A. Strindberg, Isbrud, fire Fortællinger. Dansk, af Forfatteren Udgave. Kbhvn. P. G. Philipsens Forlag. 1885. (301 S.)

I denne Bog (hvis svenske Titel er »Utopier i verkligheten«) Forf. de samme Ideer, som vore Læsere fra vor lille Artikel »August Strindberg som Socialfilosof«, i Nationaløkonomisk Tidsskrift 1885, 2. Hefte. Overfladiskhed i Tanken, men Kraft, Energi og Farve i Udtrykket.

Forf. siger, at »denne Bog handler om Arbejdet for Samfundets Forbedring og om de allerede udførte Reformforsøg, har haft et heldigt Udfald«. Disse »Keforraforsøg« Godins Familistére i Guise, Verdenspostforeningen Alabama-Voldgiftsretten. Disse Reformer^— eller Forsøg, forsaavidt Talen er om det Godin'ske Foretagende, om hvilket vi forøvrigt henviser til Docent Westergaards Artikel i Nationaløkonomisk Tidsskrift Bd. XIX — disse Eeformer har vor Sympathi, — men det er übegribeligt, de ogsaa har Strindbergs. Disse Reformer har alle det tilfælles, at de er det modsatte af det sociale »Nedbrydningsarbejde«, Strindberg ønsker, — at de knytter

Enkeltexistenserne stedse mere sammen, — at de forøger den indbyrdes Afhængighed. Og Strindberg sværmer netop for den individuelle Uafhængighed! Strindberg vil skrive en »Bog, der handler om Arbejdet for Samfundets Forbedring«, men »Samfundets Forbedring« er, set fra Strindbergs — dets Opløsning. Strindberg tror, at han er Socialist (og navnlig i den første af de fire Fortællinger han en Slags Udvikling af, hvad man kan kalde det socialistiske Program), — men han er Anarkist, Ultra-Individualist, — det modsatte af Socialist! Han ender sit Forord med den Bemærkning, at de Keformforsøg, Bogen omhandler, »naturligvis (!) alle foregaar i Udlandet, thi i Sverig gaar Udviklingen Sneglens Gang til Østersen«, og dette siges som en Bitterhed, en Bebrejdelse til Strindbergs Fædreland, — og alligevel er netop Østersen Strindbergs Ideal. Eigtignok siger han, at han ikke angriber »Kulturen«, »Overkulturen«; — han siger det, men det er uheldigt, at saadant Foget maa siges Læserne. Han siger — og deri har han begribeligvis Ret! —, at »Udviklingen altid gaar fremad mod det Bedre«, men han burde have sagt, at efter hans Mening er den sociale Udvikling Størstedelen gaaet fremad mod det Værre. Thi hvad betyder det, at være »højere og mere udviklet- ? Strindberg svarer: »det skulde vel betyde at være bedre udrustet til Tilværelseskampen.« Men er Mennesket bedre udrustet til denne Kamp end Dyret? Strindberg henviser til, at »Østersen er personlig beskyttet mod Fjender i langt højere Grad end Mennesket (sie!), og da den forener begge Køn i sig, behøver den ikke at vove sit Liv i Kampen om Hunnen.« Og er særlig Kulturmennesket »udviklet« eller »udartet«? Strindberg svarer: »Mennesket, som dør af Kulde, naar det ikke har Kredit hos sin Skrædder, er sikkerlig udartet fra den Tid, da det gik med naturlig Pels, og det var sikkerlig mere hensigtsmæssigt at løbe i Skoven, som ingen ejede, paa Alverdens Mark, hvor der var Mulighed for at faa Mad, selv om man maatte slaas om den, end som nu at bruge sin Intelligens til at trælle

for andre eller skaffe sig Endossenter paa en Vexel.« Den Vilde har efter Strindbergs Opfattelse en rigere Adgang til »at faa Mad« end Kulturmennesket. Hvorfor? Fordi Kulturen ødelagt de naturlige Evner. Mennesket »gik Omveje og ledte efter det Uhensigtsmæssige.« Men her møder en Gaade, som Strindberg ikke løser: Da vore Forfædre paa samme Trin som Hottentotterne eller, endnu bedre, paa et endnu mere primitivt Standpunkt, havde de ikke blot, hvad vi ikke har, udmærkede Sanser og et godt Helbred, men tillige »en Masse fine Sjæleevner (sie!), som vi har tabt«, og disse i legemlig og aandelig Henseende saa rigt udstyrede Individer benyttede deres Evner til at — »lede efter det Uhensigtsmæssige«. Men af Nutidens Mennesker, er Svæklinge og Idioter i Sammenligning med Fortidens, arbejder en stor Mængde paa at genfinde, hvad Strindberg kalder — »det Hensigtsmæssige«, og de arbejder i det Smaa, nej de arbejder, siger Strindberg, »med Stormskridt.« Se, at Vismændene leder efter det Uhensigtsmæssige gaar Omveje, medens Idioterne arbejder for det Hensigtsmæssige, det er virkeligt gaadefuldt! Men maaske giver Strindberg Løsningen i sin næste Bog, der sagtens kommer snart. Og med det Samme vil han maaske forklare, hvorfor Naturmennesket, der siges at være saa langt bedre udrustet til Tilværelseskampen end Kulturmennesket, efter hvad Statistiken oplyser, lever kortere dette, og, efter hvad Historien oplyser, egenlig ikke som Regel gaar af med Sejren, naar det støder sammen med det saa ukampdygtige Kulturmenneske.

Bogen handler om Socialisme, om Militarisme etc. etc. »Samfundsløgnen«, der gør os til Dobbeltgængere«, drages ofte frem, men den har Max Nordau (under hvis IndflydelseStrindberg høj Grad staar) dog belyst langt fuldstændigerei Bog. — »Økonomiske Spekulationer« over Bestemmelsen af Arbejdslønnen har ledt Strindberg til følgende Opdagelse: »Se nu dem dér [nogle Gasværksarbejdere]; har 30 Centimer for Timen, ti Gange mindre end hun [en Sproglærerinde], som sidder i Stolen i det

varme Værelse og taler om Vejret og Theatret. Det lader til, at Arbejdslønnen i denne bagvendte Verden staar i et omvendtForhold Arbejdets Anstrængelse! Det er ganske oplysende, men endnu har ingen Nationaløkonom vovet at belyse det; han vilde i saa Fald strax være bleven erklæretikke være Nationaløkonom.« Imidlertid turde det være en ikke übekendt Kendsgerning, at for Exempel Stuart Mill har sagt, at Anstrængelse og Fortjenesten i Almindelighed i denne bagvendte Verden staar i omvendt Forhold til hinanden og »vovet at belyse det.« Det vides dog ikke, at Stuart Mill »er bleven erklæret ikke at være Nationaløkonom.«

Om Opdragelsen, der i Strindbergs Øjne kun bestaar i »Indskærpelse af de sociale Fordomme«, føres følgende Samtale i en af Fortællingerne: »»Gaa og hent en Stol til Fader«, sagde Moderen til den ældste af Pigebørnene, Vera, som vel var fem Aar. — »Nej, Annischka«, sagde Paul [Faderen], »Vera skal ikke gøres til Slavinde.« — »Jeg vil ikke«, havde Vera allerede svaret. — »Maa man svare paa den Maade?«, sagde Moderen. — »Ja«, sagde sagde Paul, »saadan skal man just svare. Den, som ikke lærer at ville og tale ud af sin fri Vilje, mens han er ung, bliver en viljeløs Stakkel eller Løgner, naar han bliver stor! Hvorfor skal vi opdrage vore Børn til at være Slaver? Om otte Aar skal Vera ud i Livet. Saa har vi ikke mere nogen Slave i hende, og vor Mening er vel ikke at opdrage hende til at sætte Stole til Andre. Hvis Vera vil sætte en Stol til mig, saa takker jeg hende, men hun skylder mig intet.« — »Du har Eet«, sagde Moderen, »men jeg kan ikke altid se Sagen fra de ny Synspunkter.« — »Nej, det kan jeg heller ikke altid, men vi maa vænne os til det.««

Og om hvad der læres af Bøger: »Hun [en ung Dame, der lige havde bestaaet Studenterexamen] havde ikke læst et frigørende Ord i alle disse Bøger, der var anordnede og garanterede af Staten. De handlede jo kun om TJvirkeligheder,om som havde været, om det, som aldrig mere

kunde komme; men om det Liv, som nu levedes, om Fremtidenstod ikke et Ord. Det var blot en Forherligelse af den menneskelige Daarskab. Der stod den store ReformatorCalvin, næppe selv var sluppen fra Baalet, fordi han ikke troede paa Nadverens Mysterium, før han lod Michael Servet brænde, fordi denne troede, at Treenighedenvar Selvmodsigelse. Her pristes Menederen og Anarkisten Wilhelm Teil, som strængt taget ikke var en hæderlig Mand, da han brød sin Ed og ophidsede Folket. Hun spekulerede over, hvordan hun vel kunde komme en Skovspurv saa nær, at hun skulde kunne tælle dens Vingefjær,for at forvexle den med en G-raaspurv. Hun var aldeles vis paa, at hun ikke kunde tage en Torbist for en Sandløber, om hun end ikke regnede Ledene i Fodroden efter, og paa Torvet vilde hun nok kunne kende en Skalle fra en Aborre uden at vide, hvor mange Skæl den ene eller den anden havde paa Sidelinjen. Hun havde intet Haab om nogensinde i Livet at træffe paa en retvinklet Triangel og at faa den Fornøjelse at overbevise en Tvivler om, at Hypothenusens Kvadrat var lig Summen af begge Kateternes Kvadrater. Hun vidste ikke, hvad hun skulde bruge Logarithmer til, da hun ikke havde i Sinde at blive Søkaptajn og Christoffer Columbus jo desuden opdagede Amerika uden Logarithmer, som Leibnitz først et Par Hundrede Aar senere morede sig med at opstille. Hun forstod ikke, hvad hun skulde med Astronomiens nyere Gisninger, siden Ægypterne allerede havde lavet Almanakken uden Herschels Teleskop. Hun begreb ikke. hvad hun skulde med Archimedes's Sætninger og Mariottes Love, da Eddison havde opfundet Telefonen uden det. Hvori laa da Bøgernes Frigørelse?«

Som Socialfilosof er, som man vil se, Strindberg i denne Bog akkurat lige saa skarpsindig som i de af os tidligere omtalte Afhandlinger. Hele Forskellen er, at han i denne Bog har iført sin Socialfilosofi et novellistisk Klædebon.Derved han at faa et større Publikum i Tale.

Det vil han roaaske faa til at tænke over store Spørgsmaal, som det ellers ikke skænker nogen Tanke. Saa meget desto bedre! Nogen Skade af den Strindbergske Filosofi vil det næppe tage.

Fra et æsthetisk Standpunkt vil Dommen over Bogen
maaske lyde særdeles gunstig; derom tilkommer det ikke
os at udtale nogen Mening.