Nationaløkonomisk Forening.

IVl_andagen den Bde November afholdtes den aarlige Generalforsamling, hvilken Bestyrelsen genvalgtes. Derefter holdt cand. polit. Schovelin Foredrag om Landbrugskredit, Jfr. foranstaaende Afhandling. Dertil knyttede der sig en Forhandling mellem Kreditforeningsdirektørerne Bilsted, Hein og P. G. C. Jensen, Etatsraad Levy, Lærer ved Landbohøjskolen Professor Falbe-Hansen og Indlederen.

Direktør Bilsted troede, at den af Kand. Schovelin anvisteVej medføre store Fordele for Landbruget, og at det Eaiffeisenske System indeholdt Vink, som navnlig vore Kreditforeninger burde følge. Herhjemme behandlede man alle Arter af Laan ens; hvad enten der blev budt fineste første Prioritet eller sekundær Sikkerhed, enten Pantet var en københavnsk Ejendom eller en Landejendom, en Husmandslod eller et Gods, altid var Laanets Amortisationstidi til nævnte System den samme, ligesomogsaa var det samme. Man var for at lette Trykket paa Landbruget nu begyndt paa at byde billigere Laanevilkaar ved at forlænge Amortisationstidenfor Slags Laan. Det var en forkastelig Fremgangsmaade, Amortisationstiden maatte staa i Forhold til Sikkerheden. Derimod kunde man godt blive indenfor en bestemt Ramme og ovenikøbet gøre Amortisationstiden endnu længere, naar man saa vilde forlange regelmæssige Tilbagebetalingeri indtil Sikkerheden kunde siges at

være tilstrækkelig fin. En Reform ikke alene af vor Lovgivningpaa Omraade var nødvendig, men fuldt saa meget af den Maade, hvorpaa Kreditforeningerne lededes. Afslutningen i Serier havde saaledes kun tjent til at fordyreLaanenes Tilbagebetaling. Naar en Mand i en Eække af Aar havde været Interessent i en Kreditforening og trængte til Driftskapital, gjorde han den bekendte Beregning, at han kunde tjene saa og saa meget uden at forøge den aarlige Eenteydelse ved at indfri sit Laan og optage et nyt. Men i Virkeligheden havde disse almindelige Transaktioner kostet Landbruget enorme Summer,idet var nødt til at tilbagebetale i Obligationer, hvis Kurs paa Grund af Seriens Slutning var højere end de Obligationers, hvori det nye Laan blev ydet. Dertil kom saa Provisioner af forskellig Art m. m, ikke at tale om den tilfældige Kursforskel, der ofte var meget stor. Det solidariske Ansvar burde indskrænkes til Eestgælden, og Hovedstolene kunne nedskrives. At Eeservefondene ikke vilde blive saa overfyldte, som do nu mange Steder vare, vilde der ingen Ulykke være i; de vare i Forvejen for store.

Lærer ved Landbohøjskolen, cand, polit. Maar: Det vil ved Spørgsmaalet om de Eaiffeisenske Kassers Indførelse i Danmark have Interesse at sammenligne danske Forhold med Forholdene i de Egne, hvor de Eaiffeisenske Kasser ere fremkomne og udviklede, og der turde i saa Henseende navnlig være to Punkter at henlede Opmærksomheden paa. I Provinsen Ehinpreussen var Eealkrediten under de nævnte Kassers Udvikling længe mangelfuldt ordnet, navnlig fordi man ikke havde lette Midler til sikkert at afgøre EjendommensBehæftelse Ejendomsforholdene. Den blotte Viljes- Overensstemmelse mellem Kontrahenterne var nemlig tilstrækkeligtil sikre alle tinglige Eettigheder ved Ejendomsoverdragelserog ikke dertil at indføres i offentlige Eegistre. Desuden kunde den blotte retlige Anerkendelse af en Gældsfordring udstyre denne med Panterettigheder til Skade for tidligere Panthavere. Disse

Forhold i Forbindelse med flere andre Mangler gjorde en Tid Laan i Landejendomme meget dyre, selv hvor der kunde være meget god Sikkerhed. Hvad der fremdeles har bidragettil store Udbredelse af de Raiffeissenske Kasser i Rhinpreussen, er det store Antal af ganske smaa Jordbrugi Egne. Den stærke Udparcellering og den ofte spredte Beliggenhed af det enkelte Jordbrugs Parceller forøgeryderligere ved at faa Kede paa, hvad der med nogenlunde Sikkerhed kan udlaanes i en Landejendom.Der et Exempel, hvor et Areal paa noget over 1500 Tdr. Land var delt i hen ved 25,000 Parceller, af hvilke mere end 24,000 vare under 1/± Td. Land.

Prof. Falbe-Hanse» fremhævede Betydningen af den Sag, som Schovelin her havde fremdraget for Diskussionen. Landbruget var det vigtigste af vore Erhverv, ja vigtigere end alle Landets øvrige Erhverv tilsammen, og for Landbrugetvar et brændende Spørgsmaal at skaffe sig en bedre Ordning af Driftskrediten. De Eaiffeisenske Laaneforeningerhavde meget godt i Vesttyskland, og det ikke blot i Rhinprovinsen, men ogsaa i andre Dele af Tyskland,saaledes Westfalen, i Hessen-Darmstadt, og adskilligeSteder det østlige Tyskland; ogsaa til Østrig-Ungarn sagdes de at have fundet Vej. Disse Foreninger fortjente sikkert at blive prøvede ogsaa her i Landet, men de maatte voxe op fra neden af som frie Selvhjælpsforeninger ude omkring i Landet. Staten kunde foreløbig kun støtte dem ved Oplysning og Vejledning, først naar de vare voxede frem til noget mere betydeligt, kunde der være Tale omen Organisation fra oven af. De Raiffeissenske Foreninger passede nærmest kun for de smaa og maaske for de mellemsteLandbrug. større Landbrugs Krav paa Driftskreditburde paa anden Maade. Taleren henledede Opmærksomheden paa, at man i Udlandet havde brugt den Fremgangsmaade at give Laan, der stiftedes for at gennemføre Grundforbedringer, der paa mere varig Maade forøgede Ejendommenes Produktivitet, Prioritet forud for alle andre ogsaa ældre Prioritetslaan. Det var berettiget,thi

tiget,thidisse Laan forøgede jo Ejendommenes Værdi, og gav derved de ældre Laan større Sikkerhed. Taleren skulde iøvrigt ikke nærmere indlade sig paa at argumentere for Berettigelsen af en saadan Foranstaltning, men kun henvisetil, den var bleven anvendt af ot saa konservativt Land som England, og i den nyere Tid ogsaa af Preussen ved en Lov af 13. Maj 1879 om Oprettelsen af »Landeskritiv-Rentenbanken«.

I Anledning af Spørgsmaalet om Kreditforeningernes Ordning, vilde Taleren bemærke, at i Udlandet syntes Udviklingen gaa i Retning af at gøre dem mere bøjelige og mere bevægelige, saa at de gav Laan under flere forskellige for derved at imødekomme Laantagernes forskellige Ønsker. Man varierede saaledes navnlig Amortisationsmaaden begrænsede den solidariske Hæftelse.

Efter at Etatsraad Levy kortelig havde henvist til ønskeligheden af at faa nøjere Oplysning om de Kapitaler, de Eaiffeisenske Kasser anbragte i Ejendommene, og efter at Kand. Schovelin havde repliceret, udtalte

Direktør Hein, at han glædede sig over Professor Falbe-Hansens og Direktør Bilsteds Udtalelser om, at der burde gives Kreditforeningerne større Frihed i deres Virksomhed.Dette nemlig med det af ham for 6 Aar siden som Grundlag for Dannelsen af den af ham nu bestyrede Københavns Kreditforening foreslaaede Princip, at Kreditforeningerne bør forlade den Ensartethed, hvormed de hidtil behandlede alle Laan uden Hensyn til den tilbudte større eller mindre Sikkerhed, og sættes i Stand til ved hvert enkelt Laan at tage Hensyn til det enkelte Pants Beskaffenhed ved Bestemmelsen af Afdragsmaade og Bidrag til Eeservefond. Den Gang havde Ministeriet dog kun været lidet tilbøjelig til at gaa ind herpaa, saa at KøbenhavnsKreditforening i nogle Eetninger kunde tage Hensyn til Panternes Beskaffenhed; men i andre Retninger var den endog undergivet strammere Baand end de ældre Kreditforeninger. Nu da det er en almindelig anerkendt Opgave at tilvejebringe billige Prioritetslaan, maatte man

derimod haabe, at Indenrigsministeriet vilde sætte Kreditforeningernei
hertil ved at gaa ind paa hint
Princip.

Direktør i Østift. Kreditf., Overretssagf. Jensen fremhævede,hvorledes mødes, idet Indlederen tilsigter at skaffe Landmanden Driftslaan ved hensigtsmæssigindrettet Kredit, medens Prof. Falbe- Hansen vil skaffe i alt Fald visse Driftslaan ved at indrømmedem i Ejendommen endog forud for al Pantegæld. Dette sidste var jo forsøgt i andre Lande og det lod sig ikke nægte, at der kunde anføres gode Grunde for en saadan Ordning i visse Tilfælde, navnlig med Hensyn til Dræning, forudsat at der kunde skaffes Sikkerhed, ikke alene for, at Pengene anvendes i det bestemteØjemed, ogsaa for, at Arbejdet udføres rationelt. Hvad de Kaiff eisen ske Kasser angaar, spillede det filanthropiskeen Rolle, i alt Fald fra Begyndelsen, og fra dette Standpunkt kunde man kun sympathisere med dem. Taleren savnede imidlertid Oplysning om flere Punkter, saasom hvad Laanene kostede, om Renter og Afdraggik ind, hvilke Tab der var lidt osv. Om et lignende System havde Udsigt til at gøre Gavn hos os og om der trængtes dertil, var maaske tvivlsomt. Paa Grund af Sparekassevæsenets stærke og tiltagende Udvikling her til Lands var der en meget let Adgang til at faa Laan paa rimelige Vilkaar baade i Henseende til Renter og Afbetaling,saa det kunde siges, at den Mand, der var bekendti Kreds for at være dygtig og stræbsom og derforkunde Kavtionister, ikke vilde have Vanskelighed ved at faa Laan til 5 pCt. Rente p. a. og med Afbetaling i 5 Aar eller mere. Men det maatte erkendes, at det ofte var altfor trykkende at tilbagebetale et Driftslaan i 5 Aar; Dræning gav f. Ex. ikke den tilsigtede Fordel, før Rotationenvar Af Vigtighed vilde det derfor være, at Laanene efter Omstændighederne kunde faa en passende Løbetid. Vor Lovgivning medførte iøvrigt, at den personligeKredit Landbruget var vanskelig stillet. Som bekendtkan

kendtkanman pantsætte Besætning, Inventarium, Avl og Afgrøde i Forbindelse med Ejendommen, hvad der er hensigtsmæssigtsom Kealkrediten. Men dette medførerpaa anden Side Fare for den personlige Kredit. Kaar Ejendommen med alt Tilbehør gaar til Dækning af Panthavere, bliver der ikke andet end Landmandens Indbo til Dækning af hans løse Gæld, og dette har til Følge, at der i de fleste Tilfælde i de mindre Jordbrugeres Konkursboerintet til personlige Kreditorer. I Anledning af de faldne Ytringer om Kreditforeningerne fandt Taleren at maatte indskrænke sig til at tage al Eeservation, thi Tiden vilde ikke tillade ham at komme ind paa disse forskellige Spørgsmaal, der, saavidt han saa, heller ikke vedkom den Sag, der forelaa, nemlig Spørgsmaalet om hensigtsmæssig Ordning af den personlige Kredit i Landbruget.

Kand. Schovelin bemærkede overfor Maar, at Hypothekforholdenei i de senere Aaringer, hvis Taleren ikke tog meget fejl, vare ordnede paa lignende Maade som i det øvrige Tyskland. — Det var vel sandt, at Jordbrugene gennemgaaende vare smaa i Kassernes oprindeligeHjemstavn, sydlige Rhinprovins, men Systemetsseneste dets Udbredelse til andre Egne af Tyskland, til Norditalien og Østerrig, havde tilfulde godtgjort,at særlig hurtig slog Rod i og i eminent Forstand egnede sig for Egne med mellemstore Landbrug,altsaa Jordbrug, hvis gennemsnitlige Størrelse svarede til Størrelsen af Flertallet af de danske ProprietærogBøndergaarde. Systemet maatte modificeres ved Overførelsepaa større Ejendomme, var vel sandsynligst; men det var dog Taleren uforstaaeligt, at man overfor disse skulde maatte anvende helt andre Systemer. — Overfor Dir. Jensen vilde han bemærke, at han ikke kunde faa Øje paa den af denne omtalte Modsætning imellem Prof. F.-H.s og Talerens Standpunkt. Begge vare de enige om Driftskreditens Betydning, Nødvendigheden af dens Fremme og dens værdiforøgende Evne; hvilken Form det blev nødvendigtat til, var i Sammenligning hermed et underordnetSpørgsmaal,

ordnetSpørgsmaal,og Taleren vilde kun herom sige. at han for sit Vedkommende ikke var særlig forelsket i de sekundære Prioriteter eller Kavtionslaanene; kunde der skaffes fin Kealsikkerhed for Driftslaanene, var det udmærket, da Pantsættelsen ved virkelige Driftslaan aldrig vilde kunne medføre lignende Ulæmper som det nuværende Kealkreditsystem.I Tilfælde var imidlertid Sagen den samme: det var Laanets forstandige, kontrollerende Anvendelse, der frembød Sikkerheden, og ikke Panteta »Finhed« i og¹ for sig, hvorimod dette sidste Moment kunde have Betydning overfor et Pengemarked af Kapitalister, der endnu levede i den fejlagtige Opfattelse, at det alene var Pantet, hvorpaa Sikkerheden beroede. Forøvrigt maatte han betone, at ved de af Prof. F.-H. omtalte Dræningslaan havde Kontrollenværet en ganske særlig indgribende, generende og »bureaukratisk« Art, hvorimod den kontrollerende Virksomhedi Raiffeisenske Kasser foregik paa en langt mere jævn, naturlig og venskabelig Maade, Mand og Mand imellem.