Spørgsmaalet om Arbejdernes Alderdomsforsikring En orienterende Oversigt

kJaa længe den liberale Samfundslære beherskede- Videnskaben, existerede der for denne intet socialt Spørgsmaal; den betragtede det ideale Samfund som en Sum af retligt ligestillede Individer og SamfundsmagtensMaal at tilintetgøre alle retlige Uligheder. Staten maatte holde sig fjern fra enhver direkte Indgribentil for nogen Stand og dens Stilling til en Opgave som Arbejdernes Forsikring mod de forskelligeFarer, truede deres økonomiske Existens, var derfor paa Forbaand givet: det var Arbejderne selv, som ved frivillig Sammenslutning maatte løse Opgaven, og Staten kunde i det højeste bistaa med nyttige Oplysninger,t. lade affatte et Normalregnskab og ved statistiske Undersøgelser skaffe Dødelighedstabeller tilveje,men ufravigelig Regel om tvungen Regnskabsaflæggelse,om indbetalte Summers Anbringelse, var strængt taget et Skridt bort fra det rigtige Princip, og om tvungen Forsikring eller Tilskud fra det Offentligekunde

ligekundeder aldeles ikke være Tale. Som bekendt er der i de to sidste Decennier sket et stærkt Omslag saavel i Videnskaben som i den almindelige Menings Opfattelse af Samfundet og Statens Opgaver med Hensyntil Den moderne Videnskab anerkender nu, at Staten som Samfundets naturlige Repræsentant har en Pligt til, saa vidt muligt, at forbedre de lavere stillede Samfundsklassers Livsvilkaar og ved Bestemmelsenaf Stilling til den enkelte Samfundsopgavededucerer ikke Løsningen ud af noget enkelt Princip, men ved en Afvejning af alle Livshensyni til deres sædelige Værd og Betydning.

Hvad særlig Spørgsmaalet om Arbejderforsikringen angaar, har den moderne økonomiske Udvikling gjort dets Løsning i høj Grad paatrængende, fordi den stærke nationale og internationale Arbejdsdeling i flere Retninger gjort Arbejdernes Stilling usikker, paa samme Tid som Arbejderne ved Lavenes Forsvinden mistede Institutioner, som delvis havde løst de herhen hørende Opgaver.

Et mægtigt Stød fremad tik Bevægelsen for Arbejderforsikringen at Fyrst Bismarck, som i sin Opfattelse af Samfundet og Staten staar den moderne socialøkonomiske Skole nær, resolut tog fat paa den socialpolitiske Ved hans mægtige Avtoritet er det allerede lykkedes Tyskland at gennemføre Love om Arbejdernes og Ulykkesforsikring; andre Lande have, stærkt paavirkede af det af Tyskland givne Exempel, enten gennemført disse Grene af Arbejderforsikringen ere i Øjeblikket beskæftigede dermed.

Spørgsmaalet om Statens Stilling til Arbejdernes

Alderdomsforsikring har maattet træde noget i Baggrundenfor nærmere liggende Opgaver, blandt andet fordi det her drejede sig om et Forhold af en saa uhyre social og økonomisk Rækkevidde, at man først ønskede at prøve sine Kræfter paa de mindre Opgaver, før man vovede sig videre ud, og særlig ved Gennemførelsenaf andre Forsikringslove haabede at erhverve et betydeligt statistisk Materiale, hvis Tilstedeværelse maatte danne en nødvendig Forudsætning for SpørgsmaaletsLøsning.

Imidlertid viste det sig mere og mere, at Selvhjælpen, overfor flere af de andre Grene af Arbejder sikringen havde udrettet noget virkeligt godt, stod saa godt som magtesløs overfor Alderdomsforsørgelsen. skal jeg nævne, at Selvhjælpsforeningerne England i 1879 i det hele til Arbejdernes Understøttelse udgave ca. 7,700,000 Pd. Sterl., men heraf kun ca. 118,000 Pd. Sterl. til Alderdomsforsørgelse, der i 17 Aar fra 1864 ialt tegnedes ca. 12,000 Livrentepolicer gennem Posthusene og Størsteparten disse var sikkert ikke tegnet af Arbejdere. Det anerkendes da ogsaa af de fleste, at Spørgsmaalet kræver en Løsning og i flere Lande har man allerede gjort de indledende Skridt hertil.

I Tyskland var allerede i Trontalen af November 1881 en Ordning fra Statens Side af Arbejdernes AlderdomsforsørgelsestilletiUdsigt. de«, hed det, »som miste deres Arbejdsevne paa Grund af Alder og Invaliditet, have overfor Samfundet Krav paa et højere Maal af statlig Hjælp end det, som hidtil er blevet dem til Del.« Begyndelsen til at indfri det heri

udtalte Løfte har den tyske Kegering gjort ved Offentliggørelseni1887af Udkast til en AlderdomsforsørgelseforArbejdere.Ifølge skal Forsikringenomfattesaavel som Landarbejdere, Tyende samt Handelskommis'er og Lærlinge, forsaavidt deres Indtægter ikke overstige 2000 Mk., endelig Personer,hørendetiltyske Besætninger. UnderstøttelsenbestaariUdbetalingen en aarlig Bente og indtræder for Alderdomsforsørgelsens Vedkommende med det fyldte 70de Aar, for Invalideforsørgelsen, naar den Forsikrede ej længer formaar at udfylde sin vante Virksomhed og hans Evner og Kræfter ej heller ere i Stand til paa anden Maade at forskaffe ham et Beløb, svarende til Minimum af Invaliderenten. Denne udgør 120 Mk., men stiger med 4 Mk. for hvert Aar, der er ydet Bidrag udover det femtende; Aldersrenten er derimodaltid120Mk.; nyde 2/s2_/s af den Mændene tilkommende Understøttelse. Til Erhvervelse af den fulde Rentenydelsesret kræves der Udredelse af Bidrag i Løbet af et vist Antal Aar, som for Invaliderentenforeslaastil5, Aidersrenten til 30 Åar. Til et Bidragsaar udkræves der 300 Arbejdsdage i samme Kalenderaar, saaledes at et Overskud af Arbejdsdage føres over paa det næste Aar. Selv om der ikke ydes BidragdetfuldeArbejdsaar, dog ingen Afkortning Sted, naar der fra tidligere Aar er opsparet et tilstrækkeligtAntalOverarbejdsdageeller senere gøres Indbetalinger, tilstrækkelige til at dække saavel ArbejdsherrernessomArbejdernesudfaldne med paaløbneRenter.Opfylderden ikke disse Betingelser, købes der ham en Rente efter de i Tidernes Løb gjorte Indskuds Forsikringsværdi, men uden Statstilskud.Rentenydelsesrettenerhvervesuden

tilskud.RentenydelsesrettenerhvervesudenHensyn til Aarsagen til Arbejdsudygtigheden, naar den Forsikrede ikke forsætlig har tilføjet sig denne eller paadraget sig den under Slagsmaal eller ved Udsvævelser. Midlerne tilvejeskaffes af Riget, Arbejderne og Arbejdsherrerne hver med V3 > Midlerne til Administrationen derimodafdetvende Faktorer, af hvilke Arbejdsherrerne tilbageholde Arbejdernes Andel ved de regelmæssige Lønningsbetalinger*). Forsikringen sker i det hele gennem de samme Institutioner som Ulykkesforsikringen, altsaa navnlig gennem de fagligeForsikringsforbund**).Forde som ikke falde ind under Forsikringen mod Ulykkestilfælde, træde de videre Kommunalförbund eller Forbundstaterne i Forsikringssamfundenes Sted. Der udkræves Oprettelse af særlige Anstalter ved disse til Besørgelse af Alderdomsforsikringen.Derersikret en ikke ringe Indflydelse paa Forsikringssamfundenes Anliggender.ForudenSædei have deres Repræsentanter Adgang med fuld Stemmeret til SamfundenesGeneralforsamlinger.Eren vedtagetmod3 ₄ af Arbejderrepræsentanternes Stemmer, kunne disse indgaa til »das Reichsversicherungsamt« med Besværing. Arbejderne vælge Tillidsmænd, som

---

*) Arbejdernes og Arbejdsherrern.es Præmier beregnes efter Dækningsprincipet, Staten derimod udreder hvert Aar sin Andel i de ved Forsikringen foraarsagede Udgifter.

**) 0: Sammenslutninger af Arbejdsgivere i de samme eller med Hensyn til Risikoen for Ulykkestilfælde beslægtede Erhverv indenfor det tyske Rige eller i hvert Fald indenfor vide territoriale Grænser stiftede med det Formaal at gennemføre Arbejdernes Forsikring mod Ulykkestilfælde.

skulle afgive et Skøn over Invaliditetsansøgningerne. Bestemmelsen om disse tilkommer den Anstalt, hvor vedkommende sidst var forsikret, medens Omkostningernefordelespaade hvortil han i Tidernes Løb har hørt, i Forhold til de Præmier, han har indbetalttildem.Opsparingen gennem Sparemærker. Hver Arbejder har en Bog, som Arbejdsherren har i sit Værge, og i hvilken han indklæber et saa stort BeløbiMærker,som til det for vedkommende Arbejder opsparede Beløb. For at undgaa Misbrug blive Mærkerne at kassere. Er en Bog füld, føres den sammenlagte Sum af de indklæbede Mærkers Paalydende over i en anden Bog, i hvilken de indkøbte Mærker for Fremtiden blive at indklæbe.

Den med dette Udkast følgende særdeles interessante Betænkning udtaler, efter at have berørt de forskellige Forsikringers Forhold til hinanden, at de Arbejderforsikringenvedrørende Opgaver ikke ere afsluttede med Alderdomsforsikringen, som endnu lader Spørgsmaalet om Enke- og Børneforsørgelsen uløst; det nar været nødvendigt at gaa langsomt frem for at kunne danne sig et Skøn over, om de forsikringspligtigeErhverv taale større Byrder. Erhvervssamfundeneere de heldigste Bærere af Alderdomsforsikringen og ville ved denne nye Opgave erholde et fastere Kit og mere Indhold, uden Tvivl ere ogsaa disse Samfund kaldede til at løse videre socialpolitiskeOpgaver, saadanne, som have Betydningfor samme Personer, for hvilke Ulykkesforsikringen gælder. Efter sin Natur udkræver Invalideforsikringen, naar det gælder om at afgøre, om en Person paa Arbejdsherrernesog Kammeraters Bekostning skal

nyde Understøttelse, Deltagernes Selvstyre. Praktiske Grunde gjorde det umuligt at lægge den enkeltes Fortjenestetil for Bentens Udmaaling, man maatte indføre samme Understøttelse for alle. Derimod ansaas det for principielt rigtigt at udmaale Præmierne efter den med Erhvervet forbundne Risiko; i modsat Fald vilde man jo lade den ene Arbejder betale for den anden; kun indtil de nødvendige Erfaringer vare indhøstede,blev ens for alle. Der udtales en Forventning om, at der paa Grund af den større Prisbillighedpaa vil finde en Udvandring Sted dertil fra Byerne, som kan danne en gavnlig Modvægt mod disses stigende Tiltrækningskraft. Udgiften anslaas til 156 Millioner Mk. eller c. 13 Mk. aarlig i Præmie for hver forsikret Person; dette udgør pr. Dag mellem 4 og 5 Pf. og deraf kommer paa den Forsikredes Del højt regnet 2 Pf.*)

---

*) Efter at dette Udkast har været underkastet Forbundsraadets Behandling, har den tyske Indenrigsminister nu i December 1888 i en noget ændret Skikkelse frembragt det for Kigsdagen, store Flertal (det konservative, nationalliberale og ultramontane Parti) har stillet sig meget gunstigt dertil, medens Fremskridtspartiet og Socialisterne have indtaget en kølig Holdning overfor Lovforslaget. Afvigelserne fra det oprindelige Forslag ligge navnlig i Rentens Bestemmelse og Forsikringens Organisation. Hvad det første Punkt angaar, foreslaas Understøttelsen fastsat efter den paa de forskellige Steder almindelige Dagløn. For det andet Punkts Vedkommende efter det nye Forslag Kommunalforbundene faglige Korporationers Sted. Ansøgning om Invalideunderstøttelse sker til den lavere administrative Embedsmand, som henviser Afgørelsen til Bestyrelsen for vedkommende Forsikringsanstalt. Denne Bestyrelse bestaar af en eller flere Embedsmænd ved Kommunalförbundet eller Forbundstaten enten alene eller, forsaavidt det ved Statut for vedkommende Forsikringsanstalt er bestemt, i Forbindelse med Repræsentanter for Arbejdsgivere og Arbejdere. I Tilfælde af Uenighed træffer Voldgiftsretten, i hvilken saa vel Arbejdsgivere som Arbejdere ere repræsenterede, Afgørelsen. øverste Instans fungerer »das Reichsversicherungsamt«, Afgørelse dog kun kan æskes, naar der som Grund til Klagen angives en egentlig Retskrænkelse. Foruden disse gennemgribende Forandringer skal jeg kun anføre følgende Afvigelser fra Grundtrækkene: Forsikringspligten efter det nye Forslag ved Forbundsraadets Beslutning til selvstændige Erhvervsdrivende, naar de ikke regelmæssigt beskæftige i det mindste én Person, Begrebet er forandret til 47 Bidragsuger, og endelig beregnes Invaliderenten paa en anden Mnade, idet den efter 5 Aars Ventetid fastsættes til 24 pCt. for dernæst gennem 15 Aar at stige med 4 °/00,/₀₀, gennem 20 Aar med 6 °/00/₀₀ og dernæst med 8 °/00/₀₀ aarligt til sit Maximum 50 pCt.

Jeg har ment at burde give et noget udførligere Uddrag af dette mærkelige Aktstykke, for at Læseren kan danne sig et nogenlunde sammenhængende Billede af, hvorledes denne store Opgave kan tænkes og er foreslaaet løst, og fordi Forslaget, om end i ændret Skikkelse, sandsynligvis vil komme til at danne Grundlaget Ordningen af Arbejdernes Alderdomsforsikring i Tyskland og derigennem faa indirekte Betydning for Sagens fremtidige Skæbne i Evropa.

Ogsaa i England, Liberalismens Hjemland, havde Staten indtil for kort Tid siden kun gjort lidet for ArbejdernesAlderdomsforsørgelse. vist var det lykkedes Gladstone i 1864 at sætte igennem, at Posthusenekunde Tegning paa Livrenter, men denne var forbunden med saa mange Formaliteter og underkastet saa mange Indskrænkninger, navnlig med Hensyn til Rentens Størrelse og Tiden for dens Tegning, at Resultatet, som andetsteds anført, kun blev ringe. Ved en Lov af 1882 blev Ordningen væsentlig forbedret,

---

*) Efter at dette Udkast har været underkastet Forbundsraadets Behandling, har den tyske Indenrigsminister nu i December 1888 i en noget ændret Skikkelse frembragt det for Kigsdagen, store Flertal (det konservative, nationalliberale og ultramontane Parti) har stillet sig meget gunstigt dertil, medens Fremskridtspartiet og Socialisterne have indtaget en kølig Holdning overfor Lovforslaget. Afvigelserne fra det oprindelige Forslag ligge navnlig i Rentens Bestemmelse og Forsikringens Organisation. Hvad det første Punkt angaar, foreslaas Understøttelsen fastsat efter den paa de forskellige Steder almindelige Dagløn. For det andet Punkts Vedkommende efter det nye Forslag Kommunalforbundene faglige Korporationers Sted. Ansøgning om Invalideunderstøttelse sker til den lavere administrative Embedsmand, som henviser Afgørelsen til Bestyrelsen for vedkommende Forsikringsanstalt. Denne Bestyrelse bestaar af en eller flere Embedsmænd ved Kommunalförbundet eller Forbundstaten enten alene eller, forsaavidt det ved Statut for vedkommende Forsikringsanstalt er bestemt, i Forbindelse med Repræsentanter for Arbejdsgivere og Arbejdere. I Tilfælde af Uenighed træffer Voldgiftsretten, i hvilken saa vel Arbejdsgivere som Arbejdere ere repræsenterede, Afgørelsen. øverste Instans fungerer »das Reichsversicherungsamt«, Afgørelse dog kun kan æskes, naar der som Grund til Klagen angives en egentlig Retskrænkelse. Foruden disse gennemgribende Forandringer skal jeg kun anføre følgende Afvigelser fra Grundtrækkene: Forsikringspligten efter det nye Forslag ved Forbundsraadets Beslutning til selvstændige Erhvervsdrivende, naar de ikke regelmæssigt beskæftige i det mindste én Person, Begrebet er forandret til 47 Bidragsuger, og endelig beregnes Invaliderenten paa en anden Mnade, idet den efter 5 Aars Ventetid fastsættes til 24 pCt. for dernæst gennem 15 Aar at stige med 4 °/00,/₀₀, gennem 20 Aar med 6 °/00/₀₀ og dernæst med 8 °/00/₀₀ aarligt til sit Maximum 50 pCt.

Livrenten kunde variere fra 1 til 100 Pd. Sterl. og indgaasfra
fyldte ste Aar.

Indbetalingen kunde ske gennem det særdeles betydeligeAntal der findes i Landet, hvorved man tillige opnaaede en meget heldig Forbindelsemellem tvende Institutioner, idet Præmierne til Livrenterne dækkedes af de for den Forsikrede i Postsparebanken indestaaende Beløb, hvorfor Restancer kun paadroges, naar dette var opbrugt. Tanken om en egentlig tvungen Forsikring har derimod først fundet videre LTdbredelse i de senere Aar og Bevægelsen herforer nøje knyttet til Præsten Blackleys Navn, at jeg maa give en kort Redegørelse for hans Lære. Denne gaar ud fra, at Forsikring mod Sygdom og Alderdom bør knyttes nøje sammen til én Institution. Midlerne til denne dobbelte Forsikring skulle tilvejebringes ved Tvangsbidrag fra hele Nationen i de unge Dage fra 18 til 21 Aar, den Alder, i hvilken den største Del af Befolkningenhar sin fulde Arbejdsdygtighed, uden at der samtidig hviler saa store Byrder paa den, som senere i Livet. Bidraget sættes til 10 Pd. Sterl., som skulle være indbetalte inden det fyldte 21de Aar; hvis Beløbet til den Tid ikke er indgaaet> inddrives det efter samme Regler som Skatterestancer. For Arbejderne indeholdes disse Præmier af Arbejdsherrerne ved de ugentlige Lønningsbetalinger med 1 sh. 3 d., indtil de 10 Pd. Sterl. ere dækkede. Sygehjælpen foreslaas til 8 sh., Aldersrenten. der indtræder med det fyldte 70de Aar, til 4 sh. ugentlig. Medens Bidragspligten omfatter alle, tilkommer Sygeunderstøttelsen kun dem, som arbejdei Tjeneste, og det forventes, at kun de, som virkelig trænger til Alderdomsunderstøttelsen, ville

lægge Beslag derpaa. Herved i Forbindelse med. at de indbetalte Præmier paa Grund af det tidlige Tidspunkt for deres Erlæggelse have en meget høj Forsikringsværdi,er muligt at sætte Afgifterne saa lavt. Den nøje Sammenslutning mellem Syge- og Alderdomsunderstøttelseanbefales at Arbejderne i de for Sundheden skadelige Erhverv navnlig i de store Fabrikkerville stærkt Beslag paa Sygehjælpen, medens de paa den anden Side paa Grund af en tidlig Død kun ville faa ringe Brug for Alderdomsunderstøttelsen,medens ville være akkurat i det omvendte Tilfælde, saaledes at en Udjævning af Risikoen finder Sted. I mange Tilfælde gaa Syge- og Alderdomsunderstøttelsen ogsaa umærkeligt over i hinanden.Blackley utrættelig for denne Plan gennem Skrift og Tale; — i Lighed med the anticorn law league har der dannet sig en Forening, som tæller Medlemmerblandt Samfundsklasser, med det Maal at virke for Sagens Realisation. I 1885 nedsatte Parlamentet,væsentligt af Blackleys Energi, en Kommission for at tage Spørgsmaalet under Overvejelse,og afgav i 1887 sin Betænkning. Der hævede sig ganske vist adskillige Stemmer mod Forsikringstvangenoverhovedet, derimod stillede sig vel tilbageholdende overfor Tanken om at anvende Tvang overfor Sygeforsikringen, men havde derimod intet principielt at indvende mod Tvang til Alderdomsforsikring;den dog at afvente Folkestemningens videre Udvikling og nøje at følge Begivenhedernes Gang i Tyskland.

I Italien har Regeringen gentagne Gange fremlagtForslag
Arbejdernes Alderdomsforsørgelse. Det

sidste gik ud paa, at denne skulde overtages af Sparebankerne,der tilskyde en Sum til Dannelsen af et Reservefond, ligesom ogsaa Staten skulde skyde til i Forhold til de af de Forsikrede gjorte Indbetalinger.

Som det fremgaar af det ovenanførte, er det først i de senere Aar, at Tanken om Statens Indgriben til Bedste for Arbejdernes Alderdomsforsikring har ført til Fremsættelsen af positive Forslag. Frankrig er det Land, hvor Principet Statshjælp først er bragt til Anvendelsemed til Übemidledes Alderdomsforsørgelse.I 1847_—50 var denne Sag gentagneGange for livlige Forhandlinger i de lovgivende Forsamlinger og der udfægtedes hæftige Kampe om Forsikringsfrihed eller -tvang og om BidragenesTilvejebringelse af de Forsikrede selv eller ved Tilskud fra Staten eller Arbejdsgiverne. Resultatet af disse Forhandlinger blev Oprettelsen i 1850 af »caisse de retraite pour la yieillesse«, hvor enhverkunde sig Aldersrenter paa indtil 600 Frcs. med en Begynd eisester min mellem det 50de og 60de Aar. Indtrædelsen var fri og der var ganske vist tilstaaet Kassen Begunstigelser, saaledes Stempelfrihed, men intet direkte Statstilskud. Ved en Lov af 1886 er Anstaltens Forhold paa ny blevne ordnede, Maximum for Livrentens Størrelse fastslaaet til 120 Frcs., men Anstalten er dog endnu baseret paa Frivillighedens og Selvhjælpens Princip. Derimod er der under en anden Form brudt med det sidste. I Aaret 1852 skænkede Napoleon Hjælpekasserne en Dotation paa 10 Millioner Frcs., og fire Aar senere bestemtes det, at der af Renterne heraf skulde anvendes 200,000 Frcs. som Tilskudtil Hjælpeforeninger, der anvendte en Del af

deres Reservefond til Indkøb af Livrenter for Medlemmer.Det Tanken at skabe en stadig voxende Fond, idet kun Renterne skulde anvendes til Understøttelse.Foruden Tilskud blev Statens regelmæssige Bidrag forøget til 300,000 Frcs. og Fondens Formue var i 1881 voxet til 40 Millioner Frcs., medens de udbetalte Renter udgjorde c. 500,000 Francs.

Ogsaa i Danmark er der gjort Forslag om en Ordning fra Statens Side af Arbejdernes Alderdomsforsørgelse.Flertallet den til Undersøgelse af Arbejderforholdenei nedsatte Kommission foreslog saaledes Oprettelsen af en Livsforsikringsanstalt for Übemidlede med et Tilskud fra Statens Side af 75 pCt, fra Kommunen af 25 pCt. af Interessenternes eget Indskud.Medens stod paa Forsikringsfrihedens Grund, tog et Mindretal Ordet for Tvang som uundgaaeligtnødvendig Spørgsmaalets Løsning. Regeringen har senere taget Sagen i sin Haand, idet den i Samlingen1883—84 Folketinget Forslag til en Alderdomsforsørgelse for Übemidlede*), der atter fremkomi 1884_—85, og i den noget ændrede Skikkelse,hvori nu forelaa, gik det i det væsentlige ud paa, at der oprettedes en i Forbindelse med Livsforsikringsanstaltenaf staaende Forsikringskasse for Übemidlede, o: saadanne, for hvem Sikringen i deres* Alderdom af en Indtægt paa indtil 300 Kroner kan være af væsentlig Betydning. Enhver Übemidlet, Mand og Kvinde, paa imellem 18 og 45 Aar, skulde kunne indbetalePræmier denne Anstalt, saa vel i frie, som

---

*) Jfr. Nationaløkonomisk Tidsskrift, 1884.

periodiske Bidrag. Disse med Tillæg af Renter og Rentes Renter, beregnede efter 2 pCt.s halvaarlig Rentefod,skulde Forening med et Tilskud fra Statens Side, udgørende 82 pCt. af det, som var indskudt i Vedkommendes19de med 2 pCt.s Aftagen for hvert A ar, Indskudet skete senere, anvendes til Indkøb af en Livrente efter det fyldte 55de Aar. Anstalten skulde afgøre, om den Forsikringssøgende kunde anses for übemidlet efter de af ham selv fremlagte Bevisligheder og Oplysninger, indhentede hos Hjemkommunens Bestyrelse. Til Dækningaf Udgifter, Staten paadrog sig ved sine Tilskud,foresloges et Beløb paa 2 Millioner Kroner; ved Siden heraf skulde den bære Udgifterne ved AnstaltensOrganisation Administration, Beløbene hertil skulde optages paa de aarlige Finanslove. Forslaget blev, som bekendt, ikke gennemført.

Efter denne korte Redegørelse for, hvad der i vort eget og nogle af de større Lande i Evropa er foretaget fra Statens Side til Gennemførelse af en Alderdomsforsikringfor skal jeg i Korthed nævne, hvilke Principer, der navnlig vil blive Spørgsmaal om at bringe til Anvendelse ved Sagens fremtidige Ordning. Der kan imidlertid her kun blive Tale om en Orientering, ej om en indgaaende Drøftelse, end mindre om en endelig Dom. Kampen vil navnlig komme til at staa om følgende Hovedprinciper: hvilke Personer skal Forsikringenomfatte? Faktorer skulle deltage i Tilvejebringelsenaf fornødne Midler, og bør denne ske efter Lignings- eller Dækningsprincipet? skal der være Tvang eller Frihed? skal Alderdomsforsikringen ordnes for sig eller i Forbindelse med andre Forsikringsgrene ?

hvorledes skal den organiseres? hvilken er den heldigste
Form for Understøttelsen? og hvor stor skal den være?

Den Kreds af Personer, Forsikringen skal omfatte, kan tænkes trukket snevrere eller videre; den kan tænkes kun at omfatte den egentlige Arbejderklasse, o: Personer, som mod Løn udføre legemligt Arbejde i andres Tjeneste, eller overhovedet Personer, som mod et ringe Vederlag arbejde for andres Kegning, eller den kan udstrækkes til alle Übemidlede. For at indskrænke Forsikringen til Arbejderklassen anføres der, at det ejendommelige ved den moderne økonomiske Udvikling netop bestaar deri, at Produktionsmidlerne med Statsmagtens Billigelse samles paa forholdsvis faa Hænder, og det først er i Forholdet mellem Arbejdsherre og Arbejder, at Spørgsmaaletom retfærdig Fordeling af Produktionsprovenuetkommer i hvilken der kan være Spørgsmaalom for Staten af at gribe regulerende ind. Ganske vist kunne andre Personer trænge lige saa haardt; men saadanne ville findes under enhver Samfundsordningog Trang maa i særdeles mange Tilfælde skrives paa deres egen Kappe. Dertil kommer, at Grunden, hvorfor Staten maa gribe regulerende ind i Arbejderforsikringen, ikke alene maa søges i Arbejdernesøkonomiske men tillige i deres Mangel paa Forudseenhed, hvorimod Omsorgen for Fremtiden er langt mere udviklet hos den literære Arbejdereller selvstændige Næringsdrivende, som, økonomisk set, er lige stillet med Arbejderen. Endelig er Arbejderforsikringen lettere gennemførlig, da Præmiebetalingeni Grad bliver lettet derved, at man kan holde sig til Arbejdsgiveren, som man atter henviser til at søge sig betalt ved Indeholdelsen af Arbejderens Andelved

delvedde regelmæssige Lønningsbetalinger. — Lige overfordet Ræsonnement maa det imidlertid gøres gældende, at det afgørende for, om Staten bør støtte Individet i dets Bestræbelse for at sikre sin Alderdom bør være, om dets økonomiske Stilling er saaledes, at det ikke med Billighed kan kræves, at det selv skal tilvejebringehele dertil fornødne Beløb; alle økonomisk lige stillede Personer maa derfor have samme Krav paa Understøttelse uden Hensyn til den dybere Aarsag til deres Trang. Vanskeligheden ligger imidlertid iat afgøre,naar Personer trænge til Hjælp udenfra,idet Indtægter meget vanskeligere lade sig konstatere end tjenende Personers. Man har i saa Henseendeforeslaaet træffe Afgørelsen efter visse ydre Kendemærker, som skulde afgive en paalidelig Maaler for vedkommendes Formuesomstændigheder; Flertallet i Arbejderkommissionen foreslog saaledes at træffe Grænsen efter, om Vedkommende holdt Tyende eller benyttede anden fast Medhjælp. Det forekommer mig korrektere, at lade Indtægten, hvorefter Indkomst og Formue og Lejlighedsskatter beregnes, maaske i Forbindelse med andre Momenter, saaledes Familiens Størrelse, være det afgørende. Fulgte man Arbejderkommissionens Forslag, vilde, uden Tvivl mange Personer nyde godt af Tilskudet,som kunde siges at trænge dertil. At de selvstændige Personer som oftest ere mere forudseende end Arbejderne, er ganske sandt, men dette kan kun føre til, at Tvang, hvis en saadan anses for nødvendig for Arbejderne, ikke er det her, men ikke, at det Offentligeikke træde hjælpende til.

Ved Midlernes Tilvejebringelse maa forskellige Faktorer
virke sammen. Først og fremmest maa Arbejderne selv skyde

til, fordi Pligten til at yde vanskeligt kan skilles fra Retten til Medvirkning ved Forholdets Ordning, ug den bedste Garanti for, at denne sker i Arbejderens Interesse ligger deri, at han har Lejlighed til at lade sin Stemme høre og kaste den i Vægtskaalen ved den endelige Afgørelse; — fordi det vil højne hans Selvfølelse og vække hans Ansvar, naar han har været med til at bygge sin egen Fremtid op; — fordi det vilde slappe hans Følelse af Pligt til, saa vidt muligt, at sørge for sig selv, naar han modtog Understøttelsen udelukkende som Gave, og fordi den offentlige Mening let vilde stemple en saadan som Fattighjælp og i Længden næppe undlade at drage Konsekvenserne heraf, og endelig fordi de Byrder, en tilfredsstillende Ordning af denne Sag vil medføre, ere saa store, at der maa mange Skuldre til at bære dem.

Arbejdsherrernes Pligt til at bidrage kan grundes paa, at deres Fortjeneste skriver sig fra Arbejdernes Virksomhed, og at de derfor fremfor andre Samfundsklasserhaveen til at sørge for Arbejderne. Dette Ræsonnement kan naturligvis have sin Berettigelse, men det kan dog i mange Tilfælde føre til uheldige Resultater,naarden Haandvierker t. Ex. maa bidrage mere end den rige Læge eller Rentier. De, som have fore« slaaet at lægge en Del af Bidragspligten over paa Arbejdsherrerne,havederfor begrundet dette ved, at Produktionsomkostningerne for en Vare skulle være bestemte saaledes, at der deraf kan udredes en Arbejdsløn,stornok at betale Præmier til Arbejdernes Alderdomsforsikring, at man ved at paalægge ArbejdsherrerneenBidragspligt Arbejderen et kunstigt Tillæg til hans Løn, bestemt til at anvendes i det

nævnte Øjemed, og at man tvinger Arbejdsgiveren til at søge sig dette sammen med de øvrige Produktionsomkostningerdækketi Pris. En saadan Overvæltning kan godt tænkes, men der er ganske vist en Mulighed for, at Beløbet i "Forvejen vil blive afdragetiArbejdslønnen i de store Fabrikvirksomheder,somarbejde Trykket af en stærk internationalKonkurrence,vil sikkert ske, naar det ikke lykkes gennem internationale Aftaler at sikre en nogenlunde ensartet Arbejderforsikringslovgivning. Et Moment, som derimod taler til Fordel for ArbejdsherrernesPligttil bidrage til deres Arbejderes Understøttelse i Alderdom og i endnu i højere G-rad i Ulykkestilfælde, er Hensynet til den forskellige Risiko. Alle ere enige i, at Arbejderne ikke ere i Stand til fuldt ud at vurdere denne ved Valget af Erhverv, saaledesatden finder tilstrækkeligt Udtryk i ArbejdslønnensHøjde.En ved større Bidragspligt for de Arbejdsgivere, hvis Erhverv er forbundet med større Risiko, vil derfor være i Overensstemmelse med Retfærdighedens Fordringer og en Overvæltning paa Produkternes Pris lettere kunne ske, da en Udjævning af Tilstrømningen mellem de produktive Erhverv indbyrdesvilske end mellem disse og dermed i social Henseende beslægtede Livsstillinger. Da der saaledes i alt Fald er en Mulighed for, at Arbejdsgiverenvirkeligkommer at bære de Præmier, han udreder, indtil han forstaar at gøre sig betalt iProduktionsprovenuet,ogda vil være af Betydning for det gode Forhold mellem Arbejder og Arbejdsgiver, at den sidste ogsaa yder sit Bidrag, tror jeg det kan være heldigt at drage ham ind i de Bidragydendes Kreds,

medens Hovedvægten efter mit Skøn dog maa lægges
paa andre Faktorers Bidragspligt.

Det er videre naturligt, at Staten træder hjælpende til. For saa vidt man i Overensstemmelse med den moderne socialøkonomiske Opfattelse af Samfundet anerkender en Pligt for dette til, saa vidt muligt, at forbedre de arbejdende Klassers økonomiske Existensbetingelser, Staten som dets naturlige Repræsentant ved Realisationen af denne Opgave; ved Siden heraf er en rolig Udvikling af det sociale Spørgsmnel i høj Grad en Samfundsinteresse, og Midler, som direkte eller indirekte bidrage til at sikre denne, have lige Interesse for alle Statsborgere og bør derfor i det mindste delvis udredes af dem alle. Som fjerde Faktor bør Kommunerne fordi Alderdomsforsikringen historisk har udviklet sig til at paahvile dem, som ved den nye Ordning efter stor Maalestok vil blive befriet for deres Fattigbyrder, der delvis ere sunkne ned til at blive Grundbyrder og som saadanne ere et medvirkende Moment Ejendommenes Pris.

Forskellen mellem Dæknings- og Ligningsprmcipet ligger deri, at medens Præmierne efter det første udmaalessaaledes, de kunne dække Livrenternes Forsikringsværdi,opkræves efter det sidste kun med saa store Beløb, at de løbende Udgifter deraf kunne afholdes. Medens Præmierne efter det første strax udredes i deres fulde Højde for ikke senere at modtage nogen Tilvæxt, ere de efter det sidstnævnte i Begyndelsen ganske smaa for suksessive at voxe, indtil det Punkt er naat, da Afgangen af de forsikringsnydende Personer svarer til Tilgangen. Det fremhæves fra den ene Side, at Industrien paa sidstnævnte Maade bedre vil kunne

akkomodere sig efter Forholdene, at en Overvæltning paa Produktionsprovenuet lettere vil finde Sted, naar de fulde Byrder først naas paa en Tid, da Tilstrømningen alt i længere Tid har kunnet reguleres med de stigende Afgifter for Øje, ligesom det ikke vil være uden Betænkelighed,at den nationale Produktion de store Kapitaler, som der efter Dækningssystemet opsparesi Løb. Tilhængerne af det sidstnævnte gøre paa den anden Side gældende, at det er en Uretfærdighedat Nutidens Byrder over paa Fremtidens Skuldre, idet hver Tid faar nye Opgaver, som den maa ofre alle sine Kræfter uden at trykkes af for mange Forpligtelser fra Fortiden. Desuden er det langt heldigere strax at komme paa det Bene med Forholdene,som ere, i Stedet for gennem et meget langt Tidsrum at se Byrderne voxe, hvorved Forholdene først sent ville falde i Ko. Endelig svares der, at de indgaaede Kapitaler paa ingen Maade ligge døde hen men frugtbargøres paa forskellig Maade, og at man jo ikke er henvist til udelukkende at anbringe dem i StatsogKommuneobligationer, ogsaa kan have for Øje at skaffe dem en sikker Anvendelse i faste Ejendomme (t. Ex. ved Køb af Kreditforeningsobligationer).

Bør der vælges Frihed eller Tvang? Den sidste er et Indgreb i den Side af den personlige Frihed, som bestaar i Betten til at anvende sine Indtægter, som man vil, og som saadant et Onde. Det fremhæves med fuld Ret, at det virker i høj Grad nedbrydende paa en Persons Energi og Lyst til at sørge for sin egen Fremtid,naardet hvori dette sker, er givet ved ydre Forskrifter og intet overlades hans egen Forsynlighed, der sikres ganske vist alle et vist Minimum, men Mulighedenforog

hedenforogInteressen i at hæve sig op over dette, formindskes. Det gøres gældende, at en Tvang til Forsikringletvil forhindre Arbejderen fra at anvendesitlille paa anden Maade, f. Ex. til Køb af et Hus med lidt Jord, en lille Forretning eller lignende, som dels kan have større Betydning for ham selv, dels ogsaa vil komme de Efterlevende til Gode. Naar der til Trods for disse vægtige Grunde kan blive Spørgsmaal om Berettigelsen af at anvende Tvang er Grunden denne, at den frie Udvikling aldeles ikke har forstaaet at magte denne Forsikringsgren. at der iet aldeles overvældende Antal Tilfælde ikke er Tale om et Valg mellem fri og tvungen Forsikring, men mellem den sidste og Fattigvæsenet. Afgørelsen er meget vanskelig, paa den ene Side staar Hensynet til hurtigt at opnaa et tilfredsstillende Eesultat gennem en hensigtsmæssigAlderdomsunderstøttelsefor Arbejdere,somdelvis overflødiggøre den nedværdigendeFattighjælp,paa anden Side den frie Forsikrings langsomme, men sikrere opdragende Betydning.Detmaa overses, at der i de store Tilskud fra andre Faktorer vilde ligge en stærk Opfordring for Arbejderen til at forsikre, saa det vilde være meget urigtigt at slutte fra de nuværende Resultater til dem, som kunde naas under et heldigt Præmiesystem. Man behøver imidlertid ikke at opstille et »Enten^—Eller«, man kunde meget vel i Tilslutning til den Blackleyske Plan ved Forsikringstvang i et kort Tidsrum i den unge Alder give Stødet til et Ønske for Arbejderen om at sikre sin Fremtid, saaledes at Valget senere skulde staa den Forsikrede frit, idet dog de andre medvirkende Faktorer skulde vedblive med deres Tilskud, i Fald Arbejderenvalgteat

bejderenvalgteatbetale regelmæssige Præmier, et Standpunkt, som fandt Forsvarere i Arbejderkommissionen.Ensaadan Tvang vilde kun have faa Betænkeligheder imod sig, og man kunde muligt opnaa betydelige Resultater uden at ødelægge det i Friheden levende Initiativ. Paa denne Maade vilde man tillige opnaa at danne de faste Rammer, uden hvilke gensidigeForsikringsforbund,hvis anses for den heldigste Form for Arbejderforsikringen, ikke kunne virke med Held. I næi Forbindelse hermed staar Spørgsmaalet, om den Forsikrede bør have Ret til at udtage de indskudte Kapitaler. Flertallet i Arbejderkommissionen,somgik fra, at det navnlig var i den yngre og ældre Alder, at Fristelsen til at udtage Beløbet var stærkest, foreslog, at dette ikke skulde kunne ske før det 25de og efter det 50de Aar; da Hovedsynspunktetbørvære, Udtagelse vil kunne finde Sted, hvor de opsparede Penge ved den Anvendelse, de erholde,givelige stor eller større Betryggelse for Vedkommendes Fremtid, maatte Afgørelsen kunne bero paa, om dette efter Omstændighederne kunde siges at være Tilfælde. I saa Fald vilde der næppe være Grund til fuldt ud at lade de øvrige bidragende Faktorers Tilskudbortfalde,som til Forebyggelse af Misbrug var foreslaaet af Arbejderkommissionen. Det maatte være vedkommende Forsikringskasses Bestyrelse, som tog den endelige Bestemmelse, og det vilde næppe være rigtigt at binde den til ufravigelige Regler, om end visse Anbringelsesmaader, t. Ex. Køb af et Sted med Jord, fortrinsvis maatte begunstiges.

Skal Arbejdernes Alderdomsforsikring ordnes for
sig eller i Forbindelse med andre Forsikringsgrene ?

Nogle have foreslaaet at sammenkoble den med Sygeforsikringen.DetteTil næppe være heldigt, idet den frie Udvikling har skabt et stort Antal som oftest lokale Sygekasser, som frembyde gode Betingelser for at løse Sygeforsikringsopgaven, idet Medlemmernes nøje indbyrdes Kendskab yder den bedste Garanti mod Simulation. Da Selvhjælpen her har skabt et stort Antal livskraftige Kasser, vilde det have overvejende Betænkeligheder at skære Koden over paa hele denne Bevægelse ved Indførelse af tvungne Institutioner; det Offentliges Hjælp, hvis en saadan anses for rigtig, vil ved at knyttes til de bestaaende Foreninger give disse yderligere Vind i Sejlene, men disse ere derimod meget daarligt skikkede til at paatage sig Alderdomsforsikringen,fordisaadanne ikke eje Betingelserne for nøjagtige Præmieberegninger, og fordi den større Risiko maa fordeles paa et større Antal Medlemmer, ligesom selv mindre Bopæl sfo randringer kunne bringe den Forsikrede i Forbindelse med nye Kasser, hvilket enten vilde nødvendiggøre et meget indviklet Mellemlegningsforholdellerudsætte for at miste sin Adgang til Alderdomsunderstøttelse, hvilket her vilde være af ulige større Betydning end ved Sygeforsikringen.Derimodsynes naturligt, som man har foreslaaet i Tyskland, at forbinde Alderdoms- og Invalideforsikringen. Det gælder om at begrænse den foreliggende Opgave saaledes, at den bliver økonomisk gennemførlig, og man vil derfor blive nødsaget til ikke at sætte Aldersgrænsen for lav. I Tyskland er den foreslaaet til 70 Aar, en Alder, de færreste Arbejdere ville naa; sættes den til 65 Aar, er den endnu høj og i et stort Antal Tilfælde vil Arbejdskraften allerede

være udtømt tidligere og Invaliderenten maatte træde supplerende til. I disse Tilfælde henlægges de tvende Understøttelser, som i det hele have samme Karakter og som oftest ere bestemte til at glide umærkeligt over i hinanden, naturligt til samme Institution.

Ogsaa Ulykkesforsikringen, tror jeg, vil kunne forenes Alderdoms- og Invalideforsikringen. Muligt, at visse Sider af Virksomheden, saaledes Bestemmelsen af Understøttelsens Indtrædelse, vil kræve forskellige Regler, hele det administrative Apparat maa de forskellige kunne have tilfælles.

Forsikringen kan tænkes organiseret paa forskellig Maade, den kan overlades den frie Konkurrence ög ske gennem private Forsikringsanstalter eller gennem offentlige Stats- eller Kommuneanstalter eller endelig ved gensidige Forsikringsforbund, der atter kunne tænkes som Fagsammenslutninger med vide territoriale Grænser eller omfattende samtlige Fag med snævrere Grænser.

Fra de private Forsikringsanstalter kan man imidlertidse de Fordele, de frembyde, veje let, Manglerneere følelige. Valget vil saaledes komme til at staa mellem offentlige Anstalter og gensidige Forsikringsforbund. Ved Valget af Organisationsform frembyder der sig først en Række af Hensyn, der er en Betingelse for, at Maskineriet kan virke saa energiskt, simpelt og billigt som muligt. Til at fyldestgøre disse har Staten delvis gode Betingelser. En af de vigtigste Forudsætninger for Forsikringens Held vil være de Forsikredesübetingede til dens Solvens, og herfor frembyder Staten de bedste Garantier. Forsikringens heldige Gennemførelse betinges endvidere af en Medvirkenfra

virkenfrasaa mange offentlige Avtoriteter, at den største Enhed og Energi sikres derved, at alle Traade løbe sammen i én Haand. Alle Statsborgeres Forening i ét Forsikringssamfund vil bortrydde alle Vanskelighedermed til Forandring af Bopæl eller Erhverv.Ved. heraf kan det nævnes som en betydeligFordel, Staten ved at udføre den hele Forsikring vil kunne tilvejebringe det største og mest systematiske statistiske Materiale. Hvad Udgifterne angaar, vil en Del kunne spares ved en økonomisk Benyttelse af de alt existerende Statsinstitutioner, og Bestyrelsen af de indbragte Midler vil kunne besørges paa billigste Maade, medens paa den anden Side den store Centralisationpaa Punkter vil forøge Arbejdet og Omkostningerne.

Som det vigtigste Argument for Statens OvertagelseafArbejderforsikringenanføresdet en vis Side, at da der jo ved Gennemførelsen af Alderdomsforsikringenidetheleer om en Udligning af Samfundsulighederne, bør der heller ikke slavisk holdes fast ved det rent privat-økonomiske Synspunkt, at Præmierne skulle udmaales efter Risikoen, men en Udligning mellem Arbejderne vil kunne finde Sted, og til at udføre denne vil Staten være bedst egnet. For dem, som ikke dele dette Synspunkt, vil der jo her ligge en Fare, som kan blive en Grund mod Statsforsikringen.Somdetvilfremgaa det anførte, kan meget tale for en Statsforsikring, men en heldig GennemførelseafAlderdoms og Invalideforsikringen stiller imidlertid andre Fordringer til Forsikringens Organisation,somdaarligtvillekunne med en Statsforsikringsanstalt.Detvilsaaledesnavnlig af den

allerstørste Betydning, at Foreningen organiseres saaledes,atdenfrembyderden Sikkerhed for, at de rette Afgørelser træffes om, naar en Person har mistet sin Arbejdsevne og som Følge heraf tildels paa sine Kammeraters Bekostning skal nyde Invalideunderstøttelse.Fordetandetmaa ikke glemmes, at det ved Gennemførelsen af en saa stor Samfundsopgave ikke alene gælder om at sikre Arbejderne taalelige materielle Vilkaar, men tillige, saa vidt muligt, give Stødet til en yderligere Arbejd en fremad, men hertil vil det være nødvendigt, at Øjet holdes aabent for, at denne Opgave i det mindste delvis løses ved ArbejdernesegenHjælp,noget,som er saa meget nødvendigere at gøre opmærksom paa, som Indbetalingsmaaden,gennemArbejdsgivernevedIndeholdelse Lønningerne, hvor Arbejderen altsaa aldrig har været i Besiddelse af de Beløb, han selv lægger til, er vel skikket til at lade den Forsikrede glemme det virkelige Forhold. Bedst naas begge de nævnte Formaal derved, at det bliver Mænd, valgte af Arbejdere for mindre Kredse, t. Ex. faldende sammen med Kommunerne, som i Forbindelse med Repræsentanter for ArbejdsgiverefaadenafgørendeIndflydelse Invaliditetserklæringen,ogatdetteHverv forbindes med andre Tillidshverv. At forbinde en saadan Organisation med en Statsanstalt, vilde imidlertid meget vanskeligt kunne lade sig gøre. Som Gennemgangsled fra Staten til de gensidige Forsikringsforbund staa Kommunerne eller Kommunalforbundene. Ved Siden af Hensynet til at have særlige Repræsentanter for Arbejderforsikringen ville ogsaa andre Forhold, saaledes navnlig Kommunernes Interesse i at reducere Fattigforsørgelsen saa meget

som muligt, gøre Kommunerne uskikkede til at være Forsikringens Bærere. Hertil kommer en Række af praktiske Grunde. Kommunen danner ikke et tilstrækkeligtbredtGrundlagtilat Eisikoen, Administrationsudgifterne vilde paa Grund af ForsikringsanstalternesstoreAntalbliveuforholdsmæssigt store og det vilde blive umuligt at finde det tilstrækkeligeAntalMændmedfornøden i Assurancens Teknik. Forsikringens Gennemførelse vilde let blive i høj Grad uensartet og navnlig vilde der idelig finde Overgange Sted fra det ene Samfund til det andet. Kommunalforbundene, som Forsikringens Bærere, vilde langt fra i samme Grad lide under de ved de isolerede Kommuner paapegede Mangler; men knytter man Forsikringen nøje sammen med Forbundenes øvrige Administration, vilde man vanskeligt hertil kunne knytte Fordelene ved de Forsikredes egen Deltagelse. Denne kan først fuldt ud komme til sin Ret ved de gensidige Forsikringsforbund. Men ved disse vil der da atter blive at træffe Valg mellem Forbund, kun omfattendeetellernogleenkelte Erhverv indenformegetvideGrænsereller omfattende samtlige Fag, men da indenfor snævrere territoriale Grænser. De sidste frembyde store praktiske Fordele, Administrationen bliver billigere, Arbejdernes Deltagelse lettere, fordi Afstandene formindskes, Forsikringen kommer til at hvile paa et bredere Grundlag, paa samme Tid som man dog meget vel kan klassificere Bidragene efter Fareklasser, det bliver endelig lettere at finde Personer, skikkede til at beklæde de forskellige Æresfunktioner, idet disses Tal indskrænkes. Naar man i Tyskland i Udkastet til en Alderdomsforsikring for

Arbejdere har foreslaaet Fagsammensætninger, har man sikkert været ledet af Hensynet til at styrke de allerede ved Ulykkesforsikringsloven skatte Organismer, byggede paa den ved fælles Livsvirksomhed skabte Solidaritetsfølelse,somvildefaaet Stød fremad ved BevidsthedenomLøsningeniFællesskab en betydningsfuldSamfundsopgave.DisseFagsammenslutninger tillægger man fra en vis Side en meget stor Betydning til Løsningen af det sociale Spørgsmaal. At dette har været Tanken, udtales ogsaa udtrykkeligt i Betænkningen.Deterikkeher at drøfte dette betydningsfuldeSpørgsmaal,jegskalblot til det betænkelige i at lade et Forsikringen uvedkommende Hensyn spille en dominerende Rolle ved Valget af Organisationsformen, og erkendes det, at det Apparat, som sættes i Scene for at løse Forsikringssagen, er for stort, vil det maaske netop ikke gavne Ideen om den faglige Sammenslutning mellem Arbejdsgivere og Arbejdere,atdenknyttessaa sammen med Arbejderforsikringen.VælgermangensidigeSammenslutninger mellem samtlige Arbejdere og Arbejdsgivere indenfor noget snævrere Grænser, vilde der jo ogsaa opnaas et Samarbejde, som kunde være af Betydning. Det gøres endvidere gældende, at der er saa meget mindre Grund til at gøre store Ofre for Fagorganisationen, som den moderne industrielle Udvikling fører med sig, at mange Erhverv og da navnlig de store Fabriksvirksomheder ikke have deres faste Stab af Arbejdere, sammenknyttede ved en fælles Opdragelse og Bevidstheden om Livet igennem at være knyttede til samme Virksomhed; men Arbejdskraften er samlet fra alle Verdens Hjørner og alle mulige Erhverv. Vælges gensidige Forsikringsforbund,omfattendesamtligeForsikredepaa

forbund,omfattendesamtligeForsikredepaaet vist Territorium, bliver der Spørgsmaal om Bestemmelsen af dettes Størrelse og Forbundets Organisation. For at drage vide Grænser, taler Hensynet til at fordele Risikoen,reducereenvisKlasse Administrationsudgifter (vedrørende Formuebestyrelsen), lette Overgangen fra et Sted til et andet, paa den anden Side besværliggøres Forbindelsen mellem Forsikringsanstalten og de Forsikrede,jolængereAfstandener disse. At bestemmedenGrænse,hvorde Hensyn holde hinanden i Ligevægt, lader sig ikke gøre ved almindeligeRegler.HeriLandet jeg, at Grænserne

i hvert Fald ikke burde trækkes snævrere end Amtsgrænserne, at man maaske snarere burde lade et Forsikringsforbund omfatte flere Amter. Hvad endelig Forsikringens nærmere Organisation angaar, kræve visse Sider af samme Decentralisation og Selvstyre, andre Centralisation og Udførelse gennem Embedsmænd. Til den første Klasse hører, som allerede omtalt, Virksomheden Invaliditetens Erklæring, hvortil naturligt knytter sig et Tilsyn med de Fursikrede. Derimod tale overvejende Grunde for, at den egentlige Administration, Formuebestyrelsen, Regnskabsvæsenet med mere henlægges til fast ansatte Embedsmænd, hvem det ogsaa, om fornødent med sagkyndige Kræfter ved deres Side, maa tilfalde at fastsætte Præmiernes Størrelse. at sikre Arbejdere og Arbejdsgivere en vis Indflydelse paa Administrationens Gang, kunne deres Repræsentanter atter vælge et mindre Udvalg, som skal vaage over, at Forretningsgangen gaar for sig i de Forsikredes

Hvilken Organisationsform, der end vælges, vil det være nødvendigt at bringe den i Overensstemmelse med den moderne Rets Grundsætninger om enhver Persons Eet til frit at vælge Opholdssted og Beskæftigelse. Indtræder der en Forandring i en Persons Livsvirksomhed, bringer ham over i et andet Erhverv eller til et andet Sted og saaledes muligt bringer ham i Forbindelse et andet Forsikrings-Samfund eller Anstalt, hans retlige Adgang til Rentenydelse forblive uforandret, medens hans Pligt til at yde Præmier gaar over paa den nye Anstalt. Den Forsikrede modtager da Understøttelsen gennem den Anstalt, hvortil han hører i det Øjeblik, Invaliditeten indtræder eller Aldersgrænsen er naat og Udgifterne paalignes de Anstalter, Vedkommende i Tidernes Løb har hørt i Forhold til de indbetalte Præmier.

Hvad Formen for Rentenydelsen angaar, staar Valget mellem Ydelsen af en Kapital engang for alle eller en Renteydelse; som Regel maa vistnok den sidste foretrækkes. Det er den billigste, fordi der kun samles op til dem, som virkelig leve; dernæst forudsætter Administrationen af en Kapital en Forudseenhed, som man i Regelen ikke tør vente hos dem, Forsikringen skal komme til Grode. Der har været Talsmænd for at give Understøttelsen væsentlig i Form af Naturalforplejning,naturligvis de Indskrænkninger i den personlige Frihed, Fattigunderstøttelsen nu fører med sig. Det vilde imidlertid sikkert lidet stemme med Arbejderstandens Ønsker at gøre et saadant Valg obligatorisk og vilde i det hele have overvejende Betænkelighederimod noget andet er det, at der muligt kunde indrettes større Anstalter, hvor det kunde

tillades dem, der ønskede det, at have Bopæl og nyde
Forplejning mod Opgivelse af den tilstaaede Understøttelse.

Rentens Størrelse vil altid bero paa et Skøn; derimodfrembyder sig et Spørgsmaal af mere principiel Betydning, om den Forsikredes tidligere Fortjeneste skal have nogen Indflydelse paa Understøttelsens Størrelse.Der sig tænke forskellige Kombinationer, Renten kan tænkes udmaalt efter den enkeltes Fortjenestei længere Række Aar eller i et enkelt Aar eller den gennemsnitlige Løn i vedkommendes Fag eller paa det Sted, han sidst havde Arbejde. I Almindelighedlader sig anføre, at det er haardere for den, som har vænnet sig til et bedre Levesæt, at blive sat paa smal Kost, end for den, som i Forvejen er det. Man kan imidlertid næppe kræve af Staten, at den skal tillægge denne Betragtning nogen Betydning, dens Pligt synes ikke at kunne gaa ud over Sikringen for alle af en tarvelig Existens. I modsat Fald vilde ogsaa de fattigere Arbejdere nyde mindre Understøttelse end de mere velstillede, som jo kunne henvises til ved Siden af det tvungne Minimum at tegne en lille Livrente. Snarere kunde Hensynet til Livets forskellige Dyrhed, navnlig mellem By og Land, føre til, at Renterne varierede noget herefter. Man vilde imidlertid ved at tage dette Hensyn, saa vidt jeg skønner, rode sig ind i uoverstigelige Vanskeligheder. Lod man Prisniveauet paa det Sted, hvor Invaliditetserklæringen fandt Sted, være det afgørende, maatte man for det første give Afkaldpaa, Vedkommende skulde bidrage i Forhold til den Understøttelse, han kom til at nyde, og yderligere vilde der ingen Sikkerhed haves for, at den Forsikrede

i Invaliditetsøjeblikket levede paa det Sted, hvor Invaliditetserklæringen afgaves (en Arbejder ved en Fabriki af en By bor ofte i det nærliggende Landdistrikt), end mindre for at han vedbliver at bo der. Nogen Betydning vilde det ogsaa have, at man ved at graduere Understøttelsen efter Opholdsstedets Prisbillighed,vilde Arbejdernes Tilskyndelse til at tage Bopæl paa Landet, hvilket vilde danne en heldig Modvægt mod Byernes stadig stigende Tiltrækningskraft. Det bliver derfor heldigst at lade Renten være ens for alle, kun saaledes, at Bidragsaarene faa Indflydelse paa dens Størrelse. Derimod er det rettest at bestemme Præmierne efter den med Erhvervene forbundne Risiko, i modsat Fald vil den Del af Bidragene, som gaar ud over Risikopræmien i det mindst farlige Erhverv blive udredet ligeligt af hele Arbejderstanden, medens den i højst ulige Forhold kommer de forskellige Erhverv tilgode; medens det paa Grund af Forholdet mellem Arbejdsgivere og Arbejdere kan være retfærdigt at lade den første bære en Del af Risikoen i Haab om en Overvæltningi paa Produktionsprovenuet. lader der sig ikke anføre retfærdiggørende Grunde for at lade den ene Arbejder bære selv midlertidigt en Del af Byrderne ved den andens Forsikring.

En af Hovedvanskelighederne ved Arbejderforsikringenligger at Arbejdsløshed sætter den Forsikredeude Stand til at betale Bidrag og derved truer Forsikringens Existens. Paa forskellig Maade har det tyske Regeringsforslag søgt at bøde herpaa, men der bliver dog altid en meget vigtig Klasse af Tilfælde tilbage,hvor opfylder de personlige Betingelserfor kunne arbejde, men enten ikke kan

finde lønnet Beskæftigelse eller ikke vil arbejde paa Grund af Uenighed om Arbejdsbetingelserne. Da de fleste Tilfælde af denne Klasse kan henføres til sidste Gruppe, kan Staten umuligt tillade Bidragenes Bortfaldeni her nævnte Tilfælde uden indirekte at stille sig paa Arbejdernes Side og saaledes forlade Kontraktfrihedens Grund. Det kan nu ganske vist tilladesArbejderen efterbetale de udfaldne Præmier, men ofte vil dette være forbundet med uoverstigelige Vanskeligheder, og det kan derfor let tænkes, at den Forsikrede mister Retten til Understøttelse uden egen Skyld. Dette kan imidlertid ikke undgaas, saa længe man ikke har Domstole, bestaaende saavel af Arbejdere som Arbejdsgivere, som kunne dømme i Parternes Tvistigheder. Her vil Staten kunne tillade, at Præmierne udfalde, naar Dommen lyder paa, at den Forsikrede ikke kunde finde Beskæftigelse paa passendeBetingelser. Domstole forudsætte imidlertid en meget høj økonomisk Udvikling, og det vil næppe være heldigt, at fremtvinge deres Dannelse ved positive Lovbud, idel deres Evne til at udrette noget vil staa og falde med den indbyrdes Tillid mellem Arbejdsgivere og Arbejdere. Hvor de derimod findes, som visse Steder i England, vil det være muligt ogsaa paa dette Punkt at bringe Forsikringen i Overensstemmelsemed moderne økonomiske Liv.

Hvad Spørgsmaalet om Formen for Kontrollen med de opsparede Beløb angaar, har Forslaget om Indførelse af Sparemærkebøger i Tyskland fremkaldt den hæftigste Forbitrelse hos Arbejderne, idet de frygte for, at disse Bøger ved aftalte Tegn mellem Arbejdsgiverneindbyrdes udvikle sig til at blive Arbejdsbøger.Hvor

bejdsbøger.Hvorstor Betydning der maa tillægges denne Frygt, er vanskeligt at afgøre —, Regeringen har energisk fralagt sig enhver Hensigt om paa denne Maade atter at ville indføre Arbejdsbøger, i hvert Fald savnes der praktiske Forslag om, hvorledes Kontrollen paa anden Maade skulde øves.

Ifølge en i ste Hefte af Nationaløkonomisk Tidsskriftfor af Kontorchef Rubin opstillet Beregning,skulde Alderdomsforsørgelse for danske Arbejdere, udgørende 200 Kroner i aarlig Understøttelse,hvis allerede indtraadte fra og med det 55de Aar, koste 28,200,000 Kroner, hvis den først indtraadte i det 65de Aar 11,800,000 Kroner. Man kan saaledes allerede nu med tilnærmelsesvis Nøjagtighed udregne, hvor meget en vis Alderdomsunderstøttelse,som i et bestemt Leveaar, vilde koste; derimod savner man statistisk Materiale til at afgøre, hvor store Udgifter en samlet Invalide- og Alderdomsunderstøttelse vilde medføre og et saadant kan efter Forholdets Natur kun erholdes med nogenlundeNøjagtighed selve Forsikringens Gennemførelse;thi Oplysning kan ikke erholdes gennem Antallet af Sygedage i den paagældende Aldersklasse.Man saaledes, at Tyskland, som dog staar højt paa Socialstatistikens Omraade, fremlægger sit Forslagtil Invalide- og Alderdomsunderstøttelse for Arbejdere med Bevidsthed om, at Præmierne rimeligvis ere for høje, men man har hellere villet gribe fejlt opad end nedad. Et Overslag over Udgifterne maatte derfor altid tildels bero paa et Skøn, som dog kunde støtte sig paa en Del rigere Oplysninger end dem, som nu foreligge.

Man kande t. Ex. paalægge forskellige Sygekasser, der kunde anses som Repræsentanter for de økonomiske Modsætninger her i Landet, at indhente saa nøjagtige Oplysninger, som overhovedet kunde skaffes tilveje, om deres Medlemmer i et vist Antal Aar før den faste Aldersgrænse. De derved foraarsagede Udgifter maatte naturligvis bæres af det Offentlige.