H. Dietzel, Karl Rodbertus. Darstellung seines Lebens und seiner Lehre. Erste Abtheilung. Darstellung seines Lebens. Jena, Verlag von Gustav Fischer. 1886. (92 S.) (2 M.)

Den her foreliggende »første Afdeling« optræder som

en Art Indledning til den kritiske Fremstilling af Rodbertus'sLære, Prof. Dietzel agter snart at udgive. R.'s Optræden som Politiker, især i 1848^—49, behandles navnligudførligt. R.s rent personlige Forhold, Privatliv, Familj eforhold o. lign. fortælles derimod Intet. K.s Karaktersom forsøger Forf. heller ikke at belyse; »Farver og Linjer« til en Skildring heraf havde han maattet tage af R.s Brevvexling med Rudolf Meyer; men den stammer fra en Tid, da Sygdommen havde lagt sin Haand paa R. og ofte forbitrede hans Sind. Tidsskriftets Læsere vil vide det fra den udførlige Omtale, denne Brevvexlinghar Genstand for i Tidsskriftet. Interessen knytter sig altsaa til Skildringen af R.s »politiske Virken og Stræben« ; her har Dietzel samlet en stor Mængde hidtilukendte ikke almindeligt kendte Data; denne hans, med megen Dygtighed gennemførte Skildring fortjener han i høj Grad Tak for, saa meget mere fordi Kozak, Adler og de Andre, der har skrevet om R_s, næsten ikke meddeler noget om ham som Politiker.

Dietzel søger at forsvare R. imod Beskyldningen for politisk Vendekaaberi. I 1837, da R. skrev sin første Afhandling, den, som Augsburger Allgem. Zeitung vægrede sig ved at optage! — vilde han ikke være med til en »politisk af de arbejdende Klasser; en halv Snes Aar senere optraadte han som Demokrat og forlangte »Folkeviljens ; i 1863 modsatte han sig atter Arbejdernes gennem Lassalle, om Valgret, og tyve Aar senere synes han, i alt Fald til sine Tider, at sværme for Socialdemokraterne, — Socialdemokraterne, ikke blot Socialisterne. Var han da ikke en politisk Vejrhane ? Dietzel svarer: Det sociale Problems Løsning var ham Maalet, Politiken kun et Middel; det politiske Parti, der i Øjeblikket syntes at have størst Chancer for at naa Maalet, havde hans Sympathi, ligegyldigt hvad det saa hed. Denne Opfattelse er vist rigtig. For at naa det store Maal bekvemmede R., den ikke blot ifølge sin sociale Stilling, ogsaa ifølge sin Natur fornemme Personlighed,

sig til at arbejde sammen med politiske Partiretüinger, der
i Grunden stod ham fjærnt.

»Som en af de første i Tyskland har han set den »sociale Sfinx« i Øjet; den eneste mente han at være, som havde løst dens Gaade. Men Sfinxen styrtede sig ikke i Afgrunden, og hans Samtidige troede ikke paa Seerens dunkle Ord. Vil senere Generationer dømme gunstigere om hans Plan til det sociale Spørgsmaals Løsning?«

Man mene herom, hvad man vil. Han var dog »en ærlig Apostel for det sociale Fremskridt og den sociale Fred, der — uden at lade sig lede bort fra sin Vej ved Misforstaaelse og Miskendelse — i fuld Følelse af at forfægte god Sag, forblev sit Maal tro fra hint første manende i 1837 indtil sit sidste Aandedrag.«