„Daarlige Tider".

' Jveralt, saa langt Civilisationen er naaet hen, har der nu i en Kække af Aar hersket ugunstige Forhold paa de fleste økonomiske Omraader; i den store Verdenshandel en gros Priserne paa saa godt som alle Produkter stadigt været nedadgaaende, Spekulationen er træt, hvad der købes tilsyneladende hilligt i Dag, viser sig at være dyrt i Morgen, og næsten al Omsætning sig snart til det daglige Forbrug: »fra Haand til Mund«.

Vi have tilvisse tidligere haft Kriser i Handelsverdenen; med bestemte Mellemrum har en Stormbølge væltet sig frem og fejet bort, hvad der var skrøbeligt; saa har man atter taget sig sammen og er sejlet videre i gunstigt Vejr og Strøm. — Men medens alle tidligere Kriser have været forholdsvis kortvarige og akute, og medens man kan henføre deres Oprindelse bestemte Aarsager, saa befinde vi os her i en Krisis der nu med en kort Afbrydelse i 1879^—81 har varet siden 1873, der synes at ville blive raadende endnu en Stund, hvis væsenlige Særkende er en fortsat jævn Dalen i næsten alle Priser, og om hvis sande Aarsag man endnu den Dag i Dag er meget uenig.

Overalt beskæftiger man sig med Løsningen af Spørgsmaalene: Grunden til den almindelige Stagnation Forretningsverdenen, og Midlet til at redressere og atter bringe Flugt i Tingene. Overalt ide forskellige er der nedsat en Mængde Kommissioner til at undersøge Sagen.

Medens saaledes saavel Enkeltmænd, som Handels og Industrikamre og Regeringer staa tvivlraadige overfor Spørgsmaalet om Aarsagen til de daarlige Tider, formaste vi os ikke til at tro at være i Besiddelse af den Fakkel, hvormed den sande Grund kan opledes, endsige af Tryllestaven, hvormed den kan fjærnes. Vort Ønske er kun yderligere her i vor Kreds at kunne henlede Opmærksomheden paa Spørgsmaalet ved at fremsætte Summen af de Indtryk, vi for vort Vedkommende faaet ved omhyggeligt og med Interesse at følge de mange udenlandske skriftlige og mundtlige Debatter, der navnlig i de senere Aar ere blevne hyppigere hyppigere, alt eftersom det knugende Baand, der omspænder og lamnier al Handel og Virken, er bleven trukket strammere.

Om Grunden til de ugunstige Forhold hersker der højst forskellige Anskuelser, men, bortset fra mindre væsenlige Differencer, have hidtil navnlig to Opfattelser gjort sig gældende: Nogle finde Hovedaarsagen i en almindelig Overproduktion af Varer, Andre i en Mangel paa Guld som Omsætningsmiddel, idet der henpeges paa, at Guldet er steget i Værdi.

Vi undervurdere ingenlunde Betydningen af den store Indflydelse, som den i de senere Aar aftagne Guldproduktion har udøvet, vi indrømme villigt, at den paa mange Omraader har medført Misforhold af indgribende hvorom vi senere nærmere skulle udtale men vi kunne ikke være enige i, at denne aftagne alene skulde være Grunden til de daarlige Tider.

Det var forøvrigt heldigere, om man, for at undgaa i Stedet for at sige, at »Guld er steget i Værdi« i den her omhandlede Periode, o: den lange Krisis siden 1873, vilde sige, at Guldet nu paa de fleste Omraader har en større Købeevne end for 10 å 12 Aar siden.

Lad os nu se, hvorledes den hele Guldstatus staar. Ifølge Beregninger*) ejede Verden ved Udgangen af Aaret 1830 ca. 81,600 Centner til en Værdi af ca. Kr. 10,062 Millioner, fra 1831—50 produceredes 15,320 Centner til en Værdi af ca. Kr. 1,890 Millioner, fra

---

*) Efter Jamieson, tildels efter Mulhall

1851—80 produceredes 114,362 Centner til en Værdi af
Kr. 14,148 Millioner, nemlig:

En anden Beregning*), der forøvrigt almindeligt
benyttes i Striden imellem Mono- og Bimetallisterne,
angiver Produktionen

---

*) Tildels efter Ernest Seyd.

Det er umuligt at faa aldeles paalidelige Opgaver, men, hvilken Beregning end lægges til Grund, vor Guldbeholdning fra 1850 blev mere end fordoblet i de paafølgende 30 Aar; fra 1851^—80 strømmede ind over Evropa et Væld af Guld, rigere end Aartusinders indtil da ophobede Skatte!

Før Opdagelsen af de kaliforniske og avstralske Guldminer havde man været vant til en aarlig Guldtilførsel Kr. 50—90 Millioner; i 1852 naaede Produktionen til Kr. 658 Mill., og i de 5 Aar 1852—56 til gennemsnitlig Kr. 540 Mill. pr. Aar.

Intet Under, om man forbavsedes og spaaede store Omvæltninger af indgribende Betydning i alle Forhold. Michel Chevalier hævdede, at alle Værdier fremtidigt blive underkastede en sørgelig Usikkerhed, t. Ex. Folk med visse aarlige Indtægter, hvoraf de netop kunde leve, vilde skarevis se sig forarmede, idet deres Penge herefter kun vilde kunne forskaffe dem Halvdelen af deres Fornødenheder, Eich ard Cob den samstemmede og mente, at Guldets Købeevne vilde blive reduceret saa betydeligt, at han raadede Folk til i alle Assurancepolicer at stipulere Betaling, ikke i Guld, men i Sølv, og navnlig Livspolicer burde kun afsluttes paa Basis af Sølv. Der blev faktisk i flere Kontrakter stipuleret Betaling i Sølv. Engelske Godsejere forsøgte i Parlamentet at faa udstedt en Lov, der paabød Betaling af alle Fæsteafgifter Sølv. Holland besluttede at afskaffe Guld og at holde sig udelukkende til Sølvfoden. Endnu i 1859 —60 var Striden varm med Mono-Metallisterne, som — det er ret kuriøst at tænke sig — dengang forlangte »Sølvfod«. Nu er Løsnet »Guldfod«.

Imidlertid fandt Guldstrømmen snart Afløb, idet den selv pustede nyt Liv og ny Virksomhed frem allevegne. store Opfindelsers Tid med dens Damp og Elektricitet blomstrede frem og absorberede enorme Kapitaler til Jernbaner, Dampskibe, Fabriker etc., medens spandt sine tætte Næt overalt og omkring Jorden. Resultatet blev et mægtigt Opsving i al Handel og Industri, og samtidigt leveredes et eklatant Bevis for, at Verden med Lethed og uden Gene kan tage imod et hvilketsomhelst Kvantum Guld eller Sølv, naar kun de forskellige Lande ere enige om at paatrykke Metallet Stemplet som gangbar Mønt overalt.

Det vil ses, at Kvantumet af det til kunstindustrielle
benyttede Guld er steget betydeligt:

Endvidere maa det stadige Slid og det til Orienten sendte og der stedse tilbageholdte Guld fradrages. Her have vi foreløbig navnlig kun at gøre med det udmøntede

Taltfald i 1873 var der Guld nok.

Indtil da havde Eng-land været det eneste Land,
der udelukkende havde Guldfod; de andre Stater havde
dels Sølv og Guld, dels Sølv alene som Møntfod.

I 1871—73 besluttede Tyskland at efterligne England adoptere Guldfod, og dette skæbnesvangre Skridt drog efter sig en saadan Kække Forandringer i andre Landes Møntsystemer, at i Løbet af de paafølgende 10 Aar havde bl. a. Tyskland taget Kr. 1512 Mill. Guld, Italien Kr. 288 Mill., Amerika Kr. 1800 Mill., foruden andre Lande som Holland, Danmark, Norge og Sverige mindre Beløb. Vi skulle nærmere komme tilbage paa disse Ting, foreløbig notere vi kun det Faktum, at i Løbet af 10 Aar lededes ca. Kr. 3600 Mill. bort fra deres vante Leje igennem nye Kanaler for at finde en helt anden Virkekreds.

Det er heri, i Forbindelse med den aftagende Guldproduktion,
Mange begrunde Paastanden om Mangel
paa Guld som Omsætningsmiddel.

Ved nøje Prøvelse forekommer denne Paastand os
uholdbar.

Der kan fornuftigvis kun være Tale om Mangel paa Guld, forsaavidt som der i de kommercielle eller daglige Omsætninger kan paapeges længere Perioder, hvor et Behov for Guld som Omsætningsmiddel enten slet ikke, eller kun vanskeligt har kunnet tilfredsstilles,

men saadanne kunne ikke paavises. Temporære Vanskeligheder,opstaaede større Finansoperationer, t. Ex. Tysklands Overgang til Guldfod eller det italienske Guldlaan, kunne ikke her komme i Betragtning.

En Knaphed paa Omsætningsmidler — det være sig i et enkelt Distrikt eller i et helt Land — vil i Praxis strax hlive følt og med Nutidens lette Omsætningsmaade blive forsøgt afhjulpen. Enhver, som følger Bevægelserne paa det engelske — det vigtigste af alle Pengemarkeder — vil Aar ud og Aar ind have set, hvorledes Skotlands, Irlands, Bomuldsdistrikternes, Landbostandens, L3^Tstrejsendes etc Trang til Omsætningsmidler sig gældende til visse bestemte Tider, og hvor let denne Trang som oftest tilfredsstilles.

En Knaphed paa Guld maa bevirke, enten at de seddeludstedende Bankers Guldbeholdning forringes, eller at deres Seddelmængde forøges, samt i begge Tilfælde en Diskontoforhøjelse. Nu ere Bankernes Guldbeholdninger større og Seddelmængden mindre end tidligere, samtidigt med at Diskontoen overalt i 1874 —1883 gennemsnitligt har været lavere end i 1864^— 1873. Alt taler saaledes stik imod Theorien om Guldmangel.

Naar henses til, at før 1850 var den aarlige Produktionikke over Kr. 90 Hill., maa det ogsaa indrømmes, at de næste 30 Aar bragte os en enorm Tilvæxt af Guld, der som Cirkulationsmiddel, Fundering for den endelige Kegulering af Guldfodslandenes Omsætningerhidtil siges nogenlunde at have holdt Skridt med de nu — i Sammenligning med tidligere Tider — langt større og talrigere Transaktioner. Har end den aarlige Guldproduktion i de senere Aar været i Aftagende, maa det paa den anden Side erindres, at samtidigt er der ved forbedret Bank- og Postvæsen indførtstore i Brug af Guld som Omsætningsmiddel.— og Frankrigs Hovedbanker med deres Hundreder af Filialer besørge nu daglig Til- og Fraskrivninger af enorme Beløb. En Uendelighed af store og smaa Transaktioner reguleres nu ved Anvisninger,»cheques«, hvad der derved spares paa Omsætningsmidlerdanner sig bedst et Begreb om, naar man t. Ex. ser, at der alene igennem Londons »clearing-house« daglig gaa cheques til et Beløb af gennemsnitlig over Kr. 325 MilL, og at den endelige

Regulering af alle disse Fordringer og Kontrafordringer undertiden sker ved en Anvisning paa Bank of England paa nogle faa Tusind Pd. Sterl.*) — Efter en Beregning i "1881 var Forholdet cheques til Sedler og Mønter som 97 til 3, og af London Bankernes samtlige Udbetalinger i 1883 bestod kun 1 pCt. af Guld. Navnlig i England er det nu ikke ualmindeligt, at selv Husmødre have deres Cheque-bøger og betale de væsentligste Husholdningsudgifter,ja ganske smaa Beløb med Anvisninger.

I Frankrig saa man efter Krigen, hvor rodfæstet Tilbøjeligheden til at gemme kontante Penge »paa Kistebunden« hos Landets Befolkning. Selvfølgelig hersker den samme Skik endnu, og vil fremdeles herske i alle Lande, men alt eftersom Civilisationen skrider frem og de forbedrede Kommunikationsmidler lette Samkvem imellem By og Land, vil Nødvendigheden og dermed Tilbøjeligheden til at ophobe Kontanter aftage, det fejler næppe, at der allerede paa dette Omraade er »sat mange Penge fri«, o: Behovet for Cirkulationsmidler er ogsaa her blevet betydeligt mindre.

Jo mere der kan økonomiseres med Guld, desto bedre, og aftager Guldproduktionen, vil man efterhaanden af Nødvendighed lære at økonomisere mere og mere. Vi ere endnu, hvad Guldbenyttelsen angaar, i Barnealderen,mere mere vil den Bevidsthed trænge sig dybere ned, at Guld i sig selv ikke afgiver nogen Nydelse,men er et Symbol paa opsparet Kapital, ved Hjælp af hvilken man formaar at tiltuske sig en virkeligNydelse, Gode, et Behov. Mere og mere vil man overlade Bankerne at opbevare paa Anfordring det Metal,hvis dog i Grunden kun foraarsager Ulemper i mere end én Retning, og da vil den største Økonomi med Guldet være opnaaet, da ville endnu mange flere Omsætninger kunne finde Sted og alle til Slutning blive regulerede gennem det da i Hovedbankernesamlede Kvantum Guld, der paa denne

---

*) Ønskeligt var det, om »clearing-house« med »crossed cheques« kunde introduceres hos os; naar man betænker, hvad der vindes i Tid, Eenter, Omsætningsmidler, Sikkerhed imod Fejltællinger og Svig, er det mærkeligt, at Systemet ikke alt længe har været indført.

Maade vilde komme til at danne et endnu sikrere
Grundfond for den endelige Afvikling af alle Transaktioner.

Umuligt er det ikke, at der mellem de forskellige Landes, Englands, Frankrigs, Tysklands Hovedbanker engang med Tiden kan arrangeres en Slags Mellemregning, hvorved Forstyrrelser i Penge-markederne kunne formindskes Forsendelsesomkostninger af Metallet spares.

Samtidig med at indrømme Hensigtsmæssigheden af en almindelig gennemført Økonomiseren med Guld maa man betegne det paa Møntkonferencen i Paris 1881 fremsatte Forslag*) om, at hvert af Guldfodslandene kun skulde have én Hovedmønt — det Tyvedobbelte af Møntenheden, 20 Kroner, 20 francs, shillings og Mark — som det ene rigtige. Prægningen af de mindre Guldmønter, 10 Kroner, 10 Mark etc., endsige 5 francog Kronestykker, maa, som ligefrem Opfordring til Publikum om at benytte Guldet som Skillemønt mellem Mand og Mand, absolut forkastes.

Og det drejer sig her om ikke ganske smaa Summer. Ved Overgangen til Guldfod udmøntede Tyskland ca. 500 Millioner Mark i Guldstykker under 20 Mark. England har omtrent Pd. Sterl. 20 Millioner i 1.0 shilling-Stykker, Frankrig ligeledes et betydeligt Beløb i 10 og 5 francs, Alt i Alt menes der fortiden at cirkulere mindst Kr. 1800 Hill, i Guldstykker af ikke over 10 Kroners Yærdi, med andre Ord: henimod xj. af Jordens samlede Guldcirkulation man tvunget til at gjøre Tjeneste som Skillemønt, i Stedet for at overlade dette til Sølvet.

Guldets naturlige Funktion burde i hvert Fald kun være at afgøre større Betalinger, og, navnlig nu, hvilken dobbelt gavnlig Virkning vilde det ikke have, om Guld- Skillemønten i videste Omfang kunde inddrages til dens rette Brug, og den ledige Plads udfyldes med et lignende i Sølv? Man tænke sig ikkun Halvdelen af de Kr. 1800 Mill. liggende i Barrer fordelte i de forskellige Banker, og samtidigt det tilsvarende Beløb i Sølv anvendt som Skillemønt.

---

*) af Etatsraad Levy.

Nej, Grunden til de trykkede økonomiske Forhold maa sikkert søges, ikke i nogen »Guldmangel«, men for det første i Demonetiseringen af Sølvet og den deraf følgende større Købeevne hos Guldet, og derna^st i den nu i en Række af Aar i næsten alle Hovedartikler stediindende Overproduktion, der atter har medført en stærkt udviklet Tendens hos Producenten og Fabrikanten hvor muligt, at springe Mellemhandlere forbi og sælge direkte til Detaillisten, om ikke til selve Konsumenten, hvilket er bleven muliggjort ved det store Net af billige og hurtige Kommunikationsmidler.

Som almindeligt Overblik er det rettest her at
sige, at den samlede Produktion*) har været

og i store Træk kan endvidere nævnes, at omtrent

---

*) Tildels efter Ernest Scyd.

**) Da Sølvprisen er dalet, er Forøgelsen i Kvantum, sammenlignet tidligere, større end Tallene vise.

Halvdelen af Totalproduktionen, baade af Guld og Sølv, har været benyttet i kunstindustrielle Øjemed, samt at Jordens samlede cirkulerende Mønter anslaas til en Værdi af ca. Kr. 27,000 Mill., hvoraf atter her Halvdelen og Halvdelen Sølv. Naturen synes at have villet det saa, at de to Metaller skulde gaa Haand i Haand.

I umindelige Tider har Sølv og Guld cirkuleret Side om Side som Omsætningsmidler i Verden. Her behøve vi kun at befatte os med Tidsrummet fra dette Aarhundredes Begyndelse.

I 1804 adopterede Frankrig den fri Udmøntning af Sølv og Guld efter Calonnes tidligere Edikt af 1780 i Forholdet 157₂ Sølv til 1 Guld*), og i samfulde 69 Aar vedblev dette Forhold uforandret, tiltrods for de største Svingninger i Kvantummet af den aaiiige SølvogGuldproduktion. Begyndelsen af Aarhundredet var Forholdet i Produktionen efter Vægt som 50 Sølv til 1 Guld, fra 1850-60 blev det som 4V₃ Sølv til 1 Guld. Der var Perioder, hvor der efter Værdi produceredes 3 Gange saameget Sølv som Guld, medens efter Opdagelsenaf i Avstralien og Californien Forholdetvendtes idet der da produceredes 3 Gange saameget Guld som Sølv. Den aarlige Guldproduktion svingede fra Kr. 50 Mill. til Kr. 660 Mill. og Sølvproduktionenfra 100 Mill. til Kr. 235 Mill., men stedse bibeholdtes Ratio 15V_2—l2 ^—1 uforandret, Prisen paa Sølv varierede kun en Übetydelighed, fra 1827^— 1872 var den i Gennemsnit netop 60⁷/₈ pence pr. onz, eller 15V₂ Sølv til 1 Guld. — Der existerede ingen international bi-metallisk Møntfod, men desuagtet gik hele Verdenshandelen sin uforstyrrede rolige Gang, Guldfodsland solgte til eller købte fra Sølvfodsland med største Lethed og uden Frygt for større Svingninger i den relative Værdi af de to ædle Metaller. Dengang, som nu, var der selvfølgelig Forandringer i Kurserne mellem de forskellige Lande, alt eftersom Handelsbalancenvar eller imod et Land, men der herskede Stabilitet i Guld- og Sølv-Møntforholdet — det første

---

*) I de Forenede Stater er Forholdet 16_—1, faget efter den spanske Møntlov af 1680.

Desideratum, den vigtigste Betingelse for en sund og
naturlig Udvikling af international Handel.

I 1865 dannedes den »Latinske Møntunion«, bestaaende af Frankrig, Belgien, Schweiz og Italien, hvortil 1868 Grækenland sluttede sig. Formaalet var, at under visse Betingelser skulde Guld og Sølv, udmøntet i hvert af de forskellige Lande, cirkulere som lovligt Betalingsmiddel overalt i Unionslandene. Uheldigvis maatte Aanden i Overenskomsten meget kort derefter modificeres, Italien og Grækenland saa sig nødsagede til at ty til »Papirspenge«, hvorved næsten alle Mønter Ira disse to Stater hurtigt cirkulerede over i de tre andre Unionslande. — Principet var den »dobbelte Møntfod«, med übegrænset fri Udmøntning af Sølv og Guld, stadigt i Forholdet 15 —1, der derved yderligere befæstedes hele Verden.

Møntfoden i Indien, Kina, Japan og andre Østerlande, Sydamerika, kort sagt i % af Verden var Sølv, men England — dengang det eneste Guldfodsland — kunde overalt trygt anbringe store opsparede Kapitaler i Jernbaner, i industrielle Foretagender eller som Laan med Rentekupons i Sølv, hvis Pris var slaaet fast.

Da kom det skæbnesvangre Aar 1873.

Efteråt det tyske Rige var blevet samlet, besluttede det — i Lighed med England i 1816 — at adoptere »Guldfod«, og i den herom under 9. Juli 1873 udstedte se vi Begyndelsen til, og for en meget væsentlig Aarsagen i, den hele senere økonomiske Misere.

Tyskland begyndte altsaa at sælge Sølv for Guld, en stor Mængde af de cirkulerende Thaiere inddroges, fra 1873 — 1879 kastede Tyskland et Beløb af ca. Mk. 1680 Hill. Sølv paa Markedet og købte Guld istedet. Sammenlignende de aarlige Salgslister med den oprindelige i London 60^i:i/,,; d per onz (Guld Standard) det udregnet, at Tysklands Nettotab ved denne Transaktion maa have været ca. 84 Mill. Mk.

Paa Tysklands Beslutning om Overgang til Guldfod den »Latinske L^Tnion« i Selvforsvar sig nødsaget øjeblikkelig at svare med Ophævelsen af den fri Udmøntning af Sølv*) i Forholdet 15^x/₂ — i-? og fra. nu af var al Ro og Stabilitet i Møntfodsforholdet borte.

---

*) Endnu i 1874—75—76 udmøntede Staterne efter fælles Over- enskomsi mindre Beløb efter Behov, men siden 1876 har den. Latinske Union ikke præget flere Sølvmønter.

Sølv sank ved et Lovbud ned til at blive en Handelsvare i Occidenten, ligesom Guld er det i Orienten. blev en almindelig sauve qui peut, overalt søgte man at blive af med Sølv, Prisen dalede og svingede medens der samtidigt imellem alle Lande blev en Kamp om Guld, hvis Købeevne steg. eftersom Guldproduktionen var i Aftagende og den cirkulerende Guldmængde nu maatte gøre Tjeneste paa hidtil uvante Felter.

Danmark, Norge og Sverige vare, med Tysklands for Øje, hurtigt gaaede over til Guldfod. Lige overfor Verd 'ns samlede Sølv og Guld drejede det sig imidlertid her kun om Ombytning af forholdsvis mindre Summer, og den hele Transaktion mærkedes næppe synderligt, I Danmark findes fortiden ca. Kr. 55 Mill. i Guld, i Norge og Sverige lidt mindre, i de tre Lande tilsammen altsaa kun Kr. 100 Mill. Det meste ligger i Hovedbankerne, det store Publikum foretrækker

Da Italien genoptog Betaling i Mønt, tvang Regeringende Banker til som Metalreserveat 2/s Guld og Vs Sølv, istedetfor som tidligere efter frit Valg. Den belgiske Bank fik Paabudom, hele Metalreserven skulde være Guld. I Schweiz viste Guldfeberen sig ogsaa, idet alle Bankerne paa Foranledning af Ferr-Herzog gjorde deres Yderste for kun at have Guldreserver. Med Undtagelse af Frankrig søgte de forskellige Unionslande hvert især at trække saameget Guld til sig som vel muligt — paa hverandres Bekostning, men det stred ikke imod KonventionensOrdlyd Ingen kunde eller turde sige Noget derimod. Sølv blev til Tider saa knapt, baade i Italien og Belgien, at man maatte henvende sig til Frankrigs Bank ior at faa Sølv Femfrancstykker for Guld. I Holland, hvor man under den stærke G-uldstrømi havde villet antage udelukkende Sølvfod,begyndte ligeledes at skrabe Guld sammen, og er senere vedble ven dermed. Handelsbalancen har imidlertid i disse Aar været ugunstig for Holland, Guldet gaar efterhaanden atter ud af Landet, men stadigt søger man paany at samle mere; endnu i Foraaret1884

---

*) Endnu i 1874—75—76 udmøntede Staterne efter fælles Over- enskomsi mindre Beløb efter Behov, men siden 1876 har den. Latinske Union ikke præget flere Sølvmønter.

aaret1884avtoriseredes Statsbanken til at smelte 25
Mill. fl i Sølv for at købe Guld, hvilken Bemyndigelse
dog endnu ikke er bleven benyttet.

I de Forenede Stater i Nordamerika vare Pengeforholdene abnorme. Da Borgerkrigen udbrød 1861, maatte Regeringen — ligesom England i 1797 — 1821 — for at bestride de store Udgifter tage sin Tilflugt til Udstedelsen af uindløselige Papirspenge. Guld steg til en Præmie og forsvandt efterhaanden ganske fra Cirkulationen, at en Guldmønt tilsidst betragtedes niere som en Kuriositet end som Penge. Fra 1861 79 reguleredes den samtlige indenlandske Omsætning med Papirspenge, med dem stilledes 1 Million Soldater paa Benene og bestredes Krigsudgifter til et Beløb af over 6000 Millioner Dollars. Imidlertid havde d<^jr lige siden Grundlæggelsen af de Forenede Stater været fri og übegrænset af Sølv og Guld i Forholdet 16 —1; men saa kom i 1873 Tysklands Beslutning om Overgang til Guldfod, og, ligesom den Latinske Union, svarede de Forenede Stater med at ophæve den fri Udmøntning Sølv. Aaret derefter, 1874, blev det tilmed at Betaling i Sølv kun skulde være lovlig indtil et Beløb af ikke over 5 Doll., den dobbelte Møntfod altsaa fra den Dag forladt og Sølv faktisk demonetiseret Landet.

Som Jordens største Sølvproducenter søgte de Forenede senere at finde et Afløb, og i 1878 vedtoges bekendte »Bland bill«, hvorefter der maanedlig udmøntes mindst 2 og højst 4 Mill. Dollars i Sølv. Indtil iaar er der saaledes udmøntet ca. 185 Mill. Doll., hvoraf kun omtrent 45 Mill. cirkulerer, medens Resten, Doll. 140 Mill., ligge opstablede i Regeringskældcrne. disse sidste Doll. 140 Mill. er imidlertid udstedt og cirkulerer Papirspenge for Doll. 100 Mill. Det er dobbelt Arbejde: først præges en übenyttet JSølvmønt og funderet paa denne udstedes derefter Saavidt angaaende Sølv. Om Guld have vi allerede sagt, at de Forenede Stater have taget over Kr. 1800 Mill. siden 1873.

Det vil ses, at saavel i Evropa som i Nord-Amerika opstod fra 1873 en almindelig Kamp om at blive af med Sølv og komme i Besiddelse af Guld. Tysklands Guldfodsprojekt gav Signalet hertil, og den »Latinske Unions_< Ophævelse af fri og übegrænset Udmøntning

af Sølv blev dette Metals coup de grace i disse Verdensdele.Det
Sølv vandrede i større Mængder
til Østerlandene, og da navnlig til Indien.

Indien, Kina, Japan og andre asiatiske Lande have yølvmøntfod. Med Sølvet dalede selvfølgelig og -dollaren ogsaa i Værdi som Omsætningsmiddel med Guldfodslandene. Sølv er fra 6O⁷/₈ pence gaaet ned til ca. 47 pence, og Kursen t. Ex. paa rupees fra ca. 24 til 18 pence, men i selve Indien, i den indenlandske Omsætning, harenrupee endnu den Dag idag omtrent den samme Købeevne som før 1873, hvad netop er blevet yderligere konstateret i en af den indiske Regering fornylig offentliggjort Beretning. fra det indiske Standpunkt har Sølvprisens Eald kun afficeret den udenlandske Værdi af en rupee, og foraarsaget, at alle fra Guldfodslande indførte Artikler ere blevne dyrere.

Ligesaa i selve Kina, Japan etc. har Sølvdollaren endnu omtrent samme Købeevne som tidligere, men ligeoverfor Guldfodslande er Kursen dalet ca. 20 pCt., o: Kina, Japan etc. niaa nu betale 20 pCt. mere end forhen for Varer fra Guldfodslande, selv om i disse Varernes er forbleven uforandret.

Imellem Indien og Japan etc. — begge Sølvfodslande er det indbyrdes Forhold selvfølgelig uforandret det altid har været, og, hvor Sølvfodslande kunne forsyne sig selv eller hverandre indbyrdes, foretrække dette fremfor at sege til Guldfodslande.

Tag nogle Exemplen En indisk Købmand skal have noget Bomuldstøj, der plejede at koste 100 rupees. Han kan faa det fra England eller Bombay. Kursen falder 3 pCt.. han maa nu i England give 103, i Bombay100, faar hans Ordre. — En Japaneser vil købe Varer, enten fra England eller Indien, hvor de nu ere billigst. Lad os sige Prisen er ens, men pludseligfalder 3 pCt. I England bliver Prisen 103 dollars, fra Indien kan han fremdeles faa Varen for 100, Ordren gaar til Indien. — Resultatet er det samme, som om der i Japan og Indien var en gensidig Handelsbegunstigelse,en imod England. Al Import fra Guldfods- til Sølvfodslande er bleven hæmmet. — Hvadenten han sælger i Indien eller exporterer til Japan, Kina etc, har den indiske Købmand tilmed den Fordel, at hans Priser ikke ere

undergivne store Kurssvingninger, idet Basis overalt er Sølv. England derimod maa regne ikke alene med Vexel-Kursen mellem England og Indien etc, men maa ogsaa tage Solvprisens Svingninger i Forhold til Guld med i Betragtning. Eller rettere sagt: Ingen kan nu udregne, hvad det endelige .Resultat af en Exportforretningfra til Indien, Kina etc. vil blive, hvadentenVarerne eller sælges paa X og — hvad meget hyppigt var Tilfældet — paa 6 Maaneders Kredit, kan Solv i Mellemtiden være dalet langt mere end de smaa Procenter, med hvilke Forretningsmanden nutildags som Følge af den store Konkurrence maa lade sig nøje. Al Handel fra Guldfods- til Sølvfodslander slet og ret Hazardspil. Der kan købes fra, men ikke sælges til dem, og at saadanne Forhold, ere ødelæggende for Verdenshandelen, er indlysende. Af Englands samlede Omsætning med Udlandet er over 1/₃ med Sølvfodslande; lider England, lider hele Verden.

Det ligger i Sagens Natur, at jo mere et Lands Mønt deprecieres som Betalingsmiddel lige overfor Udlandet, mere vil Landet anstrænge sig for at udvikle egne Ressourcer for at gøre sig saa uafhængigt som vel muligt, eftersom al Indførsel fra Udlandet jo vil fordyres. Og navnlig naar samtidigt Møntens indenlandske holder sig nogenlunde uforandret, vil udførsel af Landets Produkter kunne betale sig endnu bedre end forhen. Tidligere maatte t. Ex. den indiske Exportør sælge i England for ca. 24 pence eller i Frankrig for ca. fr. 2,50 for at udbringe en rupee, nu behøver han kun at sælge for 18 pence eller frcs. 1,90 for at faa en rupee hjem. Kort sagt, Landets Udvikling vil gaa i Retning af formindsket Import og forøget Export, saaledes er det gaaet i Indien, hvor Procentfaldet Sølvprisen og dermed i rupee-Kursen faktisk har virket som lige saa mange pCt. Told paa al Indførsel og som tilsvarende Præmie paa al Udførsel.

De Forenede Stater frembøde under Borgerkrigenet lignende Exempel. I selve Landet klyngede Dollarens traditionelle Værdi sig længe til Papirspengene, men ligeoverfor Udlandet var Resultatet faktisk det samme som den høje Beskyttelsestold, der senere indførtes som en Nødvendighed for vedblivende

at beskytte de mange forskellige Industrier, som i
Mellemtiden havde udfoldet sig i Ly af Papirspengenes
Virkninger.

Holde vi os foreløbig til Indien, da finde vi ogsaa, at flere Industrigrene derude have taget et mægtigt Opsving, t. Ex. Bomuldsspinderierne. hvis ursamle Indien netop var, forsyne nu Indien, Kina og Japan etc. efter stedse stigende Maalestok. Den indiske Statistik viser, at Exporten

til Kina og Japan af yarn var i 1876—77 8,000,000 Pel, i 1882
—83 45,000,000 Pd.

til Kina og Japan af piece-goods var i 1876—77 15,500,000 Pd.,
i 1882-83 41,50 ),030 Pd.

fra Bombay til Hongkong af 16—24 yarn var i 1875 3000 bales,
i 1882" 75,000 bales.

fra England til Hongkong af IB—24 yarn var i 1875 16,000bales,
i I*B2 11,000 bales.

Den store Krise i Lancashire i 1876_—79 og de ugunstige Vilkaar, hvorunder de vigtige engelske Bomuld strikter nu i en Aarrække har arbejdet, bleve de ligefremme Følger af Sølvets Demonetisering.

I Cawnpore tilberedes nu alt Fodtøj til den indiske Armé, og saaledes kan der nævnes flere Industrier, der alle bidrage til at gøre Landet uafhængigt af Yderverdenen som tilsammentagne gøre et mægtigt Skaar i Udviklingen af Evropas og da fornemlig Englands Exportforretning.

I Indien som saa mange andre Steder søger Kapitalen til Industriforetagender end til Agerbruget. Landet er stort og frugtbart, Arbejdere i alle Brancher findes i Hundredetusinder, ja i Millionvis*). Vi staa maaske ved Begyndelsen til Indiens Udviklingsperiode, og først senere vil det kunne spørges, hvad Landet ikke formaar at frembringe, og bvor Grænsen for dets Produktionsevne egentlig er.

Vi sagde nys, at Kapitalen var mindre villig til at gaa til Landbruget, men ikke desto mindre er Indiens Export af Hvede i de senere Aar tiltagen efter storartet

I 1879- 80 var den 109,000 Tons, i 1883—34

---

*) Census i 1883 viser bl. a. over 51,000,000 mandlige og 18,800,000 kvindelige Arbejdere i Agerbrugets Tjeneste.

Tar den 1,047.000 Tons, osr vil for Aaret 1884—85
rimeligvis blive 1,584,000 Tons eller ca. 15,000,000
Tønder.

ior fa a Aar siden dikterede Amerika Hvedeprisen i Evropa, nu synker selv den ma^gtigste Hvede-> R:_ng« i Amerika værgeløs sammen lige overfor Indiens bølgende snart, om ikke allerede nu, kan det siges, at Indien lestemmer Verdensprisen for Hvede.

Allerede under Trykket af de store Tilførsler fra Kalifornien, Oregon. Nordamerika og Avstralien ramtes Evropas vigtigste Erhverv — Agerbruget — paa folelig Maade. Man kunde kun vanskelig konkurrere med den Hvede, der i manae af de vestlige Stater i Nordamerika af Landmanden solgtes for en Pris at GO, 50, ja ned til 25*) cents pr. Bushel, derefter kørtes et a totusind eng. Mile pr. Jærnbane for 4 pCt. af almindelig Eragtgodstaxt, endelig pr. Dampskib overførtes til Evropa ofte for 3 å 2 pence pr. Bushel, stundom billigere end Eragten fra København til Malmø. Om den amerikanske Majs gjaldt det samme. Landmanden i Evropa maatte stride haardt for at kunne følge med de lave amerikanske Priser, og mange Steder har han maattet gøre Frontforandring suksessivt og delvis Haand i Haand med Kornavl at gaa over til Kvæg- og Mejeridrift.

I England viser Statistiken, at fra 1874 til 1884 er det samlede Hvedeareal fra 3,630,000 Acres blevet reduceret til 2,677,000 Acres. Arealet af permanente og Rotations Gräsmarker er i samme Tidsrum blevet forøget tra 17,518,000 til 19,672,000 Acres.

Men vare Eorholdene vanskelige, saa bleve de end mere trykkende for det evropæiske Agerbrug, da Indien kom til med sin Konkurrence, der endog har ramt Amerika. Ligesom i England ser man allerede nu Landmænd i de østlige nordamerikanske Stater delvis over fra Korn- til Kvæg- og Mejeridrift, da de ikke kunne tage det op med Vestens billige Kornpriser —, billige kun, fordi Indiens Konkurrence har tvunget dem ned.

---

*) Efter en Beretning fra Agerdyrknings-Departementet af Januar 1885 blev Hvede i Buffalo og Finnas, Nebraska, solgt til 30 cents, i Kansas var Gennemsnitsprisen 45 cents, varierende fra 25 cents i Ellis til Doll 1 i Ford.

Det er vitterligt, at Landmanden overalt sidder haardt i det, og da Agerbruget i mange Lande er den vigtigste Erhvervskilde, ofte ernærende henimod eller over Halvdelen af Befolkningen, er det indlysende, at gennemgaaende maaForbrugsevnen iblandt denne store og vigtige Klasse være bleven reduceret. mere end man tror, er det Sandhed, at foreløbig afhænger Verdensprisen for Hvede at Indiens rupee-Kurs.

Billig Hvede, billigt Brød for Hveranand bør være Maalet, men naar, som ovenfor paapeget, Resultatet bliver ødelæggende for en vigtig Erhvervsgren, kan selv Billigheden købes for dyrt, og Resultatet vil blive det samme trods al Beskyttelsestold. Tyskland og Frankrigforsøge værge deres Agerbrug ved stigende Korntold; vil det lykkes? Overalt ruster man sig, hvert Land cernerer sig snart med Beskyttelsestold og retaliatoriske Tariffer; hvor vil det ende? »Fair trade«- (unfair?) Principet fortrænger »free-trade« Ideerne. Men Alt dette er først traadt tydeligere frem i det sidste Tiaar — siden 73 — og ligesom Frankrigs og Tysklands Korn tolds-Forhøjelser bleve dekreterede som Værn imod Følgerne af Indiens store Kornexpoit, saaledes kan maaske den egent:ige Grund til anden — formentlig eller virkelig — nødtvungen Beskyttelsestold ved nøje Prøvelse befindes at have flydt fra samme fælles Kilde: Sølvets Demonetisering.

Yi have set, at denne medførte en gennemgribende
Omvæltning i mange Forhold:

Fra G uld fod siande er al Handel til Sølvfodslande bleven überegnelig. Overflødig Kapital kan ikke længere tidligere anbringes i iSølvfodslande, thi disse tør ikke laane mod Tilbagebetaling af Kapital og Renter i Guld, og Guldfodslande tør ikke bortlaane mod Tilbagebetaling Sølv, hvis Pris jo med Lethed kan dale endnu 20 pCt.; hvor er Grænsen? Indiens tidligere Guldlasn tynger allerede baardt nok, ca, Kr. 350 Mill. maa aarlig udredes til England i Guld. Daler rupee- Kursen ned til 12 pence, maa Indien betale dobbelt saa mange rupees som det ved Laanets Afslutning af begge Parter var paatænkt.

Sølvlandene ere blevne nødsagede til at anspænde
al Kraft for at gøre sig uafhængige af Guldland ene;
flere af disses Industrier lide stærkt under Følgerne, et

enkelt betydeligt Erhverv — Agerbruget — endog i dybt følelig og i stedse voxende Grad. Overalt er Beskyttelsestoldog blev en Løsenet, o: der holdes kunstigt Liv i ellers dødsdømte industrier. Men er alt dette sund livskraftig Udvikling?

Naar der staar saa meget paa Debet-Siden, hvad
linde vi saa paa Kredit-Siden? Endnu intet, absolut
intet.

Tyskland har ikke formaat at gennemføre sin Plan om Guldfod fuldt ud, og naar det næppe nogensinde. kunde ikke sælge alt sit Sølv: Prisen var dalet for stærkt, og siden Foraaret 1879 har man maattet ophøre med at udbyde de resterende 400 å 500 Mill. Mark, som Landet endnu formenes at have til Salg. Det siges, at baade i Kegering og Rigsdag er Stemningen imod Genoptagelsen af Sølvsalg, og sikkert det ogsaa, at saadanne kun vilde kunne iværksættes endnu lavere Priser og altsaa med endnu større Tab for Landet. Tyskland har kun opnaat fra Sølvfod at gaa over til en »haltende« Guldfod.

I den Latinske Union kan Sølvmønten ikke afskaffes. Frankrig har efter Beregninger over 3 Milliarder i Sølv. Alene i Banque de France ligger over 1 Milliard. Selv om x/₃ kunde beholdes som Skillemønt, maatte Landet altsaa sælge 2 Milliarder, hvad der vilde være komplet umuligt. Italien er ogsaa uheldig situeret. Belgien har udmøntet 500 Mill. i Femfranc-Stykker, hvoraf ca. 200 Mill. cirkulere i Frankrig.

De Forenede Stater i Nordamerka viste ved - Bland-bill«en deres afgjorte Sympathi for Bimetallismen, og Talen om Ophævelsen af nævnte »bill« er vel nærmest at betragte som en Trusel. Iblandt Sydens Plantere, Vestens Landbefolkning og Mellemstaternes Industridrivende lindes nu saa vægtige Stemmer for Sølvet, at det næppe nogensinde vil blive demonetiseret; snarere vil det blive mere benvttet.

Til Dato er altsaa intet opnaaet. I alle de nævnte Lande cirkulere endnu Sølv-Thalere, francs, dollars etc. for fuld Værdi, alene i Kraft af Staternes paatrykte Præg, thi icrrunden ere de nu 20 pCt. mindre værd end f »r 1873.

Hvorfor ønskede man at gøre en Forandring, hvorforhave

forhave»Guldfod«? Nogen plavsibel Grund have vi
aldrig hørt, og der findes næppe nogen.

Men der staar endnu mere paa Debet-Siden:

Ved Sølvets Demonetisering begyndte Kampen om Guldet, og, hvadenten man nu vil sige, at Guldets Købeevne er stegen, eller at Priserne i ai Almindelighed ere dalede, saameget er sikkert, at mange Forhold i Guldfodslandene ere blevne betydeligt forrykkede. Byrden af al tidligere stiftet Gæld og Prioritet er bleven tungere. Debitor maa sælge mere for at kunne betale, medens Kreditor kan købe mere for de Penge han faar.

Som det nu gaar, tro vi aldrie¹, der kommer noget paa Kredit-Siden, og, naar undtages England, ere vist ogsaa alle andre Stater villige til snarest muligt at afskrive allerede lidte Tab, afbalancere Kontoen og aabne en ny paa Basis af almindelig gennemfort Bi- Metallisme. Hvorlænge England endnu vil vente, i Bevidstheden om at det har Raad til at afskrive endnu større Tab. maa Tiden vise.

Medens Guldproduktionen er tagen stærkt af og Sølvproduktionen stærkt til, vil man, naar man regner Guld og Sølv sammen, mærkeligt nok finde, at Totalproduktionen i de sidste 30 Åar har været i regelmæssig jævn Stigning, netop som man kunde ønske den for at tilfredsstille et antageligt stigende Verdensbegær. 1851^—Tu var den gennemsnitlige aarlige Produktion omtrent Ivr. (iOO Mil!., fra 1871 —80 Kr. «30 Mil!., fra 1881—84 ca. Kr. 700 Mill.

Guldfod alene kan ikke gennemføres, selv um der fandtes nye rige Miner, tilstrækkeligt for alle de nu existerende haltende Guldfodslande og for Østrig-Ungarn og Rusland med, vilde den Bom, som Sølvets Demonetisering for Verdenshandelen, ikke dermed falde, men snarere spærre endnu mere. Ja, kunde man indføre Guldfod overalt paa Jorden, var det en anden Sag, men ~/₃ af Beboerne have i Åarhuii'lreder foretrukket Sølv som Cirkulation og til Opbevaring; man kunde ligesaa godt bede Kineseren og Hinduen om at antage Kristendommen Guldfoden.

Fri ITdvexling af alle Jordens Produkter er kun mulig, naar samtlige Nationer forstå a hverandres Møntfod,og har man altid kunnet indtil nu, da et Mindretal, en Del af Okcidenten, pludselig sætter sig det som et ønskeligt Maal at kunne sige til Resten af

Verden: »vi ville ikke kende Eders Møntfod.« Men naar Vesten siger: »vi ville ikke have Eders Sølv for vore Varer«, kan Østen kun svare: »Ja, saa maa vi se saavidt muligt at hjælpe os foruden Eders Varer. For vore Produkter tage vi imidlertid med Glæde, hvad Sølv I endnu have, navnlig naar vi for hver 18 pence, eller endnu hellere for hver 12 pence, faa en rupee hjem.«

Endnu har Evropa og Amerika Sølv i Cirkulation, er der en Pris paa Metallet, men kunde man tænke sig den højtpriste Guld fod fuldstændig gennemfort efter Guld-Monometallistens Drøm, saa at Sølv kun benyttedes i Kunstindustriens Tjeneste, kun brugtes til Vaser, Sker og Gafler etc., da vilde selvfølgelig daie endnu langt betydeligere, rupee- Kursen maaske til 12 eller 6 pence, det er umuligt at vide Grænsen. Vi have set Følgerne af Kursen 18 pence og kunne vel vagt forestille os, hvad Faldet til 12 pence vilde bevirke: t. Ex. for Agerbrugets Vedkommende 1 Tønde Hvede maaske 8 Kroner.

Man vil gærne række hinanden Haanden, men
kan ikke.

For 12 Aar siden begyndte man at kalde Sølv for daarlige Psnge, og for 12 Aar siden begyndte den lange økonomiske Krise, hvorunder vi lide. Ondet berører næsten Alt og Alle, maa derfor formodes at have sin Kod i en universel Omvæltning af et bestaaende Forhold. mellem Guld og Sølv, de to Bases for al Verdenshandel, blev netop dengang forrykket. Ligger det ikke nær at søge Roden der?

Vi have fra England et noget analogt Tilfælde fra 1816. Da England med et Tab af et Par Millioner Pd. SterL adopterede Guldfod og i 1821 genoptog Betaling i Guld, paafulgte nogle Aar efter en lignende langvarigKrise, der endnu i 1827 skrives*): »For fem Aar siden begyndte Lidelserne, og, saa langt fra at blive bedre, synes det at blive værre.« En anden Udtalelsedengang**): Klasse florerer, den med de faste aarlige Indtægter. Kapitalisten glæder sig over Pengenes forøgede Købeevne, men produktiv Industri ofres til Fordel for uproduktiv Rigdom«, skulde man tro skrevet idag. Dengang var der imidlertid Afløb for

---

*) Sismoruli.

**) Sir James Graham.

Sølv til Kontinentet, men nu er den Udvej lukket. Kan man ikke vente en endnu langvarigere og mere ødelæggende Krise end den fra 1816? Der findes store Avtoriteter, som mene, at Sølvets Demonetisering endnu langt fra har vist sine værste Følger.

Naar Krisen fra 3 816 først egentlig tog fat fem Aar efter, da stemmer det ogsaa nogenlunde med Gangen i Krisen fra 1873, idet Virkningerne af Sølvets Fald paa Kurserne i Orienten først viste sig tydeligt i 1875 — 76.

Med international Bimetall isme, med fri übegrænset af Guld og Sølv af fuld Værdi og i bestemt Forhold kan Verden tage imod et hvilketsomhelst og med største Sindsro se de yderligste Svingninger, saavel i Totalproduktionen af som i Forholdet imellem de to Metaller, imøde. Kr. 27,000 Millioner Guldog vilde da danne Basis for Verdenshandelen og det vilde være aldeles ligegyldigt, om Produktionen et Aar blev Nul eller Kr. 700 Mill., om det blev Kr. 700 Mill. Guld eller Kr. 700 Mill. Sølv, begge Metaller vilde være lige gode, Forskellen blev kun i Farven, om gul eller hvid.

Fra længst svundne Tider har Guld og Sølv som Betalingsmiddel over hele Jorden flydt som én Strøm, men for 12 Aar siden tvedeltes denne med Vilje. Den ene Gren har vist sig utilstrækkelig til at overrisle de Egne, der bleve udsete til at frugtbargøres af den, den udtørres mere og mere. Imedens løber den anden Gren upaaagtet ved Siden af, man vægrer sig endnu ved at blande de to, skønt de begge have samme frugtbringende i sig, tiltrods for, at man derved for Fremtiden Aar efter Aar vilde være sikret en nogenlunde Tilstrømning og tiltrods for, at man netop derved vilde opnaa at kunne overrisle hele Jorden efter hver enkelt Egns Behov.

Ved Lovbud blev Sølv forskudt, ved Lovbud kan
det atter knæsættes naarsomhelst.

Idet vi nu gaa over til Spørgsmålet om »Overproduktion«,maa først staa os klart, at der vel af ganske enkelte Artikler kan fremstilles større Kvanta, end der faktisk km forbruges, men i al Almindelighed er og kan der her kun være Tale om Overproduktion i Forhold til Købeevne, ikke derimod til den samlede fysiske For b rugs evne. For Piisernes Vedkommende bliver Resultatet imidlertid det samme; hvadenten KøbeellerForbrugsevne maa de gaa ned, thi Prisen paa enhver Ting reguleres stedse af Tilbud og Forbrug. Pengenes større eller mindre Kobeevne spiller ganske vist en Bolle, ved lavere Priser vil Forbruget voxe og omvendt aftage ved højere Priser, Konsumen er meget elastisk, men til begge Sider er der Grænser. Den Overproduktion, der paa nogle Omraader sikkert har fundet Sted, er hidfort, dels ved Inddragelsen under Kultur af hidtil uopdyrkede Arealer, dels ved, at man ved VidenskabensHjælp formaaet at gøre de alt opdyrkede Jorder mere frugtbringende, dels ved overalt hvor muligtpaa og gamle Omraader i Stedet for Haandkraft at anvende den mangfoldiggørende mekaniske Kraft stadigt med ny Forbedringer, og endelig bærer maaske den store Overproduktion af uheldige Aktieselskaberen Skyld. Medens mange af disse Selskabers Formaal kun synes at have været et Boldspil med de lettroende Aktionærers Penge, lignede de fleste hverandre deri, at de for Konkurrencens Skyld følte sig nødsagede til at arbejde »full speed % for paa RegnskabensDag kunne fremtræde med den Beretning til deres Aktionærer: »vi have i det forløbne Aar arbejdet godt, vi have produceret saa og saa meget mere end det foregaaende Aar, vor Produktionspris er ved Indskrænkningerpaa Omraader (uheldigvis undtagen paa selve Produktionsmængdens) nu bleven reduceret til et Minimum,billigere nogensinde.« Undskyldningen er, »naar Resultatet desuagtet ikke er gunstigt, ligger Aarsageni øjeblikkelige store Overproduktion«, men det Hele viser kun den moralske Svaghed, man ofte linder hos Aktieselskaber. Den private Arbejdsherre vil se Sagen i Øjnene, han vil ikke ved Overproduktion i sin Branche tænke paa ved forøget forceret Arbejde at reducere sin cost-pris, han vil selv strax indskrænke sin Virksomhed, men det kunne og gøre Aktieselskaber kun sjældent, en falsk Følelse, en urigtig Argumentation gør

sig ofte gældende, trods nok saamegen Overproduktion i deres Branche arbejde de ofte vedblivende med fuld Kraft, altid i Haab om de »bedre Tider«, som hver især troligen bidrager sit til at skyde ud i en fjærnere Fremtid.

I Udviklingen af enhver Industrigren, i Kommunikationsmidlerne, Dampskibe etc., sporer man Eesultatet af disse Aktieselskabers rastløse Virksomhed. Til Anlæget af enorme Strækninger Jernbaner, i Amerika, samt til Bygningen af en Mængde Dampskibe benyttedes store Kvanta Jern og megen Arbejdskraft, der herskede en livlig Aktivitet. Forbrugsevnen steg og Tiderne kaldtes gode, — indtil det opdagedes, at man var gaaet for vidt. Store opsparede vare paa sine Steder blevne anbragte i parallelt løbende Jernbaner, der for en rum Tid umuligt kunde vente fuld Beskæftigelse fra de paagældende Byggeriet af Damp- og Sejlskibe var ud over fornuftige Grænser, Tilbudet blev større end Forbruget og selvfølgelig dalede Alt, Fragter, Arbejdsløn dermed Forbrugsevnen i mangfoldige Kredse.

1 1874_—1876 kostede Iste Klasses Jern-Sejlskibe Pd. Sterl. 17 å 20 pr. Reg. Tons at bygge, Pd. Sterl. 20 var den højeste Pris. der nogensinde blev naaet, og fuldt 25 pCt. mere end hvad den havde været faa Aar forinden. Lignende Skibe kunne idag bygges for Pd. Sterl. 10 pr. Reg. Tons, maaske endog derunder. Dampskibe, som i den førstnævnte Periode kostede Pd. Sterl. 25 pr. Reg. Tons at bygge, kunne nu faas for Pd. Sterl. 14_—15, maaske billigere. Arbejdslønnen er fra det høieste Punkt dalet maaske 30 pCt., i nogle Tilfælde 20"pCt., i andre 40—50 pCt., Jern fra 120'til 40 sh. og Bygværfternes Fortjeneste fra 20_—10 pCt. til 10^—5 pCt., fordetmeste kun tilstrækkeligt til at holde Forretningen gaaende, imedens man paa flere Steder helt har maattet ophøre.

En Brøkdel af Befolkningen — den med de faste aarlige Indtægter — lades überørt af disse Forhold eller høster vel endog en Fordel. Men gennemgaaende maa hele den produktive Klasse fortiden arbejde med ringe Fortjeneste, og det er derfor let forklarligt, at Forbrugsevnenhos hos Landmænd, Fabrikanter, Aktionærer etc, men navnlig hos det store Flertal, Arbejdsklassen,ikke kunnet holde Skridt med den forøgedeProduktion.

øgedeProduktion.Haandkraft erstattes mere og mere af Maskiner, og den naturlige Følge er ligefrem, at der, naar undtages enkelte Specialfag, paa mange Omraader er Overflod paa Arbejdskraft, atter ner större Tilbud end Behov.

Det vilde føre os for vidt her at komme nærmere ind paa det store Arbejderspørgsmaal, vistnok det vigtigste og mest brændende paa Dagsordenen i alle Lande. Kun ial Korthed ville vi sige, at under den stærke Konkurrence til ødelæggende lave Priser har Fabrikanten sin Hjærne for paa alle optænkelige Maader at udiinde Midler til at producere billigere, »Besparelser i Udgifterne« have næsten overalt været hans eneste Maal og Redning for at holde det gaaende, indtil Tiderne atter bedrede sig, og, imedens han virkelig paa mange Maader har opnaaet en langt bedre og billigere Drift, har han selvfølgelig ogsaa maattet sin Tilflugt til en Reduktion i Arbejdsløn. I Sammenligning med Prisfaldet i de fleste større Artikler er Arbejdsløn imidlertid endnu kun dalet lidt; dels er der en Minimumsgrænse for, hvad der kan bydes Arbejderen leve for, dels har denne i de gode Tider sikkert ikke faaet en fair Andel i Fortjenesten. er værd at lægge Mærke til, at Prisfaldet forarbejdede Artikler har været større end Prisfaldet Raamaterialet. »Pigiron« er fra 1882—84 dalet 19 pGt., Staalskinncr 23pCfc., Bomuld er fra 1882 —84 dalet 6,6 pCt., Cotton twist 9,3 pCt.

I opadgaaende Perioder ere Alle tilfredse, fra 1850 —80 er Arbejdsløn paa sine Steder stegen 30—40^—50 pCt. I England regner man, at Stigningen i Landarbejdernes har været fra 93 til 143, eller ca. 50 pCt., og da det er fra Landarbejderne — der udgøre over Halvparten af samtlige Arbejdere — at alle andre almindelige Arbejdere rekruteres, ville deres Lønninger altsaa nogenlunde rette sig efter Efterspørgslen for Arbejdere andre Industrier og paa en Maacle regulere disses Lønninger.

]S^Tu har Overproduktionen medført en Reduktion i Arbejdsløn. Vi tvivle ikke om, at den har været nødvendig,ja Arbejdsgiver staar maaske foran Alternativet til en yderligere Lønnings-Nedsættelse eller Standsning. Imidlertid ere Arbejdernes Fordringer til Livet stegne i den tidligere opadgaaende Periode, det er

let at udvide sig, vanskeligere at indskrænke sig, det er altid den sidste Krone, der skaffer Arbejderen en Behagelighedudover de allernødvendigste, ofte knapt tilraaaite Livsfornødenheder, og enhver Reduktion i Arbejdslønnen— være nok saa retfærdig og bydende nødvendig — berører ham altid føleligt, fremkalder Misnøje og ofte »Strikes«.

Ved Talen om »Strikes« synes mange, navnlig af de bedre stillede Klasser, at forbinde Tanken om Opsætsighed urigtig Handlen fra Arbejderens Side, medens der fornuftigvis ikke burde kunne disputeres om Arbejderens Berettigelse til paa enhver hæderlig Maade at søge at sælge sit Arbejde saa dyrt som muligt, a godt som Kapitalen paa sin Side stedse vil umage sig for at købe Arbejdet paa billigste Maade. Det er den gamle Fejde imellem de to Faktorer, der dog kun i Forening kunne udrette noget. Om hvem der i hvert enkelt Tilfælde har Ret, spørger man ikke. Som i andre Krige: Den, der henter Sejren hjem, vil føre det slaaende Bevis for sin Sags Retfærdighed.

Heldet er afvexlende. Jo færre Arbejdere i en Industri, jo lettere samles og enes de, og jo hurtigere kunne de selvfølgelig opnaa Overenskomst med Arbejdsgiverne. Berlin maatte nys den talrige Murerklasse give tabt, i Danmark med vor mindre, begyndende Industri paaregnes større Sammenhold. At udfægte saadanne Kampe under »politiske« Opsange er absurd; om det laa i Tidsaanden, kunde man ligesaa godt benytte Arbejderens Forlangende er kun, hvad han tror at være »fair pay for a fair day's work«, og ved Opnaaelsen heraf vil hans paaduttede Smag for Politik falde væk. Alle kunne heller ikke være Politikere, saa lidt som Alle kunne være Præster.

Om Et er Enhver enig, at imedens disse større Strikes vare og endnu længe efter, ramme de saavel de stridende Parter som mange Andre i vide Kredse haardt. Landet gøres fattigere ved den saaledes spildte »produktive og det er kun en daarlig Trøst, at Striken maaske kan have bidraget til at indskrænke den Overproduktion, der bydende dikterede Lønningsnedsættelsen G-runden til Striden.

Arbejderen er ihvertfald uden Skyld i Overproduktionen;
er Kapitalens, hyppigt umulige Aktieselskabers

Der burde ikke kunne være Tale om »Overproduktion«. kunde Arbejdernes Livskaar trænge til en betydelig Forbedring, den fysiske Forbrugsevne sandelig ikke, kun Købeevnen, men — der er Overflod paa Arbejdskraft, og, forinden vi se en Bedring, er det meget muligt, at Arbejdsløn vil dale endnu mere, eller Arbejdet udføres i kortere Arbejdstimer ved færre Hænder — men, hvilken Form end vælges, vil Arbejderklassen da lide derunder.

Efter at Producenten eller Fabrikanten har opbudt alle Midler for at fremstille sit Fabrikat saa billigt som muligt uden desuagtet at finde sin Virksomhed lønnende, har han paa den anden Side forsøgt at opnaa bedre Priser for sine Varer ved at forbigaa Mellemhandlere træde i muligst nær direkte Forbindelse med Konsumenten eller dog med den mindre Handlende. Det faldt ikke vanskeligt. De hurtige og billige Kommunikationsmidler Fabrikanten istand til personligt at besøge og forhandle med Kunderne i endog fjærntiiggende han kunde paa selve Stedet skaffe sig Underretning om deres Soliditet og Stilling, og Kunderne ham med aabne Arme, glade over at kunne købe fra »første Haand ¦< med Omgaaen af Mellemhandlerne, dog kun fordyrede Varen, og som i Virkeligheden vare overflødige nu, da Fabrikanten — takket være Jærnbanerne ug Dampskibene — kunde garantere Kunden Levering af Varen omtrent paa ønsket Kiokkeslet o»- i hvilketsomhelst Kvantum, efterhaanden som Kunden maatte behøve det. Telegrafen kunde desuden hver Dag bringe Priserne fra alle Verdens Hjørner; den mindre Købmand var i saa Henseende ligesaa heldig stillet som det store Handelshus.

Tidligere var det anderledes. Sejlskibenes usikre Leveringstider, uregelmæssig langsom Post, ingen Telegraf,Alt de store Mellemhandlere, som ofte maatte holde enorme Lagre, for, beredte paa enhverEventualitet, at kunne forsyne deres faste

»gamle Kundekreds.« En saadan Mellemhandler solgte ikke til Alle og Enhver, han havde sine bestemte større Venner, gik ikke ind i deres Næring, men overlod dem at sælge videre til andre mindre Handlende osv.

Nu er Systemet brudt, forældet. I enkelte Brancher ville de store Mellemhandlere maaske endnu længe være nødvendige, men i al Almindelighed maa deres Dage siges at være talte. Den Fabrikant, som endnu vil holde paa det Gammeldags, finder, at hans Nabo sælger direkte, og han maa følge Trop eller bliver distanceret. I nogle Artikler er Afsætningen ogsaa tiltaget stærkt, at Købmanden selv kan købe direkte Ladninger, og altsaa slet ikke behøver Mellemhandlerens Intervention.

Dels paa Grund af disse Producentens Bestræbelser for at sælge direkte, dels fordi de lave og stedse faldende hverken levnede et Spillerum for Fortjeneste Varens Omsætning gennem flere Hænder, eller animerede til Spekulation, fordi Detaillisten af Frygt for endnu lavere Priser stedse kun forsynede sig med allernødvendigste Lager, der altid hurtigt kunde supleres, have altsaa en stor Mængde Mellemhandlere i de sidste 10 Aar maattet se deres tidligere lønnende Virksomhed gradvis synke sammen og i mange Tilfælde aldeles visne hen. Det er haardt for hvem det træffer, men det er et Fremskridt, som Tiden fører med sig. Et staar fast, at ogsaa hos den fordums vigtige Klasse Mellemhandlere Forbrugsevnen ble ven betydelig indskrænket.

Vi skulle her endnu kun henpege paa den Mærkelighed,at Producenten saaledes ofte sælger til Detaillisten, og skønt Producentens Priser gennemgaaendeere lavere nu end for 10 Aar siden, er der for mange væsentlige Artiklers Vedkommende ikke indtraadt en tilsvarende Prisreduktion lige overfor Forbrugeren.F. Husmødre ville vel finde enkelte Artiklerbilligere, gennemgaaende er det dem omtrent ligesaa dyrt at »holde Hus« nu som tidligere, og Forskellenskulde synes at maatte vandre i de mindre Handlendes Lommer. For en Del løses Gaaden ved, at man übevidst har vænnet sig til større Livsfornødenheder;dels det altid tage nogen Tid, inden Konsumenten faar den fulde Fordel af de lavere en gros Priser, og jo længere borte fra Hovedmarkederne, jo

længere Tid vil der medgaa; ofte er det Forbrugerens egen Skyld, at han ikke tidligere høster Fordelen ved Prisfaldet: Skødesløshed, Uvidenhed, falsk Undseelse etc., og endelig bliver Detaillistens Fortjeneste endel reduceret ved de større Fordringer, der stilles i Henseende til Udsalgssteder, Frankolevering og Kredit med deraf følgendestigende til Husleje, Folkehold og Befordringsmidler,samt større Risiko.

Saafremt Fordelen ved Prisfaldet hurtigere naaede Forbrugeren, vilde Afsætningen sikkert blive større fur mange Artiklers Vedkommende og Overproduktionen i disse aftage.

En Forandring heri maa sikkert indtrøde, efterhaanden man gaa videre paa den rigtige af de engelske (Civil-Bervice Stores, Army & Navy Stores etc.) og den parisiske »Au bon Marché« og flere andre betraadte Bane. Store Etablissementer, derraade over betydelige Midler, med et Minimum af Udgifter, ledes af driftige, dygtige Folk, der forstaa deres Forretning gøre deres Indkøb fra første Haand imod kontant ville lidt efter lidt i mange Brancher fortrænge mindre Handlende ved at sælge deres Varer til det store Publikum til billigere Priser pr. kontant. Saadanne Etablissementer have selvfølgelig nærmest hjemme i de større Byer, men man ser dem ogsaa trives godt i Provinsbyer. Efterhaanden som dette System sig, ville Folk lære, at det er billigere at betale strax, at Kredit paa deres daglige Livsfornødenheder en Uting, at den i mange Tilfælde med Lethed kunne undværes, og at man, naar man engang med lidt Selvovervindelse har indrettet sig herpaa, lige saa godt kan og bør betale strax som t. Ex. hver Ugeeller

I forskellige Brancher vil da mangen Detaillist se sig nødsaget til at søge andet Erhverv. For disse vil Overgangen være übehagelig, men for Samfundet et Fremskridt, der vil medføre større Forbrugsevne, forøget hos den store Masse af Befolkningen.

Haa man end overlade Tiden og den naturlige Udvikling at hidføre den længe ønskede gennemgaaende Bedring i alle økonomiske Forhold, saa er der selvfølgelig til Hinder for, at et enkelt Land, som enkelt Medlem af den store Familje, ved Energi, Flid og Sparsommelighed kan gøre meget for at forbedre sine Kaar, og det var maaske ikke urigtigt, om Enhver herhjemme Nyre og Hjærte og gav et ærligt Svar paa Spørgsmaalet, om der i disse Henseender bliver gjort, hvad man formaar.

Ethvert Land maa sørge for sig selv, det faar Intet som Gave fra andre, ialtfald kun sjældent. Det henter i Almindelighed sin Velstand i første Række fra sin egen Jordbund.

Fra Udlandet henter et Land Fortjenesten paa

1) importerede Artikler, der, efter undertiden at
være bearbejdede videre i Landet, atter exporteres.

2) sin Handel mellem de udenrigske Lande indbyrdes.

3) Fragter af sine egne Skibe i udenrigsk Fart etc.

Danmark mere end klæder og brødbrøder sig, trods 10 A ars slette økonomiske Forhold er den almindelige Velstand, Nationalformuen forøget, og dog tro vi ikke det kan siges, at særlig Energi har besjælet Nationen som Helhed for at bringe bedst mulige Resultat ud af Alt.

Under de trange Tider har man ikke sporet nogen udpræget Sparsommelighedslyst. Tværtimod, Luxus og Livsfornødenheder ere tiltagne, Tidsaanden fører det med sig. Hovedstaden ligger aaben paa Alfarvej, let tilgængelig for »Civilisation«. Gaar man t. Ex. ned i mindre befærdede Egne i Tyskland, vil man blandt de velstaaende Klasser, trods nok saa mesren Rigdom, finde en langt mindre udviklet Luxus- og Fornøjelsessyge end hos os: endnu ere Civilisationens Skyggesider ikke naaede derhen.

Forbrugsevnen herhjemme voxede. men blev overfløjetaf ly st en. I alle Samfundsklasser stilles nu langt større Fordringer til Livet end tidligere; som smaa Exempler nævnes kun den stærkt udviklede Higen efter Adspredelser og Fornøjelser af enhver Art, eller de stedse vexlende Moder med derhen hørende Pyntelyst,ofte ud over Stilling eller Evne, eller det stigende Forbrug af bayersk 01, der ikke kan kaldes en

Nød ven dig he ds-Artikel, vore Forfædre drak det ikke og vare dog vistnok fuldt saa kraftige; vi anse tværtimod det herhjemme tiltagende Øl-Forbrug som absolut forkasteligt, som en Kræftskade, der i mange Kredse vil degenerere Befolkningen. Man har fortalt Arbejderen, at Drikken stimulerer; ja vist som Ildvandet Indianeren, men hans ofte svære fysiske Arbejde leder derefter Mangen til ud af sin tidt knappe Løn at søge formegen Stimulus, fremkaldende strax Utilfredshed med sin Stilling og i sit Hjem, der kunde have været hyggeligere med de nu bortkastede Penge, og efterladendesenere nedbrudt Helbred. Maadehold og Sparsommelighed have, kort sagt, ikke været de udprægede Dyder hos os i de daarlige Tider. Der har været en gennemgaaende Tilbøjelighed til »at slaa for stort paa«.

Vende vi os nu til Spørgsmaalet, om man da paa den anden Side har opbudt al Kraft for at forøge Landets om man fra alle Sider energisk har arbejdet hen til at bringe det mest mulige ud af vore Erhvervskilder, Agerdyrkning og Kvægavl, Fiskeri, Handel, Industri etc., da tro vi, at der for de Flestes Vedkommende svares et Nej.

Paa forskellige Omraader er der enkelte kraftige utrættelige Ledere, men en Svale gør ingen Sommer. Gennemgaaende maa vi herhjemme vistnok siges formelet hylde laissez-aller Principet: vi komme med, men for langsomt; godmodig-rolige og sorgløse holde vi mere af at se tilbage til Fortiden »saadan som det altid været«, hellere end at følge med Nutiden, vi glemme, at denne med sin Damp og Elektricitet paabyder Anspændelse af alle Kræfter for paa bedste og fyldigste Maade at udnytte vore Erhværvskilder. endnu sjældnere skues ud i Fremtiden.

Den store Masse er for tilbøjelig til kun at lytte til de enkelte Ledere, overlade dem at raade og handle, medens man selv helst forbliver passiv. Man glemmer, at Enkeltmand kun sjældent formaar mere end at anviseVejen, at kun hvor Alle hver for sig lade Handlingfølge Ord og tage energisk fat, kun der naas Maalet. Man glemmer formeget, at selvhjulpen er velhjulpen,og luller sig ligeledes hyppigt til Ro ved Tanken om, at det dog ikke nytter noget fortiden at bringe den eller den Sag frem, da den dog næppe vil

kunne gennemføres. Der er ingen Tvivl om, at vore
ulykkelige politiske Forhold kue og døde Energi og
Foretagelsesaand.

Enhver, der overværede Forhandlingerne paa det sidste Handelsmøde, vil have faaet et slaaende Bevis paa Handelsstandens fuldstændige Magtesløshed til at føre noget Godt og Nyttigt igennem. Her møde Delegerede København og Landets forskellige Egne, antageligt de Ypperste hver i sin Kreds, Mænd, hvis Mening dog burde tillægges nogen Vægt, men hvad udrette de? hvilke Resultater kunne opvises?

De fleste af de paa Handelsmødet 1884 enstemmig vedtagne Henstillinger til Ministeriet, Andragender, Ønsker, Forespørgsler, ere enten blevne foreløbig lagte ad acta, afviste eller slet ikke endnu besvarede,

Det er dog Danmarks Handels Velfærdskomite, deiner sammen for at drøfte og beslutte, hvad der baader Landet bedst, hvilke Forandringer bør foretages og hvad Nyt bør indføres for hurtigt, nej strax, at kunne møde Tidernes stedse vexlende Krav. Frugten af de mange rige Erfaringer er vel den, at man enes om hvad der er det rette, men man formaar ikke at virkeliggøre de tagne Beslutninger.

I Anerkendelse af det Ørkesløse i for Nærværende at drøfte vel forberedte Sager, der for at føres ud i Livet kræve Lovgivningsmagtens Stempel, indskrænkede Handelsmødet i 1885 sig til Diskussion af mere eller mindre underordnede saglige Spørgsmaal, til et Par interessante Foredrag. Forhandlingerne vare matte, Tilhørerpladsen sparsomt besat, Enhver vidste, at der for Øjeblikket dog ikke kunde gennemføres noget af Vigtighed, og det fejler næppe, at enhver af de Delegerede, da Mødet er forbi, ved at spørge: »hvad er der saa udrettet?« maa ligesom den hele danske Handelsstand bittert Sind svare: »saare lidet«. Denne »Marsch paa Stedet« er trættende, men ikke desto mindre vil Enhver uden Undtagelse tilraabe dem sin Opmuntring og sit Ønske om ikke at svigte de dem betroede Tillidshværv, men fremdeles ufortrødent give Møde, saa at Alle ere paa Pladsen, naar der engang kan kommanderes: »fremad«.

Og den Tid kan og skal komme, ja komme snart,
om Enhver vil hvad han vil og hvad der er ret.

Man har talt om og som Kompromis villet lade

sig nøje med et »Handelsdirektorat«. Det er forkert. Agerdyrkning trænper lige saa meget som Handel og Industri til et »Direktorats om ikke mere, men fremforAlt Landets samtlige Erhvervsgrenes Interesser aldrig kunne ske Fyldest, saalænge deres Talsmænd med Hat i Haand maa forebringe de forskellige Ønsker om Reform eller Fremskridt paa en uendelig Mængde Omraaderfor Minister, under hvem der allerede sorterer de mest forskelligartede Sa<>er, og hvem det derfor vil være umuligt nøje at prøve Alt og tage Beslutning med den ofte højst fornødne Hurtighed.

Nej, hvorfor ikke ligesaa sige det strax rent ud:
»Vi vil have et Handels- og Agerdyrknings-Ministerium s
og det skal være et Handie-Ministerium.

Vi have Kultus-, Justits-, Krigs-, Finans- og andre Ministerier, hvis Pligt det er paa rette Maade at værne om det Bestaaende, men hvad nytter det at skærme Skallen, naar Kærnen sygner hen, hvad nytter det at frede om Haven, naar Gartneren mangler, som kan paase, at Ukrudt bortluges og at der plantes smukke nyttige Væxter istedet. Der er meget for den Gartner at tage Vare paa, og det kan betale sig at aflægge ham og hans Medhjælpere godt.

Hvor er der dog mange vigtige Ting at forhandle, beslutte og rask føre ud i Livet! Fremfor Alt Agerbruget under et stærkt Tryk, Handelen ligesaa. Den Krise, vi i denne Tid gennemsaa herhjemme, vil, forsaavidt den tildels er Følgen af en for udstrakt Kredit, sig og Forholdene da komme ind i et sundere Spor, men en livskraftig Udvikling naas ikke, medmindre gennemgribende Reformer indføres, t. Ex. ny Toldlov, Afskaffelse eller Reduktion af Skibs- og Havneafgifter, Oprettelse af Frihavn, der kan gøre København til en virkelig Transit- og Oplagsplads, Anlæg af Ringbane, Dampfærge etc., Kapitaler maa ledes ind i nyttige produktive Kanaler; der er mangt og meget, der kan gøres for at skabe Trafik, og man maa ikke indskrænke til at »tage imod« eller skaffe Plads til den Handel, der kommer af sig selv. Hvad Beliggenheden angaar, burde København ved energisk Stræben kunne udvikles til en Handelsplads, der kunde taale Sammenligning med Tyrus og Venedig.

Andre Nationer handle, vi maa ikke ligge stille.
Nu kommer snart den tyske Kanal, der maaske og

maaske ikke vil skade Danmark. Vi behøve ikke at afvente Eesultatet. Parret med Maadehold og Sparsommelighed vi energisk se at udvikle vort Agerbrug, Handel, vor Industri, enhver af vore Erhværvskilder, faa fast Fodfæste, før det er for sent. Vi maa gøre det, medmindre vi ønske at blive et lille fattigt Land!

Maatte det snart staa klart for Enhver, Landmand, Fisker, Handelsmand, Arbejder saavelsom Arbejdsgiver, at vel fremfor noget andet Land kræver Danmark Oprettelsen et Handels- og Agerdyrkningsministerium kraftigt at beskytte og udvikle samtlige saa at Alle som En i sluttet Falanx træde frem med dette bestemte uafviselige Forlangende.

Her er ikke Tale om Højre eller Venstre, her gaar
Vejen lige ud imod et bestemt Maal: Danmarks Vel.

November 1 885.