Kreditforeningerne og den foreslaaede Hypothekbank.

1 Rigsdagssamlingen 1886^—87 fremsatte Begeringen et Forslag til Lov om »en almindelig Hypothekbank for l^ttlijiiaiji«. x ulToiagciiS vj±u.jj.viuc*iin.o mi uull, iIX lOr~ vandie de private Kreditforeninger til Led af en Statsinstitution. Alle Kreditforeninger, der fremtidigt blive oprettede, skulde ifølge Lovforslaget fuldstændigt indordnes under Hypothekbanken, og vel kunde en lignende Tvang ikke anvendes mod de allerede existerende Kreditforeninger, men det var dog tydeligt nok Meningen efterhaanden ogsaa at annektere dem.

Det af Folketinget nedsatte Udvalg havde ikke synderlig Sympathi for Forslaget. Udvalget anerkendte, at de bestaaende Kreditforeninger have udviklet sig paa en sund og naturlig Maade; Udvalget var »ikke blind for, at en Hypothekbank under visse Forhold muligt kunde vise sig mindre tilfredsstillende«, og Forslagets Forbillede >den svenske Hypothekbank har — i alt Fald efter Svenskernes Formening — ikke altid løst sin Opgave Held«.

Man skulde herefter have troet, at den paagældende Hypothekbank var opgivet, og Regeringen genoptog da heller ikke senere Forslaget; men i sidste Rigsdagssamling blev Forslaget mærkeligt nok genoptaget Oppositionen. Ganske vist skete dette mere af storpolitiske end af praktiske Grunde, men det turde dog være tidssvarende at underkaste Forslaget en nøjere Drøftelse for om muligt at hindre dets Genoptagelse i alt Fald i dets nuværende Skikkelse.

Med Hensyn til de Fordele, Hypothekbanken skulde kunne yde Laantagerne, da er det fra alle Sider fremhævet, disse skulde bestaa i, 1) at Laanene blive billigere, og 2) at Laantagerne forud skulde kunne beregne ved Laanenes Optagelse. Andre eller flere Fordele er der Ingen, der har villet tillægge Hypothekbanken. Det bliver altsaa undersøge, om disse Fordele virkelig kunne forventes realiserede, og om der ikke kan forventes saadannc knyttede til Hypothekbankens Virksomhed, hine Fordele, selv om de blev realiserede, vilde blive for dyrt købte.

Som bekendt virke Kreditforeningerne paa følgende Maade: Naarsomhelst en Grundejer trænger til Laan i sin Ejendom, for hvilket han kan give saadan Sikkerhed,som kunne modtage, kan han uden store Formaliteter eller Bekostninger og uden større Tidsspilde end den ordentlige Forretningsgang kræver, faa det attraaede Laan. Dette udbetales i den paagældende Kreditforenings Kasseobligationer, som han enten selv maa sælge eller som for hans Regning sælges af Kreditforeningen. Omkostningerne bestaa i Udgift

til Vurderingsforretning, til Obligationens Stempling og Tinglæsning. Disse Omkostninger kunne ikke forringes ved Hypothekbankens Hjælp. Ved Laanets Udbetaling skal der indbetales et Indskud til Kreditforeningens Reservefond. Heller ikke denne Udgift vil kunne nedsættesved Hjælp. Endelig afhænger Laanets Udbytte af den Kurs, til hvilken det lykkes at sælge de Kasseobligationer, i hvilke Laanet er udbetalt. Det er paa dette og kun paa dette Punkt, Hypothekbankenskulde at kunne yde Laantagerne en Fordel. Banken tænkes nemlig selv at sælge sine Kasseobligationer og igennem vedkommende Kreditforeningudbetales kontant. Imidlertid er det klart, at Hypothekbanken (gennem Kreditforeningen) ikke kan udbetale Laanet til en højere Kurs end den, Banken selv bar faaet ved Salget af sine Kasseobligationer;har faaet pari for dem, kan den allerhøjstudbetale til pari; har den kun faaet 98 pCt. for dem, kan Laantagerne allerhøjest faa 98 pCt. Den Fordel, Hypothekbanken skulde yde Laantagerne,skulde hidrøre derfra, at den forventes at kunne opnaa en højere Kurs for sine Kasseobligationerend til hvilken de enkelte Kreditforeningers Obligationer kunne sælges. Vi skal senere se nærmere herpaa.

De optagne Kreditforeningslaan maa af Medlemmerne(Laantagerne) og amortiseres ved forudbestemtehalvaarlige der indeholde 1) Rente, 2) Afdrag og 3) Bidrag til Kreditforeningens Reserve- og Administrationsfond. Renten retter sig efter de paagældende Kasseobligationers Rentefod; hverken denne eller Afdragene vil berøres af Hypothekbanken.Kreditforeningernes

banken.KreditforeningernesReserve- og AdministrationsfondsOverskud Medlemmerne og kommer dem tilgode paa forskellig Maade, men dog stedse saaledes,at Forøgelse af disse Fonds Udgifter maa falde Medlemmerne tillåst. Det er nu klart, at Hypothekbankenikke administreres uden Udgift, og det er da ogsaa i Lovforslaget bestemt, at de under den sorterende Kreditforeninger skulle betale disse Udgifter samt yde Bidrag til Dannelsen af et Reservefond. Disse Udgifter falde altsaa indirekte paa Laantågerne; og Spørgsmaalet er nu ligefrem: hvor stor skal den gennem den forventede højere Kurs for Laantagerne indvundne Fordel mindst være for at den blot kan opveje den igennem Bidragene til Hypothekbankens Administration og Reservefond Laantagerne paaførte forøgede aarlige Udgift? I Lovforslagets §12 ansattes dette Bidrag til Vie P^t. aarlig af Laanenes oprindelige Beløb; Folkethingsudvalget föreslåar det forhøjet til Vi o pCt. og der er ingen Tvivl om, at selv Vi o P^t. aarlig vil vise sig at være lidt nok til Dannelse af et Reservefond og Dækning af Administrations-Udgifterne (jfr. nedenfor).

Men gaa vi nu ud fra, at de under Hypothekbankenindtraadte aarligt skulde betale den Vi o pCt. af Laanenes Hovedstol, saa er det klart, at denne Udgift paa en eller anden Maade maa dækkes af selve Laantagerne. Beløbet kan direkte paalignes Laantagerne eller det kan indirekte paalignes dem derved,at betales af Kreditforeningens Reserve- og Administrationsfond. Til dette betale Medlemmerne i de nu existerende Kreditforeninger i Reglen Vi o P^t. halvaarligt; hvis heraf Halvdelen eller Vio pCt. aarligtskal til Hypothekbanken, saa vil enten

Følgen heraf være den, at Kreditforeningens eget Reserve- og Administrationsfond kommer tilkort, eller ogsaa kunde Medlemmernes halvaarlige Bidrag være nedsat med Halvdelen, hvis Hypothekbanken ikke var til. Med andre Ord, hvorledes man end vender det, er det Kreditforeningernes Laantagere, der komme til at betale Bidraget til Hypothekbankens Reservefond. Dette kan nu enten ske ved en Forhøjelse af den halvaarlige Ydelse eller ved en Udskydelse af Amortisationstiden. Vælges den første Form, skal den halvaarlige Ydelse altsaa forhøjes fra 2og 2.₂₅ pCt. til 2.₀₅ og 2.₃ pCt. Herved vil Bidraget fremtræde som en direkte Renteforhøjelse.Naar er henholdsvis 3x3^x/₂ og 4 pCt. og dertil lægges Vio P^t- af Hovedstolen, er dette €n Renteforhøjelse af mere end henholdsvis V35 °g V-io» thi medens selve Renten bliver mindre,, eftersom Laanene afdrages, bliver Forhøjelsen uforandret.

Skal Laantageren ved Hypothekbankens Bistand erholde Dækning af denne Renteforhøjelse, maa den Kurs, til hvilken Laanene udbetales Laantageren, altsaa være mere end 1/₃₅ og 1j₄₀ højere end den Kurs, Kreditforeningsobligationer vilde kunne opnaa uden Hypothekbankens Hjælp. Naar Kursen paa d^xj₂ og 4 pCt. Kreditforenings Obligationer nu er c. 96V₂ og 102 pCt.*), saa skulde Hypothekbanken altsaa blive i Stand til at udbetale Laanene til en Kurs af henholdsvis mindst 99V* pCt, og 104³/₄ pCt.

Yil man undgaa at forhøje Medlemmernes halvaarligeYdelser Dækning af Hypothekbankens Reservefonds-Bidrag,vil kun kunne ske ved en Forlængelseaf Og denne Forlængelse

---

*) Artiklen er skrevet og indsendt i September Maaned.

vil udgøre c. 10 Aar; med andre Ord, Laantagerne ville da komme til i 10 Aar længere at betale de aarligeYdelser henholdsvis 4 og 4% pCt.; HypothekbankensBistand altsaa koste dem i Alt c. 40 og 45 pCt. af deres Laan. Skal Hypothekbanken yde Vederlag herfor, kan dette ogsaa kun ske ved en lignende Kursforhøjelse som ovenfor angivet.

Saafremt Hypothekbanken skal blive i Stand til at yde Laantagerne et saadant Vederlag for Laanenes ved dens Bistand foranledigede Fordyrelse, maa den altsaa allermindst kunne udbringe sine Obligationer til en Kurs, der er 232³/₄ til 3 pCfc. højere end Kreditforenings- Obligationernes Kurs. Men dette er dog paa ingen Maade tilstrækkeligt; der maa endnu mere til:

Hypothekbanken tænkes at tilvejebringe de til kontant af de bevilgede Laan fornødne Midler ved Udstedelse og Salg af Obligationer. Hvis Forretningsgangen skal blive aldeles utaalelig langsom og überegnelig, og for at Banken kan fyldestgøre sit 2det Formaal (at Laantagerne forud skulle kende Laanenes Kurs), maa saadanne Salg ske kortere eller længere Tid, førend der bliver Brug for Pengene. Dette forudsættes saavel i Lovforslaget som i Udvalgsbetænkningen, det bestemmes da som en Selvfølge, at det Rentetab, som Banken uundgaaeligt derved kommer til at lide, maa dækkes derved, at Laanene udbetales til en lavere Kurs end den, Banken selv har opnaaet. Hvor stort eller hvor lille dette Rentetab vil være, er det selvfølgelig umuligt paa Forhaand at sige, men naar henses til, at det kan dreje sig om Rentetab foren ikke ganske kort Tid (Udvalget forudsætter indtil 3 halvaarlige og Banken bør beregne sin Kurs saa-

ledes, at den er sikker paa ikke at beregne den for højt, saa bør det ved Rentetabet forvoldte Kurstab for Laanenes Udbetaling vel næppe anslaas til under 1 pCt. Blot for at dække det aarlige Bidrag til Bankens Administration og Reservefond samt Rentetab, maa Bankens Obligationer altsaa kunne udbringes til en Kurs, der mindst er 333³/₄ til 4 pCt. over Kreditforeningernes saafremt Laanene ikke skulle blive fordyrede ved Hypothekbankens Mellemkomst.

Forventningen om den højere Kurs for Hypothekbankens i Forhold til Kreditforeningernes Obligationer støttes paa: 1) at Staten skal yde Banken et Garantifond paa 10 Millioner Kr. (Udvalget föreslåar 10 til 15 Millioner Kr.), 2) at Banken skal bestyres af Stats-Embedsmænd, og 3) at alle de deltagende Kreditforeninger solidarisk for Bankens Forpligtelser. Det maa herved bemærkes, at da Staten ikke yder en übegrænset Garanti, vil den Formening, at den foreslaaede Garanti i Ud- og Indland skulde sikre Banken en særlig større Kredit, uden Tvivl vise sig at bero paa et Fejlsyn. De 10 eller endog 15 Millioner ville næppe imponere de udenlandske Børser; disse ville vel snarere ræsonnere som saa: naar det er anset for nødvendigt at give Garantien en saadan bestemt kan dette kun forklares derved, at man ikke drister sig til at give en übegrænset Garanti, fordi den vilde kunne medføre større Ansvar. Begrænsningen altsaa en tilstedeværende Mistillid; og naar selve den danske Stat nærer saadan Mistillid, hvorfor skulle saa de udenlandske Børser nære en særlig Tillid til dette Papir. De danske 372

pCt. Statsobligationer noteres for Tiden til en Kurs, der er 2V4 pCt. højere end Østifternes Kreditforenings 3J3^J/₂ pCt. Obligationer og 4 pCt. Statsobligationer noteres kun V2 til W 4 pCt. højere end de nuværende Kreditforeningers og dog er disse Statsobligationer fuldt garanterede af Staten. Kursen paa Husmands- Kreditforeningernes Obligationer, hvis Rente nyder en übegrænset Statsgaranti, medens Kapitalen er ugaranteret, er c. 1 pCt. højere end Østifternes Kreditforenings pCt. Obligationer, der er saaledes ingen Rimelighed for, at Hypothekbankens Obligationer paa Grund af Statsgarantien skulle kunne opnaa en Kurs af 333³/₄ til 4 pCt, over Kreditforenings-Obligationer, end sige en endnu højere Kurs. — At Statsembedsmænd skuide nyde en kvalificeret Tillid i Ud- og Indland til Tilvejebringelse af væsentlig Kursforhøjelse fremfor de af Kreditforeningerne selv valgte Bestyrelser, er der vel næppe nogen Grund til at tro; især da de paagældende Statsembedsmænd jo slet ikke skulle have Noget at gøre med den Del af Kreditforeningernes Virksomhed, der kan medføre Risiko, nemlig Bedømmelsen af Udlaanenes Størrelse.

Derimod er der ingen Tvivl om, at en Sammenslutningaf eller de fleste af Landets Kreditforeningertil subsidiær Solidaritet vilde bidragetil hæve Kursen paa deres Obligationer. Ikke blot vilde disses Sikkerhed og Soliditet vinde yderligere Anerkendelse hos Publikum baade i Ind- og Udland, men alene den Omstændighed, at et Børspapir udgør flere Hundrede Millioner Kroner, giver det en forøget Kursværdi; Papiret bliver mere kendt og derfor mere jævnt begært; et enkelt Udbud eller Begær af en endog

temmelig stor Post vil volde mindre Svingning i Kursen, fordi den er mindre i Forhold til den disponible Obligations-Masse. Den naturlige Aarsag til, at Østifternes Kreditforenings Obligationer stedse noteres højere end de andre Kreditforeningers, er formentlig netop at søge i, at Obligations-Massen er større og Papiretderfor kendt. (Ved Udgangen af Regnskabsaaret1887—88 Østifternes Kreditforenings- Obligations-Masse c. 150 Millioner Kr., alle de andre Kreditforeningers tilsammen c. 160 Millioner Kr.) Det er imidlertid klart, at hvis Kreditforeningerne skulde ønske at slutte sig sammen for derved at opnaa en forhøjet Kurs for deres Obligationer, saa vilde de kunne gøre dette uden Hypothekbankens Hjælp, altsaa uden at give Afkald paa deres Selvstændighedog at betale Vi o P^t. aarlig af hele deres Udlaans oprindelige Beløb. Og det er ligeledesklart, dette Moment til en eventuel Støtte for Hypothekbankens Obligationer først vil faa denne Betydning, naar det er lykkedes Hypothekbanken at finde Tilslutning hos saa mange Kreditforeninger, at deres samlede Obligations-Masse er betydeligt større end de enkelte nuværende Kreditforeningers. Dette vil imidlertid i en overskuelig Fremtid kun kunne opnaas, hvis de nuværende Kreditforeninger vilde slutte sig til Hypothekbanken.

Den anden Fordel, Hypothekbanken skulde yde Laantagerne, var den, at disse paa Forhaand kunde vide, til hvilken Kurs Laanene vilde blive udbetalte. Dette skal opnaas derved, at Hypothekbanken i Ind- og Udlandoptager samlede Laan ved Salg af sine Obligationer, dernæst i Forhold til Udfaldet af dette

Salg fastsætter den Kurs, hvortil Laanene i de kommendeTerminer udbetales, nemlig den opnaaede Netto-Kurs med Fradrag af det forventede midlertidige Rentetab. Hvor store Summer Hypothekbanken paa denne Maade skulde udbyde ad Gangen, maatte jo afhængeaf Skøn over det i de nærmeste Terminer forventede Begær fra Laantagernes Side. Kreditforeningernessamlede var i de 5 Regnskabsaar 1875—80 88,707,500 Kr. eller c. 8,870,000 Kr. i hver Termin; 1880—85 154,129,800 Kr. eller c. 15,400,000 Kr. i hver Termin; 1885—87 83,538,450 Kr. eller c. 20,900,000 Kr. i hver Termin. I sidstnævnte Tal er dog indbefattet eu Del Konverteringslaan.

Gaar man ud fra, at Hypothekbanken fik Tilslutningfra Kreditforeningerne, vilde der altsaa være Brug for c. 30 Millioner Kr. aarligt. Faar den slet ingen Tilslutning fra de andre Kreditforeninger, vil den derimod næppe faa Brug for mange Penge; i hvert Fald vil det være aldeles überegneligt, hvor stor Tilgang de nye under Hypothekbankens Auspicier oprettede Kreditforeningerville Det er saaledes for Tiden aldeles umuligt blot at danne sig _det fjærneste Begreb om, hvor stort et Kapitalbeløb, Hypothekbanken eventuelt vilde faa Brug for; og selv efteråt den er traadt i Virksomhed,vil være meget vanskeligt at danne sig et paa I ideligt Begreb derom, førend paagældende Terminstaar Døren. Denne Vanskelighed har Lovforslagetdog at komme over paa en meget nem Maade. Det hedder nemlig i § 7, Iste Stykke: »Dersomflere til en vis Tid have indgivet Begæringerom hvis samlede Beløb er større end de Midler, hvorover Banken til samme Tid raader, fordeles

de disponible Midler imellem de forskellige Foreninger i Forhold til Størrelsen af de af dem inden 3 Maaneder før den paagældende Termin foreløbig tilsagte Laanebegæringer«.(Skal være »foreløbigt tilsagte Laan«.) Altsaa medens Forholdet nu er det, at naar et Laan er begært og bevilget i en Kreditforening, kan Panteobligationen strax udstedes og tinglæses, hvorefter Laanet udbetales, hvad enten samtlige samtidigt begærte Laan ere mange eller faa, store eller smaa, saa skulde de af Hypothekbanken afhængige Kreditforeninger vel foreløbigt kunne tilsige Laan, men hvis samtlige samtidigttilsagte oversteg Hypothekbankens disponible Beholdning, saa skulde de foreløbigt tilsagte Laan reduceresned denne Beholdnings Størrelse. Hvorledes dette skal gaa for sig, om nogle af Laanene skal udbetales,andre eller om alle Laan skal forholdsvis reduceres, det siges ikke. Men dertil kommer, at kon de inden 3 Maaneder før Terminen tilsagte Laan overhovedetskulle i Betragtning!

Hvis det paa denne Maade blev muligt for Hypothekbankenpaa at angive Kursen for de ved dens Medvirkning udbetalte Laan, vilde Følgen altsaa være den, at medens Kreditforeningerne nu strax definitivt bevilge Laanene, hvis Udbetaling kan ske hurtigt, altsaa rimeligvis omtrent til den ved LaanebegæringensIndgivelse Kurs, saa vil Forholdet blive det, at Kreditforeningerne maa svare Laansøgerne, at der vel foreløbigt bevilges dem et Laan, der vil blive at udbetale i næste Termin til den og den Kurs, men om de overhovedet ville faa Laanet eller om dette i alt Fald maa forholdsvis reduceres, det maa bero paa, om ikke samtlige Laanebegæringers samlede

Beløb overstiger Hypothekbankens Beholdning. Det maa herved bemærkes, at Lovforslaget forudsætter, at de til Hypothekbanken knyttede Kreditforeninger ikke maa give selvstændige Laan.

Folkethings-Udvalget har da ogsaa haft aabent Øje for, at Hypothekbanken paa denne Maade vilde betegne et kolossalt Tilbageskridt i Stedet for et Fremskridt i Ordningen af vore Kreditforenings-Forhold. Det har derfor foreslaaet en Ændring gaaende ud paa, at de Laan, der ikke kunne afholdes af Hypothekbankens disponible Beholdning, skulle afholdes af et nyt, af Banken optaget Laan. Da det imidlertid ikke er muligt paa Forhaand at vide. til hvilken Kurs dette nye Laan vil kunne optages, saa ville kun de Laansøgere,derfaa i den allerede disponible Beholdning,kunneberegne førend de søge eller acceptere Laanet, og da ingen Laansøger kan vide, om han kan faa Lod i den ældre Beholdning, eller skal tage Del i det nye Laan, saa bortfalder hele den 2den Fordel,Hypothekbankentænkes skulle yde Laantagerne, nemlig at de paa Forhaand skulde kunne beregne Laanets Kurs; i hvert Fald illuderes den i meget høj Grad, hvis ikke Hypothekbanken til enhver Tid sørger for at have saa stor disponibel Beholdning, at den kan opfylde alle de til den rejste Krav; men derved vilde der paaføres Banken et forholdsvis stort midlertidigt Rentetab, der jo skal bæres af Laansøgerne. Naar Udvalgettil§ föreslåar, at saavel de ældre som de nye Kreditforeninger, der slutte sig til Hypothekbanken, ved Siden deraf skulle kunne have selvstændige Afdelinger, i hvilke Laan gives paa den gamle Maade, saa er dette i saa Henseende uden Betydning: Laansøgerne ville ikke

paa Forhaand kunne beregne Laanenes Kurs. Men dette Forslag medfører en selve Hypothekbanken truende Fare: Hypothekbanken skal jo forud optage større Laan til Udbetaling af de i følgende Terminer forventede Laanebegæringer, og hvis den dog til en vis Grad vil opfylde det Formaal, at Laansøgerne (eller nogle af dem) forud kunne beregne Laanenes Pris, saa maa de af Banken optagne samlede Laan være saa store, at de ikke blot ere tilstrækkelige til den allernærmeste Tids Behov. Den Kurs, til hvilken Laanene udbetales til Laantagerne, skal jo staa i Forhold til den for det af Banken optagne Laan beregnede Kurs med Fradrag af det midlertidige Rentetab. Hvis nu Banken har været saa heldig ved Optagelsen af sit Laan og ved sine Anbringelserafden overflødige Kapital, at Laanenes Udbetalings-Kurs kan ansættes saa, højt, at Hypothekbanklaanene blive billigere end egentlige Kreditforeningslaan (hvortil, som bemærket, udkræves, at Kursen er mindst 333³/₄ å4 pCt. højere end Kreditforenings-ObligationernesKurs),saa Laansøgerne muligvis foretrække Hypothekbanklaanene. Dette vil i endnu højere Grad blive Tilfældet, hvis Kreditforenings- Obligationernes Kurs i Mellemtiden falder yderligere, medens Hypothekbanken endnu af det tidligere optagne Laan kan vedblive at udbetale Laanene til den højere Kurs. Hvis derimod Kreditforenings-Obligationernes Kurs skulde stige, efterat Hypothekbanken har optaget sit store Laan, saa ville alle Laansøgerne foretrække egentlige Kreditforeningslaan, og Ingen vil have Hypothekbankens Laan. Hvis t. Ex. Hypothekbanken,fordiman befrygte urolige Tider og dermed følgende lave og nedadgaaende Kurser, har optagetetstort

tagetetstortLaan til en saadan Kurs, at Laanene kun kunne udbetales til 96 pCt., men det truende Uvejr trækker over, Kurserne tvertimod gaa i Vejret, saa at Kreditforenings-Obligationer ogsaa kunne sælges til 96 pCt., saa vil der ikke fremkomme en eneste Begæring om Laan af Hypothekbankens Midler, Alle ville foretrækkedebilligere Hypothekbankenvilda inde med sine mange Penge, der vil stadigt løbe større og større Rentetab paa, hver Termin maa Hypothekbanken yderligere nedsættesinUdbetalingskurs, saaledes vil Tabet blive større og større, indtil endelig en Gang Obligations- Kurserne atter dale saa langt, at Hypothekbankens gamle dyre Laan, trods de lidte Rentetab, bliver et billigtLaan.Alle ville da strømme til Hypothekbanken. Det er derfor klart, at Regeringsforslagetpaadette har set rigtig nok: skal Hypothekbanken ikke udsættes for überegnelige Tab, maa den have Monopol: de ny Kreditforeninger bør helt tvinges ind under den, og de gamle ligesaa, saafremtdeter

Hvis Hypothekbanken kommer istand, vil det nemligikke gaa an, at de nu existerende ældre Kreditforeninger bevare deres Selvstændighed; de vilde byde Hypothekbanken en ødelæggende Konkurrence; i alt Fald under opadgaaende Kurser vilde dette bestemt være Tilfældet, og selv under staaende Kursforhold vilde deres Konkurrence være saa trykkende, at Hypothekbankenikke kunne staa sig. Kun under stærkt nedadgaaende Kurser vilde Hypothekbanken faa Overtaget i Konkurrencen. Allerede dette, afset fra alt andet, er tilstrækkeligt til at godtgøre, at det er en

Illusion, naar man af Hypothekbanken forventer Lettelseog for Laantagerne. Hvis Hypothekbanken under almindelige Forhold ikke kan bestaa i Konkurrencen med de frie Kreditforeninger; hvis den kun kan trives paa Betingelse af, at saavel alle ny som alle ældre Kreditforeninger tvinges ind under dens Ægide, saa kan der vel ikke tænkes bedre Bevis for, at Hypothekbanken saa langt fra vil yde Laantagerne Lettelser og Fordele, at den tvertimod vil volde vore Kreditforhold übodelig Skade.

Det paavistes ovenfor, at Hypothekbanklaanene fordyredes Bidrag til Bankens Reservefond, hvilken Fordyrelse mindst! udgør 333³/₄ til 4 pCt. Saavel ifølge Lovforslaget som Udvalgs-Betænkningen skal nu vel dette Bidrag til Hypothekbankens Reservefond bortfalde, naar dette har naaet en vis Størrelse. Men saafremt de ældre Kreditforeninger holde sig tilbage fra Hypothekbanken, Udsigten hertil være saa fjern, at man gerne helt kan bortse derfra. Lovforslaget ansætter den Storrelse, Reservefondet skal have naaet, for at Bidraget skal bortfalde, til 3 Millioner Kr.; Udvalget föreslåar 2 Mill. Kr. Af dette Reservefonds Renter skal Administrations-Udgifterne indtil dette kan ske, skal Statskassen forskudsvis betale Administrations- Udgifterne, men med Ret til Tilbagebetaling, naar Reservefondets Renter en Gang maatte overstige Administrations-Udgifterne.

De nuværende Kreditforeningers samlede aarlige Udlaan blev ovenfor anslaaet til c. 30 Mill. Kr. Hvis man nu tænkte sig, at alle existerende Kreditforeninger strax sluttede sig til Hypothekbanken for deres nye Udlaans Vedkommende (at de ogsaa skulde indtræde i

Hypothekbanken med deres ældre Udlaan er utænkeligt), saa vilde Hypothekbanken muligvis kunde opnaa et aarligt Udlaan af 40 Mill. Kr.; i saa Fald vilde de aarlige Bidrag til Hypothekbankens Reservefond i Løbet af 10 Aar udgøre c. 2 Millioner Kroner; Bidraget vilde altsaa under denne Forudsætning til den Tid kunne bortfalde. Denne Forudsætning, at alle existerende Kreditforeninger skulde opgive deres Selvstændighed for at vinde den tvivlsomme Fordel af Hypothekbankens Støtte, er imidlertid aldeles absurd. Østifternes Kreditforeninger alt Fald stor nok til at kunne staa paa egne Ben, og det samme gælder uden al Tvivl om de fleste af de existerende Kreditforeninger.

Det er derfor mere rimeligt at antage, at Hypothekbanken blive henvist til de nye muligt under dens Ægide oprettede Kreditforeninger. Det skal nu ingenlunde nægtes, at der paa mange Maader trænges til Oprettelse af nye Kreditforeninger som overhovedet til nyt Liv i Kreditforeningerne, og det er rimeligt, ja sikkert, at større Frihed vilde fremkalde større Liv og Virksomhed til Held for Landets Kreditforhold; men om just Hypothekbanken er Midlet, er meget tvivlsomt. Hvor stor eller hvor lille en Tilslutning Hypothekbanken faa, er det derfor umuligt at danne sig nogen Mening om, men i hvert Fald vil Tilslutningen næppe blive større end, at Opsamlingen af et Reservefond 2 Millioner Kroner vil medtage en saa lang Aarrække, at de først indtræd ende Laantagere, naar de ville beregne Fordelene ved at tage Laan direkte i Kreditforeningerne eller indirekte i Hypothekbanken, bør lade det Hensyn ude af Betragtning, at Bidraget til Hypothekbankens Reservefond med Tiden kan bort-

falde. Selv med et aarligt Udlaan af 8 til 10 Millioner Kroner vil det nemlig medtage omtrent 20 Aar, førend Reservefondet kan naa den foreslaaede Størrelse og tilbagebetale af Statskassen forskudsvis betalte Administrations-Udgifter. naar de ældre Kreditforeninger at bevare deres Selvstændighed, er der næppe stor Udsigt til, at Hypothekbanken ved de ny oprettede Kreditforeningers Hjælp skulde naa saa stort et aarligt Udlaan.

De to eneste Fordele, man har kunnet anføre som dem Hypothekbanken skulde kunne yde, var billigere Laan og forud beregnelige Kurser. Af disse vil sidstnævnte kunne naas, naar Hypothekbanken stedse er saa vel forsynet med disponible Midler, at den kan opfylde ethvert nok saa stort Krav fra paagældende ivréUitiOréiimgers oiuu. u6rV6u uuSéettcS u6j± liiiiulertiu for saa store og uundgaaelige Rentetab, at Laanene væsentligt maa fordyres, og den udsættes ligefrem for at brænde inde med store Kapitaler, som der ingen Brug er for og som dog maa forrentes. Forventningen om billigere Laan kan dernæst kun støttes paa den ved Kreditforeningernes Sammenslutning tilvejebragte Kursforhøjelse Kasseobligationerne, idet den begrænsede Statsgaranti og Stats-Administration maa anses for i bedste Fald lidet betydende i saa Henseende.

Naar saaledes Hypothekbankens ene Formaal maa anses for uopnaaeligt uden uforholdsmæssige Ofre, og det andet simplere og lettere kan opnaas uden et nyt kostbart Statsinstituts Oprettelse, og uden Brud paa Kreditforeningernes hidtidige sunde og gode Udvikling, saa synes der kun liden Grund til at komme ind paa et Experiment, der ikke er uden Fare.

Deu Fare vil Hypothekbanken i hvert Fald medføre,at for at skaffe den Tilslutning vil søge at tvinge de existerende ældre Kreditforeninger ind under den. Trods Kriser og vanskelige Tider, og trods de Baand, der af Lovgivningsmagten efter Lov 19. Februar1861 paalagt de yngre af dem, have dog samtlige endnu existerende Kreditforeninger virket til stort Held for hele vor økonomiske Udvikling. Føles der Trang til yderligere Fremskridt, og dette kan der være god Føje til, saa er der dog ingen rimelig Grund til ut søge denne Trang fyldestgjort ved at hæmme og standse den hidtidige Udvikling for at begynde noget nyt af tvivlsom Beskaffenhed. Kimeligere og naturligere det være, om man gav den saa godt udvikledeKreditforenings-Institution til friere Bevægelse under virkelig sagkyndigt Tilsyn og Kontrol. Allerede i 1839 foreslog Bergsøe, at Tilsynet og Kontrollenmed af ham hertillands foreslaaede Kreditforeningerburde af en kongelig Kommissarius, eller en kongelig ansat Kreditforenings-Inspektør, og det er meget at beklage, at Lov 20. Juni 1850 ikke optog dette Forslag; vi havde da ganske vist undgaaet den saare uheldige Lov 19. Februar 1861 og de doktrinære,upraktiske i de senere Kreditforeningslove.Erkendes nu, at det vil være heldigt, om vore faste Ejendommes Kreditforhold yderligereudvikles, vil det naturligste og bedste Middel til Opnaaelse heraf være det at give Kreditforeningerne større Frihed til hensigtssvarende Ordning af deres og Laantagernes Forhold. Selv om man ikke vilde gaa videre end at vende tilbage til Lov 20. Juni 1850 og atter tilbagegive Grundejerne den Frihed til Sammenslutningi

slutningiKreditforeninger, som denne Lov gav dem og som berøvedes dem ved Lov 19. Februar 1861, saa vilde allerede dette indeholde et stort Fremskridt og aabne Mulighed for en stor og heldbringende Udvikling af Kreditforholdene; og al Fare for Misbrug af denne Frihed vilde i hvert Fald fjernes ved at Tilsynet og Kontrollen blev lagt i en virkelig sagkyndig Mands Haand.