I.

X Aarene 1875—84 var Antallet af Separationer i KongerigetDanmark
4004 og af Skilsmisser ved Bevilling

---

*) Det statistiske Materiale til nærværende Afhandlingj der udarbejdedes i Sommeren 1886 til Brug for Kirkeraadet, er dels indsamlet af Justitsministeriet, dels uddraget af det statistiske Bureaus Skrifter, særlig Statistiske Meddelelser 4de Bind, af Statistiske Oplysninger om Staden København (1876, 81 og 86), samt af Aarsberetningerne fra Overpræsidiet i København (Staden Københavns Regnskaber), ligesom jeg har samlet en Del Data ved at gennemgaa nogle Akter i Overpræsidentens Sekretariat. Endelig kan henvises til Nellemann: gteskabsskilsmisse kongelig Bevilling, Kbhvn. 1882; enkelte andre Kilder skulle nævnes nedenfor. For Udlandets Vedkommende kan navnlig henvises til en af det italienske statistiske Bureau til Brug ved forestaaende Lovarbejder udgivet Beretning: Le separazioni personali di coojugi e divorzi in ltalia e in alcuni altri stati (Aunali di statistica serie 3 a Vol 1 Roma 1882), hvortil slutter sig nogle senere Arbejder, saaledes Hugelmann: Die Ehetrennungen in katholischen Ländern (statistische Monatschrift IX. Jahrgang Wien I€B3, jtr. ogsaa sammesteds XL Jahrgang 1885 S. 1 og 447) og Bertillon: Etude Démographique du Divorce et de la Separation de Corps (Paris 18P3).

2068. Samtidig foretoges der 153,701 Vielser, saa at Antallet af Separationer, udgjorde 2,₆ pCt. af Vielserne, og Antallet af Skilsmisser 1,₃ pCt. Ved Folketællingen den Iste Februar 1880 taltes der ca. 340,000 bestaaendeÆgteskaber, idet det samlede Antal af gifte Mænd og Kvinder var 680.904, og man kan saaledes regne, at der af 10,000 Gifte aarlig separeredes 12 og fraskiltes 6, eller med andre Ord, at der forefaldt 1 Separation aarlig blandt ca. 850 bestaaende Ægteskaber og 1 Skilsmisseaarlig blandt ca. 1646 Ægteskaber. I det samme tiaarige Tidsrum viedes 1025 fraskilte Mamd og 918 fraskilte Kvinder, saa at omtrent Halvdelen af de fraskiltePersoner viedes igen. Af Fraskilte taltes der i 1880 5977, hvoraf 2556 Mænd og 3421 Kvinder,

Foruden det anførte Antal af Skilsmissebevillinger, fældes der aarlig nogle Skilsmisse domme, dog næppe mere end 25, blandt hvilke tilmed en stor Del ikke ere virkelige Skilsmisser, idet det er Tilfælde, hvor den ene Ægtefælle er bortebleven og formodes

At der i en Befolkning paa 2 Millioner Mennesker aarlig indtræffer ca. 400 Separationer og 200 Skilsmisser, tyder ved første Øjekast ikke paa nogen særlig foruroligende Tilstand, men naar man sammenligner disse Tal med Erfaringer fra andre Lande, vil man se, at Danmark indtager en særlig fremskudt Stilling, som et af de Lande, hvor Ægteskaber ophæves allerhyppigst. Saaledes kan der i Sverige, hvis Befolkning er over dobbelt saa stor som Danmarks, kun opvises „jomtrent 200 Ægteskabsskilsmisser aarlig, og i Norge har der

---

*) Nellemann 1. c. p. 6.

i de 10 Aar 1875—84 gennemsnitlig aarlig kun været 8 Skilsmisser og 29 Separationer.*) I Skotland faldt der i Aarene 1871_—81 gennemsnitlig aarlig 53 Skilsmisserog i England og Wales i Aarene 1871_—79 kun 221 Skilsmisser og 33 Separationer aarlig. Vender man sig til Frankrig, ser man, at der i Tiaaret1871—80 kun er forefaldet 2282 Separationer i aarligt Gennemsnit, altsaa forholdsvis flere Gange mindre end i Danmark, og i Italien er Antallet af Separationerikke mere end 600 aarlig. Kun enkelte Stater

---

*) Nedcnstaaende Oplysninger om Forholdene i Norge ere meddelte med sædvanlig Velvilje af det norske statistiske Centralbureau Bevillinger til Bevillinger til Separation. Skilsmisse. Separation. Skilsmisse. 1870 29 4 Overført 218 50 1871 32 4 1878 42 7 1872 25 6 1879 41 9 1873 28 6 1880 21 9 1874 28 11 1881 18 11 1875 14 5 1882 20 9 1876 29 10 1883 29 8 1877 33 4 1884 47 7 At overføre 218 50 436 110 Antallet af Separationer fordelt paa Amter: Smaalenene ... 32 Bratsberg 17 Romsdal 1 Akcrshus 24 Nedenæs 8 Søndre Trond- Kristiania 223 Lister og Man- hjem 19 Hedemarken... 17 dal 9N. Trondhjem.. » Kristians 7 Stavanger 25 Nordland 3 Buskerud 5 Søndre Bergenhus 5 Tromsø 3 Jaiisberg og Bergen 16 Finmarken 5 Laurvik 15 Nordre Bergenhus 2 ~^7j 777 Oplysninger fra Baskerud omfatter ikke Aarene 1870^—74, fra Nordland ikke 1870—76.

overgaa Danmark, navnlig Schweiz med over 900
Skilsmisser aarlig.

Man vil imidlertid let se, at disse Tal ere saa uensartede, at de ikke kunne sammenlignes umiddelbart, idet forskellige Forhold, navnlig Lovgivningen og den administrative Praxis i høj Grad paavirker Antallet af Skilsmisser og Separationer. Den væsentlige Grund til, at der ophæves saa faa Ægteskaber i Norge, er saaledes uden Tvivl den forholdsvis meget ringe Adgang dertil, som Loven indrømmer i dette Land. Medens det i Danmark maa siges at være overordentlig let at opnaa Separation og Skilsmisse, tilstaas der i Norge ikke Skilsmisse uden efter forudgaaende treaarig Separation, og Separation indrømmes kun, naar begge gtefællerne Adskillelsen og ere enige om Vilkaarene*). For Sveriges Vedkommende bør det erindres, at Trolovelsen endnu existerer i dette Land, og at Trolovelser ligeledes skulle opløses ved Skilsmisse; der indtræffer aarlig ca. 140 saadanne Skilsmisser, blandt hvilke i det mindste en Del uden Tvivl bør lægges til gteskabsskilsmisserne, at man kan drage en Sammenligning mellem Sverige og Danmark. Hertil kommer, at Skilsmisse næppe er saa let at opnaa som i Danmark. Hvad endelig angaar England, er det bekendt, hvor bekostelig en Skilsmissesag er i dette Land, ligesom Antallet afAarsager, der kunne give Adgang til Skilsmisse, er stærkt begrænset; ogsaa i Skotland er der væsentlige Hindringer for at opnaa Skilsmisse.

I de katholske Lande har det indtil den senere Tid
været almindeligt, at Ægtefolk vel kunde opnaa Separationmed

---

*) Nellemann 1. c. p. 89.

tionmedHensyn til Bord og Seng, men ikke Skilsmissemed Tilladelse til at gifte sig igen, og den Opfordringtil at søge et Ægteskab hævet, som her i Landet ligger i Udsigten til at kunne indgaa i nyt Ægteskab^ fandtes altsaa ikke der; man kan derfor hellerikke undre sig over, at Antallet af Separationer, hvor denne Ordning finder Sted, er forholdsvis lille; iøvrigt viser det sig, at i Lande, hvor Skilsmisse er bleven indført, som i Schweiz, er Skilsmissehyppigheden langt ringere blandt Katholikerne end blandt Protestanterne,idet den katholske Kirkes Opfattelse af Ægteskabet gør sig gældende med stor Styrke til Trods for den Lethed,hvormed Ægteskaberne kunne opløses.

Hertil kommer en anden Betragtning, der stiller den forholdsvis store Skilsmissehyppighed i Danmark i et noget bedre Lys. Næsten overalt i Evropa lyder der stærke Klager over den stadige Stigning i Skilsmissernes eller Separationernes Antal. Medens saaledes i Frankrig Antallet af Separationer i aarligt Gennemsnit i Aarene 1837—40 var 2_fl for hver 1000 Vielser, var det i Aarene 1851—55 4 pro mille af Vielserne, 1871—75 6y₂ pro mille og 1876—80 9 pro mille. Ganske vist medførte en i 1851 udkommen Lov (loi sur Passistance judiciaire) en Stigning i Separationernes Antal, men uafhængig deraf er der foregaaet en stadig Tilvæxt i Separationshyppigheden,saa at ogsaa andre Aarsager maa have været i Virksomhed. I Belgien var Skilsmissehyppighedeni 1851_—55 aarlig 1 pro mille af Vielserne, i 1876—80 4 pro mille, i Holland er den steget i samme Tidsrum fra 3 til 5 pro mille, i Sverige fra 4 til 7 pro mille. Det er navnlig i den sidste Del af det anførte Tidsrum, at denne Stigning gør sig saa stærkt gældende.I

ende.IEngland og Wales fordobles saaledes Skilsmisserneog Separationerne i Tiden fra 1871 til 1879, i Skotland kan man iagttage en lige saa stærk Stigning, der fortsættes i de to følgende Aar, i Sverige voxer Antallet af Ægteskabsskilsmisse i Løbet af 10 Aar med over 50 pCt. — hvorimod ganske vist Trolovelsesskilsmisseraftage i Antal —, i Belgien voxer fra 1871 til 1880 Separationernes Antal næsten til det dobbelte, Skilsmissernes til over det tredobbelte.

Disse Klager over den stadig tiltagende Løshed i Ægteskabsforholdene kunne ogsaa høres i Danmark, og ved første Øjekast sjnes de foreliggende Erfaringer at give Klagerne Ret. I Aarene 1869^—74 var der saaledes gennemsnitlig aarlig 322 Separationer og 175 Skilsmisser, men i de følgende 10 Aar, som ovenfor nævnt, henholdsvis 400 og 207, en Stigning, der navnlig for Separationernes Vedkommende er stærkere end Befolkningsforøgelsen. Og i de sidste Aar kan man iagttage en stærk Tilvæxt til Skilsmissernes Antal, saa at man for Aaret 1884 kan tælle 243 Skilsmisser. En nærmere Betragtning af disse Forhold vil imidlertid vise, at Stigningen for den væsentligste Del ikke hidrører fra en tiltagende Løshed i Opfattelsen af gteskabet, at der overhovedet i en lang Aarrække ikke synes at have fundet betydelige Forøgelser Sted i Antallet af Skilsmisser. Da dette er et meget vigtigt Punkt til Belysning af Forholdene i Danmark, skal jeg dvæle udførlig ved de foreliggende Oplysninger, idet jeg begynder med Folketællingerne.

Antallet af Fraskilte ved Folketællingerne 1855
—80:

Denne Tabel viser flere mærkelige Forhold, I Tiden fra 1870 til 1880 holder Antallet af Fraskilte sig paa det nærmeste konstant, uagtet det samlede Folketal voxer med over 10 pCt., og naar Antallet af Fraskilte sættes i Forhold til Folketallet, ser man altsaa en ikke ringe Formindskelse; en saadan Formindskelse gør sig for Kvindekønnets Vedkommende gældende lige fra 1855. medens Forholdstallet i 1850 var noget mindre end ved den følgende Folketælling, men dog ikke saa lavt som i 1880. For Mændenes Vedkommende kan man nærmest betegne det forholdsvise Antal af Fraskilte som konstant i de tyve Aar fra 1850 til 1870. Sammenholder man de Fraskiltes Antal med den gifte Befolkning (o: Personer, der leve eller have levet i Ægteskab), ser man, at de Fraskiltes Antal i Tiden fra 1850 til 1880 for Mændenes Vedkommende er taget af fra 8 til 7 pro mille, for Kvindernes fra 9 til 8 pro mille. '■

Man kunde indvende imod denne Tavle, at Folketællingernes Opgivelser angaaende Fraskilte efter al Rimelighed ere temmelig uensartede, idet mange Fraskilte fejlagtig kunne være opførte som Gifte eller som

Enker og Enkemænd. Da Folketællingerne imidlertid i alle andre Ketninger synes at være blevet paalideligere med Aarene, og navnlig Folketællingen i 1880 tør anses for temmelig nøjagtig, saa maa det antages, at der er udeladt forholdsvis flest Fraskilte ved de første Folketællinger, særlig maaske i 1850, da man første Gang talte de Fraskilte, og tilmed havde andre Vanskeligheder at bekæmpe. Man tør derfor uden Tvivl være berettiget til at drage den Slutning af Materialet, at Antallet af Fraskilte iForhold til Folketallet er aftaget ide3o Aar, hvorom Talen er. Det skal iøvrigt nedenfor nærmere drøftes, hvor vidt Folketællingens Resultater med Hensyn til de Fraskilte ere korrekte.

Det kunde imidlertid indvendes, at dette Resultat ikke er noget Bevis paa, at Skilsmisserne ikke ere voxede i Antal, idet det simpelt hen kan være en Følge af, at et forholdsvis stort Antal Fraskilte i den senere Tid have giftet sig igen. Herom giver nedenstaaende Tavle Oplysning:

De Fraskilte, der indgaa i nyt Ægteskab, udgøre altsaa gennem alle de 6 saarige Perioder noget nær det samme Tal i Forhold til det hele Antal Vielser, hvad der næppe havde kunnet finde Sted, hvis det samlede Antal Fraskilte var i stadig forholdsvis Tilvæxt. Og sammenligner man Vielserne blandt Fraskilte med de foran anførte Folketal, ser man, at heller ikke disse Forholdstal udvise nogen synderlig Bevægelse. At der i 1875_—84, der overhovedet fremviser mange nye gteskaber, været en forholdsvis stor Vielseshyppighed blandt fraskilte Mænd, kan sættes i Forbindelse med en rimeligvis stadig voxende Udvandring af de løsere Elementer blandt de Fraskilte, som nedenfor skal omtales, og som for de senere Aars Vedkommende altsaa maa bevirke en Nedgang i de Fraskiltes Antal.

For Aarene 1840—44 kender man Antallet af
Skilsmisser i Kongeriget Danmark, der fordele sig, som
nedenstaaende Tavle viser.

Antal af Skilsmisser ved Dom og Bevilling:

Sammenligner man dette Antal med det gennemsnitligeAntal af bestaaende Ægteskaber i den nævnte Periode, ser man, at der indtraf 6,₆ Skilsmisser aarlig for hver 10,000 Ægteskaber. Gaar man ud fra, at der i Tiden omkring 1880 falder 25 Skilsmisser ved Dom

i aarligt Gennemsnit, hvad der turde være højt regnet, jfr. ovenfor Side 2, saa kommer man til meget nær det samme Tal, nemlig 6,₈ af hver 10,000 Ægteskaber. Gaar man ud fra Perioden 1870—79, faar man kun 6,₄ Skilsmisser for hver 10,000 Ægteskaber.

Man kan altsaa fastslaa, at Antallet af Skilsmisser nu forTiden ikke er forholdsvis større end for 40 Aar siden, og efter Alt, hvad der foreligger, turde det ligge nærmest at antage., at Skilsmissehyppigheden siden 1840 har været noget nær konstant, selv om der indenfor mindre Afsnit af Perioden kan paavises større Svingninger. I Forbindelse hermed kan anføres den af A. B. Rothe i Aaret 1805 fremsatte Paastand, at Forholdet mellem de i København og Forstæder indgaaede Ægteskaber, og de Ægteskaber, der begæredes opløste ved Separation eller Skilsmisse, i 1804 havde været som 3 til 1 (jfr. Nellemann 1. c. p. 72). Dette Tal er stemplet som meget mistænkeligt, men tyder i hvert Fald paa, at Antallet af Separationer og Skilsmisser maa have været betydeligt i det nævnte Aar; dog maa det erindres, at Forholdstallet nu tildags ved fuldbyrdede Separationer i København, hvad nedenfor skal omtales, er 1 af 15, og naar dertil regnes Antallet af Sager, der ikke blev bevilgede, Antallet af Skilsmissesager og af Tilfælde, hvor Sagen endte med Præstens Mægling, vil man se, at Tallene fra de to Tidspunkter godt kunne nærme sig til hinanden.

Antallet af Separationer og Skilsmissebevillinger for hvert af Aarene 1869 til 1884 vil ses af nedenstaaende Tavle, der er bygget paa Opgivelser fra Justitsministeriet. Det kan bemærkes, at Tallene ikke stemme nøjagtig med de Oplysninger, som foreligge andetsteds fra, navnligi

ligiStatistiske Meddelelser 4de Bind (om Drikfældighedsforholdenei Danmark), uden at Afvigelserne ere store nok til at rokke ved de Slutninger, der drages af Materialet. En saadan Afvigelse i Opgivelserne kan blandt andet hidrøre fra en forskellig Opfattelse med Hensyn til det Aar, hvortil en Separation eller Skilsmisseskal henføres (det Aar, i hvilket Sagen anlægges eller i hvilket den tilendebringes), og Afgørelsen af, naar en Sag er tilende, kan være vanskelig i mange Tilfælde, idet f. Ex. adskillige Ægtepar flere Gange melde sig til Separation; det indtræffer jævnlig, at Ægtefæller efter at have opnaaet Separation flytte sammen igen, for senerepaany at søge Forbindelsen hævet.

Vielser, Skilsmissebevillinger og Separationer i
Kongeriget Danmark 1869—84:

---

*) Til yderligere Oplysning anføres Antallet af Vielser 1860—68: Aar. Vielser. Aar. Vielser. 1860.... 12849 ! 1865.... 15056 1861.... 12097 1866.... 14354 1862.... 12044 1867 13225 1863.... 12456 1868.... 12769 1864.... 9466 Tik 114316

Da Separationerne for en meget stor Del ere Forløbere
for Skilsmissebevillinger, vil det være naturligst
først at undersøge Bevægelsen i Separationerne.

Man ser, at indtil Aaret 1875 holder Antallet af Separationer sig nogenlunde konstant, men derefter sker der et pludseligt Spring, saa at der i 5-Aaret 1876^— 80 er et forholdsvis meget stort Antal Separationer. I de følgende Aar synker Antallet igen, men stiger i Slutningen af Perioden, og naar i 1884 til 429, det tredjestørste Tal i Perioden. For en Del kunne disse Bevægelser sættes i Forbindelse med Befolkningsforøgelsen, der udgør omtrent 1 pCt. aarlig, men de Afvigelser, der blive tilbage, ere saa store, at de ikke kunne forklares som et Spil af Tilfældigheder, hvad der tydeligt fremgaar af nedenstaaende Tavle; denne angiver, hvor mange Separationer der vilde forefalde hvert Aar, hvis Separationerne gennem hele Perioden stode i uforandret Forhold til Folketallet.

I Begyndelsen af Perioden er der altsaa betydeligt færre Separationer, end der svarer til Gennemsnittet, derefter sker der en Bevægelse i modsat Retning, hvorefterder atter følger nogle Aar med den gennemsnitlige

Separationshyppighed; Resultatet af denne Bølgegang
kan ses af følgende Oversigt:

Søger man nu at finde Forklaringen paa dette- Fænomen, ligger det nær at undersøge, om der ikke har været tilsvarende Bevægelser i Antallet af Vielser. Dette viser sig ogsaa at være Tilfældet: i Treserne er Vielseshyppigheden forholdsvis lav, og naar et enkelt Aar som 1866 fremtræder med et betydeligt Antal Vielser, saa er dette nærmest Eftervirkninger efter Krigsaaret 1864, i hvilket Antallet af Vielser af nærliggende Grunde var exempelløst lavt. Den lave Vielseshyppighed holder sig til 1872, men derefter indtræder en voldsom Stigning, der kulminerer i 1876; endnu i 1877 er der mange Vielser, men i de følgende Aar er der en stærk Eeaktion, indtil Vielseshyppigheden i Aarene 1881_—84 naar det gennemsnitlige Tal. Dette fremgaar nærmere af nedenstaaende Oversigt.

Paa 100,000 Mennesker faldt der følgende Antal
Vielser:

Bevægelsen i Vielsesliyppigheden svarer altsaa nøje til Bevægelsen i Separationshyppigheden, men den forøgede Vielseshyppighed begynder og ender 3 Aar før Separationshyppigheden. Det synes altsaa, som om en stærk Tilgang af nye Ægteskaber efter faa Aars Forløb allerede giver sig Udslag i en stærk Forøgelse af Separationer, uagtet en saadan Tilgang kun i ringe Grad kan forøge Antallet af alt bestaaende Ægteskaber. Efter de Oplysninger, der foreligger for København, er dette let forklarligt; thi om end den gennemsnitlige Varighed af et Ægteskab, der søges opløst ved Separation, er temmelig lang, saa at man skulde vente at se Virkningen af en Stigning i Vielseshyppigheden meget senere, saa er der dog en overordentlig stor Mængde gteskaber, søges opløste allerede efter et meget kort Samliv. Man kan anslaa den gennemsnitlige Varighed af Ægteskaberne ved Separationen til 8 Aar, og Antallet af Ægteskaber, der have haft en Varighed af 5 Aar eller mindre, udgøre omtrent 2/s af det samlede Antal, et Eesultat, der svarer ganske godt til Erfaringer fra Udlandet. Naar der altsaa i et Aar er blevet stiftet et stort Antal Ægteskaber, saa vil Virkningen paa Separationernes Antal vise sig faa Aar efter, men da mange Separationer finde Sted adskillige Aar efter Vielsen, vil det vare længe, inden Virkningen fortager sig fuldstændig, og man kan derfor ikke vente, at Bevægelserne i Vielses- og Separationshyppigheden skulle være übetinget parallele.

For at se Forbindelsen mellem Vielser og Separationerkan
man foretage en Deling i Perioder, saaledes
at disse for Vielsernes Vedkommende falde 3 Aar

forud for Separationsperioderne. Man faar da følgende
Resultat:

Man ser, at Procenttallene ikke afvige særdeles fra Gennemsnittet, og i hvert Fald ere Afvigelserne langt mindre, end naar man sammenligner Separationshyppigheden med Folketallet. I Perioden 1876_—80 er Antallet af Separationer imidlertid noget hyppigere end man skulde vente efter Vielseshyppigheden i Aarene 1873_—77, men dette kan man ikke undre sig over. Naar der indgaas mange Ægteskaber, er det rimeligt, at der imellem dem er en Del letsindige Forbindelser, der hurtig vise deres Uholdbarhed, og man maa derfor altid i en saadan Periode vente forholdsvis mange Separationer.

Over denne Forbindelse mellem Vielses- og Separationshyppighedkastes der noget mere Lys ved at sondre imellem København og den øvrige Del af Danmark. Over en Tredjedel af Separationerne forefalde i København,hvilket i Forhold til Vielserne er 6—7 pCt. Dette maa selvfølgelig ikke forstaas saaledes, som om 6—76^—7 pCt. af de i København stiftede Ægteskaber skulde vise sig uholdbare, hvad der unægteligt vilde være noget betænkeligt; man maa erindre, at der i den paagældendePeriode - er foregaaet en meget stor Indvandring til København, og navnlig har den uden Tvivl suget en

Mængde løse Elementer til sig, og mange Ægtefolk synes at tage til København, naar Samlivet hæves, for at søge Erhverv derinde. Man tør derfor ikke umiddelbartdrage nogen Sammenligning mellem Vielserne og Separationerne i København, men det er dog indlysende,at Vielseshyppigheden og Indvandringen tildels maa blive paavirket af de samme Aarsager, saa at en Bølgebevægelse i Antallet af Separationer efter al Rimelighedvil vise sig parallel med Bølgegangen i Vielseshyppigheden.Nedenstaaende Tavle bekræfter i høj Grad denne Formodning.*)

Antal af Vielser og Separationer i København

---

*) For Tiaaret 1871—80 ere Separationernes Antal hentede fra Statistiske Meddelelser 4de Bind; som foran bemærket stemme Hovedsutnmeme i dette Bind temmelig nær, men ikke aldeles, med Justitsministeriets Opgivelser, der imidlertid ikke kunne ; ;)ecialiseies.

**) I Aaret 1885 var Antallet af Separationer efter de af Magistraten udg. Statistiske Oplysninger gaaet ned til 149. Efter denne Kilde er Antallet af Separationer i Tidsrummet 1871^— 74 og 1876—84 1754 i Stedet for som her 1777, altsaa en Forskel af 23. Som ovenfor anført er, efter »Stat. Meddelelser«, Tallet for 1877 127, efter »Statistiske Oplysninger« er det derimod 104; det førstnævnte Tal turde naaske efter Sammenhængen med de øvrige Data have Formodningen for sig; iøvrigt findes der ogsaa for en Del af de andre Aar mindre Forskelligheder, som tagne under Et, hæve hverandre.

Sammenligner man Antallet af Vielser i Aarene
1868—81 med Antallet af Separationer i Perioden 1871

—84, faar man Forholdet 6,₇₈ pCt. Naar man atter beregner 6,₇₈ pCt. af Vielserne i Perioderne 1868—72, 1873—77 og 1878—81, faar man følgende Antal forventede Separationer i Perioderne 1871—75, 1876^—80 og 1881—84:

Det ses heraf, at Erfaring og Beregning passer meget godt, altsaa med andre Ord, at der i den paagældende Periode har været et nogenlunde konstant Forhold mellem Separationer og Vielser i København.

Man kunde nu gaa et Skridt videre og beregne de tilsvarende Tal for den øvrige Del af Danmark. Man faar da som Resultat, at medens der i København falder 6,₇₈ Separationer paa hver 100 Vielser, er Tallet paa Landet og i Købstæderne i den tilsvarende Periode 1,₉₅ og i hele Landet 2,₆₀. Man faar da atter for de nævnte Perioder:

---

*) Efter Stat. Meddelelser ere Tallene: 1096 og 1332; det forandrer ikke Eesultaterne synderligt, "om disse Tal lægges til Grund i Stedet for de her benyttede.

Man ser, at Overensstemmelsen mellem Erfaring og Beregning er temmelig god, saa at man kan sige, at Separationshyppigheden saavel i København som paa Landet har holdt sig nogenlunde konstant, i Forhold til Vielseshyppigheden, i den paagældende Periode. I de to foregaaende Aar 1869^—70 er Separationshyppigheden forholdsvis lille,, men dette kan sættes i Forbindelse med den Omstændighed, at Vielseshyppigheden i de Aar, der skulle sammenstilles med de nævnte Aar, maa betragtes som lav, idet en betydelig Del af de stiftede Ægteskaber rettelig burde henføres til Krigsaaret 1864, i hvilket de vilde være blevne stiftede, hvis Forholdene havde været uforstyrrede; det er med andre Ord ikke en Mængde letsindige Forbindelser, der bleve til i Aaret 1866, men Ægteskaber, der vare blevne opsatte fra 1864 og 65.

Det kan bemærkes, at man uden Tvivl vilde kunne faa en endnu bedre Overensstemmelse mellem Erfaring og Beregning, hvis man kunde udsondre Købstæderne og Frederiksberg, hvor Vielseshyppigheden har været næsten lige saa foranderlig som i København.

Resultatet af denne Undersøgelse er i Korthed det, at Antallet af Separationer er i høj Grad afhængigtaf Vielseshyppigheden, saa at en stærk Tilgang af nye Ægteskaber efter kort Tids Forløb afføderen stærk Tilgang af Separationer. Foruden denne Afhængighed kan man spore en Afhængighed af Forholdet mellem By- og Landbefolkning, saaledes at den stærke Tilstrømning til Byerne, som man har kunnet iagttage i det paagældende Tidsrum, bevirker en Stigning i Separationshyppigheden, idet Byerne suge en Mængde mere eller mindre slette Elementertil

mentertilsig fra Landet. Det er en allevegne fastslaaetKendsgærning, der her lægger sig for Dagen for Danmarks Vedkommende, at der i Byerne opløses forholdsvismange flere Ægteskaber end paa Landet. Naar man tager tilbørligt Hensyn til disse to Aarsagsmomenter, Vielseshyppighed og Befolkningens Forskydninger mellem By og Land, synes det som om der iøvrigt ikke har vist sig nogen Tendens til ■ en Stigning i SeparationernesAntal, saaledes som man kan iagttage den i flere andre Lande. Og det er næppe umuligt, at Grunden hertil er den overordentlige Lemfældighed, hvormed man hertillands gaar frem overfor Ægtefolk, som ønske deres Forbindelse hævet; i saa Henseende kan man henvise til et Land som Schweiz, hvor Antallet af Skilsmisservel er stort og for saa vidt tyder paa betænkeligeForhold, men hvor der tillige ikke kan iagttages nogen Forøgelse i Antallet af Skilsmisser; Tallet synes alt være kommet i Ro, efter at den første Strøm af Skilsmissesøgende var tilfredsstillet i det første Par Aar efter at Skilsmisseloven traadte i Kraft. Af Hensyn til dette Spørgsmaals Interesse, skal jeg meddele Erfaringerne.

Antal af Skilsmisser i Schweiz 1876—83:

Man ser, at Antallet af Skilsmisser i Forhold til Folketallet snarest har holdt sig konstant fra 1879 —83 efter at de ny Bestemmelser i Aarene 3876^—78 have tilfredsstillet dem. der ved Lovens Ikrafttræden nærede Ønker om at faa deres Ægteskab hævet.*)

Medens man altsaa er i Stand til at forme de vundne Resultater optimistisk, idet man udtrykker sig saaledes, at der indenfor hver Del af Danmarks Befolkningikke kan spores nogen Stigning i Antallet af Separationer,saa kan det dog ikke nægtes, at der hertil knytter sig en meget væsentlig Skyggeside. Hvor meget man end kan glæde sig over, at der ikke indenfor hvert Befolkningslag er sket nogen Overgang til det værre, saa kan det dog ikke nægtes, at der indenfor Befolkningen foregaar Forskydninger, som ere særdeles ugunstige. Bybefolkningen med dens store Separationshyppighed er taget uforholdsmæssigt til,. Ægtefolk, som maaske havde holdt sammen, hvis de kunde have fundet en Virksomhed i deres Hjemsted, ere dragne til Byerne for at søge Erhverv, hvorved de maaske oftest ere blevne skuffede, og de ere der hvirvledeind i den samme Malstrøm, som den indfødte Befolkninglevede i. Det er den ugunstige Fordeling af Befolkningen, med det stadig voxende Folketal i Byerne og den dermed uundgaaelig følgende store Proletariatbefolkning,der medfører en Stigning i Sepationshyppigheden;denne

---

*) Resultaterne af den franske Skilsniisselov, der traadte i Kraft 27de Juli 1884, ere endnu ikke omfattende nok til at give Oplysning om dette Forhold. I Aaret 1884 separeredes 2821 Par, og der anlagdis 1657 Skilsmissesager, af hvilke dog de fleste først afgjordes i det følgende Aar. I 1885 forefaldt der 4227 Skilsmisser, hvoraf over en Tredjedel, 1465, i Seinedepartemt

heden;denneskyldes ikke en stigende Demoralisation indenfor hvert enkelt Samfundslag, men en stedse voxendeugunstig Fordeling af Samfundslagene: en af NutidensKræftskader. Et ganske tilsvarende Fænomen har man kunnet iagttage i England, hvor igennem en lang Aarrække Dødeligheden holdt sig konstant i hele Landet, uagtet Dødeligheden tog af baade i Byerne og Landdistrikterne. Byerne med deres store Dødelighedskvotientvoxede hurtigere end Landbefolkningen, og denne Forskydning i en ugunstig Retning holdt Skridt med de hygiejniske Forbedringer og andre Fremskridt, der virke til en Formindskelse af Dødeligheden.

Det er muligt, at de nærværende trykkede Tider ville udøve enEeaktion (som der allerede synes at være Tegn til for Københavns Vedkommende), idet Landbefolkningens Overskud søger at faa Anbringelse i Hjemmet i Stedet for at søge til Byerne. Men naar denne Keaktion ikke er Tegn til en Forbedring i Samfundets Kaar, naar det snarere bliver vanskeligere at faa Albuerum i Danmark, saa tør man ingenlunde vente, at Reaktionen skal medføre en formindsket Separationshyppighed. Dette vil man kun kunne gøre sig Haab om, naar det kan lykkes at skaffe den erhvervsløse og fattige Befolkning bedre og mere betryggende Kaar, eller man ved en Udvandringspolitik kunde skaffe de overflødige Elementer en Tumleplads.

Jeg skal nu gaa over til at undersøge Bevægelsen i Antallet af Skilsmisebevillinger, idet jeg med Hensyn til de absolute Tal for Aarene 1869_—84 henvisertil Tavlen Side 11. Denne Tavle udviser, som allerede bemærket, en ikke ringe Stigning i SkilsmissernesAntal, men denne vil i det Hele taget kunne

forklares paa lignende Maade som Bevægelsen i Separationshyppigheden,af hvilken Skilsmisseantallet i Danmarkafhænger i en væsentlig G-rad, som følgende Oversigtviser.

Henved 4/₅ af Skilsmissebevillingerne bero altsaa paa 'forudgaaende 3aarig Separation, medens Vi₄ beror paa faktisk ophørt Samliv, omtrent en Ottendedel paa lovbestemte Skilsmissegrunde og Resten paa forskellige Aarsager, Sindssygdom, Strafarbejde osv. En Del af disse Aarsager vilde under lidt forandrede Forhold uden Tvivl have medført Separation, og derefter Skilsmisse, og man fejler derfor næppe ved at sige, at den overvejende Del af Skilsmisserne paavirkes af de samme Forhold som Separationerne, saa at der ogsaa for Skilsmissernes Vedkommende maa kunne paavises en Bølgegang parallel med Bevægelsen i Vielseshyppigheden, men selvfølgelig noget senere end Bølgebevægelsen i Separationerne.

Gennemgaar man Skilsmissesagerne for København,

viser det sig, at af de 248 Ægtepar, som i Aarene 1882^—84 have opnaaet Skilsmissebevilling efter i Forvejenat være blevne separerede, have de 25 eller omtrenten Tiendedel opnaaet Skilsmisse inden Udløbet af 3 Aar, altsaa af Aarsager som Hor osv., 145 ere blevne adskilte i det 4de Aar efter Separationen, og 28 i det ste Aar, saa at kun en Femtedel ventede længere. En Forøgelse i Antallet af separerede Personer vil altsaa — hvis disse Erfaringer bekræfte sig for hele Landet — medføre en Forøgelse i Skilsmissehyppigheden efter 3—43^—4 Aars Forløb, og der vil mærkes en svagere Efterdønningi de følgende Aar. Med dette for Øje kan man sammenstille Antallene af Skilsmisser i forskellige Afsnitaf det paagældende Tidsrum med Antallet af Skilsmisseri det tilsvarende Afsnit, som begynder 3 eller 4 Aar tidligere; nærmest ligger det at benytte 4 Aar, da der jo vil hengaa rigelig 3 Aar, inden Skilsmissesagen gaar i Orden, selv om Vedkommende strax efter de 3 Aars Forløb ansøger om Bevillingen, og man faar ogsaa de tydeligste Eesultater ved Benyttelsen af 4 Aar; kendte man Fordelingen paa Aarstiderne, vilde man kunne komme Sandheden nærmere. Resultatet ses af følgende Oversigt:

Man ser af denne Oversigt, at Skilsmissetallene lade sig aflede med nogenlunde stor Lethed af Antallene af Separerede; selvfølgelig kan man ikke undgaa Spring ved saa smaa Tal og ved en saa overfladisk Behandling' af Stoffet; i Hovedtrækkene synes man at kunne slaa fast, at der ikke er nogen særlig Bevægelse, der gør sig gældende indenfor Skilsmissetallene, og at den stærke Tilvæxt i den sidste Del af den 12-aarige Periode hidrører fra den store Mængde Separationer i Midten af denne Periode. Der er altsaa efter de foreliggende Erfaringer ikke synderlig stor Fare for, at Antallet af Skilsmisser i de kommende Aar skal stige i nogen betænkelig Grad, men man maa selvfølgelig nære ganske de samme Betænkeligheder med Hensyn til Skilsmisserne, som med Hensyn til Separationerne, nemlig at de ugunstige Forskydninger indenfor Befolkningen ville give sig tilkende ved en Forøgelse i Skilsmissehyppigheden, uden at dette kan siges at tyde paa en voxende Demoralisation i de enkelte Befolkningslag.

II.

Efter at det nu er bleven paavist, at Antallet af Skilsmisser og Separationer i Danmark i den undersøgtePeriode har holdt sig nogenlunde stabilt, vil det være indlysende, at man tør bygge adskillige Slutninger paa det foreliggende Materiale, uden at man behøver at frygte for, at Slutningerne skulle være illusoriske, samledessom det vilde have kunnet være Tilfælde, hvis store Bevægelser og Forskydninger havde gjort sig gældendeindenfor det paagældende Tidsrum. Med dette for Øje skal jeg i det følgende gøre Eede for de væsentligsteResultater,

ligsteResultater,hvortil en Betragtning af Materialet for Danmark fører, idet jeg, hvor det synes ønskeligt, skal jævnføre Resultaterne med, hvad der foreligger fra Udlandet.

Det er ovenfor omtalt som en allevegne fastslaaet Kendsgerning, at forholdsvis mange flere Ægteskaber opløses i Byerne end paa Landet. Saaledes kan det anføres, at i Sverige er det aarlige Antal af Skilsmisser efter Erfaringer for Aarene 1876—84, i Byerne 19 af hver 1000 stiftede Ægteskaber, i Landdistrikterne kun 4x4^x/₂, og i hele Landet 7. Skilsmissehyppigheden, sammenlignetmed Vielseshyppigheden, er altsaa i Byerne 4 Gange saa stor som paa Landet. I Bayern er der ligeledes iagttaget en meget stor Forskel, idet Skilsmissehyppighedener omtrent dobbelt saa stor i Byerne som paa Landet, og et lignende Resultat kommer man til for Schweiz, hvor der af 1000 bestaaende gteskaberi 1878^—82 aarlig opløstes ved Skilsmissei Byerne 3,₄, paa Landet 1.₇ og i hele Schweiz 2,_o.*) Allerede de ældste statistiske Data om Skilsmisseri Danmark pege i samme Retning, thi de 714 Skilsmisser ved Dom og Bevilling, som fandt Sted i Aarene 1840_—44, fordele sig saaledes, at der i Københavnforefaldt 18,₇ Skilsmijser aarlig for hver 1000 bestaaendeÆgteskaber, men i den øvrige Del af Landet kun 5,₆ og i hele Danmark under Et, som ovenfor anført6

---

*) Heri er iraregnet Kanton Genf. At der i Sverige er en saa stor Forskel i Ægteskabs-Skilsmissehyppigheden i By og paa Land, hænger vistnok tildels .sammen med, at de fleste Skilsmisser af Trolovede foregaa paa Landet; men selv om man tager Hensyn hertil, bliver der en meget væsentlig Forskel mellem Byernes og Landdistrikternes Skilsmissehyppighed.

ført6,₆, og naar man sammenligner Skilsmissernes Antalmed Vielserne i samme Tidsrum ser man, at Antallet af Skilsmisser i København udgjorde 30 pro mille af de indgaaede Ægteskaber, i den øvrige Del af Landet kun 12 pro mille, og i hele Landet 14 pro mille. Ganske tilsvarende Forhold viser sig i Nutiden (jfr. foran Side 16): efter Erfaringer for Aarene 1882^—84 forefaldt saaiedes næsten Halvdelen af alle Skilsmisser i København, og omtrent 2/.<> af Separationerne, og benytter man sig af hele den Aarrække, for • hvilken Materialet er delt efter Landsdele, nemlig Aarene 1871 —80 og 1882—84, viser det sig, at der af 10000 bestaaendeÆgteskaber i København opløstes 38 aarlig ved Separation, men i den øvrige Del af Landet kun 8. Nedenstaaende Tavle giver Oplysning om Fordelingen i de enkelte Dele af Landet.

Af 10000 bestaaende Ægteskaber opløstes aarlig ved
Separation i Aarene 1871—80 og 1881—84:

Københavns Amt, der bl. andet omfatter Fredeberg, frembyder selvfølgelig for en Del lignende Betingelser for hyppige Separationer som København, og det er derfor let forklarligt, at Antallet af Separationer i dette Amt er 1,₃ pro mille; i de øvrige sjællandske Amter naar den aarlige Separationshyppighed ikke 1 pro mille, men Forholdene paa Sjælland ere dog — selv om København og Københavns Amt fraregnes — ugunstigere end paa de andre Øer, og særlig udmærker Lolland-Falster, og navnlig Bornholm, sig ved en særdeles lille Separationshyppighed. Det fortjener imidlertid at bemærkes, at i begge disse Amter synes Separationshyppigheden at voxe; det kunde næsten se ud, som om Befolkningens særlige Tilbøjeligheder udviskes mere og mere, jo mere Samkvemmet mellem de enkelte Landsdele voxer, og vel navnlig jo mere Forbindelsen med København forbedres.

Hvad Jylland angaar, ser man, at Hjørring Amt indtager en særlig fremskudt Stilling, men der er dog nogen Formodning for, at Tilbøjeligheden til at søge Separation er i Aftagende i dette Amt; iøvrigt har det tættere befolkede Østjylland med mange betydelige Byer en langt større Separationsbyppighed end de vestlige Amter med den spredte Befolkning. I det Hele taget er Separationshyppighed en større i Jylland end paa Øerne (med Fradrag af København) og det er ikke umuligt, at dette skyldes den Omstændighed, at Københavnsnareresuger Befolkningens løse og slette Elementertilsig fra Øerne end fra det fjærne Jylland med de mange stærkt voxende, folkerige Byer. At en saadan Sugningsproces foregaar ved alle store Byer, turde være en Selvfølge, og en Undersøgelse af de i

København Separeredes Hjemsteder tyder i samme Retning.Detviser sig nemlig, at- af de i København i Aarene 1882^—84 bevilgede Separationssager, var der 5 pCt., hvor den ene af Ægtefællerne opholdt sig udenfor København og Frederiksberg, hvortil kom 3 pCt., hvor den ene Ægtefælle var i Udlandet. Hertil kommer en Del Tilfælde, hvor begge Ægtefællerne, som det ikke sjældent fremgaar af Akterne, ere flyttede til København kort inden Separationssagen. Endelig kommer hertil adskillige Tilfælde af Separation, som bevilges i Provinserne,vedhvilken den ene af Ægtefællerne opholder sig i København, saa at det, naar alt kommer til alt, maa være en ikke übetydelig Brøkdel af Separationerne, om hvilke det gælder, at København har trukket den ene eller begge Ægtefæller til sig. For Skilsmissernes Vedkommende tør man regne, at i en Sjettedel af samtligeiKøbenhavn bevilgede Tilfælde opholder den ene Ægtefælle sig i en anden Del af Landet, hvortil jo ogsaa let kommer tilsvarende Tilfælde bevilgede i Provinserneoget meget betydeligt Antal Tilfælde, ved hvilke det viser sig, at den ene Ægtefælle er i Udlandet,hyppigsti Amerika. Den ene Ægtefælles OpholdudenforLandet er konstateret i 8 pCt. af Skilsmissetilfældene,ogendvidere er der en Del Tilfælde, i hvilke Mandens eller Konens Opholdssted er ukendt (over 5 pCt.), og sædvanligvis betyder dette vel, at den paagældende ikke er i Danmark, eller dog ikke i København.—Alt dette vidner om en stærk Spredning af de Personer, der søge deres Ægteskaber hævede, og det er let forstaaeligt, at Spredningen er stærkest for SkilsmissernesVedkommende,idet dels Ægtefællernes Adskillelsekanvære Aarsag til, at der begæres Skilsmisse,

og dels en Del Personer kunne være vandrede bort fra København eller Landet under Separationstiden, med andre Ord: den før Separationen begyndte Spredning er fortsat ide efter Separationen følgende Aar.*) I Forbindelsehermedstaar vel den Kendsgærning, at der i Aarene 1882^—84 i København er forefaldet forholdsvis flere Skilsmissesager end Separationssager, idet nemlig 47 (efter »statistiske Oplysninger« 46 pCt.) pCt. af samtlige Skilsmissebevillinger udstedtes i København, men kun 39 pCt. af Separationerne, medens der i det foregaaende Decennium iøvrigt var omtrent det samme Forhold blandt Separationer og Skilsmisser i København som i den øvrige Del af Landet. I nogle af de anførte Tilfælde er iøvrigt den ene af Ægtefællernes Opholdssted tvungent, nemlig i en Sindssyge- eller Straffeanstalt, men selv bortset herfra er Spredningen meget stærk.

Det kunde herefter synes rimeligt at antage, at der blandt de Separerede og Fraskilte særlig maa findes forholdsvismange Udlændinge med Tilbøjelighed til at føre et omflakkende Liv, og dette modsiges ikke af de foreliggendeErfaringer, men paa Grund af det stærkt begrænsedeog mangelfulde Materiale skal jeg ikke fordybe mig i dette Spørgsmaal. Ligeledes kan man med de for Danmark ejendommelige Konfessionsforhold for Øje søge nogen Vejledning i Ægtefællernes Trosbekendelse og deri, om de have indgaaet Ægteskab ved borgerlig Vielse. Der er en Antydning af, at dette spiller en Rolle, og det fremhæves udtrykkelig i en af Sagerne, atßeligionsforskelligheder

---

*) De her anførte Data kunne vel kun betragtes som Minimumstal, idet der for en Del Sagers Vedkommende har manglet de fornødne Oplysninger, saa at Spredningen formentlig har et endnu større Omfang, end her antaget.

forskellighederHovedaarsagen til Ægtefællernes Uenighed,men ogsaa paa dette Punkt er Materialet altfor begrænsetog uklart til at kunne tilstede positive Slutninger. I denne Henseende har man derimod interessante Oplysningerfra Udlandet, navnlig fra Schweiz, som følgendeOversigt

De blandede Ægteskaber ere altsaa i det Hele taget, idetmindste paa Landet, mere udsatte for Opløsning ved Skilsmisse, end de Ægteskaber, hvor begge Ægtefæller ere enten Protestanter eller Katholiker; særlig interessant turde det være at se, hvorledes katholske Ægtefolk trods Adgangen til at opnaa Skilsmisse holde sammen i en ganske anden Grad end Protestanter, saa at der af protestantiske Ægteskaber opløses forholdsvis 4 Gange saa mange som af katholske Ægteskaber. Derved forklares for en væsentlig Del den store Forskel, som kan iagttages i de enkelte Kantoner, idet man f. Ex. i Skovkantonerne som Uri og Unterwaiden kun ser Skilsmisse som en ren Undtagelse, medens der i Kanton Zürich aarlig skilles 4 pro mille af de tilstedeværende Ægtepar, i Kanton Bern over 2 pro mille aarlig osv.

Hvorvidt der i Forbindelse med denne Religionens
og Bylivets Indflydelse staar ethniske Ejendommeligheder,
er vanskeligt at afgøre: det paastaas i Reglen, at —

alt andet lige — have de germanske Folkeslag større Tilbøjelighed til at søge Ægteskabsskilsmisse end de romanske,men et Bevis for denne Paastand er ikke let at føre, idet de forskellige Aarsagsmomenter ikke kunne holdes ude fra hverandre.

Tilsvarende Erfaringer, med Hensyn til den katholske Religions Indflydelse paa Se paration s hyppigheden, ere gjorte i Holland, og for Bayerns Vec&ommende gælder det samme med Hensyn til Sk il sm isse hyppigheden. Et Vidnesbyrd om Religionens Magt til at holde igen paa Tendenserne til at søge Ægteskaberne opløst har man ogsaa fundet i Belgien, hvor de flamske Dele af Landet, i hvilke det kirkelige Parti har dybere Rod end i de andre Provinser, udvise en ringe Skilsmissehyppighed, saavel i Byerne som i Landdistrikterne. Disse Bemærkninger ere formentlig ikke aldeles uden Betydning med Hensyn til mulige Bestræbelser for at reducere Skilsmissernes og Separationernes Antal i Danmark.

(Sluttes i næste Hæfte.)