A. de Foville, la tour Eiffel. Paris, Librairie Guillaumin & Cie. 1888. (16 SJ.)

JL/enne lille Afhandling er en Gengivelse af et Foredrag, som A. de Foville, den franske aandrige Statistiker, holdt i Conservatoire des arts et métiers. Afhandlingen optoges i »Journal des Économistes« og foreligger nu i Særtryk. Det har været Forf.s Opgave at belyse den Interesse, der fra et teknisk og et industrielt, ja endog fra et filosofisk Synspunkt knytter sig til Eiffel-Taarnet; men det er klart, at han i et kort Foredrag ikke kan komme dybt ind paa Emnet.

Taarnet er, som bekendt, 300 Meter højt. Det betyder,at er Verdens højeste Bygning. Cheops- Pyramiden naar ikke den halve Højde, kun 140 Meter, og Domkirken i Køln, tidligere Evropas højeste Bygning, overskriderkun den halve Højde, 160 Meter. Evropas andre høje Taarne er Dukke-Sager i Sammenligninghermed. man indvende, at Taarnet' ogsaa har kostet en køn Sum Penge, 5 Millioner Francs, altsaa en Stabel af Guldstykker, der er endnu højere end Taarnet selv, saa har det ikke meget at sige: der er ingen Tvivl om, at der i Løbet af de tyve Aar, Eiffel har Koncession paa Taarnet — efter 1909 tilfalder det som Ejendom Paris — vil indkomme i Betaling for Opstigning og som Leje af Eestavrationerne i Taarnet saa store Beløb, at Udgifterne

vil blive dækkede, og et net Overskud desforuden realiseres. Men Taarnet er ikke alene et Herkules-Arbejde, et gigantisk Arbejde; det er ogsaa, ja endnu mere, hvad Foville ikke undlader at fremhæve, et Præcisions-Arbejde. Trods de kolossale Dimensioner er hver en Enkelthed udført med den fineste Nøjagtighed.

Den tekniske Interesse, der knytter sig til Taarnet, kan vanskeligt bestrides. Men man har, navnlig inden Taarnet var færdigt, gjort gældende, at det var grimt, at det vilde skamskænde Paris, og at det var dumme Narrestreger bygge noget saadant unyttigt Snurrepiberi. Kunstnere og Digtore, som Meissonnier. Pailleron, Sardou, Charles Garnier m. fl. har offenlig stemplet Taarnet som »en Vanære for Paris« og protesteret mod, at Taarnet fik Lov til at kaste sin Skygge, »som en Blæk-Klat«, ud over hele Byen. Nu viser det sig, at Kunstnerne og Digterne kunde have sparet sig deres Protest — endog bortset fra, at den kom for sent, efter at alt var klappet og klart; — »Blæk-Klatten« var ikke saa slem. — Hvad Taarnets Nytte angaar, henvises der til den Rolle, det mulig kan komme til at spille under en Belejring, ved astronomiske og meteorologiske Observationer osv. I ethvert Fald er det en Prøve paa, hvad Ingeniørkunsten i det nittende Aarhundrede magte. Og endelig virker det i Udstillingstiden et godt Trækplaster.

Man kan lade være med at arrangere Verdensudstillinger; men har man besluttet sig til at indbyde Folk til en stor Verdensudstilling, maa man ogsaa gøre noget for at faa dem til at komme, og det er da ikke nok at vække de faa Udvalgtes Opmærksomhed, men man maa ogsaa faa den store nysgerrige Hob frem. Og intet af alt det, Udstillingen byder paa, vil friste Provinsboerne og Udlændingene saa meget som Eiffel-Taarnet. Det Store frister mere end det Skønne; ogsaa Oldtidens syv Underværker sig fortrinsvis ved Dimensionernes Størrelse.

I England har man navnlig været ivrig til at spotte

over Eiffcl-Taarnet, og til at spørge om, hvad det skulde nytte til. Det vil — svarer Foville —i alt Fald tjene til at lokke Englænderne til Paris; thi ingen er saa nysgerrigesom og saa ivrige som de til at stige op paa de høje Tinder. »Jeg husker, at da jeg første Gang besøgteUdstillingen London, 1862, saa jeg ved Kensington- Palaiset Tusinder af Folk staa opstillede i Række. Jeg gjorde som de Andre og stillede mig hen i Bækken, uden endnu at vide, hvad det var for et herligt Skue, man var saa ivrig efter at komme til at nyde. Endelig, langt om længe, naaede jeg da hen til en uhyre Stenkulsblok, i hvilken der var et Hul; — en Mængde Indskrifter oplyste om, at paa Bunden af Hullet levede der en Skruptudse, der var 6000 Aar gammel. Jeg fik ikke dens Daabsattest at se, ja jeg fik den ikke engang selv at se, thi Hullet var ganske mørkt, og Politibetjentene tillod knap Publikum at lægge Øjet til; — men man fik meget tydeligt at se den Salat, der skulde være det antediluvianske Dyrs Frokost. Og jeg synes, at vore Venner Englænderne, der næsten lod sig trykke ihjel for at faa Del i denne Mystifikation, hellere skulde lade være med at gøre ISFar ad Eiffel-Taarnet. I vil faa at se, at de alle, Mænd og Kvinder, vil bestige det. Det er en Sygdom hos dem: de kan ikke se noget højt, uden at de ganske mekanisk begynder at løfte Benet. Det er ikke nogen ny Svaghed: en af vore ældste Sange fortæller allerede om Lady Marlborough:

Madame å sa tour monte, Mironton tonton mirontaine, Madame å sa tour monte, Si haut qu'elle peut monter.

Men ganske vist, ligeoverfor Naturens Storværker
er Eiffel-Taarnet ikke noget, og Digteren har Eet, naar
han siger:

Le Mont Blanc hausse les épaules
En songeant k la tour Eiffel.

Filosoferne, mener Foville, vil kunne lære noget af
denne Jernkolos, i hvis Nærværelse vi baade føler os saa
store og saa smaa.