Fabrikinspektør-Beretninger, I. De østrigske.

1 Østrig indførtes Fabrikinspektorat-Institutet ved Lov af 17. Juni 1883. Loven bemyndigede Handelsministeren efter Samraad med Indenrigsministeren at udnævne Central-Fabrikinspektør (»Central-Gewerbeinspektore) det nødvendige Tal af Eabrikinspektører eller rettere Industri inspektører (»Gewerbeinspektoren«)*). Fabrikinspektørs Virksomhed omfatter i Regelen alle industrielle Foretagender (»alle gewerblichen Unternehmungen«) i et eller flere Distrikter (»Bezirke«).« Undtagelsesvis kan enkelte Industrigrene udelukkes fra den almindelige Inspektion og derimod stilles under Spe ci al-Inspektørers Tilsyn. »Ligeoverfor Arbejdsgiverne og Arbejderne bestaar Fabrikinspektørernes i Tilsynet med Efterlevelsen af Lovbestemmelserne vedrørende: 1. de Indretninger, som Forretningsindehaverne er forpligtede til at træffe til Beskyttelse af Arbejdernes Liv og Sundhed saavel i Arbejdslokalerne som i Beboelsesrummene, forsaavidt de sørger for saadanne; — 2. Anvendelsen af Arbejderne, den daglige Arbejdstid og de periodiske Arbejdsafbrydelser; 3. Førelsen af Arbejderfortegnelser og Tilstedeværelsen Tjenesteordninger, Lønningsbetalingen; — 4. de unge Hjælpearbejderes industrielle Uddannelse.«

---

*) Vi benytter i det følgende den gængse, men ikke ganske adækvate Benævnelse »Fabrikinspektør.«

Ligeoverfor Avtoriteterne fungerer Inspektørerne som kontrollerende, refererende, raadgivende Fagorganer; særligt anbefales det de saakaldte »G-ewerbebehörden« ved Ansøgninger om Oprettelsen af ny industrielle Etablissementer eller Forandringer af alt bestaaende, at indhente Inspektørernes Betænkning, forsaavidt der bliver Spørgsmaal om Hensyn til Arbejdernes Liv og Sundhed. Inspektørerne skal ikke blot »ved en velvilligt Virksomhed« søge at sikre Arbejderne de Velgærninger, Loven har villet yde, men de skal »ogsaa taktfuldt understøtte Forretningsindehaverne i Opfyldelsen af de Fordringer, som Loven stiller til dem«; de skal, støttende sig til deres Fagkundskaber og Erfaringer, »med Billighed søge at mægle mellem Forretningsindehavernes Interesse paa den ene og Arbejdernes den anden Side«; de skal overhovedet bestræbe sig for at indtage »en Tillidsstilling, saavel lige overfor Arbejdsgiverne som overfor Arbejderne, en Tillidsstilling, der vil sætte dem i Stand til at bidrage til Bevarelsen eller Oprettelsen af et godt Forhold mellem de to Kategorier.« Inspektørerne skal hvert Aar afgive en udførlig Beretning om deres Virksomhed og lagttagelser, med Oplysninger om de passerede Ulykkestilfælde og disses Aarsager, med Forslag om administrative og legislative Forholdsregler i Industriens og Arbejdernes Interesse ...

I 1883 var Østrig blevet delt i 9, i 1885 deltes det i 12 Tilsynsdistrikter, med det tilsvarende Antal Inspektører. Det største af disse Distrikter (G-alizien og Bukowina) har et Areal, der er adskilligt mere end to Gange større end Danmark, og en Befolkning paa 6l6^l/₂ Mill. Indb.! Det næststørste Distrikt (Tyrol, Vorarlbergog er i Areal lidt større end Danmark, og har IV4 Mill. Indb. Det tredje største Distrikt (Oesterreich u. d. Enns — med Undtagelse af Wien — Oesterreich o. d. Enns og Salzburg) er saa stort som Danmark og har næsten lll^l/₂ Mill. Indb. Et fjerde Distrikt (Steiermark og Krain) er vel i Areal lidt mindre, men har l3l³/₄ Mill. Indb. Et femte Distrikt (Triest med Kystlandet og Dalmatien) har Danmarks halve Størrelse og noget over 1 Mill. Indb. Sex andre Distrikter (mellem hvilke Böhmen, Mähren og Schlesien er fordelte) har Størrelser omtrent som en Tredjedel af Danmark og Befolkninger paa 1å l3l³/₄ Mill. Indb.

Endelig danner Wien et Distrikt for sig — 1,₈ Mill. Indb. — Allerede denne korte Oversigt vil give en Følelse af, at det i det Mindste for adskillige af Inspektørernevil umuligt at føre Tilsyn med »alle industrielle Foretagender« i det paagældende Distrikt; — men en yderligere Forøgelse af Inspektørernes Tal er da ogsaa paatænkt.

Over Inspektørerne staar en Central-Inspektør. Det er hans Sag at vaage over, at det Offenliges Tilsyn med de industrielle Arbejdssteder saavidt muligt bliver ensartet i Rigets forskellige Dele. De Industridrivende forlanger med god Grund en ensartet Behandling; de vil stilles lige for Loven; ellers bliver Konkurrencebetingelserne ene Sted lettere, det andet Sted vanskeligere, altsaa forrykkede paa en Maade, der avler Uvilje og Misundelse; — en Centralisation af Fabrikinspektionen en nødvendig Forudsætning for Inspektionens I England er man derfor ogsaa i Tidernes Løb gaaet over til at centralisere Inspektionen, og i Tyskland, hvor Centralisation mangler, er det netop ogsaa en Hovedanke mod den dér besiaaende Inspektion, at den ganske bliver det, som den enkelte Inspektør gør den til: det ene Sted slap, det andet Sted skarp. Den østrigske Centralinspektør har da den Opgave at kontrollere Inspektørerne, at vejlede dem, at indpuste den samme Aand i dem. I dette Øjemed instruerer dem ikke blot skriftligt, men han rejser ideligt omkring i Rigets forskellige Dele for med egne Øjne at se. Den nuværende, meget virksomme Centralinspektør Ministerialraad Dr. Migerka.

De Beretninger, de østrigske Inspektører afgiver, offenliggøres*). Centralinspektøren afgiver en »almindelig i hvilken han fremsætter saadanne selvstændige Bemærkninger, han maatte finde Anledning til; tillige søger han at sammenfatte Enkeltberetningers Hovedresultater, og endelig udpeger han i sin almindelige saadanne Enkeltheder i de andre Beretninger, han ganske særligt ønsker at henlede Opmærksomheden

---

*) Bericht der k. k. Gewerbe-lnspektoren iiber ihre Amtsthåtigkeit Jahre 1884. Zweite unverånderte Auflage. "Wien, 1885. (340 S.) Bericht der k. k. G-ewerbe-Insp. iib. ihre Amtsth. im J. 1885. Wien. 1886. (508 S.)

Disse østrigske Beretninger tør man nok betegne som Evropas bedsteFabrikinspektør-Beretninger, uagtet der i de schweiziske (og ogsaa i enkelte tyske) ofte er præsteret meget Godt. De østrigske Inspektører indskrænker sig ikke til at afgive tørre, rent skematiske Oversigter over Fabrikinspektionen; nej, deres Beretninger er skrevne med øjensynlig Interesse; det er hele Afhandlinger, og anerkendelsesværdigt høj Grad er det, at alle disse omfangsrige afgives saa prompt, at det tykke, meget tæt trykte Bind, i hvilket de samles, kan udkomme et Par Maaneder efter Beretningsaarets Slutning. Disse Beretninger vidner om, at de østrigske Inspektører har taget det alvorligt, naar deres Instrux udtrykkeligt paalagde dem: »at skaffe sig nøje Kendskab Industriens og Haandværkets Tilstand, nøje Kendskab til Driftens lokale Ejendommeligheder, nøje Kendskab til Forholdet mellem Arbejdsgiver og Arbejder.« tør betegnes som meget vigtige Bidrag til Oplysning om de industrielle, ja de alment sociale Tilstande de Egne, de refererer sig til. Det er mere, end man tør sige om Fabrikinskpektør-Beretningerne i visse andre Lande.

En Fabrikinspektør har den Opgave at føre Tilsyn med, at de vedkommende Love, »Fabriklove«, eller hvad de nu kaldes, efterleves. Naturligvis giver Beretningerne om, hvad der er forefaldet i den Henseende. Men Inspektørerne har ogsaa den Opgave at henlede de administrative og legislative Myndigheders Opmærksomhed paa ønskelige Ændringer i den bestaaende og overhovedet paa saadanne Forholdsregler, der bør gennemføres enten i de Industridrivendes i Arbejdernes Interesse; — er denne Opgave ikke udtrykkeligt nævnt i Loven eller i Inspektørens saa forstaar den sig dog i ethvert Fald af sig selv; — i Østrig er den forøvrigt udtrykkeligt nævnt i Loven Da de østrigske Inspektører indtil nu kun har fungeret et Par Aar, er det begribeligt, at de hidtil har holdt deres Reformforslag noget tilbage; — alligevel er Centralinspektøren allerede nu i Stand til at nævne en hel Række af legislative og administrative Reformforslag. — Endelig har Inspektørerne den Opgave og de har den, hvadenten den udtrykkeligt er blevet dem betydet, eller ej —: at »vinde en Tillids-

stilling, aaavel ligeoverfor Arbejdsgiverne som overfor Arbejderne«, en Tillidsstilling. »der sætter dem i Stand til at befæste eller oprette et godt Forhold mellem begge Parter«; Arbejdsgiveren skal vide, at Inspektøren ikke uden Nødvendigbed vil begrænse Industriens Frihed; skal vide, at Inspektøren ikke er en Slave af Lovens Bogstav, men at han ogsaa i saadanne Forhold, som Loven har ladet uomtalte, efter Evne vil virke fur Arbejdernes Vel. Hvad de østrigske Beretninger om den i denne Retning udfoldede Virksomhed, er maaske det. der giver dem deres Hovedinteresse. den Skrivelse, hvorved Centralinspektøren oversendte den sidste Beretning til den østrigske Handelsminister, Pino von Friedenthal, skrev han: >. . . ved den lykkelige Bilæggelse af opstaaede Differencer Arbejdsgivere og Arbejdere ryddedes mangen en Spire til Forstyrrelse af den sociale Fred bort; ofte havde Arbejderne Lejlighed til at erfare, at Inspektørerne staar ved deres Side som velmenende Raadgivere og Hjælpere, men at de ogsaa som saadanne sig kaldede og forpligtede til at sige Sandhedens Ord; — mange for Arbejderen ugunstige Forhold viser sig nu at være fjærnede, og omvendt er adskilligt indført og forberedt, der er i Stand til at forbedre Arbejderens Kaar.«

Som Prøve paa, hvorledes en østrigsk Fabrikinspektør-Beretninger skal der blive meddelt nogle Uddrag; — mere end forholdsvis smaa Uddrag kan ikke gengives her: Beretningernes betydelige Omfangumuliggør, nogen af dem meddeles in extenso. Naar vi gengiver nogle Uddrag af Fabrikinspektør ArnulfNawratils om Galizien og Bukowina, er det fordi disse Egne frembyder saa ejendommelige Tilstande, at det vil interessere at høre noget om dem fremfor om Egne med mindre karakteristiske Tilstande, Industrilande er Galizien og Bukowina rigtignok paa ingen Maade; knap nok er de evropæiske, i alt Fald

ikke moderne Kulturlande, tværtimod kun »halvasiatiske« Lande; — men at deres Tilstande er af en saa ejendommeligBeskaffenhed, ikke, at Beretningen om dem kan afgive Prøve paa, hvorledes man i ØstrigforfatterFabrikinspektions-Beretninger.

Store nok er Landene: Galizien er netop to Gange større end Danmark og har en tre Gange større Befolkning; er saa stort som Sjælland og Fyn tilsammen, men har kun ca. 600,000 Indb. Industri er der imidlertid meget lidt af: i Galizien er der kun én Fabrikby (Biela, — der endda kun har 7 å 8000 Indb.), og »de enkelte Fabrikforetagender ligger spredte som Oaser i Ørkenen«; med Bukowinas Industri er det endog endnu tarveligere bevendt. Nawratil, der i 1884 og 1885 har inspiceret vel ikke alle, men dog næsten alle større Etablissementer i Galizien, har blandt dem kun fundet 1 med ca. 1300 Arbejdere, 1 med 500, 22 med over 100 og 37 med mellem 50 og 100 Arbejdere, navnlig Teglværker, Dampmøller og Savværker, desforuden et Par Papirfabriker, en Sukkerfabrik, en større Maskinfabrik og nogle Jernbanereparaturværksteder. Bukowina er der kun 1 Etablissement, der beskæftiger over 100 Arbejdere, og 6 med en Arbejderstyrke lidt over 50 Mand.

De Forretninger — beretter nu Nawratil —, der drives virkeligt industrimæssigt, er i Reglen godt indrettede,og end Adskilligt til Beskyttelse af Arbejdernes Liv og Sundhed, saa finder man dog imødekommende Forstaaelse for Fordringer om SikkerhedsmidlersIndførelse. sandt Mas har derimod Inspektørenmed Arbejdsgivere, der som blotte Empirikere driver Forretningen, uden teknisk Fordannelse,og har en afgjort Foragt for, hvad de betragtersom Theori. Mange industrielle Etablissementerejes af Godsejerne, men bortforpagtestil Højstbydende. I Reglen bestemmes det i Forpagtningskontrakten, at de større Forandringer i Etablissementet skal ske paa Ejerens, de mindre Udbedringerderimod Forpagterens Bekostning. Hvilket Spillerum for Stridigheder om, hvem der skal gennemføre Inspektørens Anordninger! Til denne Art Etablissementer hører de talrige smaa Vandmøller, Savværker, Ølbryggerier og Brændevinsbrænderier, der alle hører til de slettest holdte Industrietablissementer.

Her exploiteres ogsaa Arbejdskraften særligt stærkt. Men der er ogsaa en Kategori Driftsherrer (især i Træ-, Petroleums- og Jordvoxindustrien), der anlægger Forretningensaa som vel tænkeligt, kun for en begrænsetTid, hvilken det saa gælder at drage den størst mulige Nytte af den i Forretningen anlagte Kapital.Alt, der staar i Forbindelse med denne Art Industri, udpines, og at Arbejderen ikke her skaanes, forstaar sig af sig selv. Myndighedernes Forskrifter ringeagtes og Loven omgaas, hvad der er saa meget lettere, fordi denne Art Forretningers oftest afsides Beliggenhedvanskeliggør og kommer det til Sagsanlæg, trækkes Sagen om muligt saa længe ud, at naar Dommen endelig falder, er Forretningen opløst...

Haandværksindustrien er saavel i Galizien som i Bukowina gaaet stærkt tilbage. Kun ide større Byer, især i Hovedstæderne Krakau, Lemberg og Czernovitz, rinder man Haandværkere, der beskæftiger flere Svende og Lærlinge. Forøvrigt arbejder Mestrene kun med 1 å 2 Svende eller kun med Lærlinge, men oftest alene, og hyppigt træffer man hos saadanne Folk en saadan Nød, at man bliver nødt til at give Almisse i Stedet for Anordninger . ..

Den egenlige Arbejderklasse er kun meget svagt repræsenteret i Galizien og Bukowina. Med Undtagelse af Haandværkssvendene og -lærlingene, en Del Arbejderei nogle faa Arbejdere paa Maskinfabrikerneog der udelukkende lever af deres industrielle Fortjeneste, tages de øvrige Arbejdereblandt Saalænge Bonden er velhavende, giver han sig kun nødigt af med industrielle Arbejder; men i de senere Tider er det gaaet meget tilbage for ham og ofte rejser han milevidt bort for at finde Arbejde.Den Bonde er mere arbejdsom end den østgaliziske, er ogsaa forstandigere og benyttes derforgærne Arbejde. Bonde-Arbejderen er villig, lydig, yderst nøjsom, betragter sin Arbejdsgiver som en Velgører, modtager den ofte svært* fortjente Løn formelig med Taknemlighed, og lader sig, naar han behandlesnogenlunde bruge til Alt. Men han er meget uvidende, kan i Almindelighed hverken læse eller skrive, har intet rigtigt, eller rettere sagt: slet intet Begreb om Loven og de Rettigheder, Loven giver

ham, og véd navnlig ikke, hvorledes han kan komme
til sin Ret. At saadanne Arbejdere ofte exploiteres
utilbørligt, er begribeligt.

Mange Arbejdsgivere aner ikke, hvori FabrikinspektørensBestilling andre lader, som om de ikke vidste det. »Jeg kan ikke paastaa at kunne glæde mig over i nogen særlig Grad at nyde Arbejdsgivernes Tillid;mange, ganske dannede Arbejdsgivere, var hidtil af den Mening, at alle de Spørgsmaal, Fabrikinspektørenstiller dem, hovedsagelig har en fiskal Bagtanke, — selv om man nok saa meget gør dem opmærksommepaa, det udtrykkeligt staar i Loven, at Finansförvaltningen ikke i nogensomhelst Retning maa benytte Fabriidnspektørerne. Det er gentagne Gange hændet mig, at Arbejdsgiverne ligefrem gav sig ud for at være Arbejdere og foregav, at Driftsherren ikke var tilstede. Først naar de ved at tale med mig kom til den Overbevisning, at jeg ikke havde noget med Skatter og Sligt at gøre, demaskerede de sig pludselig som Driftsherrer. I adskillige Forretninger træffer man, især naar man kommer ganske uventet, et større Antal Arbejdere, — der efterhaanden forsvinder, endog gennemYinduerne, og saa er kun Arbejdsgiveren og en eller to Arbejdere tilbage: Arbejdsgiveren frygter, at Skatteavtoriteterne, naar de bragte i Erfaring, at han beskæftiger et større Anlal Arbejdere, vilde sætte ham i højere Skat. I andre Forretninger, hvor jeg traf et større Antal Arbejdere, og spurgte om, hvormangeder lød Arbejdsgiverens Svar, at disse var hans Slægtninge, der blot var komne i Besøg, og at hine var Arbejdernes Slægtninge, og paa den Maade reduceres det store Antal Arbejdere til to eller tre Lærlinge! . . . Som oftest opgives Lønnen urigtigt, og jeg er overbevist om, at alle de Opgivelser, jeg har samlet, — især fra Forretninger, hvor Arbejdsgiveren og Arbejderne var Jøder —, er ganske værdiløse. At henvise til Lovens Bestemmelser om Straf for falske Angivelser, nytter ikke meget, naar der hersker en saadanForstaaelse Arbejdsgiver og Arbejdere, som i disse Forretninger. Heldigvis finder dette Forhold dog kun Sted i Smaaforretningerne; ide større, især de fabrikmæssige, gives der dog visse Holdepunkter, ved Hjælp af hvilke man i værste Tilfælde kan komme i alt Fald til halvvejs Klarhed over det virkelige Sammenhæng.Men

menhæng.Meni Almindelighed gives der kun meget faa Arbejdsgivere, der er til at stole paa. og man maa ofte ligefrem anstiller Krydsforhør for nogenlunde at erfare Sandheden. Og er Arbejdsgiveren tilstede, er Arbejdernemeget de siger ikke meget, eller slet intet. Er Arbejdsgiveren ikke tilstede, udtaler Arbejderensig mere aabent, ja fremfører Klager mod Arbejdsgiveren, — som han dog øjeblikkelig tilbagekalder,naar viser sig, enten fordi hans Klager er overdrevne, eller fordi han frygter at miste sin Plads. Den jødiske Arbejder svarer næsten altid, at han overhovedet ikke véd noget, og at kun Arbejdsgiverener Stand til at give de fornødne Oplysninger vedrørende hans Person.«

Af Arbejdslokalernes Indretning giver Inspektøren
en særdeles udførlig Skildring, som vi her kun kan give
nogle faa Prøver paa.

Han omtaler først Savværkerne. Nogle af dem er meget godt indrettede og administrerede; det er dem, hvor Skovejeren driver et rationelt Skovbrug og forarbejderdet den aarlige Hugst vundne Træ til Handelsprodukt;disse er godt indrettede og godt bestyrede, netop fordi de staar i nøje Forbindelse med Skovbruget og er beregnede paa en lang Existens. Daarligt staar det derimod til, naar Skovejeren ikke selv driver Savværket, men har bortforpagtet det; Forpagterenbekymrer kun lidet om Værkets Istandsættelse;men denne Art Savværker i Almindelighed kun beskæftiger et yderst ringe Antal Arbejdere og i det Hele er ganske smaa, bliver Faren for Ulykkestilfældekun Men saa er der den tredje Art Savværker: de, der anlægges af Spekulanter og kun er beregnede paa at arbejde en vis Tid, en B—ls8_—15 Aar. Spekulanterne opkøber her hele Skove, som de hugger om hurtigst muligt. Allerede den Omstændighed at Værkerne kun skal holde en vis Tid, foranlediger en saadan Driftsherre til kun at anvende en saa lille Kapitalsom muligt til Anlæget. Værkerne indrettes slet, om Reparationer, Beskyttelsesindretninger og anstændig Omsorg for Arbejderne er der slet ikke Tale. Naar Værket har arbejdet et Par Aar, er det i en Forfatning, som om det skulde brydes op den næste Dag, og derfor staar Ulykkestilfælde her permanent paa Dagsordenen. Dertil kommer, at den tekniske Drift er

saa jammerlig som muligt, og Arbejderne exploiteres paa den mest oprørende Maade; men det er stakkels Folk, der ikke engang tør give Fabrikinspektøren Beskedom, det staar til, af Frygt for at miste den Smule Fortjeneste, de dog har. Værkerne er paa den mest uforsvarlige Maade udsatte for Ildsvaade. I elendige Rum, fyldte med Savspaaner, spaserer Værkførerneom, Tobakspiben i Munden, eller de tænder sig endog Cigaretter derinde og kaster skødesløst den endnu ulmende Tændstik hen i Spaanerne, — trods de overalt opslaaede Plakater: »Tobaksrøgning er paa det strengeste forbudt i Savværkerne.« ... »Uagtet de fleste Savværker ligger spredte i Bjergegnene og uagtet et hyppigere Tilsyn med dem foraarsager megen Ulejlighedog vil jeg dog ikke undlade ogsaa fremtidigtat dem min særlige Opmærksomhed, og saa ofte det blot er mig muligt, skal jeg ikke undlade at besøge dem og gøre alt muligt for dog endelig at bringe Orden i denne Industrigren, forsaavidt det gælder de der beskæftigede Arbejderes Sikkerhed.«

Af de talrige Møller gives ogsaa en gruopvækkende
Skildring. Kun ét Firma, som Inspektøren nævner ved
Navn, har sine Møller i god Orden.

»Jeg maa ogsaa tale om Bagerierne i mit Distrikt. Med faa Undtagelser er de slet indrettede, navnlig mangler de Plads, og til Arbejderne tages der slet intet Hensyn. Særlige Stuer, hvor de kunde opholde sig i Arbejdspavserne, findes næsten intetsteds; ligeledes mangler Vaskeindretninger, skønt Arbejderne bestandig arbejder i Dejg, og allerede af Hensyn til Forretningen burde vaske sig oftere hver Dag. Paa Grund af den høje Temperatur, Dampen, den gærende Dejgs Uddunstningerosv. de hygiejniske Forhold i højeste Grad ugunstige: Ventilationsindretninger savnes og urenlighedhersker Arbejdsrummene, som Arbejderne oftest ogsaa sover i, skures sjældent, Væggene renses aldrig, Gulvet er ofte bedækket med et klæbrigt Stof, og Alt er saa væmmeligt, at jeg ikke betvivler, at mangen Bager vilde miste sine Kunder, naar de kunde kaste et Blik ind i hans Bageri. Hvor slem Urenligheden end er, saa kunde den dog let fjernes; men Mangelen paa Plads er et kronisk Onde, der ikke let skaffes bort. I disse Forretninger skulde man dog tillige tage Hensyn til det konsumerende Publikum, for hvilket det dog

ikke kan være ligegyldigt, at Varerne produceres under
Omstændigheder, der maa betage Enhver Lyst til at
nyde dem ...«

Af Bryggerierne, Svovlstikfabrikerne, Bygningsindustrien, Paraffin-, og Ceresinraffinaderierne en Skildring, der heller ikke er lystig. Saaledes hedder det: »I hele Galizien og Bukowina er der kun i 6 af de talrige Petroleums-Destillaturer ansat Kemikere som Driftsbestyrere; i alle de andre fangerer for Størstedelen Folk, der slet ingen tekniske Kundskaber som kun rent empirisk har lært Forretningen, som ofte ikke kan læse og skrive. Naar man nu betænker, hvilken Forsigtighed der er nødvendig ved Ledelsen af en saadan Petroleumsfabrik, hvor man dog har at gøre med saa brandfarlige Produkter og med Stoffer, der — som koncentreret Svovlsyre og kaustisk Soda — ved uforsigtig Omgang kan foraarsage farlige Saar, saa vilde det være paa sin Plads, om det strengt blev paalagt Driftsherrerne at de til Bestyrelsen af saa farlige Forretninger kun benyttede Folk, der er teknisk uddannede dertil; faktisk er det, at mange Ulykkestilfælde har deres A årsag i den ukyndige Ledelse Driften. En kyndig Bestyrelse er saa meget mere nødvendig, fordi den skulde modvirke den Indolens og Uforstand, som Arbejderne viser ligeoverfor den store Fare, de bestandig er udsatte for. Med den største Uforsigtighed omgaas Arbejderne med Svovlsyren, begiver ind i Rum, der er fyldte med Petroleumsdampe En Arbejder vilde tænde sig sin Pibe; hans Hænder og Klæder var vaade af Petroleum, og i et Øjeblik stod hele Personen i lys Lue. len anden Fabrik vilde en Arbejder tænde sig en Cigaret; han strøg Svovlstikken af, og i samme Øjeblik tændtes den Petroleumsgas, der havde samlet sig i Værelset; ikke blot den Arbejder, der havde foranlediget Explosionen, men ogsaa tre andre fik ild i deres Klæder, — og som brændende Fakler styrtede de ud i det Fri: en brændte helt op paa Stedet, en anden døde efter et Par Dage, de to andre slap med svære Saar; — hele Fabriken nedbrændte ved den Lejlighed. Men havde der i alle disse Tilfælde været et strengt og sagkyndigt Tilsyn med Forretningen, vilde Ulykkerne ikke være skete.«

Men ikke blot er Arbejderne udsatte for at omkommeved
og andre Ulykkestilfælde;

deres Sundhed er bestandig udsat for skadelige Indflydelser.I og Jordvoxfalbrikerne er det især Hudsygdomme, dog ogsaa Øjensygdomme, der grasserer. Inspektøren beretter, hvad han har gjort for at modvirke disse Farer. De kan nemlig meget godt modvirkes, og Inspektøren giver en Skildring af en stor Petroleumsfabrik — tilhørende Stanilaus Eitter v. Prus Szczepanowski i Peczenizyn —, vistnok en af Evropas bedstindrettede Fabriker, der viser, at selv i saa farlige Forretninger som Petroleumsraffineringen, kan en god indretning og kyndig Bestyrelse reducere Faren til en forholdsvis meget lille. Inspektørens Beretning udviser, at han har været meget virksom og, at han gør alt, hvad der staar i hans Magt, for at betrygge ArbejdernesLiv Sundhed; men Forbedringernes Indførelse koster ofte mange Penge, hvilket begribeligvis er en stor Hindring; en yderlig Hindring ligger i den mangelfuldeUnderstøttelse, finder hos Avtoriteterne,og hvilken han giver mange Exempler; og endelighar at kæmpe med selve Arbejdernes Sløvhed og Ligegyldighed: »de fleste af dem betragter enhver Beskyttelsesindretning med skæve Øjne«.

I den øvrige Del af Beretningen fortæller Inspektørenom: af Kvinder (i Almindelighed ikke meget hyppig, men af og til af en utilbørlig Beskaffenhed:højtfrugtsommelige ser man benyttede til at slæbe store Byrder op paa Stilladserne ved Opførelsenaf Benyttelsen af Børn og unge Mennesker,Arbejdsdagens (i Fabrikerne i Almindelighedfra 6 Morgen til 7 Aften, med 1% Times Pavse, altsaa en effektiv Arbejdstid paa IIV2 Time, — skønt Loven foreskriver en Normalarbejdsdag paa 11 Timer — enkelte Steder arbejdes endog 15^—16 Timer uden Pavser), om Overholdelsen af Søn- og Helligdage (Overtrædelserne af Forbudet mod Søndagsarbejde er forholdsvis ikke hyppige, dog ikke af Agtelse for Loven, men fordi Arbejderne af religiøse Grunde i Almindelighedikke indlade sig paa at arbejde om Søn- og Helligdage; — de jødiske Arbejdere holder ogsaa strengt over Sabbathshvilen, men arbejder til Gengæld, aabenlysteller lukkede Døre, om Søndagen: Konkurrencenmed Kristne vilde jo ogsaa blive dem yderst vanskelig, naar de baade skulde overholde de kristne og de jødiske Helligdage). Endvidere Beretning om Arbejdsordningen,Lønningen,

bejdsordningen,Lønningen,de unge Arbejderes tekniske Uddannelse, Arbejdernes økonomiske Forhold i Almindelighed,deres Boliger og slette, overvejende vegetabilske Kost, deres Brændevinsdrikken, den ringe Udvikling af Sparekasser og Sygekasser osv. Ogsaa her fremhæves Szczepanowskis Petroleumsfabrik som en Oase i Ørkenen: den har en Sygekasse, sin egen Læge, et Sygehus, et Bibliothek og en Læsestue for Arbejderne m. m. Enkelte andre, af Inspektøren ved Navn nævnte Driftsherrer gør jo ogsaa noget for deres Arbejdere i Retning af »Wohlfahrtseinrichtungen«, — men det er dog kun sjældne Undtagelser. »Saavidt det stod i min Magt har jeg i alle Retninger opmuntret til Dannelsen af Sygekasser, og bl. a. har jeg ogsaa anmodet Ridder von Grorayski, den højtfortjente Formand for den galiziskePetrolenmsforening, at foranledige Indehaverneaf Destillaturerne i Gorlicer Distriktet til at danne en Sygekasse for samtlige Petroleumsarbejderei Distrikt, eftersom de enkelte Driftsherrerpaa at Arbejdernes forholdsvis ringe Tal ikke hver for sig kunde danne en saadan Kasse med heldigt Resultat. Ridder von Gorayski har ogsaa paa den mest forekommende Maade udsendt Indbydelser i dette Øjemed til de enkelte Driftsherrer; men ikke en eneste har villet tiltræde en saadan Forening; tværtimodhar fleste afslaaet Indbydelsen, idet de foregav, at deres Arbejdere ikke vilde høre Tale om Sygekasser, ja endog erklærede, at de, hvis man vilde tvinge dem ind i Sygekasser, vilde forlade Arbejdet. Efter at saavelmine Hr. Gorayskis Bestræbelser for at faa en almindelig Sygekasse dannet saaledes er strandede, har jeg opfordret hver enkelt Driftsherre til enten at opretteen eller til at tiltræde en alt bestaaende,og vil, hvis ej heller denne min Opfordring skulde frugte, anraabe Avtoriteterne om Understøttelse.«

Til sin Beretning har den galiziske Inspektør føjet
to Tillæg.

I det ene giver han en gruopvækkende Skildring af Arbejdsforholdene i de betydelige Petroleums- og Jordvoxgruberi og Wolanka. Han tillader sig det Spørgsmaal: »hvorledes er det muligt, at Tilstande, der ligefrem maa faa Haarene til at rejse sig paa Hovedet,saalænge blevne taalte?« Grubearbejdernes Tilstand er her i enhver Retning saa ejendommelig, at

noget Lignende hverken findes andetsteds i Østrig eller overhovedet i Evropa. Arbejderne mishandles i enhver Retning. Man behøver blot at kaste et Blik ind iet Arbejderherberge, hvor der i en snæver Stue ofte ligger 60^—70 Personer af begge Køn, Krop mod Krop, saa klods op ad hverandre, at de ofte ikke kan vende sig, — og man vil forstaa Boryslawer Arbejdernes materielleog Forfald. Det er ogsaa en sjælden Slags Mennesker, fra alle mulige Lande, yderst forkomne,og Mennesker behandles de overhovedet ikke. Om en Arbejder knækker Halsen, er ganske ligegyldigt;der altid andre Ulykkelige, der kunne træde i hans Sted, og det er Hovedsagen; Arbejderen har som et Trækdyr kun Værdi, saalænge han har Kraft til at arbejde Værst faren er Arbejderen, naar han bliver alvorlig syg eller kommer til Skade; paa den grusomste Maade prisgives han sin Skæbne, eller hemmeligt skaffeshan fra Egnen, for at Driftsherren ikke skal faa Ulejlighed med ham. Til Hospitalet i Drohobycz kommersyge ofte ganske nøgne.« Osv.

I det andet Tillæg giver Inspektøren en Skildring af Smede-Husindustrien i Swiatniki. Man ser deraf, at Inspektøren ikke udelukkende holder sig til Fabrik- og Haandværksindustrien, men at han ogsaa søger at give Bidrag til Belysning af Husindustri, — Bidrag af megen social Interesse.

Et Par Mil fra Krakau ligger Landsbyen Swiatniki gorni. Der bor her omtrent 1800 Personer. De smaa Jordbrugere har i Reglen kun 1 å 2 Tønder Land, og begribeligvis kan en hel Familje ikke leve deraf. Som Bierhverv driver Bønderne da Smedehaandværk. NavnligHængelaase Men der arbejdes iet saa daarligt Materiale, med saa daarligt Værktøj og i Et og Alt paa en saa primitiv Maade, uden al virkeligfagmæssigOplæring, Produktet bliver yderst tarveligt,og der tjenes ved Arbejdet derfor overordenligtlidt. Par Exempler kan karakterisere det Hele: »Peter Lenczowski forarbejder fra Kl. 4 om Morgenen til Kl. Bom Aftenen 6 Hængelaase. Et Dusin sælger han for fl. 1,20. Materialet hertil koster 70 kr.; følgeligtjener paa et Dusin 50 kr., naar der ikke trækkesnoget for Sliddet paa Værktøjet, altsaa 25 kr. for en daglig Arbejdstid paa 16 Timer. Han har Kone og 3 Børn, ejer et lillebitte forfaldent Hus med XU

Tønde Land. Elendigheden er grænseløs; der findes ikke engang Senge i Huset; Beboerne sover paa Træbænke ... Stanislaus Kozkowski, gift, Fader til 3 Børn, Ejer af et lille Hus med en eneste Stue, 1/₂ Tønde Lands Jordtilliggende, forfærdiger smaa Hængelaase,arbejder Kone og Børn, forfærdiger et Dusin i en Arbejdsdag paa 12 Timer, sælger det for 62 kr., Materialet koster 40 kr., hele Familjens Fortjeneste 22 kr. pr. Dag.« I den Stil saa godt som helt igennem. Kun en enkelt Swiatniker, der virkelig har lært Smedehaandværket,og har ordenligt Værktøj, kommer bedre fra det. Situationen forværres derved, at næsten alle Swiatnikerue i Stedet for at sælge direkte til Forhandlerne,maa Mellemhandlere, der aldrig betalermed Penge, men kun med Raamateriale og Viktualier. Deraf følger, at det aldrig bliver dem muligtat selv den mindste Driftskapital, og desuden bliver de snydt, da de maa modtage Kaamaterialet og Viktualierne til de Priser, der dikteres dem. Graar Swiatnikeren til Krakau for der at sælge sine Varer, kan han vel realisere en lidt højere Pris, men taber saa en hel Dag derved. Til Forbrugere i Landet selv sælges vel endel, men der produceres dog altid saa meget, at Overskudet maa søges afsat udenfor Egnens Grænser. Men Konkurrencen bliver vanskeligere og vanskeligere: dels konkurrerer Fabriksprodukter, dels Haandværksprodukter, der er produceret under bedre Forhold end Swiatnikerprodukterne. Det lille Bierhverv, som Swiatnikerne, hvor ynkeligt det end er, dog ikke kan undvære, synes at gaa sin Undergang imøde. Hele denne sørgelige Situation udmaler Inspektøren i sin Beretning.

Andre af Beretningerne opruller lysere Billeder. Er Beretningerne end udarbejdede efter en ensartet Plan og omhandler de end for Størstedelen de samme Sager, saa bestaar der dog imellem dem store Forskelligheder,— eftersom den østrigske Stat er sammensat af saa yderst forskelligtartede Bestanddele.Men forskellige Farver — undertiden,som ovenfor citeredes, meget mørke, undertidenogsaa smilende — hidrører ikke udelukkende

fra selve Forholdenes Forskelligtartethed; selvfølgelig gør Inspektørernes Individualiteter sig ogsaa stærkt gældende.Det for Exempel, tydeligt nok, at naar Beretningenfra Vorarlberg og Kärnten fremstiller Forhold, der ser saa overordenligt gunstige ud i Sammenligningmed galiziske Forhold, saa er Grunden ikke udelukkende den, at Forholdene i Tyrol, Vorarlbergog i Virkeligheden er meget bedre end de i Galizien og Bukowina, men for en Del maa Forklaringenaabenbart i de respektive Inspektørers Individualiteter.

Inspektøren i det Distrikt, dei omfatter Tyrol, Vorarlberg og Kärnten (Jos. v. Rosthorn) har i det Hele fundet ganske gode Forhold, megen Imødekommen god Forstaaelse. »Overalt, hvor jeg kom hen, saa jeg, at de Raad, jeg ved mine tidligere Besøg havde givet, allerede var bragt til Udførelse; overalt mødte jeg den mest tillidsfulde Imødekommen hos de Industridrivende; ligesom i det foregaaende Aar fandt jeg heller ikke i dette en eneste G-ang Anledning til at fremsætte en Klage; tværtimod anmodedes jeg af flere Industridrivende, hvis Etablissementer jeg endnu ikke havde besøgt, om Raad; i adskillige Egne fandt jeg hos Fabrikejerne den hæderlige Ærgærrighed: at overtræffe de andre i Indførelsen af hygiejniske Forholdsregler, Beskyttelses- og Velfærdsindretninger.«

Af Arbejdslokalernes Indretning giver den tyrolske Inspektør i det Hele en tiltalende Beskrivelse. Vel er det saa, at de ældre Fabriker lader meget tilbage at ønske; men mange af de gamle Fabrikers Ejere arbejder dog med stor Energi og betydeligt Held paa at faa dem forbedrede, saa at de kan tilfredsstille alle rimelige Fordringer, og hvad angaar »de i en nyere Tid opførte Fabriker, kan de for største Delen betegnes som sande Mønstre paa Fuldkommenhed. Blandt dem glimrer i første Række det store, lige fuldendte Bomuldsspinderi, der tilhører G-etzner, Mutter & Co. i Bludenz (Vorarlberg).«Inspektøren saa en lille Beskrivelse af den Fabrik, »et non plus ultra af Fuldkommenhed«, og nævner ogsaa andre Mønster-Fabriker, hvor der ligeledes er »tænkt paa Alt, hvad der kan bidrage til ArbejdernesSundhed Sikkerhed«. »Saadanne Exempler virker fremsporende paa de andre Industridrivendes rgærrighed,og nærer den Overbevisning, at jeg ogsaa

fra andre Dele af mit Distrikt vilde have lignende at
berette, naar der der i den seneste Tid var bleven opført ny
Fabriker af nogen Betydning.«

Efter at have skildret Arbejdslokalerne gaar Inspektøren til at berette om de forefaldne Ulykkestilfælde om, hvad der er gjort baade for at forebygge saadanne og for at afværge sundhedsskadelige Indflydelser. giver han her de kommunale Avtoriteter Hovedet, fordi de, — formodenlig fordi de intet Begreb har om Betydningen af en Ulykkestilfælde- Statistik — i Almindelighed undlader at sætte Inspektøren Kundskab om forefaldne Ulykkestilfælde. Af mest Interesse i dette Afsnit er forøvrigt Beretningen om, hvorledes Inspektøren — i Erkendelsen af, at han har en videre Opgave end blot at paase, at det i Loven udtrykkeligt Paabudte efterleves — i Klagenfurt har faat oprettet en permanent Udstilling af Modeller til Beskyttelsesindretninger. Inspektøren bemærker, at man ikke kan forlange, at de Industridrivende skal kende alle de Beskyttelsesindretninger, der kan være Tale om at anbringe i Fabrikerne, men at man derimod er berettiget til at forlange, at Inspektørerne kender dem, saa at de kan give de Industridrivende Raad med Hensyn til saadanne Indretningers Anbringelse; men Inspektørernes Raad og Vejledning vil faa mere Vægt, naar de kan henvise de Industridrivende til permanente Modelsamlinger, hvor de kan gøre sig bekendt med de hensigtsmæssigste Konstruktioner.

I Afsnittet om Arbejdstiden fremhæves det, at de mere fremragende Industridrivende har erklæret, at de ikke ser noget for deres Interesser Betænkeligt i den 11 Timers Normalarbejdsdag, den østrigske »Gewerbenovelle« 1885 har indført, »naar blot deres indenlandske uden Undtagelse forpligtes til at overholde den samme Arbejdstid«, — en meget rimelig Fordring. Inspektøren indlader sig i dette Afsnit paa en udførligere Redegørelse for den sydtyrolske Silkeindustris Situation, som han har gjort til Genstand særlige Undersøgelser, og han omtaler ogsaa udførligt den betydelige fabrikmæssigt drevne Broderi- Industri i Vorarlberg. Om Arbejdstiden i Kunstmøllerne anfører han følgende: »Her herskede hidtil den gamle Skik med vexlende 24-Timers-Arbejdshold. I fulde 24 Timer betjente Møllersvendene Maskinerne, hvilte der-

paa i 6 Timer, beskæftigedes derefter i 6 Timer med forskellige mindre Arbejder, og nød saa 12 Timers Hvile; derefter begyndte han forfra med sine 24 Timer osv. I 48 Timer havde han altsaa 30 Arbejds- og 18 Hviletimer. For den Kammerat, der afløste ham, gjaldt den samme Tidsinddeling; kan begyndte han paa sine 24 Timer, naar hans Forgænger var bleven færdig med dem. Paa Spørgsmaal om, hvorfor en saadan Tidsinddeling fik jeg altid det Svar, at uden den størst mulige Udnyttelse af Arbejdskraften vilde det være den alpine M olieindustri absolut umuligt at konkurrere de ungarske Møller. Men dette Argument holder ikke Stik; thi der er i mit Distrikt flere meget store og blomstrende Møller, hvor der vexles med 12 Timers Arbejdshold, og hvis Ejere har tjent betydelige Formuer. Idet jeg støttede mig paa denne Omstændighed, jeg, at ogsaa de andre skulde opgive deres 24 Timers Arbejdshold.«

I den tyrolske Inspektørs Beretning fortjener ogsaa de ret betydelige lønningsstatistiske Bidrag at fremhæves, som adskillige meget interessante Oplysninger hvorledes Arbejderne i hans Distrikt overhovedet lever. Beretningen slutter med Oplysninger Arbejderbibliotheker, Sygekasser, Forbrugsforeninger, og andre Indretninger til Arbejdernes Bedste.

Bestaar der saaledes end store Forskelligheder mellemBeretningerne, gælder det dog om dem alle, at de i god systematisk Orden bringer et meget betydeligtStof. indgaaende behandler de alt, hvad der refererer sig til de ved Arbejdet passerede Ulykkestilfælde: man faar en Beskrivelse af de enkelte Tilfælde, Oplysninger om hvilke Indretninger, der er trufne eller bør træffes for at forebygge Ulykkestilfælde.Mindre er de saakaldte »Berufskrankheiten«- behandlede, rimeligvis fordi den medicinske Viden er mindre stærk end den tekniske hos Inspektørerne. Mange Bidrag til en Lønningsstatistikog til Belysning af ArbejdernesKaar ogsaa. I enkelte Beretninger findes særdeles fyldig Besked om det tekniske

Undervisningsvæsen. Det hele Arbejderforsikringsvæsenfremdrages Af og til gives ogsaa lidt Oplysning om, hvorlænge Arbejderne bar arbejdet paa samme Sted. I det Foregaaende er der jo anført Exempler paa, hvad man vil finde i Beretningerne, — men ogsaa kun Exempler, paa ingen Maade nogen udtømmende Opregning. Saa meget er vist, at Socialforskere, de lovgivende og de administrativeMyndigheder lære overordenligtmeget de østrigske Beretninger. Ogsaa selv de Industridrivende kan af dem øse mangen nyttig Lære. Og de ikke blot kan lære af dem; de gør det faktisk. »Da jeg inspicerede Gebrüder Thonets Møbelfabriki saaledes hedder det f. Ex. i en af de mähriske Inspektørers Beretninger, »saa jeg, at man dér netop var i Begreb med at forsyne samtlige Save, Fræse- og andre Træforarbejdningsmaskiner med hensigtsmæssigeBeskyttelsesindretninger. Rettesnor havde man taget sig de østrigske FabrikinspektørersBeretninger 1881-, og man bestræbtesig at fjærne alle de i dem dadlede Mangler ved Maskinerne«. Dette er kun et enkelt Vidnesbyrd; et mere almindeligt Vidnesbyrd om, hvormeget Beretningernelæses, deri, at det tykke Bind, der indeholder Beretningerne fra 1884, maatte udkomme i andet Oplag. Der er vist de Lande, hvor man ikke behøver at udgive Fabrikinspektør-Beretningerne i andet Oplag, og hvor de Industri drivende sandelig heller ikke vilde lære noget, om de overhovedet indlod sig paa at læse dem.

Hvad forøvrigt de Industridrivendes Forhold til Inspektionen angaar, findes der i de ovenfor meddelte Uddrag nogle Antydninger. Mange Industridrivendekommer imøde med den største Tillid, betragter dem som Venner og paalidelige Raadgivere.Andre mere mistroiske, ja ser endog undertidenFjender dem, som det gælder om muligt at værge sig imod. Karakteristisk er det, hvad flere Inspektørerfortæller, Fabrikanterne ofte bliver ilde tilmode, naar Inspektørerne spørger om ArbejderstyrkensStørrelse, osv., eller naar de dvæler noget længere ved en eller anden Maskine, eller naar de taler med Arbejderne osv.! I det Hele synes den

østrigske Inspektion med Fasthed at hævde sine Tordringerligeoverfor

Arbejderne synes i enhver Henseende at have Grund til at være fornøjede med Inspektørerne. Vel fortæller Inspektøren for Steiermark og Krain, at Arbejderne ofte mener, at den fulde Nytte af Institutionen de først faa, naar Inspektørerne tages af selve Arbejdernes Klasse. Derom lader der sig dog sige adskilligt, ikke blot pro, men ogsaa contra. En Hovedfordring Inspektørerne, naar de skal virke med Held, er en almen social Dannelse; desforuden maa de naturligvis i Besiddelse af adskillige specielle Kundskaber. Østrig synes Inspektørerne allerede at have udrettet saa meget, at Arbejderne kan stole paa dem. Faktum er da ogsaa, at Arbejderne mere og mere henvender til dem. Det vil sige: udenfor Fabrikerne; — i Fabrikerne maa Arbejderne være yderst tilbageholdende: de sig med andet end Ros og Lovprisning Forholdene i Fabriken, sættes de paa Gaden; — det beretter flere af Inspektørerne, og Arbejdsgiverne sig ofte ikke ved offenligt at tilstaa, det forholder sig saaledes. Men udenfor Fabrikerne Arbejderne i stedse større Omfang Inspektørernes anmoder dem ikke blot om at skride ind mod Ulovligheder, som Arbejdsgiverne gør sig skyldige i, men anmoder dem ogsaa om at mægle, hvor der opstaar Differencer mellem Arbejdsgiver og Arbejder, eller om at tilskynde Arbejdsgiverne til til Arbejdernes Bedste at gøre Ting, der vel ikke kan forlanges af dem, men som dog er ønskelige og rimelige. Men, paa den anden Side: at Arbejderne af deres Arbejdsgivere kun tør forlange, hvad der er billigt og rimeligt, -— det søger Inspektørerne ogsaa bestandigt at gøre dem indlysende. Den Virksomhed, Inspektørerne har udfoldet udover, hvad der udtrykkeligt er paalagt dem, er overordenlig betydelig, og ved Læsningen af Beretningerne man det sikre Indtryk, at Inspektørerne hverken sparer paa Tid eller Arbejde, naar det gælder at komme Arbejderne til Hjælp paa den ene eller anden Maade.

De Pligter, der paahviler Inspektørerne, er i og for sig ikke lette. De er vanskelige, fordi det overhovedet altid er vanskeligt at rette paa Forhold, der er voxede fast. Men Vanskelighederne forøges ved en Modstand

paa et Sted, hvor der tværtimod burde findes Støtte. Herved sigtes ikke til den Modstand, Arbejdsgiverne ofte kan gøre; thi den Modstand var at vente: den er sædvanligvis forklarlig, og ofte meget undskyldelig. Men der sigtes til den Uvilje, den i alt Fald dvaske Ligegyldighed,de Avtoriteter paa adskillige Steder, vistnok især i de mindre Kommuner, viser Fabrikinspektionen.

I den Skrivelse, hvorved Centralinspektøren oversendte til den østrigske Handelsminister, taler han om Inspektørernes »durch Berufstreue getragene og om deres »von Liebe zu dem schönen Wirkungskreise beseelte Hingebung«. At disse Ord er mere end pæne Ord, derom vil Enhver føle sig overbevist, der læser Beretningerne.