De politiske Aarsager til Krig i det nuværende Evropa,

Under denne Titel har den russiske Grev L. Kamarovski, i Folkeret ved Moskovs Universitet, skrevet en Afhandling i Revue de droit international et législation comparée. XX. 1888. (Bryssel). Nationaløkonomisk Læsere ville formentlig have Interesse af at blive bekendte med Indholdet af denne Afhandling, som vidner godt om sin Forfatters Frisind og Retsind, samt om en oprigtig Iver for at være upartisk, men som paa den anden Side ogsaa røber adskillig Uvidenhed om de virkelige Forhold og nogen Fordomsfuldhed, stort Hang til at søge rent doktrinære Afgørelser. Vi ville nu forsøge at give et saa kort, men tillige fuldstændigt Uddrag af Artiklen som muligt, og dertil knytte de fornødne Bemærkninger og Rettelser.

Forf. betegner selv sin Opgave med de Ord, at han vil fremstille »de vigtigste politiske Aarsager, som hvert Øjeblik true Evropas Stater med en almindelig Krig, og som derved omdanne dem til sande Lejre, fratage dem Evnen til at arbejde i Fredens Tjeneste og hurtig

føre dem henimod en endelig Fallit og Ødelæggelse«. Han tror, at Faren kun kan fjærnes ved Gennemførelse af »Folkerettens Grundsætninger, som alene yde Retfærdighed alle Staterne, og som give flest Midler til at forsone de enkelte Folks særlige og ofte modstridende Da alle Staterne ere interesserede i Fredens Sikring, bør de ogsaa alle tage virksom Del i Drøftelsen og Løsningen af Spørgsmaalet, og dette bør da ske ved en almindelig evropæisk Kongres, hvor deres Udsendinger skulle prøve alle Tvistemaal fra alle Sider og med fuld Upartiskhed. Ved disse Forhandlinger man ikke som Grundlag tage de enkelte Folks ensidige Krav eller Fordel, ej heller deres krigerske Held, men alene følge de almindelige Grundsætninger for Retfærdighed og fælles Tryghed.

Ja alt dette er meget priseligt, men her møde vi netop Grundskaden ved Evropas politiske Tilstand nu for Tiden, at Evropa kun er et »geografisk Begreb«, og at der uagtet det store Fællesskab i Civilisation mellem de evropæiske Folkeslag dog ikke findes nogen Følelse af fælles Tarv eller nogen gensidig Agtelse for hinandens Ret. De enkelte Stater — eller i hvert Fald de største og mægtigste -- ere endnu ikke komne dertil, at de af Hensyn til almindelige Retsgrundsætninger eller for et stort fælles Formaals Skyld, end ikke for Opnaaelse af almindelig Fred og Tryghed, ville gøre noget Afslag i deres særlige Krav eller noget Offer af, hvad de ville kalde deres særlige Interesser. De stole tværtimod paa, at de med deres egne Kræfter kunne hævde deres Ret og værne deres Tryghed, og der findes ikke i Evropa — saaledes som i hver enkelt Stat — nogen Myndighed,hvis man kan paakalde i indbyrdes

Stridigheder mellem Folk og Stater, end sige nogen,
som kan paatvinge dem sin Afgørelse.

Skønt alle Evropas Stormagter tolv Aar tidligere havde betegnet Vedligeholdelsen af -den danske Helstat som en fælles evropæisk Interesse, lod de den dog falde 1864 uden at kunne enes om en ny Ordning af de paagældendeLandes Skønt Almenheden i Evropa 1866 utvivlsomt var enig om, at Østrigs Herredømme i Yenetien var uholdbart, vilde Østrig dog ikke gaa til en evropæisk Kongres uden at faa Løfte om, at dette LandskabsAfstaaelse Italien ikke skulde forlanges. Og skønt Stormagterne allerede 1856 havde lovet hinanden ikke at gaa til Krig, inden en Mægling af en venskabeligKegering forsøgt, var der 1870 hverken i Frankrigeller Nogen, som tænkte paa et saa simpelt Middel. Ja selv da alle Stormagterne 1877 vare enige om at - fordømme Tyrkiets Adfærd overfor dets kristne Undersaatter, kunde de dog ikke blive enige om at paatvinge det deres fælles Vilje, og først efter en otte Maaneders Krig med alle dens Rædsler og Tyrkiets afgjorteNederlag Diplomaterne paa ny til og skaffede ved et usselt Schakreri en Ordning til Veje, som alle følte kun var foreløbig, og som faa Aar efter dels var sat til Side og dels omstødt paa vigtige Punkter. Og i den Grad ere Folks Sind forvendte, at dengang England for faa Aar siden gav frivilligt Afkald paa sit nysvundne Herredømme over Transvaal-Staten fremfor at bruge sin knusende Overmagt, hørte man — ogsaa herhjemme — Røster, der forklarede en saa uvant Optrædensom Vidnesbyrd om dette »Kræmmerfolks« Ligegyldighed for Krigerærens Krav. Men saa længe en saadan Tankegang næres, endogsaa hos de smaa

Folk og af de frisindede Partier, hvor kan man da hos de store Folk og deres Regeringer vente Villighed til at bøje sig for Retten hellere end at slaa sin Lid til Magten.

Man maa derfor snarere fæste sit Blik paa de enkelte Stridsspørgsmaal og de Løsninger, som bringes i Forslag, for at undersøge, om det vilde være muligt ad denne Vej at forsone de modstridende Opfattelser og Interesser, og at sikre Freden ved at bringe selve Stridsaarsagerneud Verden. Forf. har den samme Følelse, og for at tage Tyren ved Hornene stiller han Spørgsmaaletom Lo tilringen i første Række. Med Hensyn til disse Lande grunder Tyskland sin Paastand dels paa, at de tidligere have hørt til det tyske Rige, dels paa, at dette maa skaffe sig en militær Borgen imod mulige Angreb fra Arvefjenden; men siger han, hvis man saaledes vilde hævde de gamle Tilstande som uforanderlige, vilde man aldrig komme til en retfærdigere og fastere Ordning. Det er desuden langt fra, at Tysklandhar nogen Tryghed ved disse Landes Tilknvtning:det tværtimod lige siden 1871 været nødt til at underholde en umaadelig Hær og udtømme sine finansielle Kræfter til Fæstninger o. desl., hvorhos det lammes i alle sine ydre og indre politiske Forhold og som en stor væbnet Lejr midt i Evropa holder hele Verden i Spænding. Paa den anden Side er Frankrig kun opfyldt af Tanken om at vinde Oprejsning og tage Elsas tilbage. Hvis Frankrig sejrede i en ny Krig, vilde dette Forhold kun vendes om, medens en ny tysk Sejr vilde være meget skadelig for Evropa, som ikke kan ønske Frankrig endelig svækket. For at undgaa disse Farer maa man søge en fredelig Ordning, og Forf. har

liele tre Løsninger paa Haanden, som ere lige hæderlige for begge Parter. Enten bør Lothringen gives tilbage til Frankrig, medens Elsas vedblivende knyttes til Tyskland;eller bør de deles i flere Kantoner og knyttes til Schweiz; eller endelig bør de oprettes til en egen uafhængig Stat, nevtraliseret under Evropas Garanti, ligesom Belgien og Schweiz. De nevtrale Magter bør i Samraad afgøre, hvilken af disse Løsninger der er Evropa tjenligst; men Indbyggerne i Elsas-Lothringenbør Folkeafstemning give deres Mening til Kende om, hvilken de maatte ønske.

Yed første Øjekast ser dette jo meget godt ud; men en nærmere Prøvelse opdager snart store Skævhederi Ålene det. at der opstilles tre Løsninger, vækker Tvivl om, at nogen er den rette, d. v. s. mere end en foreløbig Udvej: at Schweiz vil betakke sig for den mellemste, som vilde indføre et stort, fremmedartet Element i dets geografisk afrundede og historisk sammen voxedeForbund*), er vistnok udenforal Men hvad skal man gøre, hvis Evropas Skøn om den rette Løsning ikke falder sammen med Indbyggernes Ønske? eller hvis Lothringerne som én Mand stemme for den første Løsning (Tilknytning til Frankrig), og Elsasserne stemme for den tredje (en særligStat), hvad der vel nu var rimeiigst, for Tilbagevendentil en Løsning, som Forf. med Føje udelukker, da den utvivlsomt forlods vil blive afvistfra Side. Forf. overser endvidere, at der i Tyskernes Øjne er en væsentlig Ulighed mellem Elsas

---

*) Elsas?s Tilknytning vilde forøge Schweiz's Folketal med over 50 pCt.

og Lothringen. De gøre Paastand paa Elsas, fordi det i Virkeligheden maa regnes for et tysk Land — for 100 Aar siden var det kun af Navn forenet med Frankrig— fordi den langt overvejende Del af Indbyggerne endnu taler og altid har talt Tysk. Med andre Ord, Tyskerne hævde for Eisas's Vedkommende den sproglige Nationalitet, medens Franskmændene lægge Vægten paa den politiske, d. v. s. paa Landets 200 Aars Forbindelsemed og Elsassernes deraf følgende Stemning. Naar man herhjemme i Reglen giver Franskmændene Medhold heri, glemmer man rent, at Forholdet i Elsas nu væsentlig ligner Forholdet i Angel før 1864, hvor Indbyggerne fortrinsvis talte Dansk, men dog regnede sig for Tyskere. Dengang fandt man det naturligt, at den danske Statsstyrelse søgte at vende deres Stemning og løse den tyske Fortryllelse, men nu fortænker man den tyske Regering i at gøre det tilsvarendeForsøg Elsas. Paa Lothringen holde Tyskerne derimod nærmest af militære Grunde. Man har længe vidst, at Bismarck oprindelig ikke ønskede Metz og kun veg for Generalernes Forlangende af dette Bolværk. og i Kejser Frederiks Dagbog fortælles, at han endog tilbød T hier s at give Afkald paa Metz, naar Frankrig vilde skaffe ham Luxemburg i Stedet, fordi denne By med Lethed kan omdannes til en Fæstning af første Rang. En Genoptagelse af denne Tanke kunde maaske fremkalde en Løsning af dette Grænsespørgsmaai og bane Vej for en virkelig Fred mellem de tvende Stormagter,hvis kunde skaffe Tyskland en vis Borgen for, at et nyt Afkald fra Frankrigs Side paa Elsas var alvorlig ment.

Ved K.s Omtale af det næste Hovedspørgsmaal, om Folkene paa Balkan-Halvøen, maa man erkende baade hans Uhildethed af hans Landsmænds Fordommeog Frimodighed i at sige dem Sandheden. Ligesom Rusland i Fortiden har virket meget til de kristne Folkeslags Frigørelse og Genfødelse ved store Ofre af Penge og Menneskeliv, er det ogsaa kaldet til at være deres aandelige Beskytterinde i Fremtiden; men naar det nu klager over deres Utaknemmelighed, har det selv til Dels Skylden, fordi »det stundom har vist en udpræget Lyst til at paatvinge dem sine politiske Grundsætninger og Former, og til at tage hele deres indre Liv under sit Formynderskab«. Der er øjensynlig ingen Mening i at frigøre dem fra ét Herredømme, naar man selv vil bringe dem under et andet; lad dette end være bedre end hint, er det dog dem fremmed og i Strid med Folkenes Selvbestemmelsesret. Balkan- Halvøens Tilknytning vilde være en Ulykke for Rusland selv: den vilde nemlig betegne et Forræderi mod Buslands»slaviske« skabe mere end ét nyt Polen og flytte dets politiske Midtpunkt længer sønder paa, samt skille det ved hele dets nationale Kraft og Ejendommelighed.Som ser, lægger K. ikke Fingrene imellem, og han forkaster ligeledes Tanken om, at Busland bør ønske Herredømmet over Konstantinopel og over de tvende Stræder, der føre fra Sortehavet til Middelhavet. Det har kun Eet til at kræve fuld Frihed for sin Flaade til at sejle ud, og dets Opgave maa være at lade de nye kristne Stater udbrede sig til deres naturlige (o: folkelige) Grænser og saaledes dele Tyrkiet, kun at dette sker roligt og fredeligt, og at de dele Arven retfærdigtmellem

færdigtmellemsig. Konstantinopel bør enten tilfaldeBulgarien med sin nærmeste Omkreds oprettestil Fristad, en Tanke, som allerede for en halv Snes Aar siden fremsattes af Engelskmanden Ed. Freeman. Grækerne have intet billigt Krav derpaa, og Tanken om et byzantinsk Kejserdømme maa helt afvises.

Hele denne Fremstilling kan man godt give Medhold; alene Rusland, men hele Evropa vilde sikkert staa sig bedst ved, om disse Raad fulgtes, og om man lod Folkene paa Balkan-Halvøen frit afrunde sig og kun skred ind, naar det ene søgte at tilegne sig, hvad der naturligt tilkom det andet. Skade kun, at Eorf. ikke kan give nogen Vejledning til Bestemmelsen af de nye Grænser imellem Staterne; thi her indtræder jo Vanskeligheden,og ligger Faren for megen Strid baade mellem Bulgarien og Serbien (man huske dettes taabeligeKrig og imellem Bulgarien og Grækenland. Ogsaa sporer man i dette Afsnit Russerens Uvilje mod England og Østrig. Han vil saaledes fratage England Øen Cypern og overføre den til Grækenland, skønt den ligger langt udenfor dettes naturlige Omraade, og han vil fremdeles lade en evropæisk Kongres fradømme Østrig Bosnien, da det. nu har opfyldt det Hverv, som Evropa gav det 1878, at tilvejebringe Ro og Orden i dette Land«. At dette kun var en finere Form for en Afstaaelse, kan han dog ikke ret vel være uvidende om. Efter hans Mening bør Bosnien forenes med Serbien og Herzegovina med Montenegro; men han overser, at Østrig-Ungarn ved Landskaberne Dalmatien,Kroatien Militærgrænsen naturlig omslutter Bosnien, og at der i disse Lande bor flere Sydslavere

end i Serbien og Montenegro*). Det vil derfor være ligesaa rimeligt, om man lader Bosnien forblive under den østrigske Styrelse, som vistnok har bedre Betingelser for at fremme dets aandelige og timelige Udvikling, og der er slet ingen Grand til at skære Landet i Stykker uden for at glæde Ruslands gamle — for Tiden eneste trofaste — Forbundsfælle Montenegro. Ønsker man, at de kristne Folkeslag paa Balkan-Halvøen skulle samles til nationale Enheder, maa man tvært imod holde paa, at Serbien og Montenegro forenes med de ovennævnte Landskaber til et stort kroatisk-serbisk Kongerige i politisk Union med Ungarn. Eller tror man, at en Konføderation var mulig mellem et stort Serbien, et udvidet Montenegro og et løsrevet Kroatien?

Ligesaa besynderlige, ja rent ud vilkaarlige ere K.s Forslag med Hensyn til Middelhavslandene, under hvilket Navn han omfatter Kystlandene i Nordafrikaog Yel udtaler han ogsaa her en s?tor og smuk Tanke, nemlig at de skulle stilles under de evropæiske Magters Beskyttelse, vel at mærke hvert under sin, og at disse skulle drage Omsorg for Indbyggernesgradvise efter den kristne CivilisationsGrundsætninger. skønt han tidligere udtrykkelighar gældende, at England ingen Interesse har i Vedligeholdelsen af det tyrkiske Rige, siden det selv har faaet Magten i Ægypten og derved

---

*) Kroatien med Militærgrænsen tæller mindst 2 Mill. Indb. og Dalmatien 1j₂ Mill.; Serbien har ligeledes 2 Mill., men Montenegro kun 1l_i Mill.; Bosnien med Herzegovina 1\ Mill. Indb. Endelig bo i det egenlige Ungarn over 600,000 Sydslavere. Under østrigsk-ungarsk Styrelse staa saaledes nu dobbelt saamange Sydslavere som udenfor.

sikker Adgang til Indien, vil han dog have det fjærnet fra Ægypten, uagtet intet Land har saa stor Interesse i dettes Udvikling, og intet Folk har vist sig at have saa godt Greb paa at vejlede Østerlænderne hen imod evropæisk Civilisation. Ægypten skal nemlig overdrages til Frankrig, som for 7 Aar siden frivillig opgav sin Indflydelse her, og til Gengæld skal Frankrig opgive Tunis, som det allerede i en Aarrække har haft under sin Magt og for hvert Aar knytter nærmere til Algerien. Og skønt et Blik paa Kortet viser, at disse to Lande høre naturlig sammen, skulle de nu igen skilles ad (ligesom Bosnien og Herzegovina), og Tunis sammen med Tripolis overdrages til Italien. Og hvorfor? Fordi Tunis ligger skraas over for Sicilien, og fordi Italienerne have vænnet sig til at kaste lystne Blikke derefter, uden ellers at have mindste Adkomst til dets Besiddelse.Endelig K., at han deler sit Folks strenge Fordomme mod Jøder og Muhammedanere, idet han vil have Palæstina gjort til et helligt Land, fælles for alle kristne Folk og nevtraliserct under alle Magters Garanti, men absolut lukket for Jøder og Muhammedanere, ret som om disse ikke lige saa fuldt som de Kristne have religiøse Traditioner i dette Land.

I samme Afsnit föreslåar K. endvidere, at Frankrig skal afstaa Savoien, Nizza og Corsica til Italien, uden at give en eneste virkelig Grund derfor. Det rette Forhold er jo dog, at Savoien er et rent fransktalende Land, at der allerede 1848 rejste sig Røster her for det Tilknytning til Frankrig (bl. a. af den nuværende Senator Par en t, som fra 1871 uafbrudt har repræsenteretsine i de franske Karme), og at paa den anden Side den sardinske Regering i Tidsrummet

1849^—-59 behandlede dette Land temmelig stifmoderlig, fordi alle dens og Folkets Tanker vare rettede paa Italien. Ved Nizza er Forholdet lidt anderledes, da Nizzarderne som Provengalere ligesaa naturlig høre til Piemont som til Frankrig — baade Garibaldi og Masséna vare fødte i Nizza; men det maa dog huskes, at i de sidste hundred Aar har Nizza staaet længer under fransk end under italiensk Herredømme, nemlig fra 1792 til 1814 og siden 1860, og at der vel endnu findes et italiensk Parti her, men dog i afgjort Mindretal.At sproglig talt hører til Italien, kan vel ikke nægtes, skønt Kendskab til det franske Sprog er meget udbredt; men har der nogensinde vist sig mindste Lyst hos dets Indbyggere til at skille sig fra Frankrig?

Endnu et Forslag stiller K. under dette Afsnit, nemlig at Gibraltar skal afstaas til Spanien, som faar Opgaven at civilisere Marokko. Ja visselig er Englands Besiddelse af denne Fæstning en geografisk Uregelrethed; saalænge man ikke tør regne paa den evige Fred, kan England ikke ret vel give Afkald paa de Punkter, der sikre Vejen til Indien, og K. er selv aldelesenig at Englands Herredømme her ikke alene er en engelsk, men en evropæisk Interesse. Mærkeligt nok nævnes Malta slet ikke, skønt England ellers søges fjærnet fra Middelhavet. Det tilføjes, at Gibraltar skal sløjfes som Fæstning, ligesaa vel som Fæstningerne ved Dardanellerne og Konstantinopel; thi K. deler den underlige Forestilling hos mange Afvæbningsmænd, at Fæstninger übetinget fremme Udsigten til Krig, medens de dog ligesaa vel kunne tænkes at fjærne den. Vilde det t. Ex. ikke være nok saa naturligt at lade den uafhængigeStat

hængigeStatElsas beholde Metz og Strasburg for at kunne værge sin Nevtralitet, som at nedbryde disse Værker og derved lægge Landet aabent for en fremtidig fransk eller tysk Erobrer?

Om Forholdene i Nord-Evropa indeholder K.s
Artikel kun det Forslag, at man skal udstrække Nevtraliseringen,der
virket heldbringende til at indskrænkeKrigens
baade for Belgiens og
S^hweiz's Vedkommende ikke alene til hans nve ii-1^-
C«.-»AO **-J *~ VAL**.
hængige Stat Elsas, men ogsaa ti! Holland. Og, tilføjer
han, »det Samme kunde gøres med Danmark, enten alene
eller forenet i Forbundsforhold med de to andre
nordiske Siger, dog under Forbehold af fuld indre Selvstændighedfor
enkelt Kige. Dette vilde medføre
en Afvæbning (d. v. s. Sløjfning af Fæstningsværker)
ved Sundet og Bælterne ligesom ved Bosporus og Dardanellerne«,samt
Nevtralisering i den indskrænkede
Form som ved Suez-Kanalen: »disse store Veje skulle
være tilgængelige baade for Krigs- og for Handelsskibe
fra alle Lande, men de maa ikke befæstes, og ingen
fjendtlig Handling maa taales under Gennemfarten«.
Vi skulle ikke her komme ind paa, hvorvidt det vilde
være heldigt for et nevtraliscret Danmark, om man
forud forbød det ethvert Fæstningsanlæg. Vi kunne
tvært imod meget vel forstaa, om Stormagterne samtidigmed
godkende dets jSTevtralisering netop lagde
Vægt paa, at det sikrede denne saa vidt muligt, selv ved
omfattende Anlæg af saadan Art. Derimod bør det fremhæves,at
russiske Forfatter ikke synes at have det
ringeste Kendskab til det nationale Mellemværende, som
Danmark har udestaaende med Tyskland, ej heller forstaar,at
er to væsentlig modstridende Systemer,

om Danmark alene eller om de tre nordiske Kiger i Fællesskab nevtraliseredes, idet det sidste Tilde samle den nordiske Nationalitet til en Enhed i Lighed med Italiens og Tysklands, medens det første vilde skille Danmark endnu skarpere fra de to andre Lande.

Han ønsker endvidere en Genforening af Holland og Belgien, men tænker ikke paa, at det nærmest var Modsætningen mellem de fransktalende Vallonere og de nedretyske Hollændere, som fremkaldte Adskillelsenfor Aar siden. Denne Modsætning er i dette Øjeblik maaske endnu større, efteråt Flamlænderne ved ihærdige Bestræbelser lidt efter lidt have vundet næsten lige Stilling for deres tidligere tilsidesatte Modersmaal ined det iranske Sprog baade i Forvaltning og Retspleje.Flamlænderne maaske slet ikke uvillige til en saadan Genforening; men at VaUonerne, som kun højst ugærne have underkastet sig en delvis Ligestilling mellem begge Landssprog, rolig vilde finde sig i en fuldstændig, oven i Købet udøvet af et stort Flertal*), er næppe tænkeligt. Langt snarere kan man vente, at saafremt Flamlænderne i national Selvfølelse vilde gøre Brug af deres Overtal og gennemføre Sprogenes Ligestillingogsaa Rigsomraader, medens de hidtil have nøjedes med at hævde den alene i de flamske Landskaber,saafremt t. Ex. vilde bruge deres Modersmaal i Kamrene, Vallonerne da vilde kaste deres Blikke sønder paa og søge Tilknytning til deres Stammefrænder i Frankrig, ligesom der allerede blandt de tyske Østrigerehæver Røster for at gaa ind under det tyske

---

*) Allerede nu udgøre Flamlænderne den større Halvdel (fire Syvendedele) af Belgiens Befolkning; sammen med Hollænderne vilde de staa som 3 imod 1 overfor Vallonerne.

Rige hellere end at underkaste sig den Forsmædelse, at
Tyskheden mister sin Forrang, og at Østrig omdannes
til et halvslavisk Rige.

Vi ville gaa let hen over det næste Afsnit i K.s Afhandling om Forholdet mellem Rusland og England; det omhandler fortrinsvis de to Magters Stilling til Spørgsmaalet om Udviklingen af Folkeretten til Søs, og Forf. har her en bekvem Lejlighed til at rose sit eget Land paa Englands Bekostning: at Sømagten ser anderledes paa disse Spørgsmaal end Landmagten Rusland, er dog let forklarligt. For Resten hævder han, at hvert Rige har sin store Opgave i Asien, og at de hellere bør hjælpe hinanden til Løsningen modarbejde hinanden: særlig har Rusland slet ingen Grund til at true Indien, hvis det østerlandske løses som ovennævnt, d. v. s. med Tyrkernes Fordrivelse fra Evropa og Balkan-Halvøens Deling mellem de kristne Folkeslag.

Langt større Interesse har Afsnittet om Rusland og Tyskland, et i Sandhed brændende Spørgsmaal, men man mærker dog tydelig, at Forf. ikke tør tale frit eller kan tale uhildet herom. Han beklager, at det tidligere gode Forhold mellem de tvende Magter er forstyrret,og Fjendskabet næres af Bladene, som burde være Talsmænd for Retfærdighed og almen-menneskeligeSynsmaader, tværtimod kun hævde de enkelte Folks Egennytte. En Strid om de russiske Østersølande vil dog være urimelig, da Tyskerne her kun udgøre et lille Mindretal — rigtignok langt større end Russerne, som kun støtte sig til Erobringens Ret. Tyskerne kunne maaske af militære Grunde ønske at udstrække deres Magt til Weichsel, men dette kan Rusland aldrig

indrømme. * Polens Overgivelse i tyske Hænder vildeværeet imod Ruslands slaviske Kald«, og det er tvivlsomt, om Polakkerne ville bytte det russiskeHerredømme det tyske. »Rusland har ved at underkaste sig Polen opgjort sin gamle historiske Regning med dette Nabofolk, og Underkastelsen har i mange Henseender været velgørende for Polakkerne selv«. Alligevel er Polens Deling og Russernes Opslugningaf slaviske Stammer i afgjort Strid med Ruslands historiske Kald at samle og frigøre alle Slaverne.Man for Fremtiden kun tænke paa en Føderation af alle slaviske Folk, som frivillig stiller sig under Ruslands aandelige Ledelse: Opgaven er ikke at underkaste dem, men at frigøre dem fra Tyrkere og Tyskere, samt at uddanne dem. Man maa her ikke have for Øje »en Genoprettelse af omtvistede Folkegrænser,som længe siden ere udslettede, eller Tilbagevindingaf som Slaverne have tabt i Kampen med Tyskerne, men kun en Opvækkelse af de Stammer, som ikke ere helt døde, og deres Oprettelse til politiske Legemer« — en Grundsætning, som det vilde være ønskeligt, om man vilde tage til almindelig Rettesnor i alle omtvistede Nationalitets-Spørgsmaal.

Fra denne slaviske Politiks Stade tror K. paa »Muligheden af Polens Genoprettelse efter RuslandsInitiativ under dets Ledelse«. Man bør da maaske fratage Tyskland Posen og Østrig Galizien, og dettes østlige (ruthenske) Del bør i saa Fald komme tilbage til Rusland (saaledes som det alt skete 1809— 1815). Om Vestpreussen taler Forf. slet ikke: han regner det altsaa for at være væsentlig fortysket, hvad jo ogsaa gælder om den vestlige Del af Posen. »Det

saaledes genoprettede Polen burde for- bestandig give Afkald paa sine Grænser fra 1772«, ligesom »det ikke burde tænke paa at genopvække det gamle aristokratiske og klerikale Polens Traditioner, som netop have medførtKongedømmets Som Led i et almindeligt slavisk Forbund eller snarere i et Forbund af de katholskeSlaverfolk det ikke true nogen Magt, men netop være en Skranke mellem Tyskland øg Eusland. Alt dette lyder meget smukt, men man savner — ligesomved af Tyrkiet — Oplysning om det vigtigste Spørgsmaal, nemlig om Grænsen mellem Polen og Rusland, d. v. s. om Litauens Stilling. Er det kun Kongres-Polen, der skal frigøres, eller skal den romersk katholske Del af Litauen forenes dermed? Ej heller siges et Ord om Lillerusland*), hvis Sprog og Nationalitetnu lige saa meget, ja næsten mere end Polens, og som lige saa fuldt fortjener at frigøres, tilmed da det vilde være en ypperlig Skranke imellem det moskovitiske Rusland paa den ene Side og Ungarn samt Balkan-Halvøen paa den anden.

For Østrig har K. meget lidt tilovers og nærer ingen Forventninger til dets Fremtid. »Det slaviske Spørgsmaal kan ogsaa rejse Spørgsmaalet om Østrigs Udstykning, og det er lidet rimeligt, at dette sammensatteRige overleve Tyrkiets Skæbne«. Hidtilhave Tyskerne øvet Overmagten, men de have ikke formaaet at give Riget Enhed og Enighed. »En føderalistisk Ordninglader vanskelig forene med monarkiske Institutioner«(man det dog i Brasilien), og »Nationalitets-

---

*) Den lillerussiske Stamme udgør ialt, d. v. s. naar Galizien medtages, omtr. 15 Millioner Mennesker.

Principets Sejr vil i Forbindelse med Enevældens Indskrænkninguundgaaelig til Østrigs Undergang«. Det er meget bestemte og tillidsfulde Ord, men de svækkes ved den Tilføjelse, at det er umuligt nu endog at gætte sig til, i hvor mange Dele det vil falde. Mon det ikke derfor er noget forhastet at udtale Dødsdommen,og ikke en anden Slaver, Historikeren Palacky, havda mere Ret, da han for en 40 Aar siden udtalte, at hvis Østrig ikke fandtes, maatte man skabe det. Naar man overvejer dette Riges vidunderligeSejghed Evne til Omdannelse, og naar man særlig husker, at Udskillelsen fra Tyskland og Tabet af de italienske Lande ikke i nogen Maade har svækket dets Magt, var det dog nok saa rimeligt at afvente Udgangenpaa Omformnings-Proces, som begyndte for en 20^—30 Aar siden, men især har udviklet sig i den sidste halve Snes Aar.

Lad de slaviske Folkeslag i Østrig — ligesom Madjarerne i Ungarn — endnu i en Aarrække uddanne deres nationale Liv, styrke deres politiske Ordning og opsluge de mange Tyskere, som bo iblandt dem, og da vil Tiden være kommen til at spørge om dette nye Østrigs Fremtid. Ville da de rent tyske Landskaber (Salzburg, Øvre-Østrig, Vorarlberg og Nord-Tyrol) foretrækkeat sig til Tyskland, ligesom de i Aarene 1805^—14 hørte til Bajern, vil Riget sikkert kunne taale deres Tab uden væsentlig Svækkelse, og saafremt Wien med Omegn (Nedre-Østrig) ikke vilde foretrække at forblive Hovedstaden ogsaa under den nye Ordning, kunde man ligesaa vel tænke sig denne »Kejserstad« med dens Million Indbyggere danne en Fristad som den anden Kejserstad Konstantinopel. Og Ungarn,

som af Naturen har faaet en saa ypperlig Afrunding, og som inden sine Grænser omfatter Dele af alle de omboende Folkeslag, egner sig saare vel til at danue Kærnen i den Donau-Konføderation, hvorom alt Kossuthdrømte 40 Aar siden. Dets Konger have i fordums Dage baaret baade .Bøhmens og Polens Krone. samt udstrakt deres Magt ogsaa over Serbien og Rumænien.Lignende kunne komme igen, omend under andre Förmer. Men Grev K., der i A anden ser lluslands Czar som alle Slaverfolks fælles Overhoved eller dog aandelige Leder, kan selvfølgelig ikke være tilfredsmed Ordning, der vil være en absolut Hindring for en sanda» Plan. At det ogsaa skorter ham paa nøje Kendskab til de paagaddende Landes Forhold, fremgaar af en Sætning som denne: »Ungarn bør genvinde sin uafhængighed, men give Afkald paa Kroatien«. Det Første er jo alt vundet for 22 Aar siden, og det Andet er ligeledes i Virkeligheden indrømmet allerede for længe siden. Syd-Tyrol samt Triest vil han give til Italien og Dalmatien til Montenegro: at Staden Triest uden det slaviske Opland Tstiiuu vilde være af ringe Yærd fur Italien, og at Istriens Opgivelse vilde være i Strid med Nationalitets-Tanken og Slavernes Frigørelse, synes han altsaa ikke at vide.

Som det endelige store Fremtids Maal ser K. hele Evropas Deling i tre store Føderationer, en latinsk, ea germansk og en slavisk, samt Amerikas i to, en angelsaksiskog latinsk, hvorefter alle fem Føderationer skulle sammenknyttes ved en international Overbygning og med det Fonnaal at værne den almindelige Ret og Fred mellem sine Medlemmer og at bringe de Folkeslag,der tilhøre vor Civilisation, altsaa Asiens og

Afrikas Folk, til at nærme sig denne. Det er et meget smukt og straalende Billede, der saaledes oprulles for os, men desværre ogsaa saare fantastisk. Man har ikke let ved at tænke sig Lande med store Kolonier og store civilisatoriske Opgaver i fremmede Verdensdele indtræde som Medlemmer i evropæiske Stammeforbund; ligeledes kan der vanskeligt tænkes et virkeligt frit Forbund imellem en Stormagt som Rusland og de mindre slaviske Stammer eller mellem det mægtige tyske Rige og dets svagere Nabofolk i Nord og Vest. Langt snarere kan man forestille sig et enkelt evropæisk Forbund, i hvilket Stormagterne kunde holde hinanden i Ligevægt og Smaastaterneudfylde

uet er dog ikke værd t at fordybe sig i slige Planer for en uvis fjærn Fremtid. Hvad der alene kan være Opgaven for vor egen Tid, er at udbrede en saa dyb og almindelig Agtelse for Folkeretten som muligt, saa at endog store Stater ikke ville finde det under deres Værdighed at underkaste sig en Voldgifts-Kendelse i deres Stridigheder med andre Magter — England har i saa Henseende givet et følgeværdigt Forbillede i Alabama- Sagen — og at de hellere ville søge den Tryghed, som kan opnaas ved gensidig Ærbødighed for og Tillid til Retfærdighed, end den. der kun hviler paa Vaabnenes Styrke og Krigens Held. I det private Liv vil Enhver, som er og vil gælde for en hæderlig Mand, altid omhyggeligvogte sig selv, at han ikke gør Noget, der kan krænke en Andens Ret; men i det offentlige Liv er Forholdet desværre anderledes. Der kan man vel snart faa Øje for, hvad der i mindste Maade krænker Ens egen Ret; men indrømme en Anden, især en Modpart,hvad med Billighed tilkommer ham, formaar

man kun sjældent. Der gælder altfor tit det bibelske
Ord om at se Skæven i sin Broders Øje, men ikke
Splinten i sit eget.

Grev Kamarovski er et godt Exempel herpaa. Han vil utvivlsomt gærne være retfærdig til alle Sider, og dog kan lian ikke fuldt erkende sine egne Grundsætninger, naar de vende sig imod hans eget Fædreland; ej heller kan han frigøre sig for sin Uvilje overfor England og Østrig, dets naturlige Modstandere. Men saaiamge saadanne ere almindelige, kau man virkelig ikke tænke paa den evige Fred, medmindre man vil spekulere a la baisse og haabe paa den almindelige Fallit som et kraftigt Middel til at gøre Krigene umulige og nøde Staterne til gensidig Eftergivenhed. Hvor megen Sorg eller Uvilje man end kan føle overfor Militarismen, som udsuger Folkenes Kræfter og hindrer saa mange nyttige Fremskridt, vil man dog blive nødt til at finde sig i, at den endnu i lange Tider raader i Verden, og man maa søge sin Glæde og Trøst i de enkelte Fremskridt, Folkeretten i de mindre Sejre, som Diplomaternes Kløgt vinder, og deri se Forvarsler om en lysere Tid.