Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind Ny række, 5 (1887)
Sprogforhold i Belgien.
I Bd. 11., H. 3 af Dr. E. Lehmanns »Forschungen zur deutschen Landes- und Volkskunde« (Stuttgart 1887) findes optaget en Afhandling af Karl Brämer om »Nationalität und Sprache im Königreiche Belgien«, hvoraf der findes meddelt adskillige Uddrag i »Statist. Korr.« Her indskrænker vi os til følgende Notits:
Ved Udgangen af
1880 forstod af den belgiske Befolkning
H- c.
280,000 Børn under 2 Aar og c. 6,400
Personer, der
ikke var noget af de tre Sprog mægtige):
Blandt de
Personer, der var to eller alle tre Sprog
mægtige,
var Mændene i Majoritet.
I de fjorten Aar fra 31. Dcbr. 1866 til 31. Dcbr. 1880 sank Tallet paa Personer, der kun kunde Flamsk, fra 49,9 pCt. til 42,6 pCt., hvorimod Tallet paa dem, der baade kunde Flamsk og Fransk, steg fra 6,4 pCt. til 8,x pCt. Flamskens stærke Tilbagegang skyldes ikke en Forskydning af Sproggrænserne, der tværtimod har holdt sig temmeligt konstant, men er en Følge af, at Flamlænderne, hvis de vil regnes for dannede, maa være det franske Sprog mægtige.