Jens Nielsen, Fattigdommens Aarsag. Lægmandsbetragtninger. København, C. W. Stincks Bogh. 1887. (83 S.)

ilr. Jens Melsen ønsker at »vække« Folk, at bringe dem til »klar Forstaaelse« af Fattigdomsproblemet. Men man »vækker« ikke Folk ved at bruge 83 Sider blot til at fortælle dem, at man selv har den Overbevisning, at det var bedre, om der paa Jorden levede 900 Millioner i Stedet for 1200 Millioner Mennesker; — de mange overflødige Ord dysser snarere i Søvn. I den »klare Forstaaelses« Interesse burde Forf. ogsaa have forklaret, hvorledes han tænker sig de 2 Millioner Mennesker, der lever i Danmark, reducerede til 1 Million. Ogsaa burde Forf. have søgt at gøre det indlysende, at Produktionen ikke afficeres deraf, om Producenternes Tal formindskes til det Halve; — »Maden blev ligegodt tilbage, om end 1 Million Mennesker [af Danmarks 2 Millioner] gik bort«, siger han; — men han beviser det ikke.

Jens Nielsen har i 3 Aar vandret som Undersøger i »Københavns Understøttelsesforening« i Ehabarberlandets yderste Spidser. I disse 3 Aars Undersøgelses-Vandringer søger han sin Berettigelse til at tale med. Men om han saa havde vandret i 300 Aar, er det ikke givet, at han blev i Stand til at løse sociale Problemer: fordi man har set fattige Folk og talt med dem, er det ikke givet, at man kan tænke Fattigdoms-Problemet igennem; der hører

mere til, — og dette mere mangler Jens Nielsen helt og
holdent.

Her en lille Stilprøve, en enkelt Prøve paa, hvad
Jens Nielsen præsterer, naar han fremstiller sine Tanker
»saa klart som muligt«.

»Jeg vil«, siger han, »tage en Præst, som ingen Formue har og ikke har Eaad til at leve som sine bedre stillede Kaldsfæller, men lever, hvad man kalder et tarveligt Liv. Men daglig spiser dog han og hans Familje sig mæt i gode og sunde Fødevarer; Klæderne, som han og hans gaar med, taaler maaske ikke Sammenligning med andre Præstefamiljers, men Legemet trives godt deri. Boligen er maaske heller ikke fin, men den er lys og luftig, saa Helbreden udmærket bevares. Se saadan en Præst vil udentvivl blive kaldt en fattig Præst; men ved en Undersøgelse af Spørgsmaalet maa man ikke betragte ham som fattig. Kun dersom han nødtvungen, frivillig eller übevidst lever under det, som er nødvendigt til Helbredens Bevarelse, saa kan han regnes at være fattig.«

Gennem hele Bogen lyser samme Klarhed som gennem det citerede Stykke: samtlige 83 Sider er ikke andet end en »nødtvungen« og dog »frivillig«, »übevidst« og dog »bevidst« selvbehagelig Sladder.