtige Beskrivelser af de økonomiske Tilstande! »Pjen speeiello eller praktiske Nationaløkonomi maa træd# i Forgrunden; den almindelige eller theoretiske maa træde tilbage! Thi der gives ingen almindelig Økonomi; enhver Økonomi hviler enten paa Landbrug eller paa Industri eller paa Bændel eller paa Transport eller paa Tjeneste- eller Kapitalleje. — og økonomiske lagttagelser lader sig altsaa kun anstille paa disse Nationaløkonomiens Specialomraader. Derfor har Arbejderne paa den saakaldte praktiske National^ økonomis Oinraade haft en saa stor Overvægt i de sidste Decennier Tyskland. Dette skete ikke formedeist en Ringeagt den theoretiske Nationaløkonomi, men fordi der kun paa dense Maad« kan hidskaffes Stene til en Nyopførelse a£ d#n.«

Dog turde dertil være at svare: Disse »Stene« kan ikke hidskaffes, denne Nyopførelse kan ikke ske ved Folk, dej¹: mangler de almindelige theoretiske nationaløkonomiske Kundskaber. De historisk-økonomiske Forskninger, de Beskrivelseraf Tilstande, Brentano anbefaler, kan varøe s^i-deles værdifulde, — men kan naar de leveres af Folk,, der ikke er blottede for almindelig theoretisk nationaløkonomiskIndsigt. maa være et Vexelforhold mellem den almindelige Theori og Specialforskningerne, Speeialbeskriv;elserne.Den Professor skyder over Maalet. Han tillægger, siger han udtrykkeligt, en nøjagtig Beskrivelse af selv de mest beskedne økonomiske Fakta et større videnskabeligt Værd end »den skarpsind.igste Deduktion, ud fra den økonomiske Egoisme«. Statistiske Skildringer af Lægdsgaarde i Ølseby-Magle faar derefter en højere videnskabelig Rang end Ricardos Værker. For mere end et halvthundrede Aar siden, i den klassiske NationaløkonomisGlansperiode,

økonomisGlansperiode,har en dansk Digter vittigt persifleret de »empiriske Nationaløkonomer«, der vil leve af Specialia alene. Hans Satire passer den Pag idag; man skulde næsten tro, at den, var skreven i Firserne eller HaMjjerdsernj^,— den rammer nu i Firserne endnu bedr« end dengang, da den> for et Far Menneskealdre siden, blev skreven.